Top

Læserliv: Søstre om Søstersolidaritet

29.04.2020
Skabt af Cathrine

Jeg ELSKER at både kategorien ‘læserliv’ og de interviewsene herinde bliver taget så godt imod af jer. Bliv endelig ved med at sende jeres historier, hvis I har noget på hjerte, der bare må ud. Der er så mange gode historier, der fortjener et liv.
I næste uge har jeg om alt går vel en ret vild fertilitetshistorie, men i denne uge skal det handle om begrebet søstersolidaritet. Du kender helt sikkert skuespiller og kunstner Mia Jexen fra din fjerner, og måske du, ligesom jeg, følger hendes søster Gry på instagram? Hun er historiker og har profilen ‘Kvinde kend din historie’. En dag skrev Mia til mig, efter jeg havde postet et billede med en tekst omkring ‘the future is female’ – jeg skrev noget i retning af, hvordan jeg håbede, der var plads til alle definitioner og størrelser i fremtiden, og det gav en god lille snak om, hvor det begreb kommer fra, hvad det betyder, feminisme, ligestilling. Og så opfordrede jeg hende til at skrive et gæsteindlæg, for jeg kunne virkelig mærke en ild.
Hun har sat sin søster i stævne til en samtale, og den får vi lov at læse her! Glæd jer og tag godt imod de to.

