Top

Vuggestuestart: “Jeg sagde det jo!”

10.06.2020
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

Jeg havde ærligt glædet mig til, at Eddie skulle starte i vuggestue i marts. Vi var helt sikkert nået dertil, hvor vi glædede os til struktur i hverdagen, til at have et mønster og for mit eget vedkommende, at jeg skulle have koncentreret arbejdstid, hver dag.

Kort fortalt, fik vi vuggestueplads i august 2019, og der takkede vi nej. Vi syntes begge han var for lille, ti måneder, selv om det er ganske almindeligt starttidspunkt herhjemme. Så vi satte ny behovsdato – stadig ikke klar. Jeg havde Eddie hjemme tre dage, og så havde vi en babysitter og en bedsteforælder en halv dag hver om ugen, sådan ca. Da jeg omkring januar begyndte at kigge efter institutioner, så var der ikke plads nogen steder. Og dér hvor vi havde fået garantiplads fra kommunens side, der ønskede vi ikke Eddie skulle være, efter jeg havde været på besøg.

Ved rent held taler jeg med en veninde, som har fået plads i en lille privat institution, og samtidigt også i den offentlige, som var drømmepladsen. Så vi kunne jo prøve at ringe… Jeg ringede med det samme, besøgte den lille vuggestue. 12 børn, 4 voksne. Det var lige os. Vi kunne starte op i marts.

Klar, parat… Lockdown!

Da vi nåede dertil, så føltes det helt anderledes i maven end i august. Eddie gik så fint, sagde fra og til, sådan agtigt. Han var et barn og ikke længere end baby at aflevere. Vi nåede lige akkurat 8 dage i vuggestue, hvor Adam kørte ind – og så kom lockdown. Og så havde vi mange gode uger hjemme, hvor Eddie blev det større og sig selv. Og et par uger efter lockdown, da vuggestuen lige var kommet igang igen, så startede vi. Og det var forfra på indkøring. Min tur.

Kors, han var ked af det. Jeg var ret bekymret for, om de nu kunne give ham omsorg og nærhed, nu alt skulle sprittes af og social distancing osv. Men de var ligesom inddelt i mindre grupper, og det føltes faktisk ret optimalt at starte op sådan. Især for et lille menneske som Eddie. Jeg sagde allerede på første dag, at Eddie bliver overvældet af mange megen larm og mange mennesker. Han er en følsom lille sjæl men meget kærlig (og temmelig bisset, helt som han skal være). Og jeg følte mig lidt curling-træls, “mit barn er altså specielt”, det var ikke min hensigt, men blot lidt info – de skal jo lære et helt nyt, lille komplekst menneske at kende på rekordtid.

De første to dage skulle jeg være med i vuggestuen. På dag 3 skulle jeg gå. En halv time. Og dag 4 ligeså. Men på dag 4 kom vi lige 5 minutter over mødetid, og overleveringen blev så forhastet, Eddie skreg, og jeg fik ikke fat i, hvor længe jeg skulle være væk. Og jeg havde på ingen måde lyst til at være væk fra ham. “Det er så almindeligt!” – det siger alle. Men jeg kan ikke lade være at tænke, at det jo ikke gør det bedre? Vi har måske bare accepteret vores børns gråd som en naturlig reaktion, nærmest som om det er sundt, at de reagerer som alle andre? Men i virkeligheden kalder de jo med alt de kan på os forældre, og vi er der ikke. Jeg må altså bare sige, at jeg har følt det, som om jeg har svigtet ham. Og det hjælper mig ikke, at “han jo stopper med at græde, så snart du er gået” – fordi han måske indser, at det ikke nytter? At jeg ikke hører ham… At han simpelthen lukker ned for en lille følelse af svigt inde i ham? Av mit hjerte.

Så jeg blev stående lige uden for døren, indtil en pædagog gik forbi og sagde – “kom igen klokken 11.00”. Lige dér stod jeg i min allerførste situation nogensinde, hvor jeg følte behov for at sige fra på vegne af mit barn. Jeg tog mig mod til og sagde at den overlevering havde været for hård og hurtig. Der var ikke nogen, der skulle tage et grædende barn fra min arm og gå med ham. Han skulle have lov at finde sig selv i mine arme, for så at blive klar til at skulle ind til de andre børn… Det er jo stadig nyt!

Den største udfordring ved vuggestuestart

Det har faktisk været det allersværeste; 1) at passe på sit barn og forsøge at give sit barn den bedste start med masser af tid og ro – og så samtidig passe ind i en institutions rytmer, som jo tager hensyn til flere børn. Det er mega svært! Jeg har fra start sagt, at jeg har alverdens tid. Ingen hurtig indkøring. Men omvendt har de også en rutine og rytme. Men kan man køre alle børn ens ind, når ikke alle børn er ens?

Det er en helt vildt skøn institution. Og også både mit og Eddies første møde med andre voksne mennesker, end dem i hans familie. Nogen der kender ham og elsker ham. Det har været ret specielt. Også for mig i det møde at erfare, at jeg ægte kender mit barn godt. Det gør man bare! Der gik 14 dage, og så sagde en af pædagogerne, at han tit blev overvældet ved larm og gang i den og var meget observerende. Well, I told you! Hehe… På en anden måde, har det føltes lidt som en verificering, jeg egentlig ikke burde have behov for, men altså det her forældreskab, ved nogen af os egentlig, hvad vi laver? Men at opleve, at de ser præcis det barn, jeg gør. At min fornemmelse for ham og hans væsen – det ser de også. Og det er også bare vigtigt for, at de kan hjælpe ham bedst muligt i vuggestuen.

Nu er han der ca. 9-14.30, nogen gange kortere, mandag-torsdag. Fredag er min hjemmedag med ham, og det tager jeg som et kæmpe privilegium. Vi kan tage i zoo. På barselsbesøg. Finde en legeplads. Holde lang weekend.

