Top

Farvel til brysterne

23.09.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Mit allerførste møde med ammeriet var en sen aftentime på Herlev, da jeg lå på barselsafsnittet, og Eddie lå på neonattal. Den jeg ammede var en vikar; en malkemaskine i mørket, som vidste nøjagtigt, hvad den skulle. Mig derimod; på helt ny grund. Den stod ved sengen og brummede rytmisk af sted som en bjørn i mørket. Én gang i timen. Hele natten lang. Hev og sled i huden, og jeg var sikker på, at det var nu huden knak, som de blev trukket ud i tragtform ved hvert sug, Madonna værdig.

amning, rockpaperdresses

Men i virkeligheden var huden knækket for længst. En morgen på badeværelset, tidligt i graviditeten, dagen efter jeg havde taget en positiv test, føler jeg, havde jeg pludselig mærket, hvad der føltes som et marmoreret edderkoppespind under brysterne. Huden ujævn, revet itu og de små revner var blevet brune af melatonin. Jeg kunne ikke blot mærke men også se dem. Strækmærker fra bund til brystvorte. Jeg trøstede mig med, at når de først begyndte at hænge rigtigt, brysterne altså, så ville alle arrene vende ind mod kroppen, som min egen lille hemmelighed.

foto Martin Bubandt, makeup Ayoe Nissen, styling Sille Henning – for Vores Børn

De satans bryster. Elskede bryster. Danmarkskendte et kort sekund, på forsiden af Vores Børn. De var det første, der afslørede min graviditet – de var ømme som bar fanden. De var dem, der gjorde det umuligt at ligge på maven og sove, før maven kom på tværs. Åh, hvis nogen (Adam, da) prøvede at kærtegne dem – så skulle det satme være med mussefingre og spag stemmeføring. Av. Og lige da jeg havde født, eksploderede de i omfang. Hvis huden ikke var ved at give op, så gjorde jeg næsten. De blev blå! Tre gange Eddies hovedomfang. Det føltes næsten vulgært, eller i hvert fald fremmed (men det gjorde hele kroppen lige efter fødsel). Men Eddie fik fat, og det kørte.

Ligeså besværligt det var at blive gravid, ligeså besværlig fødslen var, ligeså easy peasy har amningen været, og for det er jeg dem evigt taknemmelig. I den kæmpe omvæltning det var at blive mor, så kunne jeg sgu stole på dem. De leverede, når knibefunktionen eller søvnen ikke gjorde.

Men amning gav også tonsvis af bekymringer. Det er sgu et ret vildt ansvar at være ene madforsøger for et andet menneske. Laver jeg nu nok mælk? Spiser han nok? Bliver der ved med at være nok? Får han ordentlig fat? Får han alt det, han skal, bare der? Spiser jeg sundt nok? Bliver mine bryster nogensinde sig selv (niks, men nu er de fyldt med minder)? Set på Eddie i dag, så tror jeg ikke, han mangler eller har manglet noget som helst.

Så var der hele der der flaskeræs. Flere af mine veninder sagde, at det var kæmpe fedt at få dem til at kunne tage flaske, bare engang imellem, så man kunne få lidt frihed. Og jeg købte den ene variant og den anden og hev og sled i håndpumpen. Uden nogen som helst succes.

Og ja oven i alle bekymringerne, så kom følelsen af fængsel, til tider. Da lysten til at jeg kunne være væk bare en times tid meldte sig – men man aldrig vidste, om han så lige nøjagtigt blev sulten dér. Det var noget med en safe zone; at hvis jeg rykkede mig langt væk, rykkede Adam sig med. Som når jeg skulle på arbejdsopgave. Eller også kunne jeg ses med veninder – rundt om hjørnet hjemmefra (og thank god for at bo ved Værnedamsvej, hvor der trods alt er et tilbud eller to).

