Top

Sommerhus: Hvilke projekter vi drømmer om deroppe

30.04.2020
Skabt af Cathrine

I dag kører vi op i sommerhuset igen, ahhh! Vejret skulle være dødkedeligt både over København og Rågeleje – men meget tilfredsstillende for alle de små blomster med lidt regn her og der. Det har været sådan en tør april!
Vi har virkelig fundet ro i den beslutning om at beholde sommerhuset, men shit hvor har vi været frem og tilbage. Ikke pga. sommerhuset for det er det allermest vidunderlige sted på jorden. Vi går mange ture i vores området og især vores have er altså noget helt, helt særligt. Ingen andre er så heldige. Fyldt med roser, gamle frugttræer, bærbuske, små kroge, kuperet landskab. Vi er så åndssvagt heldige. Og tænk sig, at vi kiggede på så mange sommerhuse gennem årene – og så landede vi det bedste af dem. Man ender som regel i det rigtige, selv om man kan ærgre sig lidt, når noget andet godt glipper.
Skulle I have misset vores back/forth, så har det hele tiden handlet om, at det selvfølgelig er dyrt og griber dyrt i et budget. Også de beløb man ikke ser på en købspris; ejendomsskatter osv. Men det vidste vi, det er jo en luns af budgettet. Men det vi ikke var rede til var, hvor stor en påvirkning, det havde på vores rådighedsbeløb, når vi  nu søger helårsbolig. Fx kan vi godt finde et smukt lille hus, som på prisen matcher vores niveau – men huse har ofte en højere varmeregning og læg dertil ejendomsskatter, som man pludselig står med selv. Ja, så er råderummet pludselig ikke det samme. Det er svært! Så overvejelsen har været at sælge det, for at få vores fulde rådighedsbeløb tilbage, I kan læse meget mere HER og HER fx.
MEN. Vi vælger kompromiset og beholder sommerhuset. Det er rendyrket livsglæde, og som vi hele tiden har talt om, vi kan altid leje det ud i nogle weekender her og der.

Vi har også så mange drømme for det lille sted. Kærligheden er så stor, at vi bare vil det det allerbedste, kender I det? Vi købte det egentlig med den tanke, at her behøvede vi slet ikke gøre noget. Men som man går noget til, så synes jeg alligevel, der opstår nogle drømme, og de drømme tænkte jeg, at jeg ville dele med jer.
Det vidunderlige er, at intet haster, intet behøver at være nu her. Og det er herligt at gå og glæde sig over de,  man har nu, og også det potentiale der blomstrer på sigt. Det dejlige er, i hvert fald når man er listetyper som os, at få det skrevet ned. Så kan man prioritere og holde målet for øje.
Sommerhusinspiration, Cathrine Widunok WIchmand, Rockpaperdresseses

Indenfor:

Det allerførste vi skal have gjort, det bliver at få slebet gulvet. Det havde sælger også på sin to do, og lakken er flere steder slidt helt af. Det trænger og kan ikke udskydes meget længere. Men vi har været ret meget i tvivl om, hvilken behandling det skal have. Adam vil bare have, at det er praktisk – så nok lakeret. Jeg vil gerne holde det naturligt, så træet ser så livligt ud som muligt, altså ingen lak. Men lysnet, det gider vi godt begge! Men jeg har også tænkt på en oliering… Eller tonkinlak, kender I det? Det giver de vildeste lakerede gulve, nærmest glasagtige i overfladen. Men det passer måske ikke helt til et sommerhus… Men det er sejt! Well, hvis I har nogle inputs, så sig endelig til!
Sommerhusinspiration, Cathrine Widunok WIchmand, Rockpaperdresseses
Når først gulvet er behandlet, så skal vi have indbygget en bænk under køkkenvinduet og en lav reol under stuevinduet, og så skal vi have gardiner! Vi rykker dem fra 2. salen hjemme på Frederiksberg herop og får min mor til at sy dem, så de passer til sommerhuset. Det er da både smart og hyggeligt – med små minder fra vores gamle hjem. Og de steder vi ikke skal have lange gardiner, der har jeg mine øjne sat på bambusgardiner. Sådan helt simpelt og sommerhusagtigt…
Rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Juna

