Top

Forlovelsesfest = verdens bedste idé

07.06.2016
Skabt af Cathrine Widunok Wichmand

fest_col1
fest_col2Jeg er stadig ikke kommet mig helt oven på vores fødselsdags-/forlovelsesfest i lørdags. Det var den bedste aften, jeg længe har haft. Og den varede heldigvis også LÆNGE! Først da klokken var omkring 05.00, lå vi under dynerne. Med trætte og beskidte danseben. Helt igennem udmattede.

I USA er det helt almindeligt, at man holder en engagement party – det er faktisk en stor ting derovre, der planlægges -næsten- på højde med brylluppet. Men inviterer en masse mennesker, bliver fejret som nyforlovede, og folk får chancen får at hilse på hinanden på begge sider. En god warm up til brylluppet! Nu er det jo sådan set ti måneder siden, vi blev forlovede, så der var ikke den store nyhedsværdi i dét. Men tanken om at samle alle de unge mennesker, som er inviteret til brylluppet, min kærestes venner og mine venner, lød bare så hyggeligt. Hvor ofte gør man det? Vi gør ikke. Også fordi man så hurtigt ender ud i 30-40 mennesker, og så store fester holder vi aldrig. Men lørdag gik vi amerikaner på den og holdt en forlovelses-fødselsdags-fest. Nu havde jeg jo fødselsdag for to uger siden. Min kæreste holdt ikke noget i januar, da han havde fødselsdag – det føltes oplagt at blande det hele.  Folk havde lidt svært ved at finde ud af, hvad de skulle sige til lykke for, haha, men det er da kun godt, at der er flere ting i livet at fejre.

Jeg havde selv stået med festen, da min kæreste var væk på noget firmahalløj og først kom hjem lørdag eftermiddag. Jeg havde haft liiidt stress ved tanken om at købe ind til 30 mand høj og slæbe drikkevarer hjem på cyklen – er det kun mig, der altid bliver lidt skamfuld, når glasflasker klirrer i cykelkurven? Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg er så sippet, men min forfængelighed duer ikke til, at folk tror, jeg er en drukmås, haha! Som om folk overhovedet tænker det, når man passerer dem. Nårh, men det slog mig onsdag, at jeg da bare kunne trække voksenkortet og købe på nemlig eller irma eller sådan noget og få leveret. Genialt. Lørdag blev i stedet brugt på at gøre grundigt rent og tømme en Søstrene Grene og forberede snacks.

Stemningen skulle være afslappet, man kunne bare komme daskende fra klokken 19.30. Vi kørte gin&tonics og aperol spritz. Jeg havde købt ost, pølse, lavet små grøntsagssnacks, købt et par margheritaer fra min lokale pizzamand. Og så var vejret jo MAGISK!

Folk kom anstigende ved 20-tiden, og så blev der snakket og grint på kryds og tværs. Alle hyggede sig. Gården var så fin og pyntet. Vi bor verdens bedste sted. Musikken spillede. Min svigerinde og svoger (på billedet nedenfor) var kommet hjem fra London, som overraskelse til Adam. Vi havde sagt ingen gaver – eller alternativt bobler. Det er det bedste at have på lager til en god lørdag. Og vi fik bare så fine ting – folk kender os virkelig godt. En Kinfolk-kogebog, en flaske årgangschampagne (fra dét år Adam så mig for allerførste gang i Trommen; 2006 (vi blev dog først kærester året efter)), et gavekort til lækker, ny restaurant på Nørrebro.

Ved 23-tiden listede de fleste af os på Lidkoeb til en drink. Og derfra på Bremen for at danse. Og derefter på McD på Hovedbanen for første natmåltid – hence det rystede hovedbanegårdsbillede omkring klokken 03.00 – skulle vist have bevis på at have været oppe så længe, haha! Og så ned på Kebabistan på Istedgade for næste natmåltid. Og klokken 05.00 ramte vi hovedpuden.

Om det var tømmermænd eller ren glæde eller måske en blanding ved jeg ikke, men søndag morgen, som jeg børstede tænder, så kneb jeg en lillebitte tåre (det kan vel næppe overraske). Bare fordi det havde været så god en aften! Jeg går tydeligvis MEGET sjældent i byen, hvis jeg ligefrem græder over det, haha! Men at tænke tilbage på, hvordan ALLE bare havde hygget og grinet, snakket og minglet. Vores venner. Det var helt vildt rørende. Og jeg fik også sådan en ro i maven over, hvor herlig en fest det bliver om to måneder.

En ro i maven der varede indtil i går, for denne her fest i lørdags var ligesom sidste arrangement inden brylluppet. Den skulle overståes, før jeg reelt kunne tænke på den næste fest. Der er to måneder til touchdown, til at rockpaperwedding eksploderer i konfetti og kys. Og for første gang kan jeg godt fornemme en stress i maven over gøremål. Der er SÅ meget at lave nu. Og alt for lidt tid. Det har ellers været så dejligt afslappet, haha! Jeg kendte slet ikke til den der bryllupsstress – hvad brokker folk sig over? Men vi har ikke én eneste friweekend inden august. Sindssygt ikke? Der er arbejde på Heartland Festival, Tinderbox, Roskilde, Smukfest, et par fødselsdage ind i mellem, noget poltersjov og et ophold på Frederiksminde Hotel. Alting gode ting – men hvor om alting er; ingen friweekend. Goddayam! Så nu laver jeg lister – en ting ad gang. Det går jo nok, vi tager det oppe fra og ned.

