Selvoptaget
Der er to ting på blogprogrammet i dag. 1) At blære mig og være selvoptaget. 2) Diskutere med mig selv (og jer) hvor selvoptaget jeg egentlig kan være. Det kan godt blive en smule rodet, men så må I bede om en uddybning eller stille et spørgsmål. Det er tanker jeg har haft de sidste små tre år.
First things first. Jeg var 13 og nyslået teenager, da det allerførste number af Costume udkom, man 2002 Det kostede 20 kr. og min mor købte det til mig i kiosken i Super Brugsen, Fredensborg. Jeg ville være tøjdesigner, og jeg var lige nøjagtig blevet for gammel til at spille Barbie Cool Looks Fashion Designer. Nu ville jeg gå efter the real deal, og første skridt på vejen var at blive en fashion-know-it-all. Så de næste seks år abonnerede jeg på Costume, indtil jeg flyttede hjemmefra, og min mor ikke længere betalte, ha! Så blev det mere en treat til rejser, for at skåne min tvivlsomme flytte-hjemmefra-økonomi. Som i øvrigt heller ikke det første års tid bød på nogen rejser. Ja, ja, jeg holdt faktisk et års pause, men vendte altså tilbage igen til bladet.
Og nu er det så blæremomentet indtræder, for i det nyeste nummer af Costume, den der sygt lækre hardback-version, der har jeg en hel side. Og selv om man da sagtens godt lige kunne tænke, at jeg var en del af indslaget “Danmarks 10 mest stilfulde kvinder”, høhø, så er jeg på side 202. Ja faktisk nærmest bagerst, der hvor de også gemmer forhandlerlisten, men altså, for faen. Jeg er der! En hel side! Og der er mit billede! Jeg kunne næsten flyve væk, det indrømmer jeg gerne. Det havde jeg bestemt aldrig nogensinde forestillet mig for tolv år siden.
Det bringer mig til næste punkt. Selvoptaget. “En tidligere læser” skrev forleden: “Du er så selvoptaget, selvmedlidende og intetsigende”. Og så i øvrigt et farvel – jeg har sagt det før, selvfølgelig må man stoppe med at læse bloggen, men jeg forstår stadig ikke smække-med-døren-kulturen. Men pyt med det! Det var mest ordene, jeg hang fast i, og de faldt faktisk ned i en del tanker, jeg har haft sådan on/off, siden jeg startede bloggen for snart tre år siden.
På mange måder er en blog topmålet af selvoptagethed. Jeg mener, hver dag sidder jeg og piller i min egen navle og leder efter noget at fortælle jer. Jeg blærer mig med at være i Costume, og jeg brokker mig over en brækket tå. Jeg har ondt af mig selv, jeg er lykkelig, travl og tusinde andre ting. Og det hele kommer ud her mere eller mindre filtreret. Jeg sidder tit med tanken, “hvem fanden tror jeg egentlig jeg er?”. Hvem fanden gider at læse om mig, om hvordan min deo forleden svigtede i den højre armhule og jeg derfor en hel dag kun brugte venstre? Og hvorfor skulle jeg være (mere) interessant end andre? Hvorfor føler jeg mig vigtig nok til at føle, jeg har en berettigelse på Verdens Vidunderlige Veb (WWW – get it?)? Hvorfor filan skal jeg påkræve mig en lille bid af jeres tid og tanker og verdensrummet?
Det er et pissegodt spørgsmål, synes jeg ærligt talt. Og som oftest er mit svar; jeg er jo heller ikke en skid interessant. Altså. Jeg prutter på min cykel hele vejen hjem efter en lang middag, jeg tisser i bukserne hvis jeg bliver for fuld (okay, det er ikke sket i et par år, GOD rekord!), jeg piller til tider næse (men jeg spiser dem ALDRIG), jeg har søvn i øjenkrogene og indtil for et par timer siden en skov på benene. Jeg er 100 % gennemsnitlig. Så nej, jeg er hverken vigtigere eller anderledes. Og det er virkelig også dét der gør, at jeg tit tænker, “hvad fanden laver jeg?” og så overvejer jeg om jeg ikke bare skal droppe blog og branchen. For det er da til tider til at brække sig over, at skulle navlepille den hver dag, ærligt talt.
Men hvorfor så en blog, hvis jeg er så gennemsnitlig og til tider træt af det hele? Jeg har forlængst valgt, at jeg ALDRIG vil tage politik eller brandfarlige emner op på bloggen, for så længe jeg tager udgangspunkt i min verden, så kan jeg også stå på mål for mine skriverier om 10 år. Den slags på nettet er der jo ligesom forevigt. Så det er mig og min verden. Og så har jeg en fortællelyst af en anden verden. Hvis ikke jeg skulle være 1) Tøjdesigner, 2) Læge, så skulle jeg være 3) Journalist. Jeg ville fortælle. Og der er en blog jo blevet den ultimative frihed på en eller anden måde. Vi kan alle dele, og vi kan vælge, hvad vi vil dele. Blogs er sgu lidt et fantastisk medium. Og jeg selv holder af, at læse om det almindelige. Og spejle mig. Jeg har ikke talt på, hvor mange gange jeg har tænkt “åh jeg er ikke alene!”, når jeg har læst andres blogs. Der er en eller anden vidunderlig afstemmelse i sådan en blog; at mærke andre der har det ligesom en, at finde almindeligheden i de tanker, som til tider kan vokse sig over sine breder i hovedet. Og det er også den feedback jeg har fået fra jer – en lettelse og bekræftelse fra jer, om at det er rart at have en der tør dele en bid af sig selv. Og det er bloggen jo, den og min computer er som en ekstra kropsdel. Og det kan meget vel være/virke selvoptaget.
Blogs kan være så dybt overfladiske og den branche som den også åbner døre for, modebranchen, kan i høj grad også være det. Og det er mediebranchen, som jeg på flere plan er en del af også. Og jeg kan godt græmme mig på indersiden, når jeg udstøder et lidt for højt og skingert: “heeeeej”, hvis jeg skal være på i forskellige arbejdssituationer, men det er også en eller anden overlevelsesmekanisme; at forsøge at blende ind. Jeg er glad for, at det hele ikke falder naturligt, og at jeg kan se det oppe fra og ned. Og så længe jeg kan falde fuldstændig på halen over, at være seatet til et Ganni-show, at være i Costume, og det ikke bare er en selvfølge, så er min selvoptagethed i skak, tænker jeg.
62 kommentarer
Øv for en kommentar!
