Top

Inspiration til nyt badeværelse

16.12.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Jeg synes pludselig, vi har travlt. Om halvanden måned overtager vi vores hus, og så er det halve år gået. Det der på forkant føltes som helt uendeligt! Og så gik det alligevel. Selv om det stadig gerne måtte være i morgen.

Og vi har stadig mange løse ender. Og de fleste kommer ned til, at vi mangler det fulde overslag over entreprisen. Før vi har det, kan vi ikke træffe beslutning om lån, sådan endeligt. Og det begynder at stramme til. Det skal jo være på plads i god nok tid inden den 2. februar, så vi kan få overført de penge, der skal overføres.

MEN før det endelige overslag gives, så skal vi komme med inspiration til alt fra ønskede elkontakter, til trægulve, til badeværelse.

Overordnet set gør vi alt vi kan, for at bevare hvad der er originalt eller bringe tilbage i en original stand. Dvs. vi bevarer originale vinduer i stuen og restaurerer dem, hvorimod de nyere på 1. sal (som er meget slidte) udskiftes til linoliemalede vinduer produceret efter gammel ‘opskrift’. Vi leder i vildens sky efter elkontakter, som er i gammel stil. Jeg har kigget Genbyg, DBA og selvfølgelig set LK’s ‘Classic’-linje, som egentlig var dem vi gik efter. De er desværre bare udgået af produktion tilbage i 2017. Såeh, nu prøver jeg at finde nogen, som lever op til danske standarder og lovgivning, som er originalt udseende. Det bedste jeg finder lige nu er nogle bakelit-lignende fra Berker. Men tidsperioden er ikke heeelt rigtig. De er mere 1930’er-agtige end 1900-tals-agtige. Ja, det er der, vi er. Jeg vil så gerne ære huset og gå så rigtigt til det som muligt (ud fra hvad jeg synes er rigtigt, hehe)…

Og så er der det næstsværeste: Badeværelset. Vi har lavet køkken før, men badeværelse; aldrig. Så vi har været så meget på bar bund, at vi ikke har vidst, hvem man ringer til. For sådan et rum skal jo indrettes, ikke bare efter hvad vi synes, men efter hvor der er vand/afløb osv. Der skal tænkes mange funktioner ind for, at rummet fungerer optimalt. Altså, hvordan gør man overhovedet, hvad skal man tænke over?

Først og fremmest har vi talt om stilen. Det må gerne ligne et badeværelse, der altid har været der. Men med moderne i funktioner.

Vores tanker indtil videre: Brun marmor på gulvet i en mat variant – måske skåret og langt delvist med stjernemønster. Det så jeg hos min tandlæge, og det var bare mega smukt. I så fald med en lysere marmor i kombination til den brune i stjernen.

Så er der væggene. Hvide fliser på væggene i en ægte gammeldags krakeleret facon. Jeg fik tip fra vores arkitektven Mikkel om at kigge mod Tegula Z, som producerer i Gråsten efter gammel facon. De er vanvittigt smukke men ret bekostelige, og som alternativ har vi set på Original Style, som forhandles hos bl.a. Mosaikhjørnet. De er også flotte, men det er ikke samme finesse og håndværk. Vi talte også oprindeligt om nogle lyseblå/dueblå. Det ville være så smukt til det brune, men jeg er bange for, at vi bliver mætte af farven på sigt.

Allerøverst kan I se en plantegning, hvordan det er nu – og så har vi lavet nogle helt elendige, tiny mock ups ved siden af, haha… Vores drøm er at få et badekar og et brus. Adam drømmer om dobbelbrus. Meeen større er rummet heller ikke, så det må være op til badeværelsesmenneskerne, om de kan få det hele til at være der. Der skal også være plads til noget skænk/skab til håndklæder, produkter osv.

På armatursiden har vi kig på Toni Copenhagen, som er et gammelt danskproduceret mærke. Stilen er den helt rette og håndværket er så flot. Vi har diskuteret lidt frem og tilbage om krom versus messing – messing og brun er jo skideflot sammen, men når jeg tænker originalt, så tror jeg måske mere på krom? Måske har vi også set rigeligt messing efterhånden… Hm…

Og så er der badekar. Der har vi kigget lidt forskelligt. Det må gerne være relativt stilrent men gammelt i stilen igen. Stines er mega smukt – med løvefødder men uden krummelyrer. Devon & Devon laver også nogle enormt smukke badekar…

Men hvad gør vi så herfra? Vi har haft et rigtig godt møde med Focus Plus, som flere af jer anbefalede. Og så har vi overvejet at tale med Aquadomo, Nadia Olive Schnack eller Lemérand. Om ikke andet for inspiration og gode inputs.

