De gode manerer: I supermarkedet
“Undskyld, jeg skal tisse, må jeg komme foran Dem i køen?”
Hvor er de?
Jeg leder efter dem hos andre og glemmer dem virkelig også selv, men der skal ske noget. Havde Svend Brinkmann skrevet bogen: STRAM OP! Vi har mistet vores gode manerer, venner. Eller der er i hvert fald sket et skred. Og jeg tror også godt, jeg kan finde tyven af dem – mobilen (i hvert en del af forklaringen!). Vi kigger simpelthen ikke op, vi ser ikke hinanden, og derfor er vi heller ikke klar med en hjælpende hånd, for vi opdager ikke, der er brug for den. Jeg har vendt det med flere veninder, så sent som i lørdags med Acie, Chris og Ems. Oplever I det også?
I vores behov for at være så meget i øjenhøjde, uden former, med total frihed, individet og mig selv i fokus (vil nogen smide sociale medier i spil som skyldneren?), så oplever jeg altså, at vi har mistet lidt af den gode gammeldawse gode opførsel. Men den kan altså noget, og det handler ikke om at være andre underdanige, om patriarkatet og svundne frøken/De’s-tider – det handler om at anderkende hinanden. At blive set. Respektere hinanden og den værdi vi alle sammen bærer på gaden. Og give en hjælpende hånd til sin medmennesker og sprede et smil.
Jeg har især bemærket det på mine to ture til Italien. WAUW, mamacita! Der er sgu forskel! Der er former på. Som gravid fik jeg altid, uden undtagelse lov til at komme foran i køen til toilettet. Jeg blev givet en hånd og et sæde i lufthavnen, og da Eddie nu var med – han fik så afsindigt mange kommentarer og kærlighed, “CIAAAAO BELLOOOOOOO!”. I Frankrig ænsede man ham slet ikke. Ja, det er ikke kun på Djævleøen, den er gal, de dårlige manerer huserer også syd for grænsen. Men for pokker, det er så rart. At blive set! At være i kontakt med andre mennesker. Få et smil fra en anden, hvis man ikke lige selv har fundet det endnu – sådan er der dage. Vi skal se hinanden.
Jeg skal i hvert fald i bootcamp! Jeg vil oppe mine manerer, den gode opførsel, sende god karma ud – for sidste ende har jeg hørt det er en god investering, den kommer nemlig durk tilbage!
SÅ – jeg har en lille kavalkade af indlæg klar (eller, jeg har skrevet det her, og har to til i hovedet, i hvert fald). Idéer og scenarier til hvordan vi får de gode manerer tilbage i hverdagen, den gode opførsel. Emma Gad klapper i hænderne og sender emojis med stjerneøjne – især, hvis I vil være med. Skal det være en challenge, #degodemanerer? Del når I hjælper hinanden eller andre? Ikke fordi det handler om anderkendelsen, men måske man kan blive motiveret til at indkorpere og blive opmærksom? Det bestemmer I selv – jeg vil gøre mit bedste for at flette øjenkontakt og et hej og et tak ind i alle situationer.
SÅ! Smid endelig i kommentarfeltet, hvis I har flere gode bud på, hvordan man lige kan liste de gode manerer ind i hverdagen – i dag helt konkret i supermarkedet!
I supermarkedet:
En Husforbi-sælger står uden for Netto og nikker til dig, og du får lidt dårlig samvittighed over ikke at købe hans blad, men i stedet for at kigge ned og prøve at ignorere ham, så siger du: “Hav en dejlig dag!” – og han smiler og gengælder. Ja, mand! Du skal også have en dejlig dag.
Ind i Netto, klokken er 16.45, der er pakket! Og lummert! En mor og et barn fører sag i spot-afdelingen og afslutter sagen ved fysisk kontakt med gulvet – for barnets vedkomende, der nu laver en blanding af sprællemænd og sneengle på det klistrede gulv. Hun har i øvrigt også et barn på maven og en bakke æg og en pose æbler i favnen, og du kan på afstand se ansigtet skifte farve, svedsneglen på overlæben tiltage – og hun balancerer også lige en fyldt indkøbskurve (af dem med hjul på, fordi hun har undervurderet hvor meget hun skal have, og de satans falske vogne får altid top på). Her ser du dit snit til at springe over sprællemanden og tilbyde din hjælp, “Kan jeg gøre noget for dig, give dig en hånd med ned til kassen?”
