Top

Mine hvide privilegier

04.06.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand
Jeg har ikke et eneste billede, som jeg synes er relevant eller rigtigt, ej heller det her, men vil I gerne se nogle stærke billeder, så tjek Kenneths fra demonstrationen i weekenden

Hvordan skriver jeg de her ord uden risiko for at lyde uinformeret? Uoplyst? Som en der slår plat? Som en der misforstår? Som en hvid priviligeret kvinde?

Måske skal jeg netop af samme årsag skrive, løbe risikoen og gøre det. Det er ikke det værste at fremstå dum, når der andre steder i verden står mennesker i livsfare. Og det er i øvrigt netop dét, jeg er. En hvid priviligeret kvinde. Det er mit udgangspunkt for at skrive, forstå verden, møde verden. Jeg er et produkt af den kultur, jeg er opvokset med, de mennesker jeg har mødt, og den viden jeg selv har været nysgerrig for at indsamle. Men jeg vil gerne forstå hvilke strukturer, jeg selv er med at opretholde, og hvordan jeg kan være med til at nedbryde dem.

Jeg har oplevet diskrimination på baggrund af mit køn, min hårfarve, men aldrig nogensinde min hudfarve. Og det er mit privilegium, the white privilege. Den har aldrig spillet en rolle i mit liv, mine ønsker, den har aldrig hindret mig i at opnå dét jeg gerne ville. Eller blot hindret mig i at leve mit liv i fred. Jeg er aldrig blevet konfronteret med den, for jeg har altid været en del af majoriteten. Og det er så pokkers nemt at være ligesom mange af de andre, især i de yngste år.

Og fordi jeg aldrig har været konfronteret med min hudfarve, så har jeg heller aldrig skænket den en tanke. Jeg har hverken set min egen eller andres hudfarve, og derfor heller ikke set den som et problem. Det har jeg holdt fast i årevis som mit eget udtryk for at alle mennesker er lige i mine øjne. Jeg ser mennesker og ikke hudtone. Det har jeg opfattet som næstekærligt og omfavnende.

Hvid kultur

Men jeg har også haft det nemt. Stort set alt hvad jeg været repræsenteret for i kulturen, de serier jeg åd i timer, når jeg kom hjem fra skole. Beverly Hills 90210, Venner, Sabrina – Skolens heks, Melrose Place, Baywatch. Hvide, smukke, unge mennesker og hvis der var en sort skuespiller med, så havde det ofte en nærmest gimmicklignende karakter; et værktøj for at understrege en pointe. Men det faste cast: Hvide. Kun vide. Med mindre jeg skruede over på Tv Danmark, der viste Rap fyr i LA, The Wayans brothers, Martin.

Min første bedste veninde var sort. Vi var udadskillelige i tre år, indtil hun rykkede over i klubben, og jeg som var et år yngre forblev på fritten. Vi fortsatte til kor sammen, men langsomt gled vores venskab ud. Hvordan vi tog os ud var aldrig et emne. Jeg var misundelig på hendes fyldige hår. Hun sikkert på mit glatte. Som børn kan forelske sig i det, de ikke selv har. Men hinandens forskellighed så vi ikke. Så jeg ikke, for ærligt, jeg ved ikke, hvordan hun så verden, hvordan hun oplevede verden se hende. Jeg spurgte ikke, for jeg det var ikke en del af min forståelse at vi kunne blive behandlet, set på, forskelligt. Jeg var ikke mit eget privilegium bevidst. Jeg var syv, otte, ni år.

“Jamen, hvad skal vi så kalde dem?”

Men som jeg blev ældre blev der langsomt fyldt på min kulturelle bevidsthed. Der er forskel imellem os – i hvordan verden ser os. I skolen lærte jeg nye skældsord, for det var i de sammenhænge de var tiltænkt. Bøsse. Perker. Homo. Brugt som ammunition. Hvordan kan vi omtale andre mennesker grimmest? Men det er jo bare noget, man siger. Min dansklærer Vibeke holdt fast i, at der til fødselsdage blev delt negerboller ud. Hjemmefra har jeg hørt krakkemut om mellemøstligt udseende mennesker, og jeg har også nære familiemedlemmer, der holder fast i ordet neger. “Jamen, hvad skal vi så kalde dem?”, hvis jeg har udfordret ordene. Selv i dag.

De fleste år har jeg ikke sagt noget. Måske har det syntes som en tabt kamp, mundhuggeri. Måske har det bare ikke vejet så tungt, for det var ikke min kamp, måske fordi jeg i virkeligheden ikke sådan rigtig forstod, hvorfor det egentlig var et problem at kalde nogen neger, jeg vidste bare, at det ikke var i orden. Jeg havde forstået, at sådan taler man ikke, men havde jeg forstået hvorfor?

