Top

Fænomenet: Abercrombie and Fitch

26.04.2012
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Der er mange ting i denne verden, jeg ikke forstår; at året faktisk har 365,2422 dage (hvad blev der af “364 godnathistorier”?), hvor ørevoks kommer fra, offside-reglerne, hvorfor sokkekammerat efterlader sokkekammerat i stikken, hvorfor det ene bryst altid er lidt større end det andet, hvorfor den ene fod altid er lidt større end den anden, hvor bussemænd kommer fra – og så er der Abercrombie&Fitch. Eller snarere køen til Abercrombie&Fitch.

Lørdag efter lørdag stimer folk til den “casual but cool” flagship store Abercrombie&Fitch. For hvad? Abercrombie tilbyder følgende:

1) Jogginbukser med logo

2) Sweatshirts med logo

3) Halvnøgne mænd

4) Slapper-t-shirts med logo

Min lillesøster på 11 år er ellevild med mærket. I get it. Mærkebesættelsen er et velkendt fænomen i den alder; jeg er ret sikker på, at det var Benetton i skarp konkurrence med Diesel, der bejlede til mig, da jeg var i den alder. Om det hedder Diesel/Benetton/Abercrombie er nok underordnet i den alder, bare man har det samme som de andre. Læg nu lige mærke til køen på billedet. Ser I nogen 11-årige drenge eller piger? Jeg ser en kø bestående af grandvoksne mennesker. Og det forstår jeg ikke. Hvordan kan man være så ellevild efter at se joggingbukser?

For 2 år siden stod jeg uden job for en kortere periode. Jeg var i joblimbo og skulle regne mit næste skridt ud. Det var sommer, og jeg stod nede på Islands Brygge med min cykel. Shorts. Joggingsko. Jeg så lidt mere frisk og frejdig ud, end hvad sandheden var. Hen til mig kommer en amerikansk pige. Hun var vild med mit “look”. Mit cykel-image (?). Hun var i øjeblikket på jagt efter “models” til den kommende Abercrombie-butik. Jeg var lige den type, hun ledte efter. Og når nu ordene “model” og “you” kom ud af hendes mund i samme sætning, så faldt jeg jo på halen (“nu kommer den modelchance jeg har ventet på, siden jeg var 14 år”). Hun fik mit nummer, og jeg kom til samtale.

Cathrine-til-samtale-med-mange-andre-piger: “You can be Abercrombies next model”. Wauw. Min livslange teenagedrøm om at blive model var inden for rækkevidde.

Kor tid efter blev jeg ringet op. Jobbet var mit. Super. “Hvad er min arbejdsopgaver?”. Jeg var kommet på “Impact-teamet”. Cool. “Sounds wonderful”. Jeg anede ikke, hvad det var, så efter snakken gik jeg på google. Impact-teamet fylder varer op og hører primært til i stockroomet. Jeg havde fået en plads ude i baglokalet? Jeg var ikke pæn nok efter Abercrombies standarder. Av av av. Der røg den modelkarriere. Det gjorde ondt på selvtilliden. Jeg googlede videre, og frem kom de mest skøre historier; racediskrimination, handicapdiskrimination osv. Jeg ringede tilbage få dage senere og takkede nej til jobbet.

I dag er jeg i fuld bedring, og arret efter min “dom” er næsten væk. Jeg kan se mig selv i spejlet og sige, “Cathrine, du er god nok til mig”.

A&F har høje krav til deres medarbejdere. Som fx neglene. De skal være korte: “Your style must be “classic American”, your hair “clean and natural”, your fingernails extending no more than a quarter of an inch beyond your fingertips. The look is fresh, young, preppy and mercilessly body-conscious”. Og så skal man i øvrigt kunne sætningen “Hey what’s up?” til fingerspidserne.

Til trods for de skøre krav til medarbejderne. Til trods for at A&F i virkeligheden bare sælger joggingbukser med logo. Så danner der sig lørdag efter lørdag kø foran butikken. Ikke kun børn. Grandvoksne på udkig efter det nyeste nye inden for… Joggingtøj… Jeg forstår det ikke. Abercrombie&Fitch Fænomenet. Nu har jeg placeret det på hylden sammen med uforståelig ørevoks. Forstår I A&F?

