Hvornår starter man behandling igen?
Vi går lidt og snakker om det… Hvornår starter man behandling? Fertilitetsbehandling altså. Og faktisk også lidt mere end snakker, jeg ringede til klinikken for at høre, om de havde nogle anbefalinger eller tanker. Ikke andet end at vi skulle ned på en amning i døgnet, før jeg måtte starte hormonbehandling.
Men hvornår starter man maskineriet op igen? Især når man godt ved, hvad det kræver, og derfor godt kunne udskyde det hele for bestandigt, men også godt ved at tid er en reel og pisse vigtig faktor i det overhovedet at blive gravid.
Jeg er stadig et sted, hvor jeg prøver at forstå, hvad pokker der egentlig skete det år i behandling. Med mig, mit hoved, mit livssyn. Fra fuld af farver til gråskala. Forstå hvordan jeg gik fra at sidde i Aftenshowet og sige det så fint: “Jeg får ikke flere børn af, at du ikke får, det er ikke mine børn, du tager. Der er også nogen til mig”. Til at få en knude i maven ved invitationen til endnu en babyshower.
De sidste par uger har jeg tænkt mere og mere over, hvad det egentlig var for en proces. Listen er LANG med, hvad der er hårdt. Håbet der svinder, lykkes det nogensinde? Alle relationerne som påvirkes – alt det folk i uvidenhed siger; “Skal I ikke snart have børn?” (JO, vi prøver faktisk ihærdigt) “Gør I det nu rigtigt?” (JA, vi kan godt finde ud af at have sex). Parforholdet for pokker! Osv. osv. Det er ikke forkert, når sundhedsfagligt personale sammenligner presset på ens psyke, krop og hverdag i fertilitetsbehandling, med dét pres man oplever i kræftbehandling.
Det er så grundlæggende i mange mennesker at kunne få børn, at det kan ryste og svække hele ens eksistensgrundlag, når det ikke bare lykkes (“men børn er ikke en menneskeret…” – nej men et menneskebehov (for nogen))
Men en faktor jeg aldrig har givet særlig meget vægt, det er de hormoner. De kunstige hormoner som man i perioder er mere eller mindre fyldt af. Jeg tror, mange kvinder kan nikke genkende til at opleve forandringer i sig selv, i sindet i løbet af en cyklus. Det har et navn; PMS. Men tag så en masse kunstige hormoner, som systemet fyldes af, SELVFØLGELIG påvirker det sindet. Det var faktisk først, da Emily og jeg i sin tid talte sammen, da de prøvede et enkelt IUI-forsøg (hvor ICSI er mikroinseminering, så er IUI inseminering), hvor hun fortalte mig, hvor ekstremt påvirket hun havde været mentalt (hun har skrevet lidt om det HER), at det slog mig – måske var en del at mit, til slut, tungsind også hormondrevet?
Hvor fanden sluttede jeg og startede hormonerne? Hvad var mig? Og hvad var hormoner? Var det en listende hostile takeover, jeg slet ikke så komme? Var jeg overhovedet mig?
Når man er i IUI, får man en mindre dosis hormoner, fordi man skal modne 1-2 æg (helst bare et, da man gerne vil undgå flerfoldsgraviditet), hvor i IVF OG ICSI skal man modne mange æg på en gang for at kunne høste en ordentlig omgang – så der får man en ordentlig røvfuld. Nogen mere end andre, men I kan næsten forestille jer, at der skal lidt til, når man måske pludselig modner 8-9-10 eller for mit vedkommende den ene gang 18 æg. Fremfor det ene (eller to) kroppen normalt modner.
Jeg er stadig ved at rydde lidt op i nogle af de ting, der gik galt. Nogle af de venskaber som led – enten fordi jeg ikke kunne rumme, eller fordi de ikke vidste hvordan de skulle rumme, så jeg blev skubbet væk. Og skal jeg så det hele igen?
Og hvis jeg skal, hvornår? Hvornår er man klar?
Jeg prøver at tænke mig til et rigtigt tidspunkt og en god timing, men jeg har også for længst erfaret, at det ikke findes. Børn kan ikke planlægges – ligegyldigt hvordan de lander i armene.
På den ene side tænker jeg, at det vi måske, eller jeg, har brug for at komme helt oven på, oven på behandling, oven på en graviditet, oven på et snarligt år som mor (hvor jeg har været mig minimalt). Måske skal jeg bare lige have lov til at trække vejret, komme igang med en god træningsrutine, få lov at gå ud med veninder igen, nyde vin og drinks og alt det jazz, jeg ikke rigtig har nydt i et par år?
På den anden side tænker jeg, lad os klø på! Lad os spare op (det koster, at være i behandling – vi endte på den kedelige side af 100.000) og komme igang. Før vi bliver desperate. Jeg vil gerne være et godt sted, hvor jeg ikke er babyhungrende og skruk, men kan tage det, som det kommer.
Men jeg prøver også at indstille mig på, at det måske var dét barn, vi skulle have. Den ene graviditet og den lykke i ham. At det er godt nok. Frem for at tage for givet, at der selvfølgelig kommer flere. For jeg vil ikke være grådig. Han er så vellykket. Og vi så fandens heldige. Men… Jeg føler, jeg har mere mor i mig end kun til ham, og jeg føler, han har mere kærlighed i sig end kun til os, også til en bror eller søster.
Så jer i behandling, hvornår startede I op igen?
58 kommentarer
Vi fik vores datter (ICSI) i december 2017. Da hun var omkring 9 mdr trappede vi ud af amningen for at få min cyklus igang igen. Vi bor i udlandet, så alt har virkelig skulle planlægges med hjemrejse osv. Jeg er nu gravid med nr. 2, som kommer til december. Så der vil være 2 år mellem dem. Vi har i mellemtiden haft en naturlig cyklus hvor ægløsning ikke kom og en ægoplægning hvor jeg desværre begyndte at bløde 5 dage efter. Men det er sku svært med behandling, netop fordi man ikke bare kan tage det som det kommer. Men vi er nu glade for at få dem så tæt på hinanden ?
Årh, Cathrine, søde menneske. Du får lige en krammer her hen over tastaturet.
Kære dig
Så fantastisk skrevet endnu en gang!
Vi fik vores guldklump i december 2018, og vi aftale allerede inden fødslen, at vi skulle starte op i sommer 2019.
For hvad nu hvis det ikke lykkedes med det samme, og vi skulle gå i behandling et år eller to (måske flere)?
Mig-tid er der ikke meget af med småbørn, men det er få centimeter på tommestokken (se de 100 cm som år og mærk så 5 cm af, hvor man har små børn).
Vi startede først op da min store datter var 2,5 år. Efter 3,5 år i behandling, en lang graviditet og det pres det er at have et spædbarn var overskuddet der simpelthen ikke før. Vi havde et overskudsæg på frys og meldte os klar til oplægning ved næstkommende menses. Den kom bare aldrig for i mellemtiden var jeg blevet gravid helt uden hjælp ❤️ Jeg var 6 uger henne da vi opdagede det og nu er lillesøster 3 måneder gammel. Det var helt perfekt for vores lille familie på denne måde – tænker at det er ret individuelt hvornår man er klar.