“Ain’t no white man ever go above 110th street”

Første gang jeg reelt blev opmærksom på min hudfarve var under min første tur i New York. Og nu udstiller jeg fuldstændig mine privilegier og naivitet. Vi havde lejet en airbnb – uden at være klar over, at det var in the projects. ‘Housing projects’ er socialt boligbyggeri – men altså en hel anden skala end det, vi kender herhjemme fra. For to unge mennesker, mig på SU, så var det bare en overkommelig pris i en virkelig dyr millionby. Jamal, som beskrev sig selv som struggling actor, var en forrygende vært! Sød, varm og hjælpsom til at guide os i nabolaget.

En aften hopper vi i subwayen, for vi skal et godt stykke op i Harlem for at spise på en legendarisk soulfoodrestaurant. En mand vakler ind vores vogn, og han prædiker om jesus, Gud, verdens undergang, det store fald. Og ser han os; “Ain’t no white man ever go above 110th street”. Vi så os om, og var de eneste hvide tilbage. Det var allerførste gang, at jeg forstod, at vi ikke er ens. Jo, af kød, knogler, hjerte og hjerne. Men vores historie er forskellig, vores baggrund ligeså, den nåde verden har vist os, har formet os forskelligt.

Hjemme i Danmark igen, og det gled i baggrunden. Jeg er bor i et område, hvor vi stort set alle sammen ser ens ud, kører den samme bil, og hvor sort kultur som oftest er noget vi sætter på anlægget eller fjernsynet. Mit menneskesyn favner dog bredere end mit postnummer. Jeg følger godt med i politik og har også skrevet lidt om det igennem tiden, som det her gamle indlæg, før det, synes jeg, skelsættende valg, hvor DF fik en enorm fremgang. Jeg stemmer inkluderende, så socialt bevidst jeg kan og med tanke for, hvem der har fokus på minoriteter, miljø og drager omsorg for begge.

Så når der i disse dage florerer et hashtag; #AllLivesMatter. Så forstår jeg, hvor det kommer fra. Det menneskesyn, at alle liv er lige meget værd. Det er også mit syn. Men problemet er, at det er de bare ikke. Alle liv er ikke lige meget værd. Når vi holder fast i vores ret til at brug nedsættende termer om andre mennesker, når der er en markant større risiko for at blive stoppet af politiet, hvis du har en udenlandsk baggrund , når vi hænger nostalgisk fast i kolonitiden. Alle liv er ikke lige meget værd, så når vi bruger udtrykket, gør vi vigtige stemmer stumme, og forfladiger en hel bevægelse, som er det Black Lives Matter (- too, som flere tilskriver for at få os til at forstå, at det er så simpelt) er. Det er ikke alle liv, der skal i fokus lige nu, men poc som igen og igen mister livet, mister deres stemmer, ikke har lige rettigheder, herhjemme som i USA.

“Død indianer i kano”

Hvad mener jeg egentlig? Det kan være svært at få øje på den strukturelle racisme herhjemme, hvis man ikke ved, hvad man skal lede efter. Og en ting er når man foreslår at sende mennesker ud på en ø til opbevaring, før de skal sendes videre. Hvordan vi taler til og om hinanden, (hej Grønlænder-bajer og “død indianer i kano”). Men der er også rigtig meget skjult racisme. Hyggeracisme (hør gerne A Seat at the tablet episode med selvsamme titel).

Jeg læste i går en virkelig interessant artikel fra 2015 i Weekendavisen, ved du hvorfor, det hedder kolonialvarer? Måske har vi glemt, at vi var en kæmpe spiller i slavehandlen og ansvarlige for mange tabte sorte liv? Har du tænkt over manden med den store hovedbeklædning på Tørsleffs vanilje? På den asiatiske mand brugt på Atamon-flaskerne? Den sorte unge kvinde, vi kender som Cirkelpigen? Hvordan vi holder fast i en billedkultur med en form for nostalgi, selv om den i virkeligheden trækker på et af de mørkeste kapitler af dansk historie: kolonitiden.

Måske du tænker, jamen herre gud… Irma bruger også en blond pige; Irmapigen. Er det så også forkert? Irmapigen har bare ikke denne her mørke, mørke betændte baggage med sig. Hun har ikke været marginaliseret, fanget, splittet fra sin familie, tvunget til slaveri og voldtægt. Hun bærer ikke 400 års racistisk historie i sin lille kurv foran sig.

Det blev tydligt for mig, at jeg mangler en kæmpe grundlæggende forståelse for den historie, fordi den er aldrig blevet mig fortalt. Først da en kollega, som jeg holdte meget af, fik sagt højt, da vi var hjemme hos en anden kollega, at den plakat med en sort kvinde på hun havde hængende i køkkenet, meget muligt Cirkelpigen, jeg husker det ikke længere, at den var dybt sårende. Da begyndte det at gå op for mig, at hvad jeg har anset som nostalgi og en fin plakat af en smuk kvinde faktisk repræsenterede noget meget større for ham, og var med til at holde sorte mennesker fast i en historie, som hvide menneskers ejendom. Det var ikke bare en plakat men et meget større signal, en del af hans historie så smertelig, og mig der slet ikke så det og så ham.

