Top

Nyt fællesskab på vej

20.08.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Wawawomb

Jeg har glædet mig rigtig meget til at kunne dele lidt mere med jer, om mit nye projekt. Mit og Barbaras nye projekt… I ved, vi har talt om kvindesite, og det har vi grebet – men med en niche…

WAWAWOMB

Et nyt og vigtigt fællesskab og videnssite om fertilitet og fertilitetsbehandling. I de tre-fire år jeg har delt ud af mine oplevelser med behandling, så står det faktisk ret tydeligt, at der er behov for et sted ”man kan gå hen”, for lige nu, når du får diagnosen infertil, så går du på google, og der er man et hop og et klik væk fra hestenettet og min mave og netdoktor. Og hvis du går via sundhed.dk, så er der en vis risiko for, at du sidder ligeså forvirret tilbage, som da du gik derind. 

Vi har et ret rent hjerte med i projektet. Vi ønsker os at lave det sted på nettet, som både gør dig klogere, udfordrer dig, som giver dig fællesskab og nærvær. Men ligeså meget at give dig det sted, du kan sende en partner eller andre pårørende ind, når man lige har behov for, at nogen andre forklarer, hvor skidehårdt det er.

Lige nu har vi alliereret os med sejeste Læger Formidler, som er så hamrende dygtige til at formidle svær viden i øjenhøjde. Vi har fået de modigste og sejeste skribenter på, som skriver helt vidunderligt. –  nogen skal til at starte i behandling her i efteråret og tager os med skridt for skridt. Jeg bidrager også selv. Vi har møder med offentlige instanser og foreninger, og det viser tydeligt, at vi har gang i noget rigtig spændende.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Wawawomb

Og vi har også brug for nogle flere af jer!

Vi kommer nemlig til at dele oplevelser og historier som tager udspring i fertilitetsbehandling, ligesom jeg har delt herinde. Så hvis du har en historie at dele, så endelig, endelig skriv til os (kontakt@wawawomb.dk). Og vi leder også efter nogen, som endnu ikke er startet i behandling, men som kunne have mod til at dele forløbet i et simpelt dagbogsformat, så vi kan få lov at følge med på siden lidt af vejen.

At jeg i sin tid delte vores historie, engang i januar/februar 2017, det har været det mest meningsfyldte jeg har gjort i mit arbejdsliv. Og virkelig også for mig personligt. For jeg var ikke alene, I gav mig et bølgende hav af historier – og det er fortsat, jeg får stadig dagligt beskeder fra jer. Nogle fyldt med håb, andre fyldt med babylykke *endelig* og andre med så stor sorg. Det her giver så god mening også at bygge videre på. Og det ser desværre ikke ud til, at der bliver færre i behandlingsmøllen. Det er lidt som om, at mit og Julies borgerforeslag gjorde noget ved mig. Vi længes stadig efter flere underskrifter i øvrigt, det udløber i november, og vi mangler hele 14.000 (hvilket føles som næsten i mål, nu man skulle skaffe 50.000). Det er bare et område, som mangler opmærksomhed, og det begynder virkelig at spire i medierne også.

SÅ! lige nu, hver gang Barbara, min seje partner på WAWAWOMB, og jeg skilles efter en arbejdsdag, så er det altid med smil på læben og et ”shit, det bliver godt!”.

Hvad er drømmen? Udover at udbrede en masse viden, starte diskussioner og give internetkram, når der er behov for det, så er planen også at holde en række oplæg/events med seje talere. Og måske også oplæg for fagpersonale set fra patientsiden? Vi kommer til at udvikle på sitet, så det kan følge en igennem behandling. Og sådan på den helt store skala, så er drømmen, også at få fat i yngre mennesker. Jeg er opvokset med læren om,  hvordan vi skal undgå at blive gravide i folkeskolen – vi hørte intet om, hvordan vi passede på sin fertilite… Vi har altså en helt kategori på sitet, der hedder fertilitet, for vi vil sindssygt gerne starte snakken om sex og fertilitet meget tidligere. 

