Tynde øjenbryn og lyse striber – ni år af et parforhold
Jeg havde egentlig lidt et udgangspunkt, at jeg IKKE skulle have sådan et DIY-bryllup. Det er sådan noget, jeg har hørt, at brude er brændt helt ud på. Når de laver blomstervægge, personalized kroketspil, kortspil, bordkort og centerpieces. Det skulle jeg ikke! Meeen… Så sagde vores vidunderlige fotograf til vores møde forleden, at hun vist sjældent havde set så personlig en dag, som vores bliver. Jeg har ikke bygget en gynge, men jeg er vist alligevel faldet lidt i et dimsehul.
Og til en af mine dimse-ting har jeg været i gemmerne for gamle billeder. Og det har fanme været sjovt. Jeg fik min kæreste til at plugge sin elleve år gamle Macbook i stikkontakten, og så kunne jeg flippe gennem gamle billeder. Og så sad jeg der og kluklo over billeder af os. Af ham med venner kort før vi mødtes. Over mine engang virkelig tynde øjenbryn og Adams lyse striber (farvede vel at mærke). Vi var fanme raffi, haha!
Jeg har fortalt, hvordan vi mødtes – han spottede mig første gang den 26./27. september 2006. Og det tidspunkt ved jeg kun så præcist, da det var til audition til den der musical, vi var med i. Og flere år senere kunne han fortælle mig, hvad jeg havde haft på af tøj; hvide bukser. Blå spaghetti-strop-top med hvide prikker og kig til maven og røde Converse. Det lyder rimelig 2006, ikke? Helt sikkert en skarp sideskilning og hestehale. Jeg blev skudt lige tilbage til den tid, som jeg kiggede billederne igennem.
Man kan nå ret meget på sådan et årti, more or less. At gøre 2. g færdigt, få kørekort, gøre 3. g færdigt, flytte hjemmefra, flytte sammen, flytte i hus, få hund, rejse, rejse, rejse, have sideskilning og midterskilning, køre tynde øjenbryn og sneglebryn, være farvet sorthåret og lyshåret, være all about neon-plastik-smykker, glimmersko og bikini-i-byen. Jeg har været en fattigrøv, fra forstanden, for teenaget, farligt fuld, forfærdelig splittet – skal det virkelig være OS, når vi er mødtes så tidligt?! What are the odds. Vi har været sammen i 1/3 del af mit liv, og til trods for at jeg har været betydeligt yngre end Adam – næsten seks år – og betydeligt mere emotionel og dramatisk, så er vi sgu blevet sammen. Thank God for han holdt en teenager ud, haha!
Jeg skrev engang et indlæg, hvor jeg påstod, at man kan mærke, når det er rigtigt. Det føles overraskende lige til, pludselig. Og det er stadig delvist rigtigt i min optik; hvis man ender med at kæmpe og krampe i starten, så kan det være et tegn på, at det ikke skal være.
MEN. Der er et hav af undtagelser. Og hvad der ikke kommer frem i den ligning, det er, hvor svært, det kan være undervejs. For det har det også været i løbet af ni år, godt og vel. Men det gør det hverken mere eller mindre rigtigt. Man man må altså gerne bokse lidt med det, med forholdsrammen. Vi bliver hele tiden klogere mennesker, får nye oplevelser og impulser, og hvis man er delvist heldig og delvist gør sig umage, så kan man stadig vokse sammen. Farmor siger, at det vigtigste er, at vi taler sammen. Og det har vi gjort. Mega meget. Både råbende, hviskende, over aftensmaden og i den lyse morgen. Når det har været svært, når jeg har haft alderspanik/alle-andre-er-single-panik, men vi er blevet sammen.
Jeg kan godt mærke forskel på vores ro i forhold til mange ting, men også med forhold. Det har selvfølgelig noget med aldersforskellen at gøre. Man bliver bare mere rolig og hviler i sin verden med årene. Men Adam er heller ikke skilsmissebarn, og det, tror jeg, også gør en forskel. Det er nærmest ikke en mulighed i hans hoved, at blive skilt. Min far og mor gik fra hinanden, og så blev min far gift, og de gik også senere fra hinanden. OG så blev han gift igen. Min mor har også haft et par kærester.
Alle omkring mig i barndommen, undtagen min farmor og farfar, er blevet skilt. Det tager altså lidt af ægteskabsmagien, al den ulykkelige kærlighed. Eventyret der brast. Men på en måned er det fint også at være realistisk. For sandheden er nok, at det er hårdt arbejde, og det vil det være for evigt. Men det belønner sig til gengæld også helt vildt. Jeg storgriner af vores billeder – vi er fanme bedste venner. Vi har set verden sammen. Vi har vores eget sprog og små skøre ting, vi gør.
