Top

Gravid uge 21: Halfway there

15.12.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand
Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Tænk, at det er 2,5 år siden jeg udgav det her indlæg med Eddie i maven. Seriøst – klicheen omkring tid… Det går hurtigt!

Sødeste ventetid, eller hvordan er det nu? I al fald anderledes end første gang. Det er nok lidt mindre romantisk at være gravid denne gang – jeg husker også første graviditet for sit sus af store følelser. Vi skal være forældre, du bliver far – alle drømme, forestillinger og håb om alt det, vi slet ikke kender.

Det er ikke fordi, der ikke er store følelser nu, men vi ved jo på mange måder, hvad vi går ind til. Nu ligger de store følelser faktisk meget i, at Eddie bliver storebror. At tænke sig den kammerat han får. Det føles helt vildt stort. Jeg går og glæder mig ved tanken om at rulle med min tank af søskendevogn med mit hold. Og følelserne mellem os voksne er sådan lidt mere… Ja, det rammer os i ny og næ ‘shit, tænk engang når vi er fire’, hehe… Jeg husker også, at jeg var ret rørstrømsk første gang omkring dét, det der med at gå fra to til tre. Parforholdet – hvordan mon det ville påvirkes? (på mange måder BIG TIME – vi er jo aldrig bare os, I kan læse mere: Living together but apart, det der med at glemme hvordan man sover i ske (fyi.. indlægget var også en reklame for Auping), og det her om parterapi) og jeg var også lidt blues-ramt første gang; denne her ‘bare os to’, det kommer aldrig igen. Men jeg havde satme også tiden til at dvæle og blive nostalgisk, haha! Nu går vi fra tre til fire – og der er meget mere fuld fart frem i denne graviditet. Og det er jo livet, og det er helt fint. Jeg erfarede jo; nej livet bliver aldrig det samme igen – og det er helt okay. Selv om jeg uden tvivl savner kærestetid. Men hvis vi i ny og næ får et par timer sammen, kun Adam og jeg, så lever jeg højt på det længe.

Men venner, nu er jeg halvvejs i graviditeten – det er en virkelig dejlig milepæl at nå, for jeg mindes, at anden halvdel af graviditeten gik betydeligt hurtigere første gang. Og når jeg stadig kæmper med min ængstelighed, så er det dejligt, hvis tiden speeder lidt op. Og så på den anden side – vi skal nå at overtage hus, renovere det og flytte ind inden jeg når målstregen. Shit! Det er ret vildt at tænke på. Og det bliver super knebent, men mand, det drømmer jeg om. At jeg kan sidde i mit eget hjem, i min egen sofa, amme og pusle min lille baby… Jeg prøver at holde mig åben og tage tingene, som de kommer. Men altså, seks måneder uden vores ting -det er gået fint for nu, men aaaalt babygear vi jo, det er pakket ned… Pyt! Det er småting, og vi finder en løsning!

Kroppen

Det føles ikke som om, det er så længe siden, jeg har været gravid. Jeg husker det meste, og så alligevel er der ting der er anderledes denne gang – ja, kroppen har givet sig lidt hurtigere. Tror jeg. For ærligt har jeg ikke vejet mig siden dagen, jeg fik lagt æg op. Og jeg vejede mig heller ikke synderligt under sidste graviditet.

Til gengæld har jeg kastet helt utroligt meget op denne gang. Sidst kastede jeg op nogle gange – kun fordi jeg lettere blev køresyg eller drak et glas vand om morgenen på tom mave. Men denne gang? Jeg har kastet virkelig meget op og haft en vanvittig migræne i perioder… Så sent som i sidste uge, hvorfor her også var exceptionelt stille, der lå jeg i sengen flere dage og bare havde det træls. De første gange Eddie hørte mig kaste op, var han helt bekymret og spurgte nervøst til mig, og så sad jeg der og prøvede at smile mellem kaskaderne med hovedet i lokummet, “det er helt okay skat, mor kaster bare lidt op”, haha! Kors, altså…

Jeg har haft madlede, kastet op og så har jeg bemærket en ny ting; jeg synes min bækkenbund er sådan… Træt i det? Altså, den bemærkede jeg ikke under første graviditet, bækkenbunden. Men jeg mærker den nu som der er mere vægt på. Den føles træt og tynget, som den gjorde efter fødsel. Hm… Jeg tænke altid – det er sikkert meget normalt, men altså, jeg aner det ikke, haha!