Savnet

Men han græder altså stadig de fleste dage ved aflevering. Det gør han. Og det gør ondt. Jeg prøver ikke at være overglad og smilende og HAI HAIiii-agtig i mit eget behov for at prøve at lette stemningen, for jeg vil gerne prøve at møde ham i hans lille hjertesorg. Selv om han skal i vuggestue. Jeg har stadig svært ved at æde præmissen om, at det er heeelt normalt at de græder – i hvert fald ikke som noget, jeg kan sige til mig selv som trøst. For det er ikke en trøst for mig. Han græder, fordi det er hans sprog, og han siger; don’t go. Og selv om jeg ikke imødekommer det, så er jeg ret bevidst om det. Men jeg må jo også indrømme, at jeg synes det er skidedejligt, at jeg kan koncentrere mig om mit arbejde i en fem timers tid, og så hente ham igen. Jeg S.A.V.N.E.R ham.

Skulle vi have ventet længere? Eddie endte med at være 1,5 år, før han rigtig startede. Hm, jeg ved at meget pædagogisk forskning siger vuggestuestart ved 2 år, før er det ikke barnets behov med ‘socialisering’ med andre børn. Jeg har også læst det som ‘anbringelse’ eller ‘opbevaring’ af vores børn før det. Jeg følger en hel del kritiske stemmer indenfor pædagogikken på instagram. Jeg synes, det har givet en mindre stresset hverdag, at han skal det samme sted hen hver dag. At han får en rolig hverdag på den måde, fremfor mordag her, babysitter der, bedsteforælder der og så mor igen. Jeg er glad for, at jeg kan give ham korte dage. Og jeg har også set hans glæde dernede. Han har også glade øjeblikke, som jeg overværer. I dag har de sendt et billede, hvor en af pigerne holder ham i hånden. Skidefint altså.

Han sover som en sten om aftenen. Der er tryk på, for det lille hoved. Lille elskling. Det er min opgave, først og fremmest at passe på dig. Systemet skal i anden række.

Hvor søger jeg pædagogisk viden?

Hvis I er nysgerrige på, hvor jeg søger inputs, sparring og viden om pædagogik, så kan jeg anbefale at følge Blackbird Institute, Familie uden filter, Homeboybabyjazz, Jozefina Skovgaard, Kulturkritisk Forum og Børnetanker på instagram, hvis I er nysgerrige på, hvem der inspirerer mig omkring børnelivet.

42 kommentarer

  1. Sissel siger:

    Det er et virkelig fint oplæg! Det vigtigste er at I gør hvad I mener er det rigtige for jer og for Eddie, i alle henseender og situationer. Såsom fx at sige fra over en forhastet aflevering, for den var tydeligvis ikke rigtig for nogen af jer.
    Som du selv skriver så er gråd en af de mange kommunikationsmåder børn har, inden det verbale sprog bliver det dominerende. Men det er også vigtigt at vide at gråd ikke nødvendigvis er det samme som at du svigter ham. Det kan også være hans måde at fortælle dig på at der er noget der er anderledes. Børn kan mærke på deres forældre om forældrene er trygge eller om de er pressede og det respondefer børn på, også uden de voksne altid selv er klar over det. Jeg tænker bare at hans gråd ikke alene bettder at han føler svigt fra dig – oftest er det også forbundet med et skift, der sker noget andet, han er stadig ved st lære og erfarer at vuggestuen er et trygt og sikkert sted. Derudover er der rigtig mange faktorer der spiller ind i en aflevering og som går forud for at aflevere sit barn. Bare fordi et barn græder er det ikke ensbetydende med at der er tsle om svigt – det er nemlig barnets måde at kommunikere på og det kan kan lige så vel betyde at her er noget der er anderledes – ikke dårligere- bare anderledes.
    Jeg er ikke i tvivl om at du gør det godt som mor, og du må ikke gå og bebrejde dig selv eller tænke negativt om at han reagerer med gråd ved aflevering.

    1. Lykke siger:

      Hej Sissel. Jeg bliver nysgerrig på din (faglige?) baggrund og dit udgangspunkt for viden om børns grund til gråd? 🙂 Kh

      1. Ida siger:

        Nogle gange betyder gråd også at ens kiks er gået i stykker og at man er helt ulykkelig over at den ikke kan laves igen. Man behøver ikke have en faglig begrundelse for at sige at man ikke har bedrevet omsorgssvigt hvis barnet græder.

    2. Cathrine siger:

      Jeg har også læst, at børns gråd betyder mange ting. Men du ved, som mor kan man godt mærke hvilken slags, det er. Det er så hårdt, for jeg kan høre, at han gerne vil mig. Men tak for omsorg. Vi har jo selv valgt, at hans kal i vuggestue, og på mange måder gør det ham også godt. Han griner, når jeg henter ham og har en fest. KH

  2. Mille siger:

    Bare nysgerrig – besøgte du/I den kæmpestore institution på HC Ørstedsvej mellem Amalievej og Kastanievej? Hvis ja, hvorfor blev det så ikke den? Er cyklet forbi mange gange og tænkt over, hvad der egentlig gemmer sig inde bag de farvede glasruder på facaden! 🙂

    1. Cathrine siger:

      Altså Børneambassaden? Ja der er vi skrevet op. Vi fik faktisk plads der, men syntes ikke Eddie var klar. Vi har nogle venner, som elsker den! Så vi håbede at få den tilbudt igen, desværre uden held. KH

      1. May siger:

        Det må næsten være Ellen og Sol? ☀️ Den mest fantastiske familie, havde Ellen på min stue da jeg var medhjælper. OMG ❤️

        1. Cathrine siger:

          Hehe, ja det er så. De dejligste dejligste børn. Vi Sol er kun lidt ældre end Eddie, så de kunne have haft meget sjov med hinanden. Men altså muligheden bød sig ikke. Sådan er det. Nu er vi et andet herligt sted! Kh

  3. Sarah siger:

    Det er ikke negativt at stille sig kritisk over for “sådan gør vi bare i Danmark”, når det kommer til vores børn og institutionalisering. Eller alt mulig andet for den sags skyld! At stille sig undrende, nysgerrig og spørgende er en gave – men desværre ved jeg også fra erfaringer som virksomhedsantropolog, at vores kultur i ringe grad rummer kritiske og nysgerrige perspektiver. Vi kunne blive klogere sammen, udvikle os og ændre vores organisering til noget mere meningsfuldt. Kritisk nysgerrighed må vi stå ved.

