Top

“Ej, jeg troede lige et øjeblik, du var gravid!”

14.06.2020
Skabt af Cathrine
Menopur-hormoner dag 6

“Er I begyndt på behandling igen?!”

“Ej, jeg troede lige et øjeblik, du var gravid!”

“Jeg tror, du er gravid men lader som om, du ikke er”

Ja. Nej. Og nej. Jeg er ikke gravid. Og jeg kunne aldrig nogensinde drømme om, at lade som om, jeg ikke var det, hvis jeg var det (altså, man kan godt undlade at sige noget, men at sætte en stor løgnfortælling op – aldrig).

Vi er igang igen og hold kæft, hvor er det underligt. Det er over tre år siden, vi startede behandling og næsten halvandet år siden, jeg skrev om det at skulle igang igen for første gang; hvornår skal I have nummer 2? Spørgsmålet kom overraskende prompte efter fødsel. Men som nogen der absolut ikke havde nemt ved at blive det, så var det næsten lidt dejligt at nogen antog, at vi da skulle have en til, som en anden selvfølgelighed. At vi på den måde var så normale nybagte forældre, at vi også skulle have så helt normale og træls spørgsmål fra nysgerrige typer, når man sidder der med isbind og sorte sække under øjnene.

Vi har talt om det frem og tilbage lige siden. Skal vi? Hvornår skal vi? Skal vi bare holde med ét vidunderbarn? Hvor heldige har man lov at være? Er det grådigt at ønske sig en søskende?

Så delte jeg vores 2020-plan som ærligt talt lyder så tosset trivielt at lægge for sit liv. Meget lidt tvilling-agtigt, sådan at lægge en plan og gå for den. Men for en stenbuk er det måske meget rart, Adam. Og helt sikkert sundt for en tvilling. At få nogle mål på papiret. Men siden Adam trak lidt i land på den behandling. Det blev faktisk til en ret fin snak mellem os, om forældremindreværd. “Jeg er slet ikke sikker på, jeg synes, jeg kan finde ud af det”. I virkeligheden var det måske også lidt meget, sådan at skulle flytte og lave en baby. Men ikke så lidt normalt, når man læste kommentarfeltet. Selv om vores babymaking selvfølgelig kræver flid af en hel anden skala.

Jeg holdte egentlig fast. Jeg tror en blanding af, at ventetid ikke er vores privilegium, når vi er udfordrede, og en frygt for at sidde tre år længere hænde uden en 2’er og bande og svovle over vores manglende rettidige omhu har holdt mig til ilden. Og så var det måske meget rart at bruge en lang ferie (sommerferien) på ægudtagning. Det er trods alt noget, der kræver lidt tid.

Klip til at jeg fik åbnet den pakke med hormoner, Adam havde hentet på apoteket forleden. Bare lugten af dem bragte mig durk tilbage i det mørkeste hjørne af min tid. Kemisk, ubestemmelig. Lidt som lugten af Hansaplast, I ved, lugten af stofplaster, når man åbner pakken, men mere tung og ækel. Fy for helvede. Og så kom jeg til at græde. Jeg havde talt så meget for, “lad os nu bare komme igang” og “det er jo mig, der skal stå det igennem” (og det er det jo også, 95 % af det i hvert fald). Men lige der kunne jeg bare mærke, jeg var egentlig ikke klar.

Det er så mærkeligt. Jeg er egentlig ikke klar til en baby til. Jeg kunne først ægte mærke det, som jeg sad med kanylen i hånden. Hvad laver jeg egentlig? Og samtidig tør jeg næsten ikke sige, end ikke skrive det. For hvilket privilegium! At vente til, når man rigtig har lyst. For der er så meget, der slet ikke er lystdrevent i den måde, vi laver børn på. Og tænk, hvis det slet ikke kan lykkes. Vi aner ikke, om vi var heldige første gang, om ét år i behandling var kort tid. Og så vil jeg sidde to år længere fremme og hade mig selv lidt for, at jeg overhovedet tillod mig selv at tænke sådan.