Jeg synes på ingen måde, at du er nogen af delene – jeg har fulgt dig længe efterhånden (siden jeres roadtrip i US) og det bedste er at du er dig selv og bundærlig i dine indlæg. Du slår mig som en kærlig, omsorgsfuld og til tider for eftertænksom person. Men du har aldrig slået mig som selvoptaget.
Nå men ville også bare lige give dig et klap på skulderen og et TAK for en dejlig blog (min yndlings faktisk).
Hvor vidunderligt, du har været med længe Camilla. Kæmpe tak for det. Tak for skulderklap og søde ord og for at have så flot en plads som din yndlingsblog. Kæmpe, kæmpe tak! KH
Jeg elsker din blog fordi du er gennemsnitlig (og så endda i en masse flotte farver)!! Så som modreaktion til dem der smækker døren, når de forlader bloggen, så opfat endeligt det her som, at jeg smækker døren åben og fortsætter (med stor glæde) med at læse med. Rigtig god tirsdag 🙂
Haha tak, smæk du bare løs, når det er den vej 😀 Det er selvfølgelig også en kæmpe glæde for mig at skrive til mig og til jer. Men det er også en kæmpe glæde at mærke I er der. Så tusinde tak! Sov godt 🙂 KH
Det er netop de her indlæg der gør, at jeg læser din blog. Og at jeg læser alle mulige andre blogs først, og gemmer din til sidst, fordi jeg hver dag håber på et indlæg af denne slags (selvom jeg godt ved, at man ikke lige svinger dem ud af ærmet hver dag).
Det her indlæg er velformuleret og velovervejet, og jeg synes, at du deler så meget af dig selv. Det vil jeg så meget hellere læse, end et outfit-billede uden tekst som mangle andre blogs bugner med.
Jeg elsker at læse om alt det almindelige, og jeg elsker at nogen tør sætte ord på alt det jeg selv går og grubler over. Som fx hvor irriterende det er at svede under armene, og at blive panisk angst når en svedplet kan anes.
Men gid jeg gjorde! Altså svingede dem ud 🙂 Men så ville det måske også blive trivielt… Jeg elsker selv, når jeg er blevet inspireret af et eller andet. Noget der skubber mig. Som kan få mig til tasterne. Der skal jo i virkeligheden bare være noget for alle og for mig; lidt tøj, lidt film, lidt stort og småt 🙂 TAK fordi du skriver !KH
Hold da kæft for en tankeløs udtale! Øv… men det passer ikke i min optik <3
Gør som ovenstående & gemmer også det bedste (dig) tilsidst.. vil hellere ha' en blog med mening, holdning, humor, sjæl & ikke mindst menneskelig-'gennimsnitlig' at læse med hos.
& tak i øvrigt for anbefaling af 'twinpeaks' i er favoritter.
Kys, 'klap':-) & kærlighed.
Ahhhh hvor er du sød Isabella, MM er også en af mine kæmpe favoritter så at være i favoritgruppe med hende er dejligt at vide 😀 Kæmpe tak for kys og klap og kærlighed og opbakning! KH
*gennemsnitlig skulle der stå -hvor der står samme mængde volapyk-bokstaver! 🙂
Men for fanden, en blog skal jo være selvoptaget, selvmedlidende og intetsigende! Måske ikke intetsigende, men den SKAL være navlepilleri, det er det der gør det hele sjovt! OG der skal være “Nu går det mig sgu godt” og på præcis samme måde skal man sgu også bange over en brækket tå!
Du må for alt i verden ikke stoppe bloggen, og slet ikke lave den om til andet end den er nu 🙂
En blog skal – i min verden i hvert fald – indeholde alle de dele, alle de piger der kun maler glansbilleder har jeg efterhånden “unfollowed” på bloglovin, for det bliver jo for kedeligt.
For min skyld skal du bare blive ved med store drømme, skov på benene, brækkede tæer (måske helst ikke flere end den ene) og hverdagstanker – I LOVE IT (på Ole Henriksen-måden).
Hahaha helst ikke flere vel? En af de store, brækket, det er nok 😀 Ja det er jo på mange måder maskineriet; navlepilleriet. Ellers kunne man jo bare læse et magasin 🙂 Der vil blive ved med at være skov og prutter og forhåbentligt også lidt stjernedrys i ny og næ. Bare hvad livet bringer, og det plejer at være en blandet landhandel! Tak fordi du er her, fordi du agerer Ole Henriksen når der er brug for det 😉 KH
Well spoken, woman! Jeg synes du er noget af det herligste, varmeste og fineste!
Du er så god og rar Cecilie, tusinde tak! KH
Cathrine, for filan. Endnu engang tusind tak for et velformuleret og reflekterende indlæg, der giver stof til eftertanke i mit lille hoved. Jeg elsker, at du stiller spørgsmål til både stort og småt i levet -det er så inspirerende! Du skriver noget der på den ene side er meget personligt og på den anden side så almengyldigt og menneskeligt, at det også angår os læsere. Jeg elsker virkelig det her lille forum, som du har skabt -med udgangspunkt i din verden, med plads til vores (dine læseres) tanker og kommentarer -kommentarfeltet er ofte rigtig, rigtig givende læsning, med så mange fine anskuelser på de emner du tager op -fra stort til småt. Det er så interessant!
Du bruger det her medie, bloggen, på en måde, der virker perfekt i mine øjne. Jeg opfatter det på ingen måde som “navlepilleri” i ordet dårlige betydning, men selvoptaget? Ja! Selvfølgelig vil bloggen da være det, når den tager udgangspunkt i dig -og tak for det! Tak fordi du GIDER dele. Tak fordi du har skabt det her lille sted, hvor jeg kan blive inspireret og udfordret -hvadenten det gælder billeder af din påklædning eller dine tanker og reflektioner!
I øvrigt så hørte jeg tidligere på sommeren Jørgen Leth i et radioprogram, og han kommenterede også det med at være selvoptaget. Han sagde noget i retningen af at ja, selvfølgelig er han da selvoptaget, for når han skriver om ting fra sit eget liv, så vil hans bøger jo også være selvoptagede. Men han så ikke det at være selvoptaget som noget ubetinget negativt, sådan som det i daglig tale opfattes. Jeg synes det var så fint sagt, og det skubbede til min egen opfattelse. På samme måde (i øvrigt uden yderligere sammenligninger mellem dig og Hr. Leth!) tager din blog udgangspunkt i dig og dit liv, dine oplevelser og tanker, men jeg synes, du viser så mange nuancer af livet og af dets mange facetter og dilemmaer -både fra dit eget liv og livet i almindelighed, så det, du skriver, bliver vedkommende. Du udvider konceptet ved at inddrage og os. For mig gør netop det selve forskellen på at være selvoptaget på den “gode” og den “dårlige” måde: Du tager udgangspunkt i dig selv, men viser samtidig også interresse for vores tanker. Dét viser, at du er et helt menneske og ikke blot en overflade. Dét gør, at bloggen er rart sted at besøge, og at jeg føler, du nærmest er en kær veninde! 😀
Så ja! Jeg synes bestemt også, din selvoptagethed er i skak! 😀 😉 Det, at du netop så tit giver udtryk for din ydmyghed, gør at jeg føler, at du også ‘bare er ligesom alle os andre’ -samtidig med at du selvfølgelig er helt din egen! Og bliv for Guds skyld endelig ved med at være det, for det gør du sgisme godt!! 😀
Det blev en ordentlig smøre :S Undskyld for overflod-af-ord-spam!