    Og vi må stå ved, at vi som forældre kender vores børn bedst. Det skal du holde fast i. Og du skal holde fast i din mavefornemmelse, den slår ikke fejl, selvom vi opdrager hinanden til at rette ind i stedet for at lytte til os selv. Jeg er også mor. Til en 3-årig, der gik i VS, og nu går i BH tre dage om ugen. Til en 1-årig, som vi har valgt at holde hjemme indtil børnehavealderen. Fordi det er rigtige for os og vores lille familie. Uanset hvad vi vælger, hvor meget vi arbejder, hvor meget børnene er i institution eller hjemme, så skal vi ALTID tale på vores børns vegne. Selvom det er umådeligt svært, når man hele tiden mødes af en kultur, en institutionalisering og et arbejdsmarked, der vil have os alle i samme retning.

    Hvis jeg var dig, ville jeg ikke acceptere “han stopper, når du er gået”. Jeg synes, det er én af det største fejlfortolkninger af børns behov. Hvis hele “rummet” mellem forældre, pædagoger og institution lagde op til et reelt samarbejde, en nysgerrighed og åbenhed, hvis din gigantiske viden som forældre til dit eget barn vitterligt blev taget for det vigtigste overhovedet, ville pædagogerne gå i meget mere dialog. Måske de ikke har tid. Måske “han stopper, når du er gået” bare er blevet deres kulturelle virkelighed. Men det gør det altså slet ikke ok i min optik. Så lyt til dig selv, jeg er sikker på, at I sagtens kan få det vendt, hvis hele tilgangen bliver ændret – ud fra hvad I som forældre ser.

    1. Tina siger:

      Jeg synes bare, det er vigtigt, at man også husker, at børn er 100% i nuet, og i den alder kun kan rumme en følelse ad gangen. Så et barn kan faktisk godt være rigtig ked af det i det øjeblik, det bliver afleveret – og så have skiftet komplet humør 5 min senere, når det har opdaget et spændende stykke legetøj eller fået et jordbær osv.

      Er bestemt enig i, at man skal følge sin mavefornemmelse osv, og der skal være tid og ro til
      afskeden, men lige den med gråden, skal man som voksen også passe på med ikke at overføre sine egne følelser på. Har set børn, som elsker deres vuggestue eller børnehave og ikke vil med hjem, når de bliver hentet, men alligevel græder ofte i adskillelsesøjeblikket.

      Mit barn kan også i perioder græde, når han skal afleveres til sine bedsteforældre fx, selvom han elsker at være der og er totalt trygge ved dem. Og der ville jeg jo aldrig sige: “Så er det nok ikke godt for ham/jeg svigter ham” osv

      1. Cathrine siger:

        Også et fint perspektiv du har Tina. Tak! Jeg ved også, at Eddies humør skifter på nærmest sekunder herhjemme. KH

      2. Sarah siger:

        Hej Tina, det er egentlig langt fra dét, mit skriv handler om, men måske jeg har formuleret mig uklart, eller måske du læser noget andet ind i det. Jeg snakker ikke om enkeltstående tilfælde, hvor ens barn reagerer med gråd. Det gør børn jo i alle mulige tilfælde, og det kan man jo altid lære af – og nogle gange er det bare den følelse, de har – men vi kan i særlig grad lære af de situationer, hvor vi som forældre fornemmer, at noget er “off”. Det må og skal vi reagere på – i min optik i hvert fald.

        Jeg kan ikke – hverken fagligt eller personligt – understøtte en kulturel fortælling om at “det er normalt at børn græder ved aflevering, og de bliver hurtigt glade igen” – eller “forældre skal passe på med at lægge deres egne følelser over i barnet, så det begynder at græde”. Kulturelt hænger de her fortællinger også sammen med vores børnesyn og vores arbejdsmarked. Det er jo enormt nuanceret – men jeg vil altid argumentere for, at hvis man som forældre oplever, at ens barn reagerer, og det ikke er meningsfuldt for én, så er det ikke farligt at tage dialogen, selvom det hurtigt opfattes som kritik. Det har jeg været vidne til i mange organisationer – også institutioner – at det er meget svært at skabe lydhørhed over for “kritisk nysgerrighed”, når det kommer til vores kulturelle bias. En kulturel fortælling er ikke hensigtsmæssig blot fordi noget “altid” har været sådan. Og det skal vi udfordre – eller jeg skal i hvert fald. 😉
        Kh Sarah

    2. Cathrine siger:

      Dejlige, omsorgsfulde ord Sarah. Tak for opbakning! Det er faktisk også noget jeg hører fra alle mulige andre. Bedsteforældre osv. “Det gør de jo bare”. Og det har jeg bare svært ved at acceptere som præmis.
      Jeg er helt vildt stolt af, at jeg nu virkelig hviler i min kæmpe viden omkring mit barn – jeg kender ham ÆGTE. Det vidste jeg jo godt, men det er bare blevet bekræftet i mødet med andre mennesker. Det er sgu bare rent og fint, synes jeg.
      Der er helt sikkert en kæmpe viden gemt i forældre, som måske har svært ved at nå op på bordet. Det er sådan en skam. Dejligt I har fundet en god løsning for jer! Jeg tror virkelig den gode voksenrelation er alfa og omega. KH

  4. Anna siger:

    Shit, jeg forstår godt, du synes, det er hårdt ❤️ Men rigtig fedt, du er ærlig omkring det. Jeg tror mange forældre, vil kunne genkende det, du skriver.
    Nu er det jo stadig nyt, og det lyder som et skønt sted, I har fundet, så forhåbentlig vil I snart være glade og trygge i det alle sammen.
    Jeg er sikker på, du har haft det med i dine overvejelser, men man kan jo også finde helt fantastiske private passere, der er uddannede pædagoger med de samme tre børn på samme alder osv.
    Vi har en skøn en på Frederiksberg, og selv om vi fik plads i drømmevuggestuen, måtte jeg rykke vores dreng tilbage, fordi han bare trivedes sindssygt godt med Den tryghed, ro og kærlighed, han fik hos hende.
    Vi har endnu ikke haft en aflevering med tårer eller gråd 7-9-13, heller ikke ifbm. første indkøring og anden indkøring efter corona, og jeg tvivler egentlig på, hun ville tage imod dem, hvis det var.
    Jeg har derfor heller aldrig prøvet at have ondt i maven over at aflevere.
    Jeg tror ikke på, det ene er bedre end det andet, og jeg tror, mødre kender deres børn bedst – og derfor vælger bedst for dem ❤️
    Men jeg vil slå et slag for, at indkøring/aflevering ikke behøver involvere tårer, og jeg synes, det er helt rigtigt og Megasejt af dig, du siger fra, hvis du ikke føler, det foregår i Eddies tempo.

