Top

Scener fra et ægteskab: Fertilitetsbehandling

30.03.2020
Skabt af Cathrine

Åh, jeg har villet interviewe Adam om fertilitetsbehandling i tusinde år! For hvordan var det egentlig for ham? Enormt meget af fokus er jo på kvinden, som er under behandling. Well turns out, noget mere roligt end for mig.
Denne her samtale fandt sted i morges, mens Eddie sad i sandkasse, jeg under dynen på terrassen og Adam rendte rundt og fejede terrassen. Simpelthen vidunderligt. Det er jeg dybt taknemmelig for.
Stil endelig spørgsmål til Adam, det kan også være, jeg kan lokke ham med på en live på instagram, så I kan stille os spørgsmål dér?

ROCKPAPERDRESSES, Amanda Thomsen, Cathrine Widunok Wichmand
Hvis du kigger tilbage, hvilke ord vil du så bruge til at beskrive vores fertilitetsforløb…

Hvilke ord… Hm…  Stress… Fortvivlelse… Ret..

Ret?

Ja…

Hvad lægger du i det?

Sådan, er det en menneskeret at få børn? Det tænkte jeg over… Måske lå det bare ikke i mine kort at få børn? Og hvor langt går man så biologisk og ‘teknisk’ og politisk for at få det til at lykkes alligevel? Hvor går grænsen? Hvad nu hvis man ikke skulle have haft børn? Fået dem på en anden måde? Adoptere nogle af de børn, der er i verden? Og jeg tænkte også på min barndom. At 80’erne har fucket os op med alt det plastlegetøj og manglende tilsyn, dårlig madvarer… Jeg nåede mange tanker igennem på det år.

rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Guide til Gent, Visitflanders
Jamen, lad os starte ved begyndelsen med nogle af de tanker… Kan du huske dengang, du ringede til lægen og fik overleveret ‘nyheden’ om, at vi skulle i ICSI?

Jeg kan godt huske det, men det er ikke et øjeblik jeg sådan tillægger den store værdi.. Det er mere dig, tror jeg, det har betydet noget for… Jeg tror egentlig mest, jeg husker øjeblikket, fordi det var skelsættende for dig – fordi du har talt om det siden…

Jeg husker, at du bare sådan, tog på arbejde… “Det her siger lægen… Ses!”

Hvad skulle jeg ellers? Jeg kunne ikke bare sidde derhjemme…

Det er meget symptomatisk for forskellen mellem os to, hehe… Jeg husker det, dyrkede det, græd over det, talte med min mor om det i det øjeblik, vi fik besked.. Du dvælede ikke. Videre! Men det øjeblik blev jo starten på en meget lang rejse… Lægens resultat var, at du havde svært nedsat sædkvalitet…  Følte du på noget tidspunkt skyld over, at du var årsagen til vores situation?

Haha, mens du ringede til din mor, hoppede jeg på metroen, satte lyttedutterne i og hørte John Mayer! Men altså…Ja og nej… Ja, jeg følte nok skyld, men samtidigt også nej, for altså “hvad fanden skal jeg gøre ved det?”.. Jeg har jo levet relativt kedeligt, hehe… Hvad skulle jeg have gjort anderledes? Jeg har aldrig gjort noget, der kunne forårsage det. Det er ikke en livsstilssygdom du selv udelukkende er årsag til, sådan generelt. Tre ud af fire danske mænd har nedsat sædkvalitet.

Vi startede jo så i behandling i det private ikke så længe efter det opkald. Noget af det første vi fik stukket i hånden var en brochure om adoption, husker du det?