Vi kunne helt sikkert bruge jeres inputs, til hvad I havde brug for under jeres forløb, eller hvis I blot har nogle ideer. Vi leder både efter seje fagpersoner, jer der har gennemlevet det, og faktisk, helt lavpraktisk, kunne vi også godt bruge en dygtig grafikerstuderende (som også kan tegne), som ville syntes, det var interessant at blive koblet på (lønnet selvfølgelig) og hjælpe os med småting til site og insta. Samme mail; kontakt@wawawomb.dk

Jeg håber, vores drømme giver mening for jer, og jeg glæder mig meget til efteråret, når vi er klar til at gå live. Sådan helt vildt meget!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Wawawomb

44 kommentarer

  1. Gry Hesselbjerg siger:

    Wauw! Stort tillykke! Kæmpegod ide med sådan et site. Jeg vil bestemt læse med også selvom jeg aldrig har haft brug for fertilitetsbehandling.

    1. Cathrine siger:

      Dejligt Gry! Det bliver også interessant for dem der ikke har oplevet behandling. Forhåbentligt 😀 For måske har man veninder, søskende eller kolleger i det. Og drømmen er også at give værktøjer til en god snak med børn/unge om sex og fertilitet. KH

  2. Lise siger:

    Virkelig god idé, det tror jeg rigtig mange for glæde af – også pårørende, som ikke kan finde ud af at sige det rigtige.

    1. Cathrine siger:

      Det håber vi 😀 KH

  3. Anne Louise siger:

    Jeg havde sådan håbet, at du tog teten på at danne et meningsfyldt univers og sted, hvor man kan føle et fællesskab, ligegyldig hvor man er i sit liv og sin proces. Jeg er sådan helt rørt og kæmper – her midt på en café – for ikke at give mig til at tudbrøle – bare fordi det er så god en ide, og der kommer endnu flere fora, så jeg/vi ikke skal føle os så sindssygt ensom i den her til tider opslidende fertilitetsmølle. Tusind tak helt fra hjertet og maven! <3

    1. Cathrine siger:

      hehe, gaven til maven <3 Uanset hvordan den har det! Det gør mig så glad at få den respons Anne Louise, tak! Vi skal gøre vores allerypperste for at det bliver helt vildt fint og rigtigt. Hvis du har lyst til at dele din historie, så sig til, ikke også? Det kan sagtens gøres anonymt 🙂 KH

  4. Frederikke siger:

    WAUW! Jeg synes det her er så interessant og optur, og jeg får virkelig lyst til at blive en del af det på en eller anden måde, fordi jeg bare synes det er så sejt, spændende og relevant! Jeg er uddannet sygeplejerske i Januar, men har ikke fundet min hylde, jeg kan ikke identificere mig med den verden der er på et sygehus i de rammer, men jeg synes at krop, sind og sundhed er så spændende! Samtidig savner jeg det kreative aspekt, som er en kæmpe del af mig (desværre kun rent hobby-mæssig pt), og overvejer om man kan koble det sammen. I min bachelor lavede jeg et innovativt projekt hvor jeg startede en podcast om mental sundhed for unge, men vi kom ikke rigtig videre. Jeg er nu gået på barsel, og lykkelig for at jeg ikke skal møde op på et sygehus, og håber på at jeg i den kommende tid finder ud af hvad jeg skal tilbage til efterfølgende, men wow, dét her lyder virkelig som noget helt storartet!

    1. Cathrine siger:

      Du er altid velkommen til at sende os en mail, Frederikke! Nu er du jo på barsel og skal nyde, men endelig send os en mail, hvis du får lyst! KH

  5. Anita siger:

    Det er dejligt, at du har fundet noget, som giver mening! Jeg synes dog hele fertilitetsbehandlingen er meget ensporet i dit univers. Naturligvis helt forståeligt, idet du/flere af dine læsere har været – eller er – igennem det nu, men jeg håber, at I på Wawawomb vil være mere nuancerede og også have nogle sider/debat med mere kritisk briller i forhold til emnet! Her tænker jeg bl.a. etik og evolution. At se det hele lidt mere udefra og i en større kontekst. Det savner jeg ret meget 🙂

    1. Cathrine siger:

      Der er også læger koblet på, men hvad kunne du tænke dig af emner? Endelig giv nogle stikord 🙂 KH

