Del 5: Magisk fest

(jeg vil lige sige, at det her indlæg skrives fra poolkanten i vores villa. Klokken er 01.00 og hanen galer et sted derude – poolen, den er vores egen. Jeg GLÆDER mig til at tage jer med til Bali, men first things first – jeg har et indlæg mere i ærmet om dagen derpå, og så skal I til Bali)

Mens vi har nydt kage og bobler og tid sammen, havde drengene pyntet bilen noget så yndigt. Tyl og dåser, og jeg fik helt våde øjne. Det var et symptom for dagen; folk overrasker med kærlighed og små gestusser, og det er så overvældende. Den kærlighed ikke bare mellem os, mand og kone, men fra alle mod os og mellem hinanden.

Vi satte os ind, kyssede, og så startede vi den. Den brummede, kom i gear og så trillede vi. Dåserne larmede som tordenvejr, og alle klappede og hujede ? første del af dagen var ovre, og næste gang vi så gæsterne er det til FEST?

Vi drejede om hjørnet og kom buldrende ud på Gammel Kongevej. Det var fuldstændig som at køre studentervogn; folk dyttede og vinkede og råbte TIL LYKKE! Det var vores første øjeblik sammen, bare os. Og så Camilla, vores fotograf, på bagsædet. Hun skulle være med os hele dagen men det var kun hyggeligt.

Vi kørte ned på Tullinsgade, parkede bilen og bandt dåserne af ? det er sikkert ikke lovligt at køre rundt med dem for længe, men lidt fedt var det altså. Lyden af hundrede buldrende heste bag os. Vi begav os ud på turen ned ad Tullinsgade på gåben, mod mit hotelværelse på Vesterbrogade. Adam var ugen op til blevet lidt beklemt ved tanken om at gå på Værnedamsvej i mærkeligt tøj klokken fjorten en lørdag eftermiddag. Så planen om lidt portrætter dér var egentlig skippet. Men på dagen var det faktisk lige meget, vi ænsede slet ikke at folk kiggede, og hvis de gjorde var det med kærlige til lykønskninger. Der var ingen indvendinger, men kun “JA MAND!”-ånd.

Vi stoppede op ved Thiemers boghandel, og så begyndte det at styrtregne, det havde luret hele formiddagen. Adam løb tilbage efter vores paraply, og jeg stod i en portåbning og forsøgte at holde tør. Planen om de smukke portrætter på vores “stamgade” blev sat til side for at komme i tørvejr. Vi løb i stedet mod hotellet, drivvåde og med et efterhånden kulsort slæb på kjolen.

Vi løb op på værelset, ret forsinkede i tidsplanen. Jeg bad Adam vente uden for værelset ? jeg ville lige have min anden kjole ind på badeværelset, så han kunne blive ordentlig overrasket. Jeg kom ud af min første kjole, kom den på bøjle, og ned i den anden kjole, lynet den op, og så var jeg klar. Det var Adam ikke helt, så jeg lurede på ham gennem en sprække ved døren – SÅ flot, drømmende lækker, som han tog manchetknapper og studs i skjorten. Smoking kan altså noget. ?Jeg er klar?, sagde han, og så kom jeg ud til ham. Mig i min drømmekjole, den første kjole, jeg nogensinde havde set og prøvet. Min Britney-i-Toxic-musikvideoen; overdrysset med sten og glitter. En drøm. Den var det perfekte aften-match til Adam i sin flotte mørkeblå smoking.

Vi tog os tid til at kysse lidt og nyde hinanden, det er jo også det dagen er for, men så var det også ud igen og videre. Næste stop var kirkegården.

(fotos af Camilla)

Vi kom med lidt anstrengelser ud på Strandvejen. Gearkassen på en Bobbel fra 1950’erne har sin egen mening. Selv om vi var lidt bagud på tidsplanen, så var det vigtigt, at vi ikke stressede. 50-60 km/t på Strandvejen, en pose bland-selv-slik fra buffeten og mig som DJ med vores lille højtaler ? det var vildt hyggeligt. Vi kørte gennem skov, langs vand. Jeg kiggede flere gange på Adam og nussede ham i håret. Min mand.

Vi kom op til kirkegården, mandede os op, trak vejret, og så gik vi hånd i hånd mod Adams far. Jeg havde haft en plan om, at vi skulle have haft en kop Earl Grey med, som han elskede, så vi også kunne skåle med ham, men i al forvirringen de sidste fireogtyve glemte jeg det. Det gjorde nu ikke så meget, for bare at stå der var smukt. Jeg havde bestilt den knaphulsblomst, som han skulle have haft, til ham, som vi kunne lægge hos ham. Det gjorde vi, på toppen af stenen, satte os på hug og gav ham et kys. Et virkelig stærkt øjeblik, som jeg er glad for, at vi fik med. Vi sendte ham tusinde tanker, og så gik vi mod bilen igen.

