Top

"Man vælger ikke sin egen fødsel"

14.01.2020
Skabt af Cathrine

Jeg går stadig og venter på at få min efterfødselssamtale på Herlev – lidt slow her på matriklen, I know, haha! Men jeg har rykket nogle gange uden held og også overvejet at finde en privat jordemoder til opgaven i stedet –  jeg vil virkelig gerne have afsluttet forløbet.
Jeg tror, det er en god idé at tale journalen igennem og måske også få rykket lidt ved ens egen oplevelse af fødslen. Én ting er hvordan jeg husker den – jeg kunne virkelig godt forestille mig, at hjernen spiller en et puds med alle de hormoner og alt det der sker den dag og dagene op til og efter. Jeg kan mærke, den form for afslutning ville være rigtig rart før næste forløb. Men jeg væbner mig med tålmod på, at de ringer tilbage. Det kunne egentlig også være helt hyggeligt at gense Herlev – det står stadig for mig som et magisk sted med de bedste, kærlige hænder og omsorgsfuldhed. Ikke at jeg skal komme rendende af den grund, hehe, det er de vist for travle til, men jeg har talt med nogle andre alternative behandlertyper, som har kigget mig i øjnene og sagt: “… Sikke et forløb!”.  Det vil være en god idé.
Det var et forløb, et langt forløb som strakte sig meget længere end de 9 måneder med en baby i UK, Gruppe B-streptokokker og al den bekymring, det medfører, og en fødsel, som ikke var ukompliceret. Jeg kan egentlig godt tænke, at man som IUI/IVF/ICSI-gravid burde ses an som sårbar gravid og derved få muligheden for ekstra støtte i forløbet? Måske er det blot mine tanker, men man har været SÅ meget igennem, før man overhovedet føder (ofte i al fald), jeg tror altså på, at man kan være ekstra sårbar på den måde.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, hverdagsglimt
Jeg har tænkt meget over fødslen på det sidste, både fordi jeg igen er begyndt at høre fødselspodcasts igen (The Birth Hour og To the Moon, Honey som eksempler), fordi flere veninder og bekendte har født. Og flere nu også er gravide. Og fordi fødsler bare er SÅ spændende og nærmest mytiske for mig. Det er et øjebliks åbning mellem himmel og jord. Det ene sekund, nærmest hinsides, og pludselig lander man på denne jord. Et overgangsrite af en anden verden og til evig fascination for mig (var i en årrække sikker på, jeg skulle være jordemoder – for sagomel, I er seje!).

