Top

Min fødselsberetning: Irma

12.05.2022
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

I morgen er det nøjagtigt ét år siden, at jeg blev mor for anden gang.

Klokken 23.35 den 13. maj 2021 fik jeg med mine tørre hænder lov til at mærke det lille barn for første gang. Det lille menneske jeg havde set, da hun kun bestod af enkelte små celler på en iPad-skærm på en klinik på Frederiksberg, den dag, den 13. august. 2020, hvor hun blev lagt op i mit indre. Det krævede en del fantasi og krydsede fingre at forestille sig den lille klump DNA ville vokse sig til arme og ben og et perfekt rundt hoved, en mave, ti tæer og ti fingre. Men det gjorde hun.

Klokken 23.35 var det tid til, at jeg kunne række mine tørre hænder ned mellem mine ben, gribe om de små spinkle arme, og i et snuptag og med min jordemoders hjælp, få hjulpet den lille klump celler, som nu var et menneske til verden. Hun var virkelig.

Min fødselshistorie denne gang er en anden end min første. Det kunne give sig selv, eftersom hun var et helt andet barn, der skulle ud. Men for mig kom det som en overraskelse. At det faktisk kunne være anderledes. I mit hoved var det smertefuldt, hårdt og let traumatiserende at føde. Men det viser sig, at det kan det være. Og det kan også være helt og aldeles anderledes. Det viser sig, at min anden fødsel var den, der skulle til for endeligt at kunne lappe det hul i hukommelsen og hjertet, som havde fået så sej en sårskorpe, jeg ikke troede, jeg skulle slippe af med den.

Jeg havde forliget mig med, at trods små to år uden prævention, så var jeg hverken gravid eller tæt på. Forliget mig med at skulle vi have en til, så var det forfra i behandling.

Jeg var egentlig ikke interesseret i at være gravid allerede igen. Jeg ammede stadig. Jeg følte faktisk endelig, at behandlingen var kommet på afstand. Universets centrum havde forrykket sig fra at dreje sig om min menstruation og cyklus, og livet var i det hele taget lidt mere roligt, end det havde været længe. Set bort fra, at vi havde solgt lejlighed, forladt den, flyttet i sommerhus, uden nogen permanent bolig i sigtet sommeren 2020. Jeg havde et borgerforeslag, som skulle løbes helt i mål på Christiansborg. To virksomheder at drive. Lidt kaos men kærlighed, det er åbenbart sådan vi trives.

Efter at have været et år i behandling for at få vores dreng, og jeg samtidig var ældre, Adam var det samme, så syntes jeg ikke, at tid var vores privilegium. Vi måtte igang. Og selv om min krop strittede imod ved den kemiske duft af Menopur, gik jeg igennem nøjagtigt de samme trin, jeg kendte godt. Follikelstimulerende hormon, den medicin der kunne undertrykke min ægløsning, den der kunne give mig ægløsning, progesteronet, der kunne gøre mig klar til at holde ægget. Og i juni forlod et batch æg min krop, vistnok en 19 stykker. Og efter den sædvanlige pause og et par blødninger kunne det times således, at jeg måtte få lagt æg op på vores bryllupsdag. Det måtte betyde held, og ganske rigtigt. Blodprøven blev positiv. Og hvis jeg ellers var ængstelig i ni måneder minus fjorten dage med vores dreng, var jeg det dobbeltstyrke anden gang. For nu vidste jeg nøjagtigt hvor stort det var, hvor sårbare for sorg vi ville være, skulle det lille æg ikke ville os alligevel. Vi vidste nu nøjagtigt, hvad der kom ud af det lille æg.

Graviditeten var sin egen balance imellem opkast i fire måneder og tanker i ring, om det nu også var sandt. Og da vi tog hul på et nyt år, 2021, og halvdelen af graviditeten var gået, så kunne jeg også forberede mig på, at jeg med al sandsynlighed skulle føde et barn. Så jeg fik fat på en jordemoder, der kunne forberede mig på det. Og ikke bare se fremad men også tilbage på den eneste erfaring, jeg havde med at føde, som ikke var en positiv en. Tina, hed hun. Der udviklede en form for skytsengleform for mig (hun er jordemoder og driver Mamaprofylax).

