Top

Vores nye hjem: Ihærdighed betaler sig

01.09.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Det vil jeg heller skrive, end at jeg decideret har stalket, haha! I huskøb og -krig (sådan kan det her marked føles) så gælder alle kneb. Det siger jeg i hvert fald også til alle de veninder, jeg har, som leder efter et nyt hjem. “Man skal sgu være lidt fræk”.

Og det føler jeg lidt, jeg var med det hus, vi har købt. Mens jeg glæder mig til at dele flere billeder derfra, så væbner jeg mig med tålmodighed, og så kan jeg til gengæld dele den rejse, det var at købe det.

Sedlernes magi

Det var dem, der virkede. Ooog en god dosis gåpåmod. For to gange har vi været ude med sedler; ét sted i Valby og ét sted på Frederiksberg. Sidsnævnte traskede jeg selv tynd en varm augustdag for anden gang. Samme seddel som sidst. Men nu havde vi tilføjet en lille håndskrevet note. Et hundrede sedler, hvor vi sirligt (-ish, man bliver lidt træt omkring side 30) havde tilskrevet, at vi altså stadig ledte og lige nøjagtigt var blevet valgt fra på et andet hus i området. Og en smiley og et “KH”.

Og så var der faktisk en af jer, som var så fantastisk sød at skrive; “tak for seddel… Nu så jeg, at der var fremvisninger ovre i huset… “

Huset. Jeg havde godt set, at hækken trængte… Så ved lidt fiksfakseri fandt jeg frem til ejeren. Og så skrev jeg til vedkommende på instagram. Hvordan kontakter man ellers folk nu til dags? … Men der var ikke lige hul igennem! Fordømte lille lomme man kan ligge forputtet i på IG, når man ikke lige kender hinanden. Så dagen efter greb jeg tyren ved bollerne, som man siger, og fandt en mail. Og så gik jeg igang med at forfatte.

Uden at lyde for meget, men alligevel oprigtigt interesserede. Skruede lidt ned for desparationen og op for charmen. Og så tog vi ellers til Hundested hele dagen (den dag, jeg var af sted med Visit Nordsjælland). Og det blev frokost, og det blev eftermiddagsiskaffetid. Og så fik jeg en kort mail tilbage; “ring” efterfulgt af et telefonnummer. Og jeg skal sige jer en ting, det er meget sært, men jeg har en, jeg vil næsten kalde det en angst for at tale i telefon med folk, jeg ikke kender. Det er så irriterende og temmelig begrænsende, men jeg bryder mig virkelig ikke om det. Men man kan sgu da ikke stall’e der, hvad?

Så vi nød Hundested, fik Eddie ind i bilen, som faldt i søvn og så kunne vi bære ham ind i seng. Og henad 20.00 samme aften kunne jeg så ringe op. Jeg gik ud i haven og hev ukrudt op – det hjælper mig, hvis jeg laver noget med hænderne imens. Og jeg fik fat på sælger, som var SÅ sød. Den rareste, milde stemme… Hun fortalte om deres boligjagt, hvordan de selv havde oplevet, hvor hårdt det var for familien og følelserne. Men det lød også som om, det var for sent. De havde haft to fremvisninger og fået et bud, og de forventede sig et til. Og så gik telefonen DØD.

….

Der gik tyve minutter, og jeg nåede ind og sidde i sofaen og fortalte Adam om det hele, hvordan det nok var for sent. Og æv… Men da hun ringede op igen, åbnede sig en mulighed. De havde en, der kunne vise huset frem, mens de var på ferie. Så ville de gerne vente på os. FEDT! Jeg lovede at vende tilbage, om vi oprigtigt var interesserede, nu vi også havde hørt pris. Men vi var selvfølgelig klar! Selvfølgelig! Tænk, hvis det var chancen. Og så skrev vi tilbage; “hvordan får vi fat på jeres makker?”.

Men makker var på ferie, viste det sig! Så… Hvis vi skulle nå med, hvis vi ville se det, så var det i aften! Og der var klokken efterhånden 22.00. Men altså. Vi sad i Rågeleje. Med et sovende barn.

Men det var chancen. “Du må sgu gøre det!” Adam, altså. Det er ham, der skal overbevises! Jeg var solgt, just by the look, den dag jeg spottede navn på postkassen! Så han trillede af sted.