      1. Anita siger:

        Jeg synes det kunne være rigtig fedt, hvis der også blev delt historier af nogen, som ikke kan få børn, men som har valgt ikke at gå i fertilitetsbehandling af den ene eller anden årsag. F.eks. ikke at ville fylde sin krop med kunstige hormoner, ikke finder det etisk korrekt at skabe liv i et reagensglas, eller tænker, at ‘hvis jeg ikke kan reproducere mig, er det måske naturens’ gang, har valgt at gå direkte til adoption eller ja – jeg forestiller mig, at det kunne være rart at læse, at sygevæsenets fertilitetstilbud ikke nødvendigvis er den eneste løsning her i verden. Giver det mening? 🙂

        1. Cathrine siger:

          Ja det giver mening, men jeg tror simpelthen ikke på, at du møder nogen, der tænker “det er naturens gang”. Altså det vil jeg næsten lægge hovedet på blokken for. Ligesom de fleste også vil behandle kræft, brækkede lemmer osv. hvis de får den besked på et sygehus. Og så er adoption næsten umuligt i dag, der er simpelthen ikke særligt mange børn “på markedet”, og det lyder grimt. Men derfor er priserne på adoption helt uhyrligt høje. Det er ikke en mulighed for særligt mange.
          … Og så er der den med kemien; rigtig mange af os har taget minipiller/p-piller eller anden prævention. Og p-piller har faktisk flere påviste følger end hormonerne fra fertilitetsbehandling.
          Blot for at sige, at der er måske en grund til, at det ikke er historier, der er mange af. Men hvis de er derude og melder sig, så vil vi da selvfølgelig dække dem.

          – jeg mindes at vi to har diskuteret lidt før, husker jeg rigtigt? Personligt synes jeg ikke, det er en etisk diskussion. Der er blevet taget stilling fra politikere og Etisk Råd. For hvis vi synes det er okay at behandle kræft, give livsforlængende behandling og alle mulige andre steder, hvor vi blander os i naturen, så synes jeg helt sikkert også, der skal være mulighed for fertilitetsbehandling 🙂 Hvis vi skal leve efter naturens gang, så skal vi jo nærmest leve som Amish og hverken sprøjte marker og hvad vi ellers gør på alle plan for at maksimere naturen KH

        2. Cathrine siger:

          Men jeg synes helt sikkert, diskussionerne er mega spændende! Al etik er spændende, for det er jo rigtig meget holdningsbaseret. Men det vigtigste for os på WAWAWOMB bliver, at give et åbent og kærligt univers, som aldrig vil tage en “det var nok meningen, du ikke skulle have børn”-holdning. Men læserne er selvfølgelig velkomne til at bidrage med deres oplevelser <3 KH

  6. Ida siger:

    Jeg er så rørt ❤️ Hold K du sparker røv Cathrine! Mega mega flot, smukt og genialt koncept som rammer lige i tidens ånd. Det her er influencer next level. Kæmpe stort tillykke og rigtig god vind.

  7. Julie siger:

    Det lyder som et meget spændende projekt. Det glæder jeg mig til at følge med i ?
    Hvordan adskiller Wawawomb sig fra Videnscentret Fertility Care (fertilitycare.dk)?

    1. Cathrine siger:

      Hej Julie,
      Det er jeg så glad for du synes! Det gør vi os!
      WAWAWOMB er på mange måder en forlængelse af det univers, der allerede eksisterer herinde. De historier der er delt osv. Det vi gerne vil bygge ekstra på er lægefaglig viden, debat osv. Helt grundlæggende er Fertilitycare en forening – det er vi ikke. Vi bliver mere et videns og følelsessite. Vi definerer os som en blanding af Zetland og To the moon honey og det univers der allerede er herinde. Altså det er ambitionen 😀 Så kender du en nogenlunde retning!
      Tænker i øvrigt ikke at “markedet” er lukket og mættet, jo mere viden flere steder, jo bedre. Ligesom der også findes mere end ét dameblad og én avis 😉 Måske man endda kan få glæde af hinanden, så man kan få endnu flere og større kræfter. God kræfter unite 😀 KH

      1. Julie siger:

        Tak for svar – det bliver spændende at se det tage form ?

