ROCKPAPERDRESSES
Hvor står vi lige nu med sommerhus og boligjagt?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Jeg fortabte mig fuldstændig i rare billeder fra sidste sommer, da jeg skulle lave det her indlæg i går aftes. “Ejjj, hvor er Eddie søøød”… “Se lige den lille hånd!”…. “Ej, der begyndte han at gå, kan du huske…?”. Jeg vil så gerne huske det for evigt! Lad mig aldrig glemme… Er det derfor man også får flere børn, så man kan genoplive minderne med børnene, der kom før?

The upside (en af mange) ved det jeg laver er det store fotokatalog, jeg kan præstere. Det er alligevel noget. Men jeg kan godt mærke, i en travl hverdag og især efter jeg har skruet ned for mængden af billeder af ham på mine sociale medier – og hans ansigt især, så er der færre i banken. Det må jeg lige oppe, for vores egen skyld. Til gengæld har jeg virkelig mange videoklip, sådan nogle random nogen, for at gemme lyden af hans stemme. Hans grin når vi tumler i sengen, eller jeg kilder ham på ryggen. Jeg vil så gerne nedkoge nogle små essenser af ham, så jeg kan huske ham, som han var, helt lille, helt uspoleret, så rent et lille vidunderbarn. Jeg elsker ham så højt, at jeg græder, når jeg skriver det her. Det er så overvældende at elske så højt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

^^^Billede taget lige efter, vi overtog sommerhuset – papirerne ligger stadig på bordet.

Rockpaperdresses, CAthrine Widunok Wichmand, OOTD, Selected Femme

I disse dage virker det måske fjollet at tænke på boligjagt – der er så meget andet, der ligger først for. Men det fylder stadig i vores snakke, for om tre måneder er vi ude af vores lejlighed.

… For lige at rulle lidt tilbage… Vi var meget i tvivl, da jeg skrev det her indlæg: Skal vi sælge sommerhuset og lægge alle æg i en kurv, få et større rådighedsbeløb til vores helårsbolig? Et sommerhus begrænser selvfølgelig i økonomien! Eller skal vi søge kompromiserne i højere grad, så vi fortsat kan have sommerhus, og så bare en mindre og billigere helårsbolig.

Min fornuft siger mig egentlig stadig, at man bør samle æggene, have én bolig. “Vi skal nok få et sommerhus igen en dag” og “Det er også dyrt (og lidt besværligt), at holde to hjem” og “sommerhus er jo bare flødeskum på toppen”. Men det er som om et sommerhus slet ikke taler med fornuften. Sommerhus er rent hjerte. Det er følelser, rarhed, helle, lykkebrus. Det har så kraftig en overtalelsesevne og hiver og trækker i os… Bliiiv her… I elsker mig jo. Det må vi simpelthen bare sige, at vi gør. Det sommerhus… Måske også ekstra meget i kontrast til byen, her er plads! Vi bliver faktisk bedre mennesker, begge to af at være her. Det bemærker vi begge. Ville det blive lidt af det samme, købte man hus og have et sted? Måske. Men det vidunderlige ved et sommerhus er, at der (næsten) aldrig er sure sokker. Her er vitterligt kun gode minder, hvorfor det også virker så pokkers forførende på os. Det er især vekselvirkningen, dualiteten, skiftet i hverdagen, der gør forskellen.

I øjeblikket er vi naturligvis ekstra taknemmelige for, at vi har sommerhuset at gemme os væk i. Her er der have, luft, lys, plads. Vores sommerhus’ grundplan er betydeligt større end være lejligheds, og det kan mærkes. Her er bare mere leverum.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

Tilbage på sporet. Vi står uden bolig om tre måneder  –  det synes måske som længe (lige nu føles 14 dage jo som 100!), men nu er vi halvvejs gennem købers overtagelsestid. Det går hurtigt! Og hvis man skal nå at købe noget og overtage til 1. juli, ja så er vi travle.