Og vi har ikke noget overslag lige nu for drømmene, så flere af tankerne skal sikkert findes i mere budgetvenlige versioner, som med fliserne fx. Men det begynder at tegne sig for mig og for os. Hvis I har gode inputs, så tager vi endelig imod!

Kilder: The Ludlow Hotel, Skall Studio, Original Style, Kvänum, Trine Kjær, Elle Decorations, Anna Reventlow, Boligmagasinet

11 kommentarer

  1. Cecilie Fihl siger:

    Åh, jeg glæder mig sådan til at følge med i jeres indretning i den gamle stil. I den her kaotiske tid er der noget sagligt ved tanken om at søge “de gode gamle dage”, trods at alle aldrer vel har både sin charme og det, som vi lod blive tilbage🥰

  2. Ida siger:

    Wauw, jeg tror det bliver flot jeres nye badeværelse! Jeg stemmer for de blå fliser. Det kunne være så smukt til det brune marmor!

  3. sofie siger:

    Krom eller messing ift. original stil.. Bum bum, flot og passende uanset. Hvad med at vælge hvad I synes er pænest? 🙂

  4. Cecilie siger:

    Hvor lyder det spændende! Badeværelset er i sandhed, er rum som er en stor investering og ikke noget man bare ændre på, når der er gået et par år. 😊
    Vi fik lavet badeværelse i starten af året, og kig efter “klassisk, men moderne”. Vi endte med grønne terazzofliser på gulv og gammelrosa 15×15 på væggene. Én ting jeg allerede nu kan være ked af er mængden af kalv i vandet. Primært i brusenichen på en mørkegrønne fliser… 😞 Derfor ville jeg helt klart anbefale lyse gulvfliser i bruseområdet eller undersøge muligheden for at få en kalvfjerner el lignende installeret.
    Jeg glæder mig til at se, hvad i kommer frem til! 😍

  5. Janne siger:

    Hvor lyder det spændende. Jeg glæder mig til at følge med.
    Jeg har renoveret to huse fra bunden indtil nu sammen med min mand, og det bedste råd jeg kan give dig er at “JA” det skal være smukt, men det skal også være nemt at vedligeholde. Ellers bliver man bare træt af sine smukke valg, hvis de ikke er til at rengøre. Derfor tænk praktisk også 🙂 !!

  6. Mathilde siger:

    I kan jo også overveje at få et farverigt badekar, hvis det virker lidt ‘farligt’ at give sig i kast med farverige fliser. Neutrale fliser sammen messing/stål armaturer og et eksempelvis grønt (den grøn som de gamle, københavnske kobbertårne får efter tid) badekar. Det kunne altså også være smukt, og give lidt spræl, men stadig klassisk 🙂

  7. Sus siger:

    Skal i 2021 også renovere køkken og badeværelse i vores murermestervilla – vi har dog boet her i snart fem år. Æder det her råt😅

  8. Emilie Gamél Poulsen siger:

    Prøv lige og se badeværelserne på @hotelthemonica på ærø. De er fra Aquadomo og er mega flotte! Hun restorer netop den gamle stil og tænker det er lige noget for dig, især det nye badeværelse der kommer til maj!

  9. Anne siger:

    Prøv at se stikkontakter, badeværelseinventar, fliser med mere her https://www.byggfabriken.com/

  10. Maja siger:

    Vi bor også på Frederiksberg og har haft badeværelse i marmor. Det vil jeg virkelig ikke anbefale, da der er voldsomt meget kalk i vandet på Frederiksberg og marmor ikke tåler nogen former for eddike, eller anden form for god kalkfjerner.

  11. Janne siger:

    Min første tanke da jeg læste hvad du skrev om tankerne om flisevalget var: Køb de dyre fliser fra Gråsten! Hvis de er drømmefliserne, så pyt med om de kommer til at koste 10-15.000 kr. (eller hvad det nu bliver) mere end andenprioriteten, det er garanteret pebernødder når det endelige lån skal tages hjem. Vi byggede nyt for to år siden og jeg er superglad for mine valg af mosaikker på badeværelserne, selv om deres m2-pris var højere end de øvrige badeværelsesfliser. Jeg glædes over de mosaikker hver eneste dag <3 Vi sparede noget andet væk – selv om banken havde givet os lov til at låne til det – og jeg har fortrudt at vi ikke betalte dét ekstra og fik det som vi havde drømt om fra starten.
    Så mit råd er: hvis I kan få lov til at låne til det, så køb det som I drømmer om fra starten 🙂

Send en besked