Fire kjoler til ønskelisten

“Oh Dear! I am so sorry, sir, to break your heart…”

Glædelig søndag venner,

gode, rare søndag der startede sent efter bytur til klokken 04.00. Vi sov til klokken 11.00, og Syvsover-Adam kunne have boblet meget længere, var det ikke for hans (næsten) seks år yngre kone, der gerne ville op, op, op og igang. Jeg har ingen tømmermænd, utroligt nok, men jeg er træt i hele skroget. Af dans, break på dansegulvet og lidt rundkredsdans.

Fredag aften var jeg ude med Anna. Mad først på Bio Mio og så tog vi på Lidkoeb, en voksenbar i et baghus på Vesterbrogade der laver smarte drinks. I ved, den der slags drinks med “brændenældeinfuseret hundrede-års-rom, shaket i et guldbæger, toppet med knust enhjørning”. Det er fancy men lækkert. Og stærkt.

Vi er typerne, der har haft de vildeste byture, da vi var yngre. Vi brugte det koncept, at man ikke måtte sige NEJ. Blev vi spurgt om vi ville med videre et sted, eller viste der sig nogle muligheder – vi måtte ikke sige nej. Kun ja, ja, ja. Og der har altså fået os ud på de skøreste byture, den slags der går over i historiebøgerne.  Den slags vi stadig snakker om “Kan du huske dengang…” som var det et andet liv, i en anden sfære.

Der må man bare sige, at de der tilnærmelser og skøre indslag – de kommer sgu ikke i Chesterfield-sofaen (som i øvrigt er besat af det ene par efter det andet) på Lidkoeb med drinks til 120 kroner.

Om vi havde lidt håbet på det uforudsigelige… At være 21 år for en aften igen, maybe. Klokken midnat efter allerede at have strukket den en hel time fra første gab, så gik vi hjem.

Det havde stadig været en dejlig aften. Og “der er jo også en dag i morgen“. Som jeg så brugte på at gå ud igen i går aftes – og dér endte jeg sørme med at blive inviteret på middag af en genert bartender, da klubben tændte lyset, og vi skulle hjem. Og så fik jeg helt filmisk chancen for, på mest femme fatale-agtige måde, at sige “Oh Dear! I am so sorry, Sir, to break your heart, but I am married and we’re very happy. May life also bring you happiness… Someday you’ll meet someone that makes you very happy”, pegende på det funklende bevismateriale på min finger og dernæst læggende en hånd mor-kærligt på hans skægstubbede kind. (Okay, IRL, jeg nøjedes mest med et “tak” og et “jeg er gift” og “you made my night!”).

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid drømt om at få den der chance for at afvise nogen ved at stikke mine fede ringfingre op i deres ansigt. Det der Hollywoodske, Marlene Dietrich, “den begærede kvinde, der knuser hjerter på sin vej”. Altså, er det for meget at forlange at få bare lov til at klemme lidt på et lille hjerte eller to derude?

Det er da bare et spørgsmål om at få lov at mærke, at man stadig kan, hvis man fik chancen. Og det er der vel ikke noget i vejen med… Vel?

(sættet er gammelt fra H&Ms samarbejde med Kenzo)

Rockpaperdresses, cathrine Widunok Wichmand, Palads Biograf, H&M Kenzo

   

12 kommentarer

  • Nanna

    Åh ja… Sådanne fine komplimenter kan man leve længe på. Altså meget længe på endda.
    Jeg lever stadig højt på den jeg fik for 4 år!!! Siden, da jeg var taget fra mand og to børn en weekend, for at besøge min veninde i Århus.
    Vi havde Indian Summer den weekend, og vi var taget ned til åen for at sidde på en café, nyde varmen, stemningen og få lækre drinks. På et tidspunkt sidder vi ved baren, da der kommer en fyr gående forbi. Han stopper op i forbifarten og hvisker ind i mit øre “du er den smukkeste her i aften” og vupti var han væk igen. Nåede
    aldrig at se hans ansigt, men jeg er jo indtil den dag i dag overbevist om, at han var stang lækker – naturligvis var han det 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Og Adam må føle sig lidt mere heldig, end han allerede gør 😉”Hun fik et tilbud, men blev hos mig, yay!”.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • K

    Fantastisk! Og jeg bifalder i allerhøjeste grad det med komplimenter – men kan ikke længere hoppe med på den med at vise den funklende ring frem 🙂 Den er nemlig røget – og som separeret, nyforvirret og en anelse heartbroken er behovet for komplimenter bestemt ikke mindre. En tur i tivoli i fredags med efterfølgende GT i baren med en veninde – OG en mands “du er sgu da det mest fantastiske” reddede faktisk min aften og fik det lille smil frem igen. Ikke fordi jeg havde lyst til at rykke på noget overhovedet – men det åbnede bare en lille dør, trods alt. SÅ.Hurra for komplimenter – både til gifte og ikke gifte kvinder 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Seriøst, du gør min dag så optur!! Elsker dine skriverier.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Mette

    Skønt at blive inviteret på middag ☺️. But more importantly: Hvor var I så henne lørdag aften 😉??

