Hellere i dag end i morgen
Godmorgen d’damer <3
Der går lidt carpe diem i den i øjeblikket (når jeg ikke tæller kørekilometer), men det er da heller ikke det værste đ
Min kæreste har været ramt af alderspanik de sidste par dage. Han havde det lidt, inden han blev 30 år, nægtede at holde fødselsdagsfest, for folk skulle helst ikke opdage, at han var ældet et tal-år. Det narrer ingen.
Forleden ramte det ham lidt igen. Hans storebror blev 35 år. “Christ, du er halvvejs mod de fyrre!”. Jeg forsøgte at tale fornuften ind i ham i foregårs aftes, som vi gik hjem fra vores lille picnic i Frederiksberg Have – “… Han er altså også kun godt fem år fra at have været 29 år”. Han har barn, bil, godt job, smuk og sød kone. Det lyder da meget lækkert at have, når man er 35 år, ikke? Han er ligeså meget fyrre, som han er tredive, dugfrisk ud af tyverne.
Hele det her alders-følelsesspekter – det er perfekt at have en fem-næsten-seks-år ældre kæreste, for så ved jeg, hvad jeg skal igennem. Han var ret cool omkring at blive ældre, da vi mødtes. På sådan en Danny Zuko-agtig-måde (en-moden-mand-spiller-highscool-studerende-i-Grease-men-på-den-cool-og-ikke-klamme-gammelmands-måde). Jeg har det pt. også rimelig Danny Zuko omkring min alder. Min kæreste, nu 31, jeg vil ikke sige, han er gået Madonna i den – benægter sin alder altså. Måske er han mere gået Charlie Sheen. Bare uden stoffer og de mange damer. Det er perfekt. Så ved jeg, hvad der venter mig.
Det er sgu da en mærkelig ting, det med alder. Som om hvert år vi runder, er endnu et brændt stykke af livet som kalenderlys, og vi kommer faretruende tæt på bunden. Jeg kunne forstå, hvis min farmor på 81 år følte en smule panik, nu bunden nærmer sig (eller toppen? Afhængig af om glasset er halvfyldt eller ej). Men en mand på 31 år? Der er altså RIGELIGT lys tilbage.
På den anden side er det en reel følelse. Følelsen af måske ikke helt at være dér, hvor man havde troet, man ville være, når man nåede en særlig alder? I følge min gamle dagbog, fra jeg var ni år, så skulle jeg have haft to børn, være tøjdesigner og gift, inden jeg var 25 år. Den plan glippede, lykkeligvis. Nu er jeg 26 år uden endt uddannelse, uden giftermål i horisonten og ikke så meget som en p-pille-pause planlagt. Efter mit 9-årige jeg’s standarder er jeg sikkert fejlet på papiret. Men jeg tror alligevel, hun ville syntes, det var lidt sejt, at jeg havde givet hånden til Pharrell (et meget svedigt håndtryk, vel at mærke). For ikke at nævne at have en sej hund, sød kæreste, gode venner og et hus. Og en lille skoæske med hjul, ej at forglemme!
Det er noget, jeg ofte vender tilbage omkring på bloggen. Alder. De der konventioner der hører sig til alder. Ting man skal nå inden en vis alder, eller en “kiksethed” når man er for gammel/ung til drømme og mål. Jeg indrømmer det gerne: Jeg så lidt ned på, at min kæreste stadig boede hjemme som 23-årig, dengang vi mødtes. Det var sgu da kikset, haha! Jeg tænkte straks alle italienerscenarier igennem. Sygelig moderbinding? Manglende selvstændighed? Magelighed? Heldigvis var det flygtigt forbipasserende, for jeg var dybt forelsket. Og så fandt jeg ud af, at han faktisk var ret almindelig. En late bloomer, sådan er nogen. Og så var det faktisk lidt hyggeligt at flytte hjemmefra samtidigt. It all worked out fine. Og hans mor knuselsker jeg.