Mit hoved

Jeg synes VIRKELIG, det har været svært denne gang. At turde tro på at der kommer en baby til mig, til os. At det er min baby at få. Det tog simpelthen fusen på mig, at den bare var der. Jeg har før beskrevet det som at have mentalt forberedt mig på et maraton i to år – og så rykkede målstregen pludselig et næsehårs længde fra startlinjen. Jeg sagde til Adam så sent som i sidste uge, at jeg stadig kæmpede med den følelse, at det slet ikke føles som min baby at få lov at få og elske… Måske er det sort for jer at læse, men altså, det er work in progress, mentalt. Og jeg nusser, så meget jeg kan, med maven. Taler til hende, siger godmorgen og godnat. Og jeg har også købt en lille babyting eller to nu..

Jeg har aftalt med mig selv nu, at jeg vil undgå flere tryghedsscanninger. Jeg vil ikke fodre det der behov for at se det lille hjerte slå. Da vi var til 20-ugers scanning, blev vi tilbudt at være en del af en kontrolgruppe i et forskningsprojekt, som indebar to gange fire scanninger de næste 20 uger, og jeg endte med at takke nej. Selv om jeg altid normalt vil stille op til forskning. Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst til at give efter. Jeg har brug for at hvile i mit indre og mærke hende i min krop. Og jeg kan love for, jeg kan mærke hende nu. Det hjælper allerede en del. Selv om moderkagen igen ligger foran som med Eddie, og Adam derfor endnu ikke har mærket noget, så kan jeg mærke hende betydeligt, og det gør mig så rolig. Den moderkage der; når den er foran, så virker den som en pude baby skal slå igennem for at kunne mærkes på den anden side, så jeg kan mærke hende indeni, men det er svært med en hånd uden på maven. Heldigvis ligger den lagt, moderkagen, fra livmoderhalsåbningen – modsat sidst. Ingen risiko for blokade af fødselskanalen som sidst, hvor de håbede på den flyttede sig med graviditeten – ellers kan man kun føde ved kejsersnit, fordi der er lukket. Skør ting – anede jeg ikke var en ting sidst.

Den der terminsdato…

Ja, den har jeg jo ikke helt med jer… Og det ikke fordi jeg vil være hemmelighedsfuld omkring det. Men jeg vil gerne dele forklaringen med jer.

Jeg har nævnt noget af det før på min story, men uden helt at afdække det nærmere… Men I har måske læst mit fødselsforløb (der ligger flere dele, den sidste om adskillelsen er HER). Det var ikke det nemmeste for mig (det er det i grunden for de færreste), og da Eddie endelig kom ud med hård kop, kunne de ikke få lungerne igang, og han blev derfor kørt på neonatal med det samme. Jeg fik ham ikke engang op til mig. Han kom ud, op på bordet og kørt væk efter de havde arbejdet på ham et stykke tid. Adam løb med, og så lå jeg tilbage på fødelejet med en blødning, der ikke rigtig ville stoppe… Jeg husker ikke en angst for ham og hans liv, jeg tror måske, jeg var for smadret, og jeg følte mig egentlig ganske tryg ved at være på hospitalet, og at Adam var med ham.