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine

      Vi var først på Lojos og så på Llama, hvor vi blev smidt ud klokken 03.00 😆 KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er dejlig; jeg går alene på halvandet år, og det eneste jeg kan tiltrække er fluen, der jagter min mad! 😂💪🏽
    Jeg tror lykke, balance og frihed tiltrækker; og det gør det jo, når man har det godt som en nygift, lækker kælling ❤️
    Dejligt indlæg; jeg vil have mere knust enhjørning på mine drinks, tout suite! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine

      😂 Der kan måske være noget om, at man får når man ikke søger. Sådan synes jeg ofte det er, når veninder finder kærester, og sådan var det egentlig også med Adam og jeg. Jeg ledte ikke efter noget, og så var han der. Bum. Og mere enhjørning, maintenant 😆 KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Jeg har aldrig rigtig forstået, hvad folk fik ud af det dér med komplimenter eller at blive inviteret ud, hvis de ikke selv er interesserede. Jeg mener, det giver ikke mig noget som helst, medmindre jeg også selv er interesseret i ham. Og det er jeg med en chance på 99,9% ikke kl 4 om morgenen på en bar. Uanset hvem han er. Dér er jeg bare ærgerlig over, at der ikke er mere fest, og jeg er nødt til at gå hjem. Jeg er nok mere typen, der har en mega sjov aften, hvor jeg bliver underholdt af den her fyr, vi har det sjovt, vi danser og joker, og morer os mægtigt, og så ødelægger han stemningen med at komme med tilnærmelser, så jeg må gå min vej. Det sker selvfølgelig ikke hele tiden, men når det sker, bliver jeg bare brand ærgerlig over den akavede stemning, der pludselig opstår, hvor jeg står sådan lidt… Eeeeeeh, har jeg sendt nogle forkerte signaler, eller hvad skete der? Jeg troede lige vi var ved at blive venner (for en aften måske bare, men alligevel) Øv bøv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine

      Hehe, det kan jeg så godt følge dig i. Sådan noget oplevede jeg også, da jeg var yngre, hvor jeg kunne være ude om aftenen, hænge med en sjov fyr og have det mega grineren, for så at slutte aften af med et forsøg på en slasker i stedet for det håndtryk, jeg tænkte at give.
      MEN – det her tror jeg er lidt mere en aldersting – og måske en afsat-ting. Jeg hænger ikke længere med en fyr en hel aften i byen (måske også fordi, jeg har lært, at det kan fyre sjældent administrere – med mindre vi i forvejen er venner), så jeg står ikke i den situation, som du beskriver. Den er træls. Nej jeg tænker mere på, de der fyre, der kommer over til en, vil tilbyde en drink eller give et nummer, eller du ved – der hvor de har en åbningslinje, der klart er scoreorienteret. At kunne sige til dem – sorry, no can do. Det er sgu bare en fed følelse, altså. Det er totalt fjollet, næsten barnligt, men når alt er så safe derhjemme, og det har været det i mere end ti år, så er det sgu bare lidt fedt at mærke – bare engang om året, hvis det skulle være, haha, at jeg stadig har et eller andet. Og det er jo latterligt – jeg ved, jeg har noget i min egen verden, altså jeg mangler et selvtillid eller noget i den dur. Men bare at mærke åbningsreplikken til scorespillet, som jeg ikke har været i i hundrede år, for så at kunne takke pænt nej. Det er sgu lidt en lækker ting 😀 KH

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lika

    Haha, det lyder nu meget fedt. Det sker ikke så tit sådan noget. Ligesom den anden dag, jeg var ude at køre og stopper for rødt. Udenfor går der en fyr over vejen og får øje på mig. Og så kan han næsten ikke stirre på andet, på den der interesserede måde – han blev ved og ved, smilende. Sådan noget giver altså en rar følelse. Selvom man er godt gift på 3. år 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cathrine

      YAY! Lika, Det er sgu da lidt livsbekræftende. Det synes jeg altså! KH

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fire kjoler til ønskelisten