Om mandage, tandsmør, flødeboller og plus på selvværdskontoen

Indlægget er udgivet i samarbejde med VEET i forbindelse med kampagnen #whatbeautyfeelsliketome (sponsoreret indhold)

Igen foregår der altså et eller andet sært i cyberspace, som gør, at I ikke kan se mine indlæg  – jeg trykker “publish” endnu engang og krydser fingre! Jeg beklager webfejlene.

Mandag, jeg får næsten lidt ondt af dagen – den skal have skyld for meget. I sidste uge punkterede jeg på en onsdag på vej til arbejde. Men hvis det var sket på en mandag, så havde jeg sagt “TYPISK!”. Det er da lidt synd. I USA har man nærmest taget konsekvensen, og derfor starter de fleste ugekalendre med søndag. Den kan man ikke hade. Så når man når til mandag, så er det ikke fra bunden. Det er da en sympatisk måde at indrette ugen på, så mandag ikke får al balladen.

Denne her mandag vender jeg tilbage til en almindelig arbejdsdag. Min første sending i over halvanden måned – og jeg glæder mig så meget. Og jeg er også hammer nervøs. Der er virkelig mange øjne på os, der er fokus på, at vi kan levere og leve op til det, cheferne mener, vi skal kunne, nu vi er to. Alt nyt er oftest lige dele angstprovokerende og mega spændende – men er det ikke dér, de siger, at store ting opstår? I hope.

Som hjælp til selvhjælp har jeg sat point ind på selvværdskontoen i denne weekend (og hvis du trænger til point, så læs det her indlæg). Ligesom i rundbold, hvor man “gemmer befriere i køleskabet”, så kan man sagtens fodre selvværdskontoen forebyggende. Det er godt at have lidt polstring, når man ved at store udfordringer venter forude. Lad mig give jer min egen lille opskrift for weekend:

I fredags havde jeg en glimrende hjemmeaften. Bare damerne; Frida og mig, to glas hvidvin (begge til mig), fem ud af seks indkøbte miniflødeboller fra Summerbird – fortærede, sushi, mor-film, spørgerunde med MEGA mange søde og sjove spørgsmål. Jeg nåede at kysse min kæreste godnat, da han kom hjem, inden jeg døsede hen.

Lørdag var vi ude og kigge på bryllups-fest-sted, og hvis ikke det er rart at gå og forestille sig rammerne for sit livs største kærlighedsfest, så ved jeg ikke, hvad er. Efter turen til nordsjælland kørte vi til housewarming for en af mine bedste veninder, hvor der var endnu flere ven. Plus-plus-plus på selvværdskontoen, sådan at være i selskab med nogen af de mennesker, jeg holder af.

Søndag fortsatte samme stil med det plus, at vi delte en tebirkes ved morgenmadsbordet, og jeg smurte den med det man skal, nemlig tandsmør. Hvis tandsmør og wienerbrød ikke skulle skyde lykkefølelsen i luften, så ved jeg ikke, hvad gør. Efter morgenmaden tog vi til dåb – endnu en dag i kærligt selskab. Jeg sluttede aftenen af med hot yoga, en uldtrøje da jeg kom hjem og min yndlings ansigtsscrub (og et afsnit af Narcos, som er min nyeste serieobsession).

Det er dét, man skal, især når man har store udfordringer forude – gøre noget godt for sig selv, så indersiden kan klare presset fra ydersiden. Om det er at bruge en halv søndag på at lave gadens blødeste ben. At gå til frisøren, til spraytan, til negledame – whatever floats our boat.

Det sidste halve år har jeg været glad ambassadør af Veets kampagne #whatbeautyfeelsliketome, og det har været en fornøjelse. En kæmpe fornøjelse. Vi har diskuteret, hvad skønhed er her og lidt her. Jeg er blevet klogere! Rosa delte ord fra Stacy Bias, som jeg synes, er mega interessante:

?Is the pinnacle of success always beauty? Believing that others see us as beautiful? Believing that we are beautiful? I want people to question their negative self-perceptions, sure. But I would love for that to happen in a context where beauty doesn?t always end up valorized. This is a mindfuck??everyone is beautiful, so you are beautiful, too!? still reinforces beauty as an aspirational value.?

Omdrejningspunktet for Veets kampagne har egentlig været at tage skønhed ud af en kontekst, hvor skønhed ikke er hvad øjet ser, men hvordan den føles. For os hver især. At skønhed ikke er et symmetrisk ansigt, men en følelse vi alle kan arbejde med. Jeg tænker stadig over ordene fra Rosa, og jeg er ikke færdig med at tygge på dem. Jeg ved bare, at når jeg føler mig god og rar på indersiden, så er jeg langt bedre rustet til udfordringer i den virkelige verden. Og dem møder vi alle masser af.

Vi har alle sammen vores udfordringer – vi vil være de bedste på arbejde, de dygtigste til forelæsning, den mest omsorgsfulde mor, mest opmærksomme veninde. Det skorter ikke på ambitionsniveau, og oftest render vi os halvmaste for at gøre andre glade. Fordi vi ikke kan lide at sige “måske senere” eller slet og ret nej. Men det vigtigste er altså os selv – vi er det gode udgangspunkt. Vi møder verden fra vores eget udgangspunkt.

Jeg synes altså godt, at man må pleje sig selv, sit ego. Smøre det med flødeboller og tandsmør. Hvis vi gør noget godt for os selv, så føler vi os også bedre, og så kan vi være det bedste, også for andre. Jeg vender tilbage til punkt 1 på denne her liste: VÆR DIN EGEN BEDSTE VEN. Det venskab har jeg plejet hele weekenden, og mit smil er ikke til at tage fejl af (og hvis man skulle være i tvivl, så har jeg malet det op med læbestift).

Du er skøn. Den eneste udgave af dig. Helt unik sådan set.

Nu vil jeg cykle rank og bredskuldret på arbejde og klare dagens udfordringer. Og hvis jeg kikser, så kender jeg recepten; fosterstilling, flødeboller og (selv)-forkælelse. GOD mandag til jer alle sammen!