Top

The old sweater-lady

11.07.2012
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Jeg har altid syntes, at det var vildt voksent at skulle sige “bare på beløbet, tak”. Så da det endelig blev min tur til at blive voksen og få dankort, skulle det prøves. To uger efter jeg havde fået det dankort, havde jeg lavet et overtræk på 7.000 kroner. Så sjovt var det heller ikke – i hvert fald ikke den efterfølgende regning fra bankdamen, som min mor måtte dække ind, og som jeg så måtte betale af på af mine små McD-tjente-kroner. Surt.

Jeg har altid været god til at formøble min penge. Jeg skrabede 50 kroner sammen i mit Fætter BR hæfte, og de brændte indtil jeg fik dem brugt. Den opsparing jeg fik i konfirmationsgave var temmelig letbenet og blev fordelt på kamera, de Diesel Haze-jeans jeg havde ønsket mig i hundrede år osv. Jeg har altid grinet lidt af det afsnit af SATC, hvor Carrie finder ud af, at hun bliver den gamle “shoe lady”, der bor i hendes sko. Jeg vil blive den dame, der bor i en stor H&M-pose med virkelig fin plastikhalskæde og polyesterskjorte på.

For i går fik jeg mig et chok af en anden verden. Jeg fik nemlig min årlige bonuscheck fra H&M-klubben. Og når man får sådan en, kan man også lige se, hvor meget man egentlig har shoppet for. Femten-tusinde-et-hundrede-to-og-halvfems. Fuck mand! Det er jo en halv jordomrejse! Godt nok bruger A også mit kort, han har måske shoppet for en lille tredjedel – men sammen kunne vi jo rejse til Cuba for de penge! Godt nok ikke ligeså smarte i tøjet, men alligevel – det kunne vi!

Penge er virkelig irriterende. Jeg synes aldrig, der er nok af dem. Men det tror pokker, hvis jeg lægger 800 kroner om måneden i H&M! Min økonomi er noget trang, så længe jeg er på Talentholdet, så i et godt stykke tid over foråret hed min shoppekvote “300 kroner om måneden”. Det holdt ikke helt, det beløb sneg sig til tider op på 400 kroner og 500 kroner. Det lyder jo ikke af meget, men når man har lavet en aftale med sig selv om et beløb, så er det sgu rimelig dårligt holdt. Hvad er det, der er så svært ved bare at lade være?

Alt for meget shoppe-inspo på alle bloggene? Alt for kort distance til den nærmeste H&M? Nedtrykthed? Glæde? I virkeligheden har jeg ikke et bestemt shoppemønster – jo en top kan gøre godt, hvis jeg har været ked af det. Og hvis jeg virkelig har præsteret, så kan jeg godt få en følelse af, at jeg “fortjener” en lille bitte mikro shoppetur. Men helt ærligt? Det er jo som at tisse i bukserne – meget rart de første 3 minutter, men så finder man ud af, at man har tisset op og ned af sine lår, og så er det sgu ikke så sjovt længere.

Og ved I hvad, det mest fjollede var, da jeg fik checken fra H&M? Jeg tænkte med det samme “UHHH HVAD SKAL JEG MON KØBE”.

“Hej jeg hedder Cathrine, og jeg er en shoppegris”. Jeg bygger indkøbskurve op på alle mulige webshops for så at tømme dem. Jeg tænker “pyt, jeg får løn om en uge”, når jeg falder over noget, jeg eje. Hver gang min telefon ringer fra hemmeligt nummer, tænker jeg “Nøj jeg har sikkert vundet noget”. Jeg har gemt poser bagerst i skabet. Under sengen. Når jeg tager på ferie, tænker jeg ofte “men er der god shopping dér?”. Hvis ikke der er, skal jeg nok få købt noget med hjem fra et supermarked “en eksotisk kage/slikpose/flaske-med-olie ned i kurven”. Jeg er gået af amok i tøjvaske-produkter i Føtex for 400 kroner “NÆ hvor smart, en pletfjerner kun til hvidt tøj? Og se! Både i sprayform og i pulver og i gelé-form, haps haps haps” (så er det altså også på en kedelig mig-shoppe-måned, men det er sket). Og det eneste jeg har fået ud af alt det her, er en shoppecheck til. Som benzin på et glødende bål. Det er ligesom at stikke en bajer til en recovering alkoholiker.