Hvornår ville du begynde at prøve på at blive gravid igen, hvis det ikke krævede behandling? Jeg ved godt, at der er andre faktorer at tage hensyn til, når man skal tage højde for et behandlingsforløb, end når det klares under dynen, men måske kan spørgsmålet hjælpe dig til at mærke, hvad du egentligt har lyst til lige nu.
(Håber virkelig ikke, at mit indspark virker ignorant, for jeg har ikke selv nogen erfaring med fertilitetsbehandling, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvor drænende det må være, men det var den tanke, jeg fik, da jeg læste indlægget)
Den tilslutter jeg mig også – jeg har elsket at have tid til at nyde vores søn på snart 3. Samtaler, hygge, grin uden at skulle dele tiden med en lille og tid til parforholdet igen (næste er på vej nu). Ønsker I det, jamen så kan I måske godt vente noget endnu, selv med forventning om, at det kan blive en lang proces – men er det vigtigt for jer, at de er tæt i alder, så er det nok snart. Tror det er samme overvejelse om man er i behandling eller ej, fordi det netop ikke kan planlægges, og det også uden behandling hurtigt kan tage mange mdr (ikke for at negligere jeres situation, det er selvfølgelig anderledes!) , har man overskud til 2 osv…
Helt enig med Livs kommentar. Jeg opfatter det på ingen måde ignorant, og vi har selv været igennem mange ICSI-behandlinger. Vi gjorde præcis det – så på vores barn og os selv som familie og vurderede, hvornår vi alle tre eventuelt var klar til et lille nyt medlem.
Hej Cathrine
Har i mulighed for at komme til i det offentlige?
VH
Desværre ikke – kun til første barn, og vi var direkte i det private da ventetiderne, dengang vi startede op, var sindssygt lange. Vi kom faktisk til til sidst – men der var jeg i 3. måned. KH
Øv bøv.
Vi er lige kommet til hos Hvidovre 10(!) uger efter henvisningen til IVF/ICSI blev sendt fra vores almene læge. Jeg tror på, at al den fokus på området for nogle år siden, som du var en vigtig del af, var en medvirkende årsag til flere resourcer til området og dermed kortere ventetid. Så tak. Jeg er ked af, I ikke kan gå den vej.
Held og lykke med jeres kommende beslutning om opstart 🙂
KH
Så godt skrevet, dit indlæg. Jeg har fulgtes med dig, føler jeg. Jeg græd glædestårer da du offentligt gjorde at du ventede. Jeg blev selv ringet op 2 uger efter at jeg også var gravid.
Så deler dine tanker omkring barn nummer to. Og man er jo to i dét. Ens mand skal også være klar til at det hele måske gentager sig.
Jeg er også stadig mærket af processen mod første barn. Kan man sige sådan? Det føles som en proces med nøje beregninger, faste tidspunkter, faste aftaler mm. Især dét med venskaberne rammer plet. Det er min knude i maven – kan ikke få mit hoved omkring det. Altså “hvad” gik galt. Det er en slags sorg. At miste veninder fordi man ikke kom sammen gennem livskrisen. Det er endnu mere underligt når de veninder her på et senere tidspunkt selv har problemer med at få børn. Kan man så give dem dét, som de ikke selv gav. Det er svært at snakke om. Tingene har ændret sig. Tiden gik på en måde.
Kære Cathrine.
Her kan jeg virkelig sætte mig ind i dine tanker og refleksioner. Min egen historie er, at jeg blev mor til vores første barn efter ICSI i juli 2018. Jeg fik kun lov at amme ham tre måneder, inden jeg blev konfronteret med, at jeg skulle stoppe, hvis vi ville have flere børn. Vores læge kiggede på vores tal og meldte klart ud allerede til 8-ugers tjekket, at det skulle være snart. Hvor andre taler prævention, talte vi om opstart af fertilitetsbehandling. På det tidspunkt som nybagt førstegangsmor kunne jeg intet føle og lyttede blot til min kæreste, som sagde “selvfølgelig skal vi have et barn mere..” Så vi gik i gang, og da vores søn var 9 måneder, lykkes det, og jeg er nu halvvejs i min anden graviditet med termin start januar. Vores søn er 13 måneder nu og 17 måneder, når han bliver storebror, og vi er selvfølgelig meget taknemmelige, MEN… Hvis vi havde haft tiden til det, ville jeg så gerne have drukket masser af vin, hygget med veninder, haft mere kæreste-tid og alt det andet, inden barn nummer 2. Og arbejdstid ikke mindst.
Jeg ved jo ikke, hvor travlt I har rent biologisk, men biologien og tiden valgte for os, og det forsøger jeg stadig at affinde mig med, for jeg var ikke klar, men bliver det forhåbentlig inden januar. Til gengæld vil jeg opmuntre med, at anden gang i behandling var meget nemmere for mig rent mentalt. Jeg gik ind til det med en bevidsthed om, at det jo var lykkes en gang før, det ville det igen, og det handlede bare om hvornår. Samtidig kendte vi proceduren, klinikken og personalet, som sagtens kunne huske os. Vi havde jo nærmest lige været der. Vi valgte samme klinik og samme fertilitetslæge, og det gav en kæmpe tryghed.
Jeg er sikker på, du og Adam taler det godt igennem og tager den beslutning, der er den rigtige for jer.
Masser af tanker og knus herfra.
Kære Cathrine,
Tak for et meget rørende indlæg, jeg ikke tror har været nemt at skrive, men sikkert må have været nødvendigt og rigtigt at få skrevet ud, for de mange tanker, det rummer. Og for dig.
Jeg deler ikke lignende historie med dig. Men jeg vil gerne dele min hvis det kan hjælpe dig eller en, der læser med.
Jeg blev alvorligt syg 5 mdr efter min søn kom til verden. Så alvorligt syg at alt håb om en mulig søskende var væk. Men efter et par år blev jeg rask og efter endnu længere tid begyndte vi at håbe i det stille i takt med at jeg var stærk igen. Mange, både venner, familie, lægefagligt personale lod mig vide at vi skulle være lykkelige for vores søn og slutte fred med det. Vi var lykkelige for ham, guderne skal vi at ingen i verden var mere lykkelige end os. For livet igen.
Men jeg længtes, min krop længtes, mit hjerte længtes. At jeg og vi håbede igen, var faktisk mit sikre bevis på at jeg var i live og i livet igen. At turde livet.