Men det gider vi ikke have. Det kan vi ikke have. For der er intet til salg, først og fremmest. Og dernæst: Vi er så bekymrede for markedet lige nu. ALT er på toppen, I ville falde døde om, hvis I så priserne. Bare fra vi solgte for tre måneder siden. Det har taget et nøk op på Frederiksberg. Vi kan komme ud og se på dødsboer med et værelse mere, end vi har nu – til… Ej, jeg kan ikke engang skrive det, for det er så vildt.

… Og vi tør ikke. Vi tør simpelthen ikke at købe på toppen, som alt lige nu ser ud. Den usikkerhed verden møder. Og ærligt, så virker det i det store billede også virkelig overfladisk at koncentrere sig om åbent hus (som mange mæglere nu laver via skype, virtuelt åbent hus, smart!), når det hele brænder på for en stund. Selv om tag over hovedet absolut ikke er overfladisk at ønske sig (men for nu har vi sommerhus, jo). Uden at spekulere i boligmarkedet, så er vi mest bekymrede for at sætte os i noget, som får skåret en god luns af i værdi om kort tid, hvis det går den vej.

Rockpaperdresses, CAthrine Widunok Wichmand, OOTD, Selected Femme

Men, lige nu kan jeg også godt mærke, at jeg er nervøs for at holde både sommerhus og en bolig. Jeg er glad for, at vi om tre måneder er af med lejligheden, så vi får et pusterum økonomisk, for lige nu er det virkelig ikke sjovt at være selvstændig. I dét perspektiv retænker jeg også virkelig hele setuppet. Skal vi have én bolig? Skal vi købe en lille bitte lejlighed til få penge (-ish, København er sjældent få penge) og så have sommerhuset? Vi bruger det nemlig sindssygt meget, det sommerhus. Det betyder virkelig meget for os, og ja det er skide priviligeret, men vi er her hele tiden, og det fungerer i vores hverdag.

Hvor meget skal man geare sin hverdag efter svære tider? Hvor meget skal man flotte sig?

Den balance er så svær. Måske er vi flere, der har glemt, hvordan det føltes i 2008, da den store krise tog fat? Jeg har måske. Dengang mistede jeg en god luns af min børneopsparing – det var frygteligt på min skala. Men det har jeg siden vist glemt, for i en håndfuld år har det primært gået op, op, op i samfundsøkonomien.

Gearer I jeres økonomi efter dårlige tider? Jeres boligsituation, jeres virksomheder – jer der er selvstændige?

Jeg har i øvrigt et VILDT fedt samarbejde coming up med Nordea, som lige nu er udskudt. Men vi kommer til at lave en podcast med udgangspunkt i huskøb, unge første- og andengangskøbere er målgruppen, men tror faktisk rigtig mange kan lære noget. Jeg har tusinde spørgsmål til at forstå kursen bag obligationerne, hvordan gældsfaktor beregnes etc. etc. Det bliver SINDSSYGT fedt – sådan lidt public service-agtigt. De har aldrig arbejdet med sådan en type som mig, netformidler/blogger/influencer, så jeg er skidestolt.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Aiayu, Rockpaperbaby

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Hverdagsglimt

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, rockpapercottage, Sommerhus, hvordan finder jeg et sommerhus, Boligsiden

Rockpaperdresses, Mofibo, Cathrine Widunok Wichmand, sommerhus

Sociale medier har aldrig været smukkere!

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Hvordan klarer I den alle sammen? Jeg synes, der sker noget nyt hele tiden i øjeblikket. Bare fra jeg skrev det her indlæg, hvor jeg egentlig også følte, det var delvist hyggeligt – det var jo også fredag, weekenden var nær – til i dag at være virkelig presset over, hvordan vi skal få lavet noget arbejde, når vi også har Eddie hjemme, og man som udgangspunkt ikke skal have bedsteforældre til at passe…

Den er simpelthen så svær. Det må I også opleve! Han forstår jo ikke, at mor ikke kan lege, hvis jeg alligevel er i rummet, og jeg har også et udgangspunkt, der hedder, at jeg helst ikke vil have, at han ser mig med en computerskærm. Det er virkelig udfordrende. Men selvfølgelig det eneste rigtige! Og vi kommer selvfølgelig igennem det. Jeg overvejer at sætte et skrivebord ud i annekset og så lave arbejdsstation der. Jeg skal bare lige have handsker og halstørklæde imens, haha! Ingen varme. Men pyt. Det er jo næsten sommer… Forår i al fald!