Jeg vil ikke være hellig og sige: “Nu-sælger-jeg-alt-mit-materialistiske-hejs-og-rejser-jorden-rundt-med-Hare-Krishna”. Men. Jeg kunne måske godt lige opveje X antal akrylsweatre op mod fx at kunne tage en lille rejse til Skagen…

35 kommentarer

  1. Emma siger:

    Smukt indlæg Cathrine! 🙂

  2. Katrine siger:

    Jeg ELSKER simpelthen at du er så hudløst ærlig! Jeg tør slet ikke tænke på hvad mit årsforbrug i H&M er – og derudover for den sagds skyld. Min første tanke var: Godt jeg ikk er er H&M-medlem, det ville give mig stress at få sådan et brev ind af døren.. men så igen, måske er det meget godt at få et reality-tjek? (;

  3. Ditte Mehner Kristiansen siger:

    Hahahahaha! Altså hvor er jeg vild med din måde at skrive på. 😀

  4. Julie P. siger:

    Haha! Jeg fik “kun” 150 i min årlige H&M bonus, men jeg bruger altså også penge i mange andre tøjbutikker, for ikke at nævne eBay. Uha, jeg tør slet ikke tænke på det.

  5. fashionchok siger:

    elsker den måde du formulerer ting på, tør slet ikke tænke på hvor mange penge jeg har brugt, jeg glemmer altid kortet, men alligevel er tallet rimeligt højt, dog ikke sammenlignet med dit 😉

  6. Josephine siger:

    Haha hvor er det her et skønt indlæg 🙂 Min check lød heldigvis kun på 100 kr. Men kender det, bare denne måned har jeg købt nogle virkelig fine og store og meget dyre ting, men nok er de indkøbt og så brænder ønsket om næste køb virkelig i hjernen på mig. Åh for dælen da!
    p.s husk at man kan få udbetalt pengene 😉

  7. Baysen siger:

    Åh Cathrine, man kan kun elske dig for dig ærlighed, og for at sige det som vi andre ikke tør sige højt.
    Jeg kan afsløre, at du ikke er alene. Jeg har allerede formøblet denne måneds indtægt. På hvad ved jeg ikke helt præcis (sådan er det i øvrigt hver måned). Og jeg har endnu ikke købt fødselsdagsgaver til alle dem, som har fødselsdag denne måned.

  8. Baysen siger:

    Åh Cathrine, man kan kun elske dig for din ærlighed, og for at sige det, som vi andre ikke tør sige højt.
    Jeg kan afsløre, at du ikke er alene. Jeg har allerede formøblet denne måneds indkomst (sådan er det i øvrigt hver måned). På hvad ved jeg ikke rigtig. Og jeg har endnu ikke købt fødselsdagsgaver til de familiemedlemmer, der har fødselsdag denne måned! Nu må jeg leve af mine feriepenge (som egentlig skulle gemmes) resten af måneden 🙁 Det værste er, at jeg allerede drømmer om og planlægger, hvad næste måneds penge skal bruges på.
    Det er en ond cirkel – jeg bruger størstedelen af mine penge i starten af måneden, og må stramme bæltet ind resten af måneden. Det er så træls! For det giver følelsen af aldrig at have nok penge, og tænk på alle de lækkerier man kunne få, hvis man kunne spare op!

  9. Anne siger:

    Hej du 🙂
    Det her var første indlæg jeg læste på din blog, og allerede dér elskede jeg den. Hold da op, hvor er du dejlig ærlig! Det er HELT sikkert ikke sidste gang, at jeg kigger forbi. Kæææmpe skulderklap
    Knus, og god aften!
    http://smilanne.blogspot.com

  10. Cecilie siger:

    Jeg kan anbefale at tæve hele ens netbankoversigt i et Excel-ark og så gå i gang med at inddele dem i kategorier (meget Luksusfælden-agtigt, og en del netbanker har det vist allerede som funktion nu) – men dér bliver man for alvor klar over hvad man bruger sine penge på, og kan være et kærkomment spark bagi 😉
    Gjorde det en måned hvor jeg virkelig følte at pengene bare var smuldret mellem fingrene på mig.. Det viste sig at DSB havde fået en stor del (den gang man havde langdistanceforhold), og den anden store post var alkohol og take-out.. Ups! 🙂

  11. Debbie siger:

    Hvor er det pudsigt – mig og min veninde snakkede om den anden dag, at det der til tider var så latterligt var, at når man ingen penge har og derfor ikke må bruge særlig meget, så har man lyst til at købe en masse – MEN, når man så har nok af penge, så har man slet ikke lyst til at bruge dem på samme måde. Det er skørt! Grinte lidt af dit indlæg. Kan se meget af mig selv i mønsteret, for sandheden er, at man vel egentlig altid kan finde på en ‘det-er-ok-jeg-shopper-i-dag’-grund.
    Jeg kan i hvert fald (trist nok) altid, men det er heldigvis blevet bedre. MEGET bedre. 🙂