Så vi søgte landets bedste eksperter som vidste besked, og de gav os troen på min krop igen, gennem deres lange erfaring. Vi forsøgte i 2 år, nåede to ulykkelige MA (uden relation til min sygdom) og jeg var ved at miste håbet. Vi ventede på behandling og imens var jeg sammen med min søn alt det jeg kunne. Bare var med ham, nød ham, blev fyldt op af uendelig kærlighed. Jeg nåede frem til at jeg var lykkelig. Ikke bare med ham, men præcis for ham. Der manglende ikke længere nogen til den tomme plads om bordet, jeg havde tænkt så mange gange tidligere. Mit hjerte var helet.
En måned efter blev jeg gravid ved egen hjælp og idag har vi to smukke drenge. Idag er jeg så lykkelig over at lillebror blev født og skabt af et helet hjerte og hans plads om vores bord nu er helt hans egen og ikke en tom plads, han skulle fylde ud.
Jeg ved ikke om min historie giver mening eller bundklang hos nogen, men ihvertfald er den delt i bedste mening.
Jeg håber på dit helende hjerte og TAK fordi du fortæller og deler.
Lotte, tusind tak for dén kommentar. Jeg kunne bruge den. Meget meget smukt <3
Stort tilllykke med begge jeres drenge og med livet ❤️ I sandhed et smukt indlæg i debatten.
Åh puha…jeg begyndte at følge dig i sin tid fordi du skrev åbent om fertilitetsbehandling, og jeg har fulgt dig lige siden af mange andre gode grunde: Men de her skriv, du mestrer, hvor du sætter ord på alt det rod, som jeg selv stod i med vores første både undervejs og efter, de får bare tårer frem, på trods af jeg er endt med at blive gravid to gange efterfølgende uden behandling. Måske er det fordi jeg sidder her på den anden side med nummer tre på vej i maven, så tag det for, hvad du vil. Jeg havde brug for at sunde mig oven på fertilitetsbehandling, graviditet og barsel. Vi var også sådan ret rationelle lets go agtige men i virkeligheden var jeg lettet, når menstruationen kom. Min krop og sind stejlede hver gang presset blev øget…vi prøvede to gange behandling da vores første vare to år og det gik helt i kludder og traume. Hvis det tog tid at bygge det grå op i første runde, kom det tilbage på rekordfart anden gang. Til sidst sagde vi ok pause og leve livet og se og være med det barn, som er hos os. Det var en god beslutning for os. Et halvt år senere pressede min biologiske lyst på og så var vi heldige at blive gravide af os selv på fire måneder, inden vi fil startet behandling. Men det ved man jo ikke….:men vi har kun et eneste liv også som mor for det lille barn, der endelig kom, og de skal også have glade forældre med overskud mens de er helt små. Samle kræfter og nyde lidt (og måske amme færdigt) er aldrig dårligt givet ud. Jeg ønsker jer alt alt alt det bedste ❤️
Vores dreng tog 4 år at producere. 3 af dem i behandling. Han blev til i 8. Forsøg og er icsi barn. Før det havde jeg prøvet alt hvad fertilitetsklinikken havde på menukortet. Både i forhold til hormoner men også behandlinger. Vi stadig med insemination, videre til ivf og sluttede med icsi. Og vejen dertil indeholdt også ekstrauterin graviditet hvor min æggeleder sprang, overstimulering og indlæggelse og mange pinefulde tanker om det nogensinde skulle lykkes.
Det er uden tvivl de værste år i mit liv og jeg er i dag en anden person end før det.
Heldigvis fik vi vores største ønske opfyldt og jeg kan stadig knibe mig selv i armen og tænke “skete det virkelig?” “Er han vores eller drømmer jeg “. – og han bliver snart 4 år.
Da han var 14 måneder holdt jeg op med at amme. Jeg kunne ikke mere og min krop trængte til st være sig selv og jeg trængte til lidt luft eller så mange år med hormoner, behandler graviditet og baby. Det fyldte lidt for mig at vi “burde” komme igang igen og få en toer – men samtidig skulle jeg også lige op og have luft 🙂 og jeg tænkte også at nu havde de jo “opskriften” på hvad der skulle til. Og der ikke er lige så stor forskel på at have et eller to børn, som der er på ikke at have børn og have et barn.
Skæbnen ville at jeg fik en menstruation og så blev jeg spontant gravid. Ingen – herunder jeg selv, læger, omgangskreds osv havde troet det. Men det skete. I første hug. Og Gud hvor var jeg inden da træt af at høre kække kommentarer om netop det som en mulighed fra folk der ikke kendte hele historien om vores forløb. Så jeg siger ikke at det sker – men det skete for os. Os med icsi som eneste løsning. Mig med en æggeleder tilbage. Os der kun kunne få børn på en klinik.
Hvor vil jeg hen med det? Kun du kan mærke hvornår tid er. Om du har brug for at handle eller restituere. Og her nu hvor vores datter er snart 2 år kan jeg mærke at jeg skal til at bearbejde fertilitetshelvede. Der har ikke gæret ro til det før nu, for alt har været baby, behandling eller lign indtil.
Det er bare så befriende at sådan en som dig der er så åben og sprudlende i alt du foretager, skriver sådan nogle tanker. Vi har været igang i det offentlige i over to år og prøvet endnu længere. Jeg står her med 5 spontane aborter bag mig og 4 mislykkedes iui. Er netop startet op i første ivf med hormoner, mærker heldigvis ik så meget endnu og håber det bliver vedsådan. Kan virkelig godt nikke genkendende til at det er så svært at forblive gode veninder på samme måde når alle får børn. Til dit spørgsmål, er det lidt svært for mig at svare da miraklet endnu ikke er lykkedes, men tror jeg ville gå med mavefornemmelsen og sige til sig selv at det er ok at ville være “grådig” – men synes slet ikke det er at ville være grådig. Kan så godt forstå at i ønsker en bror eller søster til Eddie. Har i ikke nogen æg på frys ?
Fantastisk skrevet. Jeg har ikke været igennem behandling, men måtte bare kommentere. Stor respekt for dig.
Nu er det så kun to måneder siden jeg fødte, men vi har aftalt, at jeg trapper ned i antallet af amninger, når hun er syv måneder ☺️ det tog 3,5 år (2,5 af dem i behandling) at lave vores datter, så vi tør ikke vente alt for længe.
Kære Cathrine
Det er et meget stærkt indlæg, og jeg kan kun tilslutte mig de andre kommentarer. Du deler på en meget ægte måde der ikke synes (for) privat men blot personlig og stærk.
Hvordan har du grebet det an med de venskaber der har lidt? Vil du dele dine tanker om det? Det er sååå tabubelagt og sårbart det med skilsmisse blandt venner og uvenskaber. Har du smidt svesken på disken med de venskaber der skulle repareres, eller har du også accepteret, at sådan går det nogle gange.