  8. Julie siger:

    Hej Cathrine.
    Mega fed nyhed – det er virkelig en mangelvare i dag og jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med jeres nye univers.
    Jeg håber, at det kan være med til at udbrede både videnskaben bag, alle de både lykkelige og ulykkelige historier og samtidig også sætte lidt fokus på den forskel, der er på årsagen til infertilitet. Jeg oplever, at både historier og statistikker i dag skærer al infertilitet over en karm, nok fordi der desværre er mange, der ikke ved hvorfor de er infertile, men samtidig gør det, at det er svært for os, som godt kender årsagen at finde nogen at spejle sig i, hvis ikke der også er fokus på de forskellige årsager til, at man er infertil, og hvordan det influerer på det forløb, man oplever under behandling.
    Mega god vind herfra.

  9. Charlotte siger:

    Kære Cathrine,

    Hvilket fantastisk initiativ at læse om. Det vil helt sikkert hjælpe ufattelig mange par, der kæmper og måske lette tungheden bare en anelse. Og så fedt, at kvinder får et sted med saglig viden og forhåbentligt kommer til jer før min-mave.dk… ROCK ON. Kærlige hilsner en kommende gynækolog/fødselslæge, der højst sandsynligt går fertilitetsvejen efter end speciallægeuddannelse….

  10. Trine siger:

    Stort tillykke med jeres nye projekt ? Det vil jeg glæde mig til at følge med i! Jeg håber, at der både kan være plads til jer og Va Va Womb (https://www.vavawomb.com) på det store internet – et community med lige så vigtigt fokus og dagsorden ?

    1. Cathrine siger:

      Det er jeg helt sikker på – de ser ud til at have en ret bred mening med deres site. Kendte det ikke, før du delte, men sådan ser jeg det umiddelbart 🙂 KH

  11. Louise siger:

    Det er simpelthen bare en super god ide! Og bestemt noget jeg ville have haft glæde af i vores fertilitetskamp. I er så seje – TAK.

  12. Lise siger:

    Jeg har et forslag til emne: jeg ved at kvinders fertilitet topper på et bestemt tidspunkt, og vi skal ‘skynde’ os. Alle par jeg kender i fertilitetsbehandling er der dog pga nedsat sædkvalitet. Kan I måske også fokusere eller have et tema om mænds fertilitet?

    1. Cathrine siger:

      Det kommer vi helt helt sikkert til!! Det fylder jo meget i vores verden herhjemme, så læser hvad jeg kan om det 🙂 KH

  13. Henriette siger:

    Fedt, det bliver så godt! Jeg læser dit indlæg som I vil fokusere meget på fertilitetsbehandling – håber at der også er plads til historier og faglighed omkring de fertilitets problemer der kan være mulighed for at afhhælpe/løse på egenhånd, fx PCOS og kosthold. Der er stadig mange læger/gynækologer der henviser direkte til medicinering og/eller fertilitetsbehandling, når der for nogen (måske mange?) kan gøres meget med kosthold. Det savnede hvertfald jeg hjælp og støtte til uden at skulle forsvinde ind i diverse netforum…

    1. Cathrine siger:

      GODT input Henriette, det bliver både fertilitet og fertiltetsbehandling <3 Hvis du vil dele dine oplevelser - også selv om det ikke var i behandling men måske kostplaner osv. så sig til! KH

  14. Lene siger:

    Så spændende! Jeg synes, I skal tage fat i Nanna Stigel ift kost og fertilitet. Hun har hjulpet så mange ikke kun PCO kvinder, men også uforklarlige infertile.

    1. Cathrine siger:

      Ja jeg hende ved jeg mange er så glade for, helt sikkert! Tak Lene! KH

  15. Camilla siger:

    Hvor kan jeg finde link til borgerforslaget? Det er sikkert på siden, men det er bare så meget nemmere at spørge. Støtte det, vil jeg i hvert fald meget gerne ?