Jeg har sent lært, at mine forældre stort set ikke talte sammen om ting, der gik dem på, mens de var gift (eller efter for den sags skyld). De skændtes ikke, diskuterede ikke – det kørte ligesom bare. De var bare og fik det til at køre rundt med unger og arbejde. De havde åbenbart ikke fået farmors råd om at tale sammen, men det har jeg jo. Og det har virket indtil videre. Ni år, Niller, det kan et eller andet, så vi tager en røvfuld til. Forhåbentligt med bedre bryn men ligeså store grin.
22 kommentarer
Kære Cathrine.
Rigtig mange gange tak for det her indlæg! For fem måneder siden gik jeg fra min kæreste som jeg havde været sammen med i fem år og siden da har det været hårdt og op ad bakke. Det hele begynder dog at se lidt lysere ud igen og så da jeg læste dit indlæg blev jeg bare så glad fordi du understreger alle de vigtige ting ved et godt forhold – specielt at det faktisk er mega hårdt arbejde og man tager nogle panik turer undervejs…Det er rart at blive mindet om at det er sådan virkeligheden er da man tit glemmer det i mængden af polerede Instagram billeder.
Samtidig minder dit indlæg (og blog) mig om at det godt kan lade sig gøre at finde en der er værd at dele alle de der op og nedture med – så tak for det!
Jeg ønsker dig og din kæreste alt det bedste med jeres bryllup og fremtiden som ægtefolk 🙂
Knus!
Jeg sad til en komsammen i forbindelse med min gode venindes nyligt overståede kandidat i søndags, hvor også min kæreste var med. Jeg kendte kun 3-4 stykker i alt. Jeg er ikke så god til store fester, kan føle mig lidt udenfor, er ikke altid så god til at snakke med nye mennesker. Kiggede på min kæreste og tænkte, hvor betryggende det er, at der findes et menneske der kender en ud og ind, så er man alligevel aldrig helt alene.
Nøj, hvor bliver man glad af de billeder. Glæder mig til at fejre jeres kærlighed.
Jaaa de er nuttede <3 Vi glæder os også SÅ meget! KH
Jeg kan næsten ikke kende jer på det med halstørklæderne. Taget i betragtning, hvor mange gange vi har set billeder af både dig og Adam, så siger det vidst ikke så lidt om, hvor meget vand der er løbet under den der metaforiske bro i jeres tid sammen. Hvor er det bare sejt! I er sgu altså også noget så søde sammen. GODT at du har en god farmor, som giver gode råd. Om livet, og om parforholdet 🙂
// http://www.moonlitmadness.dk
Flere af billederne er virkelig sjove og hundrede år gamle 😀 Der er sket lidt – jeg synes, vi er vokset os pænere med årene, heldigvis 😀 KH
TAK for (om ikke andet i en sidebemærkning) at sige højt, at tvivlen kan ramme, når man har mødt hinanden tidligt. Min kæreste og jeg har været sammen i 4 år, og jeg var 17, og han var 20, da vi mødtes, men vi er ikke i tvivl om, at det skal være os. Bare tak for at sige det højt – for tvivlen kan også ramme mig. Kan man virkelig have været så heldig? Er man totalt naiv for at tro, at man kan holde sammen, når man har mødt hinanden så tidligt? Jeg har nemlig ikke nogen veninder at spejle mig i på det punkt, så det er bare rart at vide, der er andre, der har haft samme tanker, også selvom de kan virke helt tossede på gode dage. Tak for at sige det højt – det er fandeme sejt og umådeligt dejligt.
Den tvivl tror jeg rammer de fleste parforhold igennem tiden, spørgsmålet er hvordan man kommer ud af det. Om man tør sige det højt, måske. Jeg tror, man skal blive i den der en-dag-ad-gangen og ikke tænke så meget på den lange bane. Det kommer, dag for dag 🙂 KH
Jeg var 16, min kæreste 18 😉 Og nu har vi været sammen i 11 år til september. Det er jo helt vanvittigt at tænke på, og jeg har også tænkt, om man overhovedet kan være så heldig at finde lige præcis HAM så tidligt. Men det kan man! Nogle af mine veninder har fundet deres kærester senere, hvor vi så har haft flere år til at samle oplevelser og minder sammen. Det kan virkelig også noget 🙂
Hvor ser I bare skide søde ud sammen! Dejlige billeder 🙂
Og det kan godt lade sig gøre at mødes på et tidligt tidspunkt i livet..; Jeg var 16 (men har vist altid haft en gammel sjæl, haha). Han var 24. Og min mor var lidt ved at få et føl på tværs! Til hun lærte ham at kende – for han er ligeså rar, som dagen er lang. Jeg har i sjældne øjeblikke tænkt: “Var det dét? Var dét min såkaldt vilde ungdom?”. Og ja, det var det. Den 31. januar 1997 var det dét. Nu har vi to børn på 14 og 12, og har været gift i godt 11 år.