alle fotos af Karen Rosetzky

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen
En samtale mellem søstrene Gry Jexen, historiker, og kvinden bag instragramprofilen og podcasten “Kvinde kend din historie” og Mia Jexen, skuespiller og kunstner.
Mia: Hvad betyder Søstersolidaritet for dig?
Gry: For mig er søstersolidaritet mere bredt og mindre krævende end fx venskab. Søstersolidaritet kræver nemlig ikke, at man kender hinanden personligt, før man kan udvise det. Jeg har oplevet en meget stærk søstersolidaritet i forbindelse med mit arbejde og min instagram ‘Kvinde Kend Din Historie’, hvor kvinder og piger jeg har aldrig har mødt, bakker mig op og løfter mig på en måde, jeg aldrig har oplevet før.
Mia: Det har jeg godt lagt mærke til, og når man følger profilen, føler man også man selv bliver en del af et fællesskab… Det er sjovt, at du siger, at det er mindre krævende – den tankegang kan jeg godt lide. Det kræver nemlig ikke særlig meget at bakke sine “medsøstre” op. Alligevel har jeg oplevet, at mange kvinder har haft travlt med deres egen kamp og haft nok i den. Og det er der jo ikke noget at sige til, for der er meget at skulle leve op til som kvinde. Kampen for en succesfuld karriere, en generel accept, se rigtig ud, være med hvor det sker osv. Og i den kamp kan det måske føles uoverskueligt også at skulle bakke andre kvinder op på vejen – tænk nu hvis de kommer til at skygge for en selv, hvis du hjælper dem frem – hvis de ender med at komme før dig eller nå længere. Du skal nødig give dine konkurrenter medvind. Det har ofte gjort mig ensom i mit fag som skuespiller… For nogle år siden startede jeg en gruppe som hedder “Skuespillerinderne”, hvor vi samles en gang imellem. Vi har også en fælles messenger-tråd, og særligt i forbindelse med hele “metoo” bevægelsen mærkede jeg, hvordan vi stod sammen og kunne rådgive hinanden. Det føltes virkelig stærkt, og det eneste vi rent faktisk gjorde var at tale sammen, og dele vores usikkerheder. I dag føler jeg mig ikke ensom mere. Jeg har følelsen af, at vi bakker hinanden op. Så det var faktisk virkelig lidt, der skulle til.
Karen Rosetzky, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen
Gry: Tror du kvinder generelt er dårligere til at heppe på hinanden end mænd?
Mia: Ja det tror jeg, og mænd er også bedre til at holde fast i fællesskaber med hinanden. Det var faktisk de mandlige skuespillere og instruktører jeg var inspireret af. Jeg så, hvordan de mødtes og spillede fodbold eller tog i byen sammen. Også hvordan de heppede på hinanden på de sociale medier. Man ser f.eks ikke fædre være efter hinanden med “far-shaming” på de sociale medier på samme måde, som man ser “mor-shaming”. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det er sådan? Kan det måske have noget at gøre med, at man som kvinde er under et større press generelt? Eller kan der være noget i historien, som forklarer det mønster?
Gry: Jeg har hørt fra flere, der arbejder i den kunstneriske branche som dig, at konkurrenceelementet og frygten for, at der ikke er plads til alle, er særlig tydelig der, men jeg ser også som dig, at det er ved at ændre sig, selvom statistikkerne i forhold til hvad der bliver spillet i radioen, kvindelige filmroller og kvindelige kunstnere fortsat er alarmerende!
Jeg oplever det ikke helt så kraftigt i mit fag som historiker… Jeg tror ikke, at kvinder per definition er dårlige til at heppe på hinanden, men vi er alle meget mere et produkt af historien, end vi tror i den sammenhæng. I flere hundrede år er det blevet brugt som aktiv strategi at holde kvinder væk fra hinanden for at holde os væk fra indflydelse og magt. Vi er kort sagt ikke opdraget til at heppe på hinanden, men det er mænd – deraf ingen “far-shaming”. Og mænd er faktisk også historisk opdraget til at kvinder hepper ubetinget på dem.
Mia: Okay, det er godt nok spændende. Den cirkel må vi bryde! Hvornår har du personligt oplevet ulighed mellem kønnene?
Gry: Jeg er ikke meget for at indrømme det, men i mange år forstod jeg ikke feminisme. Jeg kunne ikke se uligheden, og hvilke forskelle der var på mig og drengene. Jeg er i en vennegruppe, hvor drenge og piger er venner på lige fod, og jeg følte ikke, at der var forskel på køn lige indtil…. Jeg blev mor. Det er svært at forklare men lige pludselig stod uligheden lysende klar. Christoffer og jeg havde i fællesskab valgt, at vi ville være forældre, og vi var fuldstændig enige om, at det skulle være et FÆLLES projekt at passe og opdrage vores barn. Men som en døs lagde kønsnormerne sig stille og roligt ind over os, og det kvalte mig. De historiske og kulturelle diskurser om køn blev SÅ tydelige for mig i den periode. Og det der gjorde mig mest frustreret var at se mig selv reproducere dem hele tiden!
Den måde vi reproducerer kønsroller er så indlejret i vores DNA, at vi ofte ikke bemærker det, før det er for sent. Jeg føler, at jeg hele tiden skal være opmærksom og konstant spørge mig selv: “Hvad er kulturarv? Og hvad er et frit valg i det, jeg gør i mit liv lige nu?”. Det er en kompleks størrelse, fordi der også er noget trygt i de traditionelle kønsroller, så det er ikke altid, at man er parat til at ændre på dem.
Vi har talt om, at Christoffer skal tage mere barsel end mig, hvis vi skal have barn nummer to. Da vi talte om det, gjorde jeg ham opmærksom på, at selvom jeg ved, at han har min ryg og er fuldstændig tryg ved den beslutning, så vil vi møde kritik udefra: Fordi uanset hvad vi vælger så “hepper” samfundet på manden. Hvis han ikke tager barsel “så forsørger han jo familien og udfylder sin samfundspligt, det er da klart og ikke noget at kritisere”, og hvis han vælger at gå hjemme “Så er det bare så fedt at se en far bryde med normerne og vise at han sagtens kan tage hovedansvaret for børnene” – det er altså en win win. Det er helt omvendt for kvinder. For det første er det som oftest forventeligt, at kvinden tager hele barslen. Her bliver der hverken heppet eller kritiseret, for det er det “normale”. Hvis hun vælger at gå hjemme i længere tid vil nogen heppe “fordi hun vælger det “naturlige” for en kvinde” mens andre vil kritisere hende for “at trække kvinder tilbage til kødgryderne og uselvstændighed”. Hvis hun vælger at arbejde meget allerede fra barnet er lille og overlade barsel og hjemmet til faderen, jamen så er der faktisk ingen grænser for, hvilken kritik hun kan få. Og det allermest stillede spørgsmål er “Hvorfor fik hun overhovedet børn hvis hun ikke prioriterer dem først”? Altså en loose loose for kvinder.
Karen Rosetzky, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen
Det er en meget firkantet forklaring, men det siger noget om, hvor vigtigt søstersolidaritet er i forhold til moderskab. Men du har oplevet det mere konkret i dit arbejde, har du ikke?
Mia: JO! Som skuespillerinde er man oftest helt ude af “spil” lige fra den dag, man kan se, at du er gravid. Den “tvungne pause” oplever mandlige skuespillere ikke i deres karrieremæssige flow, og det er klart, at det giver en skævvridning. Desuden er der i forvejen et langt større press på kvindekroppen og udseende. Det hænger blandt andet sammen med, at der er færre kvinderoller – og dem der er, er ofte roller, hvor de forventer, at man står ‘knivskarpt’. Hårde krav til en nybagt mor, der lige har været igennem en kropsforvandling, som er fuldstændig ude af ens hænder. Det er selvfølgelig svært at gøre noget ved, at det er os, der skal gennemgå graviditeten og dermed er tvunget til at acceptere, at vores krop aldrig bliver den samme igen. Men man kan gøre noget ved den skævvridning ved at skrive flere kvinderoller generelt – og være åben for at skrive det ind i historien, at rollen er gravid, hvis muligt. Og så lave flere roller som ikke er “den smukke pige i klassen”! Roller hvor der ikke er fokus på kroppen! Det er vanvittig uinteressant. I skuespillerbranchen er der også en kæmpe ulighed i løn! Og det gør mig rasende, haha … Senest har jeg oplevet, at en mandlig spiller med samme størrelse rolle og samme “kendthedsstatus”, på samme produktion, fik næsten tre gange mere i løn end mig og min kvindelige kollega. Det er ikke unormalt.
Så der er ihvertfald stadig stor ulighed i skuespillerbranchen mellem kønnene, og derfor er feminismen og søstersolidaritet stadig meget relevant. Derfor er det også banebrydende, at kvinderne er begyndt at holde sammen nu. Men hvordan tackler vi det bedst, når nogen ikke udviser den søstersolidaritet, vi forventede af dem?
Karen Rosetzky, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen
Gry: Det er sjovt med søstersolidaritet, fordi når solidariteten er til stede, så føles den ekstra stærk, men samtidig føles det også ekstra hårdt, når den ikke er der. Det føles virkelig ekstra hårdt at mærke usolidaritet fra en kvinde, end hvis det er en mand.
Når det sker, har jeg lært mig selv at perspektivere og tænke “Hvad er det mon inde i hende, der gør, at hun ikke kan være solidarisk med mig nu?” Eller spørge mig selv “Hvad kan jeg have gjort eller sagt til denne kvinde, som gør, at hun tager afstand og ikke bakker mig op?” Medmindre at det er en meget tæt veninde, så er det sjældent, at jeg konfronterer direkte, jeg prøver så vidt muligt at lære af episoden og trække erfaringen med næste gang en lignende situation opstår. Men det er som sagt meget sjældent, at jeg oplever det. Til gengæld så har jeg svært ved at glemme det igen –  det er noget, jeg arbejder med; at give slip og ikke bære nag. Hvordan tackler du det?
Mia: Engang blev jeg såret og tog det personligt, når jeg oplevede, at en anden kvinde ikke var solidarisk med mig. Det var vigtigt for mig at få hende overbevist om, at vi skulle holde sammen og bakke hinanden op. Jeg brugte enormt meget energi på at kæmpe for det, men kom ofte galt afsted med den strategi. Jo mere jeg kæmpede for, at kvinden skulle kunne lide mig og være på “samme hold som mig”, jo mere oplevede jeg, at hun tog afstand fra mig. I dag tackler jeg det ved at flytte mit fokus og koncentrere mig om dem, jeg kan regne med. Man behøver heldigvis ikke at være “på hold” med alle kvinder i hele verden. Og solidaritet skal komme fra et ægte ønske om at bakke hinanden op som kvinder. Hvis det ikke er ægte, føles det udspekuleret, som om bagtanken er – “Hvad får jeg selv ud af at bakke dig op lige nu”. Det kan man godt mærke, synes jeg – når det ikke er ægte, kærlig solidaritet.
Karen Rosetzky, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen
Gry: Men hvordan opdrager vi så vores børn til at være solidariske, så de får det med fra ‘start’? Og tænker du, at vi skal være særligt opmærksomme på de forskellige køn?
Mia: Jeg tror, det er vigtigt ikke at opdrage sine unger til at tro, at de er små paver og baroner/baronesser. Jeg tror, det er sundt, at de meget tidligt lærer, at man i en familie er afhængige af hinanden og hjælper hinanden. Det er vigtigt for mig at lære mine piger at være glade på hinandens vegne. I forhold til søstersolidaritet så tror jeg, det er vigtigt, at man kender historien, som du jo arbejder for. Jeg kan mærke, at det virkelig betyder noget for mig. Det giver mig en større forståelse for, hvor meget vi kvinder har at stå sammen om.
Gry: Jeg er helt enig. Og jeg synes også, at det handler om at vise barnet en ægte version af sig selv – at alle i familien kan blive kede af det eller vrede, men at vi holder sammen alligevel.
Jeg har jo kun et barn (indtil videre), og vi har altid haft fokus på at lære ham taknemmelighed, gavmildhed og hjælpsomhed. Det lykkes ikke altid, og han er mindst lige så ‘enebarnsagtig’ som andre enebørn, men det er overskriften i vores opdragelse, og jeg synes, det har virket godt indtil videre. Et eksempel: Da han havde fødselsdag, sagde vi ikke: “Du har fødselsdag, så du må få først og størst stykke kage”. I stedet sagde vi: “Du har fødselsdag, så du må få lov til at dele ud af denne dejlige kage til alle dine gæster”.
I forhold til solidaritet så synes jeg, at vi to er opvokset i et meget solidarisk hjem. Vores forældre har altid været hjælpsomme og meget loyale overfor deres venner og familie. Vores barndomshjem stod altid åbent og uventede gæster var hverdag. Alle blev budt indenfor, uanset hvor dårligt timing, det var, haha! Som barn kunne jeg synes, at det var irriterende, at vi ofte blev afbrudt af gæster, men i dag er den gæstfrihed et ideal for mig.
Mia: Ja, haha, det kan jeg godt huske. Vi havde altid gæster 🙂 Jeg synes virkelig, du har en pointe med det der, med at lære sine børn at blive glade for at dele ud i stedet for at få…
Og hvis søstersolidaritet skal lykkes, så er det en af nøglerne. Jeg tror i hvert fald, at det kræver evnen at kunne glædes ved andres succes – for at vi kan løfte hinanden op. Og sparke røv i fællesskab. Som ægte søstre af kød og blod, så synes jeg, at vores forældre har været gode til at opdrage os til at stå sammen og bakke hinanden op som kvinder. Og det betyder jo ikke, at man altid skal kunne enes, hahahaha… Det er der vist ingen, der kan med deres ægte søstre, hele tiden. Og det er heller ikke pointen med solidaritet – pointen er, at man støtter hinanden og står sammen, når det virkelig gælder.
Karen Rosetzky, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen

Gry Jexen, 31 år
Selvstændig historiker, instagrammer, podcastvært og konsulent Uddannet Cand. mag. I Historie og Pædagogik & Uddannelsesstudier Gift med Christoffer
Mor til Eddie på 3 år

Mia Jexen, 36 år
Arbejder med kunst i alle mulige facetter.
Uddannet skuespiller. Har senest været aktuel som filialdirektøren Nete i “Bedrag 3” på DR1. Udgav sin første EP “a little something” i 2019.
Danner par med Mads
Mor til Herle og Kastanje på 1 år

Karen Rosetzky, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Søstersolidaritet, Gry Jexen, Mia Jexen

6 kommentarer

  1. Majbritt siger:

    Super godt indlæg. Velformuleret og yderst relevant!
    Spot-on med barselssituationen ift at være win-win for fædre og det modsatte for kvinder. Min mand får altid at vide at “det da er fantastisk” når han tager sig af vores tre børn. Jeg får et:”Men din mand skal jo arbejde”. Jeg fik et :”Du er da alt for tidligt tilbage på arbejdet. Det kan du da ikke”, da jeg gik tilbage på job efter 6 mdrs barsel. Min man fik et:”Hvor er det stort af dig, at tage barsel”🙄

  2. Caroline siger:

    Wow et godt indlæg! Så interesant læsning 🙂

  3. Cecilie siger:

    Vanvittig vigtigt og godt indlæg 👏🏻👏🏻👏🏻

  4. Ditte siger:

    Meget inspirerende og interessant indlæg.

  5. Astrid Marie siger:

    Super velskrevet indlæg! To meget interessante kvinder <3

  6. Freja Lium siger:

    Seje kvinder! Og sindsygt interessant og relevant indlæg! Det er virkelig dejligt at emner som søstersolidaritet, feminisme og ligestilling får lov at fylde noget her 😊

Send en besked