ROCKPAPERDRESSES
OOTD: Gennemsigtigt suit og social akavethed

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

I forgårs mærkede jeg for første gang for alvor, hvor lyst det er blevet om eftermiddagen. Jeg sad og klarede nogle ægte voksenting på min telefon over en kop kaffe (de der livsforsikringer, som jeg egentlig researchede mega meget på for et år siden, og så tabte jeg tråden og tålmodigheden eller også var der sikkert en baby, der skulle ammes, eller hvad ved jeg), kiggede ud af vinduet og på en eller anden mærkelig måde ramte det mig først der, klokken er over 16.00 – og det er lyst! Hvordan opdagede jeg ikke foråret? Det var der bare. Som en gave, jeg ikke forventede (men jo deep down godt vidste kom).

Livsforsikringerne er så vigtige at have styr på, og er man arbejdstager, så er der ofte den slags inkluderet i ens pensionsordning, som jeg forstår det. Men ellers skal man få skyndt sig at tegne nogen. Og det er sgu ikke lige til at finde ud af. Hvor meget skal man have udbetalt ved død? Altså min – og til Adam. Hvad med ved invaliditet? Og hvem dækker så bedst? For alle prøver virkelig at sælge. Min egen bank er så pokkers aggressive, og jeg synes på en eller anden måde ikke, det er særligt rart at have ALT i sin bank. De har ens NemKonto, løn, opsparing, måske pension, måske forsikringer og realkredit – jeg kunne godt tænke mig at sprede mig lidt. Så jeg undersøger og kan kun anbefale jer at gøre det samme. Det styrker os, når vi skal ud og kigge bolig.

sko GAMLE MARNI suit KOKOON sokker SNEAKY FOX body GAMMEL H&M fotos MIA JØRGENSEN

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Det er på rigtig mange punkter rigtig fedt at være selvstændig –  fleksibiliteten, friheden, selv at skabe sine rammer. Men det har altså virkelig også sine minusser. Som selv at spare alt op på sin pension og ingen til at give det ekstra, som en arbejdsgiver gør. Ingen livs- eller sundhedsforsikringer. Ingen betalte sygedage, hverken dine eller barnets. Eller betalte ferier. Til gengæld er der også noget fedt ved selv at tage ansvar, for man bliver nødt til at sætte sig ind i det hele for at forstår, og det er faktisk også sindssygt lækkert at føle man har greb om det hele. Fordele og ulemper ved det hele, sådan er det jo.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, SilkejakkesætRockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Men nu til noget HELT andet – bar røv. Eller. I går var Zulu Awards og Følg mig (som jeg var en del af i denne sæson) var nomineret i Årets Originale TV-program. Først tænkte jeg: “EJ HVOR SEJT. Det har jeg ikke prøvet!” og så tænkte jeg “ÅH! Men orker jeg?”. Og det skal forståes på en så absolut ikke højrøvet måde. Men som et udtryk for, hvordan jeg har det med store begivenheder og crowds, hvor jeg ingen rigtig kender. Fødselsdage, arbejdsarrangementer, fester. Jeg tænker ALTID, ALTID, ALTID: ÅH NEJ… Når jeg får en invitation til et arrangement med meget mere end fem mennesker.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Jeg dullede mig op (fik nøjagtigt 25 minutter til hår, makeup og tøj og det var ligegodt fint), og så var Alexandra (Mig og min Tinderbaby) så kær at spørge, om hun skulle tage mig med i bilen derud. Ja tak. Så havde jeg da én at følges med.

