Top

Hvad koster et menneske, part 2

03.08.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand
Rockpaperdresses

I aften skal jeg i Aftenshowet endnu engang for at tale om fertilitetsbehandling. Vi er på ca. 19.15, for de af jer der vil se med (hej svigermor <3 ).

Jeg tror, det er fjerde gang, jeg gæster dem om emnet. Og hvor jeg under første behandlingsforløb syntes, det var overvældende at være i alle medier og dele-dele-dele ud af det inderste, og jeg til tider følte mig gjort til talsperson samtidig med, at jeg var patient (og det er en svær balance), så har jeg det anderledes denne gang. Åh, at være blevet velsignet med Eddie-Ønskebarn – det ændrer virkelig min tilgang denne gang til behandling, og giver mig overskud til at løbe med ilden og tage medierne med. Eller også har vi bare været tilbage i behandling i så kort tid, at jeg ikke er løbet panden mod muren endnu. Men jeg håber på det første! At processen forbliver med ro og rummelighed, velvidende at det jo er lykkedes før, så der er plads til at blive ved med at bruge min stemme.

Og til forskel fra første gang vi var i behandling i 2017, så er der endnu flere der lytter til den, stemmen, denne gang. Især efter at Julie og jeg på rekordtid fik samlet et hav af underskrifter sammen på vores borgerforeslag og historien blev grebet af nærsagt ALLE medier. Vi vil støtte kvinder i behandling og undgå, at de tvinges tilbage i behandling, før de er klar, ved at forlænge tidsperioden for, hvor længe deres æg må være på frys fra de nuværende fem år til kvindens fyldte 46. år (som er grænsen for, hvor længe man må modtage fertilitetsbehandling). Og den ændring vil samtidig gøre op på uligheden mellem mænd og kvinder; for mænds sæd må ligge på frost i ubestemt tid. Det skal ensrettes, og vi skal stilles lige for loven – og vi mangler stadig underskrifter, så støt og hjælp os endelig ved at gribe dit Nem-ID og skriv under her. Og del gerne. Vi har nemlig kun til november, og ellers er det spildt arbejde…

… Selv om jeg nu tror, vi har fået sparket døren godt og grundigt ind på Christiansborg. Julie og jeg havde nemlig fornøjelsen af at være inviteret til. et møde af Mette Abildgaard til en snak om både borgerforeslaget (vi fik et, “GODT GÅET!” med på vejen og en foreløbig handlingsplan, så vi kan ændre loven asap!) og en kort generel snak om den ulighed lovgivningen har indbygget, som den er nu.

“Hver femte mand bliver aldrig far og hver 10. kvinde får ikke de børn, hun ønsker sig”

Og den er skæv. Og den bør ændres – og det er dét, vi skal tale om i aftenshowet i aften. Og jeg er flere gange blevet spurgt, om jeg ikke vil dele, hvordan jeg gerne så området indrettet. Og det vil jeg gerne gøre et forsøg på. Men hold fast! Det er både uretfærdigt, kringlet og fyldt med tal og inkonsekvens.

For det er sådan, at man efter et års prøven på lagenerne derhjemme, kan blive henvist til behandling. Det betyder egentlig ikke, at man ikke kunnet være lykkedes på 14. måneds hjemmeforsøg eller 16. Det er jo egentlig ikke sådan, at man er infertil bare fordi man ikke bliver gravid på et år. Men vi har sat denne her deadline på omkring et år, for hvor længe man skal have forsøgt sig, for at vi også kan lave et behandlingstilbud. Og i og med at tid er en kæmpe faktor for fertiliteten, så er det også vigtigt, at der kommer skub i sagerne.. Og derfor kan det virkelig undre mig, at der ikke gøres meget mere for at støtte op om behandlingstilbudet.

Og hvad er det lige præcist, man får?

Så hvis du henvises til fertilitetsbehandling, så kan du tage fat i den offentlige fertilitetsklinik, som du hører under (eller i princippet en hvilken som helst offentlig klinik – frit behandlingsvalg), og så kan du skrive dig på venteliste. Når det så er din tur, kan man blive afvist i op til tre cyklusser af systemet fx pga. travlhed. Hvis du kun skal insemineres, så kan du få lov at springe ventelisten over og gå til en privatklinik – på det offentliges regning. Men står du der, hvor du skal have taget æg (ved IVF eller ICSI), så får du som udgangspunkt tre reagensforsøg, men fx Region H kigger på, at de ønsker at udvide til seks reagensforsøg (læs HER). Man ved nemlig, at chancen for en levedygtig graviditet stiger fra 64 % til 83% ved at have seks forsøg fremfor de tre.

Har man ikke opnået en graviditet efter de tre/seks forsøg, så må man ud i det private. Og der koster det at få barn (I kan læse mit indlæg her, om selvsamme). Du får stukket prislisten i hånden ved ankomst og gudsketakoglov er vi som danskere slet ikke er vant til at vores sundhed har en pris – men det har den. Om vi ser regningen eller ej. Og på den måde i fertilitetsbehandling bliver du ganske bekendt med den eksakte pris for et menneske.

