RPDs ni års fødselsdag, hurraaa!
… Og tænk, hvor meget der er sket… Både generelt, i verdenen, i blogverdenen – og selvfølgelig i mit lille liv.
Jeg kan stadig huske at sidde en mørk novemberaften i 2011 i den gråmelerede sofa fra Bolia i den gamle lejlighed lige ved Forum og tænke; “NU gør jeg det!“. Jeg havde længe tænkt mig at starte en blog, det kunne måske et eller andet, men hele det der med at starte op og købe et domæne. Altså dengang var der ikke i samme grad et hav af tutorials klar alle steder. Så jeg var i flere gange gået død i det.
I januar 2011 var jeg startet op på DRs Talenthold, og dengang var tanken at starte en blog, som ligesom kunne give et lille blik bag mediefacaden. Alle vi så i fjernsynet, lyttede til i radioen – der fandtes jo ikke instagram, så de var for mig de ophøjede glansbilleder, man vidste ikke hvem de sådan ægte var. Og det ville var drømmen med bloggen. At portrættere vejen frem i medielandskabet. Og lette skrivehjertet samtidigt med. Det var en drøm. Så jeg startede. Jeg manglede bare det fede navn, som jeg klikkede køb på WordPress. Cathrine’s closet… Cathrines kjoler… Alle hed noget med fashion eller wardrobe eller noget så originalt som noget med blog. Ja, ja sådan noget. Men jeg ville have noget ordleg/rim-something, og jeg syntes sten-saks-papir var skægt, og så på engelsk, for man skulle jo tænke globalt, haha, og scissors lød lidt som dresses. Så faldt tiøren; rockpaperdresses. RPD. Og det blev blandt kolleger over årene til Rock’eren.
De fleste af mine kolleger har efterhånden kastet deres alter egoer af sig og kalder sig bare ved navn. Men jeg har rigeligt med udfordringer i at stave mig igennem Cathrine og Wichmand i hverdagen, så jeg holder på RPD indtil videre.
Dengang jeg startede var det, der fandtes primært modeblogs. Jeg elskede at følge Passions for fashion og hendes mange DIY’s og eBay-fund. Jeg kan huske, at jeg engang spottede hende i Zara på Strøget, og jeg blev så overrasket og måske en kende starstruck, at jeg gemte mig bag et tøjstativ. Og så var der jo Emily Salomon med hendes dødsensflotte hår og altid let lyserødlige billeder – hun holdte niveauet HØJT (og gør det stadig). Og så var der jo Tine Strange, Fierce & Fattig, Wewonder og Acie – de blev virkelig gode venner til mig, og vi rejste sammen, Tine, AC og jeg i al fald. AC og jeg er det endnu, og hun er nærmest bare blevet bedre og bedre og skarpere med årene.
På en eller anden måde har jeg skilt mig ud dengang, for på ret kort tid fik jeg rigtig meget trafik (måske fordi jeg skrev mere om hår på armene end om Acnes Pistolstøvler (største ønske ellers, dengang)). Det var nyt på modeblogfronten.
Jeg fik mange nye læsere, og det var egentlig lidt rart, at kommentarfeltet ikke længere kun var befolket af min far og svigermor. Kia (fra Fierce & Fattig) var så sød at dele mig nogen gange på sin blog, og det fik mig gevaldigt på landkortet. Så meget, at jeg kom til mit allerførste event i 2012 (og i øvrigt samme år blev årets Brilleblogger – helt uden at rigtigt at bruge briller, haha!). Og kors, jeg var nervøs til det event! Jeg kendte ingen. Men landskabet dengang var ikke så stort, der var mange, der var nye for hinanden. Selv om jeg ikke var blandt de allerførste bloggere, så kom jeg lige i røven af første generation (som altså bestod af blandt andre Ems, Chris og AC).
Men der er sket helt vildt meget! Bare fra udgivelsesfrekvensen – jeg kunne snildt udgive to og tre indlæg om dagen, og min Bloglovin (en reader mange brugte) var ofte overfyldt med kollegers indlæg. Og så til nu hvor ikke kun jeg har lavere udgivelsesfrekvens. Det sker hos de fleste af min kolleger. Mindre – men ofte bedre. Niveauet er altså højt!