Men jeg lå jo der på stuen – længe. Indtil ved 18/19-tiden husker jeg rigtigt (og jeg fødte 12.29). Blødningen skulle stoppes, jeg skulle syes, og så lå jeg ellers for mig selv med mit toastbrød. Jeg havde ringet til min søster, men ellers havde jeg ikke haft luft til at starte det store telefontræ og ringe forældre op osv. Der var ikke rigtig nogen, der vidste, at vi havde født. Og så fik jeg en besked på instagram (ja, jeg lå der jo pænt mange timer, alene, med mega adrenalinrush i kroppen og uden mulighed for at kunne sove), et screendump fra anonyme Jodel; “Rockpaperdresses har født!”. Og dét var så dybt grænseoverskridende. Familien vidste ikke engang, at vi havde født. Jeg havde ikke engang fået lov at holde mit barn. Og så havde enten personale delt det på Jodel eller med en ven eller søskende – eller nogle medpatienter på neonatal. Det var så dybt sårende og grænseoverskridende – og jeg vil sige, at når man lægger sit liv ud, som jeg gør, så er man okay hårdhudet. Men det der, det var for nært, for hensynsløst, for sladderlystent uden nogen fornemmelse for, at vi var en familie i vores mest sårbare situation, at jeg i princippet ikke anede, om mit barn overlevede (hej dårlig telefonforbindelse mellem etagerne på Herlev!).

Det var faktisk årsagen til, at jeg ikke delte Eddies ansigt det første lange tid som helt spæd. Det var som om, noget meget privat var taget fra mig. Jeg havde ikke lyst til at dele ham med omverdenen, når det på den måde var blevet taget fra mig. Og det lyder måske som meget. For for nyligt skrev en Jodel-bruger til mig, at der nærmest hver dag op til, at jeg rent faktisk fødte, blev skrevet noget lignende derinde, at det bare var et lucky punch mere end sladder fra personale fx. Men altså, jeg fik ingen screendumps tilsendt nogen andre dage. Kun det ene, den dag det var sket, 12 dage før tid.

Men derfor har jeg heller ikke delt terminsdato… Det er heller ikke så vigtigt – en terminsdato er jo sådan en skæg størrelse og jo sjældent datoen, de faktisk lander på. Men altså, jeg er jo ligesom over halvvejs, så kan forestille jer et forårsbarn, og jeg tænker mig, at jeg får en lille følsom tyr.

Navnet

Hæhæ, jeg tror, vi har navnet! Vi havde ligesom to drengenavne og ét pigenavn, da Eddie kom til verdenen. Og det tog os lige en måneds tid at beslutte os mellem de to drengenavne. Men det betyder, at vi har ét drengenavn og ét pigenavn i puljen, de tiloversblevne navne. Ingen grund til at starte forfra, det er stadig super gode navne, synes vi selv.

Eller – Adam har ligesom skulle gå pigenavnet lidt til. Han var egentlig på sidst, da vi ventede Eddie; men der gjaldt det måske heller ikke for ham, for det var jo ligesom aldrig en pige, hehe… Men jeg huskede jo navnet, og da vi fandt ud af, at det var en pige, så sagde jeg ret hurtigt, “Jamen, så bliver det jo en Baby I****”. Og der var Adam pludselig lidt mere afventende og kritisk, hehe… Det er heller ikke et helt vildt brugt navn i dag. Men i går kaldte han hende alligevel ved det lille navn, så måske det vokser på ham igen?

Ingen beslutning er alligevel truffet, før hun kommer ud. Ligesom med Eddie, vi vil gerne se, at hun kommer ud, og at hun ligner sit navn. Altså det gør de jo bare ikke, haha! Ej jo, nogen gør, men jeg syntes beslutningen var umulig, for intet pegede hverken den ene eller anden vej i hans udtryk eller udseende.

billeder af Mia Jørgensen

22 kommentarer

  1. Laura siger:

    Jeg satsede også på en følsom lille tyr i 2019 – men næ nej, jeg fik en hidsig vædder mere til samlingen her hjemme. Det er ikke sjovt at være en vægt i undertal 😂🙈
    Kæmpe tillykke og god vind på slutspurten af din graviditet 😘

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Haha, feeeedt! Vægte er altså også ret fantastiske <3 Og tak! KH

  2. Sarah siger:

    Åh og lige præcis vædder/vægt kombien. 🤣 Den kører vi også herhjemme.

