25 % festivalsæson: Complete!

Jeg er tilbage på kedelige Frederiksberg – kedelig fordi det allerede er mere end 24 timer siden, jeg sidst har set konfetti. For høvlet, jeg er en gås efter dén slags! Og dét var der masser af på Heartland Festivalen. Fx havde de et børneområde med plads til leg – indgangen til dét så sådan her ud. Og efter tip fra min gode veninde Katrine, der havde set det på instagram, så styrtede jeg derovre. MÅTTE se vidunderet!

Det har været en kæmpe, KÆMPE stor oplevelse at være af sted. Jeg har været på Grøn Koncert, Smukfest, Northside, Tinderbox, Roskilde, Wonderfestiwall, til Tivoli Rock. Alligevel kunne Heartland noget ganske særligt og virkeligt hyggeligt.

Vi ankom fredag ved 11-tiden, fandt vores camp-let af et lille telt – det var mest beskrivende en form for konvolut at kravle i. En plastbund med en vinkelret trekant af et telt monteret på toppen. Så luntede min medkonferencier og jeg over og fik de rette armbånd, så vi kunne komme ind de rette steder. Nu har jeg været af sted mange gange efterhånden, så et backstage-armbånd er jeg vandt til. Men det er i virkeligheden noget, der som sådan kan noget. Jo man komme om og se bagsiden af et telt. Men mere eksotisk er det ikke. Nu havde jeg fået et “artist”-armbånd, og så sad jeg lige ved siden af Anne Linnet og spiste frokost. Dén var ny.

Nu har jeg mødt mange og meget forskellige mennesker, super dygtige til det de laver, og som klart har en masse fans derude. Men ved I hvad? De er HELT almindelige mennesker, som måske mere eller mindre “tilfældigvis” er dygtige til det de laver, og som helt sikkert uden tilfælde også har haft en del held med at møde de rigtige mennesker. Men de tager, ligesom jeg gør, også det stykke brunsviger, der er stillet frem til kaffen. De trasker rundt og bruger ventetid på mobilen, og inden de skal på scenen er de fleste også lidt spændte, hvis ikke nervøse. Ligesom jeg selv. De trasker rundt i deres egen lille verden og kommer “in the zone”. Så snart de så træder ud på scenen, så forvandler de sig til de verdensstjerner, vi kender.

Det har været et par rigtige travle arbejdsdage. Op på scenen og præsentere et navn, så ned igen i 30-40 minutter, og så står klar igen til at tage dem ned ad scenen og så publikum videre til den anden scene. Sådan har dagene været fra frokosttid og til ca. 02.00 om natten. Men det har den undelynemig også været sjovt!

Jeg har sgu lært noget! Det der med at jeg troede, jeg ikke kunne og derfor var på nippet til at sige nej tak? Det kunne jeg! Sgu! Se, engang hvor man kan vokse over sådan en weekend. Det viste sig, at jeg overhovedet ikke blev nervøs. Jeg gik bare ind på scenen – velforberedt mentalt, selvfølgelig, med en klar plan for, hvad jeg ville sige – og så kørte det. Jeg tror, at det gjorde en stor forskel, at det jo ligesom ikke var mig, der skulle præstere. Jeg skulle bare introducere, dem der skulle. SÅ – jeg synes sgu, det gik meget godt, haha! Nu ved jeg selvfølgelig ikke, hvad andre syntes, men så længe man selv er tilfreds, ikke?

SÅ lesson learned – ikke noget med at sætte sit lys under en skæppe. For hvis man ikke mod har, så risikerer man at gå glip af oplevelser, som gør både stærkere og klogere. Jeg er i hvert fald vokset en my over weekenden. Eller min LinkedIn er, haha! Ej, det er jeg sgu også. Jeg var unødigt nervøs på forkant – men til gengæld fik det mig til at forberede mig og researche, og dét har heller ikke skadet.

Jeg skal helt sikkert af sted igen næste år – konferencier eller ej. Det var virkelig vellykket – dejlig afslappet stemning, god mad, god musik, alle vegne hvor øjet vandrede var der en lille finurlig detalje, som greb det.

Nu er festivalsæsonen også skudt igang, om to uger er det tid til Tinderbox. Jeg håber, I har haft en skøn weekend?

Lidt stemningsbilleder – konfetti på scenen efter The Flaming Lips og i øvrigt deres vilde lysshow (ELSKER deres optrædener!). Sindssygt lækker mad under banqueten som vi købte billetter til. Maden var lavet af folk fra bl.a. Falsled Kro. Og så Mark Ronsons mås.