Det er noget højere end dengang. Dengang kunne man snildt lave et helt indlæg med en konkurrence og så et helt indlæg, hvor man fortalte, hvem vinderen var. Og konkurrencen? Den kunne fint være så lille, at det handlede om en valk (en plastikdims til en værdi af halvanden kroner). De første mange konkurrencer var i øvrigt sponsoreret af mine egne lommepenge – måske havde jeg været IKEA og fundet en fin dims og købt en til mig selv og en til en af jer. Men de var vigtige at have, konkurrencerne, for det gav nye læsere! Og jeg kunne også lave et helt indlæg med billeder af en ny frakke, jeg havde købt, “new in”-indlæg var ret almindelige. For så at vise jakken på et dagens i dårligt lys efterfølgende.
Så begyndte der at komme lidt samarbejder op, og selv om jeg altid har overvejet, om jeg havde noget at fortælle, før jeg sagde ja, så vil jeg da sige at set i bakspejlet ville jeg nok ikke takke ja til Playmobil (når man ikke har børn) eller Veet (når man i øvrigt har fået vokset hår ude i årevis – det var første gang, hvor jeg måtte udfordre kunden og sige, at jeg altså ikke kunne lave et rent “rose”-indlæg, som ellers dengang var kutyme mange steder).
Dét er virkelig blevet alfa omega – hellere sige nej en gang for meget, end en gang for lidt hvad angår samarbejder. Og selv dér vil med al mavefornemmelse, al selvransagelse og forhåndskritik, vil man stadig kunne træde ud i noget, der kan blive helt vildt svært mellem hænderne på, uden man havde set det komme (som fx samarbejder med gule fagforeninger). Der er jo også kommet en hel undergren hos Journalistforbundet, der varetager vores interesser. De har endda hjulpet mig i en sag om ophavsret. Vi er gået fra at stå meget alene og være odd ones out og skulle forklare “at jeg skriver dagbog på internettet” til at alle ved, hvad sådan en som mig laver. Blog altså, de ældre har stadig svært ved instagram, hehe…
Når jeg er sammen med kolleger, så taler vi ofte om enten 1) er blogs stadig noget læsere gider? og 2) gider vi stadig selv?
Det ene kan I nok bedst besvare, men der er helt uden tvivl kommet mange tilbud til! Der er mange, der kæmper om vores tid, altså din og min! For nogle år tilbage kom youtube sådan ægte på banen og blev en ny influencer-platform – ikke bare et sted man så musikvideoer. Pludselig skulle alle være der! Også dem der ikke havde flair for det. Og det blev blæst op til det HELT NYE! Var man der ikke, var man tabt. Og så var der jo Instagram – i mange år slet ikke noget kunder fx var interesserede i. Og mange af jer var der heller ikke – nu kan jeg tydeligt mærke forskel på, om jeg får delt indlæg derinde eller ej. Indlæg findes nærmest kun, hvis de findes på insta. Og så var der jo snapchat. Jodel-sladder. Tik Tok. Der har været mange til at stjæle fokus undervejs og slå os af banen. Uden at glemme Netflix, HBO og aaaalt det andet. Konkurrencen om opmærksomhed er benhård! Og hvad vi før kunne slippe af sted med at tage jeres tid med – den går ikke i dag. Og vi står også på man måder meget meget til ansvar – hvilket på mange måder er så fint!
Og mange af de “gamle” bloggere findes heller ikke mere. Det kræver sit menneske at blive ved med at dele ud af sit liv. Og det kræver også sit menneske at gøre sit eget liv til en forretning. For det har både fede og hårde sider. Især som man bliver ældre, måske mere blufærdig, får børn, har brug for ny kompetenceudvikling osv. Og derfor er den også tilbagevendende i perioder, “gider vi?” – og de ‘hardcore’ af os fortsætter. For det er noget særligt, og det er hyggeligt – at være i snak med jer over årene, nogle af jer som jeg praktisk taget er blevet voksen sammen med. Men også for ens egen skyld, den åbenlyse scrapbog en blog også kan agere. Det er altså særligt.
Men hvad har de været de fedeste indlæg at skrive gennem tiden? Der var engang, hvor jeg kunne mærke at hvis det vendte sig lidt i maven, når jeg udgav, så var der potentiale til at det blev kæmpe stort.