Det er både en fødsel af et barn – men også af en mor. Det er så vanvittig en tranformation af alt, man kender, også en selv, på et splitsekund (… eller, mange lange timer, hehe). Og jeg ønsker mig og tror på, der kommer mere og mere fokus på tiden efter fødsel fremadrettet, post partum som det hedder, for den tid er så vanvittig. Man skal både slikke sårene oven på en fødsel, som rent fysisk er en stor omgang – man ville jo også ligge på sofaen og lige tage et par dage, skulle man opereres eller have anden større behandling i sygehusvæsenet. Men det kan man ikke her, for i det sekund hele miseren er overstået, ja, så er dit barn her og alt handler om det lille smukke væsen. Det er vildt.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Bioeffect Body intensive serum
Min fødsel er kommet tilpas meget på afstand af ren og skær tid, at jeg nu virkelig GLÆDER mig til at skulle det igen en dag. Især til at opleve en anden slags fødsel – ikke to fødsler er ens. Heller ikke ens egne – har jeg hørt.
Og det er virkelig en sandhed, der næsten kan føles forløsende for mig. Ingen fødsler er ens – det vil sige, jeg heller ikke behøver frygte den næste for gentagelsen. Den bliver sin egen.
Jeg forberedte mig jo som en gal. Læste ALT, hørte ALT, så ALT (I kan få overblikket HER). Gik til det ene og det andet. Og det er meget typisk mig, når jeg går til noget – jeg skal vide alt, så jeg ikke bliver overrasket. Men en fødsel er jo fyldt med den slags, overraskelser! Og når man forbereder sig meget, så kan man måske komme til at tænke, man har fejlet med lektierne, hvis det ikke går, som man forestillede sig det? Ligesom til en eksamen. Så dunker man sig oveni hovedet bagefter, “… Hvis bare jeg havde…”, selv om man jo umuligt kunne forestille sig hele scenariet – igen fordi ens fødsel er sin egen.
Vedkommende dengang skrev noget, der virkelig har betydet meget for mig: “Man vælger ikke sin egen fødsel…” –  og det er simpelthen så fint skrevet. For det giver slip på kontrollen og ejerskab over resultatet. Det er ikke din “skyld”, hvis fødslen går anderledes, end din forestilling rakte til. Du har i virkeligheden ikke særlig meget bestemmelse over slagets gang, så du er nødt til blot at gå med. Og der sker så meget uforudset – som personalet har fuldt ud styr på, men som kan føles voldsomt, som fødende.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story
Nogen får den der fødsel, hvor de får POWER-følelsen på hug, tager imod deres barn selv, mens solen står op i horisonten. Andre får følelsen af lettelse, når lægerne vurderer kejsersnit, og de endelig trygt og sikkert får barnet op. Andre kæmper i dage, nogle i få timer. De findes jo i uendelige variationer. Og selv om jeg kan blive lidt misundelig på andres fødsler, så vælger vi dem jo ikke selv. Til gengæld får vi jo lige nøjagtigt de børn ud af, det vi skulle – og det er selvfølgelig det væsentligste. Som Emily sagde på To the Moon-podcasten, som hun havde hørt fra en bekendt: Vi er ikke gravide for at skulle føde – vi er gravide for at få vores børn i favn. Det er det altoverskyggende. Men post partum-tiden skal ikke underkendes men. være noget, man også kan forberede sig lidt på, eller i al fald få hjælp til at lande i.
I kan læse mine beretninger HER med den lange Netflix-fase, og HER med hele klimakset og HER, hvor vi blev adskilt efter fødsel. Og mit indlæg her i retrospekt med gode råd, jeg gerne ville have kendt – omvendt tror jeg stadig, følelserne var meget uden på, da jeg skrev det. Ikke for at underkende dem, men blot for at sige det.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby, fødsel, Birth story

25 kommentarer

  1. Cecilie siger:

    Min første fødsel gik jeg længe og kaldte kompliceret og hård. Indtil jeg en dag satte mig ned og læste min journal med nye (våde) øjne og havde fået det hele på afstand. Der gik det op for mig, at det nok på mange måder, havde været en typisk førstegangsfødsel. Jeg blev enorm overvældet over smerterne, og fødslen var heller ikke helt ukompliceret, min datter kom ikke op til mig først og det pinte mig længe. Og det var den fødsel jeg fik første gang, med den viden jeg nu engang havde på det tidspunkt. Der troede jeg nemlig, at det handlede om at tage kontrol med hovedet, og jeg var ung på den der måde, hvor man lige har forladt uni og ved det hele, men faktisk ikke rigtig ved så meget om hvad det ægte vil sige at give slip på kontrollen – og hvordan skulle man egentlig også vide det. 2. gang gik jeg fuldstændig i anderledes til værks. Jeg blev i kroppen. Gik kun til den slags forberedelse der havde med kroppen at gøre og ikke mindst hvad jeg havde lyst til. Så den stod på lange gåture, rebozo, dadler og dans gennem veerne derhjemme til sidst. Det lyder meget mere alternativt end jeg egentlig er, haha. For mig var/er kodeordet: erfaring. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til nogenlunde. Jeg havde en helt fantastisk fødsel på hospital. Og begge fødsler var faktisk helt fantastiske, for de afspejlede mig. Og den jeg var/er. Fra at tænke, hvis bare jeg ved det hele i mit hoved, så går det, til at lade kroppen styre slagets gang. Nu har vi lige akkurat opdaget at vi venter vores tredje barn. Og jeg glæder mig.. Det bliver min sidste gang, er jeg ret sikker på:-)
    Du virker så god til at mærke efter, hvad du har brug for. Det tror jeg egentlig var det bedste jeg gjorde ved min anden fødsel.
    Hvor bliver det dejligt for dig at komme til efterfødselssamtale. Få sat et komma og lade tankerne vandre til næste omgang.

    1. Cecilie siger:

      Jeg synes, jeg lyder helt ovenpå og man bare skal gøre sådan og sådan. Det er slet ikke min intention. Jeg kan godt lige Emilys tale. Den rammer på mange måder plet og taler ind i den kultur der lidt hersker med meget fokus på den rigtige fødsel.