Det har ikke været hans ansvar at uddanne mig og min egen uvidenhed i raceforskelle og det forskellige historiske syn på os. Det er ikke andres ansvar at hverken uddanne eller oplyse os. Men det var som om, han løftede et slør for mine øjne. Jeg begyndte at forstå strukturer og for at forstå endnu mere, begyndte jeg at lytte til podcasts som Yo, is this racist? og A seat at the table. Jeg tyede mod populærkulturen og så When they see us og I am not your negro og Selma og Insecure. Jeg erfarede, at racisme ikke er et eksotisk oversøisk begreb – det findes herhjemme på så mange niveauer, det er stadig så dybt i vores strukturer, vores kultur, når vi går i Netto og handler ind. Jeg ser det som mit eget ansvar at forstå hvilke strukturer jeg bevidst og ubevidst er med til at fastholde. Og bare mit eget instagramfeed, dem jeg følger, jeg har virkelig haft brug for at få flere ind, som ikke ligner mig, som siger noget andet, som lever et andet liv. Jeg er nødt til udvide horisonten, så den sidste uge har jeg trykket follow på rigtig mange nye seje mennesker med et håb om at mangfoldiggøre de stemmer jeg hører.

Selv om det så absolut er med de bedste intentioner og det kærligste menneskesyn for øje, når man skriver #AllLivesMatter, så negligerer udtrykket i virkeligheden dét faktum, at rigtig mange mennesker i Danmark, USA og verden over ikke oplever, at deres liv er vægtet og værdsat.

Men som et hvidt priviligeret, hvad kan jeg gøre? Det er der fantastisk mange stærke stemmer lige nu, som hjælper os til at forstå. Seriøst, instagram flyder over.

En ting er politisk også herhjemme at placere sin stemme et sted, hvor vi føler vores værdier repræsenteret. En anden ting er at sige fra, plain and simple, når vi i det offentlige rum oplever racistiske tilnærmelser. Ikke være bange – og ikke tænke “Det er ikke min sag”. Det er det – og det er en af de sværeste punkter, synes jeg. Jeg er så fandens bange for at blande mig og sige fra i det offentlige rum, sådan set både på egne vegne men også på andres. Jeg har en opgave i at blive ved med at irettesætte familie, som holder fast i nedsættende termer. Men så har jeg også et ansvar i at støtte virksomheder drevet af minoriteter eller som støtter dem.

Natasha Al-Hariri har de sidste mange dage bedrevet, hvad jeg vil kalde public service for at fortælle hvem og hvor man kan støtte. Self-ish har delt en lang række virksomheder på instagram, som man kan støtte her i Danmark drevet af POC fx Isangs og Impact Roasters. Hvis du gerne vil støtte på et større plan, så følg Mary Consolata Namagambes arbejde i She for she, som hun har oprettet for at skaffe bind til unge piger syd for Sahara, så de ikke bliver tvunget hjemme fra skole fx. Du kan også støtte Mellemfolkeligt Samvirkes arbejde i de mest udsatte områder (og læs i øvrigt denne artikel om deres arbejde for antiracisme, også herhjemme. Du kan også demonstrere fredligt sammen med Black Lives Matter Danmark, fx søndag i København her. Vær nysgerrig, søg information, ny viden. Jeg har lige bestilt bogen White Fragility, for forhåbentligt at blive klogere på mine egne mønstre, min egen angst for at tale om racisme og hvad lige nøjagtigt dét er med til at fastholde den.

Jeg vil meget gerne høre mere fra jer, hvis I andre anbefalinger på litteratur, organisationer, produkter jeg kan støtte.

36 kommentarer

  1. Louise S siger:

    Tak for at bruge din stemme på en nuanceret og konstruktiv måde i denne her sag!

  2. Mika siger:

    En bitte lille rettelse / kommentar: hvide er vel egentlig ikke en demografisk majoritet, for det må i så fald betyde at hvide er de største befolkningsgrupper i verden, går jeg ud fra, at du mener. Men hvide har historisk været (og er stadig) kolonimagterne og de reelle magttagere. Så måske hvide skal beskrives som noget andet end lige majoriteten, men i stedet som den “undertrykkende og magttagende” gruppe.

    1. Mika siger:

      *imperialisterne var hvide, det var det ord, jeg lige manglede. Håber det gir mening 🙂
      Tak for et godt indlæg!