Månederne gik. Vi fik købt et hus. Solgte et sommerhus. Flyttede midlertidigt til en ny bydel. Renoveret. Ikke helt færdigt. Og så flyttede vi ind. Fjorten dage før termin. Med den erfaring i baggagen, at jeg da føder før, som gjorde med vores dreng, så var jeg ærligt lettet over at gå over tid. Jo flere dage til at pakke flyttekasser ud i, jo bedre. Men at være gravid en hel måned længere end første gang gjorde hele oplevelsen en anelse tung og væskefyldt.

Omkring terminsdagen var jeg oppe hos Tina, som mærkede min livmoderhals og med spænding i stemmen konstaterede, at det her altså var godt. Blød, eftergivende, “og der kommer friskt blod, Cathrine”, gav mig en følelse af, at det var lige oppe over. En hindeløsning rigere, og jeg var spændt. Men der gik flere dage. Uden en eneste ve. I min angst for at lande i samme fødsel som med Eddie med en fødsel i langdrag, hård kop, en lang restitution, gjorde jeg, hvad jeg kunne for at sætte det igang. Zoneterapi, sex, nulren de rette steder. End ikke et færdselsuheld, på ingen måde overlagt, kunne rokke Irma ud af sit skjul (ti dage over termin kørte en bil ud foran mig, da han glemte sin vigepligt, og jeg hamrede min bil ind i siden på ham).

Den 12. maj, elleve dage over termin, skulle jeg til igangsættelse på Rigshospitalet, men da de ikke havde tid til mig, gav de mig en ordentlig hindeløsning. Min tredje af slagsen. Allerede som vi kørte ad Vester Søgade, fik jeg den første ve. This is exciting! Det var igang! Adams hånd fik et klem. Men eftersom vi lidt tidligere havde sagt farvel til Eddie hjemme sammen med mormor, så besluttede vi, at det var noget rod at komme væltende ind ad døren midt i putningen. Så vi tog en hurtig beslutning om at gå ud at spise. Og det føltes fuldstændig magisk at sidde der, helt ukomfortabelt på to barstole i baren på Mangia. En tår cola, et deleglas hvidvin, en ve, en vetimer der blev puffet til. Lidt pasta og en livlig onsdag forårsaften i byen. Restauranten summede. Og jeg så mig omkring. Tænk at jeg sad der, på vej i fødsel og omkring mig sad folk og skålede og hyggede sig.

Da vi kom hjem, foreslog Adam, at vi gik en god lang tur, for rigtig at få gang i det. Men min krop havde behov for hvile. Hvis det skete i nat, havde jeg brug for min søvn. Så vi gik kun lige rundt om hjørnet, nød den lyse aften, kiggede op på himlen. Holdte lidt i hånden og gik i seng.

Om natten vågner jeg og går på toilettet. Jeg tager det ene stykke toiletpapir efter det andet og tørrer blod væk. Jeg ringer til fødegangen, og de kalder mængden helt normal og “sov du bare”.

Dagen efter vågner jeg fælt skuffet. Ingen fødsel. Ikke engang en ve. Og da Eddie vågner, er han ligeså forvirret over, hvor lillesøster er. I hvert fald ikke rundt om bordet, som han tænkte, hun skulle.

Den 13. maj snegler sig af sted. Jeg taler med Tina på telefonen. Ringer til fødemodtagelsen. Jeg skal ind igen til igangsættelse klokken 17.00. Jeg finder mig selv i et sært humør, og det får mig til helt ekstravagant at bestille otte donuts med levering. Hvis ikke hindeløsningerne virker, så må hun ud med et sukkerdrøn.

Vi kører mod Rigshospitalet igen. Og da vi står ved fødemodtagelsen, får vi igen besked på at vente. Vi går i 7/11 og køber snacks; kakaomælk, slik, sandwiches. NU skal vi hygge. Og så sidder vi der på to stole på en gang og bare venter på, at det hele skal begynde. Vi skal føde et barn.

Den FLOTTESTE jordemoder hilser på mig, på os, og jeg tænker med det samme; “skal du virkelig føde med mig?!”. Det væskefyldte hus af en krop. Og hun så smuk. Endnu en engel. Hun vil gerne køre en “strimmel”, lige få en føling med at baby har det godt. Vi får plads i, hvad der næsten ligner et kosteskab. Men der er en briks, og telefonen har Netflix, tasken fyldt med snacks. Så der sidder vi og ser alletiders dårlige serie (Firefly Lane, hvis andre mangler en dårlig serie).

En lille time senere kommer hun tilbage. Hun har en stue til os og viser os derhen. “Er det så her, jeg skal føde?”. Det forekommer som det vildeste realitetstjek, at jeg altså ikke forlader denne stue, før jeg har et barn i armene.

