ROCKPAPERDRESSES
OOTD: Bæredygtig natrobe og hverdagsfyld

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Man bruger ordet robe for lidt. Jeg gør. Ligeså slacks. Eller benklæder. Spencer. Apropos fandt jeg denne her liste med udtryk, som bruges for lidt. Smølehoved. Skærmydsel. Sjuskedorte. Lyder det ikke hyggeligt at have skærmydsler imellem sig frem for et skænderi?

Hvor om alting er, jeg vil kalde dagens beklædningsgenstand for en robe – en housecoat (åh jeg kan høre min farmor sige det, på en måde hvor coat bliver til køøuhhut) er det vel ikke, den har mig bekendt en form for foring. Men i de her dage handler det om at holde det let. Og gerne tækkeligt for benene eftersom jeg har aflyst en ret trængende tæmmetid hos Beauty Avenue – men vi skulle i sommerhus.

sandaler STINE GOYA (gamle) taske MARNI (gammel) robe UNDERPROTECTION (gave, på udsalg netop nu) fotos JULIE BJARNHOFF

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Ja, hvordan går det egentlig? Med det og alt det andet? Jeg har haft et par uger med tryk på, ikke på en måde hvor jeg ikke kan følge, men hvor jeg absolut ikke har kedet mig – og Adam har været lidt vel alene om Eddie i dagstimerne, synes jeg – i hvert fald nogle dage i streg. Jeg har for første gang prøvet at savne Eddie. Sådan helt rigtigt, fysisk i maven. Det var en ny følelse, og nærmest et et fysisk behov i mig at se ham igen. Hvordan gør man overhovedet det at sende dem i institution? Er hjertet ikke ved at gå i tusinde stykker de første mange gange, man afleverer?

Jeg har godt tænkt på, at han vel egentlig er ved at nå en alder, hvor mor ofte vender tilbage til job. Hvornår stoppede jeres barsel? Hvor gamle var jeres børn? Nogen gange er der jo også nogle fædre, der vil til.

Eddie bliver 9 måneder om en lille uge. Og jeg har stadig ikke travlt med at finde vuggestue. Vi er skrevet op til en, men jeg føler slet ikke, han er klar. Ikke engang tæt på. Men der sker jo også meget fra måned til måned, måske pludseligt. Han er bare en meget opmærksom lille dreng, som sluger sine omgivelser og har svært ved at lukke ned selv. Vi skal hjælpe ham enormt meget til ro, og nogen gange kammer det over for ham, og han bliver så ulykkelig, som om verden er for meget. Men han er også typen, som bliver ved og ved og ved med at smile til alle (hvem mon han har det fra?), selv om han er træt, selv om han ikke kan mere, og folk tager jo babysmil som en invitation til at måtte lave spas og løjer med dem. Han er for høflig. Nogen gange kan man lære noget om sig selv ved at se på sine børn. Faktisk virkelig tit. Også de træls ting, haha! Det betyder bare, at den institution jeg regnede med, han skulle i, den synes jeg nu er for stor og uoverskuelig for ham. Jeg skal finde noget mindre, tror jeg.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Vi er også i de sidste stadier af at optage ‘FØLG MIG’ til TV2, som kommer til efteråret – fordi jeg var ude at rejse hele maj, så kom vi lidt bagud på optagelser med mig. Det har betydet et par ret lange dage, hvor jeg ikke har kunnet være sammen med Eddie så meget, som jeg ville. Og så lige en indsamling for Kræftens Bekæmpelse, hvor der var pænt meget tryk på – men HEY! Vi nåede 64.081 kroner! Tusinde tusinde tak!!! Lejligheden lignede et indkøbscenter i fjorten dages tid, og jeg er så småt ved at have pakket og sendt det meste (med få undtagelser). Til Adams store glæde, haha!

Og så har der været lidt spændende møder om det næste halve år her i forretningen. Jeg er ved at være ret klar til at bruge mit hoved mere og har en kæmpe lyst og inspiration pt. Men mit hjerte er totalt stadig på Eddie, hvorfor jeg også aflyste resten af denne her uge i går, satte os ind i bilen og drønede i sommerhus. Den der varme inde i byen. Ingen kunne sove i den, og nu vi har et lille helle tæt på vandet, så gav det sig selv. Det føles så rigtigt og vildt privilegeret at have fået os et gemmested.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Det næste halve år bliver rigtig meget et spørgsmål om at prioritere det vigtige, ikke søsætte ting jeg ikke brænder 100 % for, så jeg kan opnå en balance mellem Eddie, Adam – og arbejde. Og en balance mellem by og land.

Vi taler enormt meget om, hvordan man gør ting smartest, tager en arbejdsfredag fra sommerhuset, og kører op torsdag aften efter arbejde. Jeg skal virkelig lære at være effektiv, når jeg har arbejdstid og dedikere mig fuldstændig til én ting ad gangen. Jeg kan hurtigt ende med at redigere lidt billeder, skrive lidt på et indlæg, svare lidt mails – uden at jeg når helt i mål med noget af det. Og så hænger det stadig over mit hoved. Jeg tror også lidt, at det er en tvilling-ting – vildt mange gode ideer, vildt meget energi, men ikke nok tid i verden til at få alt i mål. Det skal jeg simpelthen blive bedre til. En ting ad gangen. Færre ting, men udført til UG.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Men den næste måned går det meste, sådan forretningswise, i stå. Ingen sender mails, alle nyder ferien – i hvert fald frem til august. Så kan jeg måske nå lidt i bund – og ellers vil jeg synkronslappe, når resten af mine arbejdsrelationer også gør det. Og helst heroppe fra, som jeg sidder i dette øjeblik med måsen på en havebænk med en tom kaffekop og en krummet tallerken med Adams rabarber-blondie-rester på.

Her går det godt, og resten finder vi ud af, ikke?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, OOTD, Dagens

Menstruationskoppen, hvordan er det gået?

Rockpaperdresses, Menstruationskop, organicup, Cathrine Widunok Wichmand, Organicup

‘Mens’, ‘det røde’, ‘Russerne på besøg’, ‘stads’, ‘Kommunister i lysthuset’, ‘at flage rødt’ eller den dumme ‘mit lort’. Dumt, fordi menstruation faktisk er ret meget en gave. En lidt upraktisk og måske utimet gave til tider, men stadig en gave, nu den faktisk fortæller os, at det hele spiller. Men kært barn har virkelig mange, fjollede navne, og ved at give det alle mulige navne så er det også et tydeligt udtryk for, at det har været lidt skamfuldt. Vi har skulle dække over det med en joke eller sløre det med et ordspil. Men det er, hvad det er. Menstruation.

Jeg fik menstruation som 11-årig (hvilket dengang var sygt tidligt, men i dag vist er ganske normalt?), og jeg kan huske at sidde alene hos sundhedsplejersken på en træstol foran det store skrivebord med klassikeren skelettet i det ene hjørne og en målepind på væggen i det andet hjørne. Hun forklarer mig, hvorfor jeg har fået menstruation således:

“Forestil dig, at der sidder en lille dame inde i din livmoder, som går og glæder sig til, at den skal møde en baby derinde, så den maler og tapetserer og gør børneværelset klar. Men når ægget så ikke bliver befrugtet, og babyen ikke kommer, så bliver hun så ked af det, at hun river al tapetet ned – og det kommer ud som menstruation”.

Egentlig en ret sød forklaring for et 11-årigt hoved, men også at Disneyficere en menstruation, haha! Men lad gå. Jeg glemmer det dog aldrig og har skænket den lille dame med immaculate timing i mit tilfælde mange tanker gennem tiden (og jeg har også overbragt historien til alle og enhver, når snakken har drejet ind på menstruation). Let’s face it – det fylder virkelig meget i et (kvinde-)liv. Om man får den eller ej – eller når den stopper med at komme. Graviditet. Overgangsalder. Stress.

Min cyklus, 23-24 dage før graviditet. Nu på ca. 28-29 dage. Ligeså dårlig til tid jeg er, ligeså taktfast har hun været. Og er. Og før jeg forlod førnævnte sundhedsplejerske, så fik jeg en lille ‘damepakke’ fra O.B. med i hånden, sådan en lille lyseblå papæske med bind og tamponer (uden indføringshylster – som om jeg kunne finde ud af det, det var da ulækkert selv at røre sig dernede!).

Rockpaperdresses, Menstruationskop, organicup, Cathrine Widunok Wichmand, Organicup

Igennem tiden har jeg brugt TONSVIS af bind. Natbind, normalbind, trusseindlæg. Tamponer på tamponer. En gennemsnitlig kvinde bruger ca. 16.800 tamponer i sit liv (!). Men for nogle år siden, da Ginger Organic lige var kommet på market, og de derfor var på tilbud i Føtex, så besluttede jeg mig for at prøve dem og har brugt dem lige siden. Mest fordi indpakningen var flot og jeg i øvrigt er som en skade mod glitter, hvad angår økologi. ‘Hvis det findes øko, så skal jeg da have det’. Men uden at være bevidst endnu om, hvor meget skidt og kanel, der faktisk har været i mine gængse bind gennem tiden (klorin, dioxin som eksempler, læs mere HER og HER). Desto større grund til at købe øko-bind (jeg forestiller mig, at de svanemærkede fra fx Levevis og Änglamark også er gode nok!). Tænk at putte kemi op i sit allerhelligste?! Det synes jeg faktisk er noget svineri. Det miljø er så skidesart og i øvrigt så nært placeret til forplantningen, og så bliver det svinet til på den måde.