Det irriterer mig, at jeg selv har mine egne små fordomme. Jeg syntes, det var tidligt, da min veninde på 25 år skulle være mor. Da jeg var yngre, arbejdede jeg sammen med en pige, som flat out sagde, at det eneste mål i hendes liv var at blive mor. Og det blev hun et år efter, selv om vi var jævnaldrende. Selv mødte jeg virkelig mange, “du er jo kun 24/25/26 år, du har rigeligt tid”, når jeg sagde, at jeg var klar til at blive gift. “Myndig” er mig bekendt det eneste punkt i livet, der knytter sig til en specifik alder. Og folkepensionist, det er klart, men der er vi ikke endnu, trods alt, hah!
Det er noget så nedladende at negligere andres drømme og ønsker for livet, måske fordi man ikke selv er der, men stadig ved bedre (efter egen optik). En rigtig god veninde fik nær sovsen galt i halsen forleden, da jeg sagde, at jeg altså var for gammel til aborter – hvis det skulle ske, så måtte det ske (gad egentlig godt, det skete på den måde – så slap jeg for at træffe den aktive beslutning). SÅ “unge” er vi heller ikke længere. De unge mødre ringer ikke. Nu er vi bare helt almindelige mødre, der forventes at have styr på, hvad der er grøntsager (pommes fritter tæller stadig ikke, ak og ve), og hvorfor rygning er så skidt for fostre.
Jeg har altid higet efter at være ældre, gøre ting som ældre måtte. Jeg har haft travlt. Men da jeg blev 26 år, følte jeg for allerførste gang, at jeg passede til min alder. Giver det mening? Jeg synes, jeg er den alder, jeg skal være. Jeg håber, det er en mental følelse af at acceptere alderen generelt, og ikke sådan at jeg nu kommer til at klæbe mig til mit 26. år. Også når jeg er 30 og 31, haha! Det er måske i virkeligheden dér alderspanik sætter ind!
Jeg er sikker på, at al panik bunder i et eller andet. At barndomsminderne kommer endnu længere væk. At vi er helt almindelige voksne, der skal gå på arbejde frem for at lege med Lego en hel dag. At vores forældre skal herfra. Vi opdager måske i virkeligheden, at vi selv er dødelige? Det tænkte jeg måske ikke så meget over, som barn, som 19-årig student. Der var engang, hvor ALT var muligt. Astronaut? Måske! Krydse antarktis? Måske! Lave nødhjælp i Afrika? Måske!
Som livet former sig, er der alligevel nogle ting, der må opgives enten af praktik eller tidsrammen. Astronaut? Jeg er jo alligevel rimelig angst for rummet og det uendelige. Måske den skal streges. Dykke i Great Barrier Reef? Men jeg bryder mig jo egentlig ikke om tang og hajer. Krydse antarktis? Måske er kulde bare ikke lige min stærke side.
Barndommens fantast må dog gerne blive boende i et lille hjørne af mig som voksen realist. Den der drømmer om helikoptertur over Grand Canyon og at skrive en bog en dag.
En ting jeg tænker mere og mere over – hvad venter vi på? Nogle punkter i livet er blevet bygget helt vanvittigt op – vi skal have roadtrippet mindst én gang til, rejst med rygsæk i Indien før børn. Vi skal have styr på økonomien og huset og hinanden, og SÅ kan vi blive gift! Jeg ville ønske, jeg, og også min min kæreste og jeg sammen, var bedre til ikke at overtænke. Til bare at gøre. Til at glemme vores alder, praktikken og målene og bare være og gøre.
Vi har for nyligt fået alvorlig sygdom tæt ind på livet i nærmeste familie, og hvis ikke dét kan få en til at tænke “hellere i dag end i morgen”, så ved jeg ærligt talt ikke.
Det var dagens servering fra jeres lommefilosof. Nu vil jeg tage på arbejde – det er da så carpe diem, det kan være, hva’?
20 kommentarer
Sikke et fint indlĂŠg! Jeg elsker simpelthen din blog for blandingen af det lette, det lidt tungere, det reflekterende, det pjattede – og sĂ„ selvfĂžlgelig tyl-glitter-farver đ
Jeg er meget enig i dine betragtninger! Jeg er lige fyldt 28, bliver (endelig) fĂŠrdig med min kandidat om knap 2 mdr (den havde jeg ĂŠrlig troet, jeg ville vĂŠre fĂŠrdig med fĂžr, hvis du havde spurgt mig straks efter gymnasiet), har snart 3 Ă„rs bryllupsdag med min mand, som jeg har kendt siden jeg var 20, har boet i mit nye fine hus i lidt under et Ă„r og har en skĂžn datter pĂ„ 1,5 Ă„r <3 min alder passer perfekt til hvor jeg er i mit liv đ men jeg kan alligevel blive "overrasket" over at jeg snart er 30, og at jeg snart har en 2 Ă„rig datter O.o haha, livet flyver sĂ„ stĂŠrkt.
