Top

Min karriere: Modige Caroline, der ikke gider janteloven

10.12.2019
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

I dag skal I møde en ganske ung pige, som måske ikke har et hav af år på arbejdsmarkedet bag sig. Så hvorfor skal I lige læse om hendes karriere?  Hun var modig nok til at pitche sig selv ind som kandidat –  det kræver lidt balls, og det gjorde mig nysgerrig. Caroline har i virkeligheden gjort det, jeg altid har drømt om; hun flyttede til udlandet just nyudklækket som student. Og så har hun stort set opholdt sig ude siden. Og så har hun startet en café i New York, skriver på en bog, er en del af et stort kvindenetnærk. Osv. osv. Hun har så meget luft, mod og energi.

Tag godt i mod Caroline!

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerNavn: Caroline Sølver
Alder: Jeg fyldte 25 år den 6. oktober
By: København, New York City og Berlin
Beskæftigelse: Blogger og freelancer inden for tekstforfatning, kommunikation og markedsføring
Uddannelse: BA i Interkulturel Markedskommunikation fra CBS
Caroline, you got nerve! Det kan vi lide, for du skrev nemlig til os for at pitche dig selv ind som gæsteblogger! Hvor fandt du det mod?

Jeg har fulgt med på Rockpaperdresses i årevis, og hver gang jeg opdaterer min Bloglovin og ser, at der ligger et nyt indlæg fra dig, bliver jeg ramt af et sekunds lykkefølelse (awwww! red.). Da Eddie blev født, begyndte du at hive fat i inspirerende kvinder og interviewe dem. Det første indlæg var med Terese Ask, en ultimativ #girlboss, som jeg både kender og er fan af. Da jeg havde læst hendes interview, tænkte jeg, ”jeg vil også!” og skrev til din assistent. Her skrev jeg også, at det var på min liste over mål at være med. Det er selvfølgelig nervepirrende og også lidt mod den danske jantelov, at man tager fat i folk og ”pitcher” sig selv. Men det har jeg lært af min amerikanske kæreste, der ikke besidder et gram jantelov. Hvis man vil noget i livet, er man nødt til at gøre et forsøg selv. Og hvad er det værste, der kan ske? Jeg kæmper stadig en gang i mellem med at være nok fremme i skoene, men jeg er klart blevet bedre til bare at springe ud i det, jeg gerne vil.

Først og foremost, kan du ikke fortælle os lidt kort om, hvem du er, og hvad du beskæftiger dig med?

Et simpelt spørgsmål der egentlig er lidt kringlet at besvare 😉 Lige nu har jeg netop afsluttet min bacheloruddannelse og tager et ”sabbatår”, inden jeg starter på kandidaten. Lige nu arbejder jeg med min blog silverstories.dk, hvor jeg forsøger at inspirere med personlige livsstilsindlæg såsom rejseguides, mine egne erfaringer og et fokus på bæredygtighed, for eksempel at jeg højst må købe 10 stykker tøj fra ny i 2019. Jeg skriver også på en guidebog til New York, som jeg snart udgiver og arbejder som freelancer med en lang række virksomheder, såsom Núnoo, inden for markedsføring og kommunikation. Derudover driver jeg caféen Skål i New York sammen med min kæreste. Han står for det daglige, og jeg står for planlægning af events, menuudvikling, indretning og så videre – alt det sjove. Jeg tilbringer min tid mellem New York, København og Berlin. Jeg forsøger at opholde mig de forskellige steder en måned ad gangen, så jeg på den måde har tid til fordybelse, møder og jobs, når jeg er af sted. Jeg lever altså lidt et liv som digital nomade, og det er min drøm! Dog er der selvfølgelig også ulemper ved denne livsstil, for det er ikke altid nemt eller en dans på roser at arbejde alene og at bo i udlandet, for der er altid nogen, jeg savner, lige meget hvor, jeg befinder mig.

