Tynde øjenbryn og lyse striber – ni år af et parforhold

Jeg havde egentlig lidt et udgangspunkt, at jeg IKKE skulle have sådan et DIY-bryllup. Det er sådan noget, jeg har hørt, at brude er brændt helt ud på. Når de laver blomstervægge, personalized kroketspil, kortspil, bordkort og centerpieces. Det skulle jeg ikke! Meeen… Så sagde vores vidunderlige fotograf til vores møde forleden, at hun vist sjældent havde set så personlig en dag, som vores bliver. Jeg har ikke bygget en gynge, men jeg er vist alligevel faldet lidt i et dimsehul.

Og til en af mine dimse-ting har jeg været i gemmerne for gamle billeder. Og det har fanme været sjovt. Jeg fik min kæreste til at plugge sin elleve år gamle Macbook i stikkontakten, og så kunne jeg flippe gennem gamle billeder. Og så sad jeg der og kluklo over billeder af os. Af ham med venner kort før vi mødtes. Over mine engang virkelig tynde øjenbryn og Adams lyse striber (farvede vel at mærke). Vi var fanme raffi, haha!

Jeg har fortalt, hvordan vi mødtes – han spottede mig første gang den 26./27. september 2006. Og det tidspunkt ved jeg kun så præcist, da det var til audition til den der musical, vi var med i. Og flere år senere kunne han fortælle mig, hvad jeg havde haft på af tøj; hvide bukser. Blå spaghetti-strop-top med hvide prikker og kig til maven og røde Converse. Det lyder rimelig 2006 og seks ikke? Helt sikkert en skarp sideskilning og hestehale. Jeg blev skudt lige tilbage til den tid, som jeg kiggede billederne igennem.

Man kan nå ret meget på sådan et årti, more or less. At gøre 2. g færdigt, få kørekort, gøre 3. g færdigt, flytte hjemmefra, flytte sammen, flytte i hus, få hund, rejse, rejse, rejse, have sideskilning og midterskilning, køre tynde øjenbryn og sneglebryn, være farvet sorthåret og lyshåret, være all about neon-plastik-smykker, glimmersko, og bikini-i-byen. Jeg har været en fattigrøv, fra forstanden, for teenaget, farligt fuld, forfærdelig splittet – skal det virkelig være OS, når vi er mødtes så tidligt?! What are the odds. Vi har været sammen i 1/3 del af mit, og til trods for at jeg har været betydeligt yngre end Adam – næsten seks år – og betydeligt mere emotionel og dramatisk, så er vi sgu blevet sammen. Thank God for han holdt en teenager ud, haha!

Jeg skrev engang et indlæg, hvor jeg påstod, at man kan mærke, når det er rigtigt. Det føles overraskende lige til, pludselig. Og det er stadig delvist rigtigt i min optik; hvis man ender med at kæmpe og krampe i starten, så kan det være et tegn på, at det ikke skal være.

MEN. Der er et hav af undtagelser. Og hvad der ikke kommer frem i den ligning, det er, hvor svært, det kan være undervejs. For det har det også været i løbet af ni år, godt og vel. Men det gør det hverken mere eller mindre rigtigt. Man man må altså gerne bokse lidt med det, med forholdsrammen. Vi bliver hele tiden klogere mennesker, får nye oplevelser og impulser, og hvis man er delvist heldig og delvist gør sig umage, så kan man stadig vokse sammen. Farmor siger, at det vigtigste er, at vi taler sammen. Og det har vi gjort. Mega meget. Både råbende, hviskende, over aftensmaden og i den lyse morgen. Når det har været svært, når jeg har haft alderspanik/alle-andre-er-single-panik, men vi er blevet sammen.

Jeg kan godt mærke forskel på vores ro i forhold til mange ting, men også med forhold. Det har selvfølgelig noget med aldersforskellen at gøre. Man bliver bare mere rolig og hviler i sin verden med årene. Men Adam er heller ikke skilsmissebarn, og det, tror jeg, også gør en forskel. Det er nærmest ikke en mulighed i hans hoved, at blive skilt. Min far og mor gik fra hinanden, og så blev min far gift, og de gik også senere fra hinanden. OG så blev han gift igen. Min mor har også haft et par kærester.

Alle omkring mig i barndommen, undtagen min farmor og farfar, er blevet skilt. Det tager altså lidt af ægteskabsmagien, al den ulykkelig kærlighed. Eventyret der brast. Men på en måned er det fint også at være realistisk. For sandheden er nok, at det er hårdt arbejde, og det vil det være for evigt. Men det belønner sig til gengæld også helt vildt. Jeg storgriner af vores billeder – vi er fanme bedste venner. Vi har set verden sammen. Vi har vores eget kodeord og små skøre ting, vi gør.

Jeg har sent lært, at mine forældre stort set ikke talte sammen om ting, der gik dem på, mens de var gift (eller efter for den sags skyld). De skændtes ikke, diskuterede ikke – det kørte ligesom bare. De var bare og fik det til at køre rundt med unger og arbejde. De havde åbenbart ikke fået farmors råd om at tale sammen, men det har jeg jo. Og det har virket indtil videre. Ni år, Niller, det kan et eller andet, så vi tager en røvfuld til. Forhåbentligt med bedre bryn men ligeså store grin.