Måske dengang jeg delte det overgreb, jeg selv var udsat for i mine ungdomsår? Eller da jeg delte nogle af mine egne #metoo-oplevelser i 2017? Eller det indlæg jeg skrev om en krop i forandring som ung i 2014? I var også med i slutningen af november, hvor jeg lancerede min anden start-up, som havde været et hemmelighedsprojekt i et lille år, før jeg kunne dele det. Podland, som skulle være det første podcastbureau i Danmark – vi var lige et par år for tidligt på den (hej Podimo!) og sad og skulle forklare kunderne på møderne, at “podcast var sådan noget radio on demand”. Der var lang vej hjem, haha! Og mentalt var jeg også et heeeelt andet sted, da vi launchede, end jeg var, da jeg startede projektet. Jeg var dybt, dybt nede i et hul af ensomhed og ulykke. Jeg bliver faktisk stadig ked af det, når jeg ser billeder fra den tid. Jeg kan se på mig selv, hvor ulykkelig jeg var.
Hvad har ellers været skægt? Hmm… De fleste af mine kolleger springer politik over. Det er nok lidt ligesom med økonomi; privat for de fleste. Og selv jeg ikke har været så partipolitisk, udover at jeg bekendte kulør i 2015 og var okay nervøs inden jeg delte det her indlæg, ja så har jeg hist og pist delt lidt undertoner af min retning. Og ja, så var der jo lige noget med nogle æg, ‘æg? Julies historie og startskuddet til vores borgerforeslag har i øvrigt knapt 2 mio. visninger nu, vildt ikke? Det må nok gå over i historien, som noget af det helt store bedrevet herinde – nu er en politisk aftale snart helt på plads.
Og så er der det parforhold… Nogen ville sige at det her sted gennem tiden har bestået af 40 % mig, 40 % Adam og 20 % Frida…
Jeg har altid haft en ret god snak med Adam om, hvad jeg kunne udgive, og hvad jeg ikke kunne – ét indlæg har han igennem tiden bedt mig om at tage ned. Men ellers er han den største hepper. Og jo! Vi skændes, haha! Det var der flere, der spurgte mig om engang. Én ting vi virkelig har diskuteret år tilbage, det var det der med at blive gift. Det tog os en del diskussioner og en del tårer for at finde ud af, hvad det egentlig var, der holdte Adam tilbage – og hvad der gjorde, at jeg gjorde det modsatte. Men forlovet blev vi, og hold kæft hvor var lykken på mange måder gjort – men malurt i bægret er der altid plads til. Og sådan er det jo. Op og ned. Kort inden vores bryllup måtte vi også sige farvel til Adams far, og det var edderbankemig hårdt og satte alt det her med at forsikre hinanden, stå hinanden bi og medgang og modgang i relief. Det var vores første store sorg, sammen.
Men at stå model til andres meninger om ens forhold ude IRL, det er specielt Især med publikum. Selv om vi havde været sammen i fire år, da jeg startede bloggen, så vil jeg næsten sige at de sidste ni er dem, der har gjort os voksne. Tilgivelse og “space” har på mange måder været nøglen hos os. For ting vi har sagt, gjort, givet plads til at være sig selv og hinandens. Selv om vi var helt derude at vende efter at have prøvet at lave et barn i to år, så var det egentlig aldrig et spørgsmål om os. Men shit, det fik os på nogle vilde snakke. Forældreskab – biologi eller omsorg?
Tretten og et halvt år… Og de sidste to i en helt ny skala. Af træthed, afmagt og ja, kærestesorg, når man bliver forældre. Jeg synes, at vi langsomt er nået dertil, hvor vi er klar til at gå ud sammen bare os, men helst til tidlig middag, for jeg skal sove før 21, haha! Fede tider.
Men det mest skelsættende indlæg, sådan helt personligt, var uden tvivl dét jeg delte i en februaraften i 2017. Dengang Adam og jeg kiggede hinanden dybt i øjnene, før jeg trykkede “udgiv”; hvor vi delte det allermest intime og private – at vi ikke kunne lave børn sammen uden hjælp. Det blev på mange måder så definerende for mit liv, for mit fokus, for mit mentale helbred, for mit arbejde. For pokker… På sin egen sære måde; en velsignelse forklædt…
Jeg sidder simpelthen og bliver så rørt over, hvor generøs du har været over så mange år med at dele ud, og hvilket privilegie det har været at følge med. Tak for dig og skål i bobler til forhåbentligt mange flere år <3
Det var virkelig fint skrevet Camilla! Tusinde tak – og skål! Det har været mig én stor fornøjelse altså. Det sure med det søde, glimmeren og de store følelser. KH
Hold op, hvor er det bare et virkelig gennemført og mindeværdigt indlæg – så hyggelig og nostalgi-præget læsning her, inden min nattevagt, for os der har fulgt med blogverdenen, da den startede op herhjemme ✨?