Men… Så fik jeg lidt mere blod på tanden, so to speak, haha! Efter min graviditet, efter at have været foruden alt bind og ståhej i et år, var jeg klar på at gøre noget andet. Hvad nu hvis jeg kunne undgå bind all together? Komme igang med den kop, som jeg har tænkt på SÅ mange gang, men aldrig liiige fået taget mig sammen til. Post fødsel var det tid. Jeg købte en Organicup på tilbud i min lokale helsebiks. OG SÅ! … Lagde jeg den i skuffen, haha! Jeg var ikke helt klar. Men efter et par cyklusser (cykle?), var jeg klar til at kaste mig ud i det. Så nu kære venner…

Jeg har haft min første bindfrie menstruation!

Det var SÅ befriende. OG SÅ NEMT! Tænk ikke at skulle tænke på noget i 8-10 timer. Den kan bare sidder der! Hele natten med også. Simpelthen genialt! Og jeg mærker den så lidt, at jeg faktisk har problemer med at huske den! (der er stadig samme ‘regler’ med at tømme koppen, som med tamponer – det skal gøres!).

Ja, man skal lige tage tilløb, og ja, man skal da lige rode lidt rundt dernede første gang, og det føles måske… Unsanitary, når man har menstruation, men igen, lad os lige huske på, at det altså ikke er ‘lort’, men bare blod. Rent blod. Dit eget blod. Sørg blot for rene hænder!

så længe man har rene fingre og

Da jeg talte om cuppen på instastory, var der flere af jer, der klappede i hænderne over, at jeg ville prøve den af – fordi I selv var glade for den. Men mindst ligeså mange sagde, at I var nysgerrige men ikke havde taget springet – eller at I havde prøvet og det bare ikke duede. Så må jeg ikke dele nogle af de mange tips, jeg fik, med jer, og dem jeg selv har erfaret nu et par måneder inde i ‘cupping’? Eller hvad man kalder det.

  • Der findes RIGTIG mange mærker, altså kopper. Og de kan være ret forskellige og derfor skal du ikke give op efter den første. Prøv dig frem! Der findes Divacup, OrganiCup, Lunette (tjek lige TÆNKs test, hvor den scorer bedst) og mange, mange andre. Læs evt. Put a cup in it for anmeldelser – de kvinder er så mega, mega seje. Også ret fine at følge på instagram. De er sindssygt gode til at dele god kopkarma og hylde menstruationen.
  • Udover kop-mærker, så findes de også i forskellige størrelser. Typisk større foreslåes efter fødsel, men det passer altså ikke på alle. Så igen, prøv dig frem, og tag ikke på vej, når ekspedienten (halvhøjt) foreslår dig: “DEN STORE STØRRELSE!” mens hun rækker dig den, fordi du har født. Måske, måske ikke for dig. OG – du kan klippe noget af den ‘lange pind’ af, som er nederst på cuppen, hvis den generer. Det er meget #trialanderror de første gange for at finde den rigtige kop, størrelse osv.
  • Overvej når du skal indføre den allerførste gang at gøre det en menstruationsfri dag med lidt glidecreme, så du ikke føler, du også skal rode med blod oven i hatten. Godt med glidecreme til, benet op på toiletbrættet, slap af i kroppen og kom den op.
  • Der findes en hel del foldemetoder – hvis du har svært ved at få den op, kan det tænkes, du skal prøve en anden foldemetode. Tjek denne her video for inspiration – selv bruger jeg C-metoden men skal have fundet en anden.
  • Når du skal have den ud, så sæt dig på hug og før (rene) fingre op. Du skal ligesom lige klemme forsigtigt på den med fingrene, så den slipper vacuumet down there og så presse, som skulle du føde igen eller bare stort på lokum, dit mellemgulv og underliv kan næsten presse den ud selv. Som Anja Bay (Smertefri Fødsel) ville sige – forestil dig du er en stempelkande, der trykker i bund. Og nej – den kan ikke blive væk. Den kan ikke pludselig vandre og ende i, lad os sige mavesækken eller hjernen. Nope.
  • De fleste kopper har en lille “hale”, som du kan klippe lidt af, hvis den generer, når du sidder ned – det har jeg gjort på min.
  • Husk at koge den inden brug (så slipper man også af med en del af de flygtige stoffer, som de beskrives at frigive), og kog den mellem hver cyklus. Ellers behøver man ikke andet end at skylle og vaske den hver dag under en menstruation. Easy!
  • Hav altid et par trusseindlæg i huset – lige den første dag kan jeg godt lække en smule. Men jeg gør det bare i trusserne, som man siger. Men er man sart, eller er man ny til cuppen, så hav lidt bind i huset til at starte med.

Det bedste tip? Kom igang! Det sværeste er i virkeligheden at ‘tage sig sammen’ – for når man først har gjort det, så er der ingen vej tilbage!

Rockpaperdresses, Menstruationskop, organicup, Cathrine Widunok Wichmand, Organicup

Læserhistorie: Kræft er ikke for børn – historien om min lillebror

Skulle det være gået nogens næse forbi, så har jeg travlt i disse dage på instagram (på @rockpapersale) med at samle penge ind til #kræfterikkeforbørn – en indsamling til fordel for børn og unge, der rammes af kræft, eller som har forældre med kræft. Og i den forbindelse spurgte jeg også jer, om I havde en historie I ville dele (jeg har selv delt mine bevæggrunde for at være en del af indsamlingen hos ELLE).

Jeg har læst en del historier de seneste uger, som jeg forberedte mig på samarbejde med Kræftens Bekæmpelse. Alle rørende, stærke, historier. Ligegyldigt hvor mange jeg læser, bliver jeg ikke immun. Jeg bliver rørt, kan mærke det i maven og får en trang til at holde mit barn helt tæt.

Helt samme oplevelse fik jeg også, da jeg læste Signes historie. Hun tog mig nemlig på ordet, satte sig ned ved tastaturet og skrev. Skrev hele sin lillebrors historie, hendes historie, familiens historie. Og jeg blev ikke bare rørt men også dybt hjertevarm.

Signes bror var noget helt særligt, og som vi skrev lidt frem og tilbage fik jeg et varmt og kærligt syn på en ung mand, der var på vej ud i livet. Som fandt kræfter, vilje og vej til at komme herfra helt på sin egen måde, som han trods sin unge alder, havde et klarsyn omkring. Han lyder som en, jeg gerne ville have kendt. Men lad mig ikke tage mere af taletiden og i stedet lade Signe føre ordet…

Jeg skal dog advare, det er en hård – og på sin egen måde smuk – historie, om man overhovedet kan tillade sig at beskrive den sådan.

Hvis I har lyst til at støtte min indsamling, så er alle beløb velkomne – og I kan sætte dem ind med mobilepay eller dankort HER eller skrive KB rock til 1277 og støtte med 150 kroner.

Kræft er ikke for børn, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Kræftens bekæmpelse

Babybilleder af Signe og Mathias – se nu engang, så fine! Og kåret til Årets Fighter til galla på HHX

Jeg har lyst til at fortælle dig min – eller måske rettere min brors – historie. Jeg ved dog næsten ikke, hvor jeg skal starte af frygt for, at det bliver noget værre rod. Men… here it goes…

I foråret 2010 begyndte min dengang 19-årige lillebror at få ondt i lænden. Han tog til lægen, fordi det ikke gik væk af sig selv. Han spillede fodbold på højt plan og lægen mente, at det måtte være en fodboldskade. Det kunne hverken min bror, mine forældre eller jeg forstå – især fordi min bror ikke kunne huske, at han var faldet, eller at han var blevet sparket til træning eller i kamp. Men vi godtog alligevel beskeden, for hvad skulle det ellers være?

Mathias, min bror, blev anbefalet at tage til kiropraktor, så det gjorde han. Men det blev smerterne ikke bedre af – tværtimod. Da vi nåede juni måned 2010, havde han så mange smerter, at han måtte spise smertestillende døgnet rundt. Han havde svært ved at gå, at sidde og at ligge. Hans appetit forsvandt, og han var til sidst helt grå og konstant forpint i ansigtet. Så tog min mor med ham til lægen igen – for der måtte jo være noget helt galt!

Da min mor sagde, at hun var bange, og at hun krævede at Mathias skulle scannes og have taget flere prøver, kiggede lægen bare på hende og sagde: “Hvad er du da bange for? Hvad skulle der være i vejen?” Lægen mente jo, at min bror var en frisk 19-årig, så hvor alvorligt kunne det lige stå til? “Jamen, jeg er bange for, at han har kræft!” udbrød min mor. Og så gav lægen sig. Mathias fik en tid på hospitalet. Han fik taget en masse blodprøver og blev scannet. Og rigtigt nok: Den var helt gal! Hvor gal vidste de ikke endnu, men de havde mistanke om, at han måske havde en alvorlig blodsygdom. På vores lokale hospital havde de dog ikke ressourcerne til at finde ud af mere, så dagen efter disse prøver, blev han sendt med ambulance til Rigshospitalet.