… Men jeg er ikke babyhungrende. Jeg føler knapt, jeg er kommet mig helt oven på fødslen. Vil det give en efterreaktion? At tvinge mig selv tilbage i krigszonen for tidligt? Det er alle de svar, jeg ikke har, men som den handlekraftige type, jeg er, så tør jeg ikke stå stille. Og hvem ved nogensinde, om de er klar? Både til den første og den anden?

En skrev egentlig meget smukt, at livet havde lært hende, at man også skal være taknemmelig for det man har, og nogen gange tænke, nok er nok…

Og jeg er så dybt taknemmelig. Så meget at jeg i en stor del af min graviditet sagde, “… men jeg er jo bare så heldig”, selv om jeg havde ondt i bækkenet, sov ad Pommeren til, selv om jeg fik raget både gruppe B-streptokokker, en UK-baby og en rhesus-negativ-blodprøve og en foranliggende moderkage til mig. Kald det bare survivor’s guilt. Og i livets store billede, så er det da også småting.

Men jeg prøver at sige til mig selv, at det er helt okay at gå ind i krigen igen, endda med åbne øjne, selv om kroppen egentlig siger noget andet. Det er helt okay at ønske sig en søskende til sit barn. Og det er også helt okay at være totalt i konflikt med sig selv om det rette tidspunkt. For har jeg da lært noget, så er det, at det ikke findes. Og det har jeg til gengæld til fælles med så mange andre kvinder på vej til børn. Ikke?

12 kommentarer

  1. Inke siger:

    Hej Cathrine
    Det er jo også vildt svært at vide, hvornår man er klar til sit andet barn. Selv hvis man er heldig og bliver gravid med det samme – hvem ved, om det første barn er nemt eller udfordrende om 40 uger? Hvordan graviditeten bliver? Kan man overhovedet overleve graviditetstrætheden og en tumling? Jeg kan så godt huske, hvor svært det var at tage sig sammen til toeren, selv om det var uden hormoner og hjælp fra andre. Bare forestillingen om en baby var skrammende, der jeg blev gravid med mit andet barn. Nu er nr.2 13 måneder og vi får et tredje barn i november. Med vilje. Det havde jeg aldrig troet jeg ville være klar til, men denne gang er jeg langt mere afslappet. Jeg ved jo, at vi kan passe og elske to, så går det nok også med tre og man bliver ret sej af at være småbørnsmor. Trætheden er langt bedre, end den var under min første graviditet og jeg er ret meget i det-skal-nok-gå-zen. Det ønsker jeg også for jer, held og lykke med behandlingen!
    Inke

  2. Martine siger:

    Jeg kan riktig gjenkjenne meg i noen av dine tanker og følelser. Vi er ikke i behandling, men på grunn av BRCA1-genfeil hos meg så har vi det siste 1.5 året talt og talt og talt om hvornår det egentlig er riktig og få barn (vi er hhv. snart 25 og 27 år). Vi har vært i parterapi for å snakke det gjennom og på sykehus for å gå gjennom mulige operasjoner man kan få for å minske risikoen for å utvikle kreft, og vi lander på at, som du sier, det aldri er helt riktig tid for det å skulle få barn. Det er alltid noe “hva om” eller “om vi bare kunne rukket”.. Om det var 100 % opp til meg ville jeg gjerne levert mastergrad nå i sommer og jobbet noen år, reist og nytt oss-to-tid (klisje, I know), men så kan man ikke bestemme alt selv..

    Jeg håper bare at når man står der med en positiv test så er man klar og så blir det det mest fantastiske i verden selv om det akkurat nå føles litt uoverskuelig å skulle bli gravid.

  3. Amalie siger:

    Der er ikke noget rigtigt tidspunkt.. Vi planlagde efter nr 1 at nu skulle vi finde drømmehuset, flytte stille og roligt og så få nr 2. Drømmehuset kom ikke. Eller jo. Men andre kom foran os og fik det. Pludselig var der gået 1,5år med boligjagt og vi blev ikke yngre. Så vi kastede os ud i baby nr 2 som så kom for 4måneder siden. 14 dage efter babys ankomst fandt vi drømmehuset og yderligere 14 dage efter kom corona og lockdown. Så vi er nu ved at flytte med en på 3år, en baby og konstante forsinkelser som et efterslæb på corona… Var jeg klar til baby nr 2? Kæmpe nej! Intet blev som jeg planlagde, men nu er han her. Sød, dejlig og velskabt. Og når jeg ser ham og hans storebror sammen… Så er jeg klar alligevel. Det bånd de allerede har det kan slået ikke beskrives. Så. At få nr 2 synes jeg er hårdt. Og der kommer altid noget selvom man planlægger. Men det hele værd! Og selvfølgelig må man ønske at ens barn får søskende. Det er jo en gave man gerne vil give det.