  2. Laura siger:

    Hvor bliver jeg ‘glad’ for dette oplæg!
    For et år siden skrev jeg mit eksamensprojekt på jordemoderuddannelsen omkring sårbareheden ved, at blive gravid ved hjælp af fertilitetsbehandling, at svangeromsorgen/sundhedssystemet ikke er gode nok til at rumme og lave et individuelt forløb, til netop disse gravide og deres partner.
    Og lige nu sidder jeg og forebereder det aller sidste til mit bachelor forsvar i morgen (!!) omkring forældres oplevelse af den omsorg og foreberedelse de får i barselsperioden (post partum).
    Så tak, det giver mig virkelig en tror på at disse emner er ekstremt vigtige og desværre slet ikke er nok prioiteret i sundhedsvæsnet.
    -Tanker fra
    Laura (næsten) jordemoder (:

  3. Stine siger:

    JA til efterfødselssamtale – det giver så meget mening ! Og JA til sårbar gravid! Jeg blev (heldigvis) tilknyttet ‘Sårbar gravid forløb’ gennem min læge efter nogle hårde år i fertilitetsbehandling og det gav SÅ god mening for mig – og så trygt. Min ‘sårbar gravid jordemoder’ sagde det helt perfekt og lige nøjagtigt sådan som jeg havde det; Når man har været igennem et hårdt og opslidende forløb med fertilitetsbehandling, så har man allerede på forhånd tappet af de ressourcer og kræfter/overskud som man har brug for til at gå igennem en graviditet, fødsel og efter-fødsel (både mentalt og fysisk) og derfor giver det så uendeligt god mening at man har brug for ekstra støtte.

  4. Maria siger:

    Det var mig. Der skrev det. I største omsorg lidt som om jeg skrev til mit gamle jeg efter min første fødsel.
    Den ægte fødselsforberedelse (i min optik) ligger i at forberede sig i at kunne tage i mod det som nu engang kommer. Men det kan man kun vide efter man har prøvet det hele en gang<3
    Må du få en god efterfødselssamtale.

    1. Cathrine siger:

      Maria, de var guld værd! TAK <3 De har virkelig hængt i mit hoved lige siden, så taknemmelig. Det er lige nøjagtigt det her, jeg elsker herinde. Jeg får så meget igen fra jer. TAK! KH

  5. Lene siger:

    Det her indlæg faldt på det tørreste sted (eller vådeste af tårer). For tre uger siden fødte jeg mit tredje barn, og det var en kort og sindsyg smertefuld fødsel hjemme med en jordemoder, der virkede helt fraværende. Der nåede også lige at komme ambulance med udrykning men heldigvis skete der ingenting og vores barn har det perfekt. Tilgengæld har jeg siden kæmpet med ammeopstart og brystbetændelse, hvilket jeg ikke har prøvet med de andre, og jeg føler mig ærlig talt så udmattet. Dine ord om at man ikke vælger sin egen fødsel, at man jo også ville tage et hvil efter en operation og ikke mindst at mærke du er videre, giver håb her midt i det uendelige. Tak 🙏🏼

  6. Maria siger:

    Jeg har et forløb med en provokeret fødsel og vores lille dødfødte søn i bagagen, og derfor tror og håber jeg på, at den næste fødsel, bliver anderledes. Dog har jeg fra sidste gang en viden om at min krop ved hvad den skal, med instruktioner fra de dygtige jordmødre. Det giver en god ro, også selvom det uforudsete element altid vil være tilstede. Jeg er nu sårbar gravid, fordi vi mistede vores dreng, og jeg føler mig allerede nu (igen) i trygge hænder. Min hjerne og bekymringer er min værste fjende nu, og det hjælper at blive taget seriøst når det hele skal vendes og drejes, fordi jeg først kan “slappe af” når vores barn er hos os. Derfor er mit succeskriterie nu at vores barn skal overleve og være sundt & raskt, så er det en god fødsel❤️