Da tiden stod stille

Jeg glemmer aldrig, da min mor ringede til mig med beskeden. Jeg stod på badeværelset, i min og min kærestes lejlighed, og var i gang med at klippe min kærestes hår med en trimmer. Midt i en stribe hår ringede min mor: “Signe, det er mere alvorligt med Mathias end vi troede,” så græd hun – “vi bliver kørt til Rigshospitalet nu… kan du hente bilen og køre den hjem?” Jeg var i chok. Jeg rystede og græd og vidste ikke, hvad jeg skulle tænke. Vi vidste ingenting endnu – ikke andet end, at det var alvorligt. Men hvad betød det? Jeg hentede bilen og kørte den hjem til mine forældre. Senere kom min far hjem og så kørte vi til Riget. Vi boede dengang alle på Falster, så der var et godt stykke vej. Vi sad i bilen i stilhed. Begge chokerede og bange. Da vi kom til hospitalet, lå Mathias på akutmodtagelsen, som på det tidspunkt befandt sig under jorden. Måske den gør det stadig, det ved jeg ikke. Min kæreste var der også, men detaljerne omkring, hvornår og hvordan han var kommet dertil, er slørede. Måske blander jeg også nogle dage sammen. Der skete meget i de første 2-3 dage.

I hvert fald, så husker jeg tydeligt synet af min bror i sengen. Han lå og så fodbold, for der var VM (det var det år, hvor Shakira stod for VM-sangen… jeg kan stadig ikke udstå den sang den dag i dag). På bordet foran ham stod en tallerken med en uappetitlig brun masse – noget millionbøf af en art. Han kunne ikke spise noget. Forståeligt nok.

Han kiggede væk fra tv’et og hen på mig, da jeg kom ind ad døren. Jeg gik hen og omfavnede ham, og da jeg gav slip og kiggede ham i øjnene, græd han og sagde: “De siger, at jeg måske har kræft!” Vi græd allesammen. Jeg følte, jeg skulle kaste op og mine ben gav efter, så jeg haltede ud på toilettet og satte mig på gulvet derude. Jeg hyperventilerede og græd som aldrig før. Hele verden snurrede rundt.

Nogle dage efter fik vi det endelige svar på Mathias’ prøver. Det havde taget dem en hel uge at finde en diagnose. Han havde en sjælden kræftform, som hedder rhapdomyosarkom – en form for muskelcellekræft. Den rammer yderst sjældent og når den rammer, er det oftest spædbørn eller tumlinge – ikke unge fyre på 19. Lægerne var derfor udfordrede på behandlingen fra dag 1. Sagt med andre ord, så anede de ikke, hvad de skulle stille op. Behandlingen var i og for sig eksperimentel.

Det endte med, at Mathias fik alt hvad der fandtes på kemohylden. Han fik så skrap kemo, at han skulle i isolation i en periode – både for hans immunforsvars skyld, men også fordi kemoen i sig selv var farlig for andre. Hvis der gik hul på posen, kunne den ætse alting væk.

Diagnosen havde vi som sagt efter en uges tid og behandlingen var nu allerede i gang. Jeg var næsten hos min bror døgnet rundt. I perioder var jeg indlagt med ham i flere dage. Han ville kun have mig. Jeg var nemlig holdt op med at græde og det gav ham plads til at være mere sårbar. Mine forældre var helt ude af den og det havde han svært ved at håndtere. Det er svært at være alvorligt syg og samtidig føle, at man skal trøste og beskytte sine nærmeste. Derfor holdt jeg hurtigt op med at græde – for hans skyld, så han kunne få noget luft.

Kræft er ikke for børn, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Kræftens bekæmpelse

På udveksling i Florida før kræften ramte – både Signe (på billedet) og forældrene besøgte ham. Og Søren – Mathias’ bedste ven

“Søren er død!”

Heldigvis havde han dog også sin bedste ven, Søren. Søren var guld værd og de havde et helt særligt forhold til hinanden.

Han blev hos Mathias, når jeg havde brug for en pause og hjalp ham med alt fra kolben (du ved, den man skal tisse i) til mad og en god snak. Han lå sågar hos ham en hel nat på Riget, da jeg havde brug for at komme hjem og sove en nat i min egen seng og få lidt trøst fra min kæreste.

Efter cirka 14 dage måtte Mathias komme hjem for første gang. Det var en hård tur i bilen hjem, for han havde ubeskriveligt mange smerter. Kræften sad i lænden/ryggen og han kunne næsten ikke holde ud at sidde i bilen. Han lå på mit skød det meste af turen hjem. Og han jamrede og skreg. Det var en helvedes tur, men hjem kom vi.

Dagen efter lå Mathias på mine forældres sofa og så VM. Min far sad i en stol og så med. Jeg sad ude på terrassen med min mor med døren åben ind til stuen, så jeg kunne se Mathias hele tiden. Pludselig ringede hans telefon. Mathias’ stemme lød helt forkert og han blev ved med at sige: “Fuck mig, nu handler alt om Søren!” Det lød underligt. Jeg rejste mig op og gik ind til ham. Min far havde også rejst sig op. Vi kiggede på Mathias, som lagde røret på og brød helt sammen mens han skreg: “Søren er død! Søren er fucking død!”

Så… nu var situationen den, at min lillebror lige havde fået en kræftdiagnose – og kun 14 dage efter døde hans bedste ven i en bilulykke. Min bror endte med at blive kørt til begravelsen i en ambulance og sad med sit dropstativ inde i kirken og sagde farvel til sin bedste ven. Livet kunne ikke være mere absurd og uretfærdigt.

“… Den er tilbage!”

Min bror var dog verdens stærkeste menneske. Han kæmpede hårdt mod kræften resten af året. Og i april 2011 kunne de pludselig ikke se mere kræft på scanningerne. Vi var ekstatiske! Nu skulle han kun tage piller og ikke længere have den skrappe flydende kemo. Det var for vildt!

Men. Og der er desværre et “men”. I juni måned 2011, havde han smerter i lænden igen. Vi turde ikke sige det højt, men vi tænkte alle tanken… “den er tilbage,” – og det var den. Kræften var tilbage. Denne gang kunne de ikke give ham kemo, fordi hans tal var for lave (levertal, blodprocent og hvad der ellers skal være i orden for at den slags kan lade sig gøre). Han havde en stor svulst på rygsøjlen, som gav ham føleforstyrrelser i benene og gjorde det svært for ham at gå. Derfor skulle han have 10 strålebehandlinger i 10 dage i træk. Vi kørte altså turen fra Falster til Riget 10 dage i træk. Og strålerne hjalp da også. Men kun for en kort periode og kun på hans førlighed – ikke på kræften som sådan.

Efter strålebehandlingen var afsluttet, blev han indkaldt til en lægesamtale. Jeg og min mor var med. Min far drev en virksomhed og var nødt til at være der den dag. Det siger nok sig selv, at det var en udfordring at få livet – og økonomien – til at løbe rundt ved siden af min brors sygdom. Eller det ved jeg ikke, om det gør. Men det var svært.

“Du kommer til at dø af din sygdom”

Min bror og jeg sad overfor lægen. Min mor sad i en stol i baggrunden, lidt op ad væggen. Lægen kiggede på Mathias og sagde: “Mathias, det er desværre sådan, at vi er nået til et punkt i dit forløb, hvor vi ikke har mulighed for at tilbyde dig mere behandling. Derfor er du nu nået til det man kalder terminalfasen. Det vil sige, at du kommer til at dø af din sygdom,”

Ingen af os vidste hvordan vi skulle reagere. Jeg husker det som om, at vi græd… men det var meget sagte tårer. Som om de ikke rigtig kunne komme ud for chokket.

Vi spurgte hvor lang tid Mathias havde. Bare sådan cirka. På det tidspunkt var vi stadig i juni måned. To – måske 3 – måneder lød beskeden på. Okay. “Vil I lige have et rum for jer selv, hvor I kan sidde lidt sammen?” spurgte lægen. Det tilbud skulle vi nok have taget imod, men vi var i chok og kunne ikke tage stilling til det. Derfor endte vi med at sidde ude i venteværelset og tudbrøle alle tre. Det var i virkeligheden enormt grænseoverskridende – både for os, men særligt også for de andre patienter og pårørende, som jo selv sad med alvorlig sygdom og tunge og svære tanker helt inde på livet. Men så langt kunne vi ikke tænke. Den dag i dag tænker jeg også tit over, hvor hasarderet det egentlig var, at min mor kørte hele vejen hjem – 126 km på motorvejen – med beskeden om, at hendes søn skulle dø. Og med ham siddende lige ved siden af, grædende og jamrende: “Hvorfor mig? Hvorfor skal jeg dø? Hvad har jeg gjort? Jeg skal dø! Hvorfor?!” Det er et mirakel, at vi ikke kom noget til. Min mor kan ikke en gang huske turen den dag i dag.