  3. Marie siger:

    Fine pointer, men den der plakathistorie er for meget. Så kan man sgu blive krænket over alting. Ligesom når bestemte ord i gamle, danske sange skal censureres, eller børn ikke kan klæde sig ud som indianere eller mexicanere. Man må heller ikke blive for oversart.

    Og så må jeg indrømme, at det var en anelse kvalmende, hvordan alle bloggertyper postede det ene sorte billede efter det andet forleden. Ligesom dem der render rundt med FN’s pin for sine verdensmål uden at sætte sig ind i baggrunden, men for at ‘være med på moden’. Det udvander totalt denne kamp, når det bare sker for at være popsmart på samme måde, som alle poster billeder af Junos kardemommesnurrer eller pura utz smykker.

    1. Emilie siger:

      Hej Marie. Det er en magtdemonstration at gøre sig til dommer over, ol andre menneskers oplevelser af krænkelse, er legitime. Den slags kommentarer ER privilegieblindhed og derfor en del af problemet. Mvh Emilie

      1. Pernille siger:

        Jeg er enig med Emilie. Det mindste vi kan gøre er at prøve at blive opmærksom på, hvornår nogle af vores handlinger grunder i racisme og prøve at ændre vores adfærd. Jeg er dog enig med dig Marie, at det er “kvalmende”, hvor få, som har sat sig ind i FN’s Verdensmål. Hvis man har det, så vil man måske vide, at en stor del af fattigdom (1), sult (2), højere risiko for at dø under fødslen (3), dårligere mulighed for udannelse (4), ringere adgang til drikkevand (6), mangel på anstændige jobs (8), størst påvirkning og mindst årsag til klimakrisen (13) (bare for at nævne et par eksempler), i høj grad skyldes, at hvide i århundreder har udnyttet og stadig udnytter ikke-hvide befolkningsgrupper.

        1. Caroline siger:

          Marie, din kommentar er netop en del af problemet. Som hvid (det går jeg ud fra, at du er), er det ikke dig, der har lov til at vurdere, om plakathistorien er for meget eller ej. Det er nemlig ikke dig, den går ud over! Jeg kan godt følge, at billeder på instagram kan klinge hult, men de er langt bedre end ikke at gøre noget. Jeg vil råde dig til, at du læser op på de problemer, verden står i lige nu. F.eks. ved at læse Cathrines indlæg igen. Du kan også læse det indlæg, jeg selv har udgivet i går. Du kan læse “Emma Gad for hvide” af Anna Neye, og du kan gå på Instagram.

    2. Emily siger:

      Hej Marie
      Pointen med #blackouttuesday (og årsagen til at så mange ‘bloggertyper’ gjorde det) var ikke medløberi, men at lade være med at poste noget (der ikke havde med BLM at gøre) hele tirsdagen. At tilbageholde det sædvanlige indhold for at give en så vigtig sag ørenlyd. Lade den få al taletid og opmærksomhed.
      Og ja, den skal selvfølgelig have taletid, opmærksomhed og meget andet langt udover i tirsdags, men i stedet for at blive harm, kunne man også se det fra en anden side: At virkelig mange bakkede op.
      Kram E

    3. Rose Del Carmen siger:

      Som flere af de andre skriver Marie vil jeg påstå at du er færd med at fastholde den såkaldte ‘hverdags’ racisme der er strukturelt bygget i vores samfund med en grusom historie gennem slavehandel, kultur, kunst og jeg kunne blive ved. Jeg er selv barn af det du kalder en ‘indianer’ et ord jeg faktisk BLIVER stødt over at du bruger. Vi er ikke bare ‘indianere’ til børns fornøjelse eller til at joke over aftensmaden. Vi er et folk der er blevet slået ihjel år efter år og som stadig oplever vold og mord imod os. Jeg vil ikke gøre mig til et offer, men jeg vil derimod sige fra over for hvid blindhed som dette er, da jeg også formoder du er hvid. At du oplever mennesker som sarte, når deres historie og arv er fyldt med blod, vold, sexuelle overgreb, segregering og krænkelse af menneskerettigheder, viser det en privilegieblindhed der er toxic for den kamp som vi andre kæmper. Det er ikke for sjov at mennesker i USA kæmper med livet som indsats for deres ret til at være menneske på lige fod med det hvide overherredømme.

  4. Anne siger:

    Sikke en helt igennem fantastisk vigtig post Cathrine. Tak fordi du deltager i debatten.

    Som et barn der voksede op i 90’erne, kan jeg nikke genkendende til alt det, du beskriver ovenfor. Ligesom dig er jeg en hvid privilegeret kvinde. Opvokset i den jyske provins hvor alle lignede hinanden, hed det samme og havde levede de samme typer liv. Paa mellemtrinet i folkeskolen gik jeg i klasse med to elever, der begge flygtede med deres familier til Danmark fra Yugoslavia krigen. Det var foerste gang, at jeg blev konfronteret med, at der var andre vilkaar for mennesker, der ikke havde den samme hvide hudfarve som min.

