Store nyheder: Minikollektivet – vi flytter sammen!

Jeg plejer at skrive et lille kærlighedsindlæg på dagen i dag – det er jo Adams og min årsdag som kærester. Elleve år med min makker – om halvandet år har vi kobber-kæreste dag, det skal man da fejre, skal man ikke? Altså ikke endnu, men til den tid! Skal man ikke? Jo jo, man kan aldrig fejre for meget, så lad os bruge det næste halvandet år på at varme op!
Men i stedet for at dele ud af min kærlighed til Adam i dag, så deler jeg kærlighed ud til nogle af vores nære venner. En anden vigtig kærlighed at hylde. Især nu vi har lidt at fejre.

Det er ligesom kommet snigende over tid. Emily og Nik og Adam og jeg har fået et helt fantastisk venskab det sidste halvandet år. Det klikker bare, og det var især noget vi mærkede på vores lille tur til Klitmøller i efteråret.
Kender I det, når man møder mennesker, hvor det bare føles som om brikkerne passer? God kemi, samme madvaner nogenlunde (2 x fiskespisere; Emsen og Adam, 2 x ikke-fiskespisere, Nik og jeg), samme kærlighed til det nemme liv, samvær og roligt tempo – Adam og jeg stræber i hvert fald efter det. Sådan har vi det med Emily og Nik. Vi passer alle fire som fod i hose. Udfordrer hinanden, lærer ad hinanden, det er så fedt!
Vi sad sågar en hel aften i sommerhuset i Klitmøller og snakkede horoskoper, og hvordan vi passer sammen på kryds og tværs – og før I begynder at tro, vi er ude i et partnerbytte, så lad mig lige forsikre, at det er ikke den slags kærlighedsindlæg, jeg er på vej ud i, haha! Men Emily og jeg tror begge rimelig meget på horoskoper, og vi morede os gevaldigt med at se, hvordan vi passede sammen med vores kærester, som veninder og som vennepar.

Og derfra blev et lille frø plantet, som vi en aften talte om, hvordan vi alle godt kunne tænke os at leve. Tæt med venner og familie, børn der løber mellem dørene, et mini-community hvor vi hjælpes ad, løfter fra hinandens skuldre. Både miljømæssigt at kunne drive et lille fællesskab med egne afgrøder, mentalt at kunne hjælpe hinanden og fysisk at være flere om det.
De sidste par måneder har vi så talt mere og mere om det, også sådan alvorligt. Adam og jeg havde talt om det længe – også med forældre i tankerne før i tiden, mend et her kunne virkelig give mening. At lave et minikollektiv os fire. Vi er ligesom det samme sted i livet! Begge hold er ikke helt klar til at flytte ud af byen endnu, og hvis vi en dag gør det, så vil vi gerne gøre det sammen med nogen.
Hvordan går man til det uden at blive sårede ved et nej? Eller gør det og risikere? Det åbnede op for en idé hos os, da vi først havde luftet tanken for dem. Vi bygger jo ud, og lige om lidt står vi med et rimelig stort hus på små 140 kvm med tre værelser, en stor tagterrasse og hele pibetøjet. Hvad med at prøve det af? Det med at bo sammen? Et lille minikollektiv på Frederiksberg! De kan fremleje deres lejlighed på Amager, og så kan vi nemt prøve det af!
Den har vi alle fire gået og skubbet til, tygget på, talt om – så om to uger flytter Nik og Emily ind på Fabrikken, og så prøver vi kollektivet af og samtidig begynder vi at lede efter noget andet større. Uden stress, i vores tempo.
Jeg synes simpelthen, det giver så meget mening! Ingen af os har børn, vi står med en masse plads, og jeg har ærligt talt altid drømt om den livsstil!
Vi glæder os så meget til at flytte sammen alle fire (tænk hvor genialt det bliver med  en fotograf ved hånden altid)!! Vi kan både sparre, rejse sammen, hjælpes ad – og nu altså bo sammen. Det er den vildeste og sejeste beslutning og jeg glæder mig så meget til vores rejse sammen!
I kan læse meget mere om det ovre hos Emily lige her, som også skriver nærmere om de konkrete, langsigtede planer!
Kunne I forestille jer at rykke ind i et bofællesskab? Jeg hørte faktisk i radioavisen på P4 i går, at det virkelig rykker i statistikkerne – folk vil fællesskabet. Mega sejt!