Vi kom derud og blev først mødt af en rød løber, som vi skulle på som nominerede. No escaping. Og sådan en er nøjagtigt essensen af, hvad jeg ikke bryder mig om. Spotlight. Fokus. Risikoen for at nogen spørger en om noget, og man skal svare – noget fiffigt. Hele maven knudrer sig sammen. Og så er der bare dem, der indtager den med største schwung og humør og OWNER det.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Vi fik anvist vores bord og ca. 10 minutter inde i showet stod det klart, at det var de gode gamle Mormødre på Mandejagt der vandt (fuldt fortjent!). Jeg følte mig ikke som en dårlig taber men klappede og hujede, især da en af dem gik op og kyssede værten Dar i et jerngreb. Og jeg var måske også en smule lettet over en anden frygt – at skulle op på scenen og igen, fuld fokus og sige noget klogt. Udover tak. Det slog mig i indgangen  – hvis vi vinder skal vi jo tage imod?!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Resten af aftenen var så fin og med god underholdning. Men jeg følte mig så freaking akavet. Mens konfettiskanonerne skød scenen til, sad jeg og grublede over den der velkendte følelse i maven. Følelsen af at jeg jo gerne vil være der –  men gerne vil hjem. Jeg føler mig så socialt akavet og FRYGTER for at nogen taler til mig, for i min egen akavethed kan der enten komme en alt for lys og mærkelig stemme ud, et underligt grin eller en mærkelig sætning.

Jeg har haft det sådan her altid, men bliver næsten ugentligt udfordret gennem mit arbejde. Jeg kan godt tage en kappe på, når jeg skal til et event og møde en masse fremmede. Jeg har tit talt med Barbara om det, som blev helt overrasket –  hun ser slet ikke den side af mig udefra. Men det er fordi jeg lægger så meget knofedt i at holde mit lille socialt akavede monster langt nede under overfladen. Men jeg bryder mig ikke om det, om begivenheder med mange mennesker eller ingen/få jeg kender. Og da jeg var yngre var min sølle taktik bare at drikke, hvis det var den slags arrangements. Mit sikkerhedsnet. Lige et glas eller to, så det lille monster faldt i søvn, og jeg ikke skulle bruge så fucking mange kræfter på at holde det nede. Men nu er jeg voksen og skal stå på legepladsen hele dagen efter og tilmed amme.

“Men sådan har vi det alle, tror jeg”, sagde Adam hertil morgen. Har I det sådan? Det kom egentlig bagpå i går, for jeg følte det virkelig big time. Jeg følte mig ikke bad ass og sej, men lille bitte og ved siden af mig selv. Tænk jeg ikke er vokset fra det. Det var da en af de ting, jeg godt gad lade ligge i min ungdom. Er I flere voksne, som stadig har det sådan? Også på 40? Også på 50? Flytter monstret aldrig ud? Har den røde løbers dronninger det i virkeligheden også sådan? Men er bare bedre til at tæmme deres egne usikkerheder?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Linneabay fotograf, Silkejakkesæt

“Barnløshed ændrede mit liv”

Det puster os mere og mere i nakken – fertilitetsbehandling. Og jeg begynder at genkalde forløbet, “nårh ja, sådan var det også…”  og vi begynder også at tænke på amning, om den skal trappes lidt ned, så vi kan starte op igen. Jeg føler ikke, vi har travlt – på den ene side. Jeg vil virkelig gerne suge al den Eddie til mig, jeg kan, fuldt fokuseret. Men tid er også en faktor –  især for mig som kvinde på 30+.

Utroligt nok, lige nu i al fald, er det med en helt anden ro end sidst i maven, når vi ser mod en ny omgang. Jeg ved, hvad der står foran mig. Og en af jer kom med et ret fint syn forleden på min DM på insta; “jeg besluttede mig for at se processen som en fritidsaktivitet”. Det giver god mening for mig! At det også er noget, der er spændende, noget man dyrker selvvalgt.

I dag skal I læse Marias historie, som giver sådan et fint billede af, hvordan behandling ikke bare er noget man starter og afslutter, men som sidder i en resten af livet og påvirke ikke bare samliv men også et syn på familieliv og arbejdsliv. Og også læse en historie om, at man nogen gange er nødt til at stå op for sin egen mavefornemmelse, når man fornemmer noget ikke er, som det skal være! Som jeg også har skrevet det så mange gange, fx i forbindelse med graviditet uden for livmoderen. Vi kender vores krop og den der fornemmelse af, at noget ikke er, som det skal være, er ganske reel.