Jordemoderen er en drøm. Der er noget helt vidunderligt ved at møde ind uden en eneste ve. Jeg er ved mine fulde fem og kan livligt fortælle om min sidste fødsel, hvad min skræk er, og der bliver lyttet, og så er det tid til venflon, sygehustøj, uldsokker hjemmefra og at få “taget vandet”.

Jeg kommer op på briksen, og jordemoderen tager plads ved siden af min højre hofte. “Træk vejret dybt, ind og ud”. Og så kradser hun. Og kradser lidt mere. “Sej fosterhinde” (Irma har et sår i hovedbunden de første mange uger af sin tilværelse som et lille minde). Og så kommer vandet sivende. Nu er vi officielt igang. Klokken er omtrent 19.30. Udenfor var himlen lyserød, og jeg kan ane Blegdamsvej på den anden side af de store træer.

Jeg beslutter mig med det samme for, at jeg skal bevæge mig. Det her skal ske på en helt anden måde end med Eddie. Jeg vil tage oplevelsen tilbage. Jeg får en yogabold ned fra væggen, Adam sidder og holder telefonen, og så bounce jeg op og ned og liv i maven, mens vi ser Netflix.

Efter en halv times tid, kan jeg mærke, at der er ved at ske noget. Og som jeg bouncer, tager det til. Nok til at jeg kan mærke lysten til at ligge ned. Jeg giver hele tiden efter, for hvad kroppen kalder på.

Jeg kommer over på briksen og ligger på siden. Alt jeg har brug for er vand, Adams hånd og min vejrtrækning.

Al fokus på vejrtrækning. Afslappet kæbe. Ligne en hund på en solskinsdag. Jeg visualiserer. Trækker vejret.

Det jeg har øvet mig på i flere måneder med Tina, nu i aktion. Vejrtrækningen er mit center, og mine øjne lukkede. Jeg er i så dyb koncentration, at loftet kunne falde ned, uden jeg bemærkede det.

Jeg vil i vand, ligesom sidst. Det beroligede og kroppen giver slip. Der bliver tændt og gjort klar og vandet løber og løber ned karret. Hvornår må jeg komme i? Det løber og løber og løber. Jeg åbner øjnene for betragte situationen, og ser min jordemoder sidde ovre i hjørnet og drikke kaffe. Det er så smukt. Kun os tre. Og jeg føler den største ro.

Jeg bliver ved med at høre vandet løbe, og jordemoderen har nu rejst sig og betragter min krop og mit arbejde. “Cathrine, du er ved at være på toppen nu”, siger hun. Hun har ikke så meget som tjekket mig indvendigt, men blot vurderet mig, kigget på min lænd. At det er ved at være, og det badekar er i al fald for sent.

På en time har jeg åbnet mig fra fire til ti centimeter. Karret er droppet helt, for jeg må alligevel ikke føde i vand efter det store blodtab sidst. Men hvis det virkelig er toppen, og det ikke bliver værre, så kan jeg jo klare det! Uden vand! Jeg bliver helt høj! Ved min blotte vejrtrækning har jeg fået mig selv næsten til målstregen. Hvis det ikke bliver værre end det her, så kan jeg. Så kan jeg klare det. Jovist, det gør hammerondt. Men det er okay!

Adam gør den store fejl at komme med saftevand, og hvis der er noget, jeg ikke har lyst til, er det sukker. Jeg er så dødsenstørstig, hele tiden.Vand i rå mængder. Klokken nærmer sig så småt dagens sidst time, og jeg måu indrømme, at jeg godt gad, at det bliver den 14. fremfor den 13. Jeg skal ikke have det mindst uheld over det her.

Men det er uundgåeligt. Finalen. Jeg kommer fra siden og om på ryggen. Og så starter de. De kom væltende indover mig, som en anden bræksyge jeg ikke kan undsige mig. Presseveerne. Min krop krøller sammen som en bænkebidder, og jeg presser. Bruger alt jeg overhovedet har i mig og lidt ekstra. Jordemoderen står nu klar ved min side. Det samme gør en studerende. Ét stort heppekor samlet om mit underliv, fylder rummet med energi.

