Top

Top 4: Bedste pizza places på østkysten

21.09.2012
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Jeg har fuld tiltro til, at jeg har fundet en sikker top 4 over bedste pizzasteder på USA’s østkyst. Af den simple grund at jeg har ædt mig igennem USANDSYNLIGE mængder pizza på de 3,5 uge, jeg tourede rundt derovre med A. Jeg sætter selv pris på en ægte italiano-style pizza med tynd, sprød skorpe og helst fra en ægte pizzaovn. Alle stederne nedenfor er altså Italy-style pizza og ikke American-deep-pan-style pizzaer. Jeg håber, I kan bruge tipsene til noget – velbekomme!


På førstepladsen ligger Il Fornino (187 Bedford Avenue, Brooklyn). Det her var uden tvivl den bedste pizza, jeg fik på hele turen. Det er en lille, lang og smal restaurant og for enden af lokalet står 3-4 pizzabagere klædt i hvide jakker og med hat på hovedet. Ovnen er kæmpestor, og mens du sidder og spiser kan du sidde og se den ene boblende pizza efter den anden komme ud. Det er en ægte trækulsovn, og bundene på pizzaen smagte, som noget jeg ALDRIG har fået før.
Jeg fik en pizza med parmaskinke og rucola. Oh my lord, spiste vist rub og stub. Ægte thin crust italiano pizza i New York. Der er ikke mange pladser, så kom enten tidligt eller efter kl. 21.30 som vi gjorde – eller book et bord.


På andenpladsen: Det siges at New Haven er pizzaens navle i USA – de har mange stolte og lange traditioner inden for pizzabagning. Apparently. I byens Little Italy-område vil den ene pizzamand dukke op efter den anden. Men vi tog på den mest anbefalede af dem alle; Frank Pepe (157 Wooster Street,  New Haven). Stedet er etableret i 1925 og er til dags dato stadig familiedrevet. Der er kø foran stedet ALTID, så væbn jer med tålmodighed. Men nyd synet af den største pizzaovn, jeg i hvert fald nogensinde har set, når I træder ind ad døren. Hvis I spørger A, så skulle Pepes havne på en førsteplads.

På tredjepladsen finder vi en lille hyggelig pizzakrog i Boston, The Upper Crust (20 Charles Street). Stedet er meget velbesøgt, især for deres frokost-slices, som vi fik. Helt tynde, fine og til en ok pris. Midt i rummet står et lang bord, hvor børn sidder og tegner, studerende sidder og læser og spiser og businessmænd holder møder over et godt stykke pizza. Vi valgte dog at tage pizzaen under armene og gå over i Boston Commons – den fineste park i hjertet af byen – den nåede dog at blive kold, pizzaen, på den tur – måske man skulle have bestilt en hel pizza, så den ikke så hurtigt blev afkølet?

Fjerdepladsen er lidt en skør én, for vi fik faktisk aldrig spist der! De tager nemlig ikke dankort, og vi havde ikke lige 12-15 dollars til en pizza. MEN. Hver gang vi gik forbi John’s Pizzeria (278 Bleecker Street, New York) var der kø! Pizzastedet er flere kendtes favoritsted, og det lever de højt på. Indenfor er væggene klistrede til med den ene pizzabager efter den anden der poserer med en kendis. Så selv om vi ikke var der inde – eller jo vi nåede at sætte os ved et bord, indtil vi fandt ud af, de ikke tog Visakort, så antager vi, at stedet må være i orden, siden køen er evigt lang.

 

… Jeg har også en burger-guide til jer i weekenden, og så laver jeg også to madguides til; en med mega god mad (som ikke er pizza/burger), og en hvor maden ikke er synderligt god, men hvor stedet er en oplevelse!

5 kommentarer

  1. Sikke en god guide, og fedt der kommer flere:)

  2. Laura G. siger:

    Jeg er ked af at sige det, men I har vist stadig NYC’s bedste pizza til gode: Grimaldi’s (http://grimaldisnyc.com/)! Den findes vist tre steder i New York, hvor den originale ligger i Brooklyn. Vi var forbi en aften, men efter at have spurgt ham der stod forrest i køen, hvor lang tid han havde ventet, så droppede vi det (1 1/2 time). Det siges at Frank Sinatra fik fløjet pizza ind fra Grimaldi’s når han var i Las Vegas!
    Da der var for lang kø i Brooklyn, tog vi istedet til Manhattan, hvor vi smagte den bedste pizza nogensinde! Den var virkelig god, sprød og lækker – ville tage til NYC bare for at få den pizza igen.
    Det jeg vil sige, er altså bare, at I slet ikke er færdig med NYC (og pizza for den sags skyld) 😉

  3. Cathrine Nissen siger:

    Fedest Sine, at du kan lide den! Tak 🙂

  4. Cathrine Nissen siger:

    NEJ HVORDAN KAN VI UNDGÅ AT HØRE OM THE PLACE TO EAT PIZZA?? Nøj jeg gad gerne have smagt Sinatras pizza – men så må vi tilbage. Den vil jeg glæde mig til Laura, tak for tippet 🙂 KH

  5. Laura G. siger:

    Det er også en god undskyldning for at tage tilbage til NYC 😉

Send en besked