Du griber på vejen en mælk og en (vegansk) spegedreng, bevæger dig op mod kassen og stiller dig i kø. Men fortryder mælken men i stedet for at lægge den på en random hylde, lægger du den selvfølgelig tilbage på køl.
Tilbage til kassen. Manden foran dig i kø er ved at købe ind til sit forrådskammer og 3. verdenskrig på vej, så han kører vogn med top. MEN han opdager dig og din spegedreng og siger: “Hov, kammerat du har kun to ting – vil du ikke foran mig?”. JO TAK!
En ny kasse åbner dog endelig, hurra! Og på tide! Men i stedet for at styrte hen som nummer ét i køen, så lader du den der har ventet længst i kø komme først. Hvad skal du egentlig også nå?
Din tur. “Det bliver 37,50, på kort?” siger ekspedienten, og du kigger hende i øjnene og smiler og siger; “Ja tak, jeg vil gerne betale med kort!”. Hun smiler tilbage og føler sig for første gang i dag set.
Før du forlader etablissementet, kigger du hende i øjnene igen og siger: “Tak for i dag, rigtig god arbejdslyst!”
100 % GOD KARMA i Netto – og du flyver derfra på god samvittighed og smil fra dine medmennesker! Rimelig simpelt.
“Kan jeg give Dem en hånd?”
31 kommentarer
Hej Cathrine
Så fint et indlæg – jeg er meget enig. Jeg synes dog, det kunne være dejligt, hvis det ikke er noget, man skal vise på de sociale medier. Du ved, endnu en ting, der “kun gælder”, hvis man viser omverdenen, at man opfører sig ordentligt ude i den virkelige verden. Jeg synes, der er (alt for) meget af den slags i forvejen – skulle vi ikke tage at opfordre hinanden til det, som du gør det så fint her, fortsætte snakken og gå ud i verden og gøre det for os selv og hinanden, uden at vi skal gå hjem og poste det bagefter? Lære at give det videre, at nyde det i stilhed, i os selv og mellem hinanden, når vi står dér i køen nede i Netto.
KH
JO! Kæmpe enig – lad os tage snakken, men IRL i stedet for på telefonen (også nu jeg foreslår jeg i hvert fald selv kigger lidt mindre ned i den, hehe…). KLART! KH
Der er en spirituel øvelse, som jeg endda tror at det var selveste Buddha som introducerede, som meget simpelt består i at man skal gøre gode gerninger for andre mennesker, men selve tricket består i, at man ikke må fortælle nogen som helst andre om det man har gjort. Det kan være lige fra overskuddet i supermarkedet, som du så fint beskriver her over, eller at man giver den hjemløse penge uden at få en avis, eller hjælper andre, helt uselvisk, men altså, uden at måtte fortælle et andet menneske om det man har gjort. Ikke engang sin mand! 😀 Det er virkelig en spændende øvelse, fordi man bliver bevidst om hvorfor man gør gode gerninger. Er det for at kunne dele det på FB eller IG eller gøre sin mor stolt og få ekstra kredit hos sin mand at man gør gode ting? Eller er det af et helt rent hjerte, som ikke behøver anden belønning end bare oplevelsen af at gøre noget godt for et andet menneske og så er det det. Det er ikke for at sige at det du foreslår her, om at vi deler det gode, ikke er godt. For det er vildt godt! Jeg ville bare lige byde ind med den her øvelse også, for den kan virkelig også noget. Det er meget interessant at opleve i sig selv, hvor svært det er ikke at dele, når man har været ‘god’ 🙂 <3
Okay, en vidunderlig tilføjelse, Anja! Den er lige til at tage med ud i virkeligheden – det minder mig om det afsnit af venner, hvor Phoebe taler om, at alt vi gør af godt for andre som oftest er for selv at vinde. Ret interessant. TAK! En god og spændende øvelse. KH
Og hvis man har totalt overskud, så køber man lige en vand eller noget mad med til Hus Forbi sælgeren! Godt nok kan vi ikke så godt lide vand i plastik flasker, men her er det næsten garanteret at den bliver afleveret tilbage til pantmaskinen.