Afskedsfesten

Selv med dødsdommen hængende over hovedet, var Mathias dog fast besluttet på, at han skulle færdiggøre sin uddannelse. Han gik på hhx og det var jo eksamenstid. Han trodsede derfor kræften og tog alle sine eksaminer – og blev student med flotte resultater. Jeg gav ham huen på. Jeg var pavestolt. I ugerne der fulgte, brugte vi igen mange timer på at køre ind til Riget. Min bror skulle have plasma og mere eller mindre bare holdes så godt smertestillet, som de overhovedet kunne. Han var begyndt at få blå mærker over det hele, hans fødder var begyndt at blive følelsesløse og han blødte ud af mund, næse og øjne.

Da vi nåede til august lå han i en hospitalsseng hjemme i mine forældres stue. Min kæreste og jeg boede mere eller mindre hos dem, på mit gamle værelse. Jeg kunne ikke klare tanken om, at være væk fra Mathias.

Mathias havde fødselsdag den 19. september og var gået i gang med at planlægge en fest, som han ville holde den 22. En afskedsfest, hvor morbidt det end lyder.

Han havde inviteret venner og familie via en begivenhed på facebook.

Så langt nåede vi dog ikke. En tidlig morgen i september blev jeg vækket af, at Mathias lå og skreg i stuen. Han havde ikke kunnet tisse i dagevis, og det gjorde ondt – rigtig ondt. Han kunne heller ikke rejse sig op fra sengen. Det var kræften, som sad og trykkede på hans rygsøjle og gjorde ham delvist lam. Vi tryglede ham om at ringe 112, men han ville ikke på hospitalet. Han var nemlig hunderæd for, at han ikke kom hjem derfra igen. Vi måtte derfor love ham, at vi ikke ville tillade at han blev der – han skulle nok komme hjem igen! Til sidst gav han sig og vi blev hentet i en ambulance, ham og jeg. Klokken var 6.30 om morgenen.

Mine forældre kørte efter os i bil.

Da vi kom til hospitalet hjalp de min bror af med urinen. 700 ml – det var ikke så mærkeligt, at det gjorde ondt. På det tidspunkt var jeg så udmattet, at jeg faldt om og faldt i søvn midt på gulvet ved siden af Mathias’ hospitalsseng. Min krop gav simpelthen op.

Det endte med, at de beholdt ham på hospitalet i nogle dage. Men hjem kom han. Det var en mandag morgen. Han var så bange for, at han skulle dø på hospitalet. Derfor var jeg virkelig lettet på hans vegne. Nu vidste jeg, at han fik lov at dø derhjemme.

Herefter forlod jeg ikke hans side. Jeg lagde en madras, en dyne og en hovedpude ved siden af hans seng, som stod midt i mine forældres stue. Og her lå jeg ved siden af ham. Jeg forlod ham kun for at gå på toilettet eller for at tage et hurtigt bad.

Mathias havde en våd karklud, som han langsomt strøg henover maven… “Nu går det hertil,” sagde han. Det var lammelsen, han talte om. Dag for dag bevægede lammelsen sig højere og højere op. Til sidst lå han med karkluden helt oppe på brystet.

Vi blev enige om, at jeg nok var nødt til at skrive til venner og familie, at den fest han skulle have holdt senere på måneden, ikke blev til noget. Så længe ville han nok ikke være der. Det var en hård besked at skrive. I samme ombæring bad han mig om at logge på sin netbank og overføre sine penge fra hans konto til min. “Dem skal du bruge på dig og Kenneth [min kæreste, red.], når jeg ikke er her mere,” Det gjorde ondt helt ind i sjælen, at han var så klar i hovedet… så fattet – at han kunne tage alle de beslutninger og gøre sig de tanker. Han fortalte mig, at jeg var verdens bedste søster og at han vidste at jeg nok skulle klare den og få et dejligt liv.

“Jeg kan ikke komme op til overfladen”

Det gjorde han med alle, som stod ham nær – bad dem om at komme ind til ham én efter én, hvorefter han fortalte dem, hvad de havde betydet for ham og hvad han ønskede for dem i fremtiden.

Jeg husker tydeligt hvordan hans venner sad ude i køkkenet og blev kaldt ind én efter én. Mathias var så rørende stærk og klar i spyttet. Han fortalte sine venner, hvem der skulle bære kisten, hvilket musik der skulle spilles til begravelsen og hvordan vi skulle tilbringe dagen til gravøllet. Jeg var – og er stadig – så imponeret over hans overskud. Tænk at ligge dér, døende og lam op til brystet og alligevel have overskud til at planlægge sin egen begravelse og fortælle venner og familie hvad han føler og hvilke drømme og ambitioner han har på deres vegne. Det er fandme stærke sager.

Alt dette når han fra mandag til onsdag. Onsdag nat overfører jeg hans penge til min konto og skriver ud til gæsterne, som har meldt sig til begivenheden på facebook, at festen ikke bliver til noget alligevel. Onsdag nat er det den 14. september 2011.

Torsdag morgen kigger Mathias på mig med glasagtige, forvirrede øjne og siger: “Jeg kan ikke helt høre jer… jeg kan ikke komme op til overfladen,” Jeg fortæller ham, at det er okay og at han bare kan lukke øjnene. Det gør han. Og han åbner dem ikke igen. Han dør dog endnu ikke. Han ligger i timevis og siger høje, uhyggelige lyde – en slags rallen, men alligevel ikke. Bare… enormt høje udbrud. Hans krop er gennemblødt, han fråder om munden og hans hud er grålig. Han er døende. Vi kontakter derfor venner og familie. Alle strømmer til og pludselig er stuen fuld af mennesker, som sidder og våger over ham. Vi forsøger at tørre hans pande og holde hans hånd. Sådan bruger vi mange timer indtil vi nærmer os klokken 17 om eftermiddagen, torsdag den 15. september 2011. Jeg står ved siden af Mathias, som pludselig sætter sig halvt op, gisper og spærrer øjnene op! Herefter lader han sig falde ned i madrassen… og hans hjerte stopper. Til min store skræk, gentager scenariet sig igen – han rejser sig, gisper og spærrer øjnene op! Og så ligger han helt stille. Jeg holder ham på brystet. Hans hjerte er stoppet. “Åh hvor dejligt! Hvor er det dejligt!” siger jeg til ham. Ikke fordi jeg er glad for, at han er død… men fordi jeg er så lettet over, at han ikke har ondt mere. Jeg var i dyb sorg, men samtidig fyldte lettelsen også utrolig meget. Endelig led han ikke mere. Endelig! Det hårdeste ved det hele var nemlig næsten, at han på intet tidspunkt var konfus – han var helt klar i hovedet lige til det sidste. Og han var så bange og så ulykkelig. Det var ulideligt at være vidne til. Derfor var lettelsen så uendeligt stor, da han endelig fik fred. Men hvor gjorde det også ondt. Nu var han væk. Min lillebror var død. Der var kun 15 måneder imellem ham og jeg. Pseudotvillinger. Jeg kendte ikke til livet uden ham. Hvad nu? Hvordan skulle jeg nu kunne leve videre? Det var ganske enkelt uoverskueligt.

Efter han døde fik han noget tørt tøj på. Han lå i mine forældres gildesal (vi er opvokset på en gård), som var dejligt kølig. Omringet af blomster og sørgende venner. Helt Snehvide-agtigt, som om han bare lå og sov. Sådan lå han til næste dag, hvor bedemanden kom og hentede ham og kørte ham væk i en stor, hvid kiste. Jeg var lige inde og kigge til ham om morgenen, inden bedemanden kom. Han lignede ikke sig selv. Han var der ikke mere. Det var ikke længere min bror, Mathias. Nu var det bare en krop.

Min bror døde den 15. september 2011 klokken 17.20 – 4 dage før sin 21 års fødselsdag.

Jeg ved godt, at min bror ikke var et barn som sådan. Men han var ung. Så ung, at han ikke en gang nåede at komme i gang med livet, før det blev taget fra ham. Han nåede ikke at flytte hjemmefra, at finde kærligheden, at få de børn han så inderligt drømte om og at tjene alle de millioner, som han lovede min mor, han ville. Intet af det nåede han, fordi kræften kom og tog det hele fra ham. Han havde ikke en chance.

Tak for din tid – og tak for din indsats i kampen mod kræft!

Venlig hilsen, Signe

Kræft er ikke for børn, rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Kræftens bekæmpelse

Afterburner: Signe og jeg skriver frem og tilbage, og jeg bemærker, at han er en flot fyr, og hun fortæller mig, at han var rap replikken og en værre bandit, men altid omsorgsfuld og opmærksom på andre. En kæmpe snack pigerne ikke kunne stå for – selv til det sidste. Han havde enormt mange venner – så mange at alle ikke kunne være i kirken, over 200 mennesker ville overvære Mathias’ begravelse. Tænkt så tidligt i livet at være så elsket.

De første glimt af sommerhuset

HOLD FAST! Eddie sover sin første lur i MÅNEDER i natureswayen under æbletræet as we speak – og vi er kommet over en time allerede. HURRA! Det lader til, at vi alle er ved at finde os til rette.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

Det var lige godt den længste dag i søndags. Stå op et sted mellem 5 og 6 og så af sted mod Lufthavnen for at hente en lille vogn til de få møbler, vi havde, der skulle herop. Og så gæster til fødselsdagsfrokost, og så op og overtage nøglerne til sommerhus.

