Top

Mad: Sunde pølsehorn

02.06.2013
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand


I er mange, der har spurgt til opskriften på mine pølsehorn fra i lørdags. Desværre var de ikke helt efter opskrift. Det var lidt en blanding af flere opskrifter, og jeg måtte løbende tilføje lidt mere mel for, at dejen kunne udrulles. Men I kan tage det lidt hen ad vejen, som jeg gjorde. De er i hvert fald i den sundere ende på pølsehornsskalaen. De er på fuldkornsmel og revet gulerod. Og køb så lige en ekstra pakke cocktailpøller, så du har noget at snacke på undervejs. Det er vigtigt. En del af oplevelsen. Faktisk.

Opskriften rækker til ca. 25 pølsehorn

Ingredienser:

50 g gær
1 dl mælk
1 dl ymer – det gør at de ikke bliver tørre

3/4 dl olie – gerne solsikke- eller rapsolie
1 æg
100 g hvedemel
100 g grahamsmel
100 g fuldkornshvedemel
100 g durummel
1 tsk salt
1 spsk sukker
2 gulerødder

Du kan bruge, den mel du nu har – men regn med ca. 400 g plus det ekstra i alt.

Hvordan gør du?

1. Varm mælken i mikroovnen – den skal bare være lun, så gæren opløses.

2. Tilsæt æg, ymer, olie, sukker, reven rulerod. Rør godt rundt.

3. Tilsæt så salt og derefter melet – lidt ad gangen. Tilføj mere mel, hvis den er for klæg.

4. Lad den hæve i 1,5-2 timer. Evt. natten over i køleskabet.

Så skal dejen rulles ud!

5. Skær dejen i den størrelse trekanter, du kan lide. Jeg kan ikke lide, hvis der er for meget brød. Det skal passe nogenlunde sammen med sådan en cocktaildreng. Det er nok en smagssag.

6. Læg en pølle på den brede side af trekanten og rul sammen så “spidsen” af hornet forbliver yderst.

7. Læg dem på en bageplade og lad dem efterhæve i 30 minutters tid.

8. Pensl dem med mælk/æg og drys evt. med sesamfrø

9. Bag dem i varmluft i 225 grader i 10-13 minutter – alt efter ovntype.

Et voilà! Pølsehorn på den relativt sunde måde!

 

Tip: Du kan smøre dejen med en smule ketchup og/eller sennep inden pøllen kommer på – især smart, hvis de skal nydes på farten uden dyppemuligheder. Jeg vil dog foretrække at få ketchup on the side.

 

13 kommentarer

  1. Birgitta siger:

    Åh, godt at høre jeg ikke er den eneste der snacker pøllerne undervejs. Kan snildt lige snuppe en halv til hel pakke ved siden af. Haha! Er det pinligt? 🙂
    TAK for en fantastisk blog!
    God søndag

  2. Marie siger:

    Læks! Det skal prøves.
    Kan ymer erstattes med græsk youghurt? Og hvor meget olie skal der i – synes ikke det står i ingredienslisten, men sniger sig ind under pkt. 2? 🙂

  3. Louise B Jensen siger:

    Hvor lækkert! Havde lige tænkt, at jeg ville skrive til dig, og spørger om opskriften på pølsehornene, men så kommer jeg ind på bloggen og ser: Bum et styks opskrift på sunde pølsehorn. Det er jo dejligt! Tak 😀 glæder mig til at prøve dem

  4. Ida siger:

    Mums hvor ser de lækre ud! Har lige fået læseferie, så tror at jeg skal lave en ordentlig stak, som jeg kan snacke af i løbet af de næste par dage (de vil kun hjælpe på eksamenslæsningen) God søndag herfra! 🙂

  5. NatasjaS siger:

    Tak for opskriften <3 De lyder lækre! Må på picnic med dem asap 😀

  6. Ana siger:

    Jeg spiser ikke selv pølser, men mon ikke man kunne eksperimentere lidt og tilføje et mere sundt alternativ, for opskriften ser bestemt lækker ud!

  7. Cathrine Nissen siger:

    Haha, der SKAL snackes! De smager helt utroligt lækkert og ofte bedre rå end tilberedte 😀 OG tusinde tak Birgitta, det glæder mig, at du læser med!
    KH

  8. Cathrine Nissen siger:

    Hej Marie,
    jeg har faktisk ikke prøvet med græsk yoghurt! Men det er bestemt et forsøg værd. Eller måske endda skyr ville fungere? Det skulle jo være så sundt. Jeg beklager det med olien – jeg får det lige tilskrevet 🙂
    KH

  9. Cathrine Nissen siger:

    Haha, SÅDAN! To sjæle! God fornøjelse, de er altså ret gode, hvis jeg selv skal sige det, hah! KH

  10. Cathrine Nissen siger:

    Mmmums! Er sikker på din eksamenslæsning vil gå mere strygende med sådan en omgang pøllehorn! Pøjpøj! KH

  11. Cathrine Nissen siger:

    Ja det opfordrer de ligesom til ikke? Det er jo herligt!
    KH

  12. Cathrine Nissen siger:

    Ja det må kunne lade sig gøre at finde på noget andet lækkert! KH

Send en besked