Top

Mavepusterweekend

22.06.2020
Skabt af Cathrine

Mærkværdig. Tung. Trist. Hoved- og kropsomvæltende. Det har været en mavepusterweekend.

Så vi startede fredag morgen på klinikken og skulle have taget æg ud. Jeg vågnede i smerter allerede tidligt om morgenen. Blæren der pressede mod hele systemet. Jeg er typen som hver gang får mindste dosis hormon, og alligevel reagerer helt vildt på det og modner løs. Jeg kunne næsten ikke rette mig ud, da jeg gik ned ad trappen, og det var en lettelse at stå i badet med dette varme vand. Æggestokkene bliver store, spændte og tunge – og det er smertefuldt. Min far kom og skulle hygge om Eddie. Og det var som om, at han godt kunne mærke på mig, at jeg var lidt fraværende. “Min Moaaar…” – det har han for nyligt lært, da han så mig holde en venindes lille baby. Sødeste lille menneske, med alle de følelser i kroppen. Jeg er din mor.

Vi kørte af sted, så vi kom i rimelig tid på fertilitetsklinikken. Jeg kom til, smed bukserne, fik lagt drop, så blev jeg vasket down there, fik lagt fire lokalbedøvende sprøjter i skeden, og så var det igang.

Så længe morfinen suser for ørerne er det til at være i. Men den klinger ligesom ret hurtigt af. Og efter en tre sprøjter fik jeg ikke mere. Og så begynder det altså at kunne mærkes. Man har en scanner oppe og gennem den en nål, som så går gennem skedevæggen og ud i æggestokkene. Den suger så æggeblærerne tomme, en for en. De kiggede i 25 ægblærer og fik 15 æg ud. Og til sidst gjorde det jammerligt ondt. Samtidig faldt min puls pænt meget, og så fik jeg kvalme og begyndte at svede. Det er det samme hver gang. Og så ind til opvågning, og jeg havde så freaking ondt. Det er ikke alle, det gør så ondt på – men når man mosler rundt i 25 æggeblærer, så er det helt normalt at have pænt ondt.

Jeg fik en stikpille og blev hjulpet ind i hvilestuen, og for sago mel altså… Jeg ville bare hjem og ligge i min seng, men man bliver lige set an, til man får det bedre. Og de efterfølgende kvinder som også kom ind så ud til at være i betydeligt bedre stand.

Jeg var så udmattet, at jeg faldt i søvn – og det var perfekt, for da jeg vågnede en lille time efter, så var smerterne allerede bedre. Stikpillen havde taget toppen. Vi fik bugseret mig ud i bilen, hjem til Eddie. Og jeg var træt og ør resten af dagen med lette smerter.

Vi kørte i sommerhus, for det var lige godt det rareste sted at hvile, blev vi enige om. Og om eftermiddagen fik vi en mail; det lille hus vi havde skrevet under på var gået til en anden. De havde frafaldet deres betingelser og handlen var endelig. Æv… Vi havde lige håbet til det allersidste, at vi stod med et hjem, helt ekstraordinært heldige den 1. august. Det var også så vilde odds, vi næsten ikke kunne tro det. At det lige kunne flaske sig. Det gjorde det så heller ikke. Så 5.000 kroner fattigere på advokat og igang med at se på lejelejligheder fra august/september. Der må snart dukke noget op. Vi havde aldrig i vores vildeste fantasi forestillet os, at vi ville stå uden hjem nu.

Men alt det… Ægudtagning og forfejlet drømmehjem. Det var ingenting. Lørdag morgen mens jeg stod og hang vasketøj op, ringede min mor. Hendes stemme var helt skæv og bævende fyldt med væske. Hun forsikrede mig om, at bedsteforældre var okay. Men vi har mistet en kær i den nære familie. Et ungt menneske i en ulykke fredag. Og derfra gik alt helt i itu. Jeg har ikke kunnet mønstre to sammenhængende tanker, for jeg tænker på vedkommende hele tiden. Og på forældrene. På hvor lille og skrøbeligt hele livet er. Hvor åndssvagt det er, at det kan være så skrøbeligt. Det er da latterligt, at man er her, mens man tæller til ét og når man når to, så er man væk. Det ene sekund fra det andet. At man kan bæres, næres, fødes og lande på denne jord. Gøre sige umage for at få en ny dag, hver dag, og så er alt bare væk. Hvordan kan noget så stort og smukt, forsvinde så let og hurtigt? Og jeg tænkte på, hvor fucking sårbare vi er som forældre. Det lille liv på to ben og hudskrabere på begge knæ, som lige nu tonser rundt i gården. Det lille liv, som rejser sig så robust fra et møde med asfalten, “op igen…”. Så robust indtil det er skrøbeligt – på en knivsæg. Hvordan finder man mod til at sende sit barn ud i verden igen, når den lige har taget noget fra en?