Jeg står selv midt i IVF (uforklarligt barnløs) med en god håndfuld oplægninger bag
og en enkel bio. Ingen baby endnu. Jeg kan læse ud fra dine skriv at jeg er der hvor du også var rent mentalt efter 4. oplægning. Det er hårdt og det fylder det hele, og også mine venskaber lider under det. Jeg orker ikke rigtigt at se mine gravide veninder/ veninder på barsel (og der er MANGE) for det er simpelthen bare for hårdt at ses med dem. Og jeg har frygtelig dårlig samvittighed over det 🙁 Jeg kunne også godt tænke mig at høre dine tanker/råd omkring det med venskaberne. Kan de reddes bagefter? Og hvordan håndterer man det når det står på?
Kære Cathrine,
Tak for (endnu) et fantastisk indlæg. Jeg sætter stor pris på, hvordan du, i det du sender ud, hvad enten det er indlæg, stories på ig eller lign., til stadighed kommer rundt i DET HELE. Det bliver aldrig for meget det ene eller andet eller tredje. Det er i nuancer. Tak. Det er, tror jeg, grunden til at jeg bliver ved med at følge med.
Jeg tænker især på det du skriver, om at have tid til sig selv, drinks osv., som del af en overvejelse om at vente lidt. Og så tænker jeg på det her du skriver, med ‘at have mere mor i sig’ (!!).
Jeg er på en måde et sted i ‘processen’ (selvom mine specifikke omstændigheder er anderledes end dine), hvor jeg ser tilbage, og selvom jeg føler der stadig er mere mor i mig (som jeg inderligt stadig håber på, jeg får lov til at bringe i spil – men det er en anden sag), er jeg nu taknemmelig for de 4,5 år, der endte med at blive mellem de to jeg allerede har, fordi jeg på den måde ikke bare har haft tid til mig selv og drinks, men også føler, jeg har fik mulighed for at strække alt den mor jeg har i mig ud og langt ind i nærværet til mit første og senere mit første og andet barn.
Gode tanker til dig herfra!
Vi fik vores søn i 2011. Herefter nød vi bare ham og os. Han var godt 3 år om at finde vej til os.
Vi besluttede mere eller mindre at vi ikke ville prøve igen da han var 2/3 år. Jeg ville ikke ind i møllen igen og være kamp presset på mine følelser og skulle stikke mig selv og kontrol flere gange om ugen. Jeg syntes det var en lang og sej proces at komme igennem. Flere forsøg blev stoppet midt i det hele pga. flere ting. De nedture magter jeg ikke igen ej heller følelserne når andre blev gravide før mig.
Vi nyder nu at vi blot har et barn. Han er et ønske barn. Det får han også lov til at mærke.
Hej Cathrine
Jeg fødte også en lille icsi-baby okt. ‘18. Vi “fejler” ikke noget, i hvert fald har de ikke kunnet sige, hvorfor min mand og jeg ikke selv kan lave børn. Vi har forsøgt at blive gravide på naturligvis siden januar. Der var vores søn jo kun 3 mdr, men vi ville rigtig gerne have to i rap, hvis vi kunne OG gerne finde ud af tidligt om vi kunne selv. Vi har heller ikke travlt og tager det som det kommer, men vi har jo oplevet, hvor hurtig tiden går i sådan et forløb og vi vil gerne igang, da vi jo ikke ved om det vil tage 1 år, 2 år eller 3.
Så før sommerferien gik vi igang med IUI og næste måned starter vi op på IVF. Hormonerne påvirker også mig og alle de følelser du beskriver (og har beskrevet) kan jeg sætte mig ind i! På den ene side orker jeg ikke behandling, vil bare gerne nyde min søn, men på den anden side, vil vi jo gerne have flere børn og vi bliver heller ikke yngre.. så nu klør vi på og håber på der er et mirakel mere til os❤️
Tak for dit skriv❤️
Vi startede igen da min datter var lidt mere end 2 år. Nu er der gået halvandet år og 6 behandlinger og jeg har været gravid 2 gange, begge afbrudt.
Den ene da den sad udenfor livmoderen og den anden nåede jeg at have hos mig i 18 uger før jeg måtte afbryde graviditeten pga. en alvorlig hjertefejl. Vi skal til at tage mod til at starte op igen nu, efter at have taget afsked med vores lille pige.
HELDIGVIS sker det kun i de sjældneste tilfælde – men vi føler vi har taget det hele udover at have kæmpet med hormonbehandlinger og humørsvingerne.
Jeg ville ønske vi var startet før. Gerne lige efter jeg var stoppet med at amme omkring min datters 1 års fødselsdag. Så havde vi haft en nogenlunde chance for at få børn tæt på hinanden. Men det er jo forskelligt hvilke ønsker man har om aldersforskellen.
Man kan klare mere end man tror, når man først er blevet mor og har et brændende ønske om at få søskendebørn. (Taler af egen erfaring). De nedturer skal ikke få mig ned med nakken og et års nålestikkeri og adskillige ubehagelige scanninger skal vi nok klare. Vi har nu prøvet det der er værre..
jeg ønsker for jer at jeres behandlingsforløb går over al forventning – sender massere af god karma i jeres retning??
Hvor er du sej Thilde! <3
Tak for en velskrevede og reflekterende indlæg ❤️
Vi startede først op, da vores datter var 3,5, tror jeg. Det lykkes ikke. Da vi droppede det efter 1,5 år og mange penge senere, tog vi på ferie. Og 9 mdr. senere kom lillesøster. Det var ret vildt!
Pas på jer ?
Kære Cathrine. Tak for dine indlæg om barnløshed – de har lært mig meget gennem tiden! Vi har netop fundet ud af, at en tæt relation har forsøgt forgæves i et år. Det er godt nok nedern, når man selv er i 8. måned og graviditeten kom nærmest ‘for let’ (og parret ved det). Vi anede ikke, de prøvede, men øv hvor har jeg det skidt over at snakke om babyer i så lang tid, når de har båret rundt på den ene måneds skuffelse efter den anden. Så tak for dine tanker gennem tiden, så jeg dels ved, hvad de måske skal igennem og dels ved, hvad de måske tænker og føler. Jeg vil så gerne skærme dem i denne tid samtidig med jeg er glad for min graviditet/baby, så dine refleksioner kan hjælpe lidt her ❤️
Åh puha så godt skrevet. Jeg elsker hvor åbent du skriver om fertilitetsbehandling. Jeg oplever tit folk bliver skræmte når jeg begynder at tale om det.
Jeg har en søn fra februar 2017 som vi fik gennem icsi. Jeg fik som dig taget rigtig mange æg ud så vi havde overskud i fryseren til barn nr to.
Vi gik i gang igen kort tid efter hans 1 års fødselsdag. Vi ville gerne have dem tæt og hormonbehandlingen ved fryseæg er lidt mildere end ægudtagning.
Vi tog nok desværre forgivet at barn nr 2 ville komme lettere. Vi havde jo æg i fryseren. Selv lægerne sagde “det sker nok hurtigt, du har været gravid før, så sin krop ved hvad den skal nu” jeg glemmer aldrig den fornemmelse af falsk håb.