    1. Cathrine siger:

      Hvor er det godt, I mærkede efter og rykkede jeres dreng tilbage Anna.
      Det er bare hårdt. – synes jeg. Men jeg kan også sagtens se nogle glæder for ham dernede. Han gik og holdte en af pigerne i hånden. Sørme sødt! Og en af pigerne kommer ud hver morgen og siger hej Eddiiiie! Altså <3 Pædagogerne er søde og rolige! Kh

  5. Anja siger:

    I vores skønne institution er vi forældre opdraget til ikke at “smile stort” og sige “hej hej” (med overglad stemme), men i stedet rummet barnet følelser, fortælle det er ok at være ked af det lige nu, men at mor/far kommer igen og at XX passer rigtig godt på dig i mens. Det tror jeg selv på har været medvirkende til, at vores dreng i dag (han er 3,5 år) stort set altid er nem at aflevere. Tilgengæld har jeg en ældre datter, hvor der netop er praktiseret det anden metode (overdrevent glad lidt anspændt mor/far der febrilsk vinker farvel, mens de holder følelserne inde) og hun er først her som næsten 8 årig, ved at være tilpas i afleveringssituationer.

    1. Cathrine siger:

      Det er bare helt vildt fint og vigtigt! Tak for input Anja, det er præcis dét, jeg prøver at praktisere. Vigtigt! KH

  6. Lea siger:

    Hejsa 🙂 ift. at hente viden med et psykologisk islæt kan jeg varmt anbefale profilen @vorestilknytning på Instagram, hvor Rikke – uddannet psykolog – kommer med spiselige og lærerige, faglige inputs om relationer og tilknytning samt et indblik i en hverdag med børn og alt hvad det indebærer. Tak for en skøn blog, i øvrigt. Kh

    1. Cathrine siger:

      Tak Lea, jeg kigger ind til Rikke. Jeg søger altid ny inspiration! KH

  7. Maria siger:

    Tak for at igen dele så sårbart og ærligt. I forhold til indkøring (generelt i institioner) tænker jeg, at der fokuseres for lidt på tilknytning og for meget på tid/struktur. Jeg har oplevet samme fremgangsmåde med indkøring i de mange institioner, som jeg har arbejdet i og kender til. Min holdning er, at et lille barn ikke kan knytte et bånd til en anden omsorgsperson på 3 dage, og være tryg ved det at blive afleveret I vedkommendes favn. Mette Carendi skriver også om vigtigheden af tilknytning og indkøring i sin bog “Tænd for forbindelsen”. Min bror har også netop skrevet en opgave på kandidaten på psykologi om overgangen fra hjem til induktion, og her lander kritikken på pædagoguddannelsen, der ikke har tilknytningspsykologi som et obligatorisk fag (men som valgfag). Jeg tænker blot, om indkøring ville se anderledes ud, hvis vi tog udgangspunkt i det specifikke barn og tilknytningspsykologi.

    1. Cathrine siger:

      Sindssygt spændende fagligt input, Maria. Tusinde tak fordi du deler. Min egen mavefornemmelse sagde også, at jeg skulle blive længere, at han ikke var klar. Men jeg kan jo også godt se, at de i institutionerne har en daglig gang osv. som skal tilgodese de andre børn også. Det er bare så hamrende svært. Især når man går imod ens mavefornemmelse. KH

  8. Camilla siger:

    Tak for er rigtig fint indlæg, som sætter ord på mange af de tanker og følelser, som man kan have som forældre til børn som starter i vuggestue.
    Vi har selv tvillingepiger, som bliver 2 år i september. De er igen startet i vuggestue for 3 uger siden efter Corona. Vi var heldige at kunne gå hjemme med dem indtil de næsten var halvandet, fordi min mand og jeg begge gik ned i tid. Men de nåede lige at gå i vuggestue 1,5 måned, inden Corona. Vi havde en rigtig fin opstart dengang, men frygtede lidt hvordan den anden opstart ville være nu.
    Det er min mand, der har stået for opstarten i vuggestuen denne gang, og kan sagtens genkende hans bekymringer i det, som du skriver. Den allerførste dag var pædagogerne lidt for hurtige til at være klar til at tage imod pigerne. Selvom han gik med ind på legepladsen og synes at de havde aftalt på forhånd, at de lige skulle lege lidt sammen inden han gik. Men det havde de altså glemt igen. Så pigerne blev selvfølgelig kede af det, da han gik. Og så kom han hjem til mig og fortalte om det, og hvordan han et eller andet sted var frustreret over ikke at have sagt fra på deres vegne i situationen. Sådan har vi ikke lyst til at aflevere vores børn.
    Lang historie kort, han talte med pædagogerne om det, da han hentede dem. Og lige siden da, har de taget imod ham og pigerne på legepladsen med legetøj klar. Nogle dage tager det 15 min, andre dage 5 min før de er godt i gang med legen og han kan vinke farvel og gå. Og der har ikke været nogen gråd siden.
    Det er så vigtigt at mærke efter hvad der føles rigtigt for én selv og ens barn. Selvom man kan tænke, at de bruger meget tid på den aflevering, har jeg det også sådan at det må være bedre for dem ikke at skulle trøste to grædende børn. Hvis det ikke fungerer for vuggestuen og deres skema, har vi en forventning om at de må sige fra.