Stort tillykke med blogfødselsdagen, og alt den har båret med sig – håber du får fejret det, med en en sjat bobler og en kage, af den helt store slags ???
Det har været SÅ skægt at lave, og hvor er der både meget guld og ting der skulle blive i gemmerne, på de mange mange sider, haha! Nogen gange kan jeg savne den heeeelt simple tid, høj frekvens, men samtidig er jeg også så glad for al den tyngde bloggen har fået over årene. Det har altså været skægt. Sgu kun fordi I har været der. GOD arbejdslyst! KH
Sødeste Cath,
Stort hurra for dig! Hurra for alle de fine, personlige, sjove, inspirerende og sårbare indlæg, du har skrevet gennem årene. Du er sej og en stor inspiration. Føler mig meget heldig, at dette blogmedie har bragt vores venskab med sig. 🙂 Vores Koneklub, blandt andet.
Stort kram Christina
Også mig – og jeg er stadig fan girl af dig 😉 NU tør jeg dog godt hilse! Haha! møs
Kæmpe tillykke og jo tak for dit store delehjerte!??
Jeg er forholdsvis ny (har været med halvandet år ish), men gør hvad jeg kan for at få læst så langt tilbage som muligt!?✨ Tager ish tre ‘nye’ indlæg dagligt<3
Du er så stor en inspiration og en kæmpe-skøn kanon at se op til? Specielt for en lille fisk som mig selv, som klart er kommet til blogger-gamet i tide til den høje bare? Well done!?✨
Jeg har først nu læst din indlæg om Adams far. Det rørte mig dybt. Tak!
Jeg kneb lige en lille tåre her til sidst. Hvis nogen har formået at skabe forandring ved at dele ud af sine personlige fortællinger, så er det dig Cathrine. Jeg er sikker på, at det både gælder hos alle os individer, der følger med bag skærmen, men stigende grad også på et mere samfundsmæssigt plan. Det håber jeg virkelig, at du husker dig selv på og er stolt over på daglig basis. Sikke en rollemodel – både for alle os der følger med, men i særdeleshed også for jeres snart to børn. Jeg har på det seneste virkelig tænkt meget på, hvor beundringsværdigt det er, hvordan du bruger din stemme – særligt her i forbindelse med borgerforslaget. Men det er jo en stemme som er bygget op igennem mange år, og som startede da du trykkede udgiv på dit (og Adams) mest personlige indlæg. Dér græd jeg også. Med det vil jeg egentlig bare sig tak; på vegne af mig og min generation. Og de generationer, som kommer 🙂 Kh Anne
Jeg har ikke været alle årene, og er kommet og gået lidt i perioder, men det har været en fornøjelse. Du er en vidunderlig skribent, tak for alt du deler.
Jeg begyndte at følge dig, efter den skæbnesvangre februar i 2017. Jeg blev helt panisk over at det kunne være mig. Og min kæreste ville ikke have børn endnu. Jeg ville ikke nå at blive mor, inden jeg fyldte 30. Så mange tårer måtte lade livet de næste mange dage. Så blev jeg selv gravid i slutningen af februar, helt uplanlagt. Derfor stod dit indlæg faktisk endnu tydeligere for mig. For jeg fik dårlig samvittighed. Og så heppede jeg uendelig meget på jer og blev så glad på jeres vegne, da den var der og lille Eddie kom til.
Et andet indlæg som står tydeligt, er ‘så fik du endelig snørret ham.’ Min kæreste og jeg er ikke gift, men da du beskrev hvordan det at vente på at blive friet til havde skabt et lille svigt inde i dig, var det som om nogen havde sat ord på noget, jeg ikke selv havde kunne så længe. For det var sådan jeg følte det, overfor min kæreste, fordi han endnu ikke var klar til at få børn med mig.
Helt Charlotte-agtig fra SATC: ‘SET THE DATE!’. Jeg var så led og ked af at vente og jeg følte at han holdt mig hen og hver gang jeg spurgte til det, blev det altid en diskussion. Og sådan blev det et lille svigt. Præcis som du beskrev i det indlæg.
Du har skrevet rigtig mange gode og tunge indlæg, som jeg til stadighed læser med glæde. Du har hjulpet mig, med at sætte ord på nogle ting, selvom de ikke har været direkte spejlinger. Så tak for det, Cathrine!
Pyh Cathrine der fik du gjort mig ligeså grådlabil som på 3. dagen efter en fødsel??❤️ TAK for turen ned ad Memorylane???