Det er jo netop det vi har brug for. Jeg har brug for og ja, (helt) sikkert en masse andre. En beskrivelse af hverdagen – alle de ting vi fornemmer og sanser, observerer og oplever – nedfældet på den fineste og velformulerede måde, som kun få kan – du er en af dem. Navlepillende og selvoptaget – mjøøø – det opfatter jeg nu ikke som om, slet ikke. Så jeg ville hvert fald blive meget ked af, hvis du lavede noget om her på bloggen. Vil du ikke nok bare fortsat være som du er her online?
Selvoptaget – ja, jo, måske – men hey, det er en blog!! Jeg fulgte ikke med, hvis den ikke havde noget personlighed (kald det bare selvoptagethed)
Intetsigende – not really!!
Selvmedlidende – thank GOD at nogle andre kvinder (dig og dem der kommenterer) også har de samme hverdagsproblemer som jeg tumler med… om så det er brækkede tæer, tømmermænd eller alle de tanker og problemer man har i spændingsfeltet imellem at være unge og blive “rigtig voksen”!! I’m not alone!!
Jeg synes måske i virkeligheden at de rette ord om din blog må være:
Optaget – af livet, verden, alle omkring dig, farverne, problemerne, skønheden.. HURRA!
Sigende – du sætter ord på så mange fantastiske oplevelser, tanker og emner! TAK
og selv ja, selvmedlidende – men hey, hvis ikke at der var lidt brok, så ville man jo ikke tro, at du var et helt almindeligt menneske! Og så ville jeg bestemt ikke “turde” at hilse, hvis jeg en dag løb ind i dig 😉 😉 (Men tænker godt at jeg tør:) )
HEY!! SERIØST!! Er vi ikke enige om, at det er et frit land vi lever i og hvis man ikke gider at følge en blog, fordi man syntes at vedkommende er selvoptaget, intetsigende og selvmedlidende, så kan man simpelthen bare lade være at klikke forbi! BUM den er ikke meget længere… 🙂
Kh.
Kære Cathrine
Nu har jeg efterhånden læst med i smug i et par år og tænkte det er på sin plads med en kommentar. Du skriver : “Hvorfor filan skal jeg påkræve mig en lille bid af jeres tid og tanker og verdensrummet?” – og det fik mig sådan til at tænke på 1) du tvinger os jo på ingen måde til at læse med, jeg tror jeg taler for de fleste læsere når jeg siger at jeg ihvertfald sidder og hopper af fryd hver gang der er et blog indlæg fra dig på blogloving. Og det er lige meget om det handler om udsalgskup(som jeg ellers aldrig syntes er spændende at læse om hos andre) tankemylder eller hverdagsliv! Du har en fantastisk evne til at skrive indlæg så jeg bare tænker “Wow en fantastisk, dejlig, smuk, velreflekteret, sjov, ærlig kvinde. Hende gad jeg godt at kende personligt” og med en tanke som denne ligger der gemt at dem er altså langt imellem i blogland. Jeg er fan! I stor stil <3
Det var en ubehøvlet og unødvendig grov kommentar, som der ikke kommer noget godt ud af, udover et virkelig velskrevet og gennemtænkt indlæg vel at mærke. Det er sådanne velovervejede indlæg fra din side, jeg synes bedst om – ikke at det skal betyde, at jeg håber, folk nedgør dig, for det er absolut ikke det værd i så fald. Dog tænker jeg også selv nogle gange, at bloggen er en form for lykke-land, og det er helt vildt godt og forståeligt. Nogle gange flyder mit bæger bare over, fordi det af og til føles som om, at bloggere hungrer efter at få fortalt, hvor smukke og dejlige de er (ikke nødvendigvis dig), og i princippet er det slet ikke din eller andre bloggeres skyld, at jeg som læser pludselig bliver irriteret over et “se min nye kjole”-indlæg, for hvor skulle I vide fra, at jeg har haft en lorte dag, er blevet dumpet, har mistet mit job, fået afslag på et andet, at mine venner flytter fra Danmark, og jeg pludselig er mutters alene, eller hvad der nu end er sket. Til tider tror jeg bare, at læsere (mig selv inklusive fra tid til anden) glemmer, at bloggere (selvfølgelig) fremstiller sig på den bedst tænkelige måde, for hvem har lyst til at vise sine nullermænd og dobbelthager frem, som Mette Marie fra twinpeaks.dk så fint skrev den anden dag. Principielt er det også hammer tarveligt, at læsere ønsker at høre om dårlige dage, men måske er det følelsen af ikke at være alene om alle hverdagens problemer, som mange hungrer efter, og som du selv skrev, selvom det er noget af et uretfærdigt ønske. Jeg har jo heller ikke selv lyst til at sige mine problemer højt til gud og hver mand, og hvem ved, om ens (kommende) arbejdsgiver eller andre ‘mere’ vigtige personer læser med på din/andres blog. Jeg ved ikke, om der var nogen mening med min kommentar som sådan. Ikke andet end at jeg er glad for din blog og værdsætter din sproglige udfoldelse og farverige billeder og personlighed, og ingen fortjener at få sådanne ord smidt i hovedet, for vi er vel alle sammen en smule selvoptagede på den ene eller anden måde. Du gør det rigtig godt og fortjener et skulderklap. De bedste hilsner fra Clara
Dejligt indlæg.. Misundelse er en grim ting og at udstille sit eget liv/tanker som blogger kan godt få nogle folk til at blive lidt næsvise. De overvejer jo ikke, hvor lang tid det faktisk tager at skabe en god blog og at man jo i sidste ende gerne vil glæde folk med noget læsestof, som man selv synes mangler derude i blogland:-) Det er så let bare at sige om bloggere, at de er selvoptagede – men dem der har så travlt med andres liv og mugger i det skjulte er måske de mest selvoptagede;-) Så de tre fingre peger måske tilbage til dem selv;-)
Hilsen en blogger:-)
Kæreste Cathrine,
Selvoptaget?! Aldrig i livet om jeg vil forbinde det ord med dig..
