Top

Drengemor

19.03.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
“Hvordan man bygger man sådan en?”
… En dreng, altså. En kærlig, respektfuld, modig, tillidsfuld, kærlig dreng. Det var mit spørgsmål, da jeg skrev det her indlæg. Javist, fuld af hormoner, og ærligt lidt overrasket over at skulle have en dreng, for hele verden omkring mig havde jo sagt: “Du skal SÅ meget have en pige!”. Det kunne de se på min mave. På mit indtag af mad. På min hang til kjoler. På min manglende kvalme. På mine kinder. På vinden. Solen og stjernerne.
Let’s be honest, der er 50 % chance for et rigtigt svar.
Jeg indrømmer gerne, jeg var forvirret, da vi forlod scanningsklinikken og trådte ud i bilosen på H. C. Andersens Boulevard. Jeg var ikke… Skuffet, men det krævede en omstilling i mit hoved. Som en kvinde omringet af kvinder; søster, niecer, kusiner (og et par fætre i de senere år), med en stærk mor og farmor. Mine fantasier om mit barn tog udgangspunkt i det velkendte. Og de huller, fantasien blev efterladt med efter scanneren havde kørt rundt i blå gele på mit udspændte maveskind, skulle på ny fyldes.
I konstruktionen af fortællingen om mit kommende barn, som mange gravide begynder fra de står med testen, greb min hjerne på ny ud efter fyld til fantasien. Og for some reason stak den utaknemmeligt lappen durk ned i mine dårlige minder. Jovist, jeg havde mange drengevenner, som var helt fortryllende, men sjovt nok var det ikke dem, der fik lov at fylde osten ud. I stedet greb min hjerne drilsk ud efter alle dem, der havde såret mig. Sådan er drenge. Noget med at hjernen husker særligt de dårlige minder, grænser overtrådt, for at huske sig selv på, hvad man skal undgå i fremtiden. Overlevelsesevne. Og pludselig var jeg lidt forskrækket over… Et drengebarn. Selv om jeg i virkeligheden ligeså godt kunne have husket alle de tarvelige piger, jeg også har gemt i mine minder. Måske havde jeg tænkt nøjagtigt det samme, som havde scanneren dømt en pige? Måske havde jeg også tænkt, sådan er piger.
Måske handlede min egen overraskelse faktisk knapt så meget om, hvilket køn jeg bar på, men den slette konstatering, at jeg bar på et menneske. Det i sig selv er rimelig WTF for fantasi og fornemmelse. Det øjeblik man indser, at graviditeten en dag vil slutte med en fødsel af et nyt menneske. W. T. F. Og det menneske kan man pludselig se (hvis man kniber øjnene rigtig godt sammen) gengivet på en flimrende sort/hvid skærm i syv tommer.
Uanset ramtes jeg af en tordnende dårlig samvittighed. Alle drømme opfyldt jo. Et barn.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Et barn. Og det var lige nøjagtigt dét, der kom ud i min favn den 2. oktober 2018, lige efter frokostpausen. Et barn.
Ikke et eneste sekund har jeg tænkt; “gid du var en anden end dig”. Du er lige nøjagtigt dét menneske, jeg manglede i mit liv. Så stædig som en hest. Så mild som en sommerdag. Så søvnløs som Tom Hanks i Seattle. Du er mit livs lys, og jeg takker hver dag min krop og din fars, for at det blev dig. Det kunne ikke have været anderledes. Du er mit barn.
Jeg har oplevet et par veninder sige, “jeg håber ikke, det er en dreng”… Deres fantasi rækker måske heller ikke længere. Måske sidder du selv derude og håber på et særligt køn. En dreng. En pige. Men til lige nøjagtig dig vil jeg sige det, du allerede ved; du har en kærlighed så enorm i vente, du ikke drømmer om det. Og din kærlighed skeler heldigvis ikke til køn. Så selv om dit hoved driller dig, så ved dit hjerte, at du får lige nøjagtigt det barn, du skal have.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand
Så hvordan har det været at blive drengemor? Jeg føler mig faktisk bare som en mor. En mor-mor. Jeg føler ikke, vi laver drengeting. Vi leger ikke med drenge-Duplo. Eller drenge-bamse. Eller drenge-biler. Vi leger bare. Vi danser. Jeg fortæller ham, at han er det smukkeste mine øjne har set. Han har yndige krøller og stærke lår. Hans hjerte er følsomt og tager imod hele verden, hvis jeg ikke holder ham tæt. Det gør jeg hele tiden. Og nusser. Selv om han nogen gange tager min hånd og lægger den tilbage, hvor den kom fra. Han vil helt sikkert få sine præferencer, måske påvirket af andre børn. Lige nu tæller vennekredsen to veninder. Og indtil videre er entusiasmen for sand og ting med hjul nøjagtigt den samme. Han har lyserødlige gummistøvler på – for det var dem med hunde på. Og han elsker mine hårbøjler. Men han kan også godt lide mine hørebøffer.
Jeg ved godt, at samfundet stadig her i 2020 prøver, at komme mit barn i en rolle. “Er den ikke lidt piget, den bluse?”. “Han er jo også bare en dreng, han skal have lov at være lidt vild”. Og jeg løb også selv med i sekunderne efter kønsscanningen; en dreng – så røg drømmene om at flette hår siddende på toiletbrættet, ligesom min mor har gjort på mig, mens vi vendte verdenssituationen.
Måden vi opfatter køn på konstrueres i vores sprog og i vores opførsel. Drengestreger og pigefnidder, og jeg er ikke sikker på, jeg selv er meget bedre, for jeg, ligesom mange andre, er et produkt af mine forældre, min samtid, samfundet, strukturer osv. Men jeg vil gerne være bedre. Jeg vil gerne flette Eddies hår, hvis han spørger. Jeg vil gerne sige fra, hvor jeg kan, når samfundet ude fra skubber ham i en retning. Og jeg ved godt det er svært. Det er virkelig, virkelig svært, for vi er der jo ligesom ikke hele tiden. Og han vil jo møde så mange mennesker, sociale konstruktioner, kasser, som vil forme ham. Men for nu vil jeg lade ham gribe ud efter mine læbestifter og glimmerkjoler. Han undersøger verden med fingrene, og jeg vil ikke begrænse eventyret for ham. Jeg gør mig virkelig, virkelig umage.