  4. Isabella siger:

    Hej Cathrine,
    Jeg tror aldrig det rigtige tidspunkt kommer. Men det er vigtigt du får taget hånd om de følelser og passer på dig selv. Jeg havde en kompliceret fødsels og et barn med aftenkolik, og jeg fik en fødselsdepression. To år senere følte jeg mig klar til nr. 2. Jeg blev gravid i første forsøg – og i stedet for glæde – følte jeg en kæmpe sorg. Alle de dårlige og svære følelser overskyggede glæden og slog mig omkuld. Jeg opvejede ad flere omgange at få foretaget en abort. Heldigvis fik jeg talt med en dygtig psykiater, vi fik lagt en plan for min graviditet, fælles barsel i mange måneder og jeg kom i et forløb for sårbare gravide. Alle mine bekymringer og skamfulde følelser blev gjort total til skamme. Jeg havde en drømmefødsel på 3,5 time og har fået den gladeste og roligste dreng på nu 5 måneder. Jeg ønsker jer alt det bedste for dette forløb. Jeg tror du er stærkere end du selv aner ❤️❤️❤️

    1. Kkkkk siger:

      Årh din kommentar ramte lige i hjertet. Jeg er på den anden side af en hård fødsel og 14 måneder med kolik og ingen (!!!) søvn grundet mavesmerter hos min datter (som vi endelig fandt grunden til). Med god grund fik jeg en fødselsreaktion, som jeg først har kunne tage hånd om her 14 måneder efter, da min mand også blev ramt pga. massive svigt fra sin barndom, og derfor ikke kunne rumme alt den gråd og gik i kulkælderen. Så jeg stod 23 timer ud af 24 timer med min datter selv – med hjælp fra venner og familie heldigvis. Jeg drømte om mange børn inden, men er ærligttalt i tvivl, om vi skal have bare et barn mere. Både fordi jeg er bange for at skulle samme omgang igennem igen, og at skulle stå med det selv igen (til trods for at han også har fået hjælp og vi nu begge er 100 % forældre) – og passe på vores ældste datter. Men tak for at dele din historie. Jeg tror det gør det nemmere for mig ikke at føle skam over de forbudte følelser, hvis/når der bliver en næste gang. Det bliver bare ikke lige nu – nu skal jeg have modsat have 14 måneder med ro og søvn og en skøn glad pige.

      Jeg er dog delvist uenig i, at der ikke findes noget rigtig tidspunkt – som mange andre skriver i kommentarfeltet. Jeg forstår virkelig godt, at der er noget helt andet på spil i fertilitetsbehandling. Som du beskriver, Cathrine, er det jo virkelig også hårdt, at skulle opstarte behandling uden at egentlig være klar til en baby mere, men pga. tidsaspektet er det en nødvendighed. Med det sagt er jeg helt med på, at der ikke findes det “perfekte tidspunkt”, men jeg tænker, at det er virkelig vigtigt at mærke efter, om man er klar følelsesmæssigt. Derudover mener jeg, at det har en betydning, hvilken alder det ældste barn har, når barn nr. 2 kommer. Børn på 2 år har et større behov for følelsesregulering, er i større udvikling og kan på ingen måde tilsidesætte behov. Det kan et barn på 4 år selvfølgelig heller ikke helt, men det er nemmere for dette barn (generelt). Det synes jeg er værd at have med i sine overvejelser. Altså om man kan overskue 2 små børn med store behov. Der er vi igen forskellige.