(reklame: sengetøjet modtaget som del af en kampagne sidste år)

På sigt skal soveværelset have en lille omgang. Gulvene bliver slebet, men vi kunne også godt tænke os at få nogle indbyggede skabe, så vi ikke altid skal ind til Eddie, hvor det store karlekammerskab står. Og så drømmer jeg om at fjerne noget blå/hvidstribede tapet, der sidder på den ene væg og male med noget lys kalkmaling i stedet, og så vil jeg sy nogle gardiner meget inspireret af Aiayus på billedet. Måske finde en masse stofrester; Liberty, Laura Ashely, gamle stofrester fra genbrugen…
Det er alt sammen mindre ting. For den store udgift, der ligger deroppe, er et badeværelse. Fliserne knækker af, så der er vist meget god grund til bekymring. Det er en ældre sag, det badeværelse, som vi kan se, er blevet repareret på ad flere omgang. Vi må nok have en håndværker forbi og vurdere det.
Sommerhusinspiration, Cathrine Widunok WIchmand, Rockpaperdresseses

Udenfor

Det er klart det store og dyre, badeværelset. Udenfor er det egentlig bare sådan lidt mere nice to have. Vi har fået bygget vores pergola under en rose, og snart kan vi løfte Eddies legehus, mit gamle flyttet fra mit barndomshjem, på plads under hyldetræet.
Et sommerhus skal have et udendørsbad, skal det ikke? Det gad vi godt engang lave. Det kan vi lave på den ene side af huset, hvor der i forvejen er vand. Med mindre vi gerne vil have varmt vand også, så kræver det vist lidt mere, hehe… Og en eller anden gang, så skal vi have lavet hele flisebelægningen fra carporten til hoveddøren; lige nu ligger der sådan nogle gamle kedelige fliser. Vi drømmer om at gøre det samme, som vi har gjort under vores pergola; lægge marksten – det hedder vist knoldebrolægning eller pigsten. Men det vil virkelig give en rød tråd til hele cottage-stilen, som er deroppe. Det har jeg heldigvis lært at gøre nu, men det er et KÆMPE og HÅRDT arbejde. Der skal lige være en massør og en kiropraktor stand-by, haha…
Vi har ikke travlt med noget, andet end måske gulvet (og forhåbentligt ikke badeværelset), og vi elsker at gå og drømme og tale om, hvad vi en dag godt kunne tænke os. Det er bare det særligste sted. Men sådan har mange det nok sommerhuse og kolonihaver; i familien eller ens eget.
rockpaperdresses, Cathrine Widunok Wichmand, Sommerhus

fotos: Mine egne, Skagerak, Juna, Aiayu, Anitta Behrendt/Boligmagasinet, Alt for Damerne, Wowowhome, Kira Brandt/Bo bedre, Femina, Domino

 

12 kommentarer

  1. Lisa siger:

    Mht gulvene. Få en professionel ud og rådgiv jer. De ved altså bare bedst og kan se på jeres gulve og give det bedste bud. Og få en ordentlig én. Der er vist lidt langt ml snapsene.

  2. Julie siger:

    Jeg er så glad for, at I har valgt at beholde. Det er sådan en perle. Selvfølgelig for jeres skyld, men også lidt for min, så jeg stadig kan følge med, når jeg nu ikke selv har mulighed for at eje så skønt et sommerhus 🙂

  3. Norh siger:

    Jeg er helt missundelig på disse omgivelser! mvh Norh

  4. Ann siger:

    Åh, hvor jeg drømmer med, når du skriver om jeres sommerhus! Det er bare så fin en plet på jorden, I har fundet. Det ser så venligt ud, det hus. Og det er nogle dejlige planer. Det lyder til, I er så nænsomme med de historier, der allerede er i huset og de historier, I gerne vil skabe i huset.
    Jeg har også set de smukke gardiner fra Aiayu, og jeg legede med teknikken, da jeg skulle finde på en gardinløsning til mit køkkenvindue. Jeg endte med at finde en bunke virkelig smukke, hvide bomuldslommetørklæder i en genbrug på Frederiksberg, og de er nu blevet syet om til det fineste køkkengardin, jeg kunne tænke mig.