Det har jeg lykkeligt glemt! Jeg kan huske, og det lyder måske modsat det at tale om børn som en ret. Men jeg husker, at vi talte om alternativerne. For hvad er alternativet? Der var ikke noget alternativ for mig. Enten lykkedes det eller også lykkedes det ikke, med os to i behandling. Du talte om donorsæd til sidst, det var slet ikke en mulighed for mig. Der var jeg bare slet ikke, så skulle det måske bare slet ikke være, med det barn. Så var det måske meningen… Selv om jeg ikke tror på skæbnen, som du måske gør.

rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand, morgenmad i sengen, hverdagsglimt, Adam Widunok Wichmand
Det påvirker jo mig som kvinde helt enormt også i sociale sammenhænge. Man skal leve som gravid –  uden at være det. Man vil gerne glædes over veninders graviditeter – mens man ønsker sig sin egen. For ikke at tale om skemaer for sprøjter, piller, stikpiller der giver stormflod i trusserne –  haha, you wouldn’t even know! Hvad var dine første tanker om at skulle sige det højt i sociale samenhænge? Og at jeg delte det på bloggen?

Det havde jeg ingen tanker om. Det var fint! Jeg havde ingen skam! Sådan er det jo, det var hverken skamfuldt eller pinligt… Jeg har ikke gået og talt med kolleger om det. Der var ingen, der nævnte, at de havde læst det på bloggen eller set det på instagram. Det eneste, jeg kan huske var en frokost med en nær kollega, og han var sådan “så er det bare behandling, og så er det fikset…” Der tænkte jeg dengang, “Nårh ja! Det er rigtigt”... Jeg vidste ikke hvor svært, hvor bøvlet og hvor dyrt det kunne være.. Altså, biologien er så bøvlet!

Havde du vitterligt en tyrkertro på, at det bare blev fikset?

Hm… Det var ikke fordi, jeg tænkte, “min sæd nok er nok bedre end gennemsnitligt dårlig sæd”. At vi nok var heldigere stillet end andre. Men jeg havde intet greb i starten i al fald om proces og tid. Det kom virkelig bag på mig, at lægen sagde, det tog 2,5 ægudtagning i snit, før det lykkedes. Er det virkelig så svært? Der gik det lidt op for mig, jeg gav lidt slip på min “fikse-teori”. Det blev hårdt arbejde.

Du siger ingen rigtig spurgte ind til det, til behandling, til os. Oplevede du det som ensomt, at ingen spurgte ind til det eller at de måske negligerede lidt?

Nej… Det føltes ikke ensomt, jeg havde jo dig. Jeg havde egentlig ikke behov for at tale med andre om det, det var så fint.

Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Antwerpen guide, Visitflanders
SÅ vi kom over første lægebesøg, adoptionsfolder. Første ægudtagning! Jeg husker det som ret grænseoverskridende at smide trusserne og så få det ret lange scanningsudstyr op i skeden til skue for flere. Hvordan oplevede du det?

Jeg tror på en eller anden måde, så er man jo inde i et rum, hvor alt normalt bliver tilsidesat, og du stoler på de hænder, du nu er i… Det gør vi jo i det her land. Stoler på autoriteten. Vi stoler på navneskiltet på døren og på diplomet på væggen.

Tænkte du, “godt det ikke er mig”?

Ja det gjorde jeg helt sikkert…

…. Man vænner sig utroligt hurtigt til det dog. Det overraskede mig! Vi nåede jo så første ægoplægning. Jeg fik lagt første æg op samme dag, jeg holdte fødselsdag. Lægen sagde: “nu er du teknisk gravid”… Hvad tænkte du?

Du havde julelys i øjenene. Der er jeg jo altid meget mere tilbageholdende end dig. Jeg tror ikke på det! Ikke engang de graviditetstest, du tager. Jeg vil gerne se det hjerteslag. Jeg skal meget længere i processen før, jeg tror på det. Det kom gradvist med Eddie. Jeg råbte heller ikke hurra, da vi kørte fra klinikken i uge 7, da vi blev afsluttede og kaldt almindeligt gravide…

I know! Men det havde jeg brug for! Jeg havde virkelig brug for, at vi heppede og troede på det, det blev vi aldrig helt enige om, hehe… Men vi skal heller ikke gå gennem processen ens, så kan man jo ikke være en hjælp for hinanden. Men var det din måde at beskytte dig selv på?