Men det lille fængsel fik bedre og bedre udgang. Som Eddie begyndte at opdage en verden uden for brysterne. Lidt agurk, grød, vand. Det lyder oprigtigt som en fængselsdiæt også, hehe… Men det er jo sådan, det starter. Og jeg kunne bevæge mig lidt længere væk, i lidt længere tid. Og nu fylder bekymringerne egentlig minimalt i hukommelsen.

Den sidste dør lukkes nu. Tror jeg, hehe… For man ved aldrig med mit ekstremt ammeglade barn.

De sidste par måneder har jeg ammet én gang i døgnet (også gennem hormonbehandling – med go fra vores klinik, deres krav var netop én gang i døgnet); når han vågnede ved 3-4-tiden. Ind i sengen til mor og far, blive ammet og så sove videre (har planen været, i hvert fald). Ellers stod han op.

Men de sidste tre nætter har jeg skippet det. Forsøgt at pakke dem godt ind i dyne, brysterne altså, og han har accepteret mælken på flaske. Og en kiks. Eller to kiks. Og hvor jeg håber, det forbliver sådan. Jeg er klar til at have min krop for mig selv. Og jeg er også klar til at prøve at sove ude uden Eddie – uden at have en bekymring for bedsteforældres søvn, når de skulle stå med et barn der måske skreg i brystsavn. Så er det en lang nat.

Jeg havde aldrig planlagt at være langtidsammer, jeg har sågar måske før i tiden tænkt, at ‘det da var lidt mærkeligt, når kvinder ammede børn, der selv kunne gå hen og tage fat‘. Men det har føltes helt naturligt. Helt problemfrit. Helt som det skulle.

Der har været magiske stunder. Hvor jeg har grædt ned på Eddie, imens han spiste. Hvor jeg har siddet midt i Frederiksberg Have og brødfødt mit barn og følt en ekstrem grundtaknemmelighed over, at han var der. At vi sad lige her. Det har været det vidunderlige tidspunkt på dagen, hvor vi lige kunne tjekke ind hos i hinanden; du er okay, jeg er her. Og jeg er okay. Der er virkelig noget stress relief over at sidde der. Til tider i hvert fald, da det først kørte.

Og jeg tænker tilbage med følelsen af en taknemmelighed for, at min krop har kunnet det, og Eddie har villet det. Og sikkert ville det meget længere endnu, hvis ikke jeg sagde stop. Men om godt en uges tid er han to år. Jeg synes, det er på tide.

Så vi har sagt farvel til brysterne – i hvert fald i madform. Der er stadig ikke noget rarere end lige at stikke tryghedshånden ind under blusen og lægge hånden på den lune hud. Jeg havde troet, det ville være værre for mine følelser, men jeg er i realiteten nok helt klar. Det tror jeg også, Eddie er.

Jeg er sindssygt spændt på, om jeg bliver så heldig igen. Om det bare kommer til at køre? Om det bliver helt anderledes blot ved, at det er et andet barn? Som de kloge siger, er ingen fødsler ens; mon det samme gælder for ammeforløb?

19 kommentarer

  1. Lotte siger:

    Læser dit skriv, mens jeg ligger og ammer. Og fælder en enkelt tåre over lykken.
    Smukt beskrevet.
    Min søn laver små smaskelyde og kradser mig lidt med sine skarpe babynegle. Men dette er lykken. For nu.
    ❤️

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Åhr, det lyder dejligt Lotte. og hårdt! Jeg husker også Eddies hang til at nulre brystvorte, og det var ca. den værste fornemmelse i verden, haha, det sure med det søde. Men det er dejligt. KH

  2. Maria Louise siger:

    SPOT ON!🤱🏼 ❤️💪

  3. Cindy siger:

    Du er så genialt dygtig til at formulere dig.
    Og nej, to ammeforløb er ikke ens.