Det koster lige i omegnen af 50.000 kroner. Med din alder som ekstra faktor-jo ældre, jo dyrere. Det er prisen for at vælge de samme tre forsøg, man kunne få i det offentlige – og dertil følger en række ekstra ydelser, som enten er svære at undgå eller som man ikke tør at undgå. Det kan være opbevaring af æg på frys, mikroinsemineringen (ICSI-delen som er ekstra oven i almindelig IVF) og sådan noget som laser assisted hatching, hvor man med laser skærer en lille ridse i æggets ‘skal’ efter det har været på frys, for at hjælpe det til at sætte sig fast i livmoderen. “Det kan være med til at øge chancen…” og sådan er det med meget i fertilitetsbehandling, og hvis der er noget, man ikke tager chancer med, så er det øgede chancer. Og så tilløber medicin, evt. alternativ behandling, igen, for at øge chancen, og hvis du taber sutten lidt undervejs, så kan der blive behov for psykolog eller parterapi – for der er nemlig også øgede chancer for at parforholdet lider døden under fertilitetsbehandling. Og pokker stå i det, når man nu kæmper så meget.

Og hvad så med runde to; søskende?

Når du så når til nummer 2, at give dit barn en søskende, så er det durk i det private. Ingen svingtur forbi det offentliges brikse – man får nemlig kun hjælp til ét barn – og kun til det første. Og dét uanset om du selv betalte den første gang. Man kan altså ikke “spare den op” eller gemme den lille gave fra det offentlige til runde to. Så ønsker du mere end ét barn, så må du selv punge ud (medmindre du har æg på frost – dem lægger de trods alt gerne op, men behandling forfra; ikke tale om.

MED MINDRE, og here’s the catch: Adam og jeg fik nye partnere. YES! Hvis man har ét fællesbarn, så får man ikke hjælp til behandling. Men hvis ingen fællesbørn har, men fx har to fra tidligere forhold, så må du gerne få behandling i det offentlige.

A-hva-for-en-forstyrret-lovgning?

JA. Det er den. Og den er fyldt med problemer. Et af de største: Vi er ikke alle økonomisk ligestillede. For nogen betyder denne her lovgivning, at de aldrig bliver forældre, for de har ikke råd til behandlingen i det private og deres begrænsede offentlige forsøg er brugte. For andre betyder det, at de ikke får forløst deres fulde forældrepotentiale og den søskendeflok de drømmer om, fordi de ikke har råd til nummer 2. Eller 3!

Hvilken konsekvens kan det have? MANGE! Og for os alle sammen!

“Mellem 16 % og 26 % af alle der ønsker at få børn, vil opleve problemer med at få dem”

Udover at vi selvfølgelig kan risikere at stå med en masse mennesker, som føler sig uforløste og ulykkelige reste af deres dage, som af samme grund måske får følgesydomme som stress, depression og lignende (som også koster samfundet), så risikerer vi en utilsigtet 1-barns-politik, hvor det at få mere end ét barn bliver forbeholdt de velstillede. Og det er ikke kunne skidt for den enkelte, men skidt for samfundet. For for at vi som nation kan opretholde befolkningstilvækst og sørge for at der bliver ved med at være ben og hænder, til at løbe økonomien rundt i Danmark, så kræver det, at vi får 2,1 barn pr. husstand. Og når fertiliteten er dalende i Danmark, og stigningen i antal fertilitetsbehandlinger er stødt, ja så bliver det ret reelt og ret vedkommende for alle, hvordan vi skal betale vores alle sammens pension, sundhedssystem og samfund på sigt. You see? Det hele hænger sammen, og det er vigtigt, at vi handler SAMMEN og ikke efterlader fertilitetsudfordrede (og det er altså også single parents og homoseksuelle par) i stikken.

Og det er jo sådan set også den vidunderlige kontrakt vi har i vores Velfærdsdanmark. Vi løfter i flok og betaler ind til kassen; også selv om det ikke er os selv, der optager sengepladser. For tænk; en dag er det måske. Og du må brække din arm nok så mange gange, ryge ligeså meget du vil – uden vi siger; “nej hør nu! Lad nu være med at blive syg igen, vi gider ikke operere dig igen”. Tænk hvis vi sagde til en patient, at kommer brystkræften tilbage igen, så er det altså på egen regning!

Og her ved jeg, at det vil komme op igen. Den evige slager: “Børn er ikke en menneskeret”. Men det er der jo faktisk ikke særligt meget der er, udover vand og frisk luft. Heller ikke en funktionel arm. Her i landet har vi bare besluttet, at vi får gratis hjælp, når vi er syge. Også selv om vi brækker armen for 14. gang. Ryger til lungerne står af. Drikker til vi får skrumpelever.