Men så snart vi sad i bilerne, åndede vi lettede op. Nej, streg det! Jeg kørte med Eddie, Adam kørte i lejebilen med møblerne – og jeg havde en skrigende, decideret skrigende, baby hele vejen til nordkysten. Jeg måtte holde ind i nødsporet og prøve at få ham lidt ned, men det hjalp så absolut ikke, det blev om muligt værre – for så kunne jeg næsten heller ikke flette ud på vejen igen. Det var virkelig ikke en sjov køretur. Og så snart vi ramte landevejen heroppe af, så kom jeg bag en hestetransport, som om muligt trak turen i langdrag.

MEN. Så snart vi parkerede bilen, trådte ud på græsset, åbnede lågen, DA åndede vi lettede op. Fred. Fuglesang. Ro.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

Vi blev taget imod af de sødeste, rareste sælgere i mands minde. De mindede mig så meget om min mor – deres ekstremt store hjerte for os og for huset. Deres omsorg og gennemførthed. De havde plukket friske blomster fra haven og stillet i alle kroge af huset.

Men ikke nok med det – de havde også været rundt i alle deres yndlingsbutikker og rundt på gårdene og købe proviant ind, “… så vi havde lidt at starte på!”. Godheden lever i bedste velgående. Brød, chokolader, lakrids, grøntsager, æg fra bondemanden, jordbær – og cremant på køl. Jeg var så rørt, at da sidste mand lukkede lågen, så kneb jeg en tåre. Der er så meget kærlighed og omsorg derude for hinanden og vores næste. Tænk sig.

I kan godt forestille jer, at typerne der overdrager på den måde med så meget kærlighed i overtagelsen, som for evigt må betegnes, som den fineste i vores liv, de har også haft kærlighed til huset. Som praktisk taget kun har haft to ejere gennem de sidste 60 år. Selvfølgelig faldt jeg hovedkulds for stedet, og mit hjerte er ved at sprænge hver morgen, når jeg kigger ud i junglen.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

I første omgang vil jeg gerne dele lidt af haven, som er mindst ligeså skøn, som huset. Den balancerer til UG mellem vildnis og prydhave. Lupiner, roser af tusinde slags, ribs, blommetræer, æbletræer, solbær, klematis. Der er nærmest ikke det, der ikke er her. Og så er der dyr! Afsindigt mange brombasser, bier, egern (ooog en del flåter, det havde vi glemt ved landlivet, haha!).

Her er meget privat og flere meters vildnis ind til naboerne. Man hører intet – intet andet end bølgernes brusen, hvis man lytter godt efter. Det er et paradis, og præcis det vi søgte som kontrast til byen.

Vi har et par småting på sigt, vi drømmer om at lave. Et lille solspot til morgenkaffen i vildnisset, bygget op af et par simple espalierer. Så en nedgravet trampolin til Eddie – for det skal man have (og bækkenbunden vil takke mig!). OG engang også en lille hule bygget i det store grantræ på grunden. Den, tænker jeg, er en morfar-opgave (hint hint).

Er her ikke vidunderligt?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

IKEAs Democratic Design Days 2019

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

Det kan vist kaldes en tradition nu, ikke sandt? At jeg får æren af at tage med IKEA op til designhovedkontoret i Älmhult til deres årlige konference/store afsløring, eller som de slet og ret kalder det: Democratic Design Days. Jeg var der sidste år. Jeg var der forrige år. Journalister med hang til (vegetariske) kötbullar og duften af (FSC-)træ (jeg kender nærsagt ingen bedre duft end den på IKEA’s varelager) fra hele verden valfarter til den lille soveby, som mest af alt er en lille hyggelig café, en Coop, et trinbræt og et KÆMPE IKEA-område. Museum (som har til huse i den smukke bygning, der i tidernes morgen agerede verdens første IKEA-butik), hele deres kreative hjerne med designerne sidder her, der er fotohal til katalogskydninger osv. osv.

Og når jeg skriver (vegetariske) og (FSC-) så er det med fuldt overlæg, da bæredygtig (på alle fronter) var i højsæde. Det første år jeg var med fyldte det ikke vildt og vanvittigt, sidste år tog det en del fokus – i år tog det nærmest det hele.

IKEA er nemlig på en kæmpemæssig rejse, som den globale spiller de er med impact på alle vores liv. Der findes ikke et hjem uden mindst én ting fra IKEA – i hvert fald ikke i Danmark. Det tror jeg ikke på. Selv de mest stringente designerhjem – også en designerting fra IKEA. De har et stort ansvar, og de tager på sig et enormt stort ansvar, for de ved, de om nogen kan ændre vores vaner.

Jeg vil starte med at dele et par af de emner, som var oppe og vende og dernæst slutte med et par af de kollektioner, som kommer, som jeg glæder mig allermest til.

i samarbejde med IKEA

SHARING!

Vi kommer til at skulle deles mere og mere i fremtiden. Vores boliger, vores biler, vores møbler, vores jord. Vi ser det allerede med leasede biler, bybiler på timebasis, andelsgårde man kan tage del i, kolonihaver. Der kommer flere af os, men pladsen er det samme, ressourcerne ligeså, så for at det skal gå op, så skal vi dele.

IKEA tester lige nu leasing af møbler for at sikre sig det cirkulære forløb for møbler – at de kommer tilbage i loopet. Men når tingene ikke er vores egne, så har vi en tendens til ikke at passe ligeså godt på dem, så det er en svær nød at knække at få folk til at passe på tingene, så de faktisk kan få det lange liv. Men der er bliver arbejdet i flere retninger – læs med herunder!

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

Knixhult lampen herover, både som pendel og bordlampe – en af de få nye ting, som vi har købt til sommerhuset! OG vores drømmekøkken bag, som endnu ikke har butiksdato, men som kommer til Danmark!

HÅNDVÆRK

Vi har en tendens til at kere os om ting, som har kostet os lidt. Men hvordan skruer man på det, når man netop har bygget en forretning op omkring at være for alle, uanset pengepung? Man griber om håndværket. Vi er nemlig også bedre til at passe på ting, som vi kan se er et håndværk. Ting som vi kan se er lavet af menneskehænder.

Et eksempel er lampen KNIXHULT, som ikke bare er lavet i hånden af dygtige kunsthåndværkere – man har også brugt 65 % af råmaterialet bambus i produktion frem for de mindre end 20 % man normalt ville. Vi skal til at skabe ‘more from less’, så ressourcerne rækker til flere. Det er faktisk det, der gør, at man på lampen kan se flere nuancer i bambussen. Der er mørkere områder her og der – det ville førhen blive kasseret og gør det stadig i mange andres produktion, for at man får det helt ensartede. Jeg synes, det gør lampen unik.

Her har vi altså en lampe, som både er smukt håndværk – men som også forstår at bruge materialet på den mest effektive måde.

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

NYE MATERIALER

Og når vi så taler om bambus og om materialer, så forsker IKEA meget i, hvordan de kan skabe nye materialer (læs mere HER), som måske ligesom frem kan skabe positive effekter på miljøet. Et eksempel herpå er kollektionen FÖRÄNDRING (kommer i år, se billede herover). I Nordindien har man en stor risproduktion og et bi-produkt her er risstrået. Det brænder man og udleder enorme mængder CO2 ud i atmosfæren herved. Med kollektionen FÖRÄNDRING har man brugt netop risstråene som et nyt materiale i stedet til dækkeservietter, tæpper, lamper, små brødkurve etc. så de undgår at blive brændt men i stedet får et nyt formål i livet. Og derved har man sparet atmosfæren.

Omkring 90 % af verdens befolkning indånder forurenet luft, og derfor har IKEA sidste år launchet initiativet Better Air Now (og joinet ‘Climate and Clean Air’ koalitionen under FN) for at skabe opmærksomhed om det store problem.

Der kommer også IKEAs første kollektion lavet med plast fra havene snart (plastikken er fanget af spanske fiskere i Middelhavet). Faktisk har IKEA startet et nyt samarbejde med WSL PURE (World Surf League), som vi endnu ikke helt ved, hvad udmunder sig i, men arbejdsordene var vand, sand, det aktive liv, livet on the go – bæredygtige materialer og genanvendelsen af plastik fra verdenshavene.

Der kommer også puder lavet af træbaserede tekstiler, et køkken hvor køkkenfrontens kerne er lavet af genanvendt papir (det kommer til at hedde FRÖJERED, og I kan se det på billedet med KNIXHULT-lampen). De arbejder fx også på gardiner, som kan rense luften i hjemmet. For foreningen i hjemmet er også et stigende problem, som flere og flere af os bor i byen, hvor forureningen er højere, og hvor de ting, vi omgiver os med, kan afgive kemi osv. osv

At retænke materialer, tage hele produktets value chain op til genovervejelse og spørge sig selv “Kan vi gøre det bedre?”. Det fylder meget i IKEA, og de tror virkelig på, de kan!

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

Når man er af sted på denne her tur, så er der rigtig meget, der ikke er konkret. Endnu! Det handler rigtig meget om at ‘claime’ ideen for IKEA, fortælle hvem de samarbejder med, men uden at de afslører så meget, at deres produkter bliver kopieret, før de er helt klar til markedet.