Sådan er jeg med alt jo! Jeg tager tingene, som de kommer, tager ikke noget på forskud.  Jeg ville heller aldrig bruge penge, før de var tjent. Jeg er bare ekstremt lineær… Slow moving…

Haha! Du siger det selv! Men det lykkedes jo heller ikke efter første ÆO. Der skulle en til, en til og så en til og en til og en til til slut, før det lykkedes. Hvornår begyndte du at synes, det var hårdt?

Først den der GUL, det var jo den første graviditet… Det var hårdt! Også at se dig lide sådan. Det gik så hurtigt! Det var ret skræmmende at stå ude for og betragte dig.
… Men det blev også hårdt, som vi nærmede os lægernes “gennemsnit”. Vi havde jo købt en “pakkeløsning” på klinikken. Det var vist noget med to ægudtagninger…. Vi endte jo med at bruge dem, vi købte hos klinikken. Det har egentlig altid undret mig… Vi skulle jo til at tilkøbe en ny omgang, da det lykkedes med Eddie… Lægen sagde, “Jah, NU er den der”.  Hvad er det du har fedtet rundt med de andre gange? Hvordan passede det lige akkurat på kontrakten… Jeg følte mig på en mærkelig måde som en kunde og ikke så meget patient i det private.
rockpaperdresses, cathrine widunok wichmand, hverdagsglimt

Jeg skulle jo lægge krop og især maveskind og maveregion til. Hvordan var det nu for dig… Altså, du skulle jo også levere. Husker du det sådan lidt lavpraktisk? Den klassiske “gok i en kop”?

Første gang, da vi skulle undersøges…. Altså rent lavpraktisk bookede jeg en tid på Center for reproduktion ved Riget, så de kunne teste sæden… Og så tog jeg derop med fyldt ehm… sædbank! Og det var sgu mærkeligt. Jeg dukkede op i det her lille rum, hvor der sad en dame med computer, stak dig nogle papirer og førte dig ind i et andet lille rum… Lå der pornoblade, som man ser det i film? Det kan jeg faktisk ikke huske… Der var et TV og en fjernbetjening… Ved sgu ikke hvad de abonnerer på for en streamingtjenste, men jeg skulle satme ikke bruge det der, røre ved det… Og så hang der sådan nogle persienner, du ved, man kan aldrig helt føle sig beskyttet, man kan ligesom lure igennem – sådan føltes det. Jeg følte, at folk kunne se mig igennem, mens jeg stod og… Ja! … Det var weird…

Du skulle alligevel gokke i en kop nogle gange, blev det ‘hverdag?

Fuldstændig! Nu ville jeg bare gøre det! Pyt, altså det er jo ligegyldigt…

Det var jo også en lille “pris” sammenlignet med mig… Sprøjter, hormoner, ægudtagninger. Og så kørte jeg jo lidt mit eget ræs ved siden af med zoneterapi, akupunktur, fertilitetsyoga… Tænkte du på noget tidspunkt, “NU tager det overhånd for hende?”?

Nej det synes jeg ikke. Jeg synes, det var så godt, du gjorde noget for dig. Noget der gav dig værdi og ro. Det var jo så crazy alt det andet! Du var ikke mere skør end normalt, hehe…

Vi diskuterede jo også nogle af de ting, du kunne gøre.. Stoppe med alkohol, ingen sædevarme i bilen, mindre kaffe, holde dig på afstand af syge folk… Hvordan føltes det?