Lige omtrent lidt i 23 stod han på Frederiksberg. Og aftalen var så, at han han skulle FaceTime mig. Og på den led fik vi en rundvisning af sælger, midt i tusmørket i skæret fra en iPhone. Og han var skidesød, sælger. Han viste haven, og jeg sad i den anden med røven i sofaen i Rågeleje og følte, jeg var på første date med en, jeg allerede var helt betaget af. Ingen grund til at charme. “Og undskyld for flytterod”, men det havde jeg slet ikke øjne for. Jeg var head over heels.

Efter en god halv times tid trillede Adam igen mod Rågeleje. Og han ringede med det samme, som han satte sig ind; “hvad tænker du?”. Og trods den lange dag og trætheden til følge, var vi helt, så vi knitrede. “Der skal laves lidt”. “Og det var lidt svært at se…”

Og om natten sov vi slet ikke. Helt ligesom efter en vidunderlig vellykket første date. Det gjorde Eddie i øvrigt heller ikke, så da solen stod op igen, var vi helt vinde og skæve. Og i den tilstand kan man udemærket byde på et hus på sms. Så det gjorde vi. Og vi fik en sms tilbage, vi skulle lige lidt højere op. Og vi tænkte så det bragede og ringede til min far (vores hus-supportlinje). Vi måtte byde os til igen. Så vi mødte deres pris, og så måtte vi væbne os med tålmodighed. Både fordi de nu var smuttet på sommerferie og langt uden for almindelig forbindelse. Og også fordi de jo stod med andre bud og skulle afveje dem.

Og jeg skrev som det sidste; “Det er det eneste sted, vi har oplevet, hvor vi er villige til at lade vores elskede sommerhus gå for”. Og så et god ferie.

Det blev lørdag. Det blev søndag. Det blev mandag. Mandag eftermiddag måtte jeg sende en sms, “havde de mon tænkt lidt?”

“Har I ikke hørt fra mægler? Huset er jeres!”

Og lige der. På Fredensborg Kongevej på vej til min mor for at spise aftensmad, så havde vi købt et hus. Uden om markedet, uden om mægler, uden jeg havde set det, uden forbehold. Og som den vildeste forløsning på 1,5 års søgning, så kom der et hulk helt nede fra det dybeste hul i halsen, og den kraft fik mine øjne til flyde over.

Hold op en lettelse. Og SÅDAN en usædvanlig proces. SMS-bud, fremvisning ved midnatstide. Vi har vitterligt prøvet det hele efterhånden.

Og vi nåede lige at blive lidt nervøse, da mægleren, som skulle rigtiggøre handlen, lod vente på sig. Han var kommet på til at udforme købsaftaler, og han syntes, vi skulle have et advokatforbehold ind. Vi havde trods alt ikke set tilstandsrapporten endnu – I know!! Det var så ulig os, helt Bonanza og temmelig cowboy. Men det var drømmehuset, og vi kendte området, og husene er sunde. Vi fandt den største isklump i maven og holdte ved den.

Og på den måde landede vores drømmehjem. Det tog over halvandet år, omkring syv købsaftaler. At stå uden vores lejlighed og uden noget at flytte over i. Nogle måneder i sommerhus som mellemstation – og et muligt salg af det i øvrigt. En masser kilometer frem og tilbage. Men vi kommer dertil. Og hver gang jeg er i huset, så kribler og krabler det i mig. For jo, jeg har sørme set det siden, hehe… En uges tid efter købsaftalen kom på plads, så var jeg ude og se det. Og jeg var fuldstændig ligeså betaget.

Og mens jeg gik rundt med stjerner i øjnene og gentog for Eddie, at det var hans barndomshjem, gik Adam og fik galopperede hjertebanken. For han kunne ikke helt huske, hvor træt huset egentlig var. Hvor jeg ser muligheder, så ser han støv og rod i lange baner. For huset er træt. Det skal friskes op, men rammerne; fantastiske. Energien i huset. SÅ kærlig. Og jeg føler mig heldig. Fuldstændig ligeså heldig, som da vi købte vores lejlighed i sin tid på den dejligste vej på Frederiksberg. Ligeså heldig som da vi købte sommerhuset, som er det mest magiske sted, jeg har været. Og nu; ligeså heldige er vi med vores base. Rammen om det hele. Og jeg glæder mig så uendeligt til stå med nøglerne i hånden.