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Mit mindset har virkelig ændret sig de sidste to dage, ja nærmest over en dag. Fra at tænke det var fint at mødes med en enkelt ven, måske en play date, uden for, på et ikke crowdet sted, til egentlig at synes, det mest rigtige er total isolation. Ikke ses med nogen, ikke have besøg. Vi tog på en legeplads i går, og da vi kom var der kun 2-3 familier (og den var kæmpe stor). Men som klokken sneg sig op ad formiddagen, så kom der flere og flere folk. Det virker så tåbeligt. Og så trillede vi hjem. Det dur jo ikke. Men det er også svært at holde sig helt indenfor, i al fald med små børn, som ikke kan tegne og lave perleplader eller se film i et par timer… Hvis vi skal holde denne her periode så kort som muligt (og som selvstændig, rent arbejds-egoistisk, please lad det være kort), så er vi nødt til at blive inde. Holder I det ud?

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Til gengæld oplever jeg som aldrig før, at vi giver så sindssygt meget overskud til hinanden på sociale medier. Ej, men hvad pokker skulle vi gøre uden dem i disse dage? Det er så oplagt at bruge dem, når vi skal være #sammenalene. Når man ser italienere i fællessang fra balkonen, eller Martin der får mig til at grine hver dag med fede måder at være inde på (“hold din kæft”), eller Tanja der lavede virtuel fredagsbar, hvor vi skålede på story. Caroline foreslog mig i weekenden, at vi skulle lave pyjamasparty  – så jeg tog fat og inviterede ALLE med til #rockpaperpyparty på min story (og selv Khloé Kardashian så med 😉 ). Det gør mig SÅ SÅ SÅ glad. Det giver mig tro og håb, og tænk hvis det hang ved? Tænk hvis vi blev ved med at skabe så mange fællesskaber i fællesskabet, så meget sammenhold, omsorg og opløft? Det kan godt være, de har været udskældte gennem tiden, de sociale medier, men lige nu føles de som en gave til dig og mig. I hvert fald for mig!

Hvad har I fundet af små fine initativer og glædesspredere på sociale medier? Del med mig!

Pssst… Billederne er taget af MIA JØRGENSEN ude på gaden FØR lockdown og før jeg blev klippet ret kort håret…

ROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia JørgensenROCKPAPERDRESSES, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Mia Jørgensen

Hvordan får I de næste 14 dage til at hænge sammen?

Hvor jeg håber, I får det bedste ud af denne her misere og undtagelsestilstand, vi er i lige nu. Er I sendt hjem fra arbejde? I går morges hyggede vi på kontoret, talte lidt om, om man skulle skrive noget om Corona-virus på bloggen. Jeg var i weekenden blevet spurgt af min sidekvinde til fødselsdag, om vi sådan kollektivt blandt blogkolleger havde aftalt slet ikke at tale om det på vores kanaler. Men… Det havde vi ikke. Vi havde i al fald ikke,  blandt mine nærmeste kolleger. Vi blev enige om over kaffen, at det da var ret skønt med et Corona-frit område af nettet, og så satte vi os til at arbejde, sluttede opgaverne og sagde hej og farvel og ‘ses i morgen’

Men for mit vedkommende rørte Statsministerens pressemøde i går aftes noget i mig. Jeg var kommet direkte ud af Ejerforeningsmøde, telefonerne havde været på flight mode, og pludselig bimlede det ind, og jeg måtte sætte mig med nyhederne. Så blev det noget mere alvorligt. Og så blev jeg rørt. Over det lederskab hun viste, så omsorgsfuldt og bestemt. Trygt. Jeg talte lidt om det på min story, følelsen af fællesskab, hvor rørt jeg var, og før jeg lagde mig til at sove, havde jeg fået de første beskeder om hjælpende hænder. “Jeg vil gerne passe børn, hvis en af dine følgere har brug for det”. Første besked, anden besked, tredje besked. Det kunne jeg slet ikke administrere i den fart, så jeg var hurtig og lavede denne her facebook-side og på under et døgn havde den over 3.000 medlemmer af seje danskere, som gerne vil hjælpe med indkøb, hundeluft, børnepasning. Som har MME til overs, bleer osv. Som lægger et øre til en ensom stemme, nu alle afskæres lidt fra hinanden fordi #alenesammen. Er det ikke rørende? Et par stykker har jeg set, er blevet matchet, måske flere jeg ikke har opfanget. Og det er vidunderligt, selvfølgelig. Men en viser også bare sammenholdets styrke. Trænger I til good vibes og næstekærlighed, så skal I bare kigge derind og se så mange, der står klar med åbne arme. Det er sgu da smukt!