  5. Lene siger:

    Jeg er kommet frem til, at en (lang) fertilitetsbehandling er et traume, der sætter sig i kroppen – også selv om den endte godt. Så jeg forstår SÅ godt, at du gik kold over medicinlugten!
    Jeg har altid tænkt, at det var bedst at få børn, før man var helt klar (fordi jeg bildte mig ind, at de så ikke blev små forkælede curling-projektbørn) – jeg endte så med at være alt for klar (jf. føromtalte behandling). Nu prøver vi også med en toer, selv om vi denne gang ikke helt er klar – men uret tikker! Det gode ved at have prøvet det før er, at man efterhånden kender sin egen psykologi i de forskellige trin i sådan en proces. Jeg tror nærmest jeg går i granatchok, hvis det lykkes i første forsøg, fordi det er blevet vores historie, at det skal være en lang og sej kamp. Men som min mand sagde: Man har jo ni måneder til at blive klar, hvis man skulle være så heldig at det lykkes hurtigt 🙂

  6. Julie siger:

    Jeg kan sagtens nikke genkendende til flere af dine tanker, selv om vi ikke har været i behandling for at få vores børn. Men vi er midt i 30’erne, og den første blev lavet med lidt bump på vejen (vi startede ud med en GUL). Derfor havde jeg ikke lyst til at trække nr. 2 for længe for vi anede jo ikke, om der var flere skud i bøssen. Og jeg ønskede ikke at blive alt for meget aldre. Så vi valgte at gå i gang, så det passede med at den første min. var fyldt 2 år inden fødslen af nummer 2. Jeg følte mig klar, fordi jeg tænkte, at der nok igen ville gå et halvt års tid, før der var gevinst. Dvs. god tid til mental forberedelse. Men så var der gevinst i første hug, hvilket jeg da er absolut taknemmelig for. Men det krævede godt nok lidt tilvænning, og nu hvor jeg er tæt på termin tænker jeg da, at det bliver hårdt med 2 så små børn. Vi må skal nok klare det, og det bliver dejligt senere når de forhåbentlig kan få glæde af hinanden.

  7. C siger:

    Min lyst kom først, da vores søn var lige knap to. Et halvt år forinden var jeg på ingen måde klar, men han har rykket sig så meget fra 1.5 til 2 år og føles som en stor dreng nu. Jeg tror specielt den sproglige udvikling fra små ord og enkelte sætninger til nu, at kunne føre en slags simpel samtale gjorde jeg blev klar over, at han Godt kan blive storebror. Jeg begyndte også at træne en del mere da han var 1,5 og følte min krop fandt helt på plads – næsten som før.
    Havde planlagt opstart af behandling lige omkring hans fødselsdag, men jeg er en af dem, der mod alle odds er blevet mirakelgravid. Var ellers fuldt indstillet på, at det kunne tage op til 1,9 år som sidst (måske lidt kortere, da man nu vidste, hvor vores problem lå – umodne æg, der skulle stimuleres for at blive store nok til at blive befrugtet). Jeg var helt paf, da jeg tog en test. Jeg kunne mærke, at det måske var gået “lidt for hurtigt” – måske fordi jeg først regnede med, at blive gravid efter minimum et par måneders hormonbehandling, ægløsningssprøjter osv. Men samtidig så føltes det helt rigtigt fra start og jeg er så ekstrem taknemmelig over, at vi denne gang fik miraklet. Sidst var den vilde følelsesmæssige rutchebane og de dage jeg fik menstruation har aldrig været så sorte og tunge. Kan få helt ondt i maven, når jeg tænker på de de 100-vis af negative test jeg har taget i tidens løb og de mange tårer det kostede. Vi overvejer stadig en 3’er, men tænk jeg tror også min fertilitetsrejse har mærket mig så meget. Regner faktisk med, at vi så skal i behandling igen til 3’eren – for det er da lidt usansynligt, at man får to mirakler i træk. Vi får se… Lige nu er fokus selvfølgelig den nuværende graviditet, men man har vel lov at ønske en stor familie – selvom den har ladet vente på sig. Held og lykke.

  8. Mette siger:

    Jeg ved heller ikke, om man nogensinde bliver klar til at tage hele turen igen. Sprøjterne, smerterne, ængsteligheden og uvisheden. Hvor meget skal der til for, at det lykkes? Hvis du blev naturligt gravid nu, hvordan ville du så have det? Det har hjulpet mig at prøve at tænke sådan, for jeg ville blive lykkelig. Overrumplet ja, men glad. Det giver mig en tydelig fornemmelse af, at det er mere behandlingen jeg har svært ved at overskue frem for en ny graviditet.

