Om at gå Oprah på den #tudefjæs
I søndags kørte vi op til mine kære svigerforældre til en lille frokost; frikadeller (har lige stavet det fridadeller – jeg savner hende), skinke med æg, hjemmebagt rugbrød. Alt det gode. Og klokken 14.00 skulle vi til brudevals. En ret perfekt Valentinsdate, hvis man går op i den slags, synes jeg.
Jeg har ligesom to særlige tidspunkter, jeg glæder mig ekstra meget til på dagen. De to øjeblikke som jeg synes, er de mest følsomme, som jeg har fældet mange tåre til, når det har været andres dag. Det er øjeblikke, hvor jeg får en stor og umulig klump i halsen, når jeg tænker på dem. Sådan en klump der spreder sig og kravler op i øjnene og kommer ud som tårer.
Det ene er det sekund, hvor dørene går op i kirken. Første gang jeg ser Adam, stå ved alteret med foldede hænder. Mig med de blomster i hånden, han har valgt. Ham der står og venter med ringene. Det der øjeblik hvor vi ser hinanden for første gang i det fine tøj. De sidste minutter som kærester. Ahmen for helvede skærmen bliver en stor sløret klat foran øjnene, som jeg skriver. Jeg kommer til at ryste som et espeløv. Det er ligesom starten på hele den vidunderlige dag, vi har planlagt sammen og drømt om, i næsten et år.
Det andet øjeblik forsegler ligesom det hele. Det er brudevalsen. Jeg har tørret næsen af i armen mange gange, som jeg har klappet taktfuldt og lagt hoved på skrå med øjne som små sprækker, når det smukke brudepar har danset i cirkler foran os alle. Bare musikken. Det øjeblik er så specielt. Så intimt. Det forsegler hele dagen og binder en sløjfe på den første dag som mand og kone. Man får lov til at være tætte og kigge hinanden dybt i øjnene og alt det andet glider ud.
Vi er parret, der altid danser til fester. Fra dansegulvet åbner, til det lukker. Min kæreste har sine Timberlake moves, og jeg rocker med. Vi danser jive og disco og alt det andet uden at være så meget som bevidst om reglerne. Vi føler den totalt og griner imens. Vi har danset mange gange på stuegulvet hjemme. Os begge på strømpefødder og mig der træder op på hans fødder, og så får hans os rundt. Øjeblikke der står helt vildt rent og fint. Og så var der dengang jeg, splitter Kong Hans, dansede til Love on Top – den med Bey – efter alle gæsterne til hans 30-års-fødselsdag var gået. Han sad i sofaen og jeg gav den hele armen, og han grinede over hele femøren.
Brudevalsen bliver vores fineste dans indtil videre. Den måske mest betydningsfulde, som vi aldrig glemmer (det tror jeg nu heller ikke mit Queen B-moment bliver, haha!). Og så må vi øve den. Jeg havde undersøgt lidt forskellige danseskoler – vi ville gerne have undervisning alene. Vi endte hos Laxholm i Hørsholm – for så kunne vi få de frikadeller i selskab med min svigerfar og -mor først.
Vi blev sat igang med det samme. Femogfyrre minutters turboundervisning. Først i formation med Fru Laxholm i front som en anden Beyoncé. Så fik vi styr på grundtrinene og det var tid til at danse sammen. Vi øvede det i det små med en anden vals på anlægget. Til sidst satte hun brudevalsen på. Vi skulle prøve den fra start til slut. Den slog an. Gik igang. Og min kæreste førte mig tilbage til første trin. Og så begyndte tårerne igen at rulle. Goddamn. Jeg græd og grinte hele dansen igennem og måtte lige bruge armen som viskestykke igen i den anden ende.
Jeg glæder mig. Men. Jeg er faktisk også lidt bekymret for min overdrevne udledning af H2O. Det er så fint at græde, jeg græder nærmest dagligt over det mindste. Ikke så fullblown altid, men nok til der løber en tåre eller tre. Det er så okay, jo jo. Det er jo bare glæde, der forlader kroppen. Det er fint. Men. Jeg orker sådan ærligt ikke at græde, fra jeg træder ind i kirken. Vi risikerer seriøst aquaplaning midt i kirken, hvis jeg sætter igang. Og så igen, når vi siger ja. Og igen når vi går ud af kirken hånd i hånd. Og når vi skærer kage for. Og når jeg skal holde tale – ÅH! Den tale. At den skal komme ud tre-tronet fordi min stemme deler sig i gråd, går i overgang. Andre grådlabile sympatisører derude? Det er hårdt, haha! Jeg ser allerede nu, hvordan jeg er gået Oprah på den og er helt krøllet i mit ellers så i udgangspunktet smukt sminkede ansigtet. På 80 % af billederne.
Så lige nu øver jeg mig. Det mest tudeagtige nummer jeg kender er Coldplays Fix You. Det får mig HVER gang. Et nummer Chris Martin har skrevet til sin ekskone Gwyneth Paltrow, da hun mistede sin far til kræft. Hør lige teksten! Det der med at elske nogen så højt, at man næsten går i stykker selv, når det gør ondt på dem. Men man vokser sig stor og stærk for sin elskede, og så vil man gå gennem ild og vand for at fikse, for at reparere det ødelagt. Ej mand, styr dig Chris Martin! Du malker den os. Det er så fint og smukt altså. Og det får mig. Så nu råspiller jeg den 1) for simpelthen fysisk at tømme tårekanalerne – kan man det? Haha, I hope! Og 2) for at øve mig i at stoppe op og trække vejret dybt, så snart jeg kan mærk, det kommer. Altså prøve at få overhånden og en smule kontrol over det. Altså slet og ret en teknisk tilgang til det. Andre idéer? Andre end at lade det løbe.
Det kommer til at virke lige akkurat overhovedet ikke, haha, men man har vel lov at håbe.
41 kommentarer
Bliver simpelthen nødt til lige at skrive, at det her indlæg er fantastisk underholdende! Hold op, du kan noget med ord. Får så mange billeder på nethinden – tak for det!
Kære Cathrine. Jeg græder også meget. Jeg er sensitiv og følsom af natur, og så er det ligesom bare sådan det er. Når jeg skal giftes ved jeg også jeg kommer til at græde. Min far er død, og kan altså ikke føre mig op eller være med på den store dag. Bare som jeg skriver det trækker det tårer frem. Så der kommer både til at være glædestårer og sorgtårer. Min måde at håndtere det på er at sige til mig selv, at det er okay at jeg græder og bliver rørt. Hvis jeg først begynder at sige til mig selv, at jeg ikke må græde tror jeg først det bliver slemt. Og ingen vil jo bebrejde en for at man græder på sin bryllupsdag. Alle er jo med en – måske hjælper det også at tænke på det? At man ikke er alene med de store følelser? Jeg ønsker jer den bedste dag!
Hahahaha, det her er så sjovt, fordi jeg har det på præcis samme måde – jeg skal ganske vidst ikke giftes, men jeg er selv en grådlabil laban, der fik tårer i øjnene, bare af at læse at du fik tårer i øjnene af alle de fine øjeblikke til jeres bryllup.
God taktik med Coldplay – det må jeg prøve 🙂
Afsnittet med Chris gav mig den famøse klump i halsen – jeg kender alt til dine grædeproblemer. Jeg er typen, der græder af reklamer, der handler om en ældre landmand, der står med de nyhøstede kartofler i hånden og smiler – bare fordi det er så fint, og man kan se hvor glad han er. Tåbeligt!
Jeg står ikke selv og skal giftes, men jeg frygter allerede den dag, hvor det sker udelukkende pga. mine meget grædeglade tårekanaler. Det bliver en meget blurry dag for mit vedkommende 🙂
Jeg har endnu ikke fundet frem til et trick, der har virket 100%, men har fundet ud af, at jeg har en tendens til at tænke en masse græde-fremprovokerende-tanker, når jeg først er i gang, og det hjælper bestemt ikke på situationen. For dig, når du går ind af dørene til kirken, vil det nok være noget a la “åh hvor jeg elsker ham”, “vi har været sammen så længe”, “nu skal vi endelig giftet” etc., og dét tror jeg du skal prøve at holde dig fra 😉 Held og lykke!
Til begravelse i sidste måned skulle jeg læse et digt op i kirken, og jeg aftalte med mig selv, at jeg ikke måtte græde før efter at jeg havde læst op, for ellers ville jeg ikke kunne gennemføre det. Det lykkedes – bl.a. ved hjælp af vejrtrækningskontrol, men også fordi jeg ligesom havde et tidspunkt, jeg godt måtte græde, så jeg blev ved med at sige til mig selv “efter der må du give slip”. Det sværeste var at se andre mennesker der græd, dér havde jeg godt nok svært ved at holde sammen på mig selv, så det måtte jeg undgå at fokusere på.
Undskyld at jeg lige fik viklet en begravelsesanekdote ind i dit bryllup, men jeg kunne virkelig relatere til det med at man enten ikke vil eller kan “tillade sig” at tude i ét væk i nogle sammenhænge. Pøj pøj!
Hold nu op, hvor jeg kender det! Jeg er ikke engang forlovet (endnu?), men bare det at forestille sig en dag at skulle gå op ad kirkegulvet mod min elskede kæreste, og danse den brudevals med ham… Bare musikken i sig selv gør mig rørstrømsk. Det er jo en stor dag, og der er SÅ mange følelser tilknyttet. Det er nok ikke så underligt, at man bliver lidt rørt.
Jeg er selv typen der “græder” en lille smule, næsten hver dag. Jeg bliver i hvertfald ofte rørt. Det hjælper nok heller ikke på det, at jeg er gravid i 7. måned. Pt. er det særligt forestillingen om, når jeg har født vores kommende datter, og vi tre for første gang er alene sammen. AV, den går også lige i hjertet…
Åh, jeg har det på præcis samme måde som Sofie! Tanken om, at jeg en dag skal giftes med den mand, jeg er kærester med, gør mig fuldstændig rørstrømsk. Jeg ved også, at jeg kommer til at tudbrøle hele dagen. Det gør jeg allerede, når jeg tænker på, hvad jeg vil sige i den tale, jeg skal holde for ham. Og vi er ikke engang tæt på at blive forlovede eller noget endnu… Jeg er så meget på Team Tudefjæs!
Åh, hvor jeg kender det! Du ramte mig bare fuldstændig lige der <3
Jeg er typen, der altid græder til (blandt andet) taler, om det er min egen eller andres. Har fundet ud af, at det hjælper at tælle til ti (eller tyve eller tredive alt efter hvor slemt en omgang det er) på tysk. Det lyder helt latterligt, men det hjælper! Så koncentrerer man sig lige om noget andet et øjeblik. Ulempen er selvfølgelig, at det kan være svært at koncentrere sig om tale og tysk på én gang, men man kan jo ikke vinde hver gang.
Jeg elsker dine indlæg. De er så tydeligt gennemarbejdede og som at læse en virkelig god bog, der ikke er til at slippe. Tommel op! P.S. Jeg kan heller ikke høre “fix you”.
Jeg plejer faktisk lige altid og trække vejret helt ned i maven og sige “styr dig” også går den an.. Men jeg er også en tuder, altså det er nok også på daglig basis jeg klemmer en tåre eller 10..
Hej C.
Jeg blev gift i sommers og havde FULDSTÆNDIG samme bekymring.
Jeg hulker (bogstavelig talt) snot HVER gang jeg ser Beverly-afsnittet, hvor Dylan mister sin kone.
Jeg kan græde til reklamer, til musik og til ‘gift ved første blik’. Det vil ingen ende tage.
Med fare for at melde mig ind i ‘nu-skal-du-bare-høre-hvordan-det-er-at-blive-gift-koret’, kan jeg alligevel ikke lade være med at svare. Jeg svarer ellers aldrig på indlæg.
Én veninde havde sagt til mig, at hun ikke kunne fælde én tåre til sit bryllup fordi hun følte sig som i en bobbel.
Sådan var det ikke for mig. Jeg tudbrølede da jeg læste talen igennem og jeg kunne næsten ikke spise af rørthed – aftenen før vel og mærke. Da dagen kom, var jeg i et gear jeg aldrig har været i før eller siden!
Jeg var spændt, glad, rolig, forventningsfuld. Og jo, jeg var LIGE ved at bryde sammen, da dørene skulle til at gå op. Men jeg sagde til min far: “Vi kan godt klare det, ikke?” Og det kunne vi. Og jo, flere salmer blev 3-stemmige bare fra min mund fordi min stemme delte sig af min rørthed. Jo, talen var hård at komme igennem, men min mand kender min stemmes antydninger, og afhjalp mig gentagne gange med et “skååååål” så jeg lige kunne finde mine ben igen.
Resten af dagen blev jeg faktisk ‘kun’ rørt. Jeg havde det som om min krop havde travlt med at opfange alle detaljer, ord, indtryk og følelser. Der var simpelthen ikke nok plads til at kunne tude igennem – kroppen var travlt optaget med alt muligt andet. Da jeg vågnede dagen efter, og vi med venner og familie omkring os pakkede gaver op kom det. Regnen. Og tåreregnen blev ved nærmest non-stop i 1,5døgn.
Så jeg var ikke i en bobbel – jeg var SÅ meget tilstede. Der kom bare så meget ind, at jeg først rigtig dagen efter kunne omsætte det til en fysisk reaktion. Jeg håber at min lange historie trods alt kan berolige lidt. Der er håb for alle os tude-marier. Og hvis du græder meget, er du heldigvis omgivet af alle dem der kender dig bedst. Dé kan garanteret hurtigt få tårer vendt til grin 😀
Hej Cathrine,
Jeg elsker mange af dine indlæg, men især det her. Hvor er det skønt at høre, at andre har det ligesom jeg. For jeg er virkelig også et tudefjæs. Sådan kæmpemeget. Og det er særligt ved de positive, smukke oplevelser. Når jeg er alene, får det frit løb, men offentligt… Jeg prøver ofte, men gud hvor kan det være svært at holde tilbage. Du beskriver det så fint – det starter altid som en stor og umulig klump i halsen. For ofte er den faktisk lidt umulig! Årh nej, ikke nu, ikke her. Men hey, der er mange mennesker, som har svært ved at vise følelser! Skal vi ikke bare glæde os over, at vores følelsesmæssige spejlneuroner er så veludviklede, at vi tager andres følelser så nært og mestrer (?!) at lade dem komme til udtryk? 😉 Stort tillykke med forlovelsen. Jeg glæder mig til at følge med i resten af rejsen både inden og efter 🙂
Kram fra Sara
Åh gud, jeg tror VI er mange 🙂 Jeg har det på præcis samme måde! Er du gal, hver dag fyldes jeg af tåre, som lige er nippen til at forlade mine øjne… Ofte er det til Tv-programmer fx Sporløs (bare jeg høre melodien dertil, så græder jeg næsten), selv til det platte Tv-program, hvor en amerikansk familie fik et nyt hjem, når de så råbte ‘Move that bus’ så kom tårene også 🙂 Det kan også være hvis en fortæller mig en smuk historie, eller noget helt tredje.. Jeg har desværre ikke knækket koden endnu til, hvordan jeg undgår dette -jeg prøver at trække vejret dybt, ved fx taler… Og ellers er det en del af mig, og det ved de fleste heldigvis 🙂
Jeg glæder mig helt enormt til at følge med videre, på jeres bryllupsrejse -det er så skønt, at du lader os være en del af det!
HAHAHA hørt! “Move that bus” er en sikker tuder!
Ih altså Cathrine! Jeg er i den samme pulje af gladegrædere, og hold nu op hvor er det hårdt, bare en film hvor en vælger at holde en tale – ja så tuder jeg! Jeg kender endnu ikke en løsning men den dag jeg kan styre det jubler jeg!! Føler med dig Cathrine, men der er nu også noget smuk i at boble over af ren lykke <3
Jeg er også en tuder.. Når jeg er sur, trist, glad, lykkelig, forløst, sulten og træt. Især sulten og træt, det er næsten værst og jeg har ingen gode råd.. Men du er ikke alene!
Grådlabil, hvem mig? Nej! Jeg har bare lige siddet og snøftet lidt her i bussen mens jeg læste dit indlæg, åh altså! Bryllupper og stor kærlighed OG Fix You, hvem ville ikke fælde en tåre eller tre? Jeg er helt med dig
Åh mand søde rocker – så vent til du får børn, haha. Inden jeg blev mor: jojo – jeg fældede da en tåre i ny og næ og i smug til dårlige amerikanske film og den slags. Men nu: jeg VRÆLER som en stukket gris i skruetvinge med snot og savl og højlydte hik, bare jeg hører en historie og en anden, der engang fik fortalt noget fra nogen, der oplevede noget fint/hårdt/smukt/signifikant
Yaaas, jeg er helt med dig her 😉 Var en tuder før, men efter man har født og været invaderet af hormoner – helloooo kleenex – hele tiden 😉
Så jeg har klart samme bekymringer til når vi næste år skal giftes og jeg både skal fremsige hjemmeskrevede løfter til ceremonien OG holde tale. Puuuh jeg håber stylisten har vandfast mascara 😀
Men FANTASTISK indlæg Cathrine, jeg skriver aldrig herinde, men jeg eeeeeelsker din blog og jeg glæder mig SÅ meget til at se billeder fra jeres store dag 🙂
De bedste hilsner fra Mette
og hvis I ikke allerede har set den, så se lige her, bryllup OG fix you i samme ombæring 😉 https://www.youtube.com/watch?v=92WzdsdouRY
Måtte lige ind og høre Fix it på Youtube og den fik gang i den helt store tudetur, tak. Jeg mistede min mor i december og er dybt ulykkelig, men viser det ikke rigtig, hver gang sorgen rammer mig (cirka 100 gange om dagen) skynder jeg mig at lave et eller andet der fjerner tankerne (ikke sundt), men jeg øver mig på at vise min sorg og at jeg er sårbar OG at det er ok. Jeg vil derfor ikke tørre tårerne væk når min mand om lidt kommer ind til mig….
Kære Gitte,
Fik bare lige lyst til at give dig et kæmpe virtuelt kram. Har selv mistet min far for snart fem år siden og havde meget svært ved at vise, hvor ødelagt det gjorde mig. Den slags tager tid og for mig hjalp det at snakke med andre, der også havde mistet. Livet bliver godt igen. Stort kram
Tak Karoline. At miste er bare hårdt, det giver mig håb når du skriver at det nok skal blive godt igen, lige nu er det savnet der fylder rigtig meget…. Tak.
Kram fra mig også. God weekend!
Fik en gang et råd om at kigge op, når tårene melder sig 🙂
Jeg er også mega grådlabil, og det er kun blevet værre efter jeg er blevet mor
I FEEL YOU!!
Jeg skal selv giftes til august, og kunne faktisk sagtens fælde en tåre bare ved tanken.
Talen, ahem, ved jeg heller ikke hvordan jeg kommer igennem, her tænker jeg mere på den min kæreste, mand, skal holde.. Det bliver vandfald
Jeg har også meget let til tårer. Var jeg den eneste der græd til Kejsersnit live på DR i går? 😉
Du kan lige tro, at jeg græd til mit bryllup! Da dørene gik op startede det, og jeg var så taknemmelig for at der lige var et par salmer til at samle sig. (Samle-salmer?). Kan huske, at jeg var lidt nervøs for billederne, men det var slet ikke et problem (makeuppen blev dog frisket op inden vi skulle have taget bryllupsbilleder.)
Græd da vi stod ved alteret. Græd da vi var ude af kirken. Da han holdt tale. Under halvdelen af min tale. Under halvdelen af alle de andre taler. Til brudevalsen. Da jeg vågnede næste morgen. Lykke-gråd, that is. Og jeg er glad for, at jeg ikke lagde låg på. Det var så dejligt at være så meget i følelserne. Håber du kan gøre det samme 🙂
Kære Kathrine.
Først tusinde tak for din livagtige og ærlige måde at skrive på! Overvejer du slet ikke at skrive noget mere, altså bøger, du har så meget sjæl med i din blog og tror ikke jeg er den eneste der ville sluge dem 🙂
Jeg blev gift i August med den dejligste mand og vil sige det godt kan lade sig gøre, at tømme tårekanalerne inden.. Okay, vi havde en del imod os den uge så det gjorde de blev tømt. En graviditet uden liv til nakkefoldsscanning om tirsdagen (vi er i fertilitetsbehandling) en hvalp der blev syg onsdag og blev aflivet fredag og så stod vi der og skulle giftes om lørdagen.. Vores billeder ligner møg, jeg har aldrig grædt så meget, og man kunne ikke se mine øjenlåg.. Men på selve dagen, var vi på (hvordan ved jeg ikke helt) det var en perfekt dag, som vi mindes med stor glæde!
Glæder mig til at følge dig og håber i får den skønneste dag 🙂
Jeg er bestemt ikke grådlabil, og kan derfor ikke komme med gode råd. Græsset er som bekendt grønnere på den anden side og jeg ville ønske at der blev sat gang i mine tårekanaler ved festlige lejligheder. Jeg var til bryllup i december og min kæreste græd mere end mig.
I min familie er jeg den eneste der ikke græder og jeg føler mig meget ufølsom.
Det er sødt at græde, så bliv ved med det!
Altså, hvis min kæreste og jeg engang skal giftes – så er de nok nødt til at slippe mig en lille alopam først. Haha!
Til kærestens lillebrors bryllup præsterede jeg at hulke (ja, du læste rigtigt…) midt under vielsen. Spørg lige op det var akavet!
Lad mig lige vide, hvis Coldplay-taktikken holder hjem 😉
Kram.
… Jeg har også tudet mange gange ved tanken om det øjeblik, hvor dørerne går op og jeg ser min Skjorte stå dér for enden af kirkegulvet. Og jeg har min far på armen (.. eller omvendt). Og alle vores venner og familie vender sig mod mig med forventning og glæde i øjnene. (puha – nu tuder jeg lidt af bare at skrive om det.. stooop Agurkebarn)…. Men brudevalsen har jeg faktisk ikke tænkt så meget over før det her indlæg – puha. Endnu én der kan give den der lykkelige klump i maven. Jeg glæder mig til at stå dér under den toscanske stjernehimmel og være samlet af vores nærmeste, og danse os ind i livet som Hr&Fru… Og så satser jeg på, at du og Adam sætter gang i dansegulvet efterfølgenden ;-*
ÅH! sidder pt. i stillezonen i intercity tog, og tager mig selv i højlydt at glukke over ‘aquaplaning….. prik prik prik’ delen:-))
Hæhæ du er skøn !
Måske værd at prøve dette trick af under en træningssession med Coldplay? http://cupofjo.com/2015/02/how-to-stop-yourself-from-crying-2/
Kan ikke lure om det måske kun virker ved “vredestårer”, men et forsøg værd, ha ha 🙂
Smadder velskrevet, søde Cathrine!
Jeg har selv temmelig svært ved at græde, så dér er vi ikke helt på bølgelængde. Men jeg kan sagtens forstå, at du gerne vil kunne “gemme” gråden lidt væk. Det håber jeg lykkedes for dig, og ellers.. Så er det jo bare fordi, du er så lykkelig, hvilket i sig selv er hamrende smukt. At man kan græde af glæde!
Jeg glæder mig til at høre endnu mere om dit kommende bryllup. Jeg er evigt fan af at fejre uendelig kærlighed 🙂
Bare tænk på vores kære Kronprins 🙂 Han græder også.. selv i den youtube video Mette Sørensen linker til i kommentarene.
Åha, kender det godt. Da jeg blev gift i Maj, var jeg også nervøs for, hvor meget jeg ville græde, for jeg har nemt til – især glædes – tårer. De to øjeblikke jeg så mest frem til var at sige “ja” og høre ham sige “ja” (vi blev viet på rådhuset) og så brudevalsen. Jeg fældede en enkelt tåre eller to til vielsen, men det var kun lidt, og det fik også min chef, som viede os, til at græde, og så grinede alle (og nogle græd med) og det var bare så fint. Til brudevalsen tænkte jeg meget på at tælle til tre og at følge med, så ingen tårer der 😉 Jeg havde dagen inden, hvor jeg var ved at dø over sommerfugle i maven, og hvor jeg endnu engang kæmpede for at skrive min tale ned en stor tudetur, fordi jeg havde svært ved lige at være i det, og fordi jeg havde svært ved at skrive dén tale, jeg gerne ville have- personlig uden at være privat ærlig og rørende uden at være patetisk, så jeg gav op, og tænkte at jeg nok bare ikke skulle holde tale. Jeg havde længe været i tvivl om jeg skulle, fordi jeg havde på ingen måde lyst til at stå og hulke foran alle. Men så pludselig i løbet af aftenen, kunne jeg mærke, at jeg havde ordene og modet, og jeg holdt den perfekte tale for os uden at græde. Jeg fik en lille klump i halsen til allersidst (ved ordene: med dig føler jeg mig fri), og nu er jeg så glad for det øjeblik. Min mand blev meget rørt, og han græder aldrig, men det gjorde han her og han var meget glad. Se, nu kom jeg helt til at svælge i min egen bryllupsfortælling, det der skulle være min pointe er, at jo, jeg græd til mit bryllup, men slet ikke på de tidspunkter jeg regnede med (min meget stille og generte far holdt en tale – der tudede jeg maks igennem) og der hvor det galdt om ikke at græde (under min tale) der gjorde jeg ikke, fordi jeg var koncentreret.
Nå ja, og så havde jeg – just in case – fået lavet vippe extensions fremfor at bruge mascara. Bedste beslutning ever. Så flot, så praktisk, haha.
Jeg skal giftes med min kæreste næste år, og jeg er sikker på at jeg ikke kommer igennem min tale uden at bryde sammen. Men det er måske også ok.
Med hensyn til brudevalsen, så er det slet ikke os. Jeg havde faktisk tænkt på om vi helt kunne slippe udenom den, men nu har vi bestemt at vi laver noget sjov ud af den i stedet. Jeg tænker at vi kommer til at lære os koreografien for den twist de danser i Pulp Fiction og så afbryde valsen 10 sekunder inde med den.
Jeg hører også til de mere følsomme typer! Kan græde over ingenting og ja stort set altid er det jo gode ting, der bare rammer en. Jeg kan også græde hvis jeg pludselig tænker tilbage på en god episode… Nogle gange er det altså forfærdeligt at man kan have det sådan! Men jeg ser på det som om at jeg bare har en masse følelser i min krop. Og nej det er vel ikke en dårlig ting.
Jeg kneb næsten en tåre ved bare at læse det her indlæg. Jeg vidste ikke det med Coldplay sangen, men hører den ofte. Nu kommer jeg helt sikkert til at græde når jeg hører den og med garanti når jeg skal høre dem til sommer i Parken!
Jeg er sikker på at du får et smukt bryllup selvom det bliver fyldt med glædeståre! <3 <3