“Nedsat frugtbarhed er en af de mest udbredte kroniske sygdomme blandt de 25-40-årige i Norden”

Infertilitet er en sygdom, det er alle læger og WHO enige om. Men som en af de få sygdomme er behandlingstilbudet ikke ligestillet med alle andre sygdomme. Og der er heller ikke engang behandlingsgaranti; så selv om alder er en kæmpe faktor for succesraten, så kan man få lov at vente. LÆNGE.

“Op mod 10 % af alle børn kommer til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling

Jeg synes ærligt talt, at det er en kæmpe byrde at pålægge mennesker, der i forvejen måske hænger i det yderste af neglene at risikere denne her store økonomiske regning oveni. Jeg synes ikke, at lovgivningen er up to date med det antal, der skal have behandling i dag.

Infertilitet er sjældent selvforskyldt. Det vi spiser, det der er i luften, det der flyder i vores grundvand. Det pres der lægges på unge mennesker ved en fremdriftsreform iværksat af politikere, som vil have dem hurtigere ud på arbejdsmarkedet, selv om man i virkeligheden burde bruge sine 20’ere på at få børn, sådan rent fertilitetswise. Man er ligeså uforskyldt i behandling, som man kan være, når man brækker dem arm.

Og jeg har ikke talt specielt højt om det. Flere af jer tippede mig om et borgerforeslag, som ønskede sig det samme som jeg: At skrinlægge den begrænsing, der er på det offentlige behandlingstilbud. Men jeg har måske ikke helt været klar til diskussionen, som jeg ved også kommer. De diskussioner om, at det ikke er en menneskeret at få børn. Og man jo selv vælger.

Men lovgivningen gavner ingen, hverken samfund eller den enkelte. Og den er skævvreden, når sammenbragte familier må få hjælp til andet barn – så længe de ingen børn har sammen.

Det er sådan set i alles interesse, at vi får alle de børn, vi drømmer om – og vi skal hjælpes ad for at nå derhen. Ligesom vi hjælpes ad på alle andre sundhedsområder. Lige nu går der godt og vel otte millioner mennesker rundt i verden, som kun er her, fordi nogen gav dem en hånd til at lande her. Lad os extende den håndsrækning. Det synes jeg oprigtigt talt.

Dét skal vi tale om i aften, for det begynder at rulle i medierne. I Politiken i weekenden og på DR i dag (HER og HER). Åh, hvor jeg håber, at vi får set hele lovgivningen og hjælper alle de her mennesker, som er så pokkers hårdt ramte i forvejen.

ROCKPAPERDRESSES,

35 kommentarer

  1. Julie Agerschou siger:

    Hej Cathrine. Mega god opsummering! Det er sådan en håbløs lov. Alle de principper man er underlagt, når man er infertil, som der ikke er ved behandling af andre sygdomme. Det er så skævt! Jeg glæder mig til at se med i aften og håber, at vores borgerforslag har været med til at sparke debatten om fertilitetslovgivningen i gang for reals💪🏼 Og det virker også til at politikerne gerne vil give hele loven den opstrammer den trænger til. Ellers kommer vi efter dem! Kh Julie

  2. Elisabeth siger:

    Det er så vigtigt og så sejt, at du bliver ved med at italesætte de forskellige problematikker vedrørende fertilitetsbehandling! Tak for det❤️
    Da vi startede i behandling, var der netop blevet indført brugerbetaling, så vi endte med at lægge 150.000. Det var ikke nemt for en skolelærer og en håndværker, som netop havde købt hus, fordi de jo skulle ha’ børn🙄 Mine veninder arrangerede en ‘fertilitetsfundraising’, hvor der blev samlet penge ind til én ekstra icsi-behandling og en iui-d – jeg tror aldrig før, at jeg har følt mig så priviligeret og rig på gode mennesker❤️ Pøj pøj med i aften!

  3. Sofie siger:

    Det er mange penge, rigtig mange penge. Måske missede jeg noget i dit indlæg, men staten giver da enormt tilskud til IVF medicin, ikke? Altså alt det man selv skal tage? Er der ikke et loft på det, eller er det kun i det offentlige? Herovre koster IVF omkrign $12.000 per forsøg og så med medicin til omkring $3000 per forsøg. Så tre forsøg kan vel komme op omkring $45.000, godt 300.000 kr. Det er forfærdeligt grumme udsigter for selv et middelklasse par. Og næsten ingen forsikringer dækker den slags. Nå, man skal jo ikke altid sammenligne systemer – og 50.000 dkk er utroligt mange penge – ville bare lige nævne hvad situationen er andre steder i verdnen. Selvom der er færre ventelister her, så er hele cirkusset med et privat sundhedssystem ikke noget man ville ønske for selv sin værste fjende. Med mindre man er stinkende rig.

    Støtter totalt op om at det bliver bedre og nemmere at få hjælp til infertilitet. Lad os håbe, at kvinder rundt omkring i verden ligeledes får de muligheder!