  16. Alberte siger:

    Det lyder rigtig spændende og ikke mindst vigtigt!
    Jeg kunne egentlig godt tænke mig lidt indhold om lige præcis det at være ung kvinde, og passe på sin fertilitet. Som 26årig har jeg lige fundet sammen med min kæreste, og der går et par år før projekt baby er på banen. Jeg aner intet om hvordan min fertilitet er, men har kun fået tudet ørerne fulde af hvordan man undgår graviditet (hvilket helt sikkert også har været rigtigt vigtigt!). Men jeg gad godt at vide hvordan jeg forbereder min krop bedst muligt, så jeg ikke står og bliver kamp-stresset af måske “først” at gå i gang som 30-årig. Bare sådan en dokumentar som DRs “Når storken flyver forbi” giver mig mega stress og angst for om at bliver os om nogle år, og om vi går for sent i gang. Men hallo, jeg skulle jo også lige bruge min 20’ere på at finde drømmemanden!! Og så begynder tidsplanerne, som er så drøn-uromantiske “hvis vi vil ha’ barn som 30-årig, skal vi begynde som 29-årig. VI vil gerne ha’ boet sammen i ny (lidt større) lejlighed, i et år inden, så vi skal købe som 28 årig. Og vi kunne godt prøve at flytte sammen inden i min leje-lejlighed for at se hvordand et går, så det skal vi når jeg er 27… senest!”…… og den tankegang gør intet godt for nogen 🙁

    1. Louise siger:

      Jeg har været der hvor du er – forskellen var bare at jeg først mødte min kæreste måneden før jeg fyldte 32 år, og derfor var ældre. Nu ved jeg ikke, hvor I bor, men vi er så heldige at vi bor i Region H, hvor der er muligt som par at få et fertilitetstjek uden at man aktuelt planlægger graviditet. Jeg ved ikke om andre regioner også tilbyder det, men da vi skulle have det, kunne man i Region H få det både på Herlev (som vi valgte pga kortest ventetid) og på Riget, som i hvert fald stadigvæk skriver om det på deres hjemmeside: https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/fertilitetsafdelingen/specialfunktioner-i-afdelingen/fertilitetsraadgivningen/Sider/om-fertilitetsraadgivningen.aspx. Jeg kan kun anbefale det for at få ro i sindet. Jeg fik min kæreste (nu: ægtefælle) med på det allerede 6 måneder inde i forholdet, fordi jeg også stressede over alderens betydning, og det var for tidligt i forholdet at prøve på at få børn. Og det viste at lægerne ville anbefale at vi – når vi var klar til børn – skulle direkte i ICSI behandling (reagensglasbehandling med microinsermination), som er den mest indgribende type af fertilitetsbehandling. Så kunne vi mentalt forberede os på det, og vi fik også at vide at vi på den baggrund ikke skulle prøve et år selv før vi – når vi var klar – skulle bede om en henvisning til fertilitetetsbehandling. Og helt ærligt, så tror jeg det var nemmere at håndtere den hårde nyhed fordi vi ikke allerede havde prøvet på at blive gravide (hvorimod andre par i fertilitetsbehandling ofte har prøvet længe og allerede oplevet mange negative graviditetstest). Da jeg få måneder senere skulle have fjernet spiral efter 5 år, valgte vi at gå uden prævention med det samme, fordi chancen for naturlig graviditet var så lille – og da vi var rigtigt klar til børn fik vi så henvisningen. Her tre år efter at vi smed præventionen, har vi nu været igennem vores tredje ægudtagning, og vi har for første gang haft en positiv graviditetstest (det er bare for tidligt at vide om graviditeten holder endnu). Så selvom vi mødte hinanden sent og selvom vi har flere fertilitetsudfordringer, så kan det altså lykkedes ? Så tro på det – og hvis du har mulighed for det, så tag et fertilitetstjek og få afgjort hvor I står..

  17. Mette siger:

    Jeg synes også, det kunne være rigtig interessant fx at komme ind på kostens betydning for eksempelvis PCOS. Jeg håber bare sådan, at der så bliver forholdt sig til, hvad videnskaben siger. Altså hvad siger forskningen? Er der evidens for, at det virker? Og det samme med kosttilskud. Vi kan blive skudt så meget i skoene, at vi skal gøre det ene og det andet, men meget af det er altså ikke videnskabeligt. Her tænker jeg fx på et kosttilskud (Inofolic), som bliver anbefalet at tage, hvis man har PCOS. Der er nemlig kun lavet relativt få studier (indtil videre), og så er effekten altså mere usikker at måle. Generelt tænker jeg, det er rigtig fint med anbefalinger, så længe man forholder sig kritisk til det 🙂