Men hvad gør I de næste dage?

Hvordan kommer jeres hverdag til at være anderledes?

Vi var jo godt igang med indkøring i vuggestue – men nu har vi Eddie hjemme. Og er begge hjemme. Og jeg kan godt mærke sådan lidt en spirende ferielyst, haha.. Jeg har købt ekstra meget guf i dag (uden at hamstre da), sådan en lille roulade… Et par flødeboller… Lidt ligesom når man bliver låst inde til terminsprøver og sidder med det vildeste sukkerstash, fordi det føles så crazy at sidde fast i fem timer, og man nødigt skulle savne noget.

Men der er ikke feriestemning, sådan rigtigt i alt fald. Vi har begge to arbejde at klare, Adam på vej på et nyt stort kundeprojekt. Vi kommer nok til at dele dagene op, 3,5 timer til os hver, som vi har gjort det omkring indkøring. Vi finder ud af det. Det er da det mindste.

Vi havde egentlig aftalt at køre i sommerhus, men der er endnu ikke så meget at lave sådan til en længere periode i al fald, for Eddie. Vi har ikke klargjort haven, som planen er med gyngestativ og legehus. Og når der ingen legepladser er i nærheden, så bliver det måske kedeligt… Hm… Måske vi bare skal rode i skovbunden lidt?

ROCKPAPERDRESSES, Coronavirus, Cathrine Widnok Wichmand

“Der er ligestilling – og så taler vi ikke mere om det”

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

‘Det er som om, man i Danmark har besluttet sig for, at der er ligestilling – “og så taler vi ikke mere om det”….’

– således citerede Malou Aamund, direktør i Google, Margrethe Vestager, løseligt husket af min morgentrætte hukommelse, i går morges, da jeg var inviteret til morgenmøde med Malou som speaker (værten var L’Oréal). En kvinde, som ikke blot er ledende figur i erhvervslivet, men som også kreativt udfolder sig som forfatter, mor og som netværker og bestyrelsesmedlem, i blandet andet Kirkbi Fonden (Lego,  I ved). Og undervejs på morgenstunden fik hun også nævnt både sine tråde til dansk såvel som international politik. FN blev nævnt i flæng – hun er VILDT inspirerende.

Og sådan startede en virkelig informerende morgen, durk i måsen på kampdagen, hvor Adam og jeg havde talt frem og tilbage. Hvor langt er vi egentlig? Er vi der ikke?