Ønsker jeg mig en pige næste gang?

Jeg kan nu ærligt sige, at jeg ønsker mig et barn. Uanset. Endnu et menneske.
Læs i øvrigt de her to skriv om køn; nogle RUC-studerendes opgave og en smagsprøve fra hvad jeg tror er et forskningsprojekt, men jeg kan ikke finde skribenten bag, men det dypper lige tæerne i noget ret interessant om det socialt konstruerede køn.

26 kommentarer

  1. Mette siger:

    Tak for det her indlæg. Jeg venter selv en dreng og havde præcis de samme tanker: vil jeg blive ligeså tæt med ham, som jeg er med min mor? Vil han blive skide irriterende og kun gide sin far?
    Jeg glæder mig og vænner mig stadig til tanken om, at det er menneske, der er inde i mig og som jeg vil elske højt og som vil blive ufattelig dejlig. Det hjalp da vi fandt et navn, så blev det mere håndgribeligt og jeg tænker ikke mere på, at jeg skal have en dreng. Jeg glæder mig bare!

  2. Johanne siger:

    Hej Cathrine
    Vil også lige anbefale podcasten Fødselskanalens episode om køn. Jeg var så glad for, at jeg hørte den inden 2. scanning. Deres overvejelser og tanker er så fine.
    Kh en kommende drengehumor ♥️

  3. Lene siger:

    Åhh hvor kan jeg relatere til det som mor til to drenge. Specielt med den første havde jeg præcis samme tanker. Ind imellem rammer det mig stadig, bare de nu ikke bliver en af de “dumme drenge”. Men så tænker jeg netop også at der er ligeså mange modbydelige piger. Dog kan jeg stadig godt få lidt ondt i maven over at jeg “kun” kan blive farmor, og dermed frygten for at være den der svigermor som jo blandt kvinder er så berygtede. Heldigvis har jeg selv et godt forhold til mine svigerforældre, så prøver at fokusere på at mine drenge selvfølgelig finder nogle søde piger, der også lader “svigermor” være en del af deres liv.