Det var svært! Alkoholen var svær. Vi to har aldrig drukket meget, men at holde den på nul, det var svært… Sjovt for i dag, vi drikker endnu mindre i dag end dengang, jeg har simpelthen mindre lyst… Men det har egentlig aldrig sagt mig det store, sprut… Der hvor det var svært, det var klart i sociale sammenhænge. Det var mest svært, når man var ude med drengene… Men især omvæltningen fra “normalen” til et liv i behandling. Julen inden, altså få uger inden vi fik besked, der gav du mig en cocktailbog i julegave… Vi nød jo sådan et voksenliv med en lille fredagscocktail, mens vi lavede mad… Lidt men godt. Pludselig var det nul – men hav det godt alligevel. Det fyldte da lidt løbende, vi diskuterede alkohol! Og kaffe! Og jeg husker også du blev sur til tider… Hvis jeg var ude med drengene og drak… Men i dag er det virkelig water under the bridge… Og det har helt sikkert ændret meget for os – alkohol siger mig ikke noget.

rockpaperdresses, Cathrine WIdunok Wichmand, Rist, Søndag morgenmad
Hvordan synes du, det var for parforholdet… Jeg husker især, at sexlivet blev anstrengt i en periode…

Gjorde det det? Jeg husker det faktisk mest op til, at vi fik diagnosen, før vi vidste, det krævede behandling. Da vi fik den, det var som om.. Det var ikke fordi, det gav en ro… Men der var så meget skemalagt sex lige op til. Det var så… Imod konceptet, imod hvad sex står for og er.

Ja, det blev noget mindre lystdrevent… Det er skægt, når vi taler om det her, for jeg kan læse, at jeg lidt søger og har lyst, at du giver genklang på min sorg og smerte – at det også var hårdt for dig, at du også var ked. Du er meget afslappet og “klassisk Adam”, hehe… Det fyldte jo hele mit hoved, min krop, hele det år, hele 2017… Det er et sår, som langsomt læges. Jeg ville ønske, jeg havde din tilgang til det.. Så afslappet!

Det er jo også noget andet for dig. Jeg var på sidelinjen! Du var den udsatte! Som mand er man måske et andet sted… Det er ikke i min biologi måske på samme måde sådan fysisk og psykisk at længes efter børn. Jeg har ikke gået og tænkt over, hvordan det føltes at være gravid, hvor vigtigt det er at få børn, før jeg skulle have dem… Det er ligesom, at man først rigtigt fatter, man skal være far, når man er blevet det – med barnet i favn på fødestuen. Granatchok.

Men vi kvinder er jo også hele tiden “udsat” for medkvinders oplevelser, altså graviditet fylder jo også for os fra vi får vores første menstruation. Vi taler meget om det, det fylder meget, vi ser maverne, som gravid har man brug for sine søstre, sine medkvinder… Taler I mænd for lidt om drømme og ønsker om børn?

Hvad skulle vi tale om? Vi sidder ikke og drømmer om børn, det er ikke noget, vi vender, før vi har dem…  Jeg har slet ikke savnet det, samtalen, jeg har slet ikke savnet at folk spurgte ind til mig og til børn og til behandling…

Det har jeg næsten svært ved at tro, men lad gå, haha! Men det er ligesom, når du svarer “ikke noget”, når jeg spørger, hvad I talte om til drengeaften. Måske taler I reelt om “ikke noget”, haha!
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Paris guide, where to eat, sleep, shop in Paris
Hvad vil du gøre anderledes næste gang, vi skal i behandling?

Jeg tror, jeg vil leve mere i det… Ikke stresse over, “fuck nu drak jeg et glas vin…” Det er så vigtigt, man lever!

… Med det in mente? Skal vi leve lidt og gøre det igen? Få os et barn til?

Ja, det skal vi jo nok…

Haha! Jeg elsker dig. Du er så dejlig nede på jorden. Det er præcis, derfor vi er sammen. Du er lodet til min ballon, så jeg ikke flyver væk.
…  Til sidst: Har du nogle gode råd til folk der skal i behandling?