  7. C siger:

    Min første fødsel var sådan en der på papiret var ukompliceret, men som for mig blev helt utroligt traumatisk. Jeg var så vred på mig selv og skuffet, for det havde bare gjort så ondt, så ondt. Jeg var forpint de sidste fem timer og kunne nærmest ingenting andet end ligge på ryggen og jamre mig igennem veerne. Sådan føltes det i hvert fald. Jeg havde forberedt mig til tænderne, og det endte med at give bagslag, fordi jeg ikke kunne leve op til alt det jeg havde læst om smertefri fødsler og konstruktiv smerte. Så anden gang forberedte jeg mig slet ikke. Jeg var ret bange for at føde, men med første fødsel i bagagen var jeg nogenlunde indstillet på, at jeg jo i hvert fald ikke ville dø af det (det troede jeg vitterligt jeg ville første gang). Men.. min anden fødsel endte med at blive den forløsning og afslutning, jeg havde brug for. Fordi det var så smuk en oplevelse: fem timer, født i vand, tog selv imod og frem for alt, kunne jeg være i det hele tiden, også selv om det gjorde ondt. Jeg var ikke i nærheden af at opleve den slags smerte, som havde overskygget alt i månederne efter min første fødsel. Det har givet mig forvisning om, at det ikke var mig, der ikke kunne føde ordentligt eller var en klynker. Det var en pisse smertefuld omgang, og nu ved jeg heldigvis, at ikke alle fødsler gør så ondt som min første gjorde. Det har været så sindssygt forløsende for mig.

  8. Mia siger:

    Jeg kan kun give dig ret i at man som gravid efter fertilitetsbehandling burde komme i en gruppe med særlig sårbar gravid alene af den grund. Eller i hvert fald få en jm der tager det seriøst. Min tildelte jm virkede meget ligeglad og når man har været hele følelsesregistret igennem inden, så kunne jeg I hvert fald mærke at jeg havde brug for en større forståelse fra jm. Endte med at bytte jm og har nu haft 6 forskellige(grundet jm mangel på Herlev), men som ALLE har taget sig så godt af mig efter jeg er blevet sat i kategorien som særlig sårbar gravid. Nu venter vi bare på lillepigen melder sin ankomst anytime 😃

    1. Line siger:

      Hvordan ved man egentlig, om man er blevet “markeret” som særligt sårbar gravid?

    2. Cecilie siger:

      Line, det er noget lægen eller jordemoder vurderer enten i graviditeten eller efter fødslen. Jeg blev vurderet sårbar i 20. Uge og blev sygemeldt derfra
      Det betød, at jeg gik til jordemoder i et særligt hus for sårbare gravide, hvor der var fokus på samtaler og forberedelse. Det stod også i journalen til fødslen, så alle vidste, at jeg kunne reagere på det. Efter fødslen fik vi plads på barselsgangen for sårbare gravide. Jeg fødte i København og på Rigshospitalet, så ved ikke om tilbuddet er det samme alle steder.

  9. M siger:

    Jeg følte, jeg var SÅ dårlig til at føde og håndtere veer på trods af stor forberedelse. Jeg græd mellem veerne, men kun når jordemoderen vendte ryggen til eller var ude af lokalet, fordi jeg ikke ville vise hende, hvor skidt jeg havde det. Set retrospektivt var det jo fuldstændig åndssvagt, for man skal jo netop vise jordemoderen, hvordan man har det, så hun kan handle på det og forstå, hvor man er. Men jeg kunne bare ikke acceptere, at min smertegrænse var nået efter så få timer, fordi jeg jo havde lært, at der skulle være en laaaang opstartsfase, og at veerne ville udvikle sig stille og roligt. Jeg var simpelthen flov over min egen håndtering af dem. Jeg ringede til min fødselsforberedende jordemoder nogle uger efter fødslen, og hun vendte op og ned på min egen opfattelse af fødslen og min egen præstation. Hun åbnede mine øjne for, at det jeg havde oplevet var en ret hardcore kombination af en akut igangsat fødsel pga. svangerskabsforgiftning (= en krop, der slet ikke var klar til at føde og var syg og udmattet på forhånd) + kunstige vedrop-veer, der kan opleves meget intense + koblede veer der kom to og to uden pause + veer der startede på toppen ud af det blå + en baby der stod skævt. Pludselig gik det op for mig, at jeg faktisk havde været SINDSSYGT sej til at håndtere det, der jo var en meget, meget intens smerteoplevelse. Det gjorde en kæmpe forskel for mig og var en kæmpe AHA-oplevelse. Så jeg vil helt klart slå et slag for at få talt med en jordemoder.