  4. Christina siger:

    Af hjertet tak!
    Hilsen en mor til 3 vidunderlige drenge! Hvoraf toner teenagere og stadig gider deres mor ligeså meget som deres far… lad nu være med at være så bange for de drenge derude !!!!!!

  5. Agnete siger:

    Tak! ❤️ Du gav mig en graviditetshormonel tåre i øjnene da jeg læste “at mit hjerte ved at jeg får lige præcis det barn jeg skal have”. For det gør det jo! Selvom jeg har haft alle de samme tanker. Den første efter scanningen var hvad skal jeg lege med sådan en!? Men mon ikke vi finder ud af det og jeg glæder mig vildt til at danse med mit kommende drengebarn! ❤️
    Kh Agnete

  6. Anne Kathrine siger:

    Sindssygt godt indlæg – så vigtig en besked at sende til alle, der tror at køn definerer den kærlighed de får til deres barn
    Tak!

  7. Helene S siger:

    Super fint og velovervejet indlæg. Jeg er velsignet med både en dreng og en pige, og det ligger mig utroligt meget på sinde, at de skal få de samme muligheder ude i verden. Jeg prøver virkelig at lade være med at putte dem i kasser, men jeg er virkelig overrasket over hvor tydeligt det er at de er forskellige køn. Min datter på 5 elsker Barbier, feer, prinsesser, glimmer, enhjørninge og vil helst have kjole på HVER dag! Min søn på 1,5 har arvet alle storesøsters legesager, og er omgivet af lyserøde ting, men vi har simpelthen været nødt til at gå ud og købe nye ting til ham, fordi han gik fuldstændig bananas, når han kom hjem til folk der havde biler, togbaner, gravko osv. Det bedste han ved i hele verden, er når vi kører forbi en byggeplads og kan stå og kigge på maskiner! Og når vi ser fjernsyn/iPad, så bliver vi nødt til at skiftes med hvem der vælger, fordi det er så forskelligt, hvad de vil se. Altså helt ærligt, hvor kommer det fra?

    1. Ida siger:

      Nogle gange kan drenge måske bare lide biler, og piger enhjørninge – andre gange er det anderledes. Tilfældigheder, måske 🙂

  8. Louise siger:

    Godt indlæg og interessant emne. Jeg er selv mor til en dreng. Var jeg blevet gravid i det første år, hvor vi prøvede naturligt, ville jeg 100 % havde sagt højt, at jeg ønskede mig en pige. Som årene gik blev det til, at jeg ønskede mig et barn, uanset køn, og det skulle være sund og raskt! Da jeg efter 4½ år, 15 fertilitetsbehandlinger, 7 ægudtagninger, 2 missed abortions og en GUL blev gravid, og graviditeten udviklede sig, som den skulle, var jeg fuldstændig ligeglad med kønnet. Jeg var bare hamrende lykkelig for, at vi skulle have vores længeventede barn! For vi kunne ikke tage for givet, at vi overhovedet ville få et barn.
    Min mor har altid snakket meget om, at en mormor var en vigtigere relation end farmor. Hun havde et meget nært forhold til sin mor, og derfor så jeg min mormor utrolig meget som barn, mens jeg kun så min farmor til fødselsdage. Min mor sagde også altid, at min bror aldrig ringede, men at min søster og jeg var søde til at ringe. Så jeg har helt klart fået en “piger er bedre end drenge” med hjemmefra. Selvom det ikke passer, for det handler meget om, hvad man selv gør i relationen! Og hva’ så hvis jeg skal være den, der ringer til min søn, når han flytter hjemmefra, fordi han måske ikke lige tænker over at ringe til sin mor. Det er jo mega ligemeget!
    Nu kæmper vi for at få et barn mere. Igen med nye fertilitetsbehandlinger. Og jeg vil gerne have en pige! Men jeg tror mest af alt, det er fordi jeg gerne vil have en mor/datterrelation. Det har jeg ikke mere, da min mor døde af kræft for to år siden. Men mest af alt vil jeg bare have et søskende til min søn og igen uanset køn. Det vejer trods alt tungere end at få en pige. Det er ikke sikkert, at det lykkes at få et barn mere. Lige nu ser det ikke lovende ud. Vi skal ikke igennem lige så meget, som vi var sidst, for det kan min krop og psyke ikke klare.