    1. Mette siger:

      Nu bliver jeg nysgerrig .. hvad er der med den kombination? Kh vægt-mor til vædder-barn 🔥

      1. Laura siger:

        Vægten er ofte velovervejet, ambivalent og med pæne manerer hvorimod vædderen er impulsiv, utålmodig og fremme i skoene. Det kan godt give lidt gnidning 😂 Kh vægt-mor med både vædder-mand og vædder-barn 😅🙈

  3. Zara siger:

    Kære Cathrine, hjerteligt tillykke med graviditeten. Jeg glæder mig til at læse, hvilket navn i har fundet!

    Et helt urelateret spørgsmål – dine skønne jeans med elastik, hvor er de fra?? De ser fantastisk behagelige ud, også til en ikke-gravid helt alm. topmave🤩

  4. Mia siger:

    Jeg er førstegangsgravid, og har termin i starten af maj. Det er en forløsning at læse om dine følelser omkring graviditeten – at det var været svært at forholde sig til at det var gået så hurtigt. At det er virkeligt.
    Jeg har siddet med præcis de samme følelser og jeg har samtidig været hundeangst for at noget skulle gå galt. Jeg har haft så svært ved at forstå at vi kunne været så absurd heldige at det gik så hurtigt.
    Jeg er lykkelig udover alle grænser, men for pokker hvor skulle min hoved vende sig til tanken, når jeg havde forberedt mig på at det kunne tage måneder eller år.
    Så det jeg egentlig bare vil sige, er tak for dig og dine ord. ❤️

  5. Olivia siger:

    Spørger bare af ren nysgerrighed, forstår godt hvis det ikke er noget du har lyst tilsat svare på.
    Men gik du nogensinde videre med Jodel-delingen af din fødsel på Herlev? For hvis det er personale der hr delt det er det jo et helt vanvittigt brud på tabshedspligten. Og det er ikke fordi jeg på nogen måde er ude efter personen. Men arbejder bare selv som sundhedspersonale på hospital i hovedstaden, og synes bare at det er for vildt at der (måske) er nogen der er så ligeglade men den MEGET vigtige del af vores virke i sundhedssystemet…😔

    Men vigtigt af alt: tillykke! Du har virkelig fortjent al den glæde som en lille ny vil give❤️

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Det vil jeg gerne 🙂 Nej det gjorde jeg ikke, for jeg aner jo ikke hvem, der delte det. Det kan jo også være en patient på neonatal. Eller en fra personalet, som har skrevet det til en veninde, “ej jeg har lige”… og så er det ikke vedkommende, der har delt på Jodel men den veninde. Det kan jo være flere, og jeg finder aldrig ud af det. Og det er hvad det er 🙂 Jeg synes ikke, det giver mening at oprette en klage, med mindre jeg havde mit på det tørre. Og Jodel er jo desværre anonymt. Nu siger jeg pyt, men dengang føltes det voldsomt. Og tak for pokker <3 KH

  6. Pernille siger:

    Jeg har en følsom tyr fra 16 og en temperamentsfuld vægt fra 19 – du kommer til at rocke moderskabet vol. 2 <3

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Du er sød Pernille, følsomme tyre <3 Dejligt :-* KH

  7. Caroline siger:

    Ej, hvor er det sjovt – vi har en storebror Elvis (altså starter med E og fem bogstaver), og lige nu venter vi en lille pige, som skal hedde I****! Jeg kan næsten ikke tro, at vi har tænkt det samme, men det ville nu være pudsigt…

  8. Caroline siger:

    Hvor spændende.:) 2021 bliver jeres år😍
    Vedrørende det med at nogen fortalte at du havde født sidst, tror du ikke det var fordi du ikke havde været online på de sociale medier i en rum tid? Og så “gættede” nogen det? Jeg håber hvertfald ikke at noget sundhedspersonale kan finde på det 😩❤️