    Jeg har ogsaa var meget influeret af amerikansk hvid populaer kultur, mindes faktisk et afsnit om racisme i Beverly Hills. Jeg husker ogsaa min foerste tur til New York tilbage i 2010, hvor min soester og jeg havde booket et hostel vaerelse i Harlem, fordi det var billigt. Vi ankom midt om natten, og foelte os begge utrygge i omraedet, selvom det var ganske stille. Naeste dag flyttede vi til et andet hostel paa Upper West Side ved Central Park. Jeg ved ikke, hvor bevidst jeg var dengang om race bias, men har efterfoelgende taenkt, at det helt sikkert spillede en rolle i forhold til, at jeg foelte mig utryg, fordi der var mennesker omkring mig, der ikke lignede mig selv.

    Senere paa turen moedte jeg den flotteste moerk hudet mand paa en bar. Vi har god kemi, og falder i snak. Midt i vores samtale udbryder jeg noget i stil med, at det er saa fedt at snakke med ham, fordi “we do not have men like you in Denmark.” Mens jeg intet andet end gode intentioner havde med den saetning, og blot ville sige, at han var et interessant og venligt menneske, saa ved jeg den dag i dag hvor forkert og racisiske den kommentar egentlig var, uden at jeg overhovedet var klar over det (white privilege).

    Forinden min tur til USA havde jeg boet et aar i Melborune, Australien, og jeg husker at det var efter min hjemkomst til Danmark, det virkelig gik op for mig, hvor enorm homogen vores lille land egentlig er. Det var ogsaa her, hvor det begyndte at gaa op for mig, at ikke alle mennesker har samme vilkaar i livet alene pga. deres hudfarve.

    I 2011 meldte jeg mig derfor ind i Radikale Venstre og blev politisk aktiv for at kaempe for et mere inkluderende og accepterende samfund. Senere stillede jeg ogsaa op, og blev valgt til mit davaerende loakle byraad, hvor mangfoldighed og mennesk rettigheder ogsaa optog mig meget. Kan bl.a. huske hvordan jeg og et medlem fra Enhedslisten koerte ud til et asylcenter paa Djursland, efter at centeret havde vaeret under raciske angrab fra Nynazister.

    Den dag i dag er jeg bosiddende paa andet aar i Melbourne her down under. Melbourne er en smuk og mangfoldig by, men Australien har ligesom Danmark en grum, grum fortid som slavenation, og den dag i dag er racisme isaer i de konservative stater desvaerre forsat ret udbredt.

    Jeg laeser paa et universitet, hvor der er studerende fra hele verden men saerligt Asien og Oesten. Selvom man af os der laeser i Australien er oekomoisk previligeret, fordi vi er sponseret af enten en stat, organisation eller relative, saa har jeg selv her oplevet hvordan studerende bliver behandlet forskelligt alene pga. deres hudfarve. Nok det vi isaer kender som hyggeracisme i DK.

    Da der bor mange med asiatisk baggrund i Melbourne (Kina, Srilanka, Vietnam, Phillipinerne etc.), har vi desvaerre ogsaa oplevet flere raciske angreb rettet mod netop mennesker med disse baggrunde som foelge af cornavirus. Selvom jeg foeler, at jeg goer mit bedste for at vaere oplyst om racisme, saa gik det alligevel op for mig med de overfald, at jeg stadig har meget at laere om hvilken stoerrelse racisme er.

    Kan anbefale bogen Americanah (fra 2013 mener jeg) af Chimamanda Ngozi Adchie, bogen er delvis en portraettering af hendes oplevelse som nigeriansk kvinde, der flytter til USA for at laese paa Princeton University. Den giver ogsaa nogle relevante og reflekterende perspektiver paa racisme, og hvordan vi alle har et klart ansvar for at sige fra over for det, og deltage aktivt i kampen uanset hvilken hudfarve vi har.

    Det blev en laengere stil. Din post satte mange tanker igang hos mig. TAK fordi du bruger din stemme i denne verdensomspaendede kamp.

  5. Katrine siger:

    Hvilke tanker gør du dig om dit samarbejde med L’Oréal, der fyrede Munroe Bergdorf efter hun lavede en kritisk udtalelse ifb. med BLM protesterne i 2017?

    1. Christine siger:

      Jeg havde også tænkt på at stille et lignende spørgsmål, så jeg bliver lige hængende!

  6. Tina siger:

    Godt indlæg! Det har også været en øjenåbner for mig at se “ugly delicious”-programmerne om, hvordan der er en masse fordomme og racisme forbundet med forskellige madkulturer.