  9. Sandra siger:

    Jeg troede inderligt at jeg skulle have en pige. Har et utroligt nært forhold til min mor og drømte om samme bånd til en datter. Jeg har nu to drenge – en på to og en på 11 måneder – og jeg ELSKER DEM, og alt hvad de er. Det var dem jeg skulle have. Tænker, lidt som du, at universet må have bestemt, at det var meningen at vi skulle bringe to dejlige, betænksomme og festlige drenge ind i verden. Det fornemmeste punkt på mit C.V. fremover 🙌🏻

  10. Bintha siger:

    Sikke et fint indlæg! Er selv blevet mor til to tvillingedrenge for 3 mdr siden (det lykkes!) og jeg tager mig selv i at skulle huske at de er drenge fordi jeg husker/tænker mest over deres personligheder… og det for mig er det mere interessant fremfor deres køn…

  11. Sine siger:

    Tak for at sætte ord på de tanker der kan dukke op, når man skal være og er blevet “drengemor”.
    Min egen første tanke, da jeg fik at vide at vi ventede en dreng var, “shit, jeg skal være farmor”… En skør tanke – men jeg tror faktisk, at det har betydet, at jeg går lidt mere op i at vise min søn, at farmor og farfar også “dur” end jeg måske havde gjort, hvis vi havde fået en pige..

  12. M siger:

    Hej C 🙂 Tak for indlægget 🙂 Vi har to sønner (8 og 10) og en datter på 3. Jeg er også vokset op i en virkelig matriarkalsk familie. Så jeg skulle også lige vænne mig til, at både nr et og to var drenge. Simpelthen fordi jeg ikke følte mig klar til opgaven. Allermest var de dog personer – som du også siger 🙂 Og heldigvis er både min mand og jeg i god connection med de egenskaber, man måske traditionelt vil betegne feminine og maskuline. Men – da de kom i inst. synes jeg, vi blev mødt at en kæmpe strukturel mur af piger vs. drenge. Nogle gange kan jeg stadig have dårlig samvittighed over for drengene. De er blevet mødt af så megen diskrimination. For ja – i institutionslivet har jeg oplevet, at det var drengekønnet, der blev diskrimineret. Så vi sadlede om – og har siden anvendt (både ift før-skole og skole) steder, der er meget opmærksomme på, at børn ikke skal stoppes i kasser.

  13. Rikke siger:

    Du skal nok få lov til at flette det hår 🙂 Og du skal nok til at øve dig – se lidt mere prof ud,når det er til drenge – se 1001 ideer til drengefletninger på pinterest her: https://www.pinterest.ch/pin/454371049906675895/
    OG tak for nogle gode tanker – fra hende med en familie, der består af 1 mor, 2 søstre og 5 niecer… og nu også lille Birk (der elsker at klæde sig ud i tylskørt og lege med traktorer).

  14. Vivi siger:

    Jeg har i mange år sagt, at jeg ikke skal have børn. Måske det ændrer sig på et tidspunkt, men i hvert fald, HVIS jeg skal have et barn, så føler jeg også, at jeg helst ville have en pige, fordi det er jeg selv, så det ville være “nemmest” at relatere til, men når jeg læser dit indlæg, så kunne det også være ret sejt, at være mor til en dreng, tror jeg.
    Og så et spørgsmål: findes der er indlæg om Adams syn på/tanker om, at være blevet far/forældre?
    Hvis der ikke gør, så kunne jeg godt tænke mig at læse et.
    Og ps. er vild med #takforkaffe og #rockpaperpyparty.
    Kh