Men ĂŠrligt, sĂ„ har jeg besluttet, at jeg bare ikke vil miste livstid pĂ„ at hidse mig op over min alder, jeg kan alligevel ikke ĂŠndre pĂ„ den, og den skal i hvertfald ikke stoppe mig i at leve đ
HĂ„ber i fĂ„r den fedeste ferie! đ
ps sidste del af dit fine skriv lĂŠgger nĂŠsten op til US bryllup đ
Tak for et fint indlĂŠg! Det er nemlig sĂ„ sandt. Du nĂŠvner sidst i indlĂŠgget at I er ramt af sygdom i nĂŠr familie, det er jeg ked af. Men til det vil jeg sige – der er mĂ„ske ikke en dag imorgen med den person. Husk at vise at I er der og fortĂŠl personen, hvad vedkommende betyder for jer. Min far dĂžde for en mĂ„ned siden af krĂŠft – jeg er kun 24 Ă„r – og jeg stolede pĂ„ lĂŠgerne da de sagde at de nok godt kunne helbrede. Men det kunne de ikke. Hvis jeg da bare havde vidst det, sĂ„ havde jeg ikke tĂŠnkt “det fortĂŠller jeg ham imorgen”. SĂ„ det jeg vil sige er, husk at giv et ekstra kram, fortĂŠl hinanden at man betyder noget – det kan man aldrig sige for meget. Og hellere idag end imorgen. Vi ved aldrig dagen imorgen byder pĂ„! đ
Ă h, Cathrine.. Det gik direkte i fĂžlelserne. Afsluttet BA og flyttet sammen med kĂŠreste, nu rammer det rigtige voksenliv lige om lidt! Det er som om det er sjovere at lave voksenting uden det fulde voksenansvar.. Jeg tror lige jeg tager et par Ă„r med carpe diem, det lyder mest overskueligt lige nu, haha!
God dag til dig đ
Ă h jeg tror, du rammer mange her đ Jeg kan egentlig godt fĂžlge din kĂŠreste, selvom jeg ikke deler aldersangsten med ham… Men det lyder alligevel voldsomt at panikke pĂ„ vegne af andre.
Jeg er helt enig med dig i, at der nok er en tĂŠt sammenhĂŠng mellem at fĂžle, at man er det rigtige sted i livet pĂ„ det rigtige tidspunkt. Det er bare supersvĂŠrt at planlĂŠgge! Jeg er selv 31, afleverer mit speciale pĂ„ mandag og nĂ„r lige at forsvare det inden vi fĂ„r vores 2.barn. Vores ĂŠldste er knap 3, vi mĂždte hinanden for 4 Ă„r siden, og vi har i mellemtiden fĂ„et hus og bil (hundene havde vi :)). SĂ„… Det ĂŠndrer sig simpelthen sĂ„ hurtigt, og selvom vi overvejede at vente med barn til efter endt uddannelse, og generelt til vi var lidt mere konsoliderede, sĂ„ er jeg sĂ„ glad for, at vi sprang ud i det. Der er masser af ting, jeg ikke lige kan komme til nu, som jeg havde Ăžnsket mig, men jeg havde jo heller ikke tĂŠnkt pĂ„, hvor fedt det er, det vi har nu đ Og altsĂ„ jeg kan jo bare gĂžre det lidt senere…
Rigtig dejlig dag til dig!
SUPER godt skrevet Cathrine!! đ
Hvor er det bare et fantastisk fint indlĂŠg Cathrine! Du har helt ret, alder er en mĂŠrkelig stĂžrrelse. I Golleren troede jeg at jeg skulle vĂŠre mor som 19-Ă„rig (det er jo pĂŠnt gammelt nĂ„r man er 8). Nu er jeg 27 og skal fĂžde lige om lidt – og jeg fĂ„r tit at vide at jeg er en ‘ung mor’. Det mĂ„ vĂŠre Vesterbro-standarder. Tak for en rigtig fin blog og go tur over there!