19 kommentarer

  1. Anne Kathrine siger:

    Ej hvor er det vildt! Det kan altså noget, det der med at gøre noget andet end man plejer. Tak for fortællingen, jeg bliver fristet til at tænke på hvor i mit liv jeg skal finde lidt ekstra mod frem.

    1. Malene siger:

      Samme her! Har også tænkt tanken med sedler, men er ikke kommet af sted endnu 🙈. Men hvad er der egentlig at tabe? … Held og lykke med drømmehuset til jer begge!

      1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

        YES! Gå ud og erobre! Boliger, jobs, nye venskaber 😀 Man skal ikke holde sig tilbage, har jeg just lært, så vinder man ikke det store spil! KH

  2. Trine siger:

    Ej okay tuder lidt over jeres rejse og jeres målscore der, boligjagt er benhård især når man pludselig er familie, der er SÅ mange brikker der skal falde på plads, men det gør det til sidst ikke, på fineste ufine vis😭♥️ tillykke!

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Åhr, Trine! Mig med, da! Det var så vild en forløsning. Og du har helt ret, stakes are high, når man er en familie og skal få alt til at hænge sammen! KH

  3. Cecilie siger:

    Det lyder lidt som vores historie, da vi købte vores elskede andelslejlighed.
    Jeg var ude og spise med min bror, da sælger ringede og sagde, at NU kunne vi komme og se den, inden de tog på ferie, selvom de godt nok havde nogle naboer til middag. Så vi løb derover, min kæreste med på FaceTime og endte så med at aftale handlen på stedet.
    For lige at gøre det hele endnu mere overraskende og forvirrende var det endda Trine Dyrholm, der åbnede døren, da vi bankede på 😀

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Nej hvor pudsigt! Men så sejt, nogen gange må man sgu vove pelsen! GODT I gjorde det! KH

  4. Årh altså – hvor er det altså fedt. Det er en solstrålehistorie, der kan fortælles igen og igen 😀

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Og den bliver kun mere forpustet og ilter, når den gør. Det var et ræs, mand, haha! KH

  5. Astrid siger:

    Sedler er vejen
    Forleden, da jeg åbnede vores postkasse, lå der det sødeste håndskrevne brev i fra en lille familie, der beskrev hvordan de var fuldstændig forelskede i vires hus,og klar til at købe, hvis vi ville sælge. Så sødt og smigrende❤️
    Vi har ingen planer om at sælge pt, men havde vi haft overvejelser om det, ville vi ikke have tøvet.

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Det virker altså! Det kan jo være I pludselig står i situationen, hvor det giver mening. Og om ikke andet er det et kæmpe kompliment. KH

  6. Vibeke siger:

    Stort tillykke!
    Godt tip: behold for Guds skyld de fantastiske vinduer! Det ødelægger fuldstændigt de fantastiske, gamle huse med nye, Velux vinduer😝

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Kunne ikke drømme om at fjerne dem – har netop ledt efter noget med orignale vinduer 😉 KH

  7. Sarah siger:

    Det kan virkelig noget at sende alt sin kærlige og nysgerrige energi ud! Min mand og jeg gik også et område tyndt engang med sedler i jagten på bolig. Billede på og det hele. Haha! Vi havde brug for at gøre noget andet end det, vi allerede havde gjort. Vi endte ikke i det område – men derimod 250 m fra havet, med en god cykeltur til Aarhus C, i det skønneste hus, som vi selv har renoveret, selv er ved at lave tilbygning til helt fra bunden – og vi ELSKER hvor vi bor, og at vores børn vokser op lige hér. Så den gode energi fra sedlerne kom tilbage til os! Det er jeg sikker på. 😉 Pøj pøj til jer.

  8. Alberte siger:

    Tillykke med huset! Havde de det i skuffen hos en mægler eller hvordan havde de andre købere fundet det?

    1. Cathrine Widunok Wichmand siger:

      Nej den var aldrig ude nogen steder, det var WOM 🙂 KH

      1. Alberte Katrine Schmidt siger:

        WOM? 😅

  9. Alberte siger:

    NVM ☺️

  10. Julie siger:

    Kæmpe tillykke altså. Vi har også lige købt hus på Frederiksberg – det er så dejligt et område i København.

Send en besked