  15. Sofie siger:

    Min anbefaling relaterer sig ikke direkte til den her snak, men det er en dokumentar på CPH DOX om en fransk otteårig pige, der er født som dreng, og hendes og forældrenes kamp for, at hun skal have det godt og føle, at hun har en normal barndom fyldt med gode minder. Den handler om køn men på en HELT anden måde end dit indlæg. Den er så smuk, lidt Call me by your name-agtig, og jeg græd hele vejen igennem. Den hedder ‘Little Girl’ og du støtter samtidig CPH DOX, som blev nødt til at digitalisere hele festivalen i sidste øjeblik.

  16. Helene siger:

    TAK, Catrine – bare tak! <3 så fint og rørende et indlæg.
    Jeg har selv skrevet speciale inden for kønsforskning, og det var så spændende at dykke ned i, hvad forskningen faktisk siger om kønsforskelle – og at opdage, at der, modsat hvad mange tror, ikke er noget som helst videnskabeligt bevis for, at de forskelle, vi kan observere i adfærd hos drenge, piger, mænd og kvinder skyldes biologi. Til gengæld er der kilometervis af forskning, der viser, at man bliver behandlet forskelligt ud fra sit køn, og at det påvirker vores adfærd.
    Alligevel oplever jeg, at mange er klar parat med stereotype kasser, vi kan putte hinanden i – det er så tydeligt hvordan selv helt små børn bliver kodet i lyserød og lyseblå, vilde drenge og søde prinsesser – allerede før de bliver født. Og det er ærgerligt, synes jeg for hvordan skal man så være i verden, hvis man er en følsom dreng eller en vild og gal pige?
    Jeg kan i øvrigt meget, meget varmt anbefale Cordelia Fines bog ‘dillusions of gender’. Hun er hjerneforsker og gennemgår, hvad forskningen siger om køn på en virkelig spændende måde.
    Anyway, <3 <3 til jer og jeres fine Eddie.

