OOTD: John Kørner X Stine Goya og dén ring

I dag har været sådan en rigtig kroppen-løber-for-hurtigt-til-hovedet-følger-med-dag.

I går var jeg ude for at fejre et af de dygtigste mennesker, jeg kender. Min bedste veninde, som sluttede sin indtil nu 20 år lange uddannelsesgang med “et STORT 12-tal”, som hun fik det at vide til eksamen. Cand.Merc.EMF. Det betød en god middag, og så fulgte vi op med vinsmagning. Jeg vidste, jeg skulle tidligt op og på arbejde, så jeg var hjemme kl. 23.00. Og så op igang kl. 07.00, på arbejde.

Jeg elsker allerede at være to værter på Smag, og jeg elsker, at det er Mads, der er min partner in crime. Men det er også en træt periode, fordi vi begge er på på en helt anden måde, end vi plejer at være. Vi skal begge fylde og give plads, og vi taler hele tiden sammen – også når musikken spiller. Mit hoved er BOMBET, når jeg cykler derfra om eftermiddagen… Nye indtryk og arbejdsgange tager mig lige et splitsekund at følge med i, sådan er vi så forskellige.

I dag var også den store Global Dignity-dag. Jeg havde fri kl. 15.00, og jeg strøg ud af døren med det samme for at nå til Falkoner Salen til 15.45 – en 20-25-minutters cykeltur. Liiiidt travlt. Og jeg havde ikke nået at få frokost, så jeg var i forvejen mat. Og nervøs. Det er intet problem at tale for 500.000 radiolyttere, men 2.000 piger i en sal – OH.MY.GAWD! Jeg har aldrig nogensinde talt for så mange mennesker i ét rum.

Ankom totalt svedig, 15.25. Nåede at få mikrofon på og fik et glas vand. Og så var jeg den sidste på scenen. Jeg ville så gerne have haft et øjeblik med de andre talere, hørt deres ord, men jeg skulle selvfølgelig sende først.

Jeg kom helt skævt igang med, hvad jeg havde planlagt – det med at mit hoved ikke fulgte med kroppen – og jeg kunne godt fornemme, at de kære piger havde siddet stille i mange timer og bare lyttet. Ordstyreren stod pludseligt på scenen igen, og det rodede helt rundt i mit hoved og fik mig til at stresse igennem. Alt i alt føltes det som om, jeg ikke helt fik leveret mine pointer, som min kæreste også istemte (den kære mand var mødt op sammen med min mor som moralsk støtte <3). Og netop pointerne, syntes jeg ellers, var meget fine, haha! Det synes man vel selv? Jeg gik af scenen lidt slukøret (apropos at være for hård ved sig selv), men købte donuts og kaffe og holdt i hånd på vej hjem. Det hele havde måske været lige lovligt stressfyldt ifht. ambitionsniveau og tidsramme.

Alle pigerne i publikum var unge, 7.-9. klasse. Jeg havde bare lyst til at kramme dem alle sammen, for det havde jeg brug for dengang. Et stort kram og et “stol på dig selv og vær stolt, du er god. Den bedste udgave af dig”. Hvis jeg bliver inviteret næste år, så må det være agendaen. Keep it simple, hah!

Resten af aftenen er gået med Keith Richards-doku på Netflix og at kigge på pæne balloner – det kan da kun give godt humør! Og så fandt jeg mit fine outfit fra min nieces outfit fra i søndags. Og tjek lige den fine ring – nu I spørger sådan til at se den også på insta. Min kæreste synes, det er ret privat og personligt, hvilken sten osv. han har valgt. Det er jo også en lille bid af hans hjerte… Her han selv taget billederne, så jeg må gå ud fra, at de er godkendt. Den flotteste brilliant. Godt og vel en halv karat på en hvidguldsring. Min første split-sekunds-reaktion var “Nårh, så den skulle se sådan ud, pudsigt”. Jeg havde ingen forestillinger om, hvordan sådan en skulle se ud – andet end måske et familiearvestykke. Det fik jeg ikke. Jeg fik min helt egen, og jeg glæder mig hver dag over at se på den. Jeg kom faktisk til at græde lidt på cykel i morges, da P3 spillede Love on top. It always gets me! #Skruned

GODNAT <3

Adlinks: Ballerinas – MiuMiu // Trousers – &Other Stories (alternative) // Dress – Stine Goya // Bag – Gucci // Coat – Ganni // Small ring – Louise Kragh, Turqoise ring – Jennifer Meyer // Necklace – Tine Lindhard