  12. MrsBaloui siger:

    Og så må jeg indrømme, at jeg tror slet ikke, at jeg har brugt det beløb til tøjindkøb IALT, som du har brugt bare i H&M – men hvem mon det siger mest om???
    Jeg haaaader at shoppe – til mig selv – for jeg kan aldrig finde noget, der passer og er smart. Det er faktisk så slemt, at jeg overvejer at hyre en personlig stylist til at tage med på shoppetur…

  13. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Tak kære Emma! KH

  14. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Haha, du har helt ret Katrine – det er det geniale reality-tjek! Men… det hindrer mig jo ikke i at shoppe der igen og skrabe ind til en ny bonuscheck! Heldigvis shopper jeg 80% i H&M, så det er rimelig svarende for, hvad jeg generelt bruger (siger jeg til mig selv!). Dejligt du kunne lide indlægget! KH

  15. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    TAK søde Ditte 😀

  16. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    eBay er den værste bandit! “For det er jo næsten gratis!”. Åhhh har bevidst meget tidligt i mit eBay-liv sat en shoppestopper, så jeg kører det virkelig på lavblus! 150,- – det kan du forbedre til næste år HAHA 😀 KH

  17. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Ahmen det er jo helt skørt et tal, og så til sådan en elendig dividende! Så snart du får din check, så ved du sort på hvidt hvordan landet ligger. Som Katrine siger – et godt reality-tjek! For mig i hvert fald 😉 Tak for din dejlige kommentar! KH

  18. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Haha “husk man kan få udbetalt pengene”! Don’t I know it! Det gjorde jeg faktisk sidste år! Meeeen… Too late! Jeg har købt én mega god og fornuftig ting i går – den kommer på bloggen inden weekenden 🙂 Det er så skørt, at selv om man virkelig har gjort nogle überlækre og store køb – så er man allerede klar til det næste! Vi er nogle værre bæster 😉
    KH

  19. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Åhh en lidelsesfælle! “Vi må gøre en indsats i fællesskab”! Det lyder i hvert fald godt ikke? Det er skørt at vi er så kortsigtede og bruger pengene en uge efter lønningsdag – og jeg bliver i hvert fald aldrig klogere hehe 😉 Tak for din søde kommentar, B!
    KH

  20. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    ÅH det kender jeg for godt, det mønster. Det er altså lidt et sørgeligt forbrugsmønster, vi har os! Måske Cecilies idé om et excel-ark ikke er dumt for os? Så skal jeg bare lige lære Excel at kende først hah! Krydser for at enderne mødes for dig i denne måned og alle bliver begavet alligevel. Mærkeligt nok får man det altid til at hænge sammen… Det tror vi på ikke? 😉 KH

  21. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    ARH en dejlig, dejlig kommentar søde Anne! TAK 🙂 Jeg glæder mig til du kigger ind igen, det må du hjertens gerne! Sov godt, KH

  22. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Jeg skal lige lære det der Excel først 😀 Men jeg tror faktisk min netbank har den funktion – jeg skal vist bare lige aktivere den! Det er absolut en god idé Cecilie – tak for tippet! Det skøre er jo alle de der klatter – en sandwich, en pizza der, en latte to go og så et klippekort i øst og vest! Det løber i hvert fald også op for mig! Nu er det bare i gang, tak 🙂 KH

  23. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Du har bare så ret Debbie! Jeg bliver også klart mere nærig, når jeg har flere penge på lommen. Og når jeg ingen har, så brænder de virkelig!
    De der undskyldninger har jeg nok af – men jeg bliver heldigvis også mere og mere voksen omkring min økonomi (du ved, revisorkæreste), men engang imellem slår det mig lige “uh Cathrine, du fortjener en lille sag, nu du har været så dygtig/så ked” osv. Bisser er vi 😉 KH

  24. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Uf det fortæller i hvert fald mig, at jeg vist godt kunne overleve på meget mindre 😉 Jeg melder mig hjertens gerne som din shoppehjælper – åhr det er jo et job skabt til mig 😀 Jeg tror altså ikke, det er så dumt at have din indstilling – hellere den vej end den anden!
    KH

  25. Rikke siger:

    Dejligt indlæg 🙂
    Jeg retfærdiggører altid den der HM-check med alle mine returneringer. Er det ikke smart? For hvor tit handler man ikke lidt voldsomt ind i HM, for derefter at returnere i hvert fald halvdelen. Sådan er det i hvert fald her. Så træk du bare halvdelen fra det der beløb – eller noget, og få ro i shoppe-sindet 😉 Det virker i hvert fald indtil næste gang du kigger på brevet..
    Kh Rikke