Jeg har ikke sĂ„ meget andet at sige end; WAUW et godt indlĂŠg. Du rammer virkelig hovedet pĂ„ sĂžmmet, og jeg kunne ikke vĂŠre med enig med det, du skriver đ
Det er nok skudt lidt ved siden af, men det med din kĂŠreste minder mig om et afsnit af ‘Louie’, hvor han og en 24-Ă„rig har en sjov samtale. Hun spĂžrger, om han altid bliver uncomfortable around younger people, hvilket han siger ja til. SĂ„ siger hun. “We’re the future. And you don’t belong in it. Because we’re beyond you, and naturally, that makes you feel kind of bad”. Det kan der selvfĂžlgelig vĂŠre noget om, selvom det mĂ„ske er pĂ„ et mere underbevidst plan, at alders-forskrĂŠkkede kan rende rundt med det.
Det er selvfĂžlgelig ikke det samme som du beskriver med din kĂŠreste, hele alders/fremtids emnet mindede mig blot lidt om den samtale. Man kan se den her, scenen varer godt nok 4 minutter, men det er meget skĂŠgt. http://www.vulture.com/2015/04/24-year-old-explains-the-future-to-louis-ck.html
Fint og tankevĂŠkkende indlĂŠg, der virkelig giver genlyd hos mig lige nu … Jeg er for nyligt blevet forlovet med min kĂŠreste (vi er 25 og 26), og selvom jeg har mĂždt mange “Tillykke-hvor-er-det-skĂžnt!”, har jeg ogsĂ„ mĂždt mange “Jamen-I-er-jo-sĂ„-unge!” – isĂŠr fra min egen nĂŠrmeste familie. Og jeg mĂ„ faktisk indrĂžmme, at det gĂžr lidt ondt pĂ„ mig, at der er sĂ„ mange af mine nĂŠrmeste, der har travlt med at rĂ„be vagt i gevĂŠr over, at vi ikke har tĂŠnkt os at udskyde alt, til efter vi er blevet 40.
Folk er bare forskellige, og selvom stĂžrstedelen af mine veninder er singler, og de fleste i min familie er (frivilligt) ugifte, samlevende eller fraskilte, behĂžver det ikke at betyde, at det er den vej, jeg gerne vil. Ville Ăžnske, at nogle af de der aldersfordomme kunne forsvinde lidt, og at folk, som du skriver, netop ville lade vĂŠre med at “overtĂŠnke” đ
Happy roadtripping til jer đ
Ih, hvor er det godt ramt đ Du skriver virkelig godt! Jeg er 27, altsĂ„ et Ă„r ĂŠldre end dig, har ogsĂ„ lige vĂŠret pĂ„ cali-roadtrip, og drĂžmte ogsĂ„ om at blive forfatter som lille… nogle gange synes jeg, din blog rammer skrĂŠmmende tĂŠt pĂ„! Til gengĂŠld har jeg (og min mand) drĂžmt om hus siden vi var 24, men vi har endnu ikke taget springet – jeg krydser lidt fingre for, at du snart bliver forlovet, og jeg snart finder et hus, haha! Vi blev gift som 25-Ă„rige, og dengang syntes alle ogsĂ„, vi var vildt unge. I dag er jeg 27, og flere af mine veninder er i gang med at fĂ„ bĂžrn – skal jeg ogsĂ„ det? Men som du siger, det er med at nyde, hvor man er! Friheden til at tage pĂ„ roadtrip, arbejde med noget man elsker, hygge med gode venner.. Jeg prĂžver virkelig ogsĂ„ at lade vĂŠre at overplanlĂŠgge, men hold op, det er svĂŠrt nogle gange! Det er mĂ„ske bare den her alder, hvor alle de store ting former sig; hus, job, karriere, mand, bĂžrn…? God sommer, og hav et fantastisk roadtrip! Vi kom hjem fra nĂŠsten samme tur (dog uden Las Vegas og Sonoma, og pĂ„ 14 dage) for en uge siden, det var helt fantastisk! GlĂŠder mig til at fĂžlge med!