Jeg er efterhånden en gammel læser-dame i blogverdenen og har for længst lært at skille godt fra bras her..
Men du er en helt særlig enér og dine indlæg – De bliver slugt med det samme!
Du er for mig blevet et dagligt frirum, hvor jeg i en travl hverdag med alt for meget arbejde, opvask, rengøring, tøjvask, træning og så videre, får et øjebliks mig-tid! I din farverige verden finder jeg inspiration og jeg føler mig udfordret og opløftet! Jeg kan relatere til SÅ mange af de tanker du gør dig, og du stiller præcis de spørgsmål jeg tit stiller mig selv – og du giver mig dit syn med! Du kan noget helt udefinerbart ved at dele dit liv med os uden at det hele bliver et “glansbillede”, og på en helt særlig måde formår du skubbe til mig, så jeg – hvor klicheagtigt det end lyder – udvikler mig!
Da jeg i lørdags pbnede det nye Costume og fik bladret om på side 202 fik jeg udstødt et lille hvin af stolthed på dine vegne, og min kæreste fik kigget mig over skulderen og sagt – “Det er jo Fridas menneskemor! – Sejt nok!”, kunne jeg ikke lade være med at føle mig helt fjollet og tænke at min kæreste også måtte synes at jeg er en smule skør, sådan at kunne lade mig begejstre på dine vegne – Men det kan jeg! (Og min kæreste forstår det åbenbart, for da vi i søndags gik forbi den blå sendevogn på Smukfest, sagde han meget sødt og helt uden ironi; “Hvor er det ærgerligt at Cathrine er taget hjem – Ellers kunne du have sagt hej.” At jeg så reagerede ved at puffe til ham og sige noget ala “Hallo, jeg er 27 -hun må tro at jeg ikke har et liv-det vil være så pinligt!”, så var jeg faktisk inderst inde lidt ærgerlig over at du var taget hjem..)
Cathrine, jeg synes det du gør er SÅ sejt og beundringsværdigt, og jeg elsker at du er min bedste www-ven uden at du ved det!
Så herfra skal der lyde de STØRSTE tak fordi du er som du er, og er STORT TILLYKKE med din Costume-optræden!:)
Hold nu op, hvor er jeg fan af sådan et indlæg. Det er virkelig rart at du kan tage emner som disse op, og at du er så fuldstændig nede på jorden. Jeg har ikke været læser på bloggen så længe (1 års tid), men jeg er netop faldet for din måde at kunne være ovenud lykkelig for de små skridt mod toppen som du tager. For vil de fleste bloggere ikke gerne fremad, opad og ud i verden? Det fede ved dig er at du gør det med begge ben på jorden – skov på dem eller ej!
Husk at det er din verden vi vil høre om og ikke et opstillet dukkehus 😉
Kun positive og rosende ord herfra
Her i weekenden var jeg backstage. Jojo med alle de kendte og seje. Det hele føltes så unaturligt og akavet, og jeg var ikke ligefrem stolt over mig selv og min pinlige opførelse. Jeg er jo ikke sådan. Tænker jeg stille for mig selv. Derfor er det rart at læse, at du kan have det på lidt samme måde. For vi er jo alle bare mennesker. Nogle er bedre end andre til at føre sig frem og være højt på strå, men det er ikke ensbetydende med, at de føler sig sådan indeni.
Ps. Det er helt ok at blære sig, når man er stolt over et stykke arbejde eller et opnået mål! Og det er fedt du både deler det gode og det dårlige!
Pps det blev ret langt. Ville egentlig bare sige at du er pisse sej! Sådan lidt en jævnaldrende rollemodel 😉
Hej Cathrine.
Må jeg starte med at sige, at det var en utrolig tarvelig kommentar. Du har jo på ingen måde tvunget vedkommende til at høre om dig, din hund eller dine prutter – vedkommende har fulgt med og nydt godt af alle dine fine tips og historier, og så smækker hun (forestiller jeg mig, det var) sådan med døren. Øv altså!
Det kan godt være, at du er selvoptaget, en smule selvfed, når du har lavet noget godt eller egoistisk, men er vi ikke allesammen det? Vi elsker jo allesammen at få ros, blive hørt og blive bekræftet i det, vi gør. Du har valgt at lave en blog, hvor du fremstiller verden fra dit synspunkt – endnu engang uden at tvinge folk herind i dit univers. Nogle mennesker synger, for at komme ud med deres tanker og følelser, andre løber, når de skal give afløb for deres oplevelser, og du skriver. Du er bare så heldig, at vi rent faktisk er en hel del, som synes det er hyggeligt at høre om dine tun-lugtende togture.
Dine problemer er lige præcis lige så små og mærkelige, som vores andres, men du klager ikke altid over dem – du overkommer dem. Det inspirerer mig meget i hverdagen. Det gør din måde at skrive på forresten også!
Mange bloggere forsøger evigt og altid at “sælge” tanken og idéen om deres perfekte liv – og det giver mig kvalme. Jeg tror det er forskellen på dig og mange andre bloggere, at du formår at vise os et mere eller mindre naturligt billede af dit liv. Du giver os, dine læsere, bekræftigelse. Vi ser, at vi ikke er alene med vores behårede ben og glemsomme kærester, og det er det, jeg allerbedst kan lide ved at “hænge ud” her i dit univers – der er så pissemeget plads til os allesammen.
Hvis folk ikke kan lide det, må de lukke computeren, for det kan ikke være dit problem.
ærlig talt…
..og jeg synes det, at du lægger sådan et billede her på facebook: vhttps://scontent-a-ams.xx.fbcdn.net/hphotos-xfp1/v/t1.0-9/10550876_741539125884630_6898324284859327217_n.jpg?oh=2de448fd6c63b5aa5d571b5dd45f5944&oe=5470ED2C viser, at du ikke har et behov for at blæse dig selv op til mere, end hvad du i virkeligheden er; ganske almindelig.
Venligst lad være med at droppe din blog! Kan forstå sådan nogle kommentarer sætter tankerne igang og sårer, men du er uden tvivl den bedste læsning i blogverdenen. Keep it coming 🙂
Altså du kære Rocker, det kan godt være du på nogen måder er gennemsnitlig, men på andre er du altså ikke det der ligner gennemsnitlig! Jeg kender godt nok ikke mange som kan bærer strutskørter og glimmer som du kan. Du er skarp og du har en genkendelig stemme, både på skrift og i radioen. Så glem nu lige den gamle danske jantelov et øjeblik og nyd at så mange gider læse med og være en del af din verden. Du køber dig jo ikke til opmærksomhed, du møver dig ikke frem i hjernedøde realityprogrammer, du er bare dit eget dejlige selv, så helt ærlig du har da fortjent den opmærksomhed du får.
