Frygten for livet
Nogen gange tænker jeg, at jeg aldrig vil have børn. Jeg siger det også til min kæreste. Jeg vil ikke have børn, hvis det er denne verden, de skal fødes i. En verden der har så mange ulykker, had, katastrofer på vingerne. Fly der styrter ned, journalister der kidnappes, halshugges. Sult, sygdom, fattigdom. Jeg kan ikke holde tanken ud. At mine børn skal vokse op i en forrået verden, at de skal bekymre sig for livet. Min kæreste siger altid noget rigtigt. Nogen gange realistisk men normaliserende “jorden har alle dage været et skidt sted – også i vikingetiden”, andre gange mere romantisk: “vi må aldrig bukke under for frygt” eller “vores børn kan være redningen, den næste Nobelmodtager” (han tror tydeligvis på de gode gener), og det får skuldrene til at falde ned. Indtil næste gang jeg rammes af en lille apokalyptisk angst.
I dag havde jeg Frida med på arbejde, som så mange gange før. Men i dag måtte hun ikke komme ind i bygningen. Sikkerheden var strammet op. Jeg synes egentlig, det virkede fjollet, for selv om fremmede forveksler hende med en muskelhund, så er hun ved nærmere eftersyn en pelset pølse på fire ben. Og jeg tog mig selv i at spørge i receptionen, hvorfor jeg nu ikke måtte have hende med, selv om svaret kom af sig selv.
Jeg har tænkt meget på Paris de sidste to dage. På hvad det egentlig vil sige at have ytringsfrihed, hvornår den skal udøves. Hvad er det for en verden vi lever i? Og hvad er den højeste pris jeg ville betale for det, jeg tror på. Så har jeg vævet frem og tilbage, om jeg skulle skrive ordene ned, om jeg egentlig kunne. Men besluttede mig for, at det er vigtigt at tale. Og udveksle, for måske at blive klogere. Selv om jeg stopper op og sletter og falder over ordene, som jeg skriver.
Vi lever i en del af verden, hvor vi har fået meget givet. Grundloven gav os det hele: Demokrati og med dét; stemmeret, ytringsfrihed, pressefrihed. ?Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker?.
Vi er vist egentlig ret gode til det, at udøve vores givne rettigheder. Det er lovligt at være nazist. Det er lovligt at være liberalist. Pascifist. Kysse på mænd og være mand og som kvinde gifte dig med kvinden i dit liv. Vi må udtrykke os. Og mange af os burde helt sikkert gøre det med større omtanke. Tænke før vi taler (den var møntet helt og aldeles på mig)… Alt, hvad jeg gør, er vel et udtryk. Hvor jeg vælger at bo. Om jeg køber ind i Kiwi eller Irma. Hvilken hund, jeg vil have. Om jeg tager min kærestes efternavn ved alteret. Fonten i min header. Men det er ikke særligt bevidst og ej heller særligt risikofyldt. Gad vide, om jeg turde udtrykke mig, hvis jeg var truet? Ville jeg risikere?
Jeg beundrer mennesker, der tør stå fast. Stå ved og stå frem. Jeg har aldrig rigtig kæmpet for noget, og jeg ved ærligt talt ikke, om jeg turde. Jeg er ikke politisk aktiv, kæmper ikke for en smal sag. Jeg er her bare, på en måde. Nogen gange har jeg tænkt på, om jeg mon havde turdet at være frihedskæmper under Anden Verdenskrig, om jeg havde fulgt strømmen, eller meldt mig under de tyske faner? Hvis jeg havde været en ung tysk kvinde i 1930’erne – hvad havde jeg gjort? Havde jeg haft det i mig til at kæmpe imod? Ville jeg, når alt kommer til alt, følge strømmen i frygt for at stå ud?
Jeg har aldrig skullet tage stilling, for det er der andre, der har gjort for mig. Jeg arbejder som journalist. I en af Danmarks største medievirksomheder. Hvor der er plads til et “sgu” i æteren, og min politiske og religiøse overbevisning er helt min egen. Til trods for min periodiske apokalyptiske, dystopiske tankegang, så lever jeg i virkeligheden en temmelig sikker tilværelse i en rigtig pæn del af Danmark, hvor skraldespandene, busstoppestederne, lyskurvene som lygtepælene matcher i de pæne mørkegrønne nuancer.
Men jeg beundrer stadig folk, der tør stå fast. De der tager stilling. Folk der kæmper for, hvad de tror på. Folk der gider kæmpe for, hvad jeg tror på. Når Danmark er i krig, når underskrifter skal indsamles, når frivillige søges.