Det gav en spontan abort og to yderligere mislykkede forsøg og så måtte vi starte forfra med frisk ICSI behandling. Resultatet blev endnu et år i fertilitetsbehandling, men af en eller anden grund var jeg mere motiveret anden gang, for jeg vidste hvor glad jeg ville blive når det lykkedes, og vigtigere jeg vidste hvad jeg gik ind til og hvad jeg kunne forvente mig af hormonerne.
Nu venter vi barn nr 2 til oktober og jeg gjorde gerne det hele igen, selv om det er pisse hårdt når man står i det med de mislykkedes forsøg og følelsen af ikke at kunne gøre noget som kommer så let for alle andre.
Kære Cathrine. Vi var nogle af dem der mistede så mange gange i træk at vi blev henvist til Rigets enhed for gentagne graviditetstab. Vi nåede ikke i behandling, for jeg blev gravid igen af mig selv og han er 14 måneder nu. Og selvom vi ikke skal melde os klar til behandling (der skal nemlig tre nye på hinanden følgende tab til at blive henvist til Rigets igen – skulle det blive aktuelt), så har jeg/vi lidt af de samme tanker.. Hvornår er vi klar til at gå ind i processen igen, være ked af det, tælle dage, teste, tidlige scanninger, akupunktur, miste, være i sorg osv. igen. Lige for tiden tænker jeg meget over, at jeg ikke har lyst til at “snuppe” min søns babytid fra ham, vænne ham fra amning og være fjern og i sorg. Hvis vi kun får ham, så vil jeg vide med mig selv at vi ammede og nussede og samsov alt den tid han havde brug for. Det ved jeg med mig selv, at jeg ikke vil kunne holde til at gøre, hvis jeg skal være nygravid og aborterende det næste halvandet år eller mere. Det er den måde der fungerer bedst for os i vores familie, hvis vi havde gjort på en anden måde, havde jeg nok været klar til at sætte projektet igang igen nu. Men pt er min krop for optaget af det barn jeg allerede har, og dog ønsker jeg mig brændende både et og flere børn mere, så det er et dilemma. Det er det.
Tak for dig og dine altid så reflekterede indlæg. KH<3
Vi blev forældre via ICSI behandling i efteråret 2016.
Vi startede ny behandling sommeren 2018, da vi vurdererede, at hvis der igen skulle gå måske et år eller to, så ville vi igang igen.
Jeg blev gravid i første forsøg, men aborterede i uge 10.
Nu er vi netop gået i gang med 4. forsøg i privat regi, og vi tager tre forsøg mere (den gode 3 forsøg “pakke”-løsning), og så tror jeg faktisk vi siger, at det var det. 6 forsøg i 2. huk må være nok.
Hos os er det lav sædkvalitet, som er the issue, men det lykkedes som sagt for knap 3 år siden alligevel. Derfor er sæddoner (pt?!) ikke på tale, da vi helt ærligt synes, det er for svært forholde sig til.
Hej Cathrine?
Tak for en dejlig blog!
Vi fik vores søn slutningen af maj 2016 via ICSI i det private. Ventelisterne var for lange til min tålmodighed og jeg ville helst have “kort protokol”.
Vi brugte alle vores fryseæg og skal derfor starte forfra….. men det gør vi om 14 dage ish? Og jeg glæder mig!!! Jeg føler mig meget mere rustet og parat denne gang. Og nu hvor vi har fået et barn, så synes jeg følelsen er anderledes. Vi er blevet beriget med en sund og skøn dreng. Får vi en mere vil det være ekstra krymmel. Min følelse var sidst nærmest “liv eller død” – sådan er det ikke nu.
Vi har ventet et godt stykke tid, da jeg havde brug for at være mig selv igen, være i byen med veninder, tage på weekendture, kæresteture og bare nyde letheden i et større barn og det barn jeg har ventet så længe på. Nu føler jeg mig helt klar til en ny omgang med alt det fertilitetsbehandling fører med sig socialt, mentalt og fysisk??
Kh. Linnea
Vi startede på første behandling, da vores første var 15 måneder og jeg dårlig samvittighed over at droppe morgen- og eftermiddagsamningen, fordi jeg følte, at vores ønske om barn nr. to gik ud over vores første – det var jo ham, der var er den vigtigste i hele verden! Men det var en forbigående følelse, for naturligvis gik det fint – jeg endte med at trappe amningen helt ud.
Og så blev jeg gravid ? Der kommer til at være to år og to måneder mellem børnene.
Man starter op, når lysten er der igen og man husker at behandlingen er træls, men skal til for at få en lillebror/søster. Behandling efter første barn var forlig også anderledes, ønsket om et barn mere kan være lige så dybtfølt. Men man er allerede blevet mor, så hvis det ikke lykkedes betyder det ikke at man skal være barnløs, men derfor kan sorgen over de(n) manglende søskende være smertefuld nok.
Jeg har været i IUI behandling, med de to første, så jeg har al respekt for at hormonmængden og hele proceduren er voldsommere ved ICSI. Men tankerne om barnet som måske, måske ikke kommer og scanningerne og meget af det mentale er det samme.
Jeg kan byde ind med at man kan være heldig at de(t) næste børn kommer meget nemmere. Vores første tog 5 forsøg efter lang tids prøven selv og diverse ventetider, ferier, etc. Nummer to kom i første IUI forsøg og der endte med at være lidt mere end to imellem dem. Vores tredje kom helt af sig selv, også lidt mere end to år efter.
Det er ikke grådigt at ønske sig flere pg have mere kærlighed, men jeg forstår godt tanken -især overfor dem der ikke var så heldige. Jeg håber at I slipper hurtigt og nådigt igennem det, når I beslutter jer for at gå i gang igen. ❤️
Jeg ved godt at fertilitets behandling kan være en hård nyser – har selv været der! Men husk i også har en lille dreng på ikke engang 1 år der også skal nydes! Der sker SÅ meget de første 3 år og at have tid til at lytte, lege og bare være der mener jeg er så vigtig! Du har selv skrevet at Eddie har haft brug for at lande i den rigtige verden og fortsat har meget brug for sine forældre. Det ville jeg kraftigt have med i mine overvejelser. Og jeg ved godt man ofte tænker at der ikke skal være for lang tid mellem søskende osv. Men hvis der så skulle komme 2,3,4 år imellem så tror jeg ikke på det gør den store forskel! Om man får et godt forhold eller ej handler ikke nødvendigvis om alders forskellen:)
Så jeg ville slå koldt vand i blodet og nyde jeres lille dreng noget tid endnu.
Jeg er helt enig i betragtningen af at det er ligemeget hvor langt der er imellem børn. Jeg tror det er en romantisk forestilling det med de 2 år imellem og så er livet bare skønt og de kan bruge hinanden hele livet.
Jeg har selv to brødre, en med 2 år imellem og en med 7 år imellem. Og jeg er tættest på den mindste og har altid været det..