Ingen, i min verden, kommer højere op på skrive-piedestalen end du og sneglen ?????&?
Altså så flot et skriv? Jeg er begejstret hele vejen rundt. Når du sender sådan et velskrevet og rørende indlæg som dette afsted, savner jeg at frekvensen af dine indlæg er lidt højere? Tak for dig! Og tillykke!
Tillykke med de 9 år! Og tak for at lade os læse med. Det har været virkelig fint, og når du laver sådan et indlæg, er det jo vildt at så, hvor langt du er nået. Altså, jeg vidste det jo godt, men det er vildt at se! Jeg synes du har haft en virkelig dejlig udvikling, og jeg nyder stadig virkelig meget at følge med. Du berør det fine og det tankevækkende på en virkelig god måde.
Jeg har læst med siden ’13. Jeg kan slet ikke komme med et yndlingsindlæg, faktisk, men du var ‘med’ da jeg flyttede til København i ’14, og begyndte mit liv her – som en slags konstant, jeg kunne blive inspireret af, da jeg tumlede rundt i en ny by og prøvede at finde mine ben.
Det, jeg nok har tænkt oftest på er, at du har belyst emnet om fertilitet for mig, og gjort mig klogere på moderskab på godt og og ondt. Det har været så godt, for nu forstår jeg mine veninder bedre, når de står i det, og jeg forbereder mig i det stille på, hvis jeg selv en dag står i det. Det har været virkelig givende!
Tak for ord og tillykke med de ni år ?
Tillykke med blogfødselsdag og tak for alle årene indtil videre <3 Du lykkes i sjælden grad med at løfte dit kommercielle indhold til noget vedkommende – og med at gøre det private godt gammeldags politisk. Blogmediet bliver simpelthen decideret relevant samfundsmæssigt (og kan, efter min beskedne mening, dermed noget, som insta ALDRIG kommer til.) En ægte feministisk revolution, og jeg elsker dig for det. Tak!
Tillykke med 9 år! Du er min yndlingsblogger, og måske en af de eneste, hvor alle indlæg bliver læst – jeg ved nemlig at det er velskrevet ✨
Jeg synes det er så dejligt at du deler dybe tanker – men også din stil, som var grunden til at jeg startede med at følge med, jeg elskede alt det farverige og at du “tør”!
Jeg er glad for at du stadig gider ?
Tillykke med de 9 år ? Det er dejligt at du lader os følge med stadig. Det er lidt magisk at høre om “de gamle blogdage”. Jeg har fulgt med i alle de damers liv, som du nævner, tilbage fra blogstarten. Tænk at man pludselig kunne få et indblik i andres liv, noget der var så sjældent – og det nærmeste der lignede var MTV Cribs. Det var virkelig The Sims-følelsen pludselig at have et medie, hvor man kunne blive inspireret af mode og indretning, fra helt almindelige, men seje damer. I dag er det næsten så tilgængeligt, at jeg glemmer at værdsætte det. Nu hvor selv de helt store amerikanske kendte deler ud på Instagram. Så tak for at bringe den følelse tilbage for et øjeblik. Håber du bliver ved med at blogge, dygtige C. ?
Tak for det fine tilbageblik. Jeg føler jeg har været i en tidsmaskine ved at læse indlægget – det var en god tid dengang blogmediet var nyt og stort. Jeg har været meget på instagram, men det er en tids- og energisluger, så nu er jeg tilbage på at læse blogs i stedet. Men man går da glip af noget, når man ikke er på insta hele tiden. Det er dog ok, synes jeg.
Jeg husker det som om jeg begyndte at læse med fra et link på fierce og fattig.. husker svagt noget med, at I var i USA til et bryllup hos en af Adams venner 🙂 Dine kjoler var en stor inspiration – har købt mange af de samme ting, haha.
Tillykke med anden graviditet, håber det hele går dejligt.