… Ps: Jeg har en 5 år gammel Abercrombie T-shirt i mit skab, de er gode at sove i.

28 kommentarer

  1. Jeg var faktisk ret tosset med A&F for nogle år siden. Lækre, casual varer – basisjeans i benlængder til os giraf-typer, bløde hættetrøjer og surfer-look toppe. Til ingen penge.
    Jeg forstod det helt sikkert. Indtil de åbnede den der butik. Priserne er TÅRNHØJE. Tingene er crappy og grimme. Interiøret komplet håbløst hvis man rent faktisk var der for at shoppe og konceptet med nøgne mænd i døren synes jeg hører til i Hooters-ligaen.
    Jeg har været derinde én gang. Og jeg kommer der helt sikkert aldrig igen.

  2. Like like LIKE – Endnu en som deler min mening!!!! For jeg fatter nada af A&F! Måske fordi jeg er Nordjyde (don’t think so!) eller måske fordi det bare er det underligste koncept. Ever! Det er i hvert fald anderledes – måske derfor der er så mange nysgerrige mennesker, som gerne vil have et kig i butikken? Men undgår helst A&F – Butikken er Forvirrende (stort F!) Og dertil går de lige lidt for meget amok med deres parfumer 😀

  3. … Og så spør’ jyden lige: Hvorfor er der altid kø? Lukker de kun et hvis antal ind ad gangen?

  4. Lise siger:

    Det indlæg er så godt skrevet! Hvor har du bare ret, jeg er simpelthen rørende enig i alle dine pointer.
    Vidste dog ikke det med diskrimination etc., men det kommer desværre ikke som nogen overraskelse. Må bare konkludere: A&F skal dø.

  5. JEN siger:

    Må tilstå at jeg har været der – sammen med din lillesøster 🙂 Hvad jeg heller ikke fatter er, at indretningen er så mørk – mørkt træ og belysningen så svag at man skal tage tøjet hen til døren for at se hvilken farve det er.

  6. Claramaj siger:

    Hahaha, blev også selv spottet i butikken og kom til jobsamtale. Det er nok noget af det mest ubehagelige jeg nogensinde har prøvet! Vi var 7 der blev interviewet samtidig, og der var den dårligeste stemning. Det først vi fik at vide var, at der kun var to af os der ville gå videre – og så begyndte konkurrencen ellers. Hver gang man sagde noget, sad interviewerne og grinte af en, eller bad en forklare sig selv!
    Der var f.eks. et tidspunkt hvor vi skulle sige to gode kvaliteter ved os selv. Da en fyr kom til at sige ‘My friends would probably say that i’m pretty funny’ blev han slagtet fuldstændig! Give an example of yourself being ‘funny’? How do you think it could benefit A&F that you are ‘funny’? Do you really think it is enough to be just ‘funny’ to get a job here?
    av av av.
    Endte med at jeg besluttede mig for at jeg virkelig ikke havde lyst til at arbejde der!
    plus at de der regler er latterlige. Du må ikke have andet make up på end mascara – og du må ikke have negleak på! og kun lyserød negelak på tærerne.. wtf.
    Og så skal man selv købe en ny ‘uniform’ til at have på fire gange om året. Latterlig ting at skulle rende rundt og bruge penge på hele tiden..
    Men lige så latterlig som jeg synes butikken er, synes jeg kun at man kan blive imponeret af deres måde at drive forretning på – det der med at du ikke bare kommer ind i en butik, og finder noget tøj – men at det faktisk er en hel oplevelse at komme i Abercrombie. Lige fra de halvnøgne modeller, butikkens opbygning, duften og at der ikke er for mange mennesker derinde. Men synes ikke at det passer særlig godt til DK – det er sgu lidt lol at de allesammen bliver ved med at insistere på at tale engelsk til én – med meget tyk dansk accent..
    Fungerer bedre i USA.