    Og jo, måske kan reaktionen på enkeltstående ting som en plakat virke “som for meget”, men ofte er det jo en reaktion på summen af en masse små ting, som ikke-hvide personer har oplevet gennem deres liv. Det skal vi huske.

    Omvendt så er der også noget historie, der går tabt, hvis/når man erstatter nogle af de begreber, symboler osv., som vi tidligere har brugt. De er jo et produkt af deres samtid, så måske er det ok, at en bog fra 50’erne også er derefter? Så længe vi så husker at tale om, hvorfor vi ikke siger sådan i dag. Det er et dilemma, synes jeg. At se i øjnene, hvordan det har været og netop ikke skønmale fortiden, men samtidig ikke flytte det med over i “nutiden”

    1. Sofie siger:

      Som udenlandsdansker med fire år i bagen i USA, så har det været fuldstændigt mind-blowing at indse, hvor VANVITTIG den strukturelle racisme er herovre. Man tror man kender til det som europæer, men det gør man virkelig virkelig ikke. Det gennemsyrer alt, lige fra at være mere sandsynlig at dø i fødsel, til dårligere skoler, til små børn der straffes hårdere end hvide børn, til manglende generational wealth, til frasortering til job interviews, til dårligere sundhedsforsikring, til fuldstændig vanvittig valgdistrikter, der er designet til at POC har ingen chance for at få en fod indenfor i politik. Når først man indser, at alle på fx Starbucks er mørke eller alle de nannies i mit nabolag går rundt med hvide børn i dyre barnevogne (og aldrig aldrig nogensinde omvendt), så får man kvalme. Det er svært at forklare… Dele af vores familie man heller ikke forstå det, for i Danmark har man dog fx fælles gratis uddannelse, gratis sygehjælp, gratis tandlæge for børn, meget billig vuggestue osv osv. På alle punkter er amerikanske minoriteter sat fuldstændig tilbage til start, de har tabt fra begyndelsen. Vi ser det i vores by, hvor der er sygt dyre lejligheder ned til havnen og den bedste legeplads, som vi ofte besøger. Lige ved siden af ligger der housing projekt, altså klods op af townhouses der koster 2-3+ mill dollars. Og vi snakkede om, hvorfor løber alle børnene aldrig over til den fede legeplads? Tja, nok fordi deres forældre har nægtet dem det, i frygt for at blive skudt, anholdt eller bare ses som troublemakers. Det er kvalmende. Det starter i det små, os “rige” betaler $3000 om mdr for god Harvard-anerkendt vuggestue mens de sorte i det housing projects må stole på familien til at få det hele til at løbe rundt. Og kun kan købe shit mad med deres food stamps i Dollar Tree. Og al modermælkserstatning er låst inde bag tremmer i forretninger, fordi mange er nødsaget til at stjæle det til deres baby. Intet sikkerhedsnet fanger dem. Selv skolernes andel af skatteindtægter er betinget på boligpriserne i det nabolag og forskellen udlignes ikke – så de børn er bare screwed. Pyh, der er alt alt for mange detaljer med det vigtigste er nok, at man virkelig godt kan forstå, at bægeret flyder over i disse dage. Uretfærdigheden er svimlende og noget vi aldrig glemmer at have oplevet.

      1. Sofie siger:

        Hov Tina, det var ikke ment som et svar til dig, bare som en generel kommentar 🙂

        1. Caroline siger:

          Sofie, jeg har helt samme oplevelse. Min kæreste kommer fra NYC, nærmere betegnet Bed-Stuy i Brooklyn, hvor jeg bor på deltid, og den strukturelle racisme i USA er mindblowing og fuldstændig forfærdelig og uretfærdig. Jeg er så glad for, at hele verden (endelig!) har fokus på det, og jeg håber inderligt, at der kan ske forandringer.

          1. Sofie siger:

            Det må være meget hårdt for jer at være adskilt i disse dage. Jeg har i det mindste min søn og mand herovre, selvom vi savner familien derhjemme. Ja, det er vildt som dansker at indse – og samtidig også pludselig se, hvor hygge-racistiske mange danskere er. Ikke engang med vilje, men ofte af frygt og uvidenhed. Sådan noget med ikke at turde gå i et “sort” nabolag og knuge sin håndtaske lidt tættere, for “de overfalder os sikkert”, selvom det er højlys dag. Eller sige n-ordet af både trodsighed og vane. Jeg oplever ofte, at danskere lærer *nogle* ting ved fx at besøge USA, men oftes sidder frygten for det fremmede eller meget stereotype billeder fra medierne så dybt i dem, at de kan have svært ved at se det ægte USA. På mange fronter. De vil gerne, men forskellenen er så meget større end vi er blevet oplært med fx i Beverly Hills osv. Det fik os nok til at tro, at Danmark og USA er nogenlunde ens. Selv nu siger nogle bekendte, jaja, sådan er det jo også i Danmark med politiet og man må bare ryste på hovedet, for det kan slet slet ikke sammenlignes. Og det er faktisk en hån at forsøge. Men det kender du selvfølgelig alt til!