Jeg trykker til. Og igen. Og efter 35 minutter er hun klar. “Nu skal du komme med dine hænder”, og hvert nyt skridt er en stadig forbløffelse. At jeg faktisk er igang med at føde et barn. Om et øjeblik vil der ingen forhindringer være mellem mit barn og jeg, om lidt vil hun være i min favn for altid Og jeg presser til. Og lidt ekstra. Og så kommer hun. Mine hænder om hendes lille krop, og jordemoderen griber ved og hjælper mig. Hun kommer op på mit bryst og jeg får med al overraskelse i stemmen sagt; “Så kom du alligevel”. Først der tror jeg på virkeligheden. At dette barn tilfalder mig.

“Lille skat”. Og jeg får en dyne til. Hun skriger, og hun skriger, alt det jeg ikke har skreget for os undervejs i fødslen. Hvordan er det nu, jeg ammer? Det er som at gøre det på ny med sådan en lille størrelse.

En fødselslæge kommer til og de begynder at massere min livmoder til at trække sig sammen og stoppe blødningen. Det gør så jammerligt ondt. Og det til trods får jeg alligevel femten minutter efter fødsel sagt; “det her vil jeg igen”. Det havde været den mest magiske fødsel. Mit barn.

Vi fik vores fødselsdagsbakke. Den jeg havde visualiseret for mig. Det var mit billede, jeg havde haft for fødslen. At sidde med de tørre krydderboller og et flag. Ikke alene som sidst men sammen med mit barn og min mand. Det var lykkedes. Vi fik ro og så fald vi i søvn. Helt udkørte af de mange dage, frem og tilbage til Rigshospitalet. Nu var hun der.

Hun fik lov at ligge der på brystet i et par timer, før hun blev tjekket. Alt var som det skulle være. Og tre timer efter fødslen skulle vi hjem. Min blødning var kontrolleret. Irma sov. Nu måtte vi tage hende med hjem. Så syret det var at pakke den lille klump i en autostol og bære hende ned til bilen, ligeså vildt var det også. Det var det. Så ukompliceret, smukt, stærkt, råt. Jeg var så umanerligt udmattet og så høj på følelser.

I svingdøren til hospitalet dukkede et ungt par op. Den bekymrede kommende far. Moderen der med sugerørslæber tog ve efter ve. “Pøj pøj” fik jeg sagt. Muligvis for simpelt. Men det bedste held skulle hun have med. Og så drog vi ud i den sorte nat. Hjem til et hus, der sov.

Men det gjorde Irma ikke. Hun skreg. Og hendes spæde skrig fik vækket Eddie, der kom væltende ind til os i soveværelset klokken 03.30. Og så sad jeg der i kæmpe ble, frisk fra hospital, med et barn der klatrede på ryggen, en baby der skreg i favnen, og så var vi en kaotisk familie på fire.

Det lykkedes. Det hele lykkedes.

***

Det var den smukkeste oplevelse, og sådan kan det også være. Den fødsel tilgav mig og lod mig slippe følelsen af svigt til min egen krop, jeg havde båret på så længe. Over ikke at kunne blive gravid. Over ikke bare at kunne føde. Den fineste sløjfe på seks år med dét som omdrejningspunkt; at skabe en familie.

Og med de ord bliver det her også mit sidste blogindlæg. Det giver mig så god mening at lade dette være punktum for ti og et halvt års bloghistorie. Vores liv delt i glimt. Det store og det små. Slutteligt det største.

Jeg er så vanvittig taknemmelig for alt det, I har givet mig herinde. Jeres historier, jeres hep, jeres håb og drømme. I har gjort det sammen med mig. Båret min sorg, og jeg til tider jeres. Tak for den tillid I har givet mig, og dette lille univers, som tog sine første uanenende skridt i gråmeleret sofa på Rosenørns Allé, for hvad der føles som et liv siden. Jeg er jer dybt taknemmelig.

Den næste tid er ualmindeligt spændende. Vi er et år efter Irmas fødsel ved at lande i familielivet på fire. Den 5. september kommer det endelige punktum i min fertilitetsfortælling, når Hjertebarn udkommer, og ganske snart lancerer Flow Intimates.

Jeg er stadig på Instagram, og jeg glæder mig over at se jeres ansigter der, dem af jer som nærmest føles som en udvidet familie.

Tak for denne gang, xoxo ROCKPAPERDESSES aka Cathrine

23 kommentarer

  1. Aw, så fint altså💕.

  2. Olivia siger:

    😍😭😭😭

  3. Astrid siger:

    Wow Cathrine!
    Kommer til at savne dine blogindlæg
    Alt god vind i fremtiden

  4. Mette siger:

    Wow. Der gav du mig lige kuldegysninger og tårer i øjnene. Af hjertet tak for at have taget os alle med på rejsen. Både i forhold til at skabe en familie og livet generelt ❤️ Jeg glæder mig helt vildt til at læse din bog og ønsker dig held og lykke med dine nye spændende projekter.