fotos af Mia Jørgensen

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Men nej, vi er der ikke. På verdensplan, slet ikke – som Karen Hækkerup, generalsekretær for Unicef sagde på P1 Morgen i sidste uge: “Det går bedre – men det går ikke godt”. Et eksempel hun nævnte, som virkelig har hængt i mig: På verdensplan er det hver tyvende – 1 ud af 20 (!) – som voldtages. Det måske mest krænkende, voldsomme overgreb, man som menneske kan opleve, som ikke blot ødelægger nu og her, men som giver skader på sigt. Er det ikke grotesk høje tal? Og i Danmark er vi helt sikkert længere foran på det område end andre lande, som så har en højere statistik. Men i Danmark har vi stadig en voldtægtslovgivning, som baserer sig på, om der er udøvet vold eller trussel om vold ved tvang til samleje – eller hvis ofret ikke kan modsætte sig handlingen. Fx ved drug rape. Men voldtægt har mange ansigter, hvorfor området er fyldt med mørketal. Læs min egen oplevelse lige HER, jeg håber ikke, man i dag mødes som jeg gjorde dengang, ‘mon ikke, du selv lagde op? Du sagde i al fald ikke fra’.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Det er jo et ret alvorligt område. Det var ikke dét, der var fokus i Malou Aamunds oplæg, for ligestilling har så mange facetter, og i Danmark er vi faktisk bagud på flere, men især i det private såvel som offentlige erhvervsliv, især når det angår ledende poster (link). Malous fokus var netop dét, hun kom af: Erhvervslivet. Hun nævnte en masse forskning og derfra eksempler på, hvordan vi både selv er med til at holde hinanden nede, men også hvordan systemerne gør. Hun fortalte små eksempel på, at vi ikke hjælpes frem. At vi fx som kvinder ofte giver mere credit til mandlige bidrag på arbejdspladsen, end vi gør til vores medkvinders bidrag. Vi roser og hylder altså oftere vores mandlige end kvindelige kolleger –  er det noget I genkender? Jeg forestiller mig, at det sker ubevidst. Måske som en handling for selv at blive mere anderkendt – hvad vi giver, får vi igen?

Og tilmed opretholder vi vores egen beskedenhed ved fx at sige “det var en team effort”, fremfor at stå frem og tage æren. Og er vi noget andet end beskedne, så bliver vi anset som bossy, frembrusende fremfor gode lederevner og engageret. Og vi vil så gerne passe ind på arbejdspladsen, at vi, når vi fx arbejder på en mandsdomineret arbejdsplads, så har en tendens til at disassociere os fra vores eget køn. Vi vil gerne være “en af drengene” – eller også er det en nødvendighed for at blive taget seriøst og på lige fod med mandlige kolleger. Og når vi først disassocierer os fra vores eget køn, så mister vi også muligheden for at kunne gøre en forskel for andre kvinder og skabe de strukturelle ændringer, der er behov (som vi ikke kan egenhændigt, men vi kan måske råbe problematikker op?).

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Men det er også svært at lave en ændring, når vi, måske både selv og andre, er unconsciously biased. Vi lærer, integrerer, automatiserer og viderefører en række stereotyper; helt ubevidst, men som påvirker vores syn på andre og deres opførsel. Et eksempel følger her: Mænds stemmer opleves som mere troværdige og rolige, hvor vi måske opleves som skingre (jeg husker selv en række artikler, hvor mine kvindelige kollegers stemmer blev pillet fra hinanden, analyseret for deres ‘knirken’).Det husker jeg selv, fra min tid som radiovært. Hold kæft, hvor kunne vi blive udskældt på områder, vi ikke kunne gøre noget ved: Stemmerne. Jeg fik faktisk at vide, og det har jeg nævnt mange gange, det her eksempel, fordi jeg synes, det er så grotesk: “Du skal ikke regne med at lave radio… Der er ingen, der gider at lytte til kvinder”. En besked fra en mandlig leder få måneder efter min start i DR. Og det viser sig jo: Hvor mange kvindelige radioværter kender du? Og hvor mange set i forhold til antallet af mænd? Der er en skævvridning, 100FM anderkender det selv. Og for at blive et splitsekund i dét område, som har fyldt så mange år af mit arbejdsliv; de kvindelige musikere kommer ikke engang i æteren. I 2019 udgjorde kvinder 18,3 procent af danske hovedkunstnere på tværs af alle kanaler i DR. Mandlige kunstnere derimod bliver rigt repræsenteret, de fylder 63,7 procent af musikfladen (link). Det handler ikke bare om, at det er svære økonomisk at være kvindelig musiker, for når de ikke kommer i radioen, så bliver de heller ikke i samme omfang booket på festivaler, til koncerter etc. De får ikke chancen for at blive populære, simpelthen. Og det dybereliggende problem: Vi bliver simpelthen ikke præsenteret for vores eget køn, så vi mangler repræsentation – og det kan give udslag på mange måder, men det kan virkelig også gøre, at der er drømme og jobs, man ikke søger, fordi man ikke tror, det er muligt (fordi man ikke føler sig repræsenteret).