Rockpaperdresses, Vitosling, Cathrine Widunok Wichmand, Barnløshed

af Maria Damgaard

En nytårsaften for ni år siden besluttede min mand og jeg os for, at vi ville få et barn sammen og blive forældre. Beslutningen føltes ret naturlig, da vi havde været kærester i en del år, og forholdet mellem os kun voksede og blev stærkere og mere meningsfuldt. Den kamp, der lå foran os, var vi på ingen måde forberedt på.

Jeg ser nu tilbage på vores år i fertilitetsbehandling som en livskrise, der satte livet i perspektiv og fik mig til at stoppe op, mærke efter og finde de sande værdier i mit og min families liv. Det vigtigste for mig er at have TID med mine børn, og jeg har derfor beluttet at have begge mine drenge hjemme på fuld tid. Stort hus, smart bil og karriere må vente. Det har været en lang rejse, der langt fra er slut, mod et liv der ser meget anderledes ud end det jeg havde forestillet mig.

Rockpaperdresses, Vitosling, Cathrine Widunok Wichmand, Barnløshed

Børn bliver til i et intimt rum mellem to mennesker

Efter den nytårsaften stoppede jeg med at tage p-piller, og vi fortsatte med at have sex med en forventning om, at det ville gå nemt og hurtigt at blive gravid. For sådan går det jo når man er ung, sund og rask.

Bare ikke for os.

Efter et år var der fortsat ingen gevinst. I takt med at forbruget af ægløsningstests steg og min naturlige lyst til sex faldt, blev jeg mere og mere utålmodig og konsulterede derfor min læge og en gynækolog. De var begge enige om at intet stod i vejen for at blive gravid på god gammeldags manér. Men min tålmodighed var opbrugt. Vi blev – trods en del modstand – henvist til insemination. Velkommen til første stop i fertilitets-junglen.

Det blev til 6 forsøg i alt! Hver gang fik vi at vide at alt så perfekt ud, og hver gang kom min menstruation til stor skuffelse og frustration. Livet i fertilitetsbehandling er en stor rutschebanetur i hele følelsesspektret af håb og skuffelse, glæde og vrede, kontrol og afmagt.

Lægerne måtte indrømme at insemination nok ikke var vejen at gå for os, og vi blev derfor henvist til IVF (reagensglas) behandling. Vi var stadig unge og studerende og pengepungen rakte derfor ikke til at fortsætte behandlingen i det private, så vi måtte en tur på Rigshospitalets fetilitetsklinik.

At være i fertilitetsbehandling er ingen dans på roser og det offentlige systems behov for effektivisering gør i hvert fald intet godt i denne sammenhæng. Da vi skulle starte IVF behandling på Rigshospitalet blev vi inviteret til informationsmøde. Et propfyldt auditorium med flere hundrede ufrivilligt barnløse. Behøves jeg at sige, at det var dybt ubehageligt? Min mand blev decideret dårlig af at være der.

Med informationsmødet overstået startede kapløbet om at ringe til den berygtede telefonsvarer og derefter vente i dagevis på tilbagemeldinger. Først om vi var accepteret til behandling i denne omgang, dernæst endeløse scanninger og hormonbehandling og til sidst uvisheden om hvordan æggene klarede sig. De følelsesmæssige rutsjebaneture var ulidelige og den dag idag kan jeg godt undrer mig over at vi er kommet ud som hele mennesker. I det offentlige gennemgik vi 3 friske IVF behandlinger og 2 forsøg med frosne æg, med et utal af scanninger, lægesamtaler, ægudtagninger og alt hvad der følger med. Jeg havde dog stadig en gabende tom livmoder og et lige så tomt hjerte. Ved sidste forsøg i det offentlige opdagede lægen nogle cyster på min æggestok, og mente at jeg skulle henvises til operation da jeg muligvis kunne lide af endometriose.

Rockpaperdresses, Vitosling, Cathrine Widunok Wichmand, Barnløshed

Vendepunktet

Efter to år med 6 inseminationsforsøg, 3 friske IVF behandlinger og 2 forsøg med frosne var jeg stadig ikke blevet gravid. Efter nogle måneders ventetid mødte jeg op til en informationssamtale på gynækologisk ambulatorium på Rigshospitalet til en scanning af mine æggestokke. Lægen kunne hurtigt bekræfte min frygt om, at jeg havde endometriose, og at jeg derfor skulle henvises til operation.

