Om ROCKPAPERDRESSES og Cathrine Widunok Wichmand

I 2011, en mørk novemberaften, sad jeg i min gråmelerede sofa på fjerde sal på Frederiksberg og besluttede mig for, at NU skulle jeg altså få startet den blog. I et års tid havde jeg gået om den varme grød men teknik og domæner og hvordan gør jeg egentlig og hvad skal den hedde? havde sat en lille stopper for mine planer.

… Noget med et ordspil… noget med rytme, noget man kender, et ’saying’… Cathrine’s Closet… Ej… Cathrines klædeskab… Mm… Sten-saks-papir… ROCK-PAPER-SCISSORS… Og hvis jeg så skifter Scissors ud med dresses. Det lyder næsten ens, ikke? ROCKPAPERDRESSES… Det er godt nok lidt langt… Er det for prætentiøst med et engelsk navn? Jeg er jo trods alt bare mig, og min mor og far er de eneste læsere…

Og det var de også den første uge. Men ganske hurtigt begyndte der at dukke navne op, som ikke var fra venindekredsen. De første 100 læsere… Det var vildt. Så var det ikke længere bare mine medstuderende og mor og far. SÅ var der 1.000, 5.000, 20.000… Over de første år eller to kom der flere og flere til. Jeg mærkede en fantastisk opbakning og mine indlæg blev delt vidt og bredt og anbefalet.

Jeg var heller ikke, som bloggere var flest. Jovist, jeg tog billeder i spejlet derhjemme og viste mit seneste eBay-køb sendt i mikrostørrelse. Men jeg skrev også om, hvor urimelig en kæreste, jeg var. Hvor urimelig ”A” var… Mine hår på armene gik fra at leve et liv i et skamfuldt skjul til at ligge på nettet med historien om mobning, kropsskam og accept. 

Jeg skrev om alt det, der faldt mig ind. Stort som småt. Altid med #rockpaperfrida ved min side, som stadig var en hvalp, da bloggen startede. Og så havde jeg også en drøm om at dele ud af det værtsliv, jeg håbede på at få. Et kig, behind the scenes, i en medieverden, som syntes overfladisk. Det var jo før alle værter lagde deres morgengrød på instagram. Før instagram overhovedet var en ting herhjemme.

Jeg var nemlig optaget på DR’s Talenthold og vel i gang med mit første år. En uddannelse som gerne skulle gøre mig klar til jobbet som vært et sted i den store Public Service-fabrik. Moderskibet, som vi alle anså det som studerende på Film- og Medievidenskab. Det havde været en træg optagelsesproces og en 8-900 unge mennesker var blevet skåret ned til os fire, som nu fik chancen for at suge til os i to år. Og det gjorde jeg. Og da de to år var gået, havde jeg et job som aftenvært på P3.

Som tiden gik blev jeg vært på Smag på P3, diverse kulturprogrammer, datingprogram, morgenradio. Jeg fik prøvet næsten alle fladerne af i mine fire-fem år, men musikken var omdrejningspunktet for det meste. 

På et tidspunkt i 2017 stod jeg ved en skillevej på mange måder. Jeg sagde mit job i DR op for at starte som selvstændig. Og hjemme havde vi netop fået besked om, at vi skulle starte i fertilitetsbehandling. At gøre det, jeg gør, leve af at dele ud af mig, mine tanker, mit liv. Det er umådeligt umuligt at gøre, uden at være 100 % ærlig. Så sammen tog vi beslutningen om at dele, hvad der for mange er dybt privat og 100 % tabuiseret. At vi skulle i fertilitetsbehandling.

Det viste sig at være den største gave, jeg i mit virke kunne få. For det gav genklang. Frem stod kvinde på kvinde og delte deres historie med mig, og pludselig var hverken de eller jeg længere alene.

Jeg har public service så dybt forankret i min formidling, at jeg altid gør mig umage med at finde ud af, hvad værdien for mine læsere er i fx samarbejder. Kan vi blive klogere? Kan vi skabe fællesskab? Kan vi forandre?

Det er også ekstremt vigtigt for mig, at jeg er åben og ærlig, for så kan I også være det. Og dét giver præcis den nerve, det fællesskab, det håb og den styrke, som det her univers efterhånden har fået sat fede rammer omkring. 

Tak fordi I læser med!