    1. Cathrine siger:

      Det er en super fin pointe at tage med, synes jeg. For jeg sagde det også lidt senere på dagen – og så var de bare så cool. Altså, de bliver jo, ligesom alle os andre i vores arbejde, vant til at gøre tingene på én måde. Og de var glade for, jeg sagde det, og så har der været mere ro på siden. Og vi er i øvrigt kommet i endnu bedre tid om morgenen. Der skal ingen stress og jag. KH

  9. Stina siger:

    Spændende at få et indblik i jeres vuggestuestart, Cathrine. Jeg har lige brug for at give et lidt andet slags input i debatten om institutionsstart. For mig at se er der lidt en diskurs i samfundet lige nu om, at vi skal aflevere vores børn så sent som muligt – altså omkring de der 1,5-2 år, som du også nævner. Forskning viser, at det ikke er børnenes behov.

    Det kan godt være, men jeg synes, at den diskurs er et problem, da det kan give os forældre dårlig samvittighed over at være en af dem, der afleverer tidligere – som om vi yder ‘vold’ på vores unger og bare accepterer tingenes struktur.

    Jeg synes, det vigtigste må være – som du også siger, Cathrine, at kigge på vores eget barn og se, hvad der passer det enkelte barn/familie. Men, selvom vi kender vores egne børn rigtigt godt, så kan vi altså også blive overraskede over, hvad der sker i mødet med andre mennesker. Og her har vi i vores familie valgt at lytte rigtigt meget til pædagogernes erfaringer, og de har vist sig at holde stik for vores barn.

    Konkret vores historie:

    Vi havde skrevet vores datter op til institutionsstart 1. april (hvor hun var 9,5 måneder) – vi kom fra Aarhus C., hvor der nærmest kun er vuggestuer, til en lille landsby, hvor dagplejere er normen. Så vi valgte at takke ja til en rigtig sød dagplejer – også fordi det lille nære miljø ville passe os og vores datter rigtig godt. Da vi valgte dagplejer, var vores datter lidt det stille barn i vores mødregruppe, så det virkede som et godt valg. Pga. Corona startede hun først midt april som 10 måneder, og her var hun nærmest et helt andet barn: hun kravlede på livet løs og var bare meget mere udadvendt, trods lockdown hvor vi nærmest ikke så andre mennesker.

    Vi havde regnet med indkøring på 3 uger, men pædagogerne anbefalede 1 uge for at hun hurtigt kom ind i og blev vant til den nye hverdag. Vi blev fortalt, at så længe mor og far var med i dagplejen, var det svært for barnet at forstå, at nu går jeg her.

    Vi valgte at give det en chance med mulighed for at gøre indkøringen længere, hvis det ikke virkede. Første dag var min mand og datter der sammen en time. Dag to gik han en halv times tid, da han kom tilbage, lagde hun nærmest ikke mærke til ham, hun havde så godt gang i legen. Dag tre det samme og fra dag fire sov hun lur der, og så har hun faktisk siden haft ‘fuld tid’ (ca. 8.30-15 hver dag).

    Ikke én gang har hun grædt ved aflevering. Hun er nærmere blevet sur ved afhentning, fordi hun havde gang i en god leg 🙂 Vi fik at vide, at når nyhedens interesse var aftaget, kunne hun måske blive ked af det. Men her to måneder efter start er det endnu ikke sket. Selvfølgelig har der været en reaktion på det nye i hendes liv – hun havde i starten nogle grådanfald om natten, hvor vi havde fokus på at være der og give hende trøst og tryghed. Men aldrig om dagen.

    Så jeg har ikke prøvet at gå fra et grædende barn, men mine tanker er, at måske stopper barnet med at græde, når forældrene går, fordi der er en sød og tryg pædagog, der formår at trøste? Det skal de jo også kunne gøre i løbet af dagen, hvor der uundgåeligt vil opstå gråd og vrede. Det har jeg i hvert fald tænkt i den periode, hvor jeg startede arbejde og min mand var på barsel: der har min datter også nogle gange grædt, når jeg tog afsted. Men jeg vidste, at hun var i en tryg favn. (ikke at det ikke var svært at gå, men de gange jeg forsøgte at komme tilbage, blev hun bare forvirret: jamen er du her eller er du her ikke?).

    Dagplejestart har været et hit i vores familie: Vores datter får masser af stimulans i løbet af dagen – noget, vi ikke ville kunne give hende på samme måde hver dag. Vi får opfyldt nogle andre behov på vores arbejde, og vi er så glade, når vi ser hende hver dag og tilbringer tid sammen om eftermiddagen/aftenen. Jeg oplever i hvert fald ikke forskningens ‘påstand’ om, at børn ikke har brug for andre børn i den alder. Selvfølgelig leger de ikke 100 procent på samme måde sammen, som de gør i en ældre alder, men jeg oplever min datter være meget interesseret i andre børn. Hun rækker ud efter dem, kradser dem, skriger lidt for at komme i kontakt haha, hun skal lige lære det.

    Så jeg håber bare, at det kan give et lidt andet input i debatten om institution – hvordan det også kan være, selvom man afleverer i en tidligere alder.

    1. Nanna siger:

      Må simpelthen udfordre dit perspektiv ift den dårlige samvittighed. Det er da enormt vigtigt at fokus på at vi institutionaliserer vores børn i en meget tidlig alder, og at eksperter påtaler at rent udviklingmæssigt så er det for tidligt. Den diskurs skal vel ikke ændres fordi at man som forældre får dårlig samvittighed over at handle imod hvad forskning siger? Det er jo så fint, hvis det fungerer for ens eget barn, men at tale imod forskning og føle at den er forkert fordi man får dårlig samvittighed af den lyder forkert i mine ører.