    Vi har planer om at starte behandling til okt/nov når vores søn er ca. 15 måneder. Jeg glæder mig til det, men tror også jeg kommer til at romantisere det lidt i mit hoved. Hvor spændende det bliver at prøve og få et barn mere. Jeg glemmer, hvor ulykkelig og ængstelig jeg var sidst vi var i gang, og det tror jeg vil ramme mig, når vi starter igen. Fordelen ved anden gang, tror jeg, er at man har erfaringen med sig. Nu kan man gøre ting anderledes, fordi man ved, hvad man går ind til og kan passe bedre på sig selv ❤️

  9. Bente siger:

    Hvor rammer du fint det kaos af følelser en ny graviditet rummer, eller rejsen hen mod en ny graviditet. Jeg kommenterer aldrig på indlæg, en af dine “anonyme” læsere, men får lyst til at skrive til dette her. Jeg fik en datter i efteråret, efter lang hård kamp, behandling der lykkes/ mislykkedes, endte vi med at blive naturlig gravide. Det er fuldstændig fantastisk. Nu har jeg lige lavet en positiv graviditetstest! Jeg er altså gravid igen, og vores datter er 9 måneder.
    Det er vildt og jeg er fyldt med kaos. Vi har været sammen een gang under ægløsning og det har givet pote. Jeg har svært ved at glæde mig, for jeg er stadig så fyldt op med at følge vores datter og hendes udvikling. Samtidig kan jeg ikke identificere mig med at være en der bare lige er blevet gravid. Men uret tikker, jeg bliver 40 i efteråret, så det er i sig selv et mirakel at vi måske når at få et barn mere.
    Det er spændende hvordan livet tager nogle uforudsigelige twist. Jeg ønsker jer alt lykke til med projekt barn, og tak for en spændende blog.

    1. Cathrine siger:

      For pokker Bente, hvor er det bare vidunderligt! Det glæder mig helt vildt på jeres vegne. Sådan en lille mirakelbaby skal da til i denne verdenen. Fantastisk! Ønsker jer det allerbedste <3 Tak fordi du lige sagde hej! KH

  10. Anne siger:

    Jeg forstår godt dine tanker og har stået det samme sted. Det er mega skræmmende at lukke behandlingsverdenen og alle de sorger og bekymringer der følger med, ind i sit liv igen, når man nu lige er kommet på fode og også bare gerne vil glæde sig over det barn man har.

    Vi fik nr. 1 efter et kort forløb med ICSI. Vi startede også på nr. 2 før jeg egentlig var helt klar. Og jeg må indrømme, at jeg næsten var lettet da første forsøg mislykkedes (bortset fra at det betød flere hormoner og nåle). Så vi tog først næste forsøg 2 måneder senere. Da vi startede op igen 3 måneder efter første forsøg var jeg til gengæld klar mentalt til at få en baby – ikke til behandlingen, men det bliver man nok aldrig. Den var jeg faktisk allerede ret træt af, da det jo alligevel havde fyldt i hovedet i de måneder vi holdt pause. Vi skulle i bagklogskabens lys nok have ventet et par måneder med at starte.
    Men på den anden side endte vores kamp for nr. 2 med at blive lang og først i 6. forsøg bar det frugt og jeg er nu endelig gravid med en lille pige, som forhåbentligt fuldender vores familie til september. Og allerede nu har jeg den følelse af, at det er lige hende vi har ventet på. Og hun var ikke på vej, hvis ikke vi havde haft lige netop det forløb vi har, med de erfaringer der er gjort undervejs og de tilfældigheder, der endelig lige klappede den måned hun blev skabt.
    Så på den baggrund fortryder jeg alligevel ikke at vi gik i gang før jeg havde hovedet og kroppen med og egentlig havde lyst til en baby, selvom det har været drøn hårdt og presset mig mentalt og fysisk mere end jeg havde forventet og frygtet . Jeg håber I får heldet med jer og får lige præcis den baby, som hører til I jeres familie og som er alle bekymringerne og prøvelserne værd.

Send en besked