Fed post?? Nu er det faktisk først efter at have boet i England et par år at jeg fandt ud af hvor uhøflige danskere kan være ude. I England siger man godmorgen til hinanden også selvom man ikke kender hinanden, undskyld mig må jeg komme forbi og hav en dejlig dag. I starten havde jeg det også helt sådan hvad siger du godmorgen til mig? også da jeg kom tilbage til dk var jeg chokeret over hvor uhøflig man kan være og snerrende af andre mennesker. Folk kan seriøst stå bag ved mig i et supermarked og kigge på mig indtil jeg flytter mig i stedet for at sige undskyld mig må jeg komme forbi. Jeg tror det må være grænseoverskridende for mange. Min mand som er englænder og nu bor i Danmark var helt chokeret over hvor anderledes og “koldt” det er i dk. Men han har stadig beholdt sine gode engelske kultur og siger godmorgen til folk selvom de glor på ham Som om han kommer fra en anden planet? Man kan komme langt og glæde andre mennesker med et smil på læben eller et hav en dejlig dag men det tager tid at lære specielt hvis det er noget man ikke er opdraget med.
Jeg kunne ikke være mere enig! Det blev selv pinligt klart hvor “ubehøvlede” danskere kan fremstå i vores manglende høflighed, ikke bevidst, nok nærmere en form for konfliktskyhed måske?
Jeg flyttede sidste år tilbage til Danmark efter at have boet i England i 4år, stiftet familie der og til sidst overtalt min britiske mand til at følge med mig retur. Englændere er super gode til høfligheden, smilet i køen, “have a Nice day” “you too” og den obligatoriske “how are you?” Uden nødvendigvis at forvente et kæmpe langt svar, men bare anderkendelsen, følelsen af at blive set, det er nu altså rart. Det virkede søgt for mig i starten, men jeg blev hurtigt dus med det, og efter vi er flyttet retur er jeg fortsat med det, for det er nemlig de små ting der kan gøre en forskel for vores medmennesker.
Hep – jeg kan slet ikke lade være, med at smide “god dag til dig” eller “sikke et vejr vi har idag” eller “øj, nogle pæne negle” af til ekspedienter, eller buschauffører, og håber og tror da på at 9 ud af 10 opfører sig ligesådan – bliver hvertfald selv mødt af smil på gaden, folk der rejser sig for ældre og lader mig komme foran, når jeg står med to varer og de med en vognfuld.
Men når jeg spotter en “jeg agerer stum”-person i køen, der hverken hilser, siger “på beløbet, tak” eller gengælder ekspedientens farvelhilsen, krummer jeg virkelig tæer helt omme i nakken. Kan slet ikke forstå, de kan være i den der envejs-kommunikation, og bare ignorere det. Og hvem er det egentlig, der går gladere fra sådan en samtale? Jeg tænker hvertfald ikke man vinder noget, ej heller for sig selv, på den form for regulær uhøflighed ?.
Men hvem ved – nogle synes nok også jeg er al’ for snakkesaglig, og vil bare gerne passe deres fritidsjob uden snak om butikkens vildt gode tilbud på grillkylling, som jeg fortæller, bare “måtteee med hjem” ?
A
“Jeg agerer stum” -personer kan også gøre sådan ud fra andre bevæggrunde. Jeg gør det personligt pga voldsom social angst. Jeg er enig i, at der gerne må være mere høflighed i det offentlige rum, men jeg synes lige så gerne, at der må være plads til andre mennesker. 🙂
Helt sikkert: Det er jeg helt helt med på – jeg har både angst i familien og arbejder som bostøtte hvor flere har angst, og det er nemlig derfor, at det er mægtig svært at vide hvad, der er hvad?. Og derfor mener jeg også (som skrevet i kommentaren før), at de fleste mennesker, garanteret er ligeså høflige som de kan være – og så er der nok nogle brådne kar, som reelt er uhøflige – du ved, dem som himler med øjnene og råber på kasser der skal åbne, og bare holder mund, når de så får mulighed for at betale ?.
Og det er selvfølgelig dem, jeg hentyder til, som overlagt ikke vil være rare – ikke folk der ikke er trygge eller har overskuddet til interageren.
Det er også derfor jeg er bevidst om, at ikke alle er i snakkehumør – hverken ved kassen eller foran den, og det kan der sagtens være en grund til ☺️
Ift supermarkedet viger jeg min plads for manden/damen bagved, hvis han/hun har langt færre varer end mig.
Jeg arbejder i et supermarked og jeg synes faktisk generelt folk er blevet bedre til det med at være gode ved hinanden. De halter desværre med den ældre del af befolkningen synes jeg. De er så sure og bliver forarget over alt. Jeg kender det bare fra min mormor som er meget negativ
Haha! Det med de gamle mennesker var præcis hvad jeg kom i tanke om! Jeg husker dem fra da jeg selv sad ved kassen:
Mig: Goddag!