Jeg tænker meget på Paris, og på de tolv mennesker, der i går mistede livet. Ti af dem fordi deres våben var en blyant. Fordi deres satiriske tegninger beskriver samfundet (ikke bare religion, og ikke bare islam men især også katolicismen). Satire har været en vigtig del af den offentlige debat, også herhjemme, gennem århundreder. Så er der de to politibetjente. Betjente, som mistede livet for at beskytte tegnernes ret til at udtrykke sig. #JeSuisCharlie har rumsteret det meste af dagen, og #JeSuisAhmed er også kommet til – den ene politibetjent hed Ahmed. Han var muslim, og han er vigtig at huske, synes jeg, så debatten ikke bliver fokuseret på islam men på ekstremisme. Leandra stillede spørsgmålstegn tidligere ved, om et hashtag var nok til at være aktivist i dag – om det ikke burde kræve lidt mere af os? Egentlig en ret spænende debat, men som måske ikke er helt på sin plads lige i disse efterfølgende dage. En fransk kvinde skrev iøvrigt tilbage i kommentarfeltet til Leandra, at hun oplevede det som meget varmende, at hele verden viste sympati og sendte varme tanker til landet, til byen og til de efterladte. Hun mente, at hvis et lille hashtag kunne få os alle til at stå sammen, for en gangs skyld, så var det det hele værd.
Så tænker jeg på chefredaktøren for Charlie Hebdo, der for et par år siden blev citeret: “Jeg vil hellere dø stående end leve på knæene” (oprindeligt: Emiliano Zapata). Og så beundrer jeg modet. Jeg får lyst til at skrive her. Får lyst til at få nogle børn og pakke frygten for livet langt væk.
28 kommentarer
Du skal ikke slette din ord, Cathrine. For de er meget smukke og velovervejede.
Og jeg er meget enig i alt hvad du skrev.
Det er frygteligt, og jeg tog faktisk mig selv i, at græde lidt over Nyhederne her i morges. Av mit hjerte.
Fantastisk indlæg, Cathrine! Og fantastisk skrevet! Meget mere vil jeg ikke sige lige nu.
Det var dog et fantatisk indlæg! Derfor jeg læser med herinde. Pga. disse indlæg. Hurra for at vi netop kan skrive disse indlæg. “Jeg er uenig i alt du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det.”
Du er virkelig fantastisk med ord! Jeg er taknemlig for at du gider at dele dit univers og tanker med os læsere! Tak!
Fandme flot skrevet! Jeg synes din pointe med, at debatten ikke bliver fokuseret på islam men på ekstremisme, er vigtig! Ikke at skære alle over en kam.
Tusind, tusind tak for det indlæg!
Virkelig et fint indlæg! Jeg tager også mig selv i at være virkelig bange for verden lige nu, selvom mit liv jo egentlig er ret trygt. Men heldigvis er jeg ikke kun bange, men også enormt taknemmelig for de frihedsrettigheder jeg har. Man skal måske huske at holde ekstra godt fat i taknemmeligheden, når et sådan forfærdeligt angreb på vores frihed sker; hvis vi kun bliver bange har de jo opnået hvad de ville, tror jeg.
du rammer plet med knivskarpe formuleringer. Som Siri også skriver er pointen at have fokus på ekstremisme og ikke religion.
Det rammer netop også fordi, det er retten til at give udtryk for, hvem vi er i et offentliggjort forum, der bliver angrebet. Alle, der er en del af kommunikationssamfundet, er blevet direkte angrebet. Derfor er vi alle Charlie i øjeblikket.
Hvis man trods alt skal finde et minimalt lyspunkt i det her forfærdelige mørke, må det være, at det netop formår at samle os. Det er jo ikke “bare” et hashtag. Det er skrig til ekstremisterne om, at de ikke kan vinde. At lige meget hvor mange gange de forsøger at ødelægge blyanten, vil den altid skrive videre.
Je suis Charlie
Det er sgu godt skrevet, Cathrine! Efter det er gået op for mig hvad der er sket, har jeg flere gange lige måtte synke en ekstra gang. Jeg har let til tårer og får ofte en klump i halsen – når jeg ser film, når jeg ser folk blive modtaget med klapsalver på virale youtube-videoer – og nu også når jeg læser dine ord. Tak fordi du bruger dine ord og fordi vi må læse med.
Tak for endnu et fantastisk indlæg.
Så smukt, skarpt og velformuleret. TAK for dig, din blog og dine ord.