Man kan derfor godt blive liiidt irriteret over, hvor fluffy det bliver, når det er så meget snak og visioner – mere end reel produktinformation – der var mindre i år end sidste år, hvorfor her også er færre billeder. Man er jo også hammerspændt på at se og røre – de fleste udsendte har jo bankende hjerter for netop interiør. Men for mig er det en del af ‘Democratic Design’, at turde tage os med ind i snakkene og tankerne tidligt, og hvor vi som journalister får lov at spørge og være nysgerrige og udfordre. Jeg har en oplevelse af, at vi næsten kan være med til at skabe og skubbe lidt fra sidelinjen. Men jeg har derfor få konkrete produkter at tale om i det næste lille afsnit, dog vil jeg alligevel gerne præsentere nogle af de spændende kommende samarbejder!

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

CLAUS MEYER x IKEA

Vi startede morgenen med en stor præsentation af alle kommende samarbejder, og det klart højest klingende bifald hele dagen lød, da Claus Meyer på scenen. Så er man lidt en rockstjerne, ikke? Men det er han jo også. En hamrende dygtig madentreprenør uden sidestykke i Danmark, som ikke blot har været med til at revolutionere bagerfaget herhjemme, fået os til at spise ordentligt håndværk, men også været med til at hæve niveauet for det danske køkken i allerhøjeste grad. Han været med til, at Danmark kom på landkortet og i top på alle foodies ønskelister, som han var med til at starte ‘New Nordic’-bølgen især søsat af NOMA (som han har haft en stor finger med i).

Nu arbejder han med IKEA og vil gøre det nordiske, sunde, grønne køkken tilgængeligt i hele verden. IKEAs restauranter er nemlig nogle af de mest velbesøgte verden over med over 680 mio. gæster (!), så hvis de sætter en grøn og sundere dagsorden, så har det en kæmpe impact på folks liv.

Claus Meyer talte enormt meget om, hvor meget selvværd der er for mennesket i at spise og lave god mad. Han har stået for madordninger i fængsler, hvor de indsatte har lært at lave mad, og det har givet dem et helt andet og elskeligt billede af dem selv. Vi skal også lære vores børn om mad, hvor den kommer fra, hvad den betyder – for det også måden at lære dem at passe på kloden.

Vi så allerede sidste år, at der blev talt vegetariske køkken. IKEA er endnu ikke rede til at tage kødet helt af menuen, der blev også solgt 9,5 mio kødboller sidste år bare i Danmark, men de bliver ved med at lancere grønne alternativer; vegansk is, vegetarhotdogs og kødfri kødboller – alle tre, som smager SÅÅÅ godt. Og grøntsagsbollerne, altså de kødfri kødboller – der er allerede solgt 830.000 stykker på et år! OG, de koster det samme som kødalternativerne – eller mindre. Af princip.

BYGGLEK (LEGO x IKEA)

Denne her blev præsenteret allerede sidste år – nærmest før blækket på aftalen var tørt. LEGO arbejder med IKEA om en kollektion ved navn BYGGLEK. Vi som forældre kan have en tendens til at afgrænse vores børns udfoldelser til kravlegårde eller aktivitetstæpper, når børn i virkeligheden bliver enormt stimuleret i at måtte udfoldelse på store flader og i almindelige hjem.

Jeg husker selv, hvordan min kusine og jeg havde byggede Barbie-hjem bag farfars lænestol, og så var farmors carport til bilen og sofaen en arbejdsplads. Børn skal brede sig og udfolde kreativiteten i hele hjemmet – så hvordan gør man et helt hjem til en legeplads? På en måde hvor vi som forældre også kan være der? Vi ved ikke meget endnu, men det er så spændende at se hvad de to giganter finder på sammen.

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

Et lille preview på den nye SONOS X IKEA kollektion ‘SYMFONISK’, som kommer til august, her en lampe med indbygget højtaler

SAMMANLÄNKAD (OLAFUR ELIASSON/LITTLE SUN X IKEA)

Over en milliard mennesker i verden har ikke adgang til elektricitet. Det er svært at forestille sig livet uden, ikke? Det har en kæmpe negativ effekt på helbred, uddannelse, muligheder for indtjening og hele samfund. Solen er en gratis og ren kilde til energi, og SAMMANLÄNKAD (kommer i 2021) er IKEAs take på at demokratisere solenergi og sørge for at ethvert hjem har sin egen powerstation, i samarbejde med Olafur Eliasson og hans projekt Little Sun.

Kollektionen består af forskellige installationer, som ligger i krydset mellem kunst og kram. Men som alle har en høj brugsværdi og reelt kan ændre dele verden.

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

GÅTFULL (SAINT HERON X IKEA)

Denne her blev også luftet sidste år, og nøj jeg var spændt på at høre mere. Solange Knowles har et kunstkollektiv, Saint Heron, hvor man hylder alsidighed, alle seksualiter, etniciteter etc. De har sammen med IKEA skabt en række smukke installationer (se den smukke pink herover), altså kunst, som kan pryde vores fællesrum og måske indgyde til snak imellem (fremmede) mennesker. Kommer også i 2021!

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

Mens jeg blev klogere og deltog i snakkene og præsentationerne, så hyggede mine to drenge sig gevaldigt bl.a. på IKEA Museet, som altså er ganske hyggeligt – de to, lige til en forside.

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

IKEA Democratic Design Days 2019, Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Älmhult

Velkommen til mit værelse anno 2003! Hehe, RET herligt, det IKEA Museum, hvor de har indrettet rum i årtier. Her har vi selvfølgelig 00’erne!

Nu overtager vi sommerhus!

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Enula9 mother t-shirt, sommerhus

Malertøj uden pletter på – jeg er altid ret pertentligt og passer på (t-shirten er en gave/reklame fra ENULA9 sidste år)

Vi arbejder hver aften i gården, lige indtil regnen banker på. På at slibe, grunde, male. Jeg har nemlig gjort en drøm på vegne af os begge – at vi rykker ind i sommerhuset med masser af genbrugsmøbler alle de steder, vi kan. Kan vi undgå nyt, så undgår vi nyt (med undtagelse af en ny topmadras fx, til de senge vi overtager).

Så vi har været på Amager ude hos Henrik i Italienskvarteret og hente et afsyret engelsk bord med mere end 100 år på bagen, som han købte med sin far engang i 80’erne på en tur på den anden side af kanalen. Så har Adam været i Lyngby og hentet en Tripp Trapp-stol (som jeg først sent fandt ud af, var en gammel model, der ikke passer med de nye bøjler, så nu skal jeg også lede efter sådan en, bøjle til gamle tripp trapp-stole). Og på Islands Brygge og hentet en gynge. I eftermiddags mødtes han med en sød kvinde på Værneren, som havde de smukkeste gamle smøreknive. Og jeg skriver pt. med en dame i Humlebæk om noget stel, men DBA er sgu ikke helt så billigt som loppemarkeder, de ved hvad de skal tage, så nu må vi se.

Jeg leder også efter spisestuestole i den rigtige sommerhusstil, gerne nogen med flet (hvis nogen spotter, sig til!), og vi skal helt sikkert også have nogle glas, lidt skabe og hylder. Men sommerhuset er også købt med en del interiør, som tilmed er virkelig pænt. Og i sidste ende skal vi også bare derop og mærke efter og gå det til. Se hvad vi har behov for – men spisebord og i hvert fald én stol til Eddie, det var trods alt rart, hehe…

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Enula9 mother t-shirt, sommerhus

Jeg kan stadig ikke helt finde ud af, om bordet skal males hvidt (det er bare grundet lige nu) eller om det skal være blåt – sådan lyseblåt eller måske madam Blå-agtigt. Det er også svært, når vi ingen stole har.

Vi glæder os bare så meget. Så edder meget. Sælgerne har været fantastiske og sendt billeder og videoer hele ugen deroppe fra. Havet er et paradis lige nu, og sommerfuglene flokkes. Lige nu kan det slet ikke blive søndag hurtigt nok. Og det bliver en lidt presset en af slagsen. Først familiefrokost her, og så op og overtage nøgle klokken 15.00. Når det er der, mægler og sælger kan, så er det der, man springer til. Også selv om det sætter en kort deadline på festlighederne hjemme.

Vi henter en lejet vogn ved Lufthavnen søndag morgen og fylder den med alt, vi har. Imens babyhygger morfar. Så er der frokost-30-års-fest, og så snart frokosten er slut, så rykker vi op nordpå til den store seance. Eller er det egentlig det? En stor seance. Jeg føler lidt, man skal komme med en blomst til sælger, en lille ting som tak. Gør man det? De lader bare til at være så søde, jeg helt får lyst. Til at sige tak for at give os rammerne, vi kan skabe vores eget lille paradis i. Det er tydeligt, de har lagt kærlighed i huset, der er så god energi.