    1. M He siger:

      Hej C. Må indrømme, jeg bliver forarget – men det er over dig. Nu har du flere gange direkte skrevet, at det måske er sundhedspersonalet, der har outet din fødsel på Jodel. Det sundhedspersonale, der knokler dag ud, dag ind. Det sundhedspersonale, som har integritet som et af de øverste principper. Jeg kan ikke helt finde ro i, om jeg enten synes, det er ualmindelig dårlig dannelse du udviser med sådanne spekulationer, eller om det er en form for underligt storhedsvanvid. Jeg er med på, at det ikke har været hverken behageligt eller fordrende for en nybagt mor, at der har stået sådan på Jodel. Men jeg synes helt ærligt, det ville klæde dig ikke at benævne gang på gang, at det er personalet på et givent hospital, der har givet oplysninger videre. Det fortsætter jo i kommentarsporet. Jeg ved godt, denne kommentar kan lyde meget harsk – men jeg er reelt forarget og mener oprigtigt ikke det er ok, det du har gang i. Håber du vil overveje det. Mvh

      1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

        Hej du,
        Ja du er helt sikkert harsk – og jeg synes ikke, det du skriver er berettiget. Og dit “storhedsvanvid” – det er afsindigt ufølsomt skrevet.
        Jeg ved ikke, hvem der har delt det, men der trods alt ret begrænset til personale eller patienter inden for en lille geografisk firkant. Og jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke aner hvem. Jeg har aldrig rettet en klage til fødeafdelingen, for jeg ved jo ikke, hvem der har delt det. Men altså – alle er jo mennesker. Og det er sundhedspersonale og patienter også. Og en eller anden har jo delt det – og dét er langt over grænsen for en sårbar kvinde, der lige har født og ikke ved om ens barn lever eller ej. Nu lyder jeg harsk – men det synes jeg også er berettiget. Jeg synes, du er fræk og ufølsom.
        Sæt dig endelig ind i den sindssyge sårbarhed det er, netop at have født – og så blive outet. Uanset hvem man er, hvor man er, så har man ret til privatliv og at føde, det hører eddersørme til privatlivet og ikke noget andre skal dele for en. I stedet for at blive vred på personalets vegne, som jeg jo skriver samtidig med at jeg skriver patienter.
        Ja, personalet er presset. Og jeg bruger ofte krudt på at tale om bedre hjælp til gravid, mere støtte til svangeromsorgen osv. De to ting skal skilles ad her.

      2. Cathrine Widunok Wichmand siger:

        … og så vil jeg lige sige, at jeg har delt det én gang på min story på IG, og den ligger under highlights under mor-realness. Og så har jeg uddybet her. That’s it mig bekendt 🙂

      3. Marin siger:

        Enig. Som sundhedsfaglig får jeg en klump i maven af at høre beskyldningerne om, at sundhedspersonalet muligvis kan have brudt tavshedspligten. Tavshedspligten er jo en af de vigtigste grundsøjler i det danske sundhedsvæsen, og jeg vil vove at påstå, at de langt de fleste sundhedsfaglige værdsætter den højt og er umådelig stolte af, at den findes.
        Kære Cathrine, hvis du har beviser/ indicier, så ville det måske være mere klædeligt, at du henvendte dig til rette vedkommende (afdelingen), så ledelsen evt. kan sætte fokus på at minimere fremtidige brud på tavshedspligten, så patienter og deres pårørende også fremover kan føle sig trygge på sygehusene.
        Og til sidst vil jeg ønske dig en skøn jul og god vind med resten af graviditeten.

        1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

          Hej Marin,
          der er ingen beskyldninger – som du måske ved er Jodel anonymt. Der er ingen, der kan fortælle mig, hvor det kommer fra. Der er ingen ledelse at tage fat i. Der er ingen jeg kan “skælde ud”. Det eneste jeg kan gøre er at give stof til eftertanke – håbe på, at nogen læser det, måske får dårlig samvittighed eller i hvert fald bliver mindet om, at hverken jeg eller andre er figurer i et reality program men har akkurat samme ret til tavshedspligt som andre har. Nogen har brug for den reminder mere end andre.