    Jeg tænker også fint, at man kan komme ind på alternative behandlinger, hvis blot man gør opmærksom på, at videnskaben altså har svært ved at måle en effekt fx ved akupunktur. Jeg tænker, at der følger et stort ansvar med, når man står bag sådan en platform. Det er jeg dog sikker på, at I er meget bevidste om, og det lyder til, at I har fat i mange relevante fagfolk og eksperter 🙂

  18. Camilla siger:

    Det er så meningsfuldt – tak for jeres store arbejde. Jeg har gået og tænkt over en ting de sidste par år, som jeg synes manglede da vi startede i behandling for 1,5 år siden. Den historie hvor forløbet er godt selvom det tager lang tid. Det, der fylder mest på tværs af medier og kanaler, er klart historien om hvor hårdt det er at være i osv. Og det er jo også sandt!! Når man hører om den gode historie, så er det oftest en historie om at det er lykkedes hurtigt med fertilitetsbehandling. Men jeg synes vi mangler, at høre om de historier, hvor forløbet sagtens kan vare et stykke tid (1 år+) før der er jackpot, men hvor forløbet hverken er opslidende fysisk eller psykisk. Jeg var “bange” inden jeg/vi gik ind i det fordi det var alle de hårde historier, der fylder. Det gjorde (paradoksalt) nok, at jeg gik/vi gik og udskød at komme igang (har altid vidst at jeg har skulle have hjælp pga. flere hormonsygdomme). Derfor overraskede det mig også meget, at jeg stort set hverken blev presset psykisk eller fysisk i løbet af det år det år det tog os at blive gravide (på trods af at vi fandt ud af at jeg havde en endnu mere dysfunktionel fertilitet end forventet). Det er slet slet ikke for at sige ‘se mig hvor god og stærk jeg er’, men mere for at påpege, at jeg synes den slags historier mangler på området – og den havde måske fjernet noget frygt i mig inden jeg/vi gik igang i behandling. Det kan selvfølgelig også godt være, at jeg bare ikke er “faldet over” den type fortælling selv… Det er bare en tanke jeg har, og jeg hører gerne om andre ser den ‘mangel’ også eller om det bare er mig?
    // Camilla

    1. Cathrine siger:

      Du var godt beredt, Camilla, lyder det til. Vi vil mega gerne høre historie, hvis du har lyst til at dele – skriv til kontakt@wawawomb.dk <3 KH

  19. Sandra siger:

    Kæreste dig ❤️

    Hermed min første ‘blogger’-kommentar nogensinde:

    Åh, mit hjerte bliver så glad over det her. Vi var kort tid i fertilitetsbehandling tilbage i ´16. Forud var gået mere end to år, hvor vi virkelig prøvede the natural way – og hvor vi faktisk ikke vidste, vi kunne få hjælp. Allerede inden vi kom i behandling var jeg så stresset/ulykkelig/det fyldte alt, at selv et kort fertilitetsforløb var hårdt og opslidende. Fordi vi simpelthen kom igang ‘for sent’.

    Det var så tabuiseret back then, og vi vidste ikke, at det kunne være svært at få børn. Havde jeg i den periode ikke haft min tvillingesøster at dele min sorg om barnløshed med (min tvillingesøster og hendes mand prøvede også i mange år inden behandling), var jeg lost.

    Noget, vi talte meget om, var at lokale netværk ville være en stor hjælp. At få talt med ligesindede. Se dem i øjnene – og udveksle tanker, følelser – alle de forbudte, som man ikke selv syntes, man måtte føle. Og gud, hvor ville dette – jeres vidunderlige projekt – også have hjulpet. Meget ❤️

    Hvor er I vidunderlige.

    Kh. Sandra

  20. Line siger:

    Stort tillykke med det nye univers ❤️

    Midt i alt det her fertilitetssnak – så synes jeg lidt at vi mangler stemmer, der fortæller om genfejl og æg-sortering.
    Folk som måske ikke har direkte problemer med fertiliteten, men som har en genfejl, der gør at de skal hele møllen igennem alligevel.
    Jeg har i hvert fald manglet nogen at dele min historie med ❤️
    Så hvis i mangler nogen til sådan et skriv, så er jeg i hvert fald villig til at fortælle vores historie.