  10. Marie siger:

    Åh hvor kan jeg genkende mange af de følelser. Jeg havde en svær fødsel og kompliceret efterforløb med mit første barn. Da jeg blev gravid med nr 2, var jeg overbevist om, at jeg skulle have kejsersnit (for at bevare en form for kontrol, som jeg ikke følte, at jeg havde første gang). Som tiden gik, blev jeg mere og mere overbevist om, at jeg skulle prøve en naturlig fødsel, men jeg var bekymret for, at min krop stadig huskede den “dårlige” fødsel og ville panikke. Med hjælp fra en fantastisk jordemoder fik jeg lov til at se en fødestue igen og få en samtale med min kommende sundhedsplejerske hvor mine bekymring blev hørt, som en måde at forberede min krop og hoved. Om det var erfaringen eller forberedelsen der gjorde det ved jeg ikke, men jeg fik en fantastisk fødsel med barn nr 2, og det blev en kæmpe forløsning. Og nu husker jeg ikke nødvendigvis tilbage på min første fødsel med en form for sorg, men mere som et hårdt forløb hvor jeg fik en kæmpe gave i sidste ende❤️

  11. Line siger:

    Jeg fødte for lidt over tre år siden min søn, ved hvad der siden har sat sig tungt i kroppen som en traumatisk oplevelse. Nu er jeg gravid igen og skal føde om ca 6 uger. Jeg har arbejdet rigtig meget med min første fødsel i denne graviditet. Bl.a. sammen med Heidi fra Meyermetoden. Og hun kan altså godt anbefales!! Ikke før han jeg mødt så kompetent reflektion omkring mit forløb som hos hende.

  12. Lærke siger:

    Dine tanker og betragtninger er så fantastiske. Da vores datter kom til verden sidste forår, var vi også ret godt forberedte på forskellige scenarier fra alm smertefri fødsel til akut kejsersnit, og vi gik til fødselsforberedelse i det offentlige og privat samt ammekursus osv. To dage før fødslen (vidste vi ikke dér) siger jeg til min kæreste. ‘Der kan åbenbart også ske det, at mor og barn bliver adskilt, så far pludselig står og skal være barnets første øjne at kigge ind og passes på af, så det kan da være, du også lige skal tænke det igennem. ingen i systemet havde fortalt et sådan scenarie. Men jeg havde tilfældigvis lige læst din beretning og følte, jeg lige måtte sige det højt, selvom jeg ikke tænkte, det blev os. Klip til to dage senere: der gik seks timer, før jeg fik vores datter at se, hun lå kun to sek helt grå, varm og slap på min mave, før de tog hende væk. fødslen med sugekop havde givet hende en hård medfart, og hun røg af sted på en anden afdeling med far lige bagefter klar til at ligge hud mod hud, når de havde fået ordentligt gang i hende. Havde jeg ikke læst om din fødsel, havde vi aldrig tænkt, det ku’ ende der, ej heller taget det ‘så roligt’ Så tusind tak fordi du deler og gør en så stor forskel for andre. Jeg er i dag okay med, at min kærester fik den tid med hende. De to har et helt, helt særligt far-datter-forhold. Det, at han bare blev kastet ud i forældrerollen uden nogensinde at have holdt en baby, har gjort ham stærkere og hvis muligt en endnu bedre far, bilder jeg mig ind. ønsker jer al lykke og held på rejsen med at lave en 2’er 🙂 kh

    1. Emilie siger:

      Hej Cathrine (og Lærke). Ligesom Lærke vil jeg gerne lige sige tak for din fødselsberetning, som også gav min kæreste og jeg anledning til at vende netop adskillelsesscenariet, inden det (desværre) blev nødvendigt. Havde en fødsel med en baby, der sad fast, var max presset oven på ekstremt kraftige veer og hurtig udvidelse, sugekop, 5 timers adskillelse og en nat alene på barselsgangen med granatchok, mens babys far sad med baby på neonatal hele natten. Fødslen sidder stadig i mig her et halvt år senere, og jeg har læst dit indlæg om tiden efter din fødsel mange gange og grædt og følt mig set og forstået. Så tak fordi du deler ❤️