Og når vi ikke lægger alt energi i at tage hurtige beslutninger om ejerskifteforsikring, lånetyper og kurssikring, så har jeg faktisk rigtig meget arbejde lige nu. Jeg har i et par måneder filmet med TV2/Koncern til noget fjerner, og så har jeg et stort velgørenhedsprojekt, jeg søsætter på mandag, som gør at vores hjem lige en loppehal pt. (mere end det allerede gør med alle sommerhusmøblerne). Der er så meget i kog, at jeg er spændt som en flitsbue over alt det gode. Men mest af alt det sommerhus. Jeg kan bare mærke, det er den bedste beslutning for os.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Enula9 mother t-shirt, sommerhus

Eddies Tripp Trapp bliver sart lysegul og forhåbenligt dødfin!

30 års fødselsdag: Intim middag på tagterrassen

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

i samarbejde med Chefmade

Det var mit livs bedste fødselsdagsfest i lørdags. Uden tvivl. Og jeg har altså holdt nogle fantastiske nogen. Det sønderjyske kaffebord – shit et arbejde, men nøj hvor lækkert! Eller pølsefesten fra sidste år! Der var også engang en 00’er-temafest (sådan, waaay back!) og studenter-temafest. Og mange andre fine fester.

Jeg elsker det – at invitere og traktere. Derfor har jeg heller aldrig haft en fødselsdag uden en fejring, tror jeg. Men lige i år tvivlede jeg. Jeg kunne virkelig godt have ladet være. Det er bare sådan en stor omvæltning, hele det her forældreliv så gæster hjemme og at okse i et køkken – det kunne jeg ikke lige gennemskue, hvordan skulle hænge sammen. Eddie på ryggen i fem timer, mens jeg lavede mad i lange baner? Mjarh… Da Chefmade spurgte tidligere på året, om jeg kunne være interesseret i et samarbejde – om jeg havde et formål de kunne bruges til på bedding, så hang det pludselig sammen at lave min 30-års. Hvor heldig kan man være?

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

Og ærligt talt? Jeg trængte til det. At fejre og holde en lille fest og drikke vin med mine veninder. Meget mere end jeg havde forestillet mig det. Jeg har ikke set mine veninder samlet siden babyshower i september (the more reason til, at det virkelig er en vidunderlig lille ting at gøre for en gravid, sådan en lille babyshower/get-together-før-baby, I get it nu). Og selv da – jeg gik jo i fødsel samme dag og var ærligt talt ret rundt på gulvet.

Og jeg har slet ikke set dem på denne her måde og så mange timer – faktisk i årevis. Der gik knapt et år med at prøve på at lave Eddie for os selv, hvor jeg blev gradvist mere alkohol(og nok også fest-)fornægtende. Så et år i behandling, hvor der praktisk taget ingen alkohol var – og ja så et år med graviditet ca. Det giver sig selv. Det er altså i hvert fald tre år siden, når jeg gransker min hjerte, at jeg har holdt fest med mine veninder og kunne være i det fuldt ud. Og jeg er heller ikke god til at se dem nu, for den tid, jeg ikke arbejder, den bliver 100 % prioriteret med Adam og Eddie, så længe han er på barsel.

Kan I huske, at jeg skrev om vaklende selvtillid, det svære i at finde sig selv, når man er blevet mor? Jeg har virkelig savnet mine veninder, det slog mig, som aftenen gik på hæld. Hvordan jeg har savnet. Jeg sad og kiggede rundt om bordet og alle sad tæt med tæpper og snakkede og grinede og hyggede højlydt. Jeg følte mig grundtaknemmelig og fuld af selvtillid.

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

Jeg har brugt Chefmade en gang før for et års tid siden. Det er et genialt koncept – i stedet for at invitere dine venner ud på restaurant, så kan du invitere restauranten hjem til dine venner. Den billigste kuvert koster 295 kroner, og du kan sagtens vælge fx økologisk eller vegetarisk eller ‘bøfmiddag’ – der er vitterligt en restaurantmulighed for alle. Jeg kunne altså gå og ordne snacks, sørge for vin på køl og vigtigst af alt – lægge makeup før gæsterne var kommet, haha! Det er typisk mig først at nå til den del, når gæsterne begynder at ankomme. Men jeg var bare så afslappet inden middagen. Endnu vigtigere med en baby på armen – vi kunne bruge dagen på at være sammen, lege og hygge, i stedet for at jeg nærmest ikke så ham hele dagen. Så tror jeg han kunne have reageret en del om aftenen. SMART.

Vi havde en tjener og en dygtig kok fra Restaurant BRACE på besøg til at kokkerere. Jeg havde bedt om vegetarisk menu, og lidt pudsigt inviterede vi min svigermor på Mors Dag netop dér, da de holdte vegetarisk uge sidste år. Det var virkelig god italiensk, mad – men det er næsten også en selvfølge, når man er i Michelin-guiden, ikke? Menuen tog sig således ud:

Snacks: Stegt østerschampignon med gammel knas og trøffel

Forret: Hvide asparges – A.O.P (sauce på hvidløg, olie og chili)

Hovedret: Porcheret æg med grønne ærter, quinoa og gule oxalis

Dessert: Pine shoot is

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

Processed with VSCO with g9 preset
30aars_4
30aars_6

BRACE kom ca. en time før, maden stod på bordet, og jeg var ret spændt på, om vores køkken kunne du. Det er ikke stort, og det er heller ikke super velfungerende (hej knap fra ovn, ligger du nu på gulvet igen?). Men de kan arbejde i det hele. Og da de var færdige med at servere mad, så tog de da også lige opvasken også. Og nogle af retterne havde han egne tallerkner med – så er man nørd.

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

Bordene havde A Table Story sørget for service til – jeg kan snart ikke holde en fest, uden de er med til bords. De har for længe siden udvidet, så de også kan stå for blomsterdekorationer – men nu også med økologiske, danske blomster (de køber dem hos FLOR). Det er altså et nyt tilvalg, man kan gøre, hvis man ønsker at være lidt grøn også til fest.

SÅ havde jeg købt cremant i lange baner, G&T’s, snacks og chokolader til kaffen. Når man fylder 30, så er vi også der, hvor man craver kaffe med avec, ikke sandt?

Og ved I hvad? Eddie sov det meste igennem. Han nåede at hilse på alle gæsterne, så puttede jeg ham klokken 19.00, mens Chris lavede musikquiz for gæsterne. Han sov på 15 minutter, og så sov han helt usædvanligt helt indtil klokken 23.00, hvor han skulle ammes igen. Lille (store), dygtige dreng.

På søndag får jeg min nærmeste familie til fødselsdag, og der har jeg faktisk overvejet at booke Chefmade igen – men jeg tror, det bliver noget så simpelt som rugbrødsmadder, vi skal nemlig direkte op og overtage sommerhus om eftermiddagen. Men det er altså virkelig, virkelig smart med Chefmade – og det behøver ikke være dyrt til trods for, at det er så hamrende godt.

30 års fødselsdag, Chefmade, tagterrasse, rockpaperdresses, A table Story, Cathrine Widunok Wichmand

16 (‘grønne’) festkjoler (og tips til bæredygtig shopping)

Glædelig miljø-pinse-mandag!

Har der ikke været usædvanligt mange helligdage i denne maj og juni? Eller har de bare ligget hensigtsmæssigt for alle lønmodtagere i hverdagene, derfor været nemme at bemærke?

I dag tager jeg ind til Nyboderne ved frokosttide, for Gyldendal har sat et stort loppecirkus/talk/event op alt sammen med rod i bæredygtighed – det er ganske gratis ( I kan finde information her) og jeg har en snak med @miljomullen’s PA, Emilie Lilja, omkring hverdagsbæredygtighed, hvordan vi er kommet igang, dårlig klimasamvittighed osv. osv. hvis I har lyst til at se med. Det bliver helt nede på jorden og meget mere end samtale end et stort forkromet set-up.

Og apropos. #miljømandag. Jeg bliver jævnligt spurgt, om jeg ikke vil lave en collage med sommerkjoler, badetøj, overgangsjakker osv. osv. Collager og det klikbaserede indhold har jeg langsomt bevæget mig lidt mere væk, bevidst eller måske ubevidst. Selv om der selvfølgelig kan være økonomi i det for mig med affiliatelinks, så synes jeg måske ikke, at en ugentlig lokke-fælde er helt rigtig længere, når jeg selv cirkulerer mere og mere omkring en somewhat bæredygtig tilværelse.

Men må man bare slet ikke shoppe så? Hvis man gerne vil begå sig på bæredygtighedens sti? Skal det være alt eller intet? Nej. Og jeg køber også stadig nyt tøj. Til gengæld gør jeg det i langt mindre grad end før. Før i tiden ville jeg sidde klar ved computeren en gang om ugen, når H&M lagde nyt tøj på webshoppen og synet af ‘New arrivals’ var den nemmeste måde at få pulsen til at stige let. Og så køber jeg bedre.

Og hvad betyder bedre? Bedre og (mere) bæredygtig shopping?

At handle bæredygtigt har for mig flere sider.

Er det genbrug?

  • Hvis det er nyt…

Er det så produceret under ordentlige forhold? – også rent socialt!

Er det lokalt produceret?

Er det produceret af bæredygtige materialer?