Jeg var rasende. Vi havde på det tidspunkt brugt over 2 år i fertilitetsbehandling uden nogen havde fundet denne rimeligt åbenlyse årsag til, at det var svært for mig at blive gravid.

Operationen tog 6 timer i fuld narkose. Når jeg tænker tilbage nu, synes jeg, det er vildt, hvad jeg var igennem for at blive gravid. Men da jeg stod i det, havde jeg intet valg. Der var intet, der var vigtigere for mig end at blive gravid. Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden børn.

Selvom jeg efter operationen blev tilbudt endnu et forsøg i det offentlige, valgte vi at skifte til en privatklinik. Tålmodigheden og tiltroen til det offentlige var opbrugt. Jeg var træt af at tale med telefonsvarer og håbe på en plads i denne runde. Serviceniveauet er et andet i det private, og det betaler man selvfølgelig for. Men det var, hvad vi havde behov. Her blev der også lyttet og taget individuelle hensyn, modsat det offentlige hvor man er endnu et nummer i rækken.

På privatklinikken var vi igennem 2 IVF-forsøg yderligere. Her blev alle sejl sat til i form af akupunktur og medicinsk støtte til at holde på fostret. Endelig en sommer for 5,5 år siden, en meget tidlig morgen i Paris stod jeg med en positiv test i hånden. Det var stadig meget tidligt, og den ene steg kunne kun anes, men den var der. Jeg gik i stå. Jeg troede, at jeg ville hoppe op og ned og være vildt glad, men jeg blev bange. Bange for at miste. Nu var vi kommet så langt efter en meget lang kamp, men jeg turde ikke tro på vores lykke. De følgende dage tog jeg test på test på test. Alle med samme resultat. JEG VAR GRAVID!

Rockpaperdresses, Vitosling, Cathrine Widunok Wichmand, Barnløshed

Jeg havde en nem og ukompliceret graviditet og jo tættere vi kom på at møde vore lille dreng, jo mere turde jeg tro på, at det ville gå godt. En tidlig solskinsmorgen blev Saxo født på Rigshospitalet. Jeg var endelig blevet mor.

Kort efter fødslen af Saxo skulle jeg til samtale på Rigshospitalet med henblik på det videre forløb. De vurderede, at mine chancer for at blive naturligt gravid ved næste barn var 10-20% og rådede mig derfor til hurtigt at komme i behandling, når vi ville have næste barn.

Da Saxo var lidt over 1 år besluttede vi, at vi hellere måtte give biologien en chance, inden vi overlod forplantningen til lægerne. Mod alle odds blev jeg gravid i første hug. 9 måneder senere var jeg mor til to skønne drenge med to års mellemrum.

Jeg færdiggjorde en PhD i hjerneforskning kort før Vito blev født, og havde på mange måder en strålende forskerkarriere i vente. Men i stedet for at vende tilbage til det traditionelle arbejdsmarked efter min barsel med Vito, har jeg startet virksomheden Vito Slings hvor jeg designer, producerer og sælger ringslynger og deler ud af min bæreglæde til andre forældre. Jeg har valgt at have begge mine drenge på snart 3 og 5 år hjemme på fuld tid. Det er blevet et helt andet liv, end jeg havde forestillet mig.

Rockpaperdresses, Vitosling, Cathrine Widunok Wichmand, Barnløshed

OOTD + Eddies første ord

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg havde det HELT som en 8-årig i denne her kjole. Jeg manglede bare strømpebukse-røv-følelsen til at balancere tingene, haha! Ligegyldigt hvor smart man følte sig som lille, så var der altid en strømpebuks mellem lårene at blive generet af. Det er en af de store voksenlykker – at få strømpebukser der passer.