Og skilsmisse har aldrig været på tale. Vi har på en eller anden måde en stiltiende aftale om, at skilsmisse bare ikke er en option – og så er man jo nødt til at finde andre måder at komme igennem kriserne på. Det kan godt lade sig gøre 🙂
DEJLIG historie I har Signe <3 Det er en meget, meget smuk historie I to deler. Og jeg tror, min mor har haft det helt på samme måde. Jeg var kun lige blevet 18 år, da jeg tog med en næsten seks år ældre mand på min første ferie uden forældre. Det var VILDT 😀 Hvad de ikke har tænkt! KH
Altså, jeg kan i hvert fald sige så meget, at hvis vores datter om to år kommer slæbende med en 24-årlig kæreste, låser jeg hende sgu inde i det højeste tårn, jeg kan opdrive! Haha! 😉
Hold kæft, hvor er i søde!
<3
Hold nu op hvor er i bare søde sammen <3 !!
Hvor får du ideerne til de personlige ting fra? Pinterest eller? Tip modtages med kyshånd!
Pinterest og mit eget hoved 😀 Gerne i kombination! KH
Inden du bliver grebet af for meget alderspanik: Man bliver pænere med årene.
Man går altid og tror, at ens røv var strammere, at man var pænere, da der ikke var en eneste rynke, linje eller fold, at det var meget bedre, da man var ung og var tyndere
Prøv at se på billederne; At I er blevet pænere med årene i takt med, at ansigterne har fået mere karakter osv. Er det ikke top-fedt?
Og nej, nej, jeg siger IKKE, at nogen er grimme. OVERHOVEDET! I er top-nuser at se på. Men I er også blevet smukkere og lækrere med årene og det er da betryggende, at det går den vej. 🙂 (Jeg ser også bedre ud nu end for 10 år siden. Det er sgu egentlig en lettelse 🙂 )
Åhr jeg får helt sommerfugle i maven og tårer i øjnene af at læse indlægget og se billederne. I er fandme søde! Jeg håber, at jeg en dag kommer til at opleve noget, der minder om det, I har 🙂
Det her har intet med dette indlæg at gøre (som i øvrigt er rigtig fint), MEN jeg har i ren stalker stil lige scrollet i gennem alle dine OOTD indlæg for at finde en helt bestemt kjole (denne her: http://www.asos.com/ASOS/ASOS-SALON-Leaf-Placement-Embellished-Skater-Dress/Prod/pgeproduct.aspx?iid=4916219&cid=0 — som FUCK JA er på tilbud). I den anledning vil jeg lige fortælle dig, at jeg blev chokeret, da jeg pludselig fik følelsen af at glæde mig til koldere tider efter en lang række ootds svøbt i lag, sweatre og gyldne sager. Det inspirerede mig sgu lidt. Så deeeet. Nyder lige sommeren lidt endnu, men just so you know: du er åbenbart mesterligt inspirerende hele året rundt.
Åhr hvor er I søde – sejt med så mange år!! Fine fine billeder:)
Tak fordi du laver sådan et indlæg! Jeg bliver helt glad indeni. Jeg mødte min kæreste til fransk i 2.g, og vi var begge 17 år. Vi flyttede sammen da vi var 18, og næste år skal vi giftes, og har på det tidspunkt været kærester i 8 år. Jeg har helt sikkert været i tvivl af flere omgange, særligt fordi jeg også følte omgivelsernes tanker om, at det var meget tidligt at vi mødte hinanden. Desuden tror jeg, at jeg blev præget af en eller anden forestilling fra samfundet om, at man skal have været sammen med x antal mænd, for at kunne finde den rigtige. Tror engang jeg læste en artikel, hvor der seriøst stod, at man i gennemsnit skulle have været kærester med/kendt 13 mænd, for at finde “the one”. Mærkelig artikel forøvrigt, hvad er evidensen lige for det? Men dengang gik jeg i panik!
Min kæreste har til gengæld altid været stensikker på, at det skulle være os. Han har senere fortalt, at han allerede vidste, at han ville giftes med mig efter par måneder. Han ventede bare på at jeg også skulle blive klar. Det er jeg så blevet med tiden. Vi har haft mange op og nedture, men vi er hinandens bedste venner og største støtter. Der findes intet bedre, og kærligheden er stor.
Tillykke med jeres kærlighed! Må den vare evigt.