Det er så fint skrevet! Jeg har haft det på præcis samme måde – tænkt at det ikke er værd at bringe flere mennesker ind i en så skræmmende verden, hvor had og terror er dagligdag. Synes de seneste par måneder har været en lang rædselsfuld nyhedsstrøm efter den anden. Så da jeg så overskrifterne i går, magtede jeg simpelthen ikke at læse videre om det. Jeg kunne mærke, at mit hjerte slet ikke kunne håndtere flere af den slags nyheder. Men så i morges fik jeg alligevel læst – og grædt… For det er bare så meningsløst! Med tanke på Trines/Lortemors indæg tidligere i dag, så kan jeg godt være nervøs for, at hvis jeg allerede nu er så berørt af den slags, hvordan skal det så ikke blive, når jeg sætter børn i verden… Jeg har gjort mig samme tanker som du, om jeg mon ville have været modstander under krigen – for jeg er også bare lille mig, og andre før mig og efter mig gør det sikkert så meget bedre. Men jeg vil give den franske kvinde ret i sin kommentar. Hvis vi kan stå sammen, så er det det hele værd. Og det er mit håb at vi altid vil gøre det – så alle disse rædsler får en mening alligevel…
Hvor er det fint formuleret! Du rammer så meget plet <3
Hvor er det smukt skrevet. Det beskriver virkelig godt de tanker jeg har rodet rundt med, både før i går men aldeles efter. Jeg beundrer, din måde at formulere dig på og nyder at læse dine ord.
Meget smukt,sandt,ærligt og poetiskt på en og samme tid. Tak for de inspirerende ord 🙂
Din kæreste har jo ret! Verden er ikke ved at gå under af elendighed – den har altid været fyldt med forfærdelige sager – og heldigvis også glæde og håb… Jeg tænkte ikke meget over “dommedag” da jeg var barn; kun den uge vi havde om Barsebäck i 3. klasse. Måske har jeg (vi) bare nået den alder hvor verdens alvor sådan rigtig kan tages ind. Jeg tænker lidt det samme, hver gang vejret gør noget tosset – vil jeg bringe børn ind i en verden med global opvarmning og smeltede poler..? Men måske de kan ændre det, måske nogen gør det før dem, måske gir de så meget, at det er ligegyldigt! Ham jeg har nu, er så tidskrævende, at der gik 48 timer, før jeg “opdagede” angrebet i Paris..! Nu tjekker jeg lidt desperat DRs nyhedsapp hver time i frygt for helt at miste kontakten til vitkeligheden!
Smukkeste indlæg længe læst
Så se da for pokker at tage dig sammen og kom igang ..
En fornuftig pæn mand med mange fine synspunkter (ud fra hvad du selv skriver) og en nydelig velformuleret dame med god stil kan kun berige verden, hvis de formerer sig (beklager ordvalg) 😉
Så se at få sat nogle børn i verden – har en på en måned og det er super hyggeligt – og alt er indtil videre nemmere end forventet – både fødsel og selve pasningen (de sover for det meste meget ;))
Bonusinfo: jordmoderen sagde at høje slanke piger normalt er gode til at føde 😉
Jeg synes, at din kæreste har helt ret i det, han siger. For er verden blevet et værre, mere utrygt sted at være? Eller bliver følelsen af utryghed blot større, fordi den dækkes så meget igennem diverse medier, mens de fleste af os – i hvert fald herhjemme – lever en ret tryg tilværelse? Verden er også et smukt sted, og jeg tror på, at når det værste chok har lagt sig, så vil også dette angreb stå tilbage som et, der samlede os, og det er dét, vi skal fokusere på, for det er den eneste måde, en så meningsløs situation kan vendes og bidrage med en snert af mening.
Smukt, Cathrine. Og eftertænksomt.
Tak for dine ord – også idag 🙂
Jeg forstår dine tanker, men det er så vigtigt, ikke at lade frygten styre værket.
Det kan godt være, at terrorisme er kommet tættere på, men igen siger, at det vil gå ud over dig eller dine børn. At sætte børn til verden er en ganske smuk ting, og måske, som din kæreste så fint pointerer, så er det måske jeres barn, som ender med at gøre en kæmpe forskel, man ved det aldrig.
Hvis det var mig som havde levet under andre forhold, så tvivler jeg på, at jeg var den som ville få vendt den synkende skude. Jeg priser mig lykkelig over, at der er andre som har taget kampene for mig.
I forhold til Paris, så er det skrækkeligt, det som er sket. Ytringsfrihed er en vigtig ret at have. Så længe den ikke bliver misbrugt. Og hvor er jeg glad for, at det er kommet fokus på, at det ikke er islamisme der skal bekæmpes, men ekstremisme, som du selv skriver.
Fantastisk skrevet. Tak for det!
Jeg sagde næsten det samme til min kæreste den anden dag – hvis jeg skal herfra før tid, så må det gerne være fordi jeg har fucking kæmpet for min (og alle andres) ret!
Og hils din kæreste og sig tak for de kloge ord. Jeg har haft præcis de samme overvejelser som dig i forbindelse med at sætte børn i denne her verden. Hans perspektiv er <3
Helt fantastisk godt skrevet!!
Jeg synes virkelig det er smukt skrevet! Du er meget god med ord, og til at få dine tanker ned på tekst. Specielt er det beundringsværdigt, hvor stor en indsigt du har til dig selv. Credit herfra 😀 😀