Havde jeg været den otteårige udgave af mig selv, havde jeg hvinet, da jeg så den kjole. Og ca. samme scenarium udspillede sig for mig for nyligt, da kjolen dukkede op hos en af de vintage-profiler, jeg følger, på instagram. Den var skør og for meget med sit taft-lignende stof og pufærmer. Den var lige nøjagtigt det farvepust, jeg længtes efter i disse grå tider (eller – beige synes at være farven mange drages mod i øjeblikket (læs bare her)) – og helt perfekt festlig til en mandag med rullekrave under. I øvrigt også temmelig 8-årigt af mig. Der er ikke noget der.

fotos MIA JØRGENSEN

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Nogen gange når jeg har været bange for at blive voksen, så har det allermest handlet om en lille frygt for at miste den ubekymrede og impulsive glæde, som kun børn besidder. Hvor de kan lade sig fuldstændig opsluge af ren fascination. Tælle ned til jul og spørge, hvor mange gange man skal sove, før tid er. Også bare til en sleepover hos farmor og farfar. Men også den der måde, man bliver fan af ting på, igen helt og aldeles opslugt.

Jeg levede og åndede alt med Spice Girls og dernæst Britney Spears (men intet var som Spice Girls. Det var 200 %). Min lillesøster (som har taget de her billeder) og jeg ville få lov at få al panten i Måløv og begive os ud på et eventyr for at få realiseret den. Forlade rækkehusets røde rammer, gå langs fodboldbaner og svævebane, forbi vaskeriet og ned til kioskmanden og tålmodigt vente på, at han havde talt flaskerne op, så vi kunne finde ud af, hvor mange Spice Girls-billeder vi kunne købe med hjem. Alle penge blev reinvesteret uden to tanker for opsparing – i Spice Girls-merch. Hæfter, bøger, barbier, kort, klistermærker, VHS, CD’er, singler (for der var jo ekstranumre på!).

Spice Girls var vores liv.

Passion. Det ligger nærmest i ordet, som noget der kommer fra hjertet, helt inde fra og ud.

Nogen gange kan jeg godt tænke, hvad er jeg egentlig passioneret omkring i dag? Hvor er min passion? Hvad giver mig liv og energi og føler ægte fra mit hjerte? Jeg savner lidt at gå til noget.

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Eddies allerførste ord (udover hans første muhmuhmuh, som var mor) var: Waaaow… Og han havde en helt perfekt timing omkring sin brug af det, jeg skulle ikke engang lære ham det. Hans intuition var så fin og reaktionen så ægte, det kom helt inde fra det dybe sted i maven, hvor alle de gode følelser sidder. Hans begejstring så ren. Det er ham, er nu viser mig, hvad der virkelig er wauw. Det kan man godt glemme ikke? Det er derfor ferier er så fantastiske – at se noget for allerførste gang. Gå på opdagelse med øjnene på ny. På nyt. Derfor holder jeg så meget af at kigge op på bygninger, når jeg går og virkelig se. Det er som om, der gemmer sig en anden verden over hovedet.

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Eddie ser og mærker alt for første gang. Og meget i hverdagen er wauw. Et vådt blad, halvt brunt og halvt rødt. Smagen af flødeskum. Han er helt vildt begejstret for at få varm mælk med mælkeskum på. Boblerne på toppen, måden han slog en lille latter op, første gang det kildede hans overlæbe. Mere! Nu får han det, når vi andre får en kop kaffe, og han holder øjenkontakten med mig, mens han tager en slurk, som om jeg skal virkelig se, hvor fedt det her er.

Tænk så meget hans små øjne skal se og fingre mærke endnu. (for fingrene skal selvfølgelig helt ned i koppen og fange skum på toppen), for allerførste gang.

Jeg mærker verden på ny med ham, og det er det mest vidunderlige at se alt det, vi tager for givet, fordi vi kender det. Jeg elsker også mælkeskum, kan slet ikke få nok på min kaffe, men det lille hvin udenpå, som egentlig matcher min glæde indeni, forbliver holdt fanget. Jeg skal give slip. Omend et par hoveder nok ville dreje halvt af led, hvis de hørte min latter ned i latten.

… Jeg elsker wauw. Og jeg elsker at mit barns prioriterede meget beskedne ordforråd til en start bestod af mor og netop wauw. Tryghed og begejstring. Det er to gode egenskaber at indtage verden med. Mere begejstring og glæde helt indefra og ud.