Vi gik ‘ i gang` med nr 2 da vores første lige var fyldt 1 år. Vi ville gerne have dem tæt på hinanden og jeg ville gerne gå i gang inden jeg sådan tænkte at nu skulle det snart være… for behandling kan jo tage tid og det stress syntes jeg lidt var væk når man sys der var lidt tid at løbe på fordi man hurtigt gik igang. 5 mdr efter blev jeg gravid med tvillinger- det var lidt overvældende, men jo fedt at man kan gå fra barnløs til mor til 3. Der er nøjagtig 2 års forskel og de har så meget ud af hinanden allesammen???? Alle er forskellige og det er hårdt at have mange små børn på en gang- men fantastisk søskendebånd, så jeg sys – kom igang???
Vi startede, da vores søn fra 14 måneder. Vi turde ikke vente, da min frygt for at blive overhalet indenom (igen) fyldte en del ift. venskaber, men vi ville også helst have 2-3 år i mellem vores børn. Vores første var så også en nem baby, hvad angår mad og søvn, så vi var godt tanket op. Jeg havde 4 æg tilbage i det offentlige, og første forsøg satte sig fast, så der er små 2 år i mellem vores børn. Vi er så taknemmelige for dem, men hvis muligheden byder sig, vil vi gerne have en mere?
Jeg kan helt klart anbefale jer at starte fertilitetsbehandlingen op igen, når i har det mentale overskud til det.
Jeg ved ikke om det bare er mig, men det var som om, at min krop ikke havde “glemt” hvordan den skulle blive gravid ved nummer to.
Vi fik vores søn i maj 16 efter 9 års forsøg, og vores datter kom i juli 18 efter første forsøg i det private.
En bonus ved at få børnene lige i rap, er måske også at vi ikke husker hvordan det er med den der fulde nattesøvn? Uanset hvad i beslutter, vil jeg ønske jer alt det bedste, og takke dig for din åbenhed i hele jeres forløb. Vh Tine
Vi startede op igen da vores datter var omkring 11 måneder. Der skulle dog 2 aborter imellem før lillesøster kom til verden. Vi er i gang med at planlægge (pige) nr. 3 ♥️
Hei, håper du forstår hva jeg skriver selv om det er på norsk. Begynte å følge deg fordi du skrev så åpent om fertilitetsbehandling da vi stod midt oppi det selv. Jeg ble gravid på andre forsøk med ICSI, og venter nå baby i oktober 🙂 Vi føler oss veldig heldige som «slapp unna» med kun et halvt år i behandling, men har samtidig blitt klar over at det er en sårbar prosess, og at det ikke er sikkert det går like raskt neste gang. Vi fikk heller ingen egg på frys, så må gjennom alt på nytt og i det siste har jeg tenkt over hvor hardt fysisk og psykisk det faktisk var å gå gjennom fertilitetsbehandling. Vi har begynt å snakke om når vi skal starte med neste forsøk, og hvis alt går greit med barseltid med nr. 1, så vil vi starte så fort det lar seg gjøre. Vi vet at vi vil ha flere barn, vi vil helst at de skal være tett i alder og vi tenker at det kan ta lengre tid neste gang… men, vi får se om vi har overskudd til det når det kommer til stykket. Masse lykke til uansett hva dere bestemmer dere for 🙂
Jeg vil prøve at forklare det fra “den anden side af spektret”, hvornår man måske er klar.
Vi fik vores datter i 2017, hun var ikke planlagt, men velkommen. Jeg havde dog meget svært ved at acceptere denne uplanlagte graviditet, selvom jeg havde ønsket mig et barn længe og vi på papiret var helt klar.
Jeg nåede aldrig at vænne mig til det, før jeg stod med hende i armene efter en hård fødsel og derefter et ammeforløb der stoppede for sent med en indlæggelse med brystbetændelse.
Min barsel var lang og ensom og til sidst måtte jeg erkende, at jeg var ramt af en fødselsdepression. En del af mine følelser var dårlig samvittighed over, at jeg ikke bare kunne være glad for det her barn, som vi var blevet skænket, uden problemer, uden mén og så var hun tilmeld sund og rask. Men jeg følte ingenting det første år af hendes liv.
Senere er jeg kommet i behandling mod depressionen og har det godt igen. Men først nu, hvor hun er 2,5 år, er jeg helt klar til at prøve igen. Vores familie er klar.
Vi skal muligvis ikke i behandling (det er jo ingen garanti,hvordan det bliver næste gang), men oplevelsen af, at vores familie og mit liv hang i en tynd tråd, var så voldsom, at vi i lang tid gik med selvsamme tanker som du og jer:
“Hvornår tør vi springe ud i det usikre, det mørke, det svære” “bør vi bare acceptere, at det ene dejlige barn vi har, er nok til os?” “Kan vores familie overleve, hvis jeg nu bliver ramt af depression igen?” Osv.
Det er svært at sætte præcise ord på hele forløbet, for det er jo det modsatte problem af jeres. Men følelserne omkring barn nr 2 ligner alligevel tildels. Vi er skidebange for at gøre det igen, fordi den depression næsten tog livet af mig. Og graviditeten udløste det. Så tør man gøre det igen?
Vi startede med at snakke om det i vinters og nu er vi som sagt blevet klar. Vi tør godt.
Med alt dette, vil jeg prøve at sige, at hvis I ikke behøver at prøve igen lige nu, så vent lidt. For meget sker på kort tid og det er et stort spring at tage, når man ved, at der kan være sorg og smerte involveret. Jeg var så glad for, at jeg kunne nå at trække vejret og nyde at være mor og mig og kone for en stund, inden vi springer ud i det uvisse.
Jeg håber virkelig, at jeg ikke får forklaret det forkert eller lader jer tro, at jeg ved, hvordan barnløshed og fertilitetsbehandling føles, for det gør jeg ikke! Jeg ved kun, hvor svært det er at tage springet ud i det uvisse, når man har været ramt af sorg og smerte tidligere. Det er virkelig med en dyb respekt for dine og de andre der kommenterer her, at jeg skriver det.
Tak fordi du deler – jeg ser mange ligheder mellem de to situationer, og du har en fin og mega respektfuld måde at fortælle på <3
Hvor er det dejligt, at du sætter ord på dine tanker omkring fertilitetsbehandling. Dejligt fordi jeg ikke føler mig helt alene med alle mine tanker. Både undervejs i behandlingen og nu her på den anden side.
Jeg føler, at vi følges ret meget ad. Vores historier minder uhyggeligt meget om hinanden – vi er blot 3 måneder efter jer og har nu en søn på lidt over 7 måneder.
Og det fylder enormt meget hos mig også, det med hvornår man skal igang igen. Og om man overhovedet vil det igen.
Den ene dag er jeg fuld fart på og klar til at tage kampen endnu en gang, nærmest med det samme. Den næste dag er jeg i tvivl, om vi overhovedet skal gøre det hele en gang til, fordi det var den hårdeste rutsjebanetur nogensinde.