  17. Anna siger:

    Måske får man ikke de børn, man ønsker, men de børn man får, er lige præcis dem, man ønsker! Gav det mening? – Første udsagn var mest ud fra et fertilitetsmæssigt perspektiv; at der jo ingen garanti er for overhovedet at få et barn. Men når man bliver beriget med et barn, kan man næsten blive helt syg ved tanken om, hvis det var blevet et andet. Så fjollet og fantastisk! 😉
    Jeg er selv mor til en søn og venter endnu en. Jeg genkender fuldstændigt den erfaring, at kønnet er så uendeligt ligegyldigt, og jeg synes faktisk, man undervurderer køn enormt, hvis man tillægger det så afgørende betydning. Hopper man med på præmissen om, at kønnet er betydningsfuldt, er det jo lidt som at påstå, at mine to sønner ikke kan blive lige så forskellige, som hvis en af dem havde været en pige. Jeg glæder mig til at udforske både forskelle og ligheder! 🙂
    Jeg mistede min elskede mor kort tid efter, jeg selv blev mor første gang, og det satte et aftryk på mine “ønsker” til anden kønsscanning. Helt irrationelt tror jeg, jeg havde en ide om, at ventede jeg en pige, ville jeg få lidt af det (et fantastisk tæt mor/datter-forhold), jeg mistede, tilbage. Men det er bare den gennemsyrende og ulogiske sorg, der taler. Jeg kan genkende nogen af de øvrige bekymringer i kommentarfeltet om, at man ikke skal følge en datters graviditet, eller at døtrene er bedre til at ringe osv, fordi jeg selv blandt en stor flok brødre bekræfter den fordom. Men måske mine brødre i lige så høj grad har indtaget deres knap så opsøgende roller, fordi jeg har indtaget min meget initiativrige i søskendeflokken?
    Noget, der virkelig kom bag på mig og gjorde mig lidt ked af det, har været omgivelsernes reaktion på, at jeg nu venter endnu en dreng. Bevares, jeg er blevet lykønsket, men altid med en tilføjelse a la: “nåmen, det er da også meget praktisk” (for nuancerne på tøjet er vigtige! ;-)) eller næsten trøstende: “Nårh, men så kan de jo til gengæld [til gengæld for den nitte, at det blev en dreng 😬] sikkert få en masse glæde af hinanden” (for dét kunne de jo ikke ellers ;-)), og det sårer altså lidt, at miraklet i maven bliver modtaget med trøst! Folk mener intet ondt med det, men nyheden om min anden søn fortjener lige så meget konfetti og lige så mange glædes-kram som den om første.
    Kønsdebatten i samfundet har jeg det tit lidt anstrengt med. Min søn elsker at danse til tylkjoler i vuggestuen, men han er lige så vild med gravkøer (jeg har aldrig kigget på så mange maskiner, jeg ikke kendte navnene på, som efter jeg blev mor! “Kan du sige piloteringsmaskine?”), og jeg er totalt ligeglad med interesser, som jeg på ingen måder forsøger at pådutte. Men der hersker lidt en ide om, at det er sejere at kunne fortælle, han leger med dukker, fordi “se os – 2020 – alt er love – og hvor er vi åbensindede”, og jeg må bare konstatere, at interessen for biler, busser og alle øvrige maskiner kom, før han startede i vuggestuen og kunne blive inspireret der, så det er da 100% federe at give han en rød traktor end en glimmer-dukke, han ikke rigtigt har interesse i. For mig skal kønsdebatten sikre, at vores børn (ja, og alle andre) har lige vilkår, så hvis min søn helst vil danse i kjole og lege med Barbie-dukker, er det så fint, men den skal ikke udviske forskellene på køn, og vi skal ikke opfordre ekstra til noget (for så pådutter vi netop) for at føle os politiske korrekte. Okay, nu kom jeg virkelig vidt omkring. Vi har også været tidligt oppe, og min trætte preggohjerne med øm højgravid krop og søvnløse corona-spekulerende nætter op til fødslen gør mig vist ikke i stand til at holde et fornuftigt fokus.😂

    1. Tina siger:

      Jeg er også en af dem, der har måtte erfare, at min dreng er vild med alt, der er typisk “drenget” (men også med tylkjoler fx) og aldrig har gidet nærme sig en dukke. Og jeg kan have samme følelse af, at det ikke er helt så “sejt” her anno 2020 – hvor jeg også godt kan føle, at vi næsten prøver at pushe det kønsneutrale (whatever that is) for hårdt. Så jeg er meget enig!!
      Jeg har ikke et meget nært forhold til min mor (er det en selvfølge, at alle kvinder har det, eller hvad?), og måske derfor, har jeg ikke selv ønske om en pige eller en tristhed over måske ikke at skulle opleve den relation. Og her bor farmor og farfar tættest på, så alene af den grund, er det dem, der er mest på banen. Tror ikke verden er så sort/hvid 🙂

      1. Anna siger:

        Tak for input! – Jeg er så enig i dine betragtninger om det lidt forcerede i at skulle kønsneutralisere (ja, næsten -opløse, har man nogle gange indtryk af!😅)!
        Nej, det er absolut ingen selvfølge, at man som datter er tæt med sin mor (eller at det nødvendigvis er afgørende for ens perspektiver på det at få drenge- henholdsvis pigebørn), men jeg var utroligt heldig at være beriget med verdens bedste mor – og den eneste kvindefigur i min familie – hvorfor jeg nok bare savner ekstra meget; jeg savner HENDE, min mor, men jeg savner også én mor/en kvinde at være tæt med, at spare med og spejle mig i, og jeg kunne forestille mig, det et øjeblik, dér under scanneren, affødte et ønske om en pige. Jeg ved godt, det ikke er logisk, men sådan er det vist bare med (tunge) følelser.😅 Men din kommentar og påmindelsen om, at ens børn kan være lige så knyttede – og mere til – til fars forældre (hvilket jeg jo godt ved med min logik) er dejlig. Så tak for den!🤗