    Min den første (3 kg ved fødslen) fik ikke nok mad efter 2 måneder, endte som flaskebarn og min nr to (5 kg ved fødslen) guffer derud af på 3 månede 😊

    Kærligst;
    Cindy
    Cindylou.dk

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Det er altså vildt, hvordan det kan være så forskelligt, når din krop er det samme. Men det er klart, de er jo forskellige, bygget forskelligt osv. Og tak Cindy <3 KH

  4. Emma Bülow Poulsen siger:

    Så fint et skriv, og du rammer bare hovedet på sømmet med de tanker og følelser, der ligger i det at amme🤍

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      <3 Dejligt at høre! KH

  5. Caroline siger:

    Så sandt!! ❤️ …og til tider også utrolig svært, fordi det på en måde er lidt tabu, at man faktisk kan amme, er glad for det og er god til det. Det er i hvert fald min oplevelse, at der er en forventning om, at man stopper på et bestemt tidspunkt. Det fylder meget herhjemme med en dreng på 15 måneder. Tak!! Knus

  6. Louise siger:

    Dejligt indlæg – og ammer mens jeg læser det❤️ Ammer mit tredje barn, og har været så heldig at amning bar har fungeret hver gang! Tre små vidt forskellige personligheder, men alle ammebørn og alle med et stort “nej tak” til flaske😊

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Hvor er det dejligt at høre Louise, at det faktisk kan være sådan – ‘nemt’ (med alt hvad det indebærer) også 2. og 3. gang. Meget opløftende! KH

  7. Katrine siger:

    Åh, så fint et skriv. Min store på 3 år stikker stadig hånden ned under min bluse og ligger den på min brystkasse når verden bliver for stor og dagen i børnehaven har været lang. Jeg ammer min datter på 10 mdr og håber at hun vil længe endnu ❤️

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Det er simpelthen så fint, den lille tryghed det sted giver. Smukt <3 Pøj pøj med ammeriet, gid det længe leve må! Kh

  8. Sofie siger:

    Rammer alle følelserne lige i hjertet. Ligger her i mørket og lytter til min drengs dybe vejrtrækning. Og tænker, gad vide om dette er natten, hvor vi sover uden amning. På den ene sode håber jeg det og på den anden ikke.❤️

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Jeg ved præcis, hvordan du har det <3 Sov godt! KH

  9. Johanne siger:

    Hyggelig læsning. Det er så vildt at kvindekroppen kan få et andet lillebitte mennesker til at vokse. Min først erfaring med amning var også en malkemaskine. Og mit bekendtskab med den varede lidt over en måned før jeg kunne begynde at amme min dreng, der blev født en del uger for tidligt. Det var en langsom proces, med uvurderlig hjælp fra en ergo på neonatal. Men da han nåede lidt før termin fik han fanget fidusen med amning og derfra kørte det bare. Jeg er så imponeret over hvad min krop kunne, og glad for at det lykkedes.

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Hvor er du bare sej og stædig. Godt kæmpet, det kan ikke have været nemt! Det lille barn, han skulle lige have muskler til at sutte. KH

  10. Maria siger:

    Årh det lyder vidunderligt! Tak for en fint indlæg.

    Jeg håber inderligt, at mit næste ammeforløb er HELT anderledes. Skreg ved brystet i 5 måneder før hun gad tage flaske og amninger hver halve til hele time døgnet rundt. Jeg ville så gerne have ammet, men min datter hadede det (og elskede flasken, da den først faldt i god jord).

  11. Marie siger:

    Fint indlæg – så genkendeligt! Ammer en meget ammeglad dreng på halvandet mens jeg læser det og skal igang med ivf snart igen. Udskyder det måske et par måneder endnu efter at have læst dit indlæg 😁

  12. Stine siger:

    Nej hvor det altsammen lyder bekendt😁 Fertilitetsbehandling, neonatal, ammepumpe, nul sutteflaske, et meget længere ammeforløb end jeg havde forestillet mig og ikke mindst nattekiks! Jeg er så glad for at jeg ikke er den eneste der kan finde på at give mit barn kiks om natten😆 Jeg synes dog ammeforløbet med lillebror minder om første gang – bortset fra at 3 uger gamle lillebror allerede har takket ja til en flaske🍼👍🏻

Send en besked