  5. Ida siger:

    ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️

  6. Louise siger:

    Wow en fin fortælling. Jeg har født tre børn og efter din historie vil jeg føde igen, det er nemlig det fineste der findes. Tillykke med Irma og jeres lille familie i har skabt🌟

  7. Anne Kathrine siger:

    Tak – bare tak

  8. Alexandra siger:

    ❤️ sikke et eventyr det har været – og fortsat bliver – tak tak tak for at have delt så åbent og ærligt.

  9. Amalie siger:

    Ej, hvor var jeg slet ikke klar til at læse dit sidste farvel til bloggen 💔 Ligesom den naturligvis har fulgt dig på godt og ondt de sidste 10 år, så tror jeg at vi er mange ude på den anden side af skærmen, der sidder med samme følelse. Jeg er ked af, at skulle sige farvel – jeg føler at bloggen kan noget, som IG slet ikke fanger. Jeg håber jeg kan finde det samme i din nye bog, for jeg elsker dit billedlige sprog. Tak for 10 gode år, for outfit-inspiration, for små glimt i hverdagen, for en masse tips, for at lukke os helt ind i dit liv selv når det har været svært, og ikke mindst for din åbenhed og ærlighed.

  10. Louise Dyring siger:

    Åh manner Cathrine. Sikke et fint skriv. Du er så vanvittig god med ord. Måtte altså lige fælde en tåre.
    Du taler lige ned i min egen oplevelse med en nummer to fødsel, som heler den første fødsel.
    Tak for at dele så gavmildt med os alle og tillykke med din lille ønskemus i morgen ♥️

  11. Sophie siger:

    Tak for nu i dette univers 😭
    Jeg glæder mig til at læse din bog 🙏🏻

  12. Anne siger:

    Ja for søren, TUSIND tak for at have skabt dette univers og taget os med på din rejse <3 Det er kæmpestort. Jeg tuder lidt nu. Og det er jo i sig selv helt skørt og så alligevel slet ikke med det rum, som du har formået at etablere på trods af, at der er en digital verden mellem os.

  13. Louise siger:

    TAK for fantastiske blogindlæg. Øv dem kommer jeg til at savne. Tak for at lade os følge med, du er så sej!

  14. Ida siger:

    Åh, jeg fik jo helt tårer i øjnene der. Tak tak og atter tak for så utrolig mange fine blogindlæg. Du har uden tvivl været favoritten over dem alle.

  15. Henriette siger:

    Så fantastisk en historie, og det fineste punktum at slutte af på ❤️ Glæder mig til at læse hjertebarn 🙏 Du skriver så smukt!

  16. Kristine siger:

    Tak for at invitere ind og skabe forståelse og genklang. Det har betydet mere end du aner ❤️😭 kæmpe hep på alle dine næste projekter 🍀💚👏

  17. Trine Poulsen siger:

    🥹🥹 tak for denne gang ..
    følger trofast med på insta – ønsker dig alt det bedste ❤️ Tak for mange fine skriv ❤️

  18. Gry Hesselbjerg siger:

    Åh Cathrine, sikken fortælling. Et fantastisk sidste punktum her i dit fine univers. Tak for at lukke os ind og lukke os op. Du vil være savnet, men vi ses på instagram. Held og lykke med dine mange nye projekter. Du er en stjerne.

  19. Liv siger:

    ♥️♥️♥️ Og TAK for alle dine fine ord ♥️

  20. Omveje siger:

    Har aldrig kommenteret før, men vil bare sige oprigtigt tak. Du har forstået at være et medie, at levere kvalitet, at dele ud uden at sælge ud, at gøre en forskel. Det er ikke nemt. Du har virkelig gjort en forskel. Tak for at have været en del af udviklingen. En klog del.

  21. Karina siger:

    Tak for denne gang. Har fulgt med fra starten og nydt dine indlæg – især dit indlæg “hvad venter vi på” er mit yndlings og rører mig stadig.

    Vil følge dig fremover på instagram ☺️

  22. Teresa siger:

    Tak for alle din fine skriverier … ønsker jer alt godt i fremtiden.

  23. Louise siger:

    ❤️❤️❤️ – tak for at lukke os ind i jeres liv og dele din/jeres rejse med os. Bloggen vil blive så savnet!

Send en besked