Og det der blev sagt om selvmedlidenhed- hvis man kan fortælle på så sjov en måde om en brækket tå eller revnede bukser og en (næsten) almindelig hverdag, så tager jeg gerne en dosis selvmedlidenhed mere fra din side!
Blogs er heldigvis noget vi læsere selv finder frem til, og selv kan vælge til og fra. Ligesom dig forstår jeg heller ikke behovet for at smække med døren på den måde, der sidder jo et lille kryds oppe i hjørnet man bare kan trykke på, hvis man ikke bryder sig om indholdet.
De kærligste hilsner Tanja
Nu er der heldigvis ingen som bliver tvunget til at læse blogs, så hvis “den tidligere læser” synes du er så “selvoptaget, selvmedlidende og intetsigende”, så synes jeg bestemt, at hun skal stoppe med at læse med.
VI andre (mig, hæ hæ) er MEGET uenig med denne tidligere læser. Jeg synes at du er HELT nede på jorden og din menneskelighed gør netop at jeg glædeligt læser med. Jeg er sådan én som gerne vil læse om brækkede tæer, bussemænd og hår på benene. VI ER JO KUN MENNESKER. Helt ærligt.
… Og jeg forstår godt at du er vildt stolt af din side i Costume. Hvorfor så holde det inde? Jeg er faktisk ikke særlig stor fan af Costume – har heller aldrig været det. Jeg er derimod fan af dig, så mon ikke udgaven af bladet ender hjemme hos mig også 😉
Altså….. Nu er en blog jo på en måde temmelig selvoptaget 🙂 Når det så er sagt, så er jeg en sucker for det. Jeg elsker at læse blogs – det der lyserøde billede af hverdagen, der oftest tegnes, det kan jeg næsten altid bruge. Den måde din blog er, kan det næsten komme til at føles som om man har en “ekstra” veninde – hvilket jo er lidt underligt (envejskommunikation and all), men alligevel tillokkende. Mere ukompliceret bliver en relation vel ikke, høh. Jeg ser min blog-læsning som at læse dameblade – bare i extented cut…. og der er din altså yndlings!
Jeg elsker din blog fordi du er så gennemsnitlig, og du gør så mange tig vi andre ikke tør! Det er sgu iorden at blære sig med at være i Costume, det er sgu også helt okay at brokke sig over en brækket tå, det gør jo ondt for pokker?! – Måske er du selvfed, men du har sgu noget at have det i! Husk på, at antallet der elsker og læser din blog, er langt større end dem der skriver sådan en ufed kommentar. Bliv ved med det du gør, du gør det skide godt!
Jeg er normalt ikke en, der kommenterer herinde, selvom jeg trofast læser ALT, du skriver 🙂
Jeg følger mange blogs – de fleste som inspiration til outfits. Gider som regel ikke læse lange tekster – undtagen dine!! Sluger alt hvad du skriver. Også selvom det er langt 😉 synes du skriver fantastisk, meget humoristisk og er ikke bange for at udstille dig selv.
Og nej selvoptaget kan man ikke kalde dig.
Så fortsæt endelig, som du gør nu. Synes du er en ener i blogland 🙂
PS synes også det er cool med en hel side i costume 😉
Kh. Malene
Nej, det var da fjollet, at lige præcis du skulle være selvoptaget, for ærlig talt så er vi alle jo mere eller mindre interesserede i vores eget liv, og der synes jeg ikke, at du overgår hverken folk på facebook, blogs eller insta. Ærligt, så synes jeg, at det er for fedt at høre om dit liv, både det gode og dårlige 🙂
Fantastisk indlæg, du skriver simpelthen så flot!
PS, er glad for jeg ikke er den eneste der prutter på cyklen, når man er på vej hjem fra middag 😉
Jeg har (i første omgang) kun én ting at sige: DU MÅ IKKE STOPPE MED AT BLOGGE!
Fuck navlepilleri, fuck egoisme. Fuck janteloven!
Jeg elsker din uhøjtidelige og fantastisk underholdende måde at skrive på – og det er på trods af at du taler om dig selv og din verden 🙂
Årh for en tarvelig kommentar! Er meget, meget uenig – du er ingen af de ting, elsker din blog!
Men jeg genkender følelsen du beskriver så fint alt for godt (rammes også af den ret tit – især efter kommentarer a la den du fik, eller om natten, når jeg ikke kan sove og altid udnytter søvnløshed til selvhad.)
Tak fordi du beskriver det så fint!
Sejt at du er i costume også!
Hej Cathrine!
Normalt kommentere jeg aldrig blogs, men her må jeg gøre en undtagelse. Jeg synes på ingen måde, at du er selvoptaget og intetsigende. Jeg glæder mig hver dag til at læse det nyeste indlæg i din blog. Du viser os ikke en eller anden opstillet facade og tager ofte emner op vi alle kan relatere til. (F.eks. er det dejligt at vide, at jeg ikke er den eneste pige, som en gang i mellem har lidt lange hår på benene) Personen, der har skrevet den dumme kommentar, må ikke kunne skelne mellem selvoptagethed og selvironi. Du er top professionel og aldrig dømmende. Du er en kæmpe inspiration for mig og håber en dag, at jeg bliver lige så cool som dig, for det er du!
Mange highfives herfra.
Jeanne Louise
Ive said it before, and Ill say it again: Jeg ELSKER din blog! Den er så varm, hyggelig, velskrevet, personlig og fyldt med gode ideer, tanker og billeder – alle de ting, som jeg synes en god blog skal indeholde!
Er virkelig ked af, at du fik sådan en kommentar – og er helt enig med dig i, at hvad pokker skal sådan en gøre godt for (altså den der “smækken med døren attituden”). Jeg har da selv droppet et par blogs hen ad vejen, men behovet for ligesom at sige “farvel” til blog-skriveren har jeg nu aldrig haft – det er ligeså frivilligt for mig at følge en blog, som det er for dig at skrive den. Og heri synes jeg i og for sig, at retfærdiggørelsen af ens blog ligger: Det er freaking frivilligt!! JEG sætter som læser, KÆMPE pris på, at DU gider skrive en sød og dejlig og hjertevarm blog om alt mellem himmel og jord – for det er god, vedkommende læsning. Det er rart at blive mindet om, at andre mennesker ind i mellem deler de samme tanker som mig, det er befriende at læse om at andre OGSÅ prutter på cyklen, osv osv.
Så please keep up the good work!! 🙂
Og PS jeg synes du tager den tå med kæmpe overskud og Birkenstock – det er dælme sejt!