      1. Mette siger:

        Jeg synes, vi alle sammen gør det så godt vi kan – og vi vurderer alle sammen hvad der er bedst for os og vores børn. Det ved vi bedst hver især. Men jeg synes faktisk, der er masser af nuancer i forskningen som drukner i for eller imod. Fordi forskningen peger i flere retninger – som så meget andet kvalitativ forskning. Jeg synes fx at begrebet “naturlig” og “historisk” er vildledende, fordi der stort set aldrig er nogen, der har passet deres børn hjemme selv. Det betyder ikke, det ikke kan være det bedste for nogen/alle børn. Ligesom børns stressniveau i form af kortisolstigning faktisk er identisk i institution og hjemme. Det betyder heller ikke, at noget er rigtig eller forkert. Bare at der er mange nuancer. Læs evt den her artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kronik/vi-kan-sagtens-sende-boern-paa-10-maaneder-i-dagtilbud

        Og husk vi ved bedst om vores eget liv – så lad os give hinanden plads til at gøre mange forskellige liv

        Kh mor til en dreng i en kærlig og omsorgsfuld vuggestue

        1. Cathrine siger:

          Tak I tre for inputs. Jeg tænker både som Stina siger, at hvert barn er super forskelligt. Og så synes jeg, det er så vigtigt at alle mødre får at vide, at de skal stole på deres intuition og viden om eget barn. Man kender dem. Og så skal man selvfølgelig lade dem “overraske”, altså give plads til at ens barn kan blive udfordret, så de kan mærke, at det kan de også. Altså, når man sætter dem op til succes.

          Jeg har også læst mest forskning, som peger i retning af at små børn GENERELT bør være hjemme længere tid. Det ikke sagt, at jeg har læst alt. Og igen, der kender man jo sit barn. Men forskning er jo generelt baseret; på gennemsnit, sådan er det jo. Som jeg forstår, er det børn som flest – og så er der undtagelser. Så jeg tænker godt man kan tale ud fra det, selv om det måske giver dårlig samvittighed. Det gør jeg da lidt, når jeg godt ved, at det optimale var, at Eddie var hjemme med mig længere. Men man kender sit barn. Og så er forskning én ting og hverdag en anden ting. Nogle gange er vi jo også nødt til at gøre nogle ting, som vi egentlig godt ved ikke er det optimale, men that’s life….
          Som Nanna siger, så gør vi alle sammen det allerbedste vi kan for vores børn. KH

      2. Stina siger:

        Jeg siger ikke, at man skal negligere forskning. Men jeg kan godt være bekymret for, at nogen bliver ‘bange’ for at sende deres børn i institution inden 2 års-alderen, fordi vi hører forskere i tv, influencere som Cathrine og andre offentlige personer, undskyld mig, lidt male fanden på væggen over at sende i institution tidligere end 2 år.

        Jeg synes, der er en tendens til at blive meget beskyttende over for sine børn og bekymre sig måske unødigt på forhånd – og derfor ville jeg gerne give et input i den debat og sige, at vi har haft en rigtig dejlig institutionsstart uden gråd ved 10 måneders alderen.

        Kan heller ikke lade være med at tænke – men det er for helt egen regning – om ældre børn der først starter ved 1,5-2 år er blevet så knyttet til deres forældre (og vice versa), at det simpelthen er sværere at give slip? Det er ingen kritik, bare en tanke.

        Selvfølgelig er mor og far de vigtigste omsorgspersoner, men vi oplever simpelthen så stor en glæde ved, at vores datter fra helt lille også er blevet passet af bedsteforældre og babysitter – og nu af dagplejer. Sikke en gave at have så mange dedikerede voksne i sit liv – og det har nok også gjort det nemmere for især mig at give slip, fordi jeg havde prøvet det, før hun startede institution?

        1. Helene siger:

          Jeg er så enig, Stina!
          Vi har en pige på tre, der har startet i vuggestue to gange pga. flytning (første gang var hun ca. 9 mdr., anden gang ca. 14). Begge gange har vi kun oplevet en glad, oplivet, tryg pige, der gerne ville afleveres.
          Mit indtryk er, at pædagogerne er super kompetente til deres job og at de finder på sjove, stimulerende aktiviteter og tager sig tid til at give det enkelte barn den omsorg, det behøver og at børnene får rigtig meget ud af at se andre børn spise/synge/lege …
          Jeg synes, debatten lægger et voldsomt pres på arbejdende mødre (for det er vist stadig mødrene, der primært er tynget af dårlig samvittighed). Og i nogle tilfælde er det sikkert rigtigt for barn og mor at blive hjemme sammen – men i andre, som vores, er det helt rigtigt at børnene kommer afsted.
          Børn er heldigvis forskellige, ligesom forældre er det, og jeg synes det er vigtigt at sige, at vores generation altså for langt de flestes vedkommende blev passet i vuggestuer eller dagplejer fra 6 mdr (for så lang var barslen dengang), og tidligere har det været efter endnu kortere tid. De fleste af os er jo ikke traumatiserede af det. Så længe der er en omsorgsfuld person, der har øje for barnet, så tror jeg altså barnet har det ret fint.
          (Men selvfølgelig med indkøring, forbehold for børn med særlige behov osv. De skal jo føle sig trygge).

    2. Sofie siger:

      Jeg er enig i det med at møde andre børn! Vores søn har ingen familie hvor vi bor og derfor ingen søskende, fætre eller kusiner (eller venners børn) at lege med. Her under lockdown har han vitterligt kun set os! Han elsker andre børn, iagtager dem, “flirter” med dem og ja, leger “med” dem. Det er altid så udskældt at fordi børn i princippet først kan lege “sammen” med andre børn i børnehavealderen og ikke kun “ved siden af dem”, så er det åbenbart ubrugelig interaktion? Det er slet ikke min erfaring! I hans stue lærer de hinanden at sige lyde, de kan hinandens navne og de bliver glade, når de ser billeder af hinanden. En af pigerne har sågar kunnet mit navn siden hun var , hvad 16 mdr? De suger alt til sig og lærer SÅ meget af hinanden. Og ja, til tider får de et gok i nøden, fordi den anden leger med “deres” legetøj. Men for børn uden søskende, så synes jeg at de får SÅ meget godt interaktion i vuggestuen – og jeg er også dødtræt af den diskurs i samfundet om, at man yder vold og omsorgssvigt på børn, når de aflevere tidligt. Folk fatter virkelig ikke, at videnskab ikke er deterministisk! Forskning kan vise, at der er statistisk signifikans for at sige, at man *kan* få mere ud af at aflevere senere, men det betyder ikke, at ALLE får noget værre ud af at aflevere tidligere. Ville ønske at det var obligatorisk at lære at forstå statistik og den videnskablige metode – så mange tror, at en artikel kan gøre udslaget for, at alle børn bliver skadet. Jeg ser mange eksempler på adfærd som også er kraftigt anbefalet imod – fx skærmtid – men jeg himler ikke op om, at deres børn bliver skadet. Altså, hvor mange timer Gurli Gris bliver der ikke set i mange danske hjem? Det er som om, at det med institution, det er blevet fair game og noget, som er frit at kommentere på for alle. Ja, vi skal skabe de bedste rammer for vores børn, men vi skal også have nuancerne med og ikke male skræmmebilleder hele tiden.