  7. Anne Mette siger:

    Jeg har aldrig været derinde. Er gået forbi et par gange og tænkt “Hvorfor er der så mange mennesker der går ind i den.. øh.. ja, hvad fanden er det?”
    Det eneste jeg kender til steder er, hvad jeg har set i medierne faktisk og det har ikke været godt, så jeg bliver bare udenfor. Nå ja, og så lugter der.

  8. vildliv siger:

    Lige præcis, hvor er det rart at læse at der er andre der har det på samme måde som én selv! Har heller aldrig forstået fascinationen ved konceptet, synes det er overfladisk og dømmende og føler mg aldrig særligt godt tilpas i miljøet, ikke en butik jeg har lyst til at støtte.
    Og btw: Super velskrevet indlæg, jeg grinede mig igennem og synes det virkede rigtig velovervejet!

  9. Feodora siger:

    Amen!!!!!

  10. Rikke aa siger:

    Love it!
    Men du glemmer helt lugten derinde!! Den er så tung den duft/lugt, man kan jo fornemme den når man går forbi butikken.
    Jeg kan ikke helt huske episoden, men min kæreste og jeg var derinde for at lede efter en college-jakke, ja det kunne jo være de havde en. Og vi bliver sendt nedenunder i den der jungle-ligende butik. Ekspedienten insisterer på at snakke engelsk, det pjat gider vi ikke, så vi forsætter bare på dansk. Så forklarer vi ham hvad vi leder efter, og ekspedienten bliver ved med at vise alle mulige basic trøjer frem med forskellige slags halse… Når vi gang på gang forklarede ham at det var en college-jakke, googlede et billede på telefonen o.s.v., viste han os bare en ny jakke – selv da min kæreste i ren frustration slog over i engelsk. Haha, åååh. Meget kan man sige om det sted…. og det har du heldigvis gjort! BOM!
    Jeg går aldrig derind igen i hvert fald. Tøjet er ikke engang fedt – ikke engang på en tømmermænds søndag

  11. StyleStories siger:

    De er bare SUPER dygtige til marketing på alle tænkelige måder 😉

  12. indianananna siger:

    Da jeg var på gymnasie studietur i Washington tre veninder og jeg ind i en A&F, jeg fandt ikke noget jeg gad at købe, men det gjorte mine veninder. Nu skal det siges at jeg syntes alle tre af mine veninder er utrolig smukke, men det mener A&F så ikke. Jeg stod ude på gaden og ventede på mine veninder (siden lugten i A&F ikke er den fantastiske), først kom min ene veninde ud og var helt glad fordi hun havde fået rabat bare fordi at personen ved kassen syntes hun var pæn. Min anden veninde kommer så ud, og det samme var så sket for hende. Min tredie veninde kommrt ud, og vi spørger så om hun fik rabat, hun siger nej og at hun da skulle betale fuldpris. Hun spørger så hvorfor at hun ikke fik rabat. Ikke særlig fedt at skulle fortælle ens veninde at grunden til hun ikke fik rabat, er fordi hun ikke er køn nok i A&F standarader. Lige siden den oplevelse, og de andre historie om A&F jeg har hørt, har jeg aldrig sat min fod i den butik igen. Siden jeg kan jo for helvede for lige så rart slap af tøj i andre butikker.

  13. Line siger:

    Jeg må indrømme jeg aldrig plejer at give kommentarer, men den her er du simpelthen nød til at få ros for! Hvor er det fantastisk at høre man ikke er alene! 🙂 Fantastisk indlæg! Tak, og have en dejlig dag 🙂

  14. Maja siger:

    Du skriver altså bare så smiler kommer frem på mine læber!
    Med hensyn til A&F, så forvildede jeg mig derind for små 2 måneder siden, på jagt efter en fødselsdagsgave til min lillebror (der var ingen kø den dag dog, så var jeg nok aldrig gået derind!), og forsøgte at finde rundt i dufthelvede men måtte give op. Kunne rent fAktisk ikke finde ud af hvad de solgte andet en skjorter og sweatshirts – men det jo så fordi de ikke sælger andet?!
    Men ulidelig butik, duften og den mega høje musik samt det letpåklædte personale der vimser rundt og overvåger en. Don’t get it. Det er jeg så heldigvis ikke den eneste der ikke gør.