Elsker de smĂ„ lommefilosofiske indlĂŠg – det er sĂ„ god en ting at man tĂŠnker lidt nĂŠrmere over ting. Jeg er ret enig i dine betragtninger. Det er vigtigt at tage stilling til om man er hvor man gerne vil vĂŠre – og stile efter det i modsat fald. Ikke fordi man skal jagte de 9-Ă„riges drĂžmme nĂždvendigvis, men hvis ikke man stiler efter noget nyt gĂ„r man i stĂ„. Og alligevel skal man nyde der hvor man er. Jeg mangler et par ting synes jeg, men grundlĂŠggende har jeg det lykkeligt og prĂžver at se det positive – ogsĂ„ i en alder af 26.
Dejligt indlÊg. Jeg forstÄr slet slet ikke de folk, der er kede af, at blive Êldre. Man burde da fejre, at man stadig trÊkker vejret og har det godt! Jeg hÄber sÄdan pÄ at blive gammel og vil elske at blive 25 til sommer og hver en fÞdselsdag fremover. Jeg er gravid og det er det dejligste i verden. Bor i hus med kÊresten gennem 9 Är og blev uddannet socialrÄdgiver for 1 mÄned siden, men valgte at smide pillerne og fÄ vores fÞrste datter i stedet for at fÄ karrieren igang. Har ikke fortrudt er sekund. Jeg fÞler mig som verdens heldigste! NÄr vi dÞr, sÄ er det minderne med de mennesker, vi elsker, vi tÊnker tilbage pÄ og ikke de timer, vi har arbejdet. Jeg elsker hver dag og hÄber jeg en dag kan fejre min 30, 40, 50 og 90 Ärs fÞdselsdag!
Alt hvad du kommer ind pĂ„ i dette post er sĂ„ sandt – og sĂ„ vigtigt! Jeg er selv 20 Ă„r gammel, min kĂŠreste er 30. Jeg har i mange Ă„r (og har det stadig lidt) fĂžlt, at pĂ„ bestemte aldre skulle jeg (og man) have nĂ„et bestemte ting – da mine forĂŠldre var 29 Ă„r, havde de tvillinger, et kartoffelrĂŠkkehus og begge gode uddannelser – de gik den “slagne vej”. Jeg har altid presset mig selv hĂ„rdt og sat mig mange mĂ„l; i en alder af 18 skulle jeg dĂ©t ene, en alder af 20 dĂ©t andet. Da jeg sĂ„ mĂždte min kĂŠreste for nĂŠsten et Ă„r siden, tog det mig noget tid at fatte, at han stadig var en “normal” 30-Ă„rig, selvom han ikke havde Volvo, vila og vovse. Vi er nu pĂ„ ferie pĂ„ Bali, og sĂ„ sent som i gĂ„r mĂždte vi fĂžrst et hollandsk kĂŠrestepar, og de spurgte sĂ„, hvor gamle vi var. Jeg svarede 20
Ă„r, og de reagerede som de fleste gĂžr, med stor forblĂžffelse dog uden at dĂžmme mig. De var selv 30 og 32. Snakken faldt derefter pĂ„, at alder er kun et tal, folk er forskellige, og derfor er der ikke en “rigtig” mĂ„de at leve sit liv pĂ„, der er ikke ting man “skal”, bare fordi man har en vis alder. Samme aften faldt vi i snak med to kvinder pĂ„ 70 Ă„r fra Australien, som vi endte med at have middag med. Begge meget inspirerende kvinder! De havde begge levet et langt liv, og det var sĂ„ sjovt at sidde der – en 20 Ă„rig pige fra KĂžbenhavn, en 30 Ă„rig New Yorker og to ĂŠldre kvinder fra Sydney. Vi havde en fantastisk aften og grinte sĂ„ meget og var pĂ„ enorm bĂžlgelĂŠngde endda pĂ„ trods af den store aldersforskel – og som de begge sagde, isĂŠr da snakken faldt pĂ„ mig og min mulige studiestart til august, der stresser mig en smule – just go with the flow – if it is meant to be, it will happen – don’t ever stress – you have a whole life to live!