    1. Cathrine siger:

      Altså alle danskere kan få kronikertilskud, og så kan du melde dig ind i Sygesikring Danmark, det hjælper GEVALDIGT. Med mindre din saldo lige er nulstillet, så er det sgu dyrt.
      Det er svært sammenligneligt, men jeg forstår godt dus skriver det. Men herhjemme har vi trods alt også et af de højeste skattetryk, fordi vi netop gerne vil sørge for alles ret til sundhedsvæsenet 🙂

  4. Iben siger:

    Hvordan fungerer det egentlig med sekundær infertilitet? Altså hvis man har lavet første barn selv og øko men efter et år ikke er lykkedes med nummer to, betaler man da selv? Eller?

    1. Laura siger:

      Hej Iben

      Jeg kan godt forstå, du er i tvivl.
      Det er nemlig præcis lige så tosset som det lyder – nr 2 er på egen regning – ligemeget om nr. 1 er kommet til med eller uden hjælp.

      1. Cathrine siger:

        Lige nøjagtigt, min medgæst i Aftenshowet sidder netop nu som studerende og har fået første naturligt men lykkes ikke med nummer to og er i behandling- selvbetalt. KH

        1. Julie siger:

          Er det ikke kun ved reagensglas? For min kæreste og jeg fik nr. 1 selv og uden hjælp i 2016, men efter vi havde prøvet et år på nummer 2, som stadig ikke lykkedes, fik vi i februar gratis hjælp til inseminering i det private (uden ventetid vel at mærke). Hvad jeg kunne læse mig frem til og forstå fra min læge, så skifter det lidt om man skal betale for nr. 2 eller ej afhængigt af hvilket parti der er ved magten på Christiansborg!?

          1. Caroline siger:

            Jeg har været i samme situation som Julie. Gratis hjælp til insemination for at få 2. barn, hvor første kom naturligt. Jeg er selvfølgelig lykkelig for det (er gravid i 3. måned nu.:) ), men det er altså hamrende ulige!

            (PS @Cathrine – jeg kan ikke kommentere fra min telefon!? Det er kommet siden dit designskift)

    2. Laura siger:

      Vores datter er lavet “øko” – om du vil. I Region Midtjylland, som vi hører til, er der ikke hjælp til barn nr. 2. Vores datter er 5 og vi ville gerne have en lillebror eller lillesøster og har forsøgt på dette i 1,5 år. Kun vis kvinden har mere end 3 aborter i træk kan man komme i betragtning til UDREDNING, men ingen støtte til behandling!

  5. Emilie siger:

    Da jeg så, at politikerne ville diskutere det med barn nr. 2 var jeg ved at falde ned af stolen af glæde. Og forhåbning. Om at de kan nå at få vedtaget noget inden vi går i gang igen, men så skal de skynde sig.
    Men jeg glædes ved, at flere stemmer nu høres. Som klinisk steril grundet endometriose og kan aldrig nogensinde selv få børn – så synes jeg det er ufatteligt uretfærdigt. Helt hul i hovedet, at det kun er forbeholdt de velhavende. Som du også har været inde på, så er det jo ikke muligt at sætte pris på et barn (det er gjort for en, men at man selvfølgelig ikke vil tøve).
    Det er bare dybt forældede love på dette område.

    Jeg tvivler på de når at få ændret loven inden vi skal i gang igen (som er snart, fryseæg lykkedes ikke). Men håber fremadrettet, at det ikke skal være et benspænd for andre. Og lige netop den samfundsmæssige faktor du nævner, synes jeg virkelig også er værd at have i spil. Så det er spændende! Nåede ikke at se udsendelsen, men heldigvis kan man streame.

    Tak for din indsats!

  6. Pernille siger:

    Jeg savner nogle facetter i de synspunkter, du fremsætter. I det danske sundhedssystem prioriteres der benhårdt på grund af mangel på resurser, og egenbetaling er skam en realitet også i andre dele af sundhedssystemet. For eksempel har jeg selvfinansieret nødvendig tandbehandling for ca. 70.000 kr. – ikke på grund af selvforskyldt mislighold, vel at mærke. Dét betaler vores velfærdssamfund heller ikke. Ej heller betaler staten ved kasse 1, hvis du ønsker at adoptere – den halve million eller mere er forbeholdt de i forvejen mest økonomisk velstillede. Min pointe er, at der foretages nødvendige prioriteringer og til- og fravalg i sundhedssektoren hver dag. Skal du og andre have to eller flere børn skabt ved fertilitetsbehandling, er der noget andet, vi skal vælge fra. Og så er det spørgsmålet, om din ret til barn nummer to (eller tre eller..) har forrang frem for fx kræftbehandling, livreddende bypassoperationer eller…..?