Men en forlovelsesfest/middag/get-together – det kan jeg kun anbefale på det allervarmeste. Verdens bedste idé.

Reklamelinks: Dress – Ganni // Shoes – Decadent
fest_col3
Untitledfest_col4

18 kommentarer

  1. Lisbeth siger:

    Du ser altid så fin ud i den kjole. Og det både ser og lyder jo også bare som en helt vidunderlig aften! Der er altid noget lidt nervepirrende, ved at sætte nye mennesker sammen – folk fra forskellige vennegrupper, nye kærester, familier – så det er altid bare en kæmpe lettelse, når det går godt 🙂
    Lister er vejen frem! Så skal I nok nå sikkert til alters 🙂
    // http://www.moonlitmadness.dk

  2. Ida siger:

    Årh hvor ser og lyder det bare mega giga hyggeligt! I ligner alle en million -elsker din kjole og skoene. Man får helt lyst til at holde sådan en havefest, som jeg da helt begynder at overveje nu, selvom jeg havde fødselsdag i december og også blev fejret der. Men det er jo egentlig lidt fjollet at man ofte “har brug for” en grund for at holde fest. Måske skal man holde flere lad-os-fejre-at-det-er-godt-vejr-fester eller noget i den dur! KH Ida

    1. Cathrine Nissen siger:

      Haha, du er sød 😀 Det var også en god dag! Der er ALTID plads til en fest! Altid 😀 Ellers må du holde halvårsfødselsdage også 😛 kh

  3. Louise siger:

    Genialt med sådan en fest. Det lyder simpelthen bare som den PERFEKTE aften (og nat). Der er virkelig intet bedre end sommerfester omgivet af de bedste venner. Og så er det, som du også skriver, en virkelig fin måde at introducere de to vennegrupper til hinanden – nu er der da basis for verdens fedeste fest til brylluppet! Åhhh, glæd dig! Det er simpelthen en fantastisk dag <3 <3 <3

  4. Marianne siger:

    Fantastisk dejligt indlæg! Er det OK gerne at ville være Cathrine Nissen? x) (bemærk lige det rigtigt stavede fornavn. I know. Imponerende. ;))

    1. Cathrine Nissen siger:

      Haha, du er sgu sød Marianne 😀 Også fordi du har stavet det helt korrekt (men bare vent til efternavnet bliver ændret i august 😛 ) <3 KH

  5. Signe Caroline siger:

    Hvis jeg bliver voksen ligesom dig, så vil jeg gerne være voksen 🙂 Jeg bliver så glad, inspireret og afslappet af din blog. Det er lige som det skal være 🙂

  6. Amanda Gade Olesen siger:

    Kommer i slet ikke til NorthSide i år?
    Kæmpe fan her fra!

    1. Cathrine Nissen siger:

      Desværre ikke :/ Jeg skal selv på Heartland og Roskilde, og så sender vi fra Tinderbox og Smukfest. P6 tager så Roskilde og Northside. Pokkers! Kh

  7. Maiken siger:

    Jeg er vild med det! Især den tåre du fældede, havde nok selv gjort det samme..
    Jeg glæder mig til det eksplodere og bare se flotte billeder (hvis vi må :)..)
    Vi ses til TINDERBOOOOOX! (indsæt party smiley)

  8. Ida siger:

    Kunne I virkelig være 30-40 mennesker i jeres gård? Og hvad siger naboerne til det? 😉

    1. Cathrine Nissen siger:

      Det kunne vi, og det var intet problem 🙂 Men vi endte tættere på knap 30, da der var et par afbud på dagen. Faktisk fyldte kun ud fra “egen” halvdel af huset. Dagen efter var der børnefødselsdag og masser af leg. Sådan går det lige op 😀 KH

  9. louise siger:

    Du ser helt vildt fantastisk og glad ud (og de stænger dér!!!) 🙂

    1. Cathrine Nissen siger:

      Haha, TAK Louise, jeg havde også glædet mig til den fest i måneder 😀 Glæde og store smil er det bedste tilbehør! KH

  10. Maria siger:

    Dejlige billeder og skøn dag/aften/nat I der havde:-)
    Tillykke med både fødselsdag og forlovelsesfesten 🙂
    Og må det gå jer godt…………………
    <3 Maria

    1. Cathrine Nissen siger:

      Nårh, tak Maria <3 Det håber jeg, det gør. Vi har i hvert fald alle gode rammer til det. KH

  11. Laura Christine siger:

    Endnu værre er det at skulle afsted med panten dagen efter. Jeg stablede i en mindre tanketorsk en hel Ikea pose med pant på cykelkurven – som selvfølgelig væltede ud over hele fortovet en (forbavsende) travl søndag formiddag. Jeg var tæt på at forlade det hele i bar skam.
    Det lyder som en HEL vidunderlig aften, og tak for at vi må kigge med 🙂

    1. Cathrine Nissen siger:

      NOOOOOOO! Det slår mit mareridt Laura Christine! EJ!! Jeg tror, jeg var hjulet væk derfra med det samme! No! KH

Send en besked