Det kan være et forskelligt svar jeg giver, alt efter hvilken dag man spørger.
Præcis sådan jeg har det Line, afhængigt af dagen. Nogen gange tænker jeg også bare, at vi stopper og “nøjes” med verdens bedste Eddie. Hvordan kan man overhovedet overgå eller “lige-gå” ham? KH
Jeg har ikke været i fertilitetsbehandling, men jeg fik mit barn nr. 2 lidt for tæt på vores første når jeg ser tilbage nu. Vi ville så gerne have tætte børn og droppede præventionen i god tid inden vi faktisk reelt havde lyst og overskud til nr. 2 – med tanker som “Det kan jo tage et par år at blive gravid”, “Vi bliver klar i løbet af de 9 mdr.” og “Prøv at tænk hvor stor J er til den tid”.
Der er 2,5 år imellem vores drenge og jo, de har en tæt relation og leger godt sammen nu, men min yngste har et vanvittigt temperament og har altid været enormt tryghedssøgende. Det gik altså ret meget udover den store og jeg ville ønske, at jeg havde haft lidt mere tid til at nyde ham alene 🙂
Man glemmer også, at det kan være svært, at være den mor man ønsker, mens man er gravid – i jeres tilfælde nok også under fertilitetsbehandling.
Nu er den yngste 3,5 år og lysten og overskuddet til en evt. 3’er er kommet.
Jeg har som sagt ingen erfaring med fertilitetsbehandling og det er helt forståeligt, at der må være en kæmpe stressfaktor forbundet med det.
MEN det kan også være, at det går hurtigere end forventet. Mit råd er, at man skal vente med at “arbejde” på at blive gravid igen, indtil man rent faktisk har lyst og ville kunne overskue en baby mere 🙂
De små er også kun små i en kort periode, så det er bare med at nyde dem, mens tid er – og det ér bare sværere at nyde dem, når der er to der kræver ens opmærksomhed.
Så hvis det var mig, ville jeg nyde Eddie (hvilket I så tydeligt gør allerede <3), slå koldt vand i blodet og vente til lysten til endnu et barn overskygger alt det andet!
Søskende med 4,5,6 år imellem har ligeså stor mulighed for at skabe skønne relationer som dem med 2 og 3 år har 🙂
Jeg er “gammel” i fertilitetsgamet med to skønne piger på 13 og 14 år (og det siger jeg selvom de er full-blown teenagers nu ;-)).
Den ældste var 5 år om at komme til os, i behandling nr. 12. Jeg med voldsom PCO og min mand med nedsat sædkvalitet. Vi havde bestemt at vi ikke skulle igennem hele det cirkus igen, det var for hårdt ved os, ved vores parforhold, ved vores livskvalitet på trods af den skønneste præmie. Men den ved man jo desværre ikke om man får.
Skæbnen ville, at jeg “på trods” blev gravid da den ældste var 5 måneder gammel. Var jeg klar ?? Nej, overhovedet ikke – kolik, ikke sovende baby, voldsomt kejsersnit. Jeg græd da jeg så de to streger, kunne ikke på nogen måde oveskue det, men vi var til gengæld heller ikke i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle være forældre igen. Oven i købet blev den en traumatisk graviditet med fæle tal til nakkefoldsscanning, en sygemelding og næsten 4 måneder på langs. Ville jeg gøre det igen JA, JA og JA.
Tog den ældste “skade”, tog vores relation “skade”, tog den yngste “skade” . NEJ, NEJ, NEJ.
Det var benhårdt, men de er i dag hinandens allerbedste venner med 13 måneders mellemrum – de er skønne, trygge, dygtige piger der trives i deres liv med os og med hinanden.
Så krøllen på min lange historie er, at man får børn når/hvis de er klar til at komme, og man bliver selv klar i takt med det sker, og selvom det er benhårdt undervejs, hvad enten det er små babyer på én gang eller en langstrakt behandlingsperiode – man kommer ud på den anden side uanset. Der findes ikke noget rigtig eller forkert eller mavefornemmelser. Det bliver skønt uanset – jeg har hørt mange sige at det eneste man fortryder er de børn man ikke fik – eller prøvede alt hvad man kunne for at få.
KH S
Der findes ikke noget rigtig eller forkert eller mavefornemmelser. Skal være mit nye motto, når det kommer til ting jeg gerne vil, men ikke tør 🙂
Det var nu mest ift. antallet af børn og aldersspænd mellem dem når man er i fertilitetsbehandling 🙂
Men kan faktisk godt være man kunne bruge den andre steder også – jeg kommer ihverttilfælde personligt ofte til at overtænke og overanalysere situationer, der slet ikke lever op til mine katastrofe scenarier eller drømme når det så kommer til stykket.
Tak for dit indlæg og åh, hvor kan jeg godt genkende de overvejelser. Jeg har et lille IVF barn som jeg selvfølgelig stor-nyder hver eneste dag, men tanken er allerede kommet snigende… er det første og sidste gang jeg kommer til at opleve at have en baby og tør ieg ønske og glæde mig til nr. 2? Jeg er ikke i tvivl om at det vil jeg gerne, men min mand er stadig lidt forbeholden qua at han føler sig ret traumatiseret af fertilitetsprocessen hvor det flere gange var tæt på at jeg (og vi) ‘gik op i limningen’.
Jeg tænker (og håber) at det må være nemmere at gå ind til fertilitetsbehandling anden gang, da man har erfaringen og ved hvad man går ind til – det er ikke så fremmed og ‘ukendt grund’ med hele behandlingsmøllen og følelserne – og måske man kan have lidt ro i at der er god chance for at det virker, når man har prøvet det før med succes. Samtidig kender jeg flere der har været igennem behandling med flere børn og ved at det kan være endnu mere sårbart, fordi det kan føles som om man har rigtig meget på spil med nr. 2 – man ved også mere præcist hvad man går glip af hvis det ikke ‘virker’ og ønsket om søskende til det nuværende barn kan være kæmpestort. OG, hvis man føler at man mangler forståelse fra omverdenen omkring fertilitetsbehandling med barn nr. 1, så er der ofte minus forståelse for barn nr. 2 – ‘for man har jo allerede et barn, så hvad piver man over’. Jeg ved fra mange at det kan være enormt svært og følsomt, så det er i hvert fald også et aspekt af det.