    1. Sofie siger:

      Jeg er enig. Jeg har også svage tænder og kommer snildt til at smide 100.000 – 200.000 over et liv på at fikse dem. Selvforskyldt eller ej, der får jeg nul hjælp. Og børster skam tænder som alle andre. Har dertil også svagt syn og hver gang jeg skal købe briller, så koster de 10.000+ kr. Og dertil månedlig udgift til kontaktlinser. Sådan er der faktisk rigtig mange af os, det konstant betaler egenbetaling for ting, som man ikke “kan gøre for”. Det er naturligvis slemt ikke så slemt som at være infertil men når man snakker brugerbetaling, så skal debatten jo ikke lyde som om, at ALLE andre får alt betalt. Det er meget langt fra sandheden. Burde der være mere statstilskud til fx tandlæge? Ja, det synes jeg. Det er et punkt, som staten har valgt at skære grænsen, lige som med andet barn i fertilitetsbehandling. Hvor skal disse grænser gå? Godt spørgsmål. Men det er ikke alle, der går fri for brugerbetaling.

      1. Kathrine siger:

        Det er komplekst, og jeg er ikke sikker på, at det i diskussionen om egenbetaling giver mening at tale om “selvforskyldt” sygdom eller ej. Eksempelvis tilbyder det danske sundhedsvæsen jo livslang behandling til “selvforskyldte” følgesygdomme fra rygning, overvægt og alkoholmisbrug. Skal vi så stoppe med det? Jeg kender ikke svaret.
        Som tidligere ufrivillig barnløs ved jeg blot hvor store psykiske konsekvenser infertilitet kan have, og hvor meget det kan gå ud over ens øvrige liv – privat såvel som arbejdsmæssigt. Ofte en tilstand, der står på i mange år. Jeg vil ikke ønske for nogen andre, at skulle det igennem.

        1. Sofie siger:

          Jeg skrev kun nogle eksempler på “ikke selvforskyldt” sygdom pga, at det i indlægget opridses som om, at ALT andet er bestilt af staten, og der lægges op til, at man kunne indføre egenbetaling på semi-selvforskyldt sygdom som fx følger af rygning, alkohol osv. Som om at samfundet bruger for mange penge på den slags og at infertilitet er det eneste, der halter. Meget halter. Men alt kan altså ikke dækkes. Som fx tandlæge, briller og ja, psykolog. Der kan man sættes mange hundrede tusinde tilbage ift andre, der ikke har disse gener. Infertilitet er et enormt alvorligt problem for folk – men at have munden fuld af dårlige tænder, det er også utroligt sensitivt. Ligeledes at have -10 på hvert øje. Den slags står man selv for at klare, uden nogen hjælp. Er enig om, at det er et skråplan at snakke om selvforskyldt sygdomme – ville blot nævne som kontekst, at enormt meget “uretfærdigt sygdom” altså kommer med egenbetaling.

          1. Kathrine siger:

            Point taken mht. egenbetaling.
            Meget halter, ja. Men det skal vel ikke være argument for, at man ikke kan kæmpe for at elementer af det, der halter, forbedres?

        2. Sofie siger:

          Nej, slet ikke. Lad os endelig få fikset noget af det. Min oprindelige kommentar gik nok mest på, at indlægget lidt syder af, af alle andre ligesom får alt betalt. Alle de eksempler med den brækkede arm osv. At Danmark ligesom klarer alt undtagen infertilitet. At det er unfair pga det. Meget er “unfair” … Eller bare real life? Måske man er privilegeret, hvis man først i 30’erne møder noget, der er unfair i den danske system, noget man rent faktisk skal betale selv og ikke går over skatten? Indtil da er alt jo betalt; sygevæsen, skole, uni, SU osv osv. Mange af os har levet med brugerbetaling på fx briller hele livet. Så alt er ikke pludselig unfair, bare fordi man møder brugerbetaling for første gang. Men! Derfor kan man jo godt arbejde på at fikse det 🙂

          1. Rikke siger:

            Vil bare lige sige, at du lyder virkelig velovervejet. Og jeg er helt enig i de ting du skriver.

          2. Sofie siger:

            @Rikke Hehe, man bliver vel lidt mere velovervejet med alderen (lol, er kun 31 dog)! Kan huske, at jeg engang blev sådan det-kan-ikke-passe! rasende, da jeg snakkede med en økonomi-ven omkring, at hvis man bruger alle 6 år på at studere, så har man teknisk set ikke SU til alle sommermånederne. Jeg synes, det var SÅ unfair! Min ven fik mig ned på jorden med et “hallo, du får alt betalt af staten OG får løn for at studere resten af året, kan du ikke selv klare et par måneder ud af 6 år??”. Det tog mig mange år helt at fatte, at hun jo havde helt ret. Vi er så vant til at få ALT ALT ALT betalt, at når vi møder egenbetaling, så syder vi over med retfærdighedsfølelse og følelse af unfair behandling. Og altså, de fleste andre lande i verden møder denne manglende egenbetaling allerede ved vuggestuealderen, og når fx tandlæge ikke er betalt for alle børn. Nå, selvfølgelig skal man gøre noget for at alle kan få behandling for infertilitet, men der må også være lidt personligt ansvar for betalingen, specielt i et land som Danmark, hvor stort set alt andet mht børn er statsstøttet; fødsel, vuggestue, sundhedsplejeske, skole, børnepenge, barsel. osv osv. Det kan føles pisse unfair at den udgift for 2. barn falder på parret selv – og det ER pisse unfair hvis det ses i lyset om, at alt burde være betalt i DK. Men det er altså ikke sandheden, det er ikke samfundskontrakten. Den kontrakt er, at man gør sit allerbedste for at støtte borgerne og gøre deres liv så nemt og afhjulpet så muligt. At ingen for alvor falder igennem i Danmark, at vi har et enoooooooormt sikkerhedsnet. Det betyder ikke, at man som dansker får givet en kontrakt ved fødslen om, at alt fremover bliver betalt af staten. Man får derimod en chance for at bo i et af verdens mest luksuriøse lande med enorm social mobilitet. Men det er altså ikke en lovning på at ALT er betalt. Savner det perspektiv i diskussionen om, hvad der er “fair”. That said, lad os arbejde på fx at give tilskud til 2. barn. Det kan da være et første skridt 🙂