Prøv ikke at glemme jer selv i det, men det er også nemt at sige på den anden side. For hvad Fanden betyder det? Forstår du, hvad jeg mener? Men altså husk at være til og lev, og lad være med at blive sterile, som forsøgsdyr.. Jeg nød også zoneterapien, og kunne se du også gjorde! Det må jeg anbefale… Og så; tag nogle pauser fra behandlingen, sådan helt aftalt, gør noget andet, noget der nærer jer. Rejs. Drop akupunktur og alt det andet man kan dyrke, hvis det ikke føles rart, når du går derfra. Så er det ikke for dig! Dit liv skal ikke være under behandling – det er noget, du gør on the side. Du kan ikke regne den ud, gøre dit og dat for at lykkes, men vær dig selv, hvad føles godt for dig, vær god ved dig selv. Pludselig er den der – med krydsede fingre selvfølgelig.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Rockpaperbaby
 
 
 

21 kommentarer

  1. Josefine A siger:

    ♥️

  2. Mikala siger:

    Så fint at høre det fra Adams side også. Det er som at læse min mands tilgang til tingene 🙂 ro, tage det som det kommer, ikke reagere på noget, før der reelt er noget, at reagere på 🙂 Kan SÅ godt genkende det, Cathrine.
    Rørende med billedet til sidst som slår en sløjfe på jeres eventyr.

  3. Ida siger:

    ❤️

  4. Cæcilie siger:

    Åh, hvor er det genkendeligt. Adams ro minder om min mands. Diskussionerne om kaffe og alkohol har vi også haft. Hos os fejlede min mands sædkvalitet ingenting, tværtimod, der var det mig med PCOS, der var udfordringen. Men jeg havde sådan brug for, at han også gjorde noget, ændrede noget og gav afkald på noget, så jeg ikke igen skulle stikkes i og rages i med tanken om, om det havde gjort en forskel, hvis han nu ikke lige havde drukket de øl til fodboldkampen eller de kopper kaffe.
    Jeg tror også, min GUL var et wake up call for min mand. Hvor han før ikke så det som en mulighed med et liv uden børn, mærkede han pludselig en grænse for, hvad han syntes, jeg skulle gå igennem. Efter operationen blev vi tvunget til at holde pause og få det hele på afstand, så vi tog bl.a. på vores livs rejse til USA. Vi kom hjem om lørdagen og var på sygehuset om mandagen til opstart på et nyt forsøg, og så lykkedes det sgu. Nu går jeg ind i 3. trimester i morgen, og det ser ud til, at vi vandt 💪
    Dine indlæg har hjulpet så meget på rejsen, og det her indlæg var også så vigtigt at læse. Tak fordi I åbner op og deler.

  5. Louise siger:

    Jeg ELSKER dette indlæg. Det illustrerer noget så rørende og herligt det smukke (og til tider tydeligvis frustrerende, haha) ved et parforhold. Nemlig at det består af to mennesker. Det giver lyst til – og mod på – kærlighed. Igen.

  6. Thea siger:

    Hvor er det bare SÅ fint et indlæg 💖

    1. Cathrine siger:

      Det er jeg glad for du synes Thea <3 Det var indsigtsfuldt for mig at leve - vi lærer hele tiden! KH

  7. Frederikke siger:

    Hej
    Hvad med Adams arvelige høje risiko for kræft? Fik det jer ikke til at overveje sæddonor?

    1. Cathrine siger:

      Nej for vi vidste det ikke dér, det vidste vi først efter jeg havde født. Men i det tilfælde vi gerne vil undgå BRCA-genet, så kan vi gennemgå ægselektion på Riget, så man selekterer evt. “syge” æg/sædcelle-sammensmeltninger (embryoner?) fra 🙂 Fagre nye verden! KH

  8. Kristine siger:

    Det er som at læse om mig og Daniel… Han var så rolig!! Frustreret over min sorg, men ikke selv i sorg. På den måde tænker jeg behandling som parallelt ensomt, for jeg synes behandling var ensom, men han savnede jo sin glade kæreste. Han talte også kun med mig, men havde heller ikke samme behov. Det er så underlig en tid. Behandling tydeliggør virkelig de biologiske forskelle, som I også kommer ind på. Men hvor er det dejligt, at I ser styrken. Hvis vi havde været to af mig herhjemme, var det fx aldrig gået, så ulykkelig jeg var 🙈🙉🙊 og så var han fræk at ytre et “hvad sagde jeg!?”, da den rent faktisk var der. Jeg ku ikke lade være at grine og gi ham et dask i bagdelen, for hvad bildte han sig ind, at tage så let på det, som er aller vigtigst ☺️ Den balance var god for mig, midt i alt det bumlede. Vi håber den bliver hængende 🍀♥️ Jeg er dog nysgerrig på perspektivet om, hvad behandling ikke bare har betydet for dig og Adam respektivt, men hvad det har betydet for her som par? Det prøver vi selv at sætte ord på for tiden, som en slags debrief, og det perspektiv kunne være dejligt at læse om “fra den anden side”…