Min tanke er at det måske er en god idé at sætte et mål inden man går i gang med nr. 2. – fx. vi prøver max 3 ægoplægninger, og hvis det ikke virker slutter det der. På den måde kan man undgå at komme ud i årelange opslidende forløb uden ‘bagkant’, men give det et reelt ‘forsøg’ og virker det så virker det, og hvis ikke, så kan man måske finde ro i at man gjorde hvad man kunne, men at der også skal være energi, fokus og overskud til barnet man allerede har. Og måske kan det også give lidt ro i behandlingsforløbet, hvem ved. Giver det mening ? Jeg tror i hvert fald at det er sådan jeg vil gribe det an, skulle jeg kommer dertil 🙂
For mig at se er der ingen opskrift. Vi fik vores ældste i oktober 16 ved IUI, og kunne samtidig forstå at det var meget heldigt, sædkvaliteten var hele tiden lige på grænsen. Dengang kom vi kun igennem systemet ved at være meget insisterende, opsøge flere læger (min læge sagde at vi jo var så unge, 31 da vi kæmpede for henvisning, at de formentlig ville sige vi skulle vente endnu et år), undersøge ventelister og få flyttet os til den med kortest ventetid. Vi endte i en anden region og pludselig var det et bøvl at få de rigtige prøver. Heldigvis tog de hånd om os, der hvor vi endte, fik taget alle prøverne, der kunne laves sideløbende med IUI, så ville de jo også vide mere om hvordan jeg reagerede osv., men IVF var det vi fik stillet i udsigt.
Det var kort sagt hårdt bare at nå frem til behandling, og da det lykkedes i anden IUI, var vi ikke i tvivl om at vi var heldige.
Derfor gik vi ind til projekt andet barn med en forventning om at det her bliver hårdt, dyrt (hvis det var IVF) og langt. Så som du beskriver ville vi starte før vi blev desperate, det skulle være ok at det tog et år eller mere.
Vi gik igang da vores først var et år, vi skulle i det private og kunne få en tid samme uge som jeg ringede, vi blev anbefalet en henvisning fra egen læge, selvom jeg virkelig hellere ville betale end prøve det helvede at få en læge til at henvise os. Men denne gang var der ingen problemer med henvisning, sjovt nok havde vi skiftet læge.
Lige pludselig var vi igang uden en brøkdel af den forventede kamp, men vi skulle jo stadig bruge tid på IUI, derefter spare sammen og så IVF, tænkte vi. Men nej pludselig var sædkvaliteten meget bedre og det lykkedes i første forsøg.
Da jeg stod med en positiv test kunne jeg slet ikke være i det. Forventningen var jo et år. Der er lige under to år mellem vores børn og hold nu op vi har travlt, men vi nåede ikke at komme ud af babymode, før vi var der igen, så omvæltningen var ikke så stor.
Man skal modsat mig nok være klar til at blive gravid med det samme, istedet for at forvente det værste, for det kan jo ske, før man går igang. Men det skal også være inden man når til det der dårlige sted, man var inden første omgang. Men hvem ved hvornår det er?
Du rammer lige tilbage i alle de tanker, vi også gjorde os, da vi skulle i gang med andet forsøg. Vi fik vores første datter i marts 2014 (IVF) og allerede da hun var 10-11 måneder kontaktede jeg klinikken igen, for at høre, hvornår vi kunne starte op. Jeg ammede ikke, så det var derfor ikke en faktor. Jeg startede op kort derefter i et forløb, hvor jeg fik nogle piller, der skulle sætte gang i en mens. – den kom bare aldrig, hvilket jo var højest besynderligt – men forklaringen var helt fantastisk; jeg var allerede gravid! <3 Denne gang på helt naturligvis og derfor også noget før, vi egentlig havde tænkt, at det skulle være, men den slags mirakler tager man bare til sig og siger TAK! Held og lykke på jeres vej og stort tillykke med den guldklump I allerede har <3
Vi starter op igen i slutningen af efteråret, og vores datter bliver 4 år til feb. Vi har valgt kun at mærke efter til hvad følelse 100 procent rigtig for os, og ikke at gå med følelsen som ” Iih der skal kun være så mange år imellem dem” eller “tænk nu hvis vi skal bruge mange år igen på det” og andre tanker som kan skabe indre stress. Vi har valgt at ture bevarer roen og håbet om at vi selvfølgelig skal have et barn mere, når den rette tid føles helt rigtig for os! Alt det bedste til jer <3
Da vores første var 16 måneder gik vi i gang med at prøve på at blive gravid igen. Jeg har pcos og vi aftalte at give det et halvt år hvor vi prøvede selv, inden vi søgte hjælp igen. I det halve år sørgede jeg for at træne og spise efter pcos’en og sammen med masser af ægløsningstests og planlagt sex, var vi så heldige at stå med en positiv graviditetstest efter 5,5 måned?
Som læge, der selv også har været i behandling i forbindelse med første graviditet, vil jeg lige give et indspark til de mange gode kommentarer ovenfor.
Jeg har set utallige eksempler på at 2. (+3. Osv) barn kommer nemmere end det første. Endda mange som ikke bruger prævention og bliver gravide ret hurtigt efter første barn, fordi de ikke kan forestille sig at det kan ske uden hjælp.
Hvis ikke man er sikker på at man har brug for hjælp næste gang ville mit råd være at vente lidt med at gå i gang med behandlingen, især hvis den kvindelige cyklus var en del af problemet. For den ændrer sig ofte efter en graviditet.
Det vil jeg i hvert fald selv gøre.. Selvom jeg forstår alle bekymringer ved at vente!
Man kan jo spørge sine fertilitetsbehandlere til råds ift. Sandsynligheden for at det kan være at det bliver anderledes med de næste børn.
Held og lykke med projektet 🙂
Men når man har brug for ICSI tænker jeg ikke, at næste barn kommer lettere. Kan kun tale for os, og der har det været præcis ligeså vanskeligt (og det har også været lægernes vurdering), fordi det ikke har med evt. infertilitet hos kvinden at gøre.
Det er en svær beslutning at tage og jeg kender overvejelserne alt for godt. Det er jo mega svært fordi man ikke aner, hvad det er for et forløb der venter en. Det kan gå hurtigt, være som ved første barn, eller tage endnu længere tid? Og den viden kan man ikke tage med i planlægningen.
Vi er i gang med behandling for at få nr. 2. Det har indtil videre taget 10 måneder, 3 ICSI forsøg og et mislykket fryseforsøg. 1. barn kom derimod efter 1. forsøg, så vi havde nok håbet på en lidt kortere proces for nr. 2.
Vi startede da vores barn var 14-15 måneder. Det var det tidligste vi havde lyst til i forhold til aldersforskel og i forhold til at være faldet på plads i hverdagslivet som familie, så vi også kunne rumme behandling.
Det har været en laang proces, og engang imellem kan vi da godt ønske vi var startet et par måneder før, da vi jo har nogle forestillinger om, at vi helst ikke vil at den store bliver for gammel inden der kommer en lille ny. Omvendt er jeg taknemmelig for den første tid vi havde, hvor det faktisk handlede om at nyde vores barn og hverdagen og hvor behandling ikke hele tiden var et krævende og forstyrrende element og ville nødigt have haft mindre af denne tid.
Så jeg har ikke noget godt svar, men jeg forstår din tvivl og overvejelser.
Jeg ønsker jer et godt forløb, uanset, hvornår I går i gang igen.