Det mod der, det klistrer sig til dig. Du flyttede til Berlin som 18-årig. Det virker som en ret vild beslutning, hvor kom den fra? 

Jeg var i Berlin for første gang som 15-årig. Det var 20 år siden, at muren faldt, der var minusgrader, og jeg syntes egentlig, at Berlin var trist og grå. Et par måneder efter tog jeg tilbage på en kærestetur, solen skinnede og jeg blev forelsket i byen. I løbet af mine gymnasieår, hev jeg af flere omgange mine veninder med til Berlin. Vi tog bussen, boede på hostels og festede hver aften. I skolen havde jeg tysk på A-niveau, hvilket passede perfekt med, at jeg var vild med Berlin. I løbet af gymnasietiden besluttede jeg mig for, at når jeg blev student, skulle jeg flytte til Berlin, og det skulle jeg gøre med det samme. Mange af mine venner havde planen om at ”arbejde i nogle måneder og så tage ud at rejse”. Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om at slave den i et supermarked, feste i Gothersgade i weekenden og så MULIGVIS tage på backpackertur i Sydøstasien. Jeg ville noget mere – og hvis jeg alligevel skulle arbejde, kunne jeg da ligeså godt gøre det i udlandet. Således kørte jeg mod Berlin den 1. august 2013 i en karavane af to biler med mine forældre, tvillingebror og farfar og en trailer fyldt med mine ejendele.

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerHvordan var det at flytte til et helt nyt land og skulle klare sig selv uden et netværk og venner og familie omkring sig? 

Inden jeg flyttede troede jeg ungt, overoptimistisk og romantisk, at det hele ville være nemt at flytte alene til Berlin som 18-årig. Jeg ville få et job, en stor omgangskreds og desuden lære at tale flydende tysk på et par uger. Virkeligheden viste sig dog at være en helt anden… Det var fantastisk og hårdt på samme tid. Da mine forældre og venner tog af sted efter cirka to uger, vinkede jeg farvel og lukkede hoveddøren. Så ramte det mig – hvad skulle jeg lave nu, hvem skulle jeg ses med, hvor skulle jeg gå hen? Nu var jeg for alvor alene.
Så kom efteråret. Jeg havde fået et job som personlig assistent hos en sindssyg kunstner, der drev mig til vanvid. Jeg havde ikke fået det kæmpe netværk, jeg regnede med, og jeg talte i hvert fald ikke flydende tysk. Meget af tiden følte jeg mig ensom og alene. Men jeg havde sagt til alle, at jeg skulle være i Berlin i mindst et år, så jeg følte ikke, at jeg kunne give op og vende hjem. Heldigvis gik det kun op af bakke herfra, og jeg endte med at bo i Berlin i tre år!

Du gjorde det sådan set igen som 23-årig – fandt modet og flyttede igen. Denne gang til i New York! Hvad kan NYC, som København og Berlin ikke kan? (udover the obvious; the bigger the better)

