Top

Gode, gamle blogdage

31.08.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand
RPD
Emily var sød at nappe to billeder af mig, inden vi skiltes

Sikke en weekend og hverdag med. Jeg må indrømme, at det suger ret meget energi, det her køren frem og tilbage. Tre mand ind i bilen, af sted tidligt så vi kan prøve at undgå den værste trafik (det sker i øvrigt sjældent; at vi altså lykkes med ‘tidligt’ og at undgå trafik). Det tager gerne en time og et kvarter og nogen gange halvanden time hver vej. Det er sgu lidt et cirkus.

Vi gør det sådan, som noget nyt, at Adam har to ‘lange’ kontordage. Dvs. bare helt almindelig længde, så jeg henter Eddie efter vuggestue omkring 14.30/15, og så finder vi på et eller andet. Ses med venner, går en tur, går over til Byoasen på Nørrebro, går på café. Bare lige til at klokken er 17/17.30, og så finder vi et sted at spise, og så møder Adam os der. Så spiser vi alle tre og kører den lange tur hjem, direkte på hoved i seng. Resten af dagene, som oftest, mødes vi ved vuggestuen ved 15.30-tiden (jeg henter hver dag omkring 15), og så kører vi samlet hjem. Og så snart Eddie er puttet om aftenen, så åbner Adam (og jeg) computeren/telefonen. Det synes jeg faktisk langt de fleste af mine veninder og venner gør. Man kan næsten ikke have et 37 timers job og have børn i institution, nå man også skal nå at fragte sig til og fra.

Jeg forsøger at sige til mig selv, at jeg ikke gider at bruge energi på at brokke mig over det. For vi har tag over hovedet. Og det bliver kun mere surt, når man brokker sig. Men omvendt hvis folk møder mig med et empatisk “ej, det lyder lidt sejt” , så skal jeg ikke være bleg for at indrømme, at jeg stemmer i med CAPS LOCK. JA, DET ER MEGA HÅRDT. Frem og tilbage, og Eddie der ser Gurli Gris i små to timer om dagen for at klare køreturen. At hænge ud sådan lidt på gaden og vente på, at vi bliver samlet op – med efteråret om hjørnet og kulden lige på trapperne. Ej, det bliver lidt røv, hehe… Men altså, tilbage til ikke at gøre det mere surt, ikke? For når vi lander i carporten, så sænker roen sig (næsten) med det samme. Og lige om lidt, så har vi overtaget vores hus. Sådan. Februar-om-lidt. Med mindre vi er heldige og må overtage i december. Og når vi engang står der til næste sommer og kigger tilbage, så vil vi tænke, Herre Gud! Værre var det heller ikke. Og det er heller ikke det værste. Det havde da bare uden tvivl været nemmere at jonglere, hvis vi havde gjort det hele før børn. Men altså. Som der blev sagt! Ingen surhed, haha!

rpd
fælles passion – præ dinner snacks!

Men hvis der er lidt stille herinde i ny og næ, så er det uden tvivl alt det postyr. Jeg er hamrende træt, når Eddie endelig er puttet. Det er virkelig nogle lange dage.

Vi sad faktisk og talte om ‘gode, gamle dage’, Ems, Chris, AC og jeg i dag. Dengang vi alle sammen havde vores fuldtidsarbejde ude IRL 😉 Og så gik vi hjem, spiste aftensmad, og så åbnede vi computeren igen. Og så loggede vi ind på hver vores domæner og ‘arbejdede’ videre. Vi arbejdede altid og hele tiden. Og vi bloggede fra ferier eller planlagde en hulens masse indhold op til, så I ikke skulle savne os en eneste dag. Og vi bloggede nogen gange både en og to og tre gange om dagen. Det var dengang, hvor man kunne lave et helt indlæg om en trøje, man havde købt. Eller et helt indlæg om en restaurant man havde besøgt. Eller lave et helt indlæg hvor man fortalte om den vinder, man havde trukket, i den konkurrence man havde delt i gårsdagens indlæg. Hold da kæft mand, haha! Men læsertallene var altså høje, og engagementet fra jeres side som oftest det samme.