      Og så skal vi altså have fjernet den opfattelse, at Danmark har en tidlig institutionsalder, det er det pureste vrøvl. Vi er tidlige i Norden, men vi har nogle af verdens bedste betingelser for det gode familieliv, men det er som om man kun vil snakke om, hvor forfærdeligt det hele er. Altså i resten af verdnen starter babyer jævnligt ved 6 ugers alderen, så det er et lille perspektiv. Alle hiver altid en undersøgelse op af hatten, der siger at danskerne har rekord i 0-2 årige i institution og så tror de, at det betyder at vi er de tidligste. Men nej, det betyder bare, at vi har så billige vuggestuer og så gode vilkår for moren at komme tilbage på arbejde, at de fleste vælger at komme tilbage inden for 2 år. Selvfølgelig “tvinges” nogen tilbage og det skal blive bedre at man selv tager det valg, men tror at det er et forkert billede at tro, at alle går rundt med dårlig samvittighed i maven over vuggestuer. Jeg gør ikke, ingen jeg kender gør.

  10. Nanna siger:

    Tak, tak, tak for dette indlæg.
    Jeg står overfor at skulle aflevere min datter i enten institution eller hos en privat passer, og jeg tænker meget over det. Hun er 20 måneder, men det synes jeg ikke er særlig gammelt, når det kommer til at blive adskilt fra sine omsorgspersoner.
    I forhold til det, som jeg også tit har hørt med, at ‘det er heeelt normalt at de græder’, så tænker jeg på det faktum, at min datter ikke græder, når jeg aflevere hende et sted, hvor hun er tryg. Så hvis hun følte sig tryg i institutionen, så tror jeg ikke, at hun vil græde.
    Børn er forskellige – og det jeg skriver, gælder jo kun for mit barn. Det skal bare ses som et input til debatten:)

  11. Isabella siger:

    Kære Cathrine,
    Dejligt du deler dine oplevelser. Som du selv skriver, er der selvfølgelig hensynet til de andre børn og en “fast” daglig rytme som skal fungere. Jeg kan godt forstå din kommentar om, at “det sagde jeg jo” i forhold til, hvordan Eddie er som “person”. Når det er sagt, kan det være rart for pædagogerne at danne deres eget indtryk og møde børnene neutralt, så de ikke får et bestemt prædikat på sig. Og det kunne jo være Eddie var på en anden måde i institutionen, og det synes jeg også pædagogerne skal have lov til at opleve. Håber du vil tage min kommentar som input og på ingen måde kritik. Min store søn var ofte genert og mere observerende – ind til verdens bedste pædagog i vuggestuen, så ham der hvor han var. Pludselig blev han så nysgerrig og opsøgende på andre børn og voksne.
    Pøj pøj med institutionen 💙🙏🏼

    1. Cathrine siger:

      Det er også en fin tanke at få med, synes jeg. Selvfølgelig skal de have lov at danne deres indtryk af Eddie, men som mor rart for mig, at jeg føler, de ser ham og læser ham, som jeg gør. KH

  12. Anna siger:

    Vores dreng kom i vuggestue som 10 måneder – ret standard. Og helt perfekt for ham. Han var absolut en stor baby og kunne hverken kravle eller gå, men indenfor 14 dage kunne han kravle, for han skulle jo kunne følge med, og kunne nå hen til det spændende legetøj. 🙂 Og det er gået så fint. Han har lært så meget dernede, som vi lige pludselig opdager han kan. Nu er han 2,5 og skal snart videre i børnehave. Han har altid stortrives i institution. Det er konsekvent hans far, der afleverer og mig der henter, og det passer vores familie perfekt. Han har vitterligt aldrig grædt – nogensinde – når han er blevet afleveret. Heller ikke ved indkøring. Der tror jeg nogengange, der er forskel på mor og far – og det kan måske gøre det nemmere for de mindste, at det ikke er mor, der afleverer (da jeg også tror det kan gøre lidt mere “ondt” på mor, og det kan barnet læse). Til gengæld vil han heller ikke med hjem som oftest, fordi han hygger sig og bare leger 🙂 Han er oftest en af de sidste der bliver hentet, da det var er sådan med arbejde for os begge, til gengæld blive han afleveret lidt senere end så mange. Men han stadig 8-9 timer i vugger hver dag – og han nyder det. Så for vores barn har det være det helt rigtige, og jeg er fan er vores institution!!! Kæmpe respekt for alt det pædagogiske arbejde de gør, og den omsorg de giver. Glæder mig til se hvad der sker, når han skal videre op i børnehaven, og til vores nye lillesøster en dag skal starte….

  13. Louise siger:

    Det er også en væsentlig nuance, at det at holde sit barn hjemme længere end man har barsel til er et enormt privilegie, som ikke er alle forundt. Det er ikke altid, som det ellers ofte bliver iscenesat, et spørgsmål om prioritering. Tværtimod et spørgsmål reelt mulighed.