I 2014 mødte jeg min kæreste, en vaskeægte newyorker, der er opvokset i Brooklyn. Vi boede sammen i Berlin og København men et par gange om året tog vi af sted til New York flere uger af gangen for at være i hans hjemby med hans venner og familie. Første gang jeg besøgte New York, var jeg ni år gammel. Siden har jeg vist, at jeg skulle bo der en dag, og at Berlin ville være første skridt i den retning. Ret passende mødte jeg min kæreste, der har været en stor del af, at dette har været muligt.
Jeg har et blandet forhold til New York. På den ene side bliver jeg ramt af ”pinch-me-moments”, når jeg kommer op fra en subway-station, kigger op og bliver mødt af synet af skyskrabere. Når jeg, helt hverdagsagtigt, går forbi Carries lejlighed. Når jeg render rundt i byen og kan finde rundt og næsten føler mig som en indfødt. Her er New York fantastisk – alt er muligt, der er så mange dygtige og inspirerende mennesker, og de er på forkant med mange ting.
På den anden side har jeg lært, at New York ikke er stedet, hvor jeg skal bo og få børn. Det har virkelig lært mig at sætte pris på at være dansker og på det danske velfærdssystem – fra skolegang til sundhedsvæsenet – som jeg især oplevede, da jeg blev opereret for modermærkekræft på Rigshospitalet sidste år. På mange måder føler jeg, at jeg har været priviligieblind, hvor New York har sat perspektiv på mine privilegier som hvid københavner med familie og omgangskreds, hvor alle er uddannede og lever et godt liv.
At velfærden mangler i New York er et hårdt reality check, jeg bliver konfronteret med dagligt. Når jeg sætter mig i en subway i New York, og der render en psykisk syg rundt – der er intet sikkerhedsnet, der tager sig af folk, som ham. Hjemløse. Fattige familier. At uddannelse ikke er en menneskeret som i Danmark men et privilegium, mange ikke kan tage del i. Det er den hårde virkelighed, der især er en del af det område i Brooklyn, hvor min kæreste er vokset op. Det kan godt tage noget af glæden fra at opholde mig i New York, fordi jeg er vidne til de triste omstændigheder, der er virkeligheden for mange amerikanere.

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerDet der mod til at flytte til nye lande må komme et sted fra, uden vi går dybt i barndommen – men er du opdraget på en særlig måde, med det som fokus?

Ja og nej. Min farfar arbejdede som ingeniør og rejste en hel del. Han tog blandt andet familien med til både Maryland, USA og Botswana i Afrika, hvor de boede et par år. Min mor boede også et år i USA som au-pair. Min mormor var sygeplejerske i både Tromsø, Grønland og Saudi-Arabien. Jeg er desuden opvokset med rejselystne forældre (lige nu er de i Brasilien og i april var de i New Zealand), der altid har prioriteret at vise mig verden.

cherries-caroline-soelver-silverstories-by-irene-wissel-berlin (1 of 32)-kopi
DSCF1442-kopi
IMG_8147
En anden side er det jo også en rodløshed måske, har du svært ved at finde ro? Er det det, der driver dig videre til næste by?

Helt sikkert! Mere vil have mere, og jeg vil det hele. Det er den positive side. Den negative side er, at det aldrig er godt nok. Jeg er aldrig tilfreds. På en dårlig dag, når jeg for eksempel er i København, savner jeg min kæreste og synes, at København er lille og indspist. På en dårlig dag i New York savner jeg mine venner og familie, mine yndlingsspots i København og det danske velfærdssystem. Det giver vildt mange oplevelser og minder at ”the world is my oyster”, men det gør også livet og fremtiden med min kæreste lidt kompliceret. Hvor vil jeg helst være? Hvor vil han helst være? Hvor skal vi slå os ned og starte familie? Vil jeg kede mig, når det sker? Kan vi få hele visa-kabalen til at gå op? Hvordan skal vi deale med de store kulturforskelle og sprog?

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerDet er jo heller ikke bare at flytte til en ny by, og som i SATC tjener man lige kassen på at skrive en tiny klumme i en tiny avis (og har en tre-værelses på Manhattan). Man skal tjene til føden, og ikke bare det – i byen der har alt, har I åbnet en café, Cafe Skål. Hvad var det NYC manglede, som I så og skabte?

Nej, virkeligheden i NYC er ikke som i SATC! New York er en mega dyr by at bo i. Et eksempel er at et telefonabonnement svarende til mit danske, som jeg betaler 180 kroner for, koster 450 kroner. Et kilo økologiske gulerødder koster 30 kroner. Min kæreste har altid drømt om at åbne en bar. Det prøvede han først i Berlin. Siden blev hans bar-drøm blandet lidt med min drøm og udviklede sig til en café-restaurant. I København bor vi tæt på Mad og Kaffe, der serverer ”tapas-brunch”. Der er evig og altid kø. Her blev ideen til konceptet bag Skål født. Hvorfor fandtes der ikke et lignende koncept i brunchens hovedstad, NYC? Desuden ligger caféen i et meget lokalt nabolag, så vi holder ofte events såsom vores age-friendly månedlige events, hvor 20-35 ældre kvinder kommer og holder spilleaftenener og karaoke. Skål er altså en god blanding af os – vores kulturelle baggrunde og vores drøm om at skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne, og hvor ”hygge” er centralt.

Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæstebloggerMan når ikke at bo i tre byer, før man er 23 år uden drive. Så du har også nået at udgive guidebog til Berlin, arbejde som freelancer og for Spiir, Núnoo og Tipster (en virksomhed der fremhæver spisesteder i KBH og NYC). Hvad giver dig energi til at gøre de her ting?

Jeg tror, at jeg drømmer meget. Jeg vil det hele – hvilket er godt og dårligt på samme tid. Når jeg sætter mig for noget, så fuldfører jeg det! Jeg tror, at mit drive kommer fra, at jeg er stædig. Hvis jeg først sætter mig for noget og siger det højt, så skal det også ske. Jeg tror også, at jeg arbejder hurtigt, hvilket automatisk gør, at jeg har tid til meget.

Du er en del af kvindefælleskabet HER (ligesom mig, men som jeg dog ikke har været så aktiv en del af), vil du ikke åbne lidt op for, hvad det er? 

Jeg er medlem af HER i både København og NYC. Fællesskabet består af en Facebookgruppe, hvor der er plads til, at man hjælper hinanden. Det kan være gennem jobopslag, spørgsmål og inspiration. Desuden holder netværket events flere gange om året. For nylig var der et event i København med formålet at lære at prissætte sig selv og at opbygge selvtillid. Meget værdifuldt.
I januar var jeg til et event med HER i NYC, hvor næsten 80 kvinder var med. Eventet hed NEW YEAR, NEW YOU og var årets første event. Vi startede med at stå i en stor ring. Først holdt vi to minutters stilhed for dem, der havde mistet nogen i 2018. Derefter stillede værten forskellige spørgsmål såsom ”Hvem har startet deres egen virksomhed i 2018?” og dem, det gjaldt for, skulle stille sig frem. Allersidste spørgsmål var ”Hvem har haft brug for hjælp i 2018?”, hvor alle stillede sig frem. Det var en meget stærk oplevelse, og det beskriver ret godt, hvad HER går ud på. At vi skal lære af hinanden, hjælpe hinanden og turde at sætte paraderne ned.
 Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæsteblogger

Du taler om “den fremtidige arbejdsplads”, hvor der er plads til feminine værdier og frihed. Hvad tillægger du det af værdi? Hvilken modstand føler du selv, at du har mødt i din tid på arbejdsmarkedet, og hvad tænker du, at du gerne vil have, at der bliver ændret i fremtiden?

I mit forholdsvis korte liv har jeg allerede oplevet alt for mange ærgerlige situationer gennem mine jobs. Det kommer både af, at jeg har utrolig svært ved at sige fra og egentlig blot nikker og gør, hvad jeg bliver bedt om, på trods af, at jeg inden i sidder og tænker, at den er helt gal.
Jeg havde for eksempel en chef, der både forventede, at jeg mødte ind på pinden fra kl. 9-17, men at han også måtte kime mig ned lørdag aften og forvente, at jeg gik durk til arbejdet, lige meget hvad jeg ellers havde gang i i min weekend. At sige fra nyttede ikke noget. Det endte med, at jeg udviklede en form for angst – hver gang jeg så hans navn på min telefon, begyndte mit hjerte at hamre af sted.
For nylig havde jeg en virksomhed, der gerne ville bruge min arbejdskraft til tre dages arbejde. Chefen udtrykkede, at hun havde mega travlt, så hun havde virkelig brug for mig. Efter et par dage skrev hun en SMS til mig om, at hun ikke havde tid til at oprette mig i lønsystemet, men i stedet ville betale mig i et gavekort på 3.000 kroner til en af de virksomheder, der er kunde hos hende. Men hvordan skal jeg betale regninger med et gavekort? Få mad på bordet? Jeg svarede ”Jeg kan desværre ikke prioritere ulønnet arbejde i min kalender”, men sådan et svar havde jeg ikke turde komme med for bare et år siden.
For mig er den fremtidige arbejdsplads eksempelvis, at hvis det forventes, at man besvarer mails om aftenen eller i weekenden, så bør det heller ikke forventes, at man møder ind i faste arbejdstider. Fleksibilitet skal gå begge veje.