Kæmpe tillykke med ni år altså. Jeg begyndte at følge med efter den dag i 2017, hvor I delte indlægget om barnløshed. Og jeg har læst med lige siden. Absolut yndlingsblogger vil du altid være. Og du har lært mig så meget, særligt om fertilitetsbehandling. Og her 3 år senere, står min bedste veninde i præcis samme situation som jer. Og det har været GULD værd at have al den viden, du har givet om fertilitet, så jeg har haft bedre forudsætninger for at være der for hende, støtte og hjælpe. Så TAK. Der har du virkelig sat noget helt unikt i gang! KH
Tillykke med blogfødselsdagen! Håber coronaen er væk til næste år, så du kan give den endnu mere gas med fejringen af de 10 år. Tak for en velskrevet, reflekterende og hyggeligt indlæg. Jeg nyder virkelig at følge med hos dig, ligesom jeg har gjort siden ‘13. Synes dit skriv og dig og Adam i blogverdenen var så fint – huske stadig du dengang kaldte ham A, og at det havde lidt wow-faktor, da hans navn blev afslørret, haha. Du har haft mange fantastiske indlæg gennem tiden! Men jeg elsker især at du i den hurtigt forandrende blogverden, formår at være transperant over for os læsere. Både ift. dine overvejelser omkring bloggen, men også samarbejder osv. Det skaber den største troværdighed og en tæt forbindelse, som jeg beundrer dig for at have bevaret. Det har været en fornøjelse at følge dig helt fra dengang du arbejdede i Stories, til indflytning i filmfabrikken, fertilitetsbehandling og 2. barn på vej. Kæmpe tillykke herfra!
Sikke et dejligt tilbageblik – og sikke alt det, du har delt, sat i gang og taget op. Tuisind tak for det! Og JA, jeg gider virkelig godt læse blogindlæg. Tusind tak igen, jeg glæder mig til meget mere.
Kære Cathrine,
Har elsket alle dine skriv om at være blevet mor og alle de følelser der følger med det – verdens største omvæltning og oplevelse jo! Så er det mega sejt som du har formået at gøre det personlige politisk ifm æg og fantastisk eksempel på anden bølge//fjerde bølge feminisme/kvindekamp mødes i alt det sociale medier kan. Faktisk synes jeg netop det at der somme tider er noget på spil i dine indlæg giver bloggen endnu mere raison d’etre ❤️
Sikke et fint og rørende indlæg med mange af dine fantastiske ord og tanker, du har delt gennem årene. Jeg har fulgt troligt med siden dit første indlæg i november 2011 – og jeg må sige, at det føles som om vi er vokset op sammen ? og hold nu kæft en udvikling du har gennemgået, kæmpe respekt!
Kæmpe tilykke med bloggens fødselsdag. Du er afgjort med i superligaen af danske bloggere, og jeg holder meget af at følge med. Jeg har ikke været med fra start, tror jeg fandt herind omkring jeres bryllup, så jeg vil klare læse nogle af de gamle indlæg, du linker til 🙂 Hurra for dig og RPD!
Ps. Det blogindlæg som jeg allertydeligst kan huske, det er det, hvor du offentliggør, at du er gravid med Eddie. Fordi den endelig var der og jeg blev så glad på jeres vegne. Og det er jeg selvfølgelig også nu, hvor du venter jeres kommende baby. Sidebemærkning, men det slog mig lige, at du også skal have en tak. Tak for at dele så meget om jeres fertilitetsbehandling. Jeg har heldigvis ikke selv haft problemer med at blive gravid, men en af mine kære veninder er igennem møllen lige nu, og på en måde føler jeg mig bedre ‘klædt på’, fordi jeg allerede har læst om emnet herinde og de følelser der følger med.
Puhh, hvad alle de andre siger!
Jeg sidder og bliver helt rørt. Jeg har læst med fra år 0.
Et indlæg jeg (også!) særligt husker var det med sovse-kanden og gaver fra ens kæreste 😀
Tak for at dele så meget om fertilitetsbahandling. Det var en verden jeg for første gang blev opmærksom på igennem din blog. Nu sidder jeg selv og gennemgår netop min 2. graviditet udenfor livmoderen. Uden nogle æggeledere tilbage skal der hjælp til, og her glæder jeg mig til at blive en del af det nye univers med Wawawomb <3.
På grund af dig føler jeg mig godt klædt på til denne kamp, som jeg glæder mig til at komme igang med.
Rigtig godt fødselsdags-indlæg! Jeg har fulgt med længe og kan huske det meste du skriver om ?
Og så er vi altså nogle som stadig bruger Bloglovin ? Selvom det må betyde jeg er gammel ??? (vi er fra samme årgang ?)
Kære Cathrine
Du skriver rørende og godt, du brænder igennem og åbner op. Tuisnde tak for dig og dit store arbejde. Tager hatten af for dig, du virker og fremstår som den sejeste ildsjæl og ønsker dig og dine nærmeste alt det bedste i verden.