  15. Da jeg var på studietur i DC for 5 år siden, var det vigtigste for os piger også at komme ind i A&F.. Men priserne er så voldsomme i KBH, også i forhold til kvaliteten.. Hooters er ikke en dum sammenligning haha! Hooters i klipklappere = A&F! Jeg kommer kun derind af nød, dvs. når lillesøster skal have gaver!

  16. Det lader til vi ikke er alene kære Anne Sofie 🙂 Ja det er virkelig også den mærkeligste indretning; en lommelygte kan være nødvendig i det mørke! Og så den parfume.. Den har arbejdstilsynet vist efterhånden forbudt, no wonder!

  17. Haha! Jeg ved det faktisk ærlig talt ikke, noget med at holde joggingtøjbutikken lidt eksklusiv?? Hm…

  18. Hvor er du sød, Lise, det var en dejlig kommentar at få! Det er et skørt, skørt koncept!

  19. Jamen det er da så mærkeligt med den mørkelægning? Og så må man ikke betale i kassen ved døren, man skal oven på igen – ahmen jeg begriber det ikke!

  20. Ja der er de skøreste regler både med tøj, hår, makeup, sko! Og når man så kun lige akkurat får mindsteløn, så er det altså liiiidt over grænsen – for mig i hvert fald… Tænk engang “Do you really think it is enough to be just “funny” to get a job here?” – Aww! Ved ikke lige hvad det er for en slags psykologi de anvender?
    Det er helt rigtigt med den her helhedsoplevelse, man får, når man træder ind ad døren. Det er virkelig god markedsføring! Men altså, vilkårene for medarbejderne skal jo være i orden.. Og så har du nok ret i, at sådan en butik har svært ved at passe ind i DK…

  21. Lugten skulle være forsvundet efterhånden – noget med arbejdstilsynet. Men der er stadig masser af kø hver lørdag, tosset tosset 🙂

  22. DET var et dejligt kompliment, at du grinede, det er lige som det skal være 🙂 Og nu er der flere der tænker det samme som os, tak for din kommentar!

  23. Du har så absolut ret! DET kan man altså ikke tage fra dem!

  24. Jeg var HELT tosset med duften, da jeg var i DC på studietur for fem år siden, selv tøjet duftede. Men det var dog utrolig kedelig behandling at få! Og ret utroligt de ikke ved hvad det er – de lever for katten af at sælge collegestilen?
    .. MIn nat-t-shirt kan lige gå an hos mig 🙂

  25. Haha tak Line for en vidunderlig kommentar! DEN blev jeg glad for, tak for roserne! Rigtig dejlig aften til dig!

  26. Åh dét glæder mig, kære Maja!
    Havde helt glemt den høje musik… Det er skægt at vi alle tænker det samme! Skørt med skørt på!

  27. Thomas siger:

    Er I dumme??? Jeg ved sgu ikke hvilken lorte generation I er del af, men tænk jeg dog om! I 60’erne/70’erne var der farverigt tøj, i 80’erne var det gulerodsbukser og høje sko, 90’erne gik ud på at have en trøje der stoppede ved navlen, og kiksede cowboybukser.. Det var sikkert jeres generation! Men I skal da være glade for, at vores generation er Abercrombie tøj, hvilket er god kvalitet og behageligt at gå i, end nogle Extreme double extra slim læderbukser og med ringe i pikken! Abercrombie er ungt, modent og populært, og I kan ikke hamle op med det! Hellere høj, god kvalitet end dårligt syet tøj med skæve linjer. Come on, altså!

  28. Thomas siger:

    Måske har det noget med deres kendetegn at gøre? Det er ligesom Chanel, med hendes sort-hvid koncept.. Og hvis det er for hårdt for dig at gå op af nogle trapper, så har du virkelig et problem søde!

Send en besked