  5. Simone siger:

    Mht udendørsbadet har vi i vores sommerhus en bruser, som fyldes med vand og så kan solen varme den op i løbet af dagen, så man kan tage lukne bade. Så har vi bygget en lille ståplads af træ. Det er fungerer rigtig fint 😊

  6. Anne siger:

    Overvej lud med mat lak ovenpå. Det ligner virkelig meget “rå” ludbehandlet gulv, men er meget nemmere at holde fordi det er lakeret 👌🏻

  7. Maja siger:

    Det er bare fantastisk at have et sommerhus. Vi købte selv et lille fint sommerhus i Rågeleje sidste sommer, og ih hvor vi nyder det. Vi har især brugt det de sidste par måneder. Vi bor selv på Frederiksberg og elsker at have muligheden for både at nyde bylivet og de landlige opgivelser, og Rågeleje er bare et fantastisk sted.

  8. Louise siger:

    Vi fik lavet smukke smukke olierede gulve da vi flyttede i vores hus, og det går altså bare ikke så godt med børn. De er allerede mega plettede. Jeg valgte det da jeg gerne ville have mat og levende gulv – og at man ikke kunne se ridser i lak. Men jeg tror hvis jeg kunne vælge idag ville jeg gå med olierede og så mat lak ovenpå. Bare et tip!

  9. Christel siger:

    Jeres sommerhus er så fint og hyggeligt!
    Vi fik lavet de smukkeste lud- og sæbebehandlede gulve i vores lejlighed for et par år siden og valgte lak til køkkenet. Jeg synes ikke den klare lak er pæn, men på den anden side er sæbebehandlede gulve heller ikke super smarte til børn. Måske bliver det bedre, når de har lært at spise uden at smide 2/3 på gulvet? Haha.. 😅
    Kender desværre ikke den lak, du nævner. Den må tjekkes ud til næste gang

  10. Sisse F siger:

    Vi er ved at købe et sommerhus via en privat handel (som vanskeliggøres af Covid-19). Min tålmodighed er ikke til det.
    Lille bitte hus 400 m fra badestrand og med skoven i baghaven. Helt perfekt beliggenhed og en hus der er blevet nusset om, men stadig står som da det blev bygget i 70’erne.
    Det bliver den helt store renovering med nyt køkken og bad, ny træterrasse, 2 annekser og et kæmpe vindue ud mod skoven. Men det bliver såååå vildt!
    Så jeg drømmer også, samler inspiration på Instagram, kigger i de gamle boligblade jeg gemmer under sengen og glæder mig til at jeg kan begynde at købe de fine ting jeg falder over på dbsa.

  11. Malene siger:

    Hej Cathrine,
    Vi fik ordnet gulve i vores hus, da vi overtog det. Grimt, gulnet askeparket, hvor lakken var slidt helt af mange steder blev til det smukkeste, lyse og meget nemme gulv. OG jeg havde ellers tænkt at det skulle have olie, for min far er en “træmand” (snedker), så det gør man da. Men med dyr, børn og ivrigt inde/ude-liv, så er sådan et olieret gulv bare fjollet. Men vores gode gulvmand (Klaus Danekilde fra Hillerød) foreslog lud + mat lak, der minder fuldstændig om olie, men er fuldt ud slidstærkt som “klassisk” lak. Det ville jeg til enhver tid vælge!
    KH Malene

  12. Nina siger:

    Stemmer i med dem, som anbefaler lud og mat lak. Den behandling fik vores fyrretræsgulve, og det er altså drønpænt og praktisk! Vi har både hund og barn, og derfor fik gulvene to gange tokomponent lak, så det bliver ekstra slidstærkt. Lyst og naturligt at se på.

Send en besked