          3. Cathrine siger:

            Men jeg må også lige tilføje at vi i Danmark har et af de højeste skattetryk i verden. Vi betaler også meget mere end så mange andre steder i landet. Jeg synes ikke, man kan sammenligne sig med, hvor meget brugerbetaling der er andre steder, for her i landet har vi aftalt den skal være på laveste blus. Og det bidrager vi alle til, at den kan blive.
            For mig handler det ikke om fairness set i forhold til andre sygdomme, og ligesom alle andre der er passionerede om deres patientområde, så er der jo brug for at nogen taler højt. Og i det kan man ikke tale alles sag – for så kan man ligeså godt tie stille. Jeg synes ikke, det er fair at der forskelsbehandles inden for sygdommen. At hvis du kun er “lidt” infertil, så kan du få støtte af staten til både barn 1 og 2, med inseminering. Men er du mere infertil, så er der altså kun hjælp til barn 1. Og kun i begrænset omfang. MED MINDRE du bliver skilt; så tæller vi forfra med en ny partner og staten støtter igen. Altså, det er da super super skævt sat op.

            Det er vidunderligt, at vi får så megen støtte herhjemme omkring børn, men mange børnefamilier vil stadig opleve, at det ikke er nok. Der bliver sparet på sundhedspjersker, man skal ud af fødestuen efter et par timer osv. Og når jeg taler om at støtte op omkring flere børn til verden, så handler det sådan set også om du og jeg. Der er jo for pokker lavet store nationale tv-programmer om, at vi skal knalde noget mere. Det er så VIGTIGT for hele Danmarks funktioner og økonomi, at der bliver født nogle flere børn. Det er på den led ikke så ligeså vigtigt for hele Danmark, at vi har gode tænder. Jeg er selv kroniker og bruger en formue på astmamedicin, har selv betalt min hyposensibiliering osv. Men jeg kan da udmærket se, at det at vi støtter op om reproduktion er vigtigere end mine inhalatorer.

            Det her er altså en GOD investering. Der kommer penge tilbage i statskassen – det gør der ikke, når vi fikser tænder og astma.

            KH

    2. Mette siger:

      Jeg er helt enig i, at det er et kompleks område, og man bør diskutere, hvor grænsen skal gå henne. Jeg synes dog altid, det er lidt svært, når man sætter det op imod kræftbehandling og generelt livreddende behandlinger. For selvfølgelig skal disse ting altid prioriteres. Det tror jeg ikke, der er mange, der er uenige i. Men vi går jo så meget længere i sundhedsvæsenet end bare at redde liv. Tilbyder lange genoptræniningsforløb både på sygehuset og i kommunalt regi. Skal vi så også lade vær med det, fordi pengene hellere skal gå til at redde liv? Og sådan vil det være med mange ting. Hvordan vurderer vi, hvad der er mest nødvendigt? Jeg synes, det er svært.

    3. Rie siger:

      Lige præcis. Det er en prioritering af vores alle sammens penge. Der egenbetaling på bl.a. tandlæge, psykolog, briller mm. som giver virkelig ulighed i samfundet. Børn koster hele livet, og starten på liv koster for nogle, og afslutningen/begravelse koster for andre. For mig at se er det helt ude af proportioner med betaling for 2. barn, mens der er ventelister og manglende ressourcer i bl.a. psykiatrien for blot at nævne et sted.