15 kommentarer

  1. VenterPaaVinBlog siger:

    Av, hvor er det skrækkeligt. Jeg har ikke noget klogt at sige, for den slags er der ikke noget klogt at sige om – det er bare håbløst uretfærdigt og rigtig svært, at forstå, når sker.
    Pas nu rigtig godt på hinanden :-*

  2. Mikala siger:

    Det er jeg rigtig ked af at høre. Tanker til familien og jer ❤️

  3. Pernille siger:

    Tusind knus, hjerter og tanker til jer ❤❤❤

  4. Sandra siger:

    ❤️❤️❤️

  5. Anna siger:

    Sender masser af kærlighed og styrke jeres vej ❤️❤️❤️

  6. Malene siger:

    Verdens største krammer til dig/jer ❤️ hold da op en weekend.
    Håber på gode resultater mht dine æg, det ville da være det mindste verden lige kunne præstere af gode ting i jeres retning lige nu.

  7. Cecilie Fihl siger:

    Altid al kærlighed i din/jeres retning❤️
    Det er så underligt, det her med at være 100%s-læser hos nogen, når tingene går skævt. Fordi relationen fra mig som læser, til dig som menneske (jo i hvert fald det ‘dig’, som vi får lov at møde på platforme, det´ klart) er så stærk, at jeg vitterligt sidder med følelsen af, “burde man tage et smut til København i weekenden og komme forbi med buket og kage i empatiens øjemed?”. Hvilket jo er 1) herre upassende? og 2) helt sikkert ikke hvad du har brug for, sådan at have en halv læserskare til te?

    Anyways, tankemylder til en side, så stadigvæk al kærlighed og kærlige tanker i jeres retning❤️❤️

  8. Tina siger:

    Jeg kondolerer, det var da noget af en mavepuster weekend.
    Når døden kommer så uventet så rammer den meget hårdt.
    Uretfærdigt, hårdt, svært, ikke til at forstå og et stort tomrum følger sammen med sorgen.
    Tanker til du og familien!

  9. Tanja siger:

    Du skriver så smukt! Kigger på min sovende datter og tårerne triller ned af kinderne. Det er slet ikke til at bære. Mange varme tanker til jer ❤️

  10. Lise B siger:

    Åh nej, sikke en masse elendighed. Masser af tanker til jer ❤️ Med små poder om benene, så føles livet bare endnu mere skrøbeligt. Knus og kram

  11. Solveig siger:

    ❤️❤️❤️

  12. Agnethe siger:

    Masser af tanker i den svære tid ❤️ Jeg håber at familie, venner og Adam er gode støtter, og lytter til alt hvad du har brug for at sige, og giver alle de kram du har brug for at få. Helt uden at du skal bede om dem ❤️

  13. Mette siger:

    Hej Cathrine,
    Det lyder rigtig hårdt. Jeg har selv fået ulykke tæt på og det sætter mange tanker i gang. Min gode veninde mistede for et par uger siden sin unge elskede kæreste helt pludseligt. Jeg faldt over en meningsfyldt gave midt i al meningsløsheden, som jeg har foræret hende. Det er en mindebog hvor folk kan skrive historier og minder ned, og den færdigindbundne bog kan Så foræeres til forældrene/familien. Du kan læse om det hvis du Googler Forlaget Fortæl, det er en kvinde som har lavet et start-up for at støtte folk i sorg. Var også i Go morgen dk forleden.
    Gode tanker til jer og familien!

  14. Mette siger:

    Åh nej, hvor er det frygteligt. Jeg kunne næsten ikke bære at læse det, og bare dét indikerer, hvor ubærligt det må være at stå i. Der er ingen ord, man kan tilbyde, der kan hjælpe på noget som helst, og derfor ville jeg ønske, at man kunne mærke en virtuel krammer helt fysisk og få lov til at føle den, lige så tit man ville. Så det er dét, jeg sender i din og jeres retning; virtuelle og uendelige kram. <3

  15. Oj, for sevan da sikke en weekend😢 alle gode tanker herfra❤️🤗

    Kh
    Louise

Send en besked