  9. Marikka siger:

    Smukt Cathrine! <3

  10. Marie siger:

    Spændende at læse Adams perspektiv. Jeg kan godt beundre mænds evne til ikke at bekymre sig så meget og ikke dyrke tingene, som vi kvinder oftest gør. Det må alt andet lige være en lidt lettere verden de lever i…?
    Jeg øver mig i at gøre dem kunsten efter. Bekymre mig mindre, bare tage en beslutning og se hvor det bærer mig hen. Være mindre bange for at fejle. Leve en dag ad gangen og ikke tænke så meget over fremtiden.
    Men sådan er vi jo bare ikke skruet sammen, vel… Men det er meget godt at øve sig lidt alligevel.

  11. Stina siger:

    Skønt indlæg og skøn mand, du har der – hvor er det fedt, at han bare helt er sig selv og ikke forsøger at svare et eller andet, som han tror du gerne vil høre 🙂

  12. Tine siger:

    Mænd er så ufatteligt heldige at have kvinder som har styrke, mod og vedholdenhed til at gå igennem fertilitetsbehandling(er). Aldrig har forskellen på de to køn været større end under behandling, graviditet, fødsel og babys første tid. Det er så vildt, hvad kinder gennemlever, overkommer og oplever mens mændene “bare” står på sidelinjen.
    Det er ikke en ny pointe, men kvinder fortjener i den grad respekt.

  13. Nanna siger:

    Det er interessant, at du skriver, at du på en måde savner, at han deler din smerte over forløbet.
    Det savn sidder jeg også med som læser. Men her er det jo vigtigt at huske, som du også skriver, at vi håndterer ting forskelligt.
    Jeg ville have svært i at være i den dynamik, tror jeg dog. Så stærkt, at du ser det hele så klart:)

  14. A siger:

    Fantasktisk indlæg. Adam og dit forhold, minder mig lidt om mit eget. Sætningen ” Du er lodet til min ballon, så jeg ikke flyver væk” kunne ikke beskrive det bedre. Når modsætninger mødes, det er ihvertfald noget min kæreste og jeg kender godt til.
    (Hilsen den glitrende duracel kanin, og rooooligste mand i verden)

  15. Mette siger:

    Dejligt indlæg – og dejlig mand du har. Jeg kan sjovt nok genkende min egen i din <3
    Jeg er selv i uge 27 nu og venter vores første barn. Det tog os halvandet år at blive gravide og så skete det pludselig af sig selv. Jeg er så taknemmelig.
    Tak for at I deler – det er så vigtigt.
    Mange tanker til dig, Adam og Eddie

  16. Chris siger:

    Tak fordi du deler Cathrine <3 Det er så dejligt ikke at føle sig helt alene i denne fertilitetsbehandlingsverden. Jeg selv har selv næsten lige mistet en graviditet i uge 24, og vi skal igang med fertilitetsbehandlingen igen når coronakrisen er over. .. Åh altså, lige som vi troede vi skulle ud på den anden side.
    Igen – tusinde tak fordi I deler jeres historie, det giver håb 🙂

  17. Elisabeth siger:

    Ej men Cathrine – jeg må bare sige, at jeg er fuldstændig vild med dig og Adam!

  18. Mette siger:

    Svimlende sød og god fyr du har dig – grounded to the core ♥️

    1. Cathrine siger:

      Fuldstændig neglet fast til gulvet <3 KH

Send en besked