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Fotograf Mia Jørgensen, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand

Forårsrengøring og ren nostalgi

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

Alt i sommerhushaven spirer lige nu. Vintergækker, erantis. Alle roserne har små lysegrønne blade. Blommetræet skyder knopper. Min mor har købt perlehyacinter, som jeg har plantet på terrassen, der også snart bryder igennem.

Vi har haft en lidt praktisk weekend. Vi har fået fyldt op med brænde. Slået græs. Adam har støvsuget. Jeg har bagt. Alt sammen endda oven på en dag der startede med svømmehallen – for Eddie skulle også have det sjovt (og græsslåningen syntes han var så toppen, at han blev ked af ikke at måtte skubbe på den selv). Minsandten om vi ikke ligner to bedre versioner af os. Får noget for dagen.

Det er også sæsonen, ikke? Ud med det gamle, ind med det nye – luft, lys og fornyet energi. I sommerhuset virker det bare slet ikke ligeså surt, som derhjemme, og det er også meget lettere her. Lige at hænge dynerne ud. Lave gennemtræk og gå i haven og dimse lidt. Det føles næsten som en treat heroppe. Måske også fordi her er lige nøjagtigt nul trapper, så rengøringen er let(tere) som en leg. Til gengæld er der lidt flere spindelvæv her at tage sig kærligt af, men selv dem kan jeg næsten bedre klare heroppe…

I samarbejde med IKEA

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

Måske I så min story i tirsdags, da jeg tog en tur til IKEA i Taastrup for at se lidt nærmere på BORSTAD. En lille kollektion bestående af virkelig smukke forårsrengøringshjælpere, alle med et meget nordisk udseende. Et vasketøjsstativ i træ som intet fylder, men som man godt kan have stående fremme – selv når man bor småt. Et fejeblad i træ. Små kasser med inddelinger. En tæppebanker. Kurve. Små lavendelposer. En opvaskebalje til at tage alt det delikate vasketøj.

I kan levende forestille jer Adams: “Skal alt det der med i sommerhuset?!” i fredags,  som jeg stod med en weekendtaske, en klapvogn – og to vasketøjsstativer, en vasketøjskurv, vaskebalje og lidt smådims. Og en mikrobil at have det i (inklusiv passagerer). Men det skulle det, for jeg skulle jo tage billeder af det og syntes det passede så sindssygt godt til heroppe. Og det lykkedes!

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

Og det fik mig til ikke bare at tage billederne for syns og indlæggets skyld men til at tage hul på hovedrengøringen heroppe. Jeg nåede det meste –  undtagen køleskab og gulvvask. Hvornår laver nogen en robot-gulvvasker? Den vil jeg hellere investere i end en robotstøvsuger.

Og så fik jeg håndvasket noget af Eddies tøj, som jeg altid udskyder, så det bare ligger i bunke alt for længe. Adam og jeg har en smule tøj liggende heroppe – men mest af alt sommertøj og underbukser. Vi erfarede hurtigt, at der sker for meget på Eddies størrelse til, at vi kan have en lille garderobe liggende til ham. Omend vokseriet er stilnet lidt af. Jeg GLÆDER mig til, at det bliver lunere, og bilen ikke skal pakkes helt til randen med termotøj.

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

Vores voksentøj hænger bare heroppe, og der er jo ikke så pokkers meget luftcirkulation i sådan et skab, der kun bliver åbnet en gang hver 3. uge. Så derfor var det virkelig fint at få små lavendelposer med hjem og lidt cedertræ.

Begge dele kan også anbefales til at beskytte sit tøj hjemme – især hvis I er glade for second hand som mig. Både lavendel og cedertræ beskytter nemlig mod møl – dog vil jeg altid anbefale, at 1) vaske al tøj du køber second hand, før det kommes i skabet og 2) lægge striktrøjer i fryseren i 2 døgn, før det kommer op til resten af tøjet. Men derefter kan man forebygge med cedertræ og lavendel – cedertræet skal have en helt let slibning i ny og næ, når det ikke længere dufter. Så er det så friskt som nyt og klar til at skræmme møl væk.