Kh Pernille
Og PPS: Du er altså slet slet slet ikke selvoptaget og intetsigende, ihvertfald ikke mere end alle os andre… 🙂
Selvoptagede er vi vel alle til tider, og det er vel også okay? Jeg har fx fødselsdag i morgen, og det skal da i den grad handle om mig. Mine ønsker. Mine behov. Og min ide om en god fødselsdag.
Ellers har jeg kun én ting at sige: Det er fucking sejt, at du er Costume! Og det er herre awsome, at du har en populær blog at blære dig på! I wish, så husk at nyde det 🙂 🙂 🙂
Det der koncept med, at hvis man ikke har noget pænt at sige, så skal man holde sin kæft, det synes jeg egentlig er ret fint.
Skal vi ikke genopfinde det?
Især ud fra betragtningen, at det er ret nemt at stille sig op og pive og være utilfreds, når man ikke selv bidrager med noget, men bare sidder på sidelinjen og ser på. Når det er en anden, der lægger sit liv, tanker, overvejelser og betragtninger ud, så må man “være glad for det man får” eller også må man selv give et bidrag, hvis man synes man kan gøre det bedre. Forstår du hvad jeg mener?
Jeg tror alle bloggere sidder med de tanker. Om at være for et-eller-andet. For åben, for overfladisk, for dum, for selvoptaget, for syg, for kedelig, for sur … Fordi vi alle gerne vil gøre det pissegodt og alle er vores egen største kritiker. Og fordi vi er sådan indrettet, at 1 sur kommentar fylder mere end 1000 glade.
Problemet er jo, at det kan virke selvoptaget alene at skrive et indlæg om at have de tanker… Som om man fisker for ros… Hvilket ikke ligefrem er tilfældet. Og jeg opfatter ingenlunde dig som selvoptaget.
Med udgangspunkt i mig selv så overvejer jeg meget, hvor meget jeg egentlg skal skrive om sygdom. Det fylder hele min hverdag , men jeg gider jo ikke have sådan en nedtursblog, hvor folk bliver i dårligt humør eller synes jeg hælder vand ud af ørerne. Hvis jeg udelukkende skriver om de positive ting, så tror folk, jeg har det meget bedre end jeg har det… Og doseringen er bare svær.
MEN: Jeg tror man skal se på det ud fra kærlighedsprincippet: At der er en til os alle. Sådan er det også med blogs og nogen ændrer smag livet igennem. Og at man bare skal være sig selv på godt og ondt, fordi det er vigtigt at man tør tale om det, også om de svære ting fx en depression, om at blive forladt, om ensomhed og om misundelse fx. Bare visheden om, at man ikke sidder med det alene, at der er andre i samme båd, det gør altså en forskel. Nogle gange redder det faktisk også liv.
Gu er det da selvoptaget at lægge det på en blog, men det er jo et tidsbillede på, hvordan det er lige nu. Det er da endnu mere selvoptaget at opdatere sin facebook 8 gange dagligt med betragtninger om, at det regner… I min optik.
Så gør det du er bedst til : Vær dig selv og skriv om det.
<3
Du har ikke en skid ret til at tage noget af vores tid, så vi kan læse om dig. Men vi gør det jo alle sammen frivilligt alligevel. Jeg gør det, fordi jeg synes du virker enormt inspirerende og som et menneske jeg vil både se op til og ønske jeg havde som veninde. Jeg forstår heller ikke, hvorfor sådan en som hende du nævner gider bruge tid på at sende sådan en kommentar – men se det på den lyse side; nu behøver du heller ikke bruge mere tid på hende. Hun kan jo rent faktisk bare lade være at læse med! Jeg synes du skriver fantastisk og bliv endelig ved med at pille dig selv i navlen.
– Jeg ville faktisk også spørge om du ikke gad lave sådan et “det ved jeg om mig selv”-indlæg med små finurligheder du kender til om din personlighed. Det kunne være sjaw.
Keep it coming!
Tror mange mennesker har for lidt fantasi til at fornemme ironien bag den tekst, de læser.
Jeg kan godt lide at du er “normal”: du er dygtigt til mange ting og rigtigt fin, men du er stadig en opnåeligt ideal. Jeg kan læse din blog uden makeup, med kethup på kinden en lørdag aften alene hjemme i sofaen uden at føle mig forkert og kedelig og grim. Du dyrker lidt det uperfekte i det ellers meget perfekte univers både du og andre dygtige bloggere fremstiller, men det er der kanten kommer frem.
Jeg synes det er så sejt, at du tør sige at du er stolt af dig selv! I virkeligheden er det jo den fornemmelse der skal drive os og ikke andres forventninger. Men vil man stikke lidt ud fra “det normale” vil man få knubs med på vejen. Jeg ser altid blogs som et total enevælde med en matrone af en monark på toppen; hver evig eneste blog er et enevælde og kan man ikke lide det, så må man hoppe videre til næste og se om monarken der er mere tiltalende.
Super kedelig kommentar!
Din blog er fuld af humor, selvironi, masser af lækker inspiration og søde og sjove historier fra hverdagen!
Jeg synes det kræver stort mod, at have en blog, hvor du i større eller mindre grad udleverer dig selv.
Du kan i hvert fald tro, jeg bliver hængende 😉
Keep up the good work!
Forget the haters for somebody loves ya! – Quote Miley (Sorry men kunne ikke lade være! ;D )
Amen, Cathrine! Det er sgu godt skrevet, virkelig!! MEN, er vi alle ikke selvoptaget på et eller andet plan (også selvom man ikke har en blog)? Jeg mener, ligger vi de dårlige billeder op på Facebook og Instagram? Eller kommer vi med nederen og negative updates (okay enkelte gør). Vi selviscenesætter os selv alle sammen på et eller andet plan. Det er bare mere tydeligt når man har en blog fordi man selv ligger det derud hvor alle kan se det, og hvor folk kan kommentere og sige deres mening. Man stikker udenfor når man har en blog, og i et land som Danmark hvor vi har janteloven kan man godt komme i klemme når folk får onst i måsen. Sådan en blog er jo (som mange sociale medier) en revideret version af os selv. Vi er nok flest som er helt gennemsnitlige og helt almindelige, men når man har en blog kan man selv ligge op hvad man synes og så kommer bussemændene, den sure skraldespand og nullerbørgerne ikke altid med… og er det ikke også okay egentlig?!
Hejsa, har vist ikke lagt kommentar hos dig før, og undskylder på forhånd at denne første skal blive så lang!