Som du ogsĂ„ skriver, er det til tider mega mega fantastisk at have en ĂŠldre kĂŠreste, for de gennemlever lidt tingene for en – pĂ„ den mĂ„de kan man se, at det hele ikke er sĂ„ slemt đ
Ă h, der er sĂ„ mange ting i dit indlĂŠg, jeg kan kommentere pĂ„! Det kan godt vĂŠre, at du ikke er gift og har bĂžrn ‘endnu’, men det er det sĂ„ vigtigt (som du ogsĂ„ sĂ„ fint selv gĂžr), at huske pĂ„ alle de ting, du sĂ„ har, har opnĂ„et og oplevet i stedet for – det husker jeg ogsĂ„ mig selv pĂ„! Og igen “we have a whole life to live”.
Endnu et dejlig velskrevet indlĂŠg, direkte ud af posen!
Du har sĂ„ evig ret. Men nĂžj hvor er det bare sindssygt svĂŠrt, ikke at leve ud fra at meget er “planlagt”. Som John Lennon sĂ„ klogt siger: “Life is what happens while you are busy making other plans.”
Lige prĂŠcis det der med at gemme en del af barndommens fantasi har ogsĂ„ betydet meget for mig! Derfor er planen, at jeg til efterĂ„ret skal have tatoveret Cheshire-katten fra Alice i Eventyrland – som en evig pĂ„mindelse om, at det er helt okay at vĂŠre lidt “gal” og fjollet af og til (:
Jeg har faktisk altid haft det ret godt i min alder, men hovedsageligt fordi jeg bliver ved med at glemme min egentlige alder. Jeg har stort set altid kun haft venner, som var Êldre end mig, og sÄ bilder jeg mig selv ind, at jeg er lige sÄ gammel som dem, for vi er jo det samme sted i vores liv haha. NÄr det er sagt, sÄ tror jeg bare jeg har det ekstra godt med min alder lige nu (22) fordi livet for alvor begynder at give mening herfra. Jeg kan godt lide det overblik som efterhÄnden er indtruffet (:
// http://www.moonlitmadness.dk
Alder er sÄdan en mÊrkelig stÞrrelse. Jeg er 29, min kÊreste er 23 og vi har lige kÞbt hus.
Jeg har ikke lyst til at fĂ„ bĂžrn lige nu, men er pĂ„ den anden side bange for at jeg bliver for gammel. Vil jo heller ikke vĂŠre gammel mor. :/ Ville virkelig Ăžnske at jeg var 25, sĂ„ jeg uden problemer kunne vente 4-5 Ă„r med bĂžrn. Men har besluttet at vente med nogenlunde ro i sindet til jeg er 31, sĂ„ mĂ„ vi se pĂ„ det der. đ
Endnu engang rammer du spot-on. Det er bare sĂ„ ĂŠrgerligt, at vi skal helt derud, at der skal en alvorlig sygdom til, fĂžr vi lĂŠrer at sĂŠtte tingene lidt i perspektiv. At se pĂ„ det store billede, i stedet for at gĂ„ op i de smĂ„ petitesser. MĂ„ske er det bare sĂ„dan livet er formet – vi har altid sĂ„ travlt, som du ogsĂ„ selv skriver, med at komme videre. Med at fĂžlge “planen” til punkt og prikke, fordi det er dĂ©t der forventes af os. Men sĂ„ er det lige netop, at det er vigtigt at se pĂ„ tingene fra det store perspektiv – at vi kun har Ă©t liv, og at det er nu det skal leves. Det er da om noget en bĂ„de god og vigtig pĂ„mindelse đ
Tak Cathrine, for endnu et fint indlĂŠg.
Mange hilsner,
Catherine
Ved ikke hvad jeg ellers skal sige end, DU ER FANTASTISK!
NĂžj hvor kan jeg godt genkende det, jeg bliver 26 Ă„r i august, ejer ikke fast ejendom, har ikke nogen kĂŠreste, er stadig igang med uddannelse , godt nok en nummer 2 da jeg skiftede retning. Ingen udsigt til bĂžrn lige nu og det er da ogsĂ„ okay, men man kan da godt mĂŠrke en lille pige sidde pĂ„ skulderen og sige ‘hvad fanden har du gang i!’. Sandheden er jo at jeg hellere vil opleve eventyr lige nu, og gemme de voksne ansvar til senere, men den alder er nu en sjov ting og vi kan jo ikke lĂžbe fra den, desvĂŠrre, for det ville da vĂŠre god motivation til at lĂžbe det marathon jeg heller ikke har nĂ„et, haha.