IMG_5689
IMG_8622
Som lidt af en globetrotter, vil du så ikke på falderebet give os dine top tre morgenmadssteder i Berlin, KBH og NYC?

Jo! Morgenmad og brunch er mit yndlingsmåltid, så jeg føler mig efterhånden lidt som en ekspert på det område.
Berlin – Datscha i Friedrichshain, Café Am Neuen See i Tiergarten og Hallesches Haus i Kreuzberg
København – Absalon på Vesterbro, Les Trois Cochons på Frederiksberg og Lille Bakery på Christianshavn.
NYC – Carthage Must Be Destroyed i Bushwick,The Hoxton i Williamsburg og Old Rose i West Village.Og en lille bonus… Skål i Bed-Stuy, Brooklyn 😉
Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæsteblogger
Rockpaperdresses, silverstories, Caroline Sølver, gæsteblogger

10 kommentarer

  1. C siger:

    Caroline er simpelthen så sød <3

    1. Cathrine siger:

      Jeg har tilgode at møde hende, men bare ud fra hendes svar til mig, må jeg sige, hun varmer mig <3 KH

  2. Sabrina siger:

    Virkelig fin læsning, Caroline virker super sej og inspirerende!
    Jeg bliver nysgerrig på det kvinde fællesskab, men synes ikke umiddelbart at jeg kan google mig til det. Vil en af jer mon dele hvor man kan se nærmere?
    Kh

  3. Anne R siger:

    Jaaa, hvor er det FEDT! Flyttede selv til Paris som 18-årig for at arbejde på restaurant, men måtte sande, at det var for svært at få det hele til at hænge sammen økonomisk .. nu går jeg og bakser med, om jeg skal flytte ud igen, og Carolines interview minder mig om, at man da bare skal springe ud i det uden for mange bekymringer. Tak, Caroline! (og Cathrine)

  4. Mette siger:

    Hvor er hun bare sej og inspirerende 🤗😍

  5. Asta siger:

    Seje, dejlige Caroline! Er stolt af at kunne kalde hende min veninde <3 Hun er en inspiration for alle, hun møder på sin vej. Og hvor er det dejligt at se, at en masse af dine læsere nu kan lade sig inspirere af hendes modige tilgang til livet, ligesom jeg har glæde af at kunne hver dag!

  6. Caroline siger:

    Tusind tak for alle de søde kommentarer, de gør mig så glad <3
    @Sabrine – her er HERs hjemmeside: https://www.herglobalnetwork.com/. Kh Caroline

  7. Ann-Sofie siger:

    Hej Cathrine – helt ude af kontekst!
    Den top di har på på dit sendte billede på insta – den er fra H&M? Den er fin!
    PS. Jeg skal selv til Popsi og Krelle koncert i næste uge! 💃🏻

    1. Cathrine siger:

      Haha, GOD fornøjelse 😀 Ja, den er så! Fra Conscious Exclusive fra foråret. KH

  8. Stinne siger:

    Ej, hvor er hun sej og inspirerende!
    Cathrine, jeg er vild med disse portrætter. De er godt gennemarbejdede og jeg lærer noget nyt hver gang. Stor ros herfra.

Send en besked