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Vi har stadig meget at kæmpe med og imod. Malou fortalte, hvordan kvinder opleves som 12 % mere populære, hvis de bliver og hjælper på arbejdspladsen, hvis en svær opgave trækker ud. Og omvendt bliver de 14 % mere upopulære, hvis vi går hjem i stedet til tiden. Vi bliver simpelthen straffet hårdere, end vi vinder! Hvor mænd: Ja, der er lige præcis 0 % ændring i synet på dem, either way. Udover at vi skal udføre vores arbejde som alle andre, så tillægges vi også et pres fra kolleger. VI bliver vægtet, vurderet og straffet – og det er et åg at bære.

Vi er også selv så hårde i synet på vores evner. En række MBA-studerende i USA var blevet interviewet, og vi kvinder vurderer vores evner og os selv som arbejdskraft 20 % lavere end mænd gør, fortalte Malou. Og det betyder måske, vi ikke søger de jobs, vi sagtens kunne udføre, fordi vi er bange for ikke at leve op til forventningerne, som Malou sagde; kvinder ser en jobbeskrivelse, og hvis de ikke passer 1:1 med kompetencerne, så søger vi ikke. Hvor mænd? Ja, de søger lykken og prøver ad alligevel. Og når vi så lander jobbet – ja, så kommer endnu en af de store forskelle mellem os til udtryk. Vores løn. Vi sakker så meget bagud (også) på økonomien. I 2018 fik vi i snit 14-18 % mindre i løn end vores mandlige kollger (link). Det giver selvfølgelig udslag her og nu i vores råderum. Men problemet bliver meget større, når det jo selvfølgelig har en effekt på vores pension og derved vores levestandard på længere sigt (på et langt liv taler vi op mod 9 mio. kroner, som mænd tjener mere end os, link). Og hvis vi prøver at gøre noget ved løngabet, måske beder om en lønforhandling, så sker det langt sjældnere end mænd. Vi stiller os simpelthen langt mere tilfredse med tingenes tilstand, hvor mænd 4 gange oftere beder om en lønforhandling end os. Og når vi så forhandler, så beder vi om 30 % mindre end mænd gør.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

For pokker! Vi skal have boostet den selvtillid! Og det er ikke nok med et meme og en fed caption. Hvordan får vi arbejdet dybere med vores syn og tropå os selv? Og hvordan får vi skabt nogle strukturelle ændringer, så omverden også anderkender os og giver os modet til at tro på os? For som Malou siger: Al forskning viser, at vi er lige nøjagtigt ligeså kapable til vores arbejde som vores mandlige kollger. Vi er ligeså veluddannelse, ligeså kompetente, ligeså dygtige. Der er ingen grund til andet.

Hvad skal der til?

Det er alvorligt – især hvis vi, som Magrethe Vestager siger, tror, vi er i mål. Hvis vi læner os tilbage nu. Der er tydeligvis MEGET arbejde at gøre. Jeg blev meget ramt af hendes ord om, hvordan vi har tendens til at disassociere os selv fra vores køn, og hun talte også om en “Queen Bee”-type man har forsket i. En kvinde som er kommet godt op ad erhvevsstigen, som nyyyder sin eneposition, men som ikke tager andre med. Det er rigtig meget også dét vi skal – hjælpe hinanden frem.

Hvordan oplever I det her på jeres arbejdspladser? Oplever I jer forskelsbehandlet? Tænker I over jeres relation til mandlige og kvindelige kolleger, og kan I nikke genkendende til de strukturer som nævnes? Er I selv med til at videreføre dem?

Malou sluttede oplægget af med en række gode råd til at skabe en større forandring, hvis ikke strukturelt, men så i vores eget liv:

  1. Stil flere betingelser end betænkeligheder i og omkring dit arbejd.
  2. Dyrk dit netværk – der er både jobs, erfaring og hjælp at hente (HK har et skriv om det her). Rigtig mange vil gerne drikke en kop kaffe, hvis du har mod på at spørge!
  3. Vær ikke bange for at kaste dig ud i opgaver men stil krav til omgivelserne så du bedst muligt får udført dit arbejde. Det kan være et behov for at få en aften ude hver uge, hvor man kan deltage i netværksmiddage eller tage et kursus.
  4. Få en mentor – vær ikke bange for at række ud til erhvervspersonligheder, som du forestiller dig kan inspirere og hjælpe dig på vej. I første omgang bed om et mentorskab for ét år. Det kan folk forholde sig til.
  5. Søg feedback på dine opgaver – så du kan bedre dig selv, kontinuerligt og lære.
  6. Se mulighederne frem for problemerne.
  7. Find den rette partner på hjemmefronten, som vil hjælpe dig til at nå dine mål. Det er super vigtigt at være støttet hjemmefra.
  8. Stil krav til familien hjemme – vi kan alle have brug for at kunne “løbe med den” i perioder, så bed om hjælp hjemmefra for at du kan få løftet opgaver i perioder. Nogen gange har den ene travlt, og den tager mere hjemmetjans og omvendt.

Rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Mia Jørgensen fotograf

Glædelig weekend

Eddie har de sidste dage sovet til 5.30, knock on wood. Det har været helt vildt! Tænk! En halv time længere, eller 2,5 timer længere end for halvanden måned siden. Syyyygt… Det er så vildt, for man vænner sig jo til alt.

Noget af det man hører mest som gravid, og måske også stresser lidt over på forskud er søvn. Jeg lagde ører til meget i al fald. “Bare vent…” og “Nyyyd dit nu, for når først…” og “SOV alt du kan, nu!”. Og det er selvfølgelig noget sludder. Kæmpe sludder. Nydning kommer ikke skalerbart, og slet ikke i en skala andre sætter. Men kan bare nyde. Og man kan i øvrigt heller ikke sove på forskud.

Men. Når man først står i det. Søvnløse nætter, søvnfattige nætter. Man vænner sig til det. Og utroligt nok er det slet ikke så hårdt, som blev man søvnberøvet før børn. En enkelt bytur før i tiden og en familiefødselsdag dagen derpå med 5 timers søvn i bagagen – dødens pølse. Men, det er slet ikke det samme nu. Før i tiden skulle jeg bare forholde mig til mig selv, have lidt af mig selv. Men nu skal jeg kun forholde mig til Eddie – og der er bare fuld energi fra morgenstunden altså. Man glemmer de få timer. I al fald nu her – vi har vænnet os til det. Og pludselig kan 4-5 sammenhængende timer føles som den vildeste power-nat. Man vænner sig til alt. Selv om det er benhårdt til tider. Vores mange uger, hvor vi stod op klokken 03.00 – det er satme en lang dag, hehe.. Men vi klarede det. Og kigger jeg tilbage, tænker jeg “how?!” – men det gjorde vi. Det gør man.

5.30 er næsten at sove længe, hehe… Så skal vi bare selv holde fast i at gå tidligt i seng. Det arbejder vi med. Og i aften bliver det nok ikke, for jeg skal til fødselsdag hos en kær veninde – og jeg er blevet lovet et fjernsyn og lidt MGP i baggrunden, hehe… Det bliver da ret specielt uden publikum, hvad?

Men før vi når så langt, så skal både på playdate hos en veninde og en af Eddies bedste veninder Anaïs om en halv times tid. Og efter frokost skal jeg også lige nå en familiefødselsdag. Uden Eddie. Busy dag! Men i morgen skal vi ikke andet end i Søndermarken og glo på hunde –  Eddies obsession. Og så til nogle åbent hus.

Hvad er jeres planer for weekenden? Skal I også snige jer til lidt Melodi Grand Prix? Eller har I ligefrem planlagt fest omkring det?

… Fik I læst…?

Mit indlæg “bag om bloggen” om agent-konceptet, hvorfor have en, hvad laver de, hvad koster’en?

Mit indlæg om menstruation, som min instagram har dryppet af denne uge, hehe… TAK fordi I deler så kærligt. Jeg glæder mig til at sætte mig med kommentarfeltet og en kop kaffe i morgen eller mandag.

Mit indlæg med de bedste vintagebutikker (jeg er siden kommet på endnu flere, der burde være på listen!)

Mit indlæg om vuggestuestart, at lade voksne mennesker blande sig i sit barn og udsigten til faste rammer.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Mia Jørgensen