Gammelt menneske: (Griner nedladende) Du har nok været på et kursus hva!
Mig: (Øh, nej – jeg tænkte bare at det var normalt at være høflig — men okaaay :-0)
Mig: ..så skal jeg bede om 289 kroner.
Gammelt menneske: Det kan jeg ALTSÅ godt selv se!
Mig: Ha´en god dag!
Gammelt menneske: Ja, ja. Det må man vel selv have lov at bestemme…
Jeg siger ikke at alle gamle mennesker er sådan, men jeg synes jeg har oplevet det meget tit. Jeg prøver altid at sige det højt, når jeg oplever at nogle taler grimt/nedladende til ekspedienten – det kan være SÅ træls at sidde sådan en 8-10 timer igennem med sure kommentarer. Keep up the good work:)
Og BTW…. jeg snakkede med en del mennesker om det da Ghita-dokumentaren ræsede, og det virker som om det er helt legit, at en del ældre udvilkler sig sådan. Et midaldrende menneske sagde til mig at “Når man er ung, tænker man, at verdenen er helt fantastisk, men at man selv er helt forfærdelig. Så kommer der en periode hvor alt er fint og dejligt, og så vender det, og man begynder at tænke, at man selv er helt fantastisk, men at verdenen er helt forfærdelig”. Tjaaa….
Det er desværre også min oplevelse. De ældre mennesker er sindssygt ubehøvlede fx i elevatoren i metroen, hvor de gang på gang springer køen over uden at værdige andre et blik, selvom der står både barnevogne, cykler og folk på krykker og venter. Af og til kan jeg ikke lade være at påtale det ved at sige ‘du kom altså ikke først’ og mange svarer aggressivt, at de er altså bla bla. Jeg plejer at svare, at det vel ikke forhindrer dem i at overholde køen.
Jeg har det lige omvendt. Jeg synes tit ældre mennesker er langt mere taknemmelige og høflige end unge, inklusiv mine egne bedsteforældre. Mon ikke folk bare er forskellige.
YES! Mega fedt – jeg er selv butiksekspedient i en tøjbutik, og sådan en god manér som lige at tage sit tøj, man har prøvet med ud af prøverummet, eller samler de ting op fra gulvet, man ved et uheld smider ned – det gør altså bare en kæmpe forskel for vores arbejdsdag og overskud!
Virkelig fedt og relevant – og dejligt, at du også giver eksempler på, hvordan folk kan tænke mere over det i deres dagligdag. Jeg arbejder selv i et supermarked og i en restaurant, og det er simpelthen utroligt, hvordan folk aldrig opfatter ekspedienter som mennesker, der også har følelser og liv udenfor deres jobs…
Jeg oplever, at det måske ikke står helt så slemt til herovre i Jylland. Her er tingene – ikke altid og ikke hver dag, men generelt – anerledes. Jeg havde en bybuschauffør en dag i Aalborg, som var vikar fra København, og på den sidste vikardag brugte han 5min på i mikrofonen at takke alle passagerer i bussen for altid at sige ‘hej’, når man stiger på; for at være ordentlige ved hinanden osv. Det var ret sødt! 🙂
Jeg nyder at være i København nogle dage. SMUK by, lækker mad og altid noget at give sig til. Men jeg nyder ikke folks opførsel – inkl. ekspedienterne i butikkerne. Sure løg ?
Hej M
Her må jeg som københavner desværre give dig ret. Hver gang jeg er i Jylland (det sker måske 1-2 gange om året) så tager jeg mig selv i at blive overrasket over, hvor søde ekspedienterne i butikkerne er. Den slags smitter jo begge veje og her kunne københavnere altså lære noget.
Som medarbejder i Netto takker jeg lige mange gange for dette indlæg!
Øv hvor ser jeg mange nederen og uhøflige situationer hver evig eneste dag, og jeg har da fuld forståelse for hvis man lige har en dårlig dag eller man bare er super introvert, men når det er de samme kunder gang på gang der bare er dumme, så får jeg da helt lyst til at bede dem om at læse det her indlæg, eller lige at give dem en kæk kommentar med på vejen!
En ekstra ting kan være, hvis personen foran dig i køen enten har glemt sin pung eller ikke har nok penge med – spørg om de har mobilepay og så læg ud for dem og så kan de bare overføre penge tilbage til dig! Det har jeg selv gjort nogle gange efterhånden og folk bliver så glade (og overrasket) 🙂
Jaaa den er god! Og meget moderne manerer 😀 KH
Ja og når man har hjulpet en på den måde så finder man ud af hvor meget det reelt betyder for vedkommende. Jeg stod engang bag en gravid kvinde, og da hun så skulle betale kunne hun ikke finde sin pung, så jeg tilbød at betale og så kunne hun bare mobilepay mig. Det takkede hun pænt ja til og så skyndte hun sig væk. Efterfølgende fik jeg en sms hvor hun skrev (for hun havde jo mit nummer, hun havde jo sendt penge til mig :)) hvor hun takkede helt enormt og sagde hun var ked af hun bare var gået så pludseligt, men hun var simpelthen blevet så taknemmelig at hvis hun var blevet meget længere så var hun begyndt at græde (åh hvor man kender de gode graviditetshormoner).
Det var simpelthen den bedste følelse nogensinde, og jeg regnede det vitterligt for absolut ingenting at hjælpe hende på den måde, men det betød åbenbart al verden for hende.
Ved I hvad, jeg oplevede forleden i servicekassen i Kvickly!? Der stod én foran mig og var ved at blive ekspederet. Jeg stod bagved med mit barn på 1,5 og ventede og havde ikke trukket et nummer, for der var nærmest ingen mennesker og der var jo ikke tvivl om, at jeg var den næste? Eller hvad? Hen kommer en mand og spørger om jeg står i kø – og ja, det gør jeg, men jeg har altså ikke trukket et nummer, fortæller jeg. Manden trækker to numre og rækker mig det ene – fint nok. Kunden foran er færdig og pakker sine ting. Hvad sker der? Manden bag mig går gudhjælpemig foran mig og mit barn. Undskyld mig, siger jeg mens jeg kigger på mit nummer. Og slår en febrilsk latter op. Manden har givet mig det sidste nummer og således er jeg let og elegant kommmet bag ham i køen. Hvad giver I mig? Er det ikke frækt? ?
Yes Fedt emne! Og øverst på min liste står: mor med klapvogn i den offentlige trafik. Jeg tager selv metro og dernæst bus hver eneste dag med min tumling i vognen. Når vi først rammer institutionen har jeg sagt ‘undskyld’ og ‘beklager virkelig’ og ‘må jeg lige få lov til at’ ca 4567 gange. På én morgen. Det er som om andre mennesker tror jeg er sat i verden for at genere dem med min klapvogn, som er en af de mindste på markedet men stadig fylder lidt. Når jeg engang imellem møder et menneske der meget venligt flytter sig, så vi kan komme forbi eller giver plads i elevatoren, så stopper jeg op, kigger dem i øjnene og siger dem et stort smil og sender dem et varmt smil. Venligheden har for længst opgivet den offentlige trafik. De fine øjeblikke er så få. Hvordan kan vi blive bedre til at se hinanden i den lidt trælse situation det ofte er at flytte sig fra A til B sammen med en masse andre mennesker? Det ville løfte min dag så utrolig meget hvis den oplevelse var lidt bedre.
Det her har intet med indlægget at gøre. Men har du, Cathrine, hørt om https://www.flyfri.dk/ ?
🙂
Oooog hvis folk lige ville huske at lægge en “skiller” på båndet efter sig ville det bare være superdejligt! Og holde afstand i køen. Det er super uhøfligt at stå helt oppe i nakken på andre mennesker.
Uh ja, det er så ubehageligt! Især efter jeg altid har barnevogn/klapvogn med mig… Man kan jo ikke sådan lige flytte sig.
Nogle gange synes jeg, det hjælper lige at markere ved at træde et skridt tilbage (og så frem igen). Så flytter mange sig lidt ?
Total spot on! Og tak for den lille opsang; de gode manerer har de fleste af os vist brug for at få en lille reminder på at huske en gang i mellem.
Næste gang jeg nærmer mig et supermarked, så vil jeg have dig i tankerne 🙂
God dag!
dbh
Louise
Jeg bor i Nordjylland og jeg oplever altså ikke disse ting ret meget. Særligt ikke i supermarkedet. Folk bruger yderst sjældent mobiler i køen, og de fleste sludrer, hjælper eller sender et smil til naboen i køen eller ekspedienten. Jeg oplever faktisk mange steder offentligt at folk small talker med hinanden.