Jeg slog Eiffeltårnet!

Jeg slog fanme Eiffeltårnet!

INTET får så mange likes på instagram som Frida eller noget med vores lille hus. Det er selvfølgelig ikke noget, man går op i på instagram. Jeg går op i på Instagram… Ej, det er sgu løgn! For i virkeligheden føles det som bitte små skulderklap, hver gang nogen smider et hjerte, et like af sted mod mig. Jeg har meget få gange kommet over et tusinde likes, og det føltes ærligt talt ret euforisk.

I Paris tog jeg et billede i Paris af Eiffeltårnet, som blev så populært, som jeg ALDRIG har oplevet noget før. Det var vanvittigt! People love pink! Indtil jeg så lagde et billede op i går, taget af Frisør-Sanne lige som hun var blevet færdig med håret. Dullet hår og flot kjole slog fandenfilemig Eiffeltårnet. Jeg var SÅ overvældet, fuldstændig. Jeg blev så overvældet, at jeg næsten knev’ en lille tår – ikke bare for de mange små hjerter min vej, men lige så meget for ALLE de SÅ varme ord, jeg fik med på vejen. Åh mand. TAK! Tusinde mange millioner tak. Hvis bare I kunne opleve samme varme og opbakning. Det er så dejligt – og man siger, kvinder er kvinder værst. Ikke i går, der var bare kærlighed. TAK!

Jeg havde taget bilen i går på arbejde, så det hele hang sammen med dullegrej, at komme frem og tilbage osv. SÅ snart jeg var færdig med at sende, så kørte jeg ind til Sanne. Hun begyndte at krølle, mens jeg kørte kaffen ned. Vi startede med Carrie-inspiration, men gik efter et lidt mere 70’er-blødt hår. Undervejs lagde jeg makeup. Kørte saltede mandler ned med den frie hånd. SÅ kom min kæreste med kjolen, NØJ hvor var den mega flot. Silke, hør, høj slids. Nedringet. Jeg gik med de sorte sko og den pink taske og læber – ligesom I sagde, jeg skulle.

To lyserøde klemmer blev siddende i pandehåret for at holde det på plads lige indtil jeg skulle ind ad døren. Dem kunne jeg godt have glemt i min egen forvirrethed – “det’ det nye!”. Marie tog nogle billeder, som jeg får i løbet af i morgen, og så gik vi ind i Koncerthuset. De allersidste til at stå ved fotovæg – og åbenbart ikke helt spiffe nok til at nå at komme med i deres “fra-den-røde-løber”-artikel. Jeg følte mig sgu ret så spiff, så pyt!

Da jeg sad ved bord E, ved siden af Jo, gik det op for mig, at jeg ikke havde fået frokost men bare kørt mandler ned. Og første ret var fisk med fisk på (til en ikke-fiske-spisende-dame som mig, ikke så heldigt), og INGEN KUVERTBRØD! Det giver selvfølgelig god mening, når modebranchen forsager hvide kulhydrater. Men da hovedretten så kom, var jeg så sulten, at jeg også spiste af sidemandens tallerken – vedkommende var aldrig mødt op, så jeg “stjal” altså fra nogen, der selv bad om det, hah! Efter at have støvsuget desserttallerknen med så gik vi mod Koncertsalen. Terrasse B, række seks. Det er så langt oppe under loftet, man (næsten) kan komme, en (lille) degradering fra sidste år, hvor jeg sad på gulvet, det tager jeg sgu med, who cares? Til gengæld blev det bare så mega varmt deroppe under alle tv-lamperne. Nøj. Min lår klistrede. Helt vanvittigt. “Her skal vi underholdes de næste to-og-en-halv timer!”. Are you kidding me?? NØJ! To og en halv time, hvor jeg bare sad og smeltede uden at have taget noget at drikke med. Uij, det var længe. Og jeg må indrømme, at jeg heller ikke helt holdt til showslut. Jeg var træt efter en lang dag på arbejde, jeg skulle på arbejde igen i dag. Så jeg listede diskret ud inden de sidste priser blev uddelt. Trissede ned langs Emil Holms Kanal. Vinden greb i skørtet. Jeg gik ned til min slæde – den lille sølvgrå Up som holdt så fint og ventede på mig og prinsessekjolen. Jeg smed skoene, så snart jeg satte mig ind. Ahhh! Tændte bilen, P3 på radioen. Lunede mig og trillede hjem. Parkerede (næsten) perfekt parallel, kun meget lidt oppe på fortovet, hah, og så ind på hovedet i seng.

Sådan en mandag er kontrasternes dag, hvor jeg virkelig mærker taknemmeligheden. Det ene øjeblik fiser jeg rundt, er på arbejde, med svedsnegl på overlæben, uden at nå det halve, men alligevel ikke savner det hele. Så til fest i fuld makeup, strammet ind, med frisørfingre i håret. At sidde i en sal med nogle af de mennesker, jeg har set op til hele min barndom/ungdom, beundret; Lotte Freddie, Ellen Hillingsøe, Mads Nørgaard (og hans far) – folk der inspirerer mig i dag; Andrea Elisabeth Rudolph, Iben Hjejle. Jeg møder masser af spændende og dygtige mennesker på radioen. Men for en enkelt aften at være en del af hele hurlumhejet, det er altså lidt vildt. For en bonderøv fra Fredensborg.