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

Der er egentlig ret meget nostalgi gemt i Borstad – jeg havde også lavendelposer i mit tøj som barn. Jeg kan genkende tæppebankeren fra min mormor og et fejeblad var fast inventar i enhver husholdning, før støvsugeren gjorde sit indtog.

Jeg kan i øvrigt anbefale at have et lille fejeblad tæt på middagsbordet med små børn – ellers kan man hive støvsugeren frem flere gange om dagen. Eller have en hund! Det hjælper også på spildet!

Jeg købte tørrestativ (findes også til væggen i små lejligheder eller ude på altanen), tæppebanker, lavendelposer, flettede vasketøjskurve og en opvaskebalje til at håndvaske uldtøjet.

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg kan levende forestille mig Adams ansigt, når jeg i dag fortæller ham, at de fleste ting skal retur til byen igen – for vores tørrestativ hjemme har vi skulle skifte ud længe. Det mangler efterhånden flere “snore”, og dem er der behov for, når man ikke så ofte endda vasker tøj. Men det bliver måske en returfragt over et par gange. Den har trods alt sine begrænsninger sådan en Up.

Men således har foråret gjort sit milde indtog i sommerhuset. Så skal vi bare tage fat derhjemme også.

Hele BORSTAD-kollektionen kom ud i IKEAs varehuse i onsdags og er kun til salg der og ikke via webshoppen, men I kan se alle delene lige her.

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

rockpaperdresses, IKEA, Borstad kollektion, Cathrine Widunok Wichmand

 

Glædelig weekend

I kan godt se at det her er svært at slippe, ikke? Hvor har I været optur at dele så mange af jeres erfaringer de sidste dage. Både på indlægget, på mail, på min instagram. I skal vide, at det betyder sindssygt meget for mig, for det gør faktisk en forskel i beslutningerne at høre jeres (dyrekøbte) erfaringer. I er virkelig også splittede! Men der er nok en overvægt mod at sælge sommerhus og have én god helårsbolig der fungerer i hverdagen.

Vi kører i sommerhus i dag og suger til os og tygger på det hele – haven spirer og jeg glæder mig så meget over at se processen – og så skal vi hjem tidligt søndag og se på lejligheder og et hus, som har super meget potentiale med gammel have og smukt lysindfald. Jeg har også fået en lille håndfuld beskeder fra nogle af jer, som er interesseret i sommerhuset, hvis det bliver, og det sætter jeg også pris på! Vi får se. Det er næsten for spændende til at holde ud.

Men inden vi når så langt, så sidder jeg netop nu og arbejder, og i eftermiddag, lidt sent, skal vi besøge en ny institution, som vi måske, er vi heldige, kan få plads i i stedet. Rent tilfælde og ret meget held, men lad os nu se ad, om det kan du. En lille bitte institution som ikke er så langt væk fra os, og som har få børn. Måske det kan noget? Vildt som det fylder i mit hoved. I går ringede jeg rundt til alle mulige private vuggestuer, “nej 16 måneder? Ham gider vi ikke have. Her skriver man op ved konstateret graviditet!”. VILDT nok, haha! Nu begynder det ræs. Kom også til at sidde og læse lidt om skoler i forbindelse med nogle af de områder vi kigger hus i, og jeg læste, at der simpelthen er områder i København, hvor skolerne har så godt renommé, at det får forældrene til at flytte adresse til nærområdet, sådan rent pro forma, for at børnene kan gå på skolen. Er det ikke lidt crazy? Meget crazy? Haha! Jeg synes, det lød vanvittigt… Vi er så bange for ikke at give vores børn det ultimativt bedste hele tiden. Det skal i al fald ikke være vores skyld, hvis der “bliver noget med dem”. Lidt interessant.

That aside! Jeg skal lige fikse lidt praktisk. Som fx bestille navnelapper til tøjet. Og finde nogle gummirøjsere, når jeg altså er færdig med mit arbejde.

Hvad har I af planer for weekenden?

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus