OOTD: Mig og mine to brudekjoler

Det her må være det mest ultimative #ootd (oufit of the day) eller bare “dagens-indlæg”, jeg nogensinde har lavet, haha! Det I har ønsket jer som punktum’et i hele bryllupsbaduljen. Det bliver det sidste indlæg, der har med brylluppet at gøre, men til gengæld også med noget af det vigtigste i fokus. Nemlig brudekjolen. Og nu vi er ved det – tjek endelig Saras guide til den makeup hun lavede på mig HER.

Tilbage til kjolen. Nogen af jer husker måske, at jeg spurgte på FB – kan man tillade sig to kjoler? Er det underligt? Eller mest af alt – vil jeg fortryde at skulle skifte og ikke bare have én “the one”.

Men hvorfor overhovedet overveje to?

Det skal jeg fortælle jer. Jeg bor ikke så langt fra Maria Fekihs ret fine brudekjolebutik. Og det har gjort, at jeg er trasket forbi med Frida mange gange på gåtur. For ca. to år siden, en virkelig kold og mørk efterårsaften, så jeg den smukkeste kjole, jeg nogensinde havde set i vinduet. Den var fyldt med sten, og jeg husker at tænke, hvis jeg en dag skal giftes, så skal det være dén. På sin vis helt enkel – rund hals og t-shirt-ærmer – men fyldt med glimmer og sten. Helt fortryllende. Jeg fik lyst til at trykke næsen helt tæt op ad ruden, som et barn foran en slikbutik.

Jeg har ikke tænkt på den siden, men da vi så blev forlovede, så var poppede den op igen.

ALLE BILLEDER AF CAMILLA JØRVAD

Sådan en kjole skal jo passe til den dag, man planlægger. Og vi besluttede os for en tidlig vielse klokken elleve, så vi kunne nå til nordsjælland til middag og have så meget bryllupsdag som muligt – jeg har hørt, at mange af dem, der først bliver gift sent på eftermiddagen, føler dagen er væk, som de blinker med øjnene – vi havde virkelig mulighed for at være i det og nyyyde dagen ved at blive gift tidligt. Det kan kun anbefales.

Jeg begyndte at kigge kjoler, og den første, jeg prøvede, var selvfølgelig drømmekjolen, den fra vinduet; Jocasta fra Packham. Men den syntes jeg lige pludselig ikke passede til klokken elleve om formiddagen og slet ikke i kirke. Den larmede, var nedringet og alt for evening gown-agtig til et formiddagsbryllup. Den var meget babe-agtig.

Det fik mig til at lede videre. Jeg prøvede alt muligt forskelligt i alle mulige forskellige butikker, som I også så i forrige indlæg. Det kunne jo være, jeg kunne få noget af det, Jocasta kunne, i en anden kjole. Måske sten på kjolen men med slæb og måske mindre nedringet. Da Maria så havde trunk show sidste år, hvor hun havde alle modellerne fra Packham i butikken, fik jeg også prøvet den nyeste version af Jocasta, som Packham lavede, med slæb, lange ærmer og en anden udskæring (den næstnederste i det her indlæg). Men… Det var bare en anden kjole, og den var slet ikke ligeså fin som den første.

På det tidspunkt var vi i december, og jeg havde fået at vide af både Høvring, Maria, og hvem jeg ellers prøvede hos, at leveringstiden var 6-8 måneder, og jo mere tid, jo bedre. Det snerpede til. Og jeg var ærligt talt træt af at prøve uden at få “The One”-fornemmelsen. Jeg havde været i Bride Fashion, Jesper Høvring, i London hos både Brown’s Bridal og Jenny Packhams flagship store. Jeg gad ikke mere.

Nu jeg var hos Maria for at prøve den der Jocasta-søster, så så jeg også en anden kjole. Nemlig modellen Vallespir fra YolanCris. Den var ny hos hende, og der var et eller andet over den, som fortryllede mig. Den var simpel, men så fin. Den var blød og let, og selv om den var gulvlang, kunne jeg sagtens se den blive lagt op, så den blev hi-low; kortere foran, lang bagpå. Det var nemlig også en ting, jeg havde ledt lidt efter. De små prikker gjorde bare, at den ikke var “the ordinary” brudekjole. Og så var den i tyl! Det havde jeg slet ikke forestillet mig at bære, men den var bare anderledes.

Så foreslog Maria noget, jeg slet ikke havde tænkt på; “hvorfor overvejer du ikke to kjoler?”. Først var det et; “EJ!” – det kunne jeg ikke. Man har jo én brudekjole. Men så talte vi om setuppet; det var en lang og ret forskellig dag – tidlig vielse, casual stemning med engangsservice og Adam i jakkesæt. Middag på Havreholm i smoking og guldbestik. Det var to virkelig forskellige scenarier. Og der var dresscode om aftenen efter Adams ønske – det vil sige ALLE ville skifte til lang kjole. Hvorfor skulle jeg som brud ikke skifte?

Dét fik det hele til at falde på plads for mig. Jeg gik med Jocasta, som jeg hele tiden har drømt om og ikke kunne slippe, og Vallespir, som kunne noget helt andet men var helt perfekt til det, den skulle.

Tylkjolen var egentlig med “empire”-snit – det vil sige, at den havde en meget kort overdel og så skar taljen på den højt oppe og stoffet faldt så ned tungt. Det gjorde også, at den var SÅ blød og rar at have på. Selv om den var i tyl, så var den ikke kæmpe stor i skørtet, og kanterne på kjolen var ret skarpe, hvilket gav lidt kant til den ellers søde kjole. Prikkerne var så cool – elsker prikker – og så gik det jo op for mig, at prikker lidt var en ting til brylluppet med prikker på invitationer, slikposer, gæstebog osv.

Jeg følte mig helt rigtig til kirken. Den havde slæb, men ikke for langt. Læderjakken fra Nørgaard var den sejeste detalje, der matchede mine grå sko, og den kom af inden vi gik i kirken. Sløret var fra Packham, lånt af min svigerinde og fyldt med bitte små sten.

Den kjole var helt rigtig og meget mig. Som jeg skriver nu, slår det mig faktisk, at min nederdel til min konfirmation for tolv år siden faktisk også var prikket tyl – det er da lidt sjovt. Totalt full circle.

Jeg synes, at den var den rigtige slags tylkjole – jeg følte ikke, den blev for romantisk, og skoene, læderjakken og håret gjorde også sit. Jeg havde hos blomsterdamen bedt om blomster, der IKKE var romantiske. Jeg havde ønsket mig protea – de sorte – og masser af støvet grønt. Det blev den fineste krans og buket, der passede rigtig fint til kjolen.

Og så var der den anden kjole. Mit lille Jenny Packham-number.

Efter vielsen tog vi tilbage på det hotelværelse, jeg havde sovet på, og der skiftede vi til smoking og aftenkjole. Og jeg følte, vi var taget durk ud af en James Bond-film. Adam i Boss-smoking, der bare sad drømmegodt, shit han var flot, og så mig i min glimmerkjole. En kjoleudgave af Britneys Toxic-bodysuit, har jeg tænkt, haha!

Det var så fedt, for jeg skiftede på toilettet, Adam stod inde på værelset, så vendte han sig om, og så fik han overraskelsen af mig i ny kjole. Vi har det fedeste billede, hvor hele hans ansigt og mund bare siger WAUW! Det var lige dét, jeg drømte om.

Jocasta var den første, jeg prøvede, og jeg nåede at prøve den i London og flere gange hos Maria, før jeg købte den. Jeg var så forelsket i den, men kunne ikke helt se den smarte løsning.

Det kunne Maria, og jeg er så glad for, at hun ligesom slog en streg i sandet og foreslog noget, jeg ikke selv havde tænkt, når nu jeg selv var så kjolefrustreret. Gå med to kjoler. Og ved I hvad? Det var SÅ fedt at have to kjoler – og jeg endte faktisk med at skifte til en tredje, dog bare en gammel hvid H&M Trend-kjole jeg havde hængende, da klokken var omtrent 01.00 – jeg ville ikke trashe den smukke stenkjole på et dansegulv – og det er nu engang sådan jeg danser, haha! Der ryger en finke af fadet og sko hen i hjørnet.

Det var også så fedt at have to så forskellige kjoler på – dagen var jo totalt forskellig fra reception til middag. Og at holde skiftet hemmeligt, og først lade folk se kjole nummer to på Havreholm – det var FEDT FEDT FEDT. GOD overraskelse.

Hvis du overvejer, om du kan have to eller flere kjoler på – GO for it. Helt seriøst, der er ingen ærgrelse hos mig over at have haft to kjoler på. Der var flere på FB, der sagde, at man altså kun havde én brudekjole, den man blev viet i. Men ved I hvad? Det er begge mine brudekjoler, de er vidt forskellige, og en drøm i opfyldelse. Jeg ville ikke have gjort det på anden måde. Det var så fedt at kunne skifte, ligesom alle gæster gjorde, og jeg følte mig som en bad ass Bond-babe i den glimmerkjole om aftenen, som jeg stadig ikke ville have følt mig godt tilpas i i kirken. Og den YolanCris-kjole var ligeså fin, sej og kirkepassende, som den skulle være i min optik. Jeg vandt på begge fronter, følte jeg! Der var flere gæster, der nævnte, at det var en fed kontrast – den uskyldsrene i kirken, præ-vielse, og balladekjolen, post-vielse. Helt symbolsk.

In the end: Det vigtigste er, hvordan du har det. Og sørg for at få god hjælp i kjolebutikken. Selv fik jeg nærmest en ven i Maria, og vi mailede sammen, og den dag jeg hentede kjoler, havde jeg også et stort glas Summerbird-mandler med til hende som tak.

Hun fik sammen med sin skrædder lavet den helt rigtige løsning til mig, og jeg stolede fuldt ud på deres smag – fx talte vi en del om, hvor langt den skulle lægges op, den første kjole. Skulle man kunne se knæ? Eller skulle den gå til anklerne? Den endte det helt rigtige sted, hvor den stadig var klassisk. De fik mig virkelig til at føle mig så fin på dagen.

HVIS I er til Jenny Packham-kjoler, så vil jeg lige tippe om, at Maria har trunk show på Jenny Packham i næste uge den 28. og 29. oktober.

Hvis I ikke har set Say Yes to The Dress, så ved I måske ikke, hvad et trunk show er, men normalt har alle brudekjolebutikker kun et mindre udvalg af kjoler hjemme fra hver designer. Den slags fylder alligevel en del. Men til et trunk show bestiller de helt eksklusivt mange flere samples hjem fra designeren. Så i stedet for at have fem-seks Packham-kjoler at vælge imellem og prøve, så er der måske femten-tyve. Hvis du køber kjole på dagen, så får du 10 % rabat, og det var præcis til trunk showet sidste år, jeg købte mine to kjoler. I kan booke tid HER.