Top

OOTD + "mindre sladder, tak!"

28.01.2020
Skabt af Cathrine

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Vintage
Jeg har tilføjet et punkt til denne her liste for 2020. Listen med mine intentioner for året – eller måske bare mig selv og med et længerevarende tidsperspektiv end blot årets første måneder.
Mindre sladder i mit liv.
Og den kommer altså ikke blot fra andre men også fra mig selv. Jeg har nemlig et træk, som kan give mig lidt bøvl. Jeg er 1) meget åben og fortæller meget gerne åbent og 2) meget ærligt. Så når jeg får et spørgsmål, så svarer jeg. Også når jeg bliver spurgt til andre veninder eller relationer. Det kan give mig det bøvl, at det ikke altid er alle, der vil have en ærlig mening – nogen gange bliver det simpelthen lidt hårdt, selv om det ikke er tænkt sådan. Og dernæst kan det såre. OG – jeg kan komme til at afsløre noget, der ikke er for mig at afsløre…
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Vintage
I sidste uge skrev jeg med en god veninde på instagram – en fællesveninde var mut og ved siden af sig selv. Og jeg havde egentlig en ret god idé om, hvad det handlede om, så da min veninde spurgte mig, “hvad er los?”, så var min første indskydelse at fortælle, hvad jeg vidste og troede… Men mit hoved fik heldigvis stoppet mit ti-finger-system på telefonen og i stedet for at dele antagelser (som det først og fremmest var), så fik jeg sagt, at det skulle hun selv have lov at dele, når hun var klar.
Og det gjorde hun også, da hun var der.
Jeg derimod følte mig uvanligt godt tilpas over, at jeg ikke var gået mere eller mindre bevidst over min egen eller hendes grænse i min iver efter at være ærlig.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Vintage
Jeg vil næsten sige, at det er umuligt for mig at lyve. Jeg har en næsten Pinocchiosk ærlighed indbygget – det er også det, der har tjent mig så godt på bloggen gennem årene. Der er ikke så mange fingre imellem. Hvis overhovedet to. Jeg kan rode, ikke have styr på mine ting, jeg kan alt muligt andet  – end at lyve. Så får jeg et spørgsmål, så svarer jeg. Også på andres vegne, selv om det slet ikke er mit bord. Min mund går revolver på den og skyder af sted, og bagefter er jeg allerede videre uden at skænke noget en tanke. Jeg er jo bare ærlig!
Jeg elsker ærlighed – hvorfor det altid har været en del af bloggens DNA, om det har været fertilitetsbehandling eller kropshår. Adam og jeg har også før i tiden diskuteret vores indbyrdes ærlighed. Hvor nogen kærester deler alt mellem sig, har en fortrolighed som ægte partners in crime –  alle hemmeligheder eller fortroligheder de opsnapper i løbet af dagen, dem deler de imellem sig. Så er Adam fx typen, der aldrig kiss and tell. Har han været til drengeaften, og jeg spørger, “hvad talte I om?”, så er svaret altid: “Ikke noget…!”.  Så er det satme lange fem timer sammen, haha! Jeg har oplevet ikke at få at vide, at nogen ventede sig – før jeg så maven bule, næste gang vi sås.
Det elsker jeg egentlig ved Adam – og det pisser mig også af, haha! Eller, ikke så meget længere, men før i tiden var den totale fortrolighed den eneste mulighed for mig i et parforhold. Men den slags totalitær indskrænkelse er jo umulig – selvfølgelig skal man kunne have små hemmeligheder for hinanden. Også fordi det som oftest snarere er hemmeligheder man holder for andre end viden fra mig – noget man har lovet at holde for sig selv, så længe det er uden skade på andre.
… For de fleste af jer, så er det sikkert helt almindelig opførsel. Ikke sige et ord om noget til nogen om noget, der egentlig ikke tilkommer en, men for mig er det en skrækkelig vane ikke at tænke, før jeg taler. Og jeg er også opflasket med sladder. Det var en handelsvare i skolen, som kunne gøre man steg et par grader eller måske blev inviteret med til te om eftermiddagen med de andre seje piger. Det kunne også være noget, man afgav for at redde sin egen røv i disputser.
Sladder har der været nok af. Og selv om jeg sjældent har dyrket den ondsindede, så vil jeg gerne minimere støjen fra den i mit liv. Jeg skal blive bedre i 2020 til at stå af, springe over og stoppe op. Og så må jeg gå på kompromis med min nærmest sygelige naturlighed i at være så åben på alle siderne. Nogen kapitler må man gerne holde for sig selv. Især dem skrevet af andre.