  13. Amalie siger:

    Du formidler simpelthen dine tanker så fint. Det er så spændende at få indblik i.
    Min egen fødsel var en lyn en af slagsen. Førstegangs og hjemme, folk kaldte mig modig, men jeg havde fuld tillid til min krop og til at jeg godt kunne holde det lange stræk ud.
    Igennem hele min fødsel nærmest messede jeg: “en gennemsnits førstegangs fødsel varer 12 timer” for at holde smerterne ud og forberede mig selv på at jeg virkelig skulle slappe af, men da jordemoderen, 3,5 time efter min første ve, sagde at nu kom hovedet følte jeg simpelthen at jeg næsten var gået glip af min fødsel. Til gengæld gik jeg ikke glip af min søns ankomst, eller timerne efterfølgende. De var magiske og jeg var frisk til virkelig at tage ham ind.
    Min omgangskreds begyndte at snakke om min fødsel som om den ikke var noget særligt, jovist var der kommet et barn ud, men det havde jo været “piece of cake”, og efter en måned måtte jeg begynde at sige at hvis fødslen var som et marathon, så havde jeg jo bare løbet det virkelig hurtigt, men altså stadig løbet det – og at jeg stadig var udmattet efter anstrengelserne, måske fordi jeg ikke følte jeg kunne bede lige så meget om hjælp eller trække mig lige så meget, som hvis jeg havde haft en hård fødsel.
    Jeg havde heldigvis min mor med til min fødsel (udover min kæreste) og hun har taget en masse vidunderlige billeder, som viser mig at der foregik en masse andet end messen af “en gennemsnits fødsel varer 12 timer”, og dem er jeg så lykkelige for. Så har jeg efterfølgende kunne reclaime den bid for bid- og til de hardcore vise mit marathon og hvor fucking hårdt det er for kroppen, selv på 3,5 time.
    Når det så er sagt så håber jeg sgu ikke på en 12 timers næste gang, SÅ meget respekt til alle kvinder der føder, og til dem der er igang i hvad der må føles som en uendelighed

    1. Mathilde H siger:

      Først og fremmest; hvor er du bare sej at have født et barn! Det er en kæmpe præstation.
      Jeg fødte også selv (1. gang lige så) på 3,5 timer, og det var en vild og hård oplevelse. Der var jo stort set ingen “pauser” til at trække vejret og følge med i processen. Så der er da ingen som kan sige, det ikke var hårdt? Aldrig har jeg været så udmattet, som jeg var efter min fødsel…
      Stort tillykke med din søn 😊

      1. Amalie siger:

        Tak for den – og lige over til dig!
        Alle fødsler er rigtige fødsler, også de hurtige 😉

        1. Mathilde H siger:

          Tak! 😊

  14. Laura siger:

    Kender du podcasten Efterveer? Den handler bl.a. om traumatiske fødsler og er virkelig et lyt værd.
    Vi var også i fertilitetsbehandling for at få vores søn. Jeg var meget påvirket og har tidligere også dealet med nogle ting, der krævede psykolog. Jeg skulle ikke sige mange ord til min læge før hun noterede mig som sårbar gravid. Det var virkelig dejligt. Jeg havde flere og længere samtaler med min jordemoder, som virkelig var en stjerne. Og efter fødslen har man som sårbar gravid også mulighed for at blive i nogle dage, hvis man har behov!
    Men ærligt så er alle gravide jo nærmest sårbare gravide tør jeg vove at sige. Altså det er jo life changing og helt sindsygt det der foregår. Og jeg synes faktisk det er vanvittigt at der ikke er mere støtte til gravide og nybagte familier i vores ellers dejlige velfærdsstat.

  15. Caroline siger:

    Jeg vil også varmt anbefale podcasten Efterveer 🙂 De to første afsnit har lidt dårlig lyd, men det bliver bedre.
    Jeg føler med dig og genkender meget af det, du skriver.

  16. Marie siger:

    Hvorfor har du slet ik svaret på nogle af kommentarerne? Det er da ret flotte ord om dig og bloggen, folk skriver. Kh

    1. Cathrine siger:

      Jeg har ikke nået det endnu, men det gør jeg – vi har været syge og lidt vel hængt op. Det er altid en afvejning om at nå at lave nyt indhold og svare på kommentarer. Men det kommer jeg til 🙂 KH

Send en besked