Det der med hvad andre tænker og siger og skriver, når man har blog – på den ene side vil man jo gerne høre (ærligt) fra dem, som læser med – dog må man som minimum have lov at forvente en respektfuld tone. Så du har helt ret, læs med, hvis du har lyst og lad være, hvis ikke – hvorfor smække med døren? Omvendt, hvis læserne bare siver afsted uden begrundelse, så tænker man “hvad gør jeg forkert??” I min verden hører jeg rigtig gerne, hvad andre skulle være utilfredse, hvis det er konstruktivt. Jeg skal nok selv bestemme om jeg er enig og om det de er utilfredse med skal ændres eller ej, men sådan en kommentar som din, den lugter lidt af misundelse … eller noget andet, du alligevel ikke bør forholde dig til.
JEG synes ikke du virker selvoptaget – tværtimod fornemmer jeg en ret stor portion af forfinet selvironi og pragmatiske her hos dig – at du er skide smuk, har god smag og er velformuleret, er jo årsagen til at så mage synes, det er skønt at få et kig ind i dit univers, tænker jeg. Misundelse kan jo nogle gange også være en skjult agenda bag de nedladenheder, som man nogle gange må affinde sig med, når man smider sit “jeg” ud i blogfladen – det synes jeg selv, jeg har svært ved at finde plads til (altså nedladenhederne), men har erkendt, at det er en del af game´t.
Stort tillykke med featuren i Costume – det er jo virkelig fint og stort og det skal du have lov at fejre 🙂
Sikke mange kommentarer, dem kommer jeg ikke igennem, så det er med fare for at gentage noget andre allerede har sagt… Men! Det jeg ville sige var bare, at selvoptaget eller ej, så skriver du helt vidunderligt. Formidler, som du vist selv skrev, så fint så fint! Så bliv lige ved med det, tak! Ps. Vild med det billede jeg fik for mit indre blik om at rumle hele vejen hjem fra en middag. Blafrende Ganni-skørter und alles 🙂
Man bliver så træt af sådanne mennesker. Men Keep on rockin’ for du er edderspjætme for skøn:-)
Jeg er vild med dig og din blog – og jeg er tydelig vis ikke den eneste. Derfor vil jeg nu alligevel sende roser efter dig, for jeg synes, du rocker for vildt. Du er hjertelig, sjov og inspirerende, og dine fine ord får mig altid til at tænke. Enten på at have det sjovt og godt og nyde nuet, men du kaster også en del eftertænksomme tanker efter os læsere, som giver stof til overvejelser om, hvordan man selv forholder sig eller handler. Og tak for det. Og fedt at se dig i Costume, blev helt glad over et ‘bekendt’ ansigt i det magasin – og inspireret til en fri-fra-speciale-tur i bio på biografernes dag i søndags.
Ærgerligt, at nogle mennesker ikke bare pænt kan forlade selskabet, hvis det ikke behager dem. Især fordi du ikke direkte har provokeret denne person med en absurd holdning til politik eller et andet ømt emne (må vi formode).
Jeg synes, det er skønt – alt dit navlepilleri. Det gør det relaterbart, og det er personligt derfor jeg følger med! Jeg er lettet over, at du ikke vader i prisuddelinger, modeshows etc. hele tiden, for det er ikke noget, som er en del af min hverdag, og derfor er det sgu trættende at kigge på (på andre blogs) i længden. Så selvom du måske selv gerne ville leve i en mere glamourøs verden, så skal du bare vide, at vi er mange, der sætter pris på din verden lige som den er!
Og det er skønt, at du anstrenger dig for at vise din gode side og har lyst til at dele det hele med en masse fremmede mennesker, der bare sidder og håber, at de bliver ligeså cool, nede på jorden og med en fantastisk tilgang til det hele, når de selv engang bliver 25 år.
Og i en verden, hvor det hele skal præsenteres fra den rigtige side, nogle ting gemmes væk, mens andre fremhæves – så gør det sgu ikke noget, hvis du ikke gider vise dine behårede ben frem eller alle de nullermænd, som vi alle sammen skubber ind under diverse møbler, der holder nogenlunde tæt.
Mit eneste råd til dig er, at du skal have hjertet med i alt hvad du skriver herinde. Du skal udfordre dig selv, men aldrig nogensinde gøre, sige eller skrive noget som ikke er dig. Og dit gode mix af glamour, navlepilleri og hverdagsproblemer er det, der får mig til at vænne tilbage til din blog gang efter gang. Du har en fantastisk blog – så keep up the good work!
Du giver mig noget almindelighed, der er så langt fra mig egen almindelighed – det er derfor jeg følger blogs.
Jeg forstår ikke hvordan “tryk-oppe-i-højre-hjørne” skal blive til bidske kommentarer. Eller jo, jeg udleverer mit liv, min personlighed og mine tanker – men hvorfor skal nogle råbe af mig. Sådan føles det. Lad os diskutere istedet.
Jeg har haft ret kontroversielle indlæg ude i blogland, de brandfarlige, siger ofte min mening og tager et politisk standpunkt. Jeg siger hvad jeg mener, hvad jeg tænker og ligger det ud, hvor alle kan smide deres mening. Det er okay. Jeg er vild med mennesker siger hvad de syntes. Også om mig. Jeg ytrer mig ikke kun blandt mine 4 vægge. Hvilket er derfor jeg opfattes selvoptaget, egotisk og meget mig selv. Jeg deler på bloggen. Jeg tør godt. Det gør du også. Det er det blogs gør Ja, vi udgiver os, vores liv. Og hvis det ikke duer, ja, hvad så? Du giver Så meget af dig selv, og det almindelige. Men hvad er det almindelig? Hvad er det normale liv? Hvad er det interessante? Er det ikke ligemeget? Hvis bloggen findes interessant, så mon den ikke giver nogle noget.
Du giver mig noget almindelighed, der er så langt fra mig egen almindelighed.
Tak 🙂
Jeg må altså sige, at din blog er så dejlig. Min dag bliver altid en lille smule bedre, efter jeg har læst dine tanker. Jeg synes slet ikke du er selvoptaget overhovedet. 😀
Du skal nu ikke være så bange for at provokere nogle folk med stærke holdninger. Flere undersøgelser har vist at folk helst vil læse noget der provokerer dem lidt. Deraf er det også den slags indlæg der deles mest på facebook…. altså den slags hvor folk bliver provokeret i negativ eller positiv retning. Så længe man respekterer andre menesker og taler pænt til hinanden, så må du skam gerne være selvoptaget 🙂
You rock:)..vi er allesammen selvoptaget, nogen ved det bare ikke;) Vi lever også i 2014 og er for længst faldet i med arme og ben..før blogs blev rigtig udbredt kom facebook og hvis man er med på bølgen om at dele sin verden her, så er vi vel alle havnet på hylderne hvor man i mere eller mindre grad er selvoptaget. Jeg tror jeg hørte det fra en film engang og det hang ved “lev livet som var du hovedrollen, ikke en birolle karakter”. Det er bedre at turde vise hvem man er og stå ved det. Det der gør din blog god, er at den er “ægte”. Du viser de gode dage og fortæller om de dårlige – life in all it’s color:) & sidst og mest vigtigt du skriver godt! Jeg kunne forestile mig at der en dag spire en novelle eller bog ud af de mange tanker og humoristiske beskrivelser – hope so.