Det var som om, der var uendeligt højt til loftet på kvalitetsfronten, og vi kunne spise bloggen af med dette og hint og nullermænd og kagekrummer. Men så blev barren ligesom løftet. Måske fordi instagram kom og så kunne alle nullermændene komme derind (først bare i feedet men så blev også det pænere og mere ryddeligt, og så kom nullermændene i stories). Og hvad skulle man så bruge sin blog til? Og hvem har i øvrigt tid til at læse dem i dag?

rpd

Jeg må indrømme, at det var en befrielse, da jeg satte mig selv fri for at udgive indlæg hver dag (hvem har også nogensinde bedt om den kadence?). For det gjorde jeg, sådan for good engang lige inden Eddie kom. Jeg har et grundprincip om, at jeres tid er virkelig kostbar, så jeg vil nødigt tage den herinde, med mindre jeg har noget at tilbyde jer retur for den. Og det har jeg ærligt bare ikke hver dag. Alle de nullermænd og kilometer, I ved.

Vores blogs er jo skægge størrelser, sådan fra forretningsperspektiv. For de er jo aldrig startet for at blive til en, eller et arbejde dermed. Men over tid er de blevet nøjagtigt det. De er jo egentlig listet sig til at blive små startup’s, uden det var hensigten, men de er drevet jo som flest, FYLDT med passion, og uendelige arbejdstimer. Jeg kender ingen iværksættere, der arbejder 9-16, i hvert fald ikke de første år. Langt de fleste vil nok sige “det er en livsstil” med rusten stemme, mens de tømmer kaffekop # 7. Men nu har bloggen her eksisteret i ni år. Og i det slæng af dejlige “iværksættere” jeg var i i dag – ja, der var jeg tilmed yngste. Så den der livsstil… Måske har det her alligevel indfundet sig som et mere almindeligt arbejde? Og dermed også behovet for at holde mere almindeligt fri, når man har fri? Altså instagram sover aldrig 😉 Men blogs gør i ny og næ, det er jo også ved at være nogle aldrende damer. Jeg ved ikke, om de også tæller i hundehår. For så er vi da godt på vej på efterløn, hehe…

Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg sjældent har energi til at åbne computeren om aftenen igen. Og jeg tænker også, at jeg som det næste skal prøve at have en hel ferie uden at tage bloggen med mig. Lidt ligesom Emily, som giver sig selv 3-4 ugers sommerferie hvert år. Det er jo meget sundt egentlig. Ikke altid at være på. For os alle sammen, uanset arbejdsform. Men der ligger uden tvivl sådan et lille dyr og kradser i overfladen; du SKAL være på. Internettet går så hurtigt! Set i dag, glemt i morgen! No rest for the wicked! Post, post, post!

Men er det virkelig sådan, ude af øje og ude af sind?

RPD

8 kommentarer

  1. Ditte siger:

    Du skriver fuldstændig fantastisk! Jeg ligger her ved siden af min 6-årige og min baby på 6 måneder, og hører hverken snak om Pokemon eller pludren, fordi jeg er så betaget af dit skriv. Tak for spændende læsning, og stort tillykke med jeres nye hjem!

  2. Katrine siger:

    Jeg smutter i hvert fald ikke, hvis du holder sommerferie uden bloggen, for jeg vil savne dig i den periode og glæde mig til, at du vender tilbage. Du skriver fantastisk og tager spændende emner op, der gør, at jeg har lyst til at følge med!

  3. Lene siger:

    Hvis man kun poster, for ikke at blive glemt – må man hellere lade være med at poste noget! Så bliver det for meningsløst.

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      ENIG!

  4. Nadia siger:

    Læserne holder jo også ferie, og så snart man er færdig med det, er det tilbage til de gode gamle rutiner, som også inkluderer at læse blogs, så und dig selv noget ferie, vi er her stadig, når du kommer tilbage ❤️

  5. Sandra siger:

    Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg er fast læser, og har fulgt med i en del år efterhånden. Vi trænger alle sammen til at stemple ud i ny og næ, og ved at du holder fri, så inviterer du også os til at holde fri fra internettet! Så und du dig roligt noget ferie! ❤️

  6. Det tyder jo på et der er bred enighed blandt “os læsere” for jeg må erklære mig enig og sige at ude af øje bestemt ikke er ude af sind. Og jeg er faktisk selv vendt lidt tilbage til at læse blogs fordi jeg af træt af den hastighed og perfektionisme alting sker med ovre på IG. Der er plads til lidt mere menneskelighed på bloggen og det kan jeg godt lide 😀

  7. Det er fedt, at du er her… og det er fedt, at der er så meget at vælge imellem – for jeg må indrømme, at jeg har fulgt med virkeligt længe… i perioder 🙂 – det er ikke kun fordi “din måde” har ændret sig gennem tiden, men også fordi min har… nogle gange er livet online til det lette og løse og nogle gange til det dybe og tunge.
    Jeg tror på, at hvis man gør det… altså blogger i det omfang, man kan og stadig glæde sig over det… er det ikke helt skidt.

Send en besked