Er det ikke et meget godt udgangspunkt for 2020 (og resten af mine dage forhåbentligt!)?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Vintage

25 kommentarer

  1. C siger:

    Super godt nytårsfortsæt!
    Jeg kan også selv være skyldig, for nylig kom jeg til at fortælle min arbejdsløse veninde havde fået nyt job. Jeg skrev straks bagefter og sagde undskyld, for det skal hun jo selv fortælle. Der er jo en grund til timingen i hvornår man fortæller noget.
    Jeg er dog selv stået meget mere af sladderen de sidste par år. Tror det er en del af at blive voksen. Jeg synes virkelig sjældent den er særlig fed. Heller ikke at lytte på.
    Der er så mange der sladre, især om folks jobs og partnere, og jeg synes ofte det virker som en måde at flashe social status på. Se hvor tæt jeg er med hende og hende.
    Jeg øver mig på at lade være. Det er ikke altid let. Men det er næsten altid det rigtige. Også fordi jeg altså ikke vil have andre til at sladre om mig, heller ikke når det er positivt.
    Det er for træls.
    Så tak fordi du sætter fokus på noget, mange(især kvinder) kunne blive bedre til.

    1. Cathrine siger:

      Du har så ret med den sociale status, det er klart en side af sladderen, som faktisk er virkelig grim. Det kræver øvelse og faktisk også en ny måde at starte samtaler, som det jo også kan være med til. TAK! KH

  2. Maibritt siger:

    Jeg troede kun det var mig der havde det sådan! Det er som om du lige har beskrevet min personlighed 😉 min kæreste hader til tider at jeg er så ‘lidt privat’ fx når vi er sammen med venner og familie.
    Tak for at du lige satte ord på noget, som faktisk godt kan være lidt en pinlig egenskab!

    1. Cathrine siger:

      Haha det tror jeg også Adam har ømmet sig over mange gange gennem tiden! Det er nemlig lidt pinligt – men omvendt, jeg kan sgu også godt lide at alt ikke bliver så overflade/berøringsangst/kedeligt. Det kan også lige ruske lidt og give anledning til gode samtaler. KH

  3. Emilie siger:

    Hvad Maibritt siger! ☝️
    Virkelig godt indlæg. Tak!

    1. Cathrine siger:

      Fedt altså! KH

  4. R siger:

    Gud hvor faldt det her indlæg på et tørt sted.
    Tak!

    1. Cathrine siger:

      FEDT MAND!” KH

  5. Diana siger:

    Jeg er sådan.
    …og noget af det værste er nemlig når min mand er ude. Fx når han kommer hjem kl 6 om morgenen efter en bytur og jeg spørger senere på dagen om han havde en god aften og om der var nogen der havde noget spændende at fortælle: “Ja det var fint. Nej ikke specielt” Min tanke er altid, men hvorfor blev du så ikke hjemme ved mig?! Jeg er jo altid spændende 🤦🏼‍♀️😆

    1. Cathrine siger:

      Haha SÅ MEGET OGSÅ ADAM!! Jeg er så vant til at blive overrasket, når vi ser venner, der tror jeg ved om breakene nyheder – men som er blevet hos Adam. Altså! KH

  6. Den anonyme sladdertante... siger:

    Jeg har en virkelig kedelig tendens til at løbe med sladder og måske nogle gange sige ting om andre som jeg ikke ville sige til deres ansigt. Jeg ved godt det ikke er helt den samme sladder du adresserer her – i mit tilfælde og gældende for “min” måde at løbe med sladder på, er jeg helt overbevist om at det bunder i en usikkerhed (eller misundelse?) i mig selv (og på en måde et ønske om at fremstå bedre end andre). Egentlig synes jeg jo selv at de allersejeste er dem der holder sig helt fri af den slags sladder, så det er jo på en måde ret paradoksalt, at jeg så løber med sladder for at fremstå bedre?
    Det er på en måde lidt det samme, der foregår når jeg (og andre måske) mor-shamer – altså (ubevidst?) at nedgøre andre eller lade dem forstå at “they got it all wrong” for at det skal være tydeligt at man gør det rigtige selv… Det ville jeg gerne holde mig for god til!
    Det var egentlig mit nytårsforsæt at holde op med det; jeg ved ikke hvor godt det går, men jeg tænker at første skridt må være at erkende det selv! Tak for et fint indlæg.