Det er jo netop det med at kunne se sig selv i nogle af de situationer du beskriver – at have glemt at binde nederdelen, så trussen synes. HAH, hillarious!! (Og det kunne ske/er også sket for mig:)) Elsker at du skriver så hudløst ærligt, både om hverdagssituationer, dine fantastiske rejser, ja livet i bund og grund. Og så er det skønt at kunne hente farve- og indretningsinspiration hos dig (og lidt farligt, for det er ikke altid gratis…).
…glemte lige: du kan være stolt af dine evner med ord og at du sætter dig selv og dit liv ‘på spil’ til glæde for andre! TAK for en skøn blog!!
Jeg forstår dine tanker kære Cathrine. Jeg er en anonym læser, jeg har bestemte blogs jeg følger, kommenterer aldrig og i ved egentlig ikke at jeg læser med. Når jeg kommer hjem fra træning, når jeg har spist min kalorierige pizza, når jeg sidder i skolen og er ved at falde i søvn, så tjekker jeg lige din (jeres) blog. Jeg læser indlæggene, smiler lidt for mig selv og så går mit liv ellers videre. Men det gør nu et eller andet ved mig. Ellers ville jeg jo ikke blive ved med at klikke ind og læse de til tider sjove, alvorlige, inspirerende eller ligegyldige indlæg. Det giver mig et eller andet. Lige nu er min kæreste i Berlin og kommer ikke hjem før om tre uger. Og jeg savner ham. Jeg føler mig ensom og en lille smule ynkelig. Jeg sidder alene med min slikpose og tomme pizzabakke. Så klikker jeg ind på din blog. Og føler at jeg er på et hurtigt visit hos en veninde. En veninde der lige hurtigt fortæller hvad hun har oplevet i dag. Og det er dejligt. Så kan jeg lidt igen. Jeg overvejer tit at starte min egen blog.. men så kommer tanken “ej, så selvoptaget vil jeg ikke være. Hvem vil læse om mig”.. Men hvis de ikke vil, kan de jo altså bare lade være. Og dem der vil, kan kigge med og enten få en masse eller ikke en skid ud af det jeg har at skrive. Vi lever i en selvoptaget verden, med hele bøger kun med selfies (læs: Kim Kardashian) og ca. hveranden kvinde over 18 har en blog (overdrivelse fremmer forståelse). Men der er vel heller ikke en begrænset plads på internettet? Der er vel plads til alle? Og hvad så hvis det kun er min bedste veninde og min mor der læser min blog? Så har jeg i det mindste to 100% faste og loyale læsere.
Pointen er, ja du er måske selvoptaget og piller i din navle hver dag.. Men du gør det fandme godt! Og vi vil gerne læse det du finder i din navle.. For hvem tror jeg egentlig jeg er? Som om mit navlefnuller er mere spændende end dit. Og som om jeg ikke har 2 min til lige at tjekke hvad Cathrine har lavet i dag (;
Keep up the good work – og det er sgu rart at du også piller næse og prutter på cyklen! Velkommen i klubben (;
– Sandie
Kan vi ikke sætte ikke- foran de tre ord?! Du er en inspirerende, velformuleret, betænksom, empatisk og SMUK kvinde og væsen. BUM! Sjov ikke mindst også.. Se! Jeg kan jo blive ved 🙂
Hold nu helt op hvor er det fantastisk rart at du er så bundærlig! Jeg er vild med det. Jatak til ærligt navlepilleri, på med ja-hatten og af med bikinivoksen. Jeg har lige selv startet en blog, mest for mig selv og alle de få der ellers har lyst til at høre på mig, og jeg håber at jeg aaaldrig kommer til at pynte for meget på min virkelige verden. Ærlighed kommer man længst med og hvor er du god til det 🙂 Du er for sej.
Hej Katrine.
Jeg er, som mange af de andre, en af dem, der har fulgt med næsten fra starten. Og det næsten religiøst. Jeg har været i forskellige faser af mit forhold til din blog, men det meste har spændt mellem girl-crushet og star-struck. Jeg stoppede med at læse din blog for et par måneder siden af, hvad der lyder som de samme grunde, din anden tidligere læser har anført.
Jeg blev af en veninde gjort opmærksom på, at du havde skrevet det her indlæg og fandt derfor vej tilbage.
Du skriver, at du ikke forstår ‘smække med døren’-tendensen. Men det er jo ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om, at noget, der tidligere var rigtig godt, ikke længere er det. Og det, er man skuffet over. I min optik handler det ikke så meget om at være selvoptaget. Det er jo ligesom givent i og med, du har en blog, og det er vi andre sgu også. Men din blog (ikke altid, men i det sidste halve års tid) er simpelthen decideret selvsmagende. Og det er noget ganske andet og ret træls. Det kan du jo så vælge at gøre noget ved eller lade være med. Det er naturligvis helt op til dig. Vi er bare nogle stykker, der savner stemningen i starten af din blog.
/Maria
Hej Maria,
Først og fremmest – ligeså forskellige I er, ligeså forskellige er vi bloggere. Jeg er ikke den samme nu som i starten. Eller jo, grundessensen. Men en blog er jo ikke en færdig opskrift, jeg prøver mig frem og tester af. Ligesom du på en almindelig arbejdsplads prøver og tester og udvikler dig.
“Jeg håber du kan blive som i starten”, det er jo egentlig lidt svært synes jeg at finde konstruktivt – for jeg ved ikke hvordan jeg var i starten i forhold til nu. Jeg er den samme omend der sker meget på det personale plan. Der er i den grad også dage jeg tænker, jeg ikke vil blogge længere. Og det kan også sagtens være, at bloggen har haft sin “storhedstid”, i dont know. Men hvis du skal kritik, som du håber jeg vil tage til mig og bruge, så vil jeg meget gerne ønske mig den konstruktiv. Eksempler på selvsmagenhed og indlæg du savner. Måske jeg kan imødekomme, måske ikke. Det er trods alt min blog i første vending og så håber jeg altid at folk på den anden side er glade og med.
Kh