  26. Anne siger:

    Men hun har da stadig brugt det samme beløb? Returneringerne bliver også trukket fra i dividende-ordningen, så man optjener ikke rabatkroner på det, man returnerer. Men måske misforstår jeg, du mener måske bare at beløbet kunne have været det dobbelte..?
    Jeg retfærdiggør det altid ved at regne ud, hvor mange gaver, jeg har købt i H&M, for det er jo ikke shopping til mig selv 🙂 Og jeg fik altså engang en check på 600 kr… da arbejdede jeg godt nok fuld tid og shoppede stort set kun i H&M, men alligevel…

  27. Rikke siger:

    Arh for pokker. Jeg troede ikke de returnerede ting var med i den ordning. Så røg min retfærdiggørelse! 🙂

  28. Charlotte siger:

    Åh hvor er det rart at høre, at jeg ikke er den eneste!!! Måske har jeg ikke brugt lige så mange penge i H&M i år, men i forhold til min indtægt, har jeg vist brugt alt for mange 😛 Thumbs up for et ærligt indlæg (igen!) 🙂

  29. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Tak kære Rikke 🙂 Altså jeg har lagt mærke til, at de ikke altid beder om H&M-kortet igen, når man returnerer. Så jeg tror altså også den der check tæller noget af det returnerede med. I hvert fald kan jeg godt lide din retfærdiggørelse 😀 Jeg barberer lige 1/3 fra til A, 1/3 fra til returneringer – så har jeg kun brugt 5.000 rundt regnet 😀
    KH

  30. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Altså det er ikke altid de beder om at se kortet igen ved returneringer, tror det er 1/4 af gangene (hør mig lige videreføre parolen :D) Nu ved jeg ikke om det kan registreres automatisk – men de skal vel egentlig bruge kortet for at fratrække det? Eller også forstår jeg ikke deres system. Men du har ret – der går selvfølgelig også lidt til gaver… WAU! en check på 600,- er en god omgang lommepenge 😀 H&M er dælme også en god butik!
    KH

  31. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Altså jeg er stadig lidt i tvivl, men for min samvittighedsskyld tror jeg på, at de ikke altid sorterer returneringer fra 😉 KH

  32. Cathrine Widunok Bechmann Nissen siger:

    Tak for tommelfingeren Charlotte 😉 proportionelt set har jeg også brugt aaalt for mange penge i H&M i forhold til indtjening. Ja ja… Det trøster mig en lille smule, at jeg ikke er den eneste, der er svært begejstret for den butik 😉 KH

  33. Enya siger:

    Hej, SUPER god blog! Har siddet med det største smil på læben imens jeg har læst den! Jeg synes (heldigvis) ikke, at du er ligesom alle andre mode-bloggere her på BD, og det er bare SÅ (!!!) fedt! Du kommer godt nok øverst i mine bookmarks! 😉
    Jeg kender også alt det der ret godt.. Nøj, hvor er det belastende, det der med, at man lige har brugt en masse penge, og så dunker der lige et H&M-katalog ind af brevsprækken.. TAK, Gud, TAK! Det gør det fandeme ikke nemmere! 😉
    Når min far spørger hvor vi skal tage hen på ferie, og han foreslår et par byer, så tjekker jeg straks lige på Google om de har H&M og Sephora, ellers er det ikke en rigtig storby, haha! 😉
    Nå, keep up the good work! 🙂
    http://www.enya.dk

  34. Cathrine Nissen siger:

    Kære Enya – smukt navn for det første!
    Og så tusinde tak for dine smil mens du læser med – det er fantastisk, hvis jeg kan lokke sådan et frem. Det gør mig glad! Og så også lige et tak, fordi jeg får sådan en fin placering blandt dine bookmarks – herligt 🙂
    Onlineshopping er min shoppefjende nummer 1 – jeg har indtil for et halvt år siden brugt stor mængder moneys i H&M’s webshop, men nu har jeg faktisk stoppet det helt – altså H&M-netshopping. Men det tvinger mig jo bare forbi butikken et par gange om måneden – og det er endnu mere farligt hehe!
    Jeg holder også altid udkig efter shoppingmuligheder, når jeg er på ferie hæhæ – vi slipper det aldrig! Stakkels dankort, får ikke en ærlig feriedag.
    Sov rigtig godt 😉
    KH

  35. Julie siger:

    Elsker elsker ELSKER din hudløse ærlighed. Din måde at dele hverdagens knapt så charmerende sider med os på, er jo fantastisk. Derudover er din skrivestil så fængende og humoristisk, at man kan blive glad af dine indlæg næsten uanset hvad de handler om. I dette tilfælde bliver jeg glad for at se, at jeg ikke er den eneste der har en ustyrlig shoppe-lyst i H&M. Way to go, Cathrine – jeg er KÆMPE fan!

Send en besked