    1. Cathrine siger:

      Ej jeg forstår dig faktisk virkelig godt – det bliver jo en form for… Social vægt på skalaen. – at man er vigtig nok og lidt hævet, siden man er betroet særlig info. Jeg forstår dig så godt.
      Jeg elsker i øvrigt din ærlighed og selvindsigt. Det er nøjagtigt det, der skal til! KH

  7. A siger:

    Jeg er vokset op med remsen: “Tænk før du taler, Overvej det nøje, brug ej din mund, som en lille papegøje”😂 Det kan hjælpe dig igennem den første hårde tid, haha😂😂😍

    1. Cathrine siger:

      Hahaha, jeg elsker det!! KH

  8. Emilie siger:

    Jeg ved ikke om jeg umiddelbart tænker at det er sladder det du gør eller rettere siger. Jeg tænker mere at det er når man siger noget man ikke vil sige til vedkommende i person. Jeg har selv kaldt mig sandhedsmonsteret i en periode, men jeg fandt ud af at det er virkelig svært at være i verden hvis man ikke kan være ærlig. Det giver ikke lov til at være ufølsom og distræt, men at skulle gå at gemme på tingene er virkelig hårdt i længden og er ikke noget jeg tænker vi skal gøre alt for meget i. Hvis nogen siger at jeg er blevet fortalt noget i fortrolighed siger jeg det selvfølgelig ikke videre. Der er situationer hvor det er bedst at holde kortene tæt så at sige, men jeg synes godt nok ikke der er mange af den slags. Mere ærlighed med omtanke!

    1. Cathrine siger:

      Du har ret! Og jeg er helt sikkert distræt oveni hatten, og så er det ikke så kønt.
      Jeg holder også meget af disclaimeren “fortrolighed” – det forstår jeg mig på, haha! Så ryger det ingen steder. Og du har ret – omtanken skal følge ærligheden. KH

  9. Lina siger:

    Fedt indlæg! Og, hvor er din smukke frakke fra? 🙂

    1. Cathrine siger:

      Det er en gammel H&M-frakke 😀 KH

  10. Ann siger:

    Ej, jeg kommer også hurtigt til at tale over mig og fortælle ting, som er private for andre.. jeg gør det aldrig i ond mening, men ofte for at forsvarer eller svare på et spørgsmål 🤪🤘🏼 Dumt.,.. bagefter er jeg så nervøs for at det bliver afsløret, at jeg ikke kunne holde mund..
    men det også fordi jeg måske ikke ligger så meget i det? Jeg fortalte åbnet om vores fertilitetshistorie og jeg fortæller åbent at jeg er flad d. 15 i måneden.. det er bare mere privat for andre end for mig…
    Men jeg elsker Ditte Okmans program “Det vi taler om” – det er det vildeste sladderprogram og min guilty pleasure..! Virkelig anbefalelsesværdigt sladder på højt plan.. 😊

    1. Mikala siger:

      Det kunne have været mig, som skrev din kommentar Ann 🤦🏼‍♀️😆 Can relate. so much. Elsker Ditte Okman, var lidt skeptisk i begyndelsen. Men ærligt, den samtale de har, har jeg ofte med veninder (skamfuldt, til tider).

    2. Cathrine siger:

      Haha me too! Det er som taget ud af min mund, Ann! Det er skrækkeligt, for jeg er også lidt pinlig over mig selv bagefter. Jeg kan tit tage hjem fra ting og lige have brug for at kortlægge, hvad jeg kom til at sige, som jeg ikke skulle. Altså!
      …. Og jeg ELSKEDE at lytte til Ditte på 24/7 😀 KH

  11. Nanna siger:

    Hej Cathrine
    Jeg hepper på flere indlæg! Lidt højere frekvens (hedder det det!?), for jeg bliver tit skuffet, når jeg for 5 dage i streg klikker forbi din blog, og der ikke ligger noget nyt. Helt plat, men jeg føler mig næsten lidt dum, at jeg så alligevel klikker herind.
    Du har jo sikkert en hel del at se til, men dette er lige en stille bøn om flere indlæg – for de er jo gode!
    God weekend.

    1. Cathrine siger:

      Haha, jeg holder af dig! Du kan tro, jeg skal have en højere frekvens – forhåbentligt kommer det også naturligt med at Eddie starter i institution snart (om alt går vel), så får jeg hoved og hænder mere fri! Så jeg er kun glad over, at du fortsat klikker ind.
      – også dig Trine, selv barslen for længst er forbi (egentlig et år siden faktisk) men jeg forstår hvad du mener! Hjemmepasser på deltid kan måske godt synes barsels-agtigt. KH

  12. Trine siger:

    Helt enig Nanna. Meget gerne flere indlæg og gerne indlæg uden for barselsboblen😊

    1. Cathrine siger:

      YESS! Flere indlæg kan du bande på! KH

Send en besked