  7. Sofie siger:

    Virkelig fint indlæg ♥️

  8. Mathilde siger:

    Du er så sindssygt dygtig, Cathrine, og jeg håber, du aldrig holder op med at skrive!

  9. Katrine siger:

    Rigtig fint skrevet ❤️

  10. Caroline siger:

    Cathrine, tak fordi du bruger din værdifulde platform til at sætte fokus på dette umanerligt vigtige emne. Jeg vil anbefale bogen “Emma Gad for hvide” af Anna Neye, og “The racial wealth gap” og “When they see us” på Netflix og så vil jeg også anbefale det blogindlæg jeg selv delte i går, hvor jeg lister fem måder, hvide danskere skal melde sig ind i kampen for at bekæmpe racisme. Gør man ikke noget, er man en del af problemet.

  11. Camilla siger:

    Stor credit for et stærkt gennemarbejdet indlæg (som altid). Du er MEGA sej Cathrine, og jeg synes virkelig, at man kan mærke, der er lagt tid og kræfter og veldrejede sætninger i det her. Det må ikke have været helt nemt at formulere uden betænkeligheder – hos mig lander det i hvert fald helt rigtigt. GOD weekend <3

  12. Line siger:

    Tak fordi du tager det op, Cathrine!
    En god amerikansk ven, jeg har, delte dette dokument, og nu lægger jeg også linket her. Der er alle slags ressourcer hvis man vil lære mere. Podcasts, film, bøger, artikler, underskriftsindsamling, donationer og meget andet. https://docs.google.com/spreadsheets/u/1/d/1bUJrgX8vspyy7YttiEC2vD0DawrpPYiZs94V0ov7qZQ/htmlview?fbclid=IwAR2IRDD-y7jIIPL5NU1dW0mDmsOlhqHs_ZLrEQQp2kwaerhqB0veeZaK7bM

  13. Nanna Holmgaard siger:

    Virkelig inspirerende, vigtigt og velskrevet indlæg!!

  14. Ida siger:

    Du er simpelthen så dygtig til at skrive og hatten af for, at du tager dette emne op !

  15. Rose siger:

    Tak for et rigtig fint indlæg, som jeg håber dine læsere vil læse og reflektere over. Som melaninfyldt dansker med afrikansk baggrund er det virkelig dejligt at læse et nuanceret indlæg (for en gangs skyld). Jeg bliver lidt træt når jeg skal være glad for, at jeg i det mindste ikke er bange for at det danske politi slår mig ihjel og #blacklivesmatter derfor ikke er relevant i Danmark. Det synspunkt må komme af en grundlæggende holding om at jeg ikke skal forvente den samme frihed, respekt og anerkendelse som hvide danskere. Og det er det, jeg bliver ked af. Hvorfor er det så vigtigt at kalde os noget? Hvorfor taler I et utrolig dårligt engelsk til mig når jeg taler utroligt flot dansk til jer? Det er den nærmest hysteriske trang til at racegøre et andet menneske, der er så frusterende. Beklager, det blev lidt rodet og usammenhængende. Vil egentlig bare fortælle dig, at du har fat i den lange ende. Uddan dig, oplys dig. Derefter vil man forstå, at det er idiotisk at sige man kun ser mennesker og ikke hudfarve. Det er først ved erkendelsen af egne privileger man kan hjælpe “de andre”.

  16. Hanne siger:

    Stærkt indlæg, tak for det

  17. Anne siger:

    Hej Cathrine,
    Jeg tror det er kæmpevigtigt at vi alle gør os det klart, at vi har en indflydelsessfære, og at det er der, vi skal sætte ind. Så vi skal kigge på egne mønstre og kontaktflader – og indse, at vi bliver nødt til at opgive nogle behagelige privilegier hvis vi er ambitiøse omkring vores eget anti-racistiske arbejde. Det kan være finansielle privilegier, men også følelsen af at være en “god”, ikke-racistisk hvid, som skal opgives.
    Hvis man er lærer SKAL man kigge kritisk på sit pensum. Hvis man er influencer SKAL man kigge kritisk på sine samarbejdspartnere.
    Jeg bor i Brooklyn på fjerde år, og har aldrig været så racemæssigt presset, som jeg er lige nu. At konfrontere sin egen iboende racisme er ækelt, men nødvendigt, for vi kommer alle af en dybt racistisk kultur. Det er også tilfældet i Danmark, selvom diskursen på Instagram og i mange danske medier er, at det er i USA man virkelig har problemer. Derhjemme bliver konfrontationen med vores racistiske historie og kultur svækket af den tilsyneladende farveblindhed og mangel på sprog, som dækkende og objektivt kan beskrive de her strukturer.