    4. Nina siger:

      Det er en super vigtig pointe. I en verden med uendelige ressourcer skulle man selvfølgelig have ret til statsfinansieret fertilitetsbehandling også til barn nr 2, 3 og 4, men virkeligheden er bare en anden. Sundhedssektoren er i forvejen hårdt besparet i forhold til de flere ældre og kronisk syge patienter der bliver ved med at komme, og der er endnu større ressourcemangel inden for andre områder, specielt psykiatrien. Og selv hvis man tilfører ekstra penge til systemet der er øremærket fertilitetsbehandling skal man også være opmærksom på at det er penge der kunne have været givet til andre hårdt trængte områder i samfundet som flere pædagoger i børnehaverne eller flere og bedre uddannede sosu’er på plejehjemmene som vi ud fra TV2s programmer kan se der er hårdt brug for. Fertilitetsområdet har helt sikker brug for at få lavet lovgivningen mere tidssvarende men jeg er ikke sikker at jeg synes vi skal sætte skattepenge af til at par kan få barn nr 2, 3 osv. statsfinancieret når der er så mange områder hvor behovet er større.

      1. Julie siger:

        I taler om omfordeling af ressourcer som om dette kun kan finde sted inden for velfærdsområderne; særligt inden for sundhedssektoren. Men dk har en virkelig stærk økonomi helt generelt, så ressourcer til barn nummer 2, 3 osv. behøver altså ikke blive taget fra psykiatrien, cancerbehandling eller børnene i vuggestue. De kunne også blive prioriteret istedet for skattelettelser, lavere afgifter på biler eller bolig. Bare for at komme med et indspark fra en der har læst samfundsøkonomi 🙂

        1. Cathrine siger:

          Og tak Julie – det er nemlig helt rigtigt. Man kunne ompriotere andre steder fra! Det skal ikke sættes op som to sympatiske sager imod hinanden. Det koster i øvrigt i omegnen af 70.000 kroner for staten at få et levende barn ud af fertilitetsbehandling – set på mange andre udgifter er det faktisk ikke alverden og slet ikke forhold til hvad det menneske kan generere til samfundet på sigt. KH

  7. Anonym siger:

    Vi kunne desværre ikke få børn. Heller ikke selv om vi fik hjælp.
    Det er trist, for det var ikke det vi drømte om. Tilgengæld har vi er rigtig dejligt liv og der er mange andre ting vi så
    gør og glæder os over.
    Jeg synes det er et godt forslag at forlænge nedfrysning af æg til de 46år. Det giver god mening.
    Derimod synes jeg, det er helt ok, at der kun er et gratis barn. Der er mange andre ting vi også gerne vil bruge penge på som samfund og inden for sundhedsvæsnet. Og heller prioritere at folk kan få et barn? så de ikke mere er barnløse, end f.ex. kun en cancer helbredelse som du sammenligner med. Begge dele er dyre – kun den ene er livsnødvendigt.
    Jeg under i den grad andre deres børn, det skal man ikke være i tvivl om. Jeg vil bare også slå et slag for, at livet sagtens kan være fantastisk, selv om man ikke har fået lov at være heldig på det punkt. Håber det kan trøste andre, der kæmper for at få børn, at det godt kan blive godt alligevel.
    Held og lykke med barneprojektet, jeg håber det også lykkes denne gang

  8. Anne siger:

    Jeg er så glad for dette emne bliver belyst pt! Også selvom vi er lige på nippet til at gå igang med nr 2 i det private, og jo givetvis ikke vil få gavn af en evt ændring i loven. For jeg er helt enig i at hele fertilitetslovgivningen burde kigges efter i sømmene. Og der burde nok også gøres en noget mere sammenhængende indsats for at forebygge infertilitet forårsaget af miljøpåvirkning. Min mands kanaler er aflukkede som følge af en infektion (ligesom kvinders æggestokke kan være lukkede) og vi kommer aldrig til at kunne få børn selv. Men det er der formentlig nogen der ville kunne, hvis man fokuserer mere på at regulere miljøpåvirkning og til en vis grad inciterer til en fertilitetsfremmende livsstil. Desuden har jeg altid tænkt, at man i det mindste kunne overføre evt ubrugte forsøg fra barn nr 1 til at forsøge at få barn nr 2. Jeg blev fx gravid i 2. runde og brugte således ikke sidste forsøg.

    Og hvis vi skal omkring “regnestykket” på den usympatiske facon, så er der vist ingen tvivl om, at det for samfundet altid vil være en “god forretning” at investere i reproduktion. Den startkapital staten skyder i de ekstra børn, der kommer ud af ulejligheden, kommer til at tjene deres pris ind mange gange igen! En langt langt langt bedre investering end at helbrede sygdomme…

  9. Anne Kathrine siger:

    Tak fordi du fortsat taler for os alle sammen!

  10. LINE siger:

    Det er et super relevant og spændende emne! Rigtig fint indlæg og jeg er enig langt hen af vejen – det trænger til at blive gået efter i sømmene!

    Vil dog gerne lige give et indspark til den med at man kan få hjælp af det offentlige, hvis man finder en ny partner – Givet at man kan kan få offentlig hjælp til barn nr. 1, synes jeg nemlig ikke at denne “par-regel” er helt skør:

    Jeg kan godt se, fra din synsvinkel at det virker absurd at du skal finde en ny partner, hvis du vil have støtte fra det offentlige.