          Alle kan lave fejl – patienter som personale kan komme til at tale over sig. Eftersom jeg stadig lå på fødelejet, da det blev delt, så kan det i hvert fald ikke være en receptionist eller pizzamanden om hjørnet fra Herlev, det begrænser sig jo temmelig meget til patienter eller personale. Uanset om jeg skriver det eller ej – det ligger jo i historien, eftersom jeg stadig lå på det fødeleje.
          Jeg deler min oplevelse for både at dele den ret svære oplevelse, det var, forklare hvorfor jeg passer bedre på mig selv denne gang, men også for at kaste lys på the downside ved at være somewhat offentlig. Ikke at have sin hårde, risikofyldte og sårbare fødsel i fred er eddermame en downside.
          Det er, hvad det er, men når man oplever noget grænseoverskridende, må man gerne dele det. Også selv om man ikke kan rette lyset mod en gerningsmand. KH

        2. Ditte siger:

          Undskyld, men hvorfor er det jer der skal få en klump i maven og blive forargede? Det er da Cathrine, der er offeret i denne her sag! Jeg læser ingen beskyldninger mod sundhedspersonale i det hun skriver. Der står, at der er to muligheder enten er det en anden patient eller en ansat på hospitalet, der har delt Cathrines fødsel med omverdenen. Det er da sikkert mest sandsynligt, at det ikke er en ansat og langt det meste sundhedspersonale handler helt sikkert med integritet og moral, men kom ikke og fortæl mig, at det er den eneste faggruppe, hvor der ikke findes brodne kar eller hvor der begås fejl. Jeg synes simpelthen, at I tager unødigt på vejs over det her i stedet for at anerkende den virkelig grænseoverskridende og ubehagelige oplevelse det må have været for Cathrine.

    2. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Altså, honestly, jeg kan ikke bruge gætværket til noget, så det bruger jeg ikke tid på. Det er ikke usædvanligt at jeg ikke deler noget i 24-48 timer, og jeg fødte trods alt noget før termin. Jeg bruger ikke mere krudt på det, det er som det er, men forklarer blot hvorfor jeg ikke har delt min termin <3 KH

  9. Trine siger:

    Hun skriver jo, at det enten kan være personalet eller en anden indlagt. Nu følger jeg ikke Cathrine andre steder, men jeg har ikke læst om det før, så jeg ved ikke om det virkelig bliver nævnt “gang på gang”, men jeg har selv prøvet at føde min førstefødte og vente i timevis på at se ham, og det er en sindssygt sårbar situation. Det er den sårbarhed, som en eller anden ikke har værnet om, fordi det har været spændende sladder, og det må virkelig være en mavepuster. I det hele taget er det nok godt, at sladderkanalerne på Jodel er røget, for det lyder som et hæsligt sted.

    Jeg synes, at din kommentar er meget harsk, når du taler om “ualmindelig dårlig dannelse” og “storhedsvanvid”. Du kunne måske godt have fundet en venligere måde at formulere dit budskab på, for jeg er sikker på, at din omtanke for et hårdt presset sundhedspersonale kommer et godt sted fra 😊

  10. Lise siger:

    Hej C. Min mave knudrer sammen, når jeg læser om den Jodel-besked – hvor er det tarveligt. Forstår godt, at du holdt Eddie tæt derefter.
    Jeg husker selv, at jeg så gerne ville have at alting skulle være rigtigt med den første. Da nr. 2 kom tænkte jeg mere over, at jeg nok havde øvet mig med den første, og så blev alting som jeg gerne ville med nr. 2.
    Jeg var også i samme ængstelighedsbåd. Over nogle andre ting, men hjernen kørte 24/7. Jeg tog nogle fridage, hvor jeg tvangsglemte bekymringerne og bare hyggede rundt og købte babyting. Det kan godt fakes. Og jeg har et helt særligt forhold til de ting, der blev købt på de “fridage” i en ellers tung tid. Det gav noget overskud og glæde alligevel.
    Bedste ønsker til resten af graviditeten, du ser fremragende ud.

Send en besked