    1. Cathrine siger:

      Jeg hørte faktisk også en virkelig sej kvinde, som netop pointerede det første du skrev: Er vi klar til at give plads? I USA, er man klar til at ens barn ikke kommer på det college man ønsker sig, fordi der skal gøres plads til diversitet. Det har en pris for de rpviligerede. Er vi ægte klar til at give dem op? Det kommer til at koste os alle sammen, det skal bare ikke koste liv.
      Jeg diskuterede diskurs i weekenden med min mor, for jeg hører det virkelig meget i hendes generation, den der stædige holden fast i begreber og ord som er dybt sårende og altså racistiske. “Men det hed det jo, da vi gik i skole”. Er du vimmmer om det ikke også findes her, især i sproget, så indgroet at det er svært at få op med roden. KH

  18. Pernille siger:

    Forslag: En RPD-bogklub med “Me and White Supremacy”-challenge (Layla F. Saad). Det kommer til at trække tænder ud, men vi kan godt – især hvis vi hjælper hinanden til at forstå bedre. Anyone?

  19. Katrine siger:

    Fantastisk indlæg! Jeg er selv hvid og har kun haft et par enkelte venner af anden hudfarve – så jeg har længe ikke kendt til de mange forskelle og problemer her i Danmark. Nu er jeg så forlovet med en fantastisk brun mand – og hold nu op, hvor har jeg nu fået øjnene op for og oplevet problemerne i Danmark. Vi er gravide, og jeg får ofte ondt i maven over de ting, vores lille dreng højst sandsynligt kommer til at opleve, blot pga. hans (flotte, men anderledes) hudfarve. Så jeg priser mig lykkelig over det store fokus, BLM får for tiden – og jeg håber inderligt, det fortsætter og kommer til at gøre en forskel.

  20. Trine siger:

    Det her indlæg er så fint skrevet, det kunne være skrevet af mig selv men med en dybde jeg og andre i hverdagen ikke formår at få på – og det er så vigtigt! Siden BLM bevægelsen startede med at uderulle har jeg været tavs. Overvældet. Øjne åbnet for noget jeg ikke gik og tænkte over, var bevidst om. Nu er vi i gang, self educating og jeg har lyst til at begrave mig i emnet selvom det gør ondt helt ind til benene. Tak for det her indlæg, det bliver printet så det kan “læses ordentligt”, igen og igen uden skærm 🖤

  21. Nanna siger:

    Rigtig godt indlæg! Som dansker boende i England med en sort kæreste har det netop været svært at forklare “hyggeracismen”, og hvorfor den er forkert, til venner og familie i Danmark, fordi “vi er jo ikke racister!” Men det er netop ikke op til os hvide at bestemme, om noget er racistisk eller ej, når det ikke er os, det går ud over. Har meget mere at sige, men du har beskrevet meget af det rigtig flot, Cathrine. Tak for det
    Tak fordi du

  22. MLJ siger:

    Engang slog vi også katten af tønden med en levende kat indeni til fastelavn, i dag sidder der en udklippet kat på. Vi rev også hovedet af en levende gås til samme højtid i øvrigt. Det gør vi ikke længere. På samme måde, brændte vi også engang levende kvinder af på bålet, i dag symboliseres det ved en dukke.
    Folks opfattelse, holdninger til tingene har ændret sig gennem tiden. Systemet har ændret sig. Engang havde vi stændersamfund eller enevælde. I dag har vi konstitutionelt monarki, med repræsentativt demokrati.

    Man kan sige befolkningen er blevet klogere, på baggrund af de erfaringer der er blevet gjort gennem tiden.

    Alle disse begivenheder har dog været med til at udvikle vores land, vores forståelse af os selv og af andre. vi skal lære historierne at kende og vi skal lære af dem, men det synes jeg ikke vi gør ved at slette den, eller gemme provokerende plakater væk, for så går de i glemmebogen. Jeg synes den bedste måde vi som individer og som samfund lære af historien, er ved at vise den til dem som kommer efter os, fortæller dem om den kontekst de er blevet til i, og kobler vores nutidige perspektiver, refleksioner og bedre viden om begivenhederne sammen.

  23. Sara Maria siger:

    Virkelig godt indlæg, altså! Og tak for at oplyse mig! Synes selv at jeg er rimelig godt med, men kan da godt se, at jeg som hvid bestemt også har blindspots, som jeg ikke anede – fx har jeg et billede af Cirkelpigen, som jeg aldrig har tænkt over, hvad egentlig betød?! Så nu vil jeg sætte mig mere ind i det her så hamrende vigtige emne. TAK for inspirationen! 🌟🌟🙏

  24. Line siger:

    Tak <3

Send en besked