Vi kørte mod Havreholm Slot, hvor festen skulle være. Solen var begyndt at titte frem igen, og vi drejede af fra hovedvejen og ind på den lille smalle landevej med stendiget og skoven på højre side. Her ville vi have lidt portrætter, men så snart vi kom ud STOD det ned i stænger. Vores fotograf Camilla blev fanget ude i regnen under vores paraply, men så fik vi vores første helt-alene-stund for en kort bemærkning. Vi kyssede hele tiden hele dagen.

Vejret klarede op, og vi kravlede over stendiget og op på den mossede skovbund. Det var pokkers koldt, hver gang vinden vendte bladede faldt de kolde vanddråber ned på os som en ny skylle.

Vi nåede nærmest kun lige frem, satte kufferterne i det lille hus, som vi delte med nogen af vores tætteste venner, og så skulle vi samles igen. Folk blev samlet ved poolen med den smukke udsigt til skovsøen, vi havde skiftet velkomstbobler ud med vores yndlingsapperitif; aperol spritz, og de stod allerede og snakkede og minglede, da vi kom ud på terrassen bag dem, Jeg nåede at tage endnu et billede til hovedet af folk, der hyggede sig og kom hinanden ved, før vi gik ned ad trappen, og folk opdagede os. Vi blev klappet og piftet ned. Det var skørt og skønt, og så var aftenen skudt i gang. Alle i smukke lange rober, og de fleste i smoking. Man! Folk var så flotte.

Hvad de fleste endnu ikke vidste var, at vi ikke skulle holde middag i hovedhuset, inde på selve slottet. I stedet skulle vi ud på en lille gåtur, under bøgetræerne. Det var SÅ fedt at komme slentrende med hele slænget, de bedste femogtres mennesker, vi kender, fuldstændig spændt op til lir. Vi var gået efter noget mere rustikt, og i den søgen fandt vi Skovladen, der indtil sidste år havde huset store maskiner til at drive stedet; traktorer, græsslåmaskiner. Det var den perfekte setting. Vi gik ned ad stien, der var oplyst af lyskæder, ned til terrassen og ind i det smukke lokale.

Det var helt råt og i princippet ikke noget særligt, men netop derfor nogeet helt særligt. Vi havde fået lavet de smukkeste borde af A Table Story. Helt klassisk, elegant som modspil mod det ufærdige i laden. Vi havde bestilt den smukkeste grønne lysekrone, og alting så så fint ud. En drøm i opfyldelse.

Festen startede. Vi fik vanvittig lækker mad; tartar, jordskokker – alle vores favoritter. Og så var der talerne! Den ene smukkere end den anden. Og dem der fik os til at grine. Adams var helt igennem den bedste; essensen var at hvorend vi er i verden, så er hjem der hvor jeg er… Det udløste suk og et “You are a sweet husband” fra min elskede farmor på allerbedste Danglish.

Jeg selv holdte også tale – og helt uden at kløjs. Jeg fik takket min far, min mor, min svigermor, og så nåede jeg til Adam. Min bedste ven.

Talerne trak ud, som vinen gled ned, og jeg kunne godt fornemme en smule stress hos mig selv, men også hos vores toastmaster. Vi endte med at måtte tage en pause mellem hovedret og dessert, så vi kunne nå brudevalsen inden midnat. Vi stillede os op uden for på terrassen, under lyskæderne, men vi kunne SLET ikke høre musikken. De store højtalere fra bandet var endnu ikke sat op. Så begyndte folk at nynne. Og det helt ude af takt, så selv om vi kunne dansen til perfektion før dagen, så endte det en smule skørt. Men meget romantisk.

Tilbage og spise færdigt. Høre de sidste taler og klokken 00.40 startede bandet dansegulvet, og SÅ var vi klar. Fordi den første brudevals havde været så intermistisk, så fik fik vi den faktisk én gang til på store højtalere. SÅ gik det. Og derfra dansede vi i timer. Skreg med på alle klassikerne. Drak drinks og grine og trampede.

Og til slut klokken 05.15 hoppede vi i poolen. Mig som den eneste pige, stadig med blomsterkrans. Drengene med. Det var drømmen og det perfekte punktum på 24 vidunderlige timer.

Næste dag var det op og spise morgenmad – eller bare mest bacon…