Er det produceret af ‘dead stock’? (Dvs. reststoffer)

For mig er det vigtigt at inkorporere mere og mere vintage i min garderobe – det har jeg faktisk dyrket i en del år. Både fordi det er det mest bæredygtige at købe noget, der allerede findes. Men for mit eget vedkommende også fordi, jeg ELSKER at finde noget, ingen andre har. Ved at købe vintage/genbrug sørger jeg for ikke at holde produktionen oppe (jeg har et sted læst noget med, at hvis vi stopper al tøproduktion nu og her, så har vi så meget materialeoverskud og tøj, at vi har nok til de næste 20-30 år uden behov for at skabe nye materialer – men husker ikke kilden).

Men køber vi nyt, så er der stadig bæredygtige valg at træffe. Fx ved at kigge på bæredygtige kvaliteter. Her har Grøn Forskel faktisk en ret fin lille guide at læse! Fx er tencel en af de rigtig gode og spændende kvaliteter. En regeneret træfiber fra FSC-mærkede skove, som produceres i et lukket forløb, som derfor ikke forurener. Det er det samme more or less som lyocel og begge dele minder om viskose. Dog kan man vist ikke genanvende Tencel lige nu – og det er jo en ret vigtig del, når vi taler ‘close the loop’ i modeverdenen. Det kommer velsagtens snart! En anden ting er købe lokalt produceret, som fx Sofie Sol Studio, der sidder inde ved Israels Plads og syer i en gammel cykelkælder.

Så vil jeg skal samle lidt inspiration til festkjoler, som I har bedt om, med de (lidt mere) bæredytige øjne, så kunne det så således ud. Jeg har inkluderet en del forskelligt, men alle kjoler herunder har et bæredygtigt islæt. Om det er lavet af dead stock, om det er vintage (den fine, lyseblå kimono fra Japan man kunne bruge den som sit ‘something blue’ som brud – eller få den lagt lidt op og brugt som kjole, som jeg gør med min! SÅ flot). Om det er lavet af genanvendt polyester eller Tencel.

Er der noget fint herunder? Eller bliver de for kedelige, sådan uden palietter? Nogen må gerne lave bionedbrydelige palietter please! Ligesom Bio-glitteret til øjnene

Jeg er ikke 100 % grøn i min shopping, den er der ikke hver gang for mig. Men jeg er blevet meget mere bevidst, og jeg er meget mere og bedre på vej end for et par år siden.

 

rockpaperdresses, kjole collage, kjoler til bryllup 2019

Enkelte af disse er reklamelinks:
  1. Gul kjole fra Month of May, syet af reststoffer
  2. Blå kjole i hør- og tencelblanding fra Mara Hoffman
  3. Pink kjole af lyocell fra H&M
  4. Vintage japansk kimono fra Ohayo
  5. Kjole i genanvendt polyester fra & Other Stories
  6. Rød vintage kjole fra Collect23
  7. Blomstret kjole af genvundet polyester fra H&M
  8. Grøn kjole i genanvendt polyester fra Weekday (også i denne her vidunderlige version)
  9. Dusty pink kjole fra Skall
  10. Mintgrøn kjole af lyocell fra H&M
  11. Lyserød kjole i viskose fra Designers Remix (fra deres bæredygtige kollektion men hvordan den er bæredygtig fremgår ikke)
  12. Mørkeblå kaftan i GOTS-certificeret økologisk bomuld fra Aiayu
  13. Blomstret kjole i hør- og tencelblanding fra Mara Hoffman
  14. Rød kjole i lyocell fra Mother of Pearl
  15. Hvid kjole i genanvendt polyester fra & Other Stories
  16. Blomstret vintage kjole fra Collect23
Vi har købt et sommerhus!

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, Nordsjælland

…. Og vi overtager endda om en uge! Kort proces!

Det har processen bag ikke været, så derfor har vi også kunnet rykke rimelig hurtigt, da det endelig var der. Og det gjorde vi.

Vi har talt om sommerhus et hav af gange, altid som en fjern drøm som ikke kunne lade sig gøre eller kunne være for os. For tre år siden, lige før brylluppet var vi ude og se lidt men parkerede det igen. Og så har vi vendt tilbage til drømmen flere gange. Jeg har endda over tid tegnet et ret præcist billede i mit hoved af, hvordan et sommerhus skulle være, skulle jeg have et. Et gammelt sommerhusområde. En grusvej. Et sort og hvidt hus. Sprossede vinduer. Mest hjerterum men også soverum nok til at forældre kan besøge os. Tæt på København men langt nok til at føles som ferie. Tæt på vand. Langt fra alt vi kender. Ingen smarte caféer, butikker – det simple liv. Et sted vi kan kalde vores og Eddie sit (og Frida med!). Som han kan bygge sine barndomsminder fra i sin fortælling om “da jeg var barn…”. Et frirum vi kan trække vejret i og flere måneder ad gangen.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, Nordsjælland

Og det har vi fået. Og jeg kunne mærke det allerede, som vi drejede ind på vejen, hvor jeg med lidt rigeligt lys stemme bemærker, at her er en grusvej. Vi åbner lågen, jeg træder ind på græsset og “Ej, okay…” – og så endda i regnvejr. Der var kaffe på kanden og kanelsnegle og stearinlys tændt. Som en potentiel date der prøver lidt for meget, men lige den dag og med os, var vi villige og tog imod. Kør bare ind med det tunge skyts, vi er modtagelige.

Det solgte sig selv, som om det var det hus, min fantasi hele tiden havde vist lå forude. Som et sommer déja vu. Og efter at have kigget rundt med en kaffekop i hånden og allerede øjnet hvor Eddie skulle have værelset, mens han lå på sin dyne foran brændeovnen, var jeg allerede rykket ind. Ejerne har holdt af stedet, og det oser det af, så nænsomt holdt og passet på. Der er malet med kærlighed i alle hjørnerne, så selvfølgelig blev vi besnærede. Så kompromisløst drømmen – vores drøm.

Vi gik ud i regnen uden mægleren, gik en tur rundt om huset. “Hvad gør vi her?”. Adam kunne godt se, jeg var solgt. Men var han? Adam er stenbuk, og han er ikke til hurtige beslutninger. Men her kunne jeg mærke, vi skulle være hurtige. Enten slukke ilden med det samme og gå derfra, glemme det eller gå ind i det fuldt og helt. For mig tikkede det af i alle boksene, og det gjorde det også for Adam. Men for ham virkede det også enormt voksent. Et voksent sommerhus, sådan et med flere værelser og udekøkken – ikke som nogen af de knaldhytter vi også har set.

Og så slog vi til. Så fra vi så det første gang på nettet de sidste dage af vores ferie i Italien til at vi havde skrevet under, der gik ca. en uges tid. Og nu er det vores. Så godt som. Og det føles så rigtigt, helt nede i maven.

Jeg glæder mig helt vildt at komme derop. Til at skabe nye og flere minder i Eddies barndom. Til at vi får et lille helle som er vores uden diskussion med nogen. Til at komme på landet og leve lidt langsommere. Og til at sidde på terrassen når Eddie er puttet og holde Adam i hånden. Med Frida ved fødderne. I år og næste år og de næste mange år. Jeg glæder mig.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, NordsjællandRockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus, Tisvilde, Nordsjælland

Glædelig weekend

Hvad har I af planer for de næste par dage? Er I så heldige, at I kan kalde det en forlænget weekend med 2. pinsedag på mandag med? Og i så fald, hvad skal I bruge guldet til?

Vi starter weekenden med en lægetid hertil formiddag til Eddie (ja ja, for de barslende og pseudobarslende starter weekenden fredag morgen). Forleden var vi også på akutklinikken eller lægevagten, eller hvad det hedder i dag, fordi han havde hostet længe og feberen var steget. Nu må vi forbi egen læge, fordi hosten fortsætter.

Vi har været lidt ramte den sidste uges tid. I fredags oven på Heartland var både Adam og jeg bræksyge et døgns tid. Det er ret rædselsfuldt at være syg og være forældre samtidig skal jeg fortælle jer, hehe… Jeg var et opkald fra at få min mor herind til at passe os, men i stedet gjorde jeg, som min mor ville have gjort. En spand ved siden af sengen med vand i bunden, revet æble, hvidt brød og Cola. Men så måtte jeg aflyse min 30-års med familien lørdag. Det var alligevel heftigt nok. Og hele denne her uge har Eddie så skrantet.

Men weekenden, søde milde weekend, hvad skal vi bruge den til? I dag kommer min far til formiddagskaffe og nusser baby – jeg antager, det er ham, han kommer for og ikke os, sådan er det fremover ikke?

Og i morgen, i morgen kommer tyve af mine nærmeste veninder og fejrer 30-års fødselsdag – det er også på tide nu to uger over, vil jeg påstå. Jeg håååber, at vejret er ordentligt, for vi skal sidde på tagterrassen. Ellers er der ikke plads til os, #smallliving eller bare besvær med begrænsningens kunst. Og søndag? Flade ud. Rydde op. Ligge på tagterrassen og lege. Spise is. Hvis vejret er med os.

Gode planer, og jeg glæder mig så meget til i morgen. Vi får mad udefra, jeg skal have købt bobler i dag, fundet tøj, rengjort. Den første fest i lange tider her på matriklen.

Så hvad er jeres planer?

rockpaperdresses, Cathrine Widunok WIchmand