  18. Caroline Holdflod siger:

    Hej Cathrine
    Skønt indlæg! – også for os uden børn. Til gengæld er jeg lærerstuderende og vi har jo også en kollosal udfordring i at sørge for at børnene ikke fortsætter med at møde de frygtelige kønskasser, så snart de rammer folkeskolen. Det skriv du linker til til sidst er fra Tekla Cangers bog “Kønsbevidst pædagogik”. Hun er kanondygtig og den kan helt bestemt anbefales.
    https://unipress.dk/udgivelser/k/k%C3%B8nsbevidst-p%C3%A6dagogik/

  19. Nadja siger:

    Jeg havde den samme følelse, da jeg fik at vide, at vi skulle have en dreng. Jeg blev skuffet. Heldigvis kun i få timer, og så var det sådan, det var. Når vores venner i dag fortæller, de venter piger, kan jeg godt få lidt ondt af dem et kort sekund, fordi jeg ikke kunne forestille mig andet end mit lille, skønne, fantastiske drengebarn. Det er selvfølgelig fjollet.
    For ja – det er ligemeget. Man bliver ramt af en kærlighed, der ikke defineres af køn. Jeg er drengemor med hele mit hjerte. Herhjemme leger vi også bare – dog helst med biler, tog og dyr.
    Om fem uger har jeg termin med en lillesøster, og jeg glæder mig. Men hvordan skal jeg gribe det an, for jeg er jo drengemor 🙂

  20. Signe siger:

    Så fint et indlæg! For mig har der aldrig været nogen tvivl om, at der findes tusindvis af forskellige måder at være dreng, pige, mand eller kvinde på. Jeg er enormt ked af den udvikling, vores samfund har taget ift. køn. Nu er de to køn ikke længere nok; nej, vi skal have 70+ køn for at alle kan føle, at de passer ind. Dvs. drenge- og pigekønnet er blevet for snævert, og nogle vil føle sig forkerte i de to køn, vi er skabt til at være. Jeg synes, at det er skønt, at du lader Eddie være den dreng, han vil være. Sådan burde alle børn vokse op; som lige præcis dem, de er, uden at være i tvivl om, at den måde, de er drenge eller piger på, er helt i orden.

  21. Anna siger:

    Da jeg blev gravid havde jeg en stærk fornemmelse af at det var en pige – det var det ikke. Jeg havde også en fornemmelse af at jeg skulle føde før tid – det gjorde jeg heller ikke. I det hele taget var intet omkring min drengs fødsel som jeg havde “fornemmet” (forventet…) at det skulle være, faktisk var min kæreste lige ved at skulle tage hjem fra sygehuset uden hverken barn eller kæreste. Tiden efterfølgende var hård og jeg fangede mig selv i at tænke “ det var jo også fordi det hele var forkert, det var det forkerte barn på det forkerte tidspunkt og det skulle slet ikke have været sådan her”. Nu bliver jeg helt kvalm over at jeg nogensinde har tænkt så grime tanker for selvfølgelig kunne det ikke have været anderledes. Selvfølgelig skulle jeg være mor til den smukkeste, mildeste mest fantastiske lille dreng. Jeg kan idag ikke se hvordan jeg skulle have kunnet været en anden mor end den jeg er, altså hvordan jeg skulle have været anderledes hvis jeg havde været en “pigemor”I stedet for en “drengemor”, jeg er jo bare mor, men det havde jeg ikke fantasi til at forestille mig før jeg stod i det.

  22. Mie siger:

    Mega fint indlæg! Så enig! Piger er geniale, drenge er geniale. Små, kære, elskede venner. Ps. Der er faktisk evidens for 51% chance for en dreng og 49% for en pige 🙂

  23. louise siger:

    åh nej please ikke tænk sådan, at du skal bygge dit barn. det er derfor vi alle er ødelagte og usympatiske mennesker. barn er allerede, bygget, af naturen. i vores tid er det de voksne der har noget at lære. alt det vi lærer vores børn skal de så senere pille fra hinanden når de begynder at høre techno og fatter hvordan rabbit hole/reality er skruet sammen.

Send en besked