    Jeg ser det fra en anden synsvinkel. Min kæreste har børn fra tidligere forhold. Jeg har endnu ikke nogen børn. Jeg drømmer om børn med min kæreste (og det gør han heldigvis også med mig). Fra denne synsvinkel synes jeg det er fair, at vi kan få hjælp til at få det første barn – det vil jo være mit det første barn. Jeg synes ikke jeg skal “straffes” ved at have fundet en mand, som har børn fra tidligere forhold, og at jeg dermed ikke kan få offentlig støtte til barn nr 1.

    Blot en anden synsvinkel på, at jeg ikke nødvendigvis synes at reglen om “en ny partner” er så forkert :-).

    Dog ville det ideelle selvfølgelig være, at der også var offentlig hjælp til en nr. 2.

    Tak for et godt indlæg, som giver anledning til en spændende, og relevant!, debat.

  11. Bjørk siger:

    Det er SÅ VIGTIGT at der bliver talt mere om infertilitet og fertilitetsbehandling – vi er SÅ MANGE der lever før, under og efter det. Det giver varige spor ikke at kunne blive gravid når man ønsker sig det, uanset om man så lykkes med det senere. Det har virkelig overrasket mig hvor tabubelagt det stadig er at være i fertilitetsbehandling, og det er virkelig et emne, der skal belyses i en ny tidsalder. Alle os, der har været i behandling, og som har modet til det, bør tale mere åbent om infertilitet – for at gøre det nemmere for alle dem, der stadig er midt i det. Kærlig hilsen en ICSI-mor

    1. Cathrine siger:

      Dejligt at høre fra dig Bjørk, og ja! Det er en sygdom der sniger sig ind rigtig rigtig mange steder i parforhold og patient. KH

  12. Mette siger:

    Virkelig fint og velskrevet indlæg som jeg er enig med langt hen ad vejen. Det er virkelig på tide, at fertilitetsområdet bliver kigget efter i sømmene, så loven giver mening. I den ideelle verden burde man tilbydes behandling af det offentlige til barn nr. 2 også. Jeg tror dog desværre, det har lange udsigter. Med de lange ventelister og mangel på ressourcer der er nu, har jeg svært ved at se, hvordan man skal kunne tilbyde behandling for barn nr. 2, når det allerede halter så meget med behandlingen for at få første barn. Jeg tror første step er at forlænge nedfrysningen af æg og tilbyde flere behandlingsforsøg, så flere lykkedes med det i første runde, og så kan man kun håbe, at det bliver muligt at få hjælp til barn nr. 2 engang i fremtiden for principielt er jeg helt enig med dig, Cathrine.

    1. Cathrine siger:

      Det er også min prioritering. Nedbring ventelister, flere forsøg og så hjælp også til IVF/ICSI til barn nummer 2, når nu man allerede giver inseminering. Det har nok lange udsigter. Det vigtige for mig er også bare at råbe om hele det her patientområde, for der er simpelthen så lidt fokus, når vi kan leve med ringe lovgivning om nedfrosne æg på 20. år uden nogen politikere har opdaget, at det er helt helt skævt. KH

      1. Mette siger:

        Helt enig. Der er kæmpe behov for at råbe området op. Ændringerne sker ikke natten over. Derfor er det så vigtigt at sætte fokus på det. Noget skal der ske. Tak for alt det du gør ❤️

  13. Gitte siger:

    Hej!
    Tak fordi du bringer emnet op. Jeg blev mor som 37-årig ved insemination, og da vores søn var 10 måneder, begyndte vi med fertilitetsbehandling igen. Det betalte vi selv, og jeg har egentlig den holdning, at hvis man ikke har råd til det, så har man ikke råd til at have børn. Alligevel synes jeg, at det bør prioriteres i et samfund som vores, at vi får børn og gerne så mange som muligt. Så ja, jeg har SELVFØLGELIG været inde og stemme på dit forslag.
    Vi var gennem 4 inseminationer, 6 reagensglasforsøg, samt et utal af ægoplægninger. Efter 6 forsøg er sandsynligheden ved de efterfølgende forsøg så lav, at det ikke gav mening for os at fortsætte. Desuden nærmede jeg mig de 40 år, og i den alder er fertiliteten var yderligere halveret i fht., da jeg blev gravid som 37-årig (hvor den i forvejen var halveret i fht da jeg var 20 år).
    Det, jeg synes, er det største problem er, at det altid er historien om den 45 årige, der fik barn i første hug, der stjæler opmærksomheden. Ja, det sker, men bag hende står 20 jævnaldrende kvinder, der stille kæmper og ikke bliver gravid eller bliver gravid og mister. Det sker for langt de fleste i den alder. Dem hører man intet om. Og det er et problem, for så er der mange, der tror, at det sagtens kan lade sig gøre.
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig ovenstående, for så havde jeg fået taget æg ud som 37-årig, da min fertilitet var dobbelt så høj som et par år senere, hvor mine æg/livmoder åbenbart var crap.
    Kram fra Gitte

Send en besked