    1. Sofie siger:

      Netop! Det er til at blive sindsyg af, at det hele tiden ender i en diskussion om prioriteter. Ja, vi kunne alle flytte til en lille lejlighed i provinsen og køre buy-nothing-year (INTET galt med det btw), men de fleste kan ikke bare rykke roden op. Deres jobs er måske tæt på en storby, bedsteforældre er der, hele livet er der. For det fleste, så har man brugt måske 30 år på at opbygge et liv, en karriere, en personlighed, et LIV, som så det for langt størstedelen forventes, at kvinden bare opgiver. Det er voldsomt. Vi opdrager kvinder til at indtage verden, til at nå topstillinger, til at ingen grænser findes – men så snart en baby er født, så skal man føle skyld over ikke at smide al det over styr, fordi man åbenbart ikke prioriterer sin baby nok. Hvor mange gange får mænd den slags smidt i hovedet? Jeg har i hvert fald ALDRIG oplevet en diskussion omkring pasning, som ikke i sidste ende endte med, at ja, alle kan jo bare prioritere, hvis de elsker deres børn nok. Der er konstante “dog whistles” i denne slags debater, om hvad man *burde*, hvad “forskning” siger, hvordan barnets tilknytning skades.

      Og alle har ikke lang barsel, nej. Jeg havde 12 uger fra det sekund baby var født (hvor alle sygedage og ferie blev inddraget før barslen officielt begyndte), men det er uvæsentligt, fordi det er så ekstremt, at det ligger uden for forståelsen af andre danske mødre. Og ofte er kvinden den primære forsøger, så det er faktisk hendes lønseddel, som familien regner med. Og ikke nok med det, det er hendes fremtidige earning potential, som skal holdes ved lige. Skal og skal, det SKAL det ikke, men det forventes det implicit af højere-betalte mænd i forhold.

  14. Camilla siger:

    Jeg synes absolut, at indkøring af min søn var noget af det sværeste. Vi endte med at flytte i perioden inden indkøring, og den blev derfor en smule forhastet, hvilket jeg stadig kan have det dårligt over. Vores søn var omkring 11 måneder og klart mærket af flytningen samt vuggestuestart oveni. Han fortsatte i lang tid med at give udtryk for, at han allerhelst ville være sammen med os – hvilket jeg måske også var medhjælpende til. Det var for tidligt for ham.

    Heldigvis for hos havde vi bedsteforældre i nærheden, så vi startede ud med rigtig korte dage. Pædagogerne på stuen var så forstående og virkelig gode til at lære ham og hans grænser at kende. Han er en lille betragter, så han havde ikke altid behov for at skulle holde i hånd eller på anden vis være med i legen. Nogle gange ville han gerne bare sidde med en og kigge på alle de andre børn. Jeg har snakket med pædagogerne mange gange omkring mit vs. hans behov og har alle gange oplevet at blive mødt i mine bekymringer, samtidig med at de også har været gode til at spørge, hvis de har oplevet ham stille eller ked af det. Samarbejdet har virkelig været alfa omega for hans tryghed – og min.

    Til gengæld er det simpelthen så dejligt at opleve ham nu her efter lockdown. Det har bare hjulpet så meget, at han er blevet større og forstår langt flere ting. Nu tager han sin drikkedunk, giver mig et kys og går selv ned mod stuen. Shit, store dreng altså..

    Inden jeg fik min søn, tænkte jeg gråd som en reaktion, man ikke nødvendigvis skulle lægge særlig meget i, da den gerne stopper efter kort tid, men, for mig, så har det ændret sig efter han kom til verden. Ikke fordi han ikke må græde, for hvem kan undgå det, men gråden kan betyde så mange forskellige ting. Små vidunderlige og komplekse mennesker <3

  15. Stina T siger:

    Blot et lille indspark i forhold til formuleringerne “Forskningen siger….” “Forskningen viser”… Med sådanne formuleringer forsvinder nuancerne (i forskningen), og at argumentere imod “selve” forskningen, kan virke som en kamp tabt på forhånd, hvorfor diskussioner så undlades og relevante perspektiver ikke tales frem. Samtidig bør vi alle, i min optik, være os bevidst, hvordan vi bruger forskningen og udlægger dens resultater.. og personligt vurdere om vi har de fornødne kompentencer og den viden det kræver, at vurdere en undersøgelses resultater kritisk? Hvilket i sig selv kan være en omfattende opgave da det kræver indgående kendskab til, hvordan henholdsvis kvalitativ og kvantitativ forskning bedrives og hvilke kvalitetskriterier, der gør så gældende.
    At bruge formuleringen “Et studie har vist” vil være mere retvisende. Ligesom det vil være god etik, når resultaterne debatteres, at der henvises til det konkrete studie, så andre har mulighed for selv at bedømme resultaternes gyldighed. Vi lever i en tid, hvor “forskningen” står hævet over næsten alt andet, hvilket kun gør det endnu mere nødvendigt, at tænke over hvordan forskningsresultater formidles. Ikke mindst på sociale medier, hvor “sandheder” hurtigt kan udbredes.

    1. Mette siger:

      Det er så fint og klogt formuleret! Tak!

    2. Camilla siger:

      Tak for meget vigtig nuancering i forhold til den måde vi debatterer på , Stina T. Det giver en helt anden åben snak, når vi ikke lukker hinanden ned med trumfer som fx “Forskningen siger”.

  16. Sara siger:

    Vores datter græd også hver morgen den første måned, men nu er hun endelig glad og vinker bare til mig når jeg smutter. Det gør det så meget nemmere st aflevere. Også selvom jeg ikke rigtig går ind for pasning af små børn, men jeg skulle desværre tilbage på arbejde. Hun var 15 måneder da hun startede ❤️

  17. Loulou siger:

    Jeg synes, man skal gøre det så godt man kan og ikke dømme hinanden. Alle har forskellige udgangspunkter og ser deres børn – men har også job, partner, venner, ambitioner, motion, drømme, luft i sit hoved at balancere for, at man fungerer som familie. For nogle betyder det ingen institution, for nogen 4 timer hver dag og for andre 37 timer eller mere om ugen i institution for deres barn. Med deres barn tænker jeg også fars og mors/fars og fars/mors og mors, da det ikke kun bør være mors valg/fornemmelse og samvittighed. Men også partnerens.

Send en besked