    1. Rikke siger:

      Meget interessant! Det ville jeg gerne læse mere om 🙂

    2. Cathrine siger:

      Altså, det har vi faktisk talt om herinde, fordi Adam bærer BRCA-genet, og der var mange i kommentarfeltet, som bød ind med kroniske sygdomme og ægsortering 🙂 Så lidt har der været. Vi vil mega gerne have din historie Line, så vil du ikke skrive til kontakt@wawawomb.dk?
      KH

  21. Johanne siger:

    Jeg vil glæde mig til at følge med. Jeg har ikke selv oplevet problemer med fertiliteten. Men følger lidt med rundt omkring fordi jeg kender pas der kæmper med fertilitetsproblemer.
    Afhængig af hvor bred i vil behandle emnet kan jeg anbefale jer at tage fat på Abelone Tholstrup, der har podcasten Et andet liv, om tiden efter fertilitetsbehandling, og hvordan og hvornår man beslutter at stoppe og parkere ønsket om et barn

  22. Louise siger:

    Jeg tror det bliver godt med et dansk fællesskab, der også har lidt mere fokus på den lægefaglige viden omkring fertilitet – også fordi situationerne for barnløse er meget forskellige afhængigt af hvad infertiliteten skyldes. I løbet af min tid i fertilitetsbehandling har jeg haft stor glæde af dine blogindlæg, blogindlæg på fertilitetsliv.dk og forskellige Facebook-grupper for os i behandling (blandt danske grupper særligt fertilitetsbehandling. og IVF/ICSI gruppe for alle), hvor jeg synes, at folk i behandling generelt er gode til at støtte hinanden igennem forløbet, svare på spørgsmål og komme med de gode historier (fx hvor det er lykkedes trods kun et enkelt æg, eller hvor det er lykkedes efter mange år). Men fokus disse steder er meget på individuelle historier, og nogle gange er situationerne meget forskellige. Den problemstillig en kvinde, som har mange æg og uregelmæssig ægløsning, står i, er jo helt modsat af en kvinde med regelmæssig ægløsning men meget lav ægrerserve – også selvom de begge er i fx IVF behandling. Og så er der jo tusinde andre grunde til til fertilitetsbehandling også fx lav sædkvalitet, en steriliseret partner, ugunstige bakterier i underlivet fx ureoplasma eller ubehandlet klamydia, endometriose, manglende ægledere, En kombination af flere diagnoser eller slet ingen diagnose (uforklarlig barnløshed). Og noget kost, kosttilskud eller medicin vil kun kunne hjælpe i nogle af situationerne – og andet vil sikkert generelt være godt. Men der er forskel – og det kunne være godt at lægerne ville kunne formidle om nogle af de mange forskellige ting, som forskningen har fundet ud af. Og ja gerne suppleret op af personlige beretninger også – jeg tror fx først det var da min familie så de første afsnit af “Når storken flyver forbi” på DR at de for alvor forstod (så godt som man nu kan uden selv at opleve det), hvor hård en process fertilitetsbehandling er, og hvor hårdt det er at gå med tankerne om “hvad nu hvis det aldrig lykkedes?” – for særligt den sidste tanke var aldrig faldet dem ind, eller det at man på et tidspunkt havde prøvet forgæves så længe, at man for sin egen og parforholdets skyld måtte sige “dette er sidste forsøg” sådan som et af parrene i udsendelsen gør.

    1. Cathrine siger:

      Åh ja! Jeg oplevede virkelig at folk har et meget snævert syn på, hvad der kan være galt. Og det var som oftest mig, de rettede sig imod med alle de gode råd, de nu havde – sagt i kærlighed. Men hvad jeg spiser gør absolut ingen forskel for sædkvaliteten, og så er det bare støj. Det er i øvrigt et helt fantastisk program, så fint og ærligt og råt. Jeg græd med dem flere gange. KH

  23. Sandra siger:

    TAK for at ville skabe dette univers!

  24. Simone siger:

    Så godt. Der er dog en gruppe der bliver overset og måske har det ekstra svært på rigtig mange områder – nemlig dem der er i fertilitetsbehandling og efterfølgende